35|Symfoni

Andante doloroso

Du vrag af tungsind på min tankes hav, hvor længe skal jeg tåle dig?

Når ungdommens skyer skilles ad, så at solstrålerne kan falde ind på den friske sjæl, da er det lykkens tid. Den kommer med den nye sol, den stærke åbenbaringens sol, den varme lysbringer, der er farlig, fordi man aldrig har følt den før.

Det er lykken, denne solopgang, dette halvlys; nyt og utroligt falder dette uanede skær på den sovende sjæl og vækker den med sit trolddomskys.

Hvilket univers af salighed der dæmrede i min sjæl! Den frembrydende dag berusede mig; den lille skyspalte, gennem hvilken jeg første gang så en solstråle, forekom mig som indgangen til paradiset. Forfærdet over synet lukkede jeg et sekond mine øjne, forfærdet og troende.

Ud til livets lykke! Ud bag skyerne til solen! dær er de nye verdener. Nu først opdager jeg, hvad herligheder livet gemmer. Og først ud efter kærlighedens gyldne frugt, som hænger nærmest og vinker stærkest!

Du dødssejler på min sjæls mørke vande, hvor længe skal jeg bære din fornedrende byrde?

Spalten i skyerne udvidedes; mit liv drev ud af tågen, ud af anelsernes begærende dæmring, ud i dagens fulde glans. Solen skinnede ind i min sjæls mindste folder, og den skinnede på det herlige træ med elskovens frugt.

Bort med jer, I visne blade! Hver gang et af jer falder til jorden, så la der straks komme en vind og feje det af sted! Der danser 36|grå og gulnede blade for mine fødder; de har været røde som blod og roser.

Dans bare væk, mindeblade! Der vil nok komme en vind og ta jer med sig. Ud i kæret. Da er dansen forbi. Flyv bort med den historie, der er skrevet på jer! Af sted, at ingen skal se jer, og at jeg snart kan glemme jer!

Hvad der dæmrede som lykke, blev til et skarpt smærteligt, ubønhørligt lys.

Hvorfor forfølger erindringens sfinks mig bestandig? Vil den stirre mig til døde med sit forstenende blik?

Jeg troede, det var lykke. Blændet af det uvante skær så jeg fejl. Skal det aldrig glemmes? Mit fejlslagne håb er blevet til en sten, der rager truende op over alle mine tanker.

Nu ved jeg, hvad lykken er: den er et blændværk, vi ser i skyerne, som vækker vort begær, og som vi rasende drager ned på jorden; men så forvandler den sig øjeblikkelig mellem vore hænder til en nedværdigende skuffelse, til en erindringens foragtelige last, der tynger på vor sjæl. Lykken er en opfindelse af vor bitreste fjende, den vækker tusende umulige længsler, og den tilfredsstiller ikke en eneste.

Brist, du frygtelige, mørke blik, som jager mig op overalt! Hvem er du, der forfølger mig? Er du den samme, som lod det stråle til mig mellem skyerne, og som bød lykken skifte ham og blie hæslig, så snart jeg greb den?

Jeg kan ikke bære mindet om mit store nederlag; jeg greb efter lykken, og det, jeg fik fat i, klamrede sig til min sjæl som en hæslig polyp. Men jeg vil ha denne erindring slettet ud.

Se dette ådsel af dræbte forventninger, disse hæslige rester af skuffet håb! Det minder mig om min fornedrelsestilstand, da jeg kaldte pærer, som var rådne indeni, for elskovens gyldne æbler, og da jeg drev afguderi med sjælenes evige harmoni, der snart gik over i meget vel bekendte lirekassedisharmonier.

Da jeg bankede mine afguder på panden, hørte jeg ekkoet inden i fortælle mig, at de var hule. Jeg har ingen afguder længere; jeg kastede dem ud og håbede, vinden skulde splitte dem ad, eller fortærelsen opløse dem, men dær ligger de endnu uden for min 37|dør som en ildelugtende, tungsindig mødding, som et trist gravmæle fra min fortid.

Jeg vil ikke længere pines af denne ækle erindring, der ydmyger mig; jeg vil hellere ha en virkelig ulykke i stedet.

Du affaldsdynge af bristede illusjoner, hvor længe vil du blie liggende i min hukommelse og forpeste min livslyst?

38|

Allegro con brio

Hej, min sjæl brænder; jeg er ganske omspændt af ild. Se de raske flammer, der hæver sig i uforfærdede tårne og svimlende spir mod skyerne! Se, hvor de sætter i spring, som om de straks vilde fare til himmels! Og når den ene flamme vil synke, da kommer der straks en anden til hjælp nedenfra og bærer den endnu højere op. De kappes om at nå højest, lisom en ustanselig begejstring, der bølge på bølge vælder op mod den himmel, hvorfra dens ild er kommet.

