De danske rigsråders beretning til kong Erik 7. af Pommern om deres forhandlinger
med svenskerne og danskerne. Beretningen har følgende punkter: 1) Efter at det danske rigsråd på kong Eriks opfordring holdt et møde med de andre
danskere i Kalmar, hvor de blev enige om, hvad de skulle råde kongen til, samlede
det danske rigsråd igen så mange af danskerne, som de kunne, og således samlet holdt
de et møde med svenskerne i Kalmar. På dette møde erklærede de danske rigsråder, at
de - sådan som det også tidligere var blevet sagt og skrevet mellem dem og svenskerne
- til evig tid skulle forblive sammen under én konge, dog således at hvert rige skulle
forblive ved sin egen ret, således som det havde været praksis blandt deres forældre
og forfædre i de tre riger. Endvidere erklærede de danske rigsråder, at de ville opfordre
kongen til at tage svenskerne til nåde og til at fortsætte med at være deres konge,
så længe han lever. Svenskerne begærer ikke andet i den forbindelse, end at kongen
lader dem nyde deres beskrevne ret, deres friheder og privilegier og gode, gamle sædvaner.
Endvidere vil svenskerne se bort fra alt, hvad der indtil nu ikke er blevet overholdt
af deres beskrevne ret, deres friheder og privilegier og gode, gamle sædvaner, og
de begærer og beder højtideligt om, at kong Erik ligeledes vil se bort fra al den
skade og uvilje, som er opstået indtil nu grundet disse sager. 2) Svenskerne sagde til de danske rigsråder, at de havde hørt, at man fejlagtigt sagde
om dem, at de ikke ville have tyske, danske eller andre udenlandske folk i Sverige.
Til dette sagde svenskerne, at den, som havde eller fik arv eller pant i riget, altså
fra én fribåren mand til en anden, selvfølgelig kunne blive i Sverige, og svenskerne
ville understøtte og højagte vedkommende på enhver måde, som om han var en af deres
egne indbyggere, hvad enten han var dansker eller fra et andet sted. Med kronens slotte
og besiddelser i Sverige kan kongen imidlertid gøre, hvad han vil, således som det
er beskrevet i svenskernes ret. 3) Svenskerne sagde desuden om dem, som har mistet deres jordegods eller pant, at
enhver skal have sit eget gods tilbage, og om dem, som i kongens tjeneste er blevet
påført skade - hvad skade det end måtte være -, at der med kongens råd og hjælp skal
ske dem ret. 4) Svenskerne ønsker desuden at bevæge kongen til at have tillid til dem, når de nu
beder om Guds og alle helgeners hjælp til, at de kan yde fuldkommen tro tjeneste mod
kongen, så længe han lever. 5) Skulle det desuden ske, at kongen ikke har tillid til svenskerne, så vil de yde
garanti for, at de vil holde deres løfte om fuldkommen tro tjeneste til kongen. 6) Afslutningsvis bad det danske rigsråd svenskerne om at fortælle, hvad de mente
om sagen, således at det danske rigsråd kunne fortælle det videre til kongen, men
svenskerne sagde hertil, at de ikke kunne sige noget, førend de havde hørt de danske
rigsråders mening om sagen, og såfremt de derefter vidste bedre råd, ville de gerne
sige deres mening om sagen. Her følger det danske rigsråds mening om sagen: 7) Eftersom de danske rigsråders forældre og forfædre havde bundet riget sammen og
svoret, at de ville forblive under én konge, dog således at hvert rige skulle forblive
ved sin egen ret, og eftersom deres forældre og forfædre ikke havde haft en anden
mening om sagen end den, at rigerne skulle forblive sammen, og at hvert rige skulle
forblive ved sin egen ret, så har de danske rigsråder heller ingen anden mening om
sagen end den, at hvert rige skal forblive ved sin egen ret, og at kongen skal råde
og regere over hvert rige i henhold til det pågældende riges ret, og at kongen ikke
skal overføre det ene riges ret til et andet. Såfremt deres forældre og forfædre havde
haft en anden mening om sagen, så havde de sikkert på et tidligere tidspunkt foretaget
de nødvendige ændringer. Endvidere forekommer det de danske rigsråder at være bedre,
om kongen ville modtage svenskernes venskab og gode vilje, sådan som de ønsker af
kongen, således at svenskerne kan modtage og have kongen som en fuldmægtig konge,
så længe han lever, samt om kongen ville lade svenskerne nyde deres beskrevne ret,
friheder og privilegier, således som det sig rettelig hør og bør, samt om kongen ville
råde og regere over Sveriges land og rige efter svenskernes råd, sådan som det er
beskrevet i deres ret, samt om kongen ville modtage venskab fra dem, sådan som de
ønsker, således at kongen kan se bort fra og tilgive al den føromtalte skade og uvilje.