Der er gået vældig brand i mig, og se, hvor den sorte røg vrider sig i grimme skikkelser foroven og kastes modstræbende langt hen over markerne! Røgen antar former som alt jordens hæsligste kryb, og ilden griber den og slynger den med afsky væk fra sig for så at stige meget højere til værs. Men arrigt og ækelt spræller de sorte skikkelser, de søger at hænge sig fast ved flammerne, men kastes vildt sparkende om sig ned på jorden, hvor de forgæves prøver at rejse sig på deres uhyrlige lemmer; de opløses i snavset tåge og driver trevent bort.

Min sjæl er ganske gennemsigtig af ild, og melankoliens seje sod kan ikke modstå den, men brændes bort og opløses i røg. Prøv ikke på at følge med flammerne opefter, du tungsindsrøg, du kan ikke blie til flamme, din natur er at være sod; i det højeste kan du ved tilstrækkelig glødning gi din ejendommelige pestilensluft fra dig, men når du så — snart — er brændt ud, falder du ned som skidne klatter. Du tjener ikke til andet end til at dæmpe ild og lave røg; her kan du ikke dæmpe noet, og jeg skal snart være færdig med dig. Gennem lange og stille år har du lejret dig på min sjæl i en tyk skorpe; mange små og store skuffelser dryssede 39|ned på mig og gjorde skorpen sværere, den blev sej af tårer og fast ved snævre forholds pres, mens alt drysset straks burde ha været blæst bort af latter.

Men ild er bedre end latter; nu sprænges det sure lag, som jeg var ved at stivne under, den triste stank drives ud, og de sørgelige skyer driver over. Flammerne blir renere, røgen lettere.

Ha, ha! det kildrer mig i halsen, når jeg står og ser på, at min ungdom brænder. Brænd bare væk! Alle papidealerne med guldpapiret på, alle de kønne små dukker, der har leget med mig, hele børnestadsen, væk! Og min ungdoms fede alvor, lånt af andre, skuffelsestragik, falleret kærlighed, hele pulterkammeret, væk! Se, hvor det kan brænde altsammen. Æd, flammer! I dag holder vi autodafé; alle ungdommens falske, smækfede lyksalighedslærdomme, alle løgnene går i ilden.

Her er så min rustning; prøv nu, hvor ildfast den er! Ha, ha, tænkte jeg det ikke nok! Hjælmen var af bly. Blytung alvor har de samlet sammen på mit hoved, og jeg marsjerede nok så stolt frem med hodet hængende dybt ned, stolt over, at jeg ejede så meget alvor, at den hindrede mig i at knejse. Og sværdet, flammer, som jeg ikke kunde magte, smælt væk alt, hvad I kan! Ja vist! det var jo det, jeg nok syntes: der var bly i eggen; derfor bed det ikke, skønt det vel faldt tungt. — — Godt! stålet er igen, flammer; stålet kan I ikke smælte, stålet beholder jeg; det er hærdet i ild, og det er rent; blyet, det kan vi bruge til at sætte kirkeruder i med og til ligkister, men ikke til våben.

Jeg behøver ikke andet end stålet, der er kraft i det til at modstå ild, og der er sang i det, stærk og hård, som jeg har brug for den. La så flammerne fortære alt, hvad der ikke duer; min vej vil ofte falde gennem dem, og jeg kan ikke ha noet på mig, som ikke er ildfast. Min vej vil blie en kampens vej, og mit gode stålsværd skal hjælpe mig med at bane den; hver gang min klinge hugger noet ned, da skal stålet udsende sin melodi, og hvert slag skal blie en hymne om noet bedre end det, der faldt, i hvert dræbende hug skal nye toner få liv.

Hav tak, I gode flammer! Min sjæl er klar, og min rustning er renset for alle slakkerne — hvad har jeg da mer at ønske?

40|

Adagio

Hvorfor lyder min stemme undertiden skurrende, når jeg synger? Den klinger nu og da falsk som dens røst, der hykler, men jeg hykler ikke.

Hvorfor lammes jeg pludselig i min flugt, og hvorfor ønsker jeg stundom i syg træthed at kaste mig ned på jorden for at krybe? Har jeg ikke fået styrke og dertil frihed for alle bånd?

Hvorfor banker mit hjærte ofte med ængstelig feberuro i stedet for med begejstringens rolige, stærke slag? Og hvorfor står det til tider stille i mig, som var det et hjærte uden håb? Og hvorfra kommer de smudsige skyklatter, som undertiden lægger sig på mine syner, så jeg ikke forstår dem?

Når jeg synger, kan der komme noen og stemme i med, men de stønner og bander, og det skær mig i sjælen, så jeg må holde op. Luften er fuld af alle slags skrattende røster, og så snart de klinger med, lyder min sang falsk, men overdøve dem kan jeg ikke. Jeg kan ikke lovprise mellem så mange, der bander, juble mellem så mange, der klager.

Jeg blir stum af uvillig skræk og væmmelse, når jeg hører dem, for jeg er osse af deres slægt, og deres tusindårige træthed lægger sig over min sjæl med; jeg lider i dem, jeg føler deres livsbyrde på mine skuldre.

Jeg hører verdenshjærtet banke, undertiden i stormende uro, men oftest i ligegyldig forventningsløshed, som om det aldrig hade banket anderledes, som om det aldrig hade næret noet håb og aldrig lidt noen skuffelse.

Der er øjeblikke, da jeg føler menneskehedens hjærte banke i mig, og da forvirres jeg og kender ikke mig selv, hverken denne 41|golde ophidselse, der ikke er begejstring, eller denne mathed, som der ikke er hvile for. Deres fattige sorger og glæder og deres stræben, som er oversået med mange små, ækle pletter, stiger som en grå sky op på min himmel, for jeg er et led af dem.

Jeg er blevet lykkelig, jeg alene, og jeg er ulykkelig, for jeg er ved ubegribelige bånd knyttet til en ulykkelig slægt, og dens smærte gennemfarer osse mig.

Jeg kan ikke digte, som det er mig værdigt, ti den ganske verden er fuld af skurrende råb, og jeg kan ikke få ørenlyd til at slå rene toner af harpen. Min begejstring kan jeg ikke bevare et helt minut igennem, for jeg indånder luft, der er beklumret af stinkende begær, tyk af vammel dorskhed. Jeg får aldrig det rent frem, som bølger i min sjæl; når det kommer ud i denne luft, besmittes det, blir råt og forvrænget. Hvordan skal jeg holde fast på mine melodier, når jeg rundt om hører ravne og ugler skrige?

Hvad skal jeg gøre? Kan jeg løsrive mig fra verdens mangfoldige elendighed, eller skal jeg kaste denne utilstrækkelige harpe bort og være som en af de andre?

42|

Scherzo

Stille, lus! Bjærget tænker!

Hold jer i skindet, utøj! Kom ikke bjærget for nær. Det grunder.

Hvad tænker bjærget? Lava tænker det og glødende stene.

Hold jer på afstand, småkræ! Bjærget grubler, så gnisterne fyger.

De bejlede til mit venskab, mænd og kvinder, de beundrede mig og vilde måle mig med deres hosebånd, de bandt mig, de hagede sig til mig med ord og med bændler —

Følg mig, sa jeg; nu vil jeg lege kæmpegræshop, jeg vil forsøge mig i himmelspræt.

Så sprang jeg til. Men ordene holdt ikke, bændlerne holdt ikke, og dær ligger de nede og ruller mellem hverandre.

Hej, I dernede! Ret jere nakker, hvis det lar sig gøre! Se op i luften, hvis I kan tåle det! Luk jere øjne op, hvis de er til at lukke op! Ser I: højt oppe sejler der noet — en ballon? Ja, rigtig! et luftskib. Det søger frisk luft, stjærneluft. Kan I se det? Det er bare en prik.

Det er mig. Jeg rider hen over himmelloftet på en komet; der drysser stjærneskud ned over mig som hvid rim. Under min venstre støvlehæl ligger månen som en rødrusten klat, en gammel kobberskilling, som Vorherre har smidt dær, og som de artige englebørn får lov til at skure blank en gang om dagen, mens derimod de uartige djævle bruger den til at spytte til måls efter.

Hør, hvor det kvækker dernede! Det er sørgeligt at se dem hoppe omkring på deres lamme bagben. Vil ingen med? I kan få lov til at hænge i mit ene bukseben.

43|

Min ganger svanser hæftig med sin røde hale, og når den ryster sin manke, regner det ned over os med meteorstene. Det dundrer i mælkevejen, hvor jeg rider frem; min hest sparker stjærnesand op, og lange lyn slår ud fra dens hove.

Så kom jeg da til himlens port. Men da St. Peder så mig komme anstigende på den måde, satte han en bister mine op og spurte:

Nå, du er formodentlig digter?