I særdeleshed med hensyn til svenskernes ønske om, at enhver skal have sit eget gods
tilbage, sådan som det er beskrevet i det foregående, nemlig med hensyn til jordegods
og alt andet gods, som man måtte have mistet, eller med hensyn til den skade, som
man i kongens tjeneste måtte være blevet påført, så vil svenskerne efter al deres
formåen og med kongens hjælp hjælpe til, at enhver skal have kompensation for sit
tabte eller beskadigede gods enten ved venskab eller ved retten. Hertil sagde de danske
rigsråder, at de ikke vidste noget mere nyttigt, end at kongen har fuldkommen tillid
til svenskerne og omvendt, samt at man ikke på en bedre måde kan komme til enighed
og venskab, til en venskabelig fred og værdighed, til ro og mag for alle i alle tre
riger, hvorfor det forekommer de danske rigsråder efter deres samvittighed og bedste
overbevisning at være bedst, om kongen ville tage dette råd til sig, hvilket således
også skal være det danske rigsråds råd og bøn til kongen. Imidlertid er det frem for
alt op til Gud og kongen at afgøre, hvad kongen skal gøre, hvorfor de danske rigsråder
kun kan råde kongen efter deres samvittighed. 8) Det er også det danske rigsråds råd til kongen, at han må råde og regere i Danmark
på samme måde, og at han ikke må lade riget blive stående i sådan fare og fordærv,
som det nu er tilfældet. Endvidere er det det danske rigsråds råd til kongen, at han
ikke må glemme Norge, således at han husker at sende embedsfolk og fogeder dertil,
som det sig hør og bør, for at Norge kan komme til en bedre regering, end det efter
det danske rigsråds opfattelse nu er tilfældet, særligt i betragtning af at der ikke
er kommet nogen folk fra Norge til mødet i Kalmar. Således har de danske rigsråder
nu gjort kongen opmærksom på Norge, for at det ikke skal være deres skyld, om Norge
blev forsømt, såfremt Norge ikke blev omtalt. Ligeledes råder det danske rigsråd kongen
til at overholde alt det, som er blevet aftalt med stæderne, og som kongen og det
danske rigsråd på kongens vegne har erklæret at ville overholde, samt til at instruere
alle kongens embedsmænd og fogeder i, at de ikke må handle imod det aftalte, samt
at de skal have reddelig kompensation for alt, hvad der er sket dem, og i særdeleshed
for det, som er sket dem, mens de var i kongens tjeneste.
A:
Aa: Wismar, Archiv der Hansestadt Wismar, receshåndskrift 2, p. 639—641.
Hæfte med tre dobbeltblade
Tryk: Hanserec. II:1, nr. 607, p. 545-547Reg. *5144
Tekst efter Hanserec. l. l., hvorfra også de arkivalske oplysninger stammer.