Ja vel er jeg det, svarede jeg.

Da blev St. Peder vred, og i sin hidsighed hug han sine nøgler mod porten og det så voldsomt, at englene, der netop var ved at indøve en ny melodi, for op skrigende som en flok høns og flagrede i hovedkulds forfjamskelse helt over i den anden ende af himlen, hvor de yngste krøb ind mellem Gud Faders almægtige fødder og lukkede øjnene.

Digter! skreg St. Peder. Alvidenhed har I jordbeboere ikke fået og skal ingen sinde få, så længe jeg har et ord at sie heroppe, og almagt liså lidt — men hvad har det hjulpet? Alvidenhed digter I jer til, almagt digter I jer til, og ikke et øjeblik har vi fred for jer.

Hvor er den grøft af dunkelhed, hvor er den mur af mørke, der har fået jer til at stanse? Alle grænser har I overskredet. Hvad! Har I ikke været nede at stikke jere fingre i helvedes gulv for at lugte, hvad slags hus det var? Har ikke jere næser opsnappet dampen fra de sammesteds værende gryder? Har I ikke anet jer gennem lukkede døre ind i himmerig og i tanken gnedet jer op ad englenes hellige klædebon? Ja, selv den eneste sande Gud kan ikke sidde rolig på sin trone, fordi I hvert øjeblik digter jer op ved siden af ham, ja og somme tider digter I ham helt ned af den.

Og englene ser digternes frække tanker vandre imellem sig, for vi kan ikke holde jert digteri ude, det går omkring og griner os lige op i næsen lisom i sin tid de engle, som nu er vel forvarede. Men det gør, at de salige hvert øjeblik synger falsk, og at deres lovsang lyder skrattende.

Ingenting forstår I; her véd selv de mindste langt mer end alle jere lærde, og forudse kan I ikke en tomme ud over jer næse, og dog digter I jer til alting. Har I ikke villet lodde selve uendelighedens bund? Har I ikke osse løftet jere hoder på jere nysgærrige 44|halse helt op til himlen, så at englene så jere begærlig stirrende øjne, der lignede to tyvelygter, og undredes? Gør I ikke lange fingre både efter sol og måne og stjærner? Har I ikke forgrebet jer både på himmel og jord?

Hvad har I ikke digtet? Har I sjeneret jer for at rive støtterne fra himlen, så den faldt ned over jer som templet over Samson? Og det har I uden at rødme kaldt en heltedåd! Har I ikke mer end een gang sparket jorden ud i en afgrund, som I til det brug digtede liggende ved siden af?

Alt har I vovet! I digter jer ind i Gud Faders lønligste tanker, og når de livsalige ærkeengle tilhvisker hinanden deres evige hemmeligheder, så ser de lange, nysgærrig spidsede digterøren stikke frækt op imellem sig. Og når de salige ser min mester og mig vandre om på jorden i de maskeradedragter, som I finder for godt at udstyre os med, så glemmer de respekten og ler, skønt de ved, det er kun digt. I forvirrer det ukyndige folk, ti det ved ikke at gøre forskel på den, der har alvidenhed og almagt, og den, der digter sig til det. Og når I slår jer sammen med de lærde, så blir I da hel tossede af bare vigtighed.

Du går vel osse og skraber på de vises sten i håb om at få løsnet nogle sandskorn — men ved du, hvad der er indeni? For jer jordbeboere er der kun vanvid, og inden du fik skrabet dig ret langt ind, vilde du ingen forstand ha mere. Lyt til mit råd, søn! Der er et korn af alvidenhed i jer alle, men gå ikke for dybt efter det. Og fremfor alt: lad os være fri for at se jer naragtige digtere piske verdensrummet rundt! Hold jer til jorden, hvor der er nok at gøre, og bild ikke noen ind, at alverdens visdom er deponeret hos jer!

St. Peder, svarede jeg, du forstår ikke os mennesker længere. Din stilling heroppe har gjort dig til åndsaristokrat. Hos os må enhver følge sit kald og benytte de gaver, naturen har giet ham.

Hesten vrinsker, koen brøler, svinet grynter, digteren digter.

Jorden er ikke til at leve på, herr Peder. Heroppe er himlen altid blå, nede hos os er den mest grå; her smiler solen som den saliges blik, dernede stirrer den som en sygs øje. Her bringer vinden pust af æter, den er balsamisk af englenes åndedræt og bølger med deres lovsang; hos os er den forpestet af stadig flere urenheder, 45|og den genlyder af tyggende menneskers hæse skrig om mere mad.

Jorden er ikke længere til at leve på, St. Peder; derfor glemmer vi den, som vi kan bedst: Vi drømmer os bort fra den, vi digter os bort fra den, ak! vi drikker os bort fra den, ja og så er der jo — herregud! — osse en tid, hvor vi prøver på at elske os bort fra den. —

Vi er endnu ulykkeligere end andre mennesker, vi digtere, der ikke kan finde os noenlunde til rette i verden. Når ingen ser på os, da basker vi med vingerne for at komme op til jer, og selv om det lykkes at arbejde os lidt opad, blir vi kun til nar, og vi hører grin fra dybet komme rullende bag efter os: La ham bare ha sin tynde luft deroppe for sig selv! La ham kun ha lov til at jage næsen op mellem skyerne for at snuse efter, hvad livet er! Mens han glemmer livet deroppe, lever vi det hernede. Vi kysser hans pige og drikker hans vin for ham, han har alligevel ikke bedre fortjent. La ham endelig blie deroppe, så længe han har lyst. Det er ikke værd at kalde på ham, han kommer sgu nok ned fra sine begejstringsstylter, når han blir sulten. Imidlertid tar vi de bedste ben, så kan han se, om der blir noet til ham.

Og når vi falder ned fra vor flugt, så stimler de sammen og gotter sig og puffer til hverandre med albuerne, for at alle skal få os at se i vor elendighed. Men vi lader, som vi intet hører eller ser; vi vilde aldrig la os mærke med, at vi ikke er himmelhøjt hævede over deres grin og deres udvekslen af hoverende albuestød.

Jorden er aldeles ikke til at være på, herr Peder! Der vokser langhalm på vore marker, og fuglene må studere musikteori, inden de får lov til at synge offentlig. Kronhjorten står tøjret, og i de varme lande har de afrettet løver til at ta rotter og mus, og det bibelske dyr, Leviatan, spænder de nu for ploven. I vore haver dyrker vi kun det, der kan spises, og laurbærbladene, som man før bekransede digterne med, anvendes nu kun til at nedlægge ansjoser i.

Jorden er på ingen måde til at holde ud, St. Peder! Hvad kan det hjælpe, at en usalig digter et øjeblik slipper herop? Dernede står hele hans familie og venter på ham, hans svigerforældre skælder hinanden ud, fordi de ikke passede på ham, hans svigerinder 46|trøster hans grædende kone, hans svogre truer ham med prygl, og hans børn vræler, men allesammen venter de på, at han skal komme ned igen for at berede ham en festlig modtagelse.

La mig i det mindste få noet at se, St. Peder, inden jeg skal hjem igen. Tror du, at du ved trusler kan få mig til at blie ved jorden? Da kender du ikke de stædige digtere ret: vi vil derhen, hvor man ikke vil ha os. Når man trækker en gris i halen, går den forlæns, og når man trækker den i ørene, går den baglæns. Jeg forsikrer dig, at du blir ikke fri for mig, førend jeg får min vilje. Her har I jo alting. I sidder midt i verdensudviklingen. Hver dag får I lov til at følge med Vorherre, når han går ud for at begynde på nye kloder, for at gøre gamle færdige, for at skabe ny mennesker eller for at holde dom over gamle slægter. I følger med i hele udviklingen. På en eneste dag ser I Edens have et sted, I overværer syndefaldet et andet sted, I hører domsbasunen et tredje sted, og på et fjerde sted flyver I forsigtig uden om en verden, som er gået i brand, og med det samme tar I sjælene med jer og fører dem an på vejen til himlen.

Det er ingen sag, når man er salig, St. Peder. Du har glemt, hvordan livet var, inden du blev det. Gærne vilde jeg blie her, men jeg vil hellere være digter på jorden med fri adgang til himlen.

St. Peder rystede på hodet, alvorlig, men ikke nægtende. Han tog sine nøgler og lukkede porten op, og nede fra helvede hylede det, ti de troede, at nu kom der igen noen ind i himlen.

Da så jeg ikke længere St. Peder. Jeg så intet; osse mit eget legeme syntes at forsvinde, og der kom et stort lys uden skygge.

47|

Finale. Allegro maestoso

Orkaner farer hen over himlen, kometerne hvirvles om i dem som brændende halmstrå i blæst; de spruder ild rundt omkring og fejer med deres glødende haler planeterne ned til alle sider. Solen rokkes løs fra sin plads, den ruller ned over himmelskrænten og drypper fra randen som en vældig dråbe ned i det skrækkelige mørke derude, hvor kun skaberens tanke tør færdes. Sydende og hvislende falder den ned i det sorte osean dybt under, hvis bølger lukker sig kogende over den faldne sol, der straks efter driver om på dem som sorte slakker.