Wetet gnedighe here, alzo wi ghisterne mit jwen gnaden wort hadden umme sodane wort,
alzo de
Sweden to uns ichteswelken in jwen rade ghesproken hadden, dar wi doch etzwelke word
mit jwer
gnade van hadden, dar to lank van were to scrivende, doch dat lateste darvan
<was>, gii heten uns baden senden nach den guden luden, de hiir nu sint ut Dennemarken,
unde
laten se vorstan, wat uns de Sweden ghesecht hadden,
unde worden denne ens mit ene, wat wi jwer gnade wolden raden, unde do wii dat gedan hadden, do wolde jwe
gnade darbi don, wes jw gud duchte. So hebbe wi ok nu ghedan, unde sammelden dat meste
dat wi
konden, unde sanden do na den Sweden unde heten en segghen in alle unse jeghenwardicheit,
also
<se> uns ghisterne berichtet hadden, alse
<se> ok deden in jeghenwardicheit der stede. Unde seden unde beden umme Gades willen unde
alder hilghen, umme unse eghenen doghet, umme alle unser bestant, umme jwer gnade
unde
werdicheid willen, unde also wi secht unde brevet hadden underlank, dat wi ewichliken
tosamende
under enen koninghe scholden bliven, doch en jewelik rike to blivende bi sinem rechte,
also
unse olderen unde vorvaren ghedaen hebben in alle dren riken, unde underwisen jw,
dat gii se
nemen to gnaden under jwer koninkliken gnade beschermen unde barmelsticheid unde bliven
ere
koning, alse
<se> jw gherne begheren to hebbende, to brukende mit alme koninkliken rechte unde
werdicheid, also enem koninghe bord to hebbende, de wile gii leven, unde begheren
dar nicht
anders entjeghen, wan dat gii se neten laten eres bescrevenen rechtes, vrigheid unde
privilegia unde gude olde wanheide, unde wat en darvan suslanghe nicht ghehalden is
edder
nicht ghenaten hebben went in dessen dach, dat willen se altomale overseen, unde bidden
unde
begheren hochliken van jwer gnade, dat gii desgheliken ok willen overseen allen schaden
unde
unwillen, de in dessen tiiden van sulken saken is upghestan, unde vligen alle dink
to den
besten.
<2> Vortmer seden se uns, wo se ghehort hadden, wo men en oversede, dat se
nene Dudesche, Densche edder andere utlendesche lude liden wolden, dar se aldus to
antwarden:
he were Densch edder wo he were, dede erve
edder pande hedde int rike edder noch kreghe, de ene vribaren man van deme anderen, de
mochte
dar wol bliven unde willen ene vorderen unde leffhebben in alre mate also unser inwanre
enen,
men umme der cronen slote unde tobehoringhe, dat jwe gnade darmede vare also ere bescreven
recht utwiset, unde dan dar nicht enbaven, it si mit eren willen.
<3> Vortmer seden se ok umme de jennen, de ere ertgud edder pande vorlaren
hebben, dat en jewelik dat sine solde wedder hebben, unde de jennen de schaden ghenamen
hadden, id were wat schade it were, umme jwer gnaden willen, dat en darvor sche ghelik
edder
recht mit jwer gnade hulpe unde rade.
<4> Vort begheren se, jw ghnade to underwisende, dat gii truwe unde
gheloven to en setten unde loven en vullenkomelken, des beden se sik tu hulpe God
unde alle
hilghen, dat gii an en scholen vinden vullenkomen truwen denst, also langhe alse gii
leven.
<5> Vortmer weret sake, dat ene jwe gnade nicht truwen edder loven wolde,
so wolden se vorwaringhe d{oe}n, dat se jw loven holden willen, wolde jwe gnade dat
van en
hebben, so mochten se desghelik wal van jw wedder sin begherende, also uns dunket;
dach seden
se, dat sik dat nicht en borde, wolde jw en ichteswat segghen, se
<wolden dat> vullenkomelken loven unde begherden dessulven van jw wedder.
<6> Also do was ghespraken, do wisede wi se van uns mit den van den steden
unde seden der ridderscop, also se sulven wol horden, wat wi van jwer gnade weghen
to en
hadden to wervende, ok also se wol hort hadden, wat de Sweden ghesecht hadden, unde wi beden
se, dat se ere
ghuddunkent seden, dat wi jwen gnaden wedder segghen mochten. Do seden se na berade, dat se dar
nicht to segghen konden, eer se hord hadden, wat wi, de in jwem rade sint, darto seden,
wusten
se denne beteren rad, den wolden se gherne segghen na erem besten synne. Doch seden
se, dat se
in Sweden nicht hebben wolden, se mochten dat mit willen edder mit rechte hebben,
dat jegen
ere recht
nicht en were. Do sede wi en unse
guddunkent na unser samwitticheid, also id nu gheleghen is, dat wi it nicht beter wisten, unde
alzo segghe wi noch, dat was also hir naschreven steit.
<7> Int erste also wi wol wusten unde se hadden utghevraghet, dat unse
olderen unde vorvaren
hadden de rike tosamende bunden unde gheswaren under enem koninghe to blivende, doch eyn
jewelik rike bi sinem rechte to blivende, ok merke wi dat wol to beiden siden, hedden
unse
olderen unde unse vorvaren enen betteren sin up ghewust, wen dat de rike tosamende
bliven unde
eyn jewelik rike bi sinem rechte, se hadden dat up de tiid wol anders gheschikket
unde
ghevoghet, darumme wete wi ok beters nicht,
men <dat> en jewelik rike bi sinem rechte
<blive> unde dat jwe gnade rade unde regere eyn jewelik rike bi sinem rechte unde teen nen
recht ut deme enen rike in dat andere. Ok sede wi dat uns duchte
bat wesen, dat jwe gnade annamede van en vruntscap unde guden willen, alse
<se> jwen gnaden beden, in sodaner mate, dat se jw willen annamen, halden und hebben vor
enen vulmechtighen koning so langhe als gii leven, unde laten se darup gheneten ere
screven
recht, vrigheid unde privilegia, als sik dat van rechte to ghebord, unde raden unde
regeren
dat lant unde rike na ereme rade, alse ere recht utwiset, unde latet jwe gnade in vruntscap
van en vinden, also se van jwen gnaden sint begherende, overtosende unde to ghevende
allen
schaden unde unwillen als vorberort is. Unde sunderghen umme des willen alse se beden,
dat en
jewelik sal dat sin wedder hebben, als vorschreven steid, umme ertgud unde we ok anders
wat
vorlaren heft edder schaden ghenamen hefft umme jwer gnade willen, dar willen se vullenkomen
to helpen na eren vormoghe mit jwer hulpe, dat se dar solen vruntscap edder recht
vor krighen,
unde wi seden, dat wi nicht nutters en wusten, den dat jwe gnade vullenkomeliken loven
unde
truwe to ene
<setten> unde se desghelik to jw wedder, unde dat
<men nicht> beter kamen kan to endracht unde leflikheid, unde to bestand unde werdicheid, to
ghemake unde vrede, unde uns allen likerwis in alle dren riken, so dunket uns noch
unde
weten nicht beters nach unser besten samwitticheid, unde is beide unse rad unde bede to
jwen
gnaden, dat gii dat to sinne nemen. Doch over all steid id to Gade unde to jw, wat
gii darto
d{oe}n willen, wi kond jw nicht m{ee}r raden boven unse samwitticheid.
<8> Unde dat jwe gnade des vordenke in Dennemarken to schikkende unde to
regerende, als wi unde andere mer inwanres gheraden hebben, unde laten dat rike nicht
stan in
sulker vaer unde vorderff, als id noch steid, als jw wol underwiset is, dat is ok
unse rad
unde bede to jw. Unde ok als jw wol vordenket, als ghesproken wart to Copenhaven,
als vro so
jwe gnade hiir queme, so wolde gii dar wol to antwarden. Ok so vorghetet Norweghen
nicht, dat
gii dar schicken amtlude unde vogede, als sik dat bort, uppe dat id in betere regeringhe
moghe
kamen, wan wi vornemen, als id dar steid, unde uppe dat dat hiir nemant kamen is van
Norweghen, so wi dat jwer gnade to kennende gheven, dat id unse schuld nicht wesen
schal, oft
id vorsumed worde, als dat id nicht gherord ward. Ok rade wi jw, dat id gheholden
werde, dat
jwe gnade mit den steden ghedeghedinget heft unde gii en ghesecht hebben unde wi van
jwer
weghen, unde blivet so mit jwen vogheden unde amtluden, de jw
bort to vorantwardende, dat
<se> en dar nicht entjeghen don, unde dot en weddervaren reddelicheid vor dat nu scheen
is,
unde sunderghen dat en ghescheen is de wile, dat se in jwer gnade denste weset hebben.
I perioden 1. januar 2017 til 30. juni 2021 vil redaktionen udelukkende udarbejde
tekster.