Kloder løsrives af orkanen og flyver mellem hverandre som glødende æmner fra en smedeesse. Tæt som hagl drysser de ned fra deres pladser, en hær af gnister, der regner ned i evighedens osean og bedækker dets bølger med det smuds, de allesammen forvandles til.

Skaberen har rejst sig fra sin tronstol. Undergangen er nær. I sin højre hånd holder han tilintetgørelsens septer, som han strækker ud over verden. Han har rejst sig, han skrider frem over himlens blå tronsal; den skælver under hans trin. Når han sætter foden, gynger himlen, så stjærnerne flyver om ham som en ildsky, de ophvirvles i hans fodspor som en glødende tåge, de driver ned over hans hoved og skuldre som flammende rim. Med mægtige skridt træder han frem. Dær står det store træ, hvis stamme er vokset op foran hans trone, for hans altseende øje, det træ, hvis kviste hver især bær en hel verden, skabelsens træ. Han griber om dets stamme med sin hånd, det skælver, dets rødder rokker langt ned i grunden, hvor det forgrener sig lige til helvede. Derfra hører 48|man de fordømtes latter, ti de græder aldrig; han borttog tåren fra deres øje, udtørrede grådens kilde, da han nedstyrtede dem.

Nu griber han anden gang om træet, det ryster som i den hæftigste storm, grenene svajer mellem hverandre og brydes under hans tag. Verdener styrter ned omkring ham og knuses, planeter regner ned over ham som nedfaldne frugter, mange blir hængende i hans hår og skæg.

Ved det tredje tag revner stammen fra øverst til nederst, grenene styrter bragende ned og kaster deres frugter vidt hen over hvælvingen. Med uhyre knald springer rødderne nede i bunden, jorden revner og sønderrives, og rødderne stritter højt op. Stykker af helvede følger med; på den mindste trævl sidder der ti tusende fordømte, men de hyler ikke, ti Herrens forfærdelige øje hviler på dem.

Verdenstræet er omstyrtet, og det indhylles i buldrende flammer. Hele himmelhvælvingen er bedækket med et eneste bål, så den gløder ved det; men for ham viger flammerne til side, de slutter sig om ham som en mur, de hænger over ham som en tronhimmel. Det er, som han skrider frem på en ildvogn, ødelæggelsens triumfvogn.

Så går han tilbage til sit almagtssæde; med et slag knækker han himlens planker, og den mægtige blå bro styrter sammen med et brag, som kun hans øre fornemmer. Ti alt liv er dræbt, alle legemerne er fortærede, og menneskenes sjæle er nu millioner af mile borte.

Himlens faste bue er sprunget, og i et svimlende fald styrter den nu ned med det bål, den bær på sig; en verden af ild oplyser rummet, flammerne skinner på evighedens mørke bølger nedenunder — et øjeblik, så slår de to have sammen, ildhavet fraoven, vandhavet fra neden. Vandet tar ilden i sin favn, flammerne mørknes deri, havet koger over sine bredder og forvandles i en eksplosjon til sprudlende damp, der stiger op som en sky, bærende i sig slakkerne fra den hele ødelagte verden.

Så er verdensaltet igen samlet i eet værksted. I millioner af år har det været udstykket i mange enkelte verdener, spredte vidt fra hverandre — nu er alt igen kaos, som det var, før skaberens udformende 49|hånd hade gjort sit greb deri. Frugten, millioner af menneskesjæle, har han i forvaring langt borte.

Men skaberens tanke ser allerede nye verdener vokse frem af det formløse kaos.

50|

I dybet

Da jeg længe hade været borte fra menneskers samfund, kom der endelig en ånd og åbenbarede sig for mig. Jeg ventede den. Jeg hade i lang tid siddet og holdt øje med hele horisonten, og så snart jeg så en vis sort prik, som jeg vidste, ikke kunde være noen sky, stod jeg op og gik den i møde.

Har du nu mod til at følge med? spurte ånden.

Jeg vil se alt, svarede jeg, og forstå så meget, som det er mig tilladt.

Følg så med, befalede ånden, jeg skal føre dig, og du skal få noet nyt at se, selv om din uvante forstand måske ikke kan fatte det.

Jeg har øjne og øren, og intet skal undgå dem, svarede jeg igen.

Så gik vi, indtil vi kom til et mørkt hul, som jeg ikke kunde se bund i.

Her skal vi ned til underverdenen, sa min fører; nu skal det vise sig, om du har mod.

Han sprang ned, og jeg fulgte ham øjeblikkelig. Vi susede bægge nedefter, og så ramte følgende kor mit øre:

Vi er de navnløse! Det, som mennesket ikke tør sie, det, som han vægrer sig ved at tænke, det lever i os, og vi lever i mennesket. Vor røst er ingen kendt lyd, og synet af os intet hverdagsbillede; hvor øret lytter, hvor øjet ser, og hvor dagen lyser, dær er vi ikke.

Da menneskene gallopperede om på marken og levede som det ene dyr med det andet, da boede vi i deres sjæl, og da var der ikke på deres pande den skygge, som kalder sig anger, da hade de 51|ikke det bortvendte blik, som hedder ond samvittighed. Da menneskehjorden væltede hen over sletterne med oksens brøl og med ulvens hyl, da plantede vi vor fane i hans bryst, erobrede evig part i hans sjæl, og dagens lysende stjærne så mangt og meget, som nu natten må skjule. Da steg den gudfødte ånd ned i mennesket, og det blev spaltet i gud og dyr, himmel og jord blev sammentvunget i samme skabning, men legemet blev i vor vold, og sjælen, gennemvævet af jordiske sanser, sprællede som en fugl i et altfor snævert net.

Men Gud tvang os bort fra lyset, forbød os at vandre i den klare dag; da dukkede vi ned i mørket, og dær lever vi endnu. Og farligere, fordi vi er skjulte, strækker vi vore lange fingre op efter menneskesjæle. Om natten dukker vi op til den sovende ånd, vi drager den ned på vore enge for at plukke skønne, giftige blomster, som den ikke må få, som ikke må vokse, hvor solen skinner. Den sorte blomst med de svovlgule kroner og saften som det sprudlende blod, den plukker mennesket hos os, mens han ikke vil, dens duft indånder han, skønt han ikke tør. Og når han vågner, mærker han sin sjæl badet i den dårende duft, og han skælver. Vi kalder på den anende ungdom, vi gir dem, hvad de ikke tør få; hos os virkeliggøres deres hemmeligste ønsker, og fordi de har ingen vilje — den bringer de aldrig med herned — griber de til med bægge grådige hænder. Men når de vågner med tomme hænder og blodet luende fuldt af længsel — hej! da ler vi. Vi ser en skygge på deres ansigter, og vi ser deres hænder ryste. Første gang henter vi dem, senere kommer de af sig selv og banker på og forlanger vore urter, men snart kommer de slet ikke mer, fordi de har fået virkelighed for drøm. På vore enge vokser der blomster for alle, og ingen kommer her forgæves; vi har alle de ti buds synder i vore bede og flere til.

Hos os har den ganske slægt slået rødder — se kun vore urskove! Nede på bunden, under de slanke stammer, der vokser om kap mod lyset højt op over vort rige, nede under blomsterne, der strides med hverandre om at fange sol, der ikke trænger ned til os — nede på bunden, og den ejer vi, dær er det vildende mørkt, dær gærer den sorteste råddenskab, og midt i stanken vokser der gule svampe, og hvide maddiker trives fedt, men over dem hæver sig 52|blomster med forfærdelig, usigelig duft, og i deres døvende ånde raser insekter om på deres vinger, indtil de styrter ned og rådner mellem det rådne. Dernede vokser, hvad lyset ikke ser, lianer snor sig tykke som slanger, de strækker deres blomster helt op til lyset, men en gang knækker de alligevel på deres stilke og falder ned i det ukendte mørke.

Og vel når de stolte stammer op i en anden luft, og de herlige blomster praler en tid i solskinnet med deres farver, men en dag styrter træet og forsvinder, blomster knækker af og forsvinder — hvorfor? Hvad foregik der nede i mørket? Rådnede træet over forneden? Gnavede maddikerne stilken over på den skønne blomst? Ned i mørket går det; det ene falder, og det andet falder, og de spør efter det, men ingen ved, hvor det blev af, eller hvorfor det faldt.

Hvad der hersker i mørket, må ingen se; Gud har forbudt det at vise sig for hans sol. Held os, at vi ikke ses! Vi er maddikerne, og vi gnaver i det skjulte. Det, som er lysets storværk, som stråler hen over slægtens hoder, og som stødvis sender deres synkefærdige sjæle op mod den himmel, hvor de håber, at de hører hjemme — det tæres, nages, slides langsomt bort af alt, hvad lyset ikke ser, og som mennesket vånder sig ved at tilstå.

Se alt, hvad der forsvinder fra den høje himmel ned til os! Se viljens skønne, ranke palmestamme! Hvor gyngede den elastisk i sit overmod og viste svajende sin kraft og svingede i rolig tryghed for de stærke vinde, som vilde styrte den, mens dens knirken var som en hånlig triumf over de frugtesløse angreb — og se! lumsk blev den ødelagt tværs igennem, nær ved roden, nede i mørket, midt i dyndet, hvorfra den var skudt op og med vælde hade banet sig vej til lyset, listig åd forrådnelsens svamp sig ind i den stenhårde stamme og gnov den over, indtil så en farende vind kastede træet omkuld, mens hele skoven undredes, fordi ingen anede det arbejde, som mørket hade skjult. Og kærlighedens blomst, der skød op fra dybet, og som hverken stammer eller blade kunde holde tilbage — hvorfor ældedes den midt i sin skønhed, hvorfor blev den med eet styg og grov? Manglede den gyldent solskin til at gi farve eller varm og stærk luft til at gi styrke? Nej, men ingen kender de safter, som vi sender op gennem dens stilke, de alderdommens, 53|hæslighedens, fortærelsens væsker, som vi koger til de rodtrævler, gennem hvilke den stolte blomst indsuger en næring, den ikke selv kender.

Jeg: Endnu ved jeg ikke, hvem I er.

Koret: Vi er jere fjender, vi har tilbudt at la os tænke af jer, digte af jer, men I forjog os, nogle dog ugærne, og dem besøger vi igen. Vi er vraggods, udskud, tankepøbel. I har anet os, der har været et glimt af os i jer sjæl, det slukkedes brat, men det har været der, og så kommer vi igen. Vi digter ikke, vi lar os digte. Når den forvirrede sjæl i drømme har mistet sin fører, da kaster vi os over den og lar den digte færdig, hvad den anede om dagen, da den forjog os.

Jeg: Jeg ser en sælsom dyrehave: han dær med svinehodet, er han pattedyr eller krybdyr? Hans blik er et menneskes, dog har jeg aldrig mødt sådant et blik. Og koen med menneskebugen — hæslige dyr er I alle, men jere øjne er ikke dyrs øjne, men gales, børns, drømmeres eller digteres.

Koret: Du har anet os alle, der er ikke et menneske født, som ikke har anet os, og vi ser til dem alle, især til dem, der hovmoder sig af deres vilje. Vi udarbejder jere hemmelige tanker; når vi opdager et korn af fristelse i jert sind, viser vi jer det i drømme som et bjærg af tillokkende synd.

Værst er vi ved asketerne! Ha, ha, jeg må grine! Husker I ham eremiten? Om dagen tittede vi ind i hans selle, han piskede os bort med svøber og saltris, han bandede os bort med bønner og lovsang, men han hade set os, og når så om natten han drev om på drømmens vover, da fangede vi ham og muntrede ham med alle slags synder, som intet ris kan piske ud af et menneskes legeme: Hor, skørlevned, mord, tyveri, — —

Jeg: Hu, ti stille, jeg kender ramsen, en katalog over menneskehjærtet. Men sig mig, jeg synes, måske tar jeg fejl, at I stundom taler på vers, ti og jeg er digter; dog skulde jeg mene, at jere vers står på forbandet dårlige fødder.

Koret: Her er alt forvirret og tåbeligt, slette tanker på slette vers; vi er den underste verdens, bugens sjæl, ligtornen på menneskehedens stortå. Nå, men asketerne, dem hade vi mest grin af, skønt vi fik stundom prygl; en af de største iblandt os gik i hundrede 54|år med hovedpine på grund af et blækhorn, han fik i panden af en munk, der vågede. Asketernes tid er forbi, men så har vi digterne; dem ligger vi hos om natten og gir dem tåbelige drømme, og sådan lar vi os digte op på parnasset, blandt påfugle, ørne, løver og duer, og vi blander vor smasken og snadren og kvækken ind i tragisk brølen og lyrisk kvidren, erotisk kurren og episk brægen.

Se ned i dette hul! Det er vort spesielle underjordiske parnas. Dær digtes med rådne hjærner på fordærvede rygrade.

Jeg: Ha, men hvad er dette? Disse vilde dyr!

Koret: Det? Det er menneskers digt. Alt, hvad vi inspirerer dem, gir vi skikkelse og opbevarer; men hvis denne brunstige, myrdelystne hob blev sendt ud over jorden med sin ødelæggelsesbrynde — —

Jeg: Hu, det må være fælt at være digter!

Koret: Ja, ven! Var tanker kød og blod, og gik ideer om og hade næver, som de har kraft i ånden; hvis menneskenes had fik tænder og deres vrede kløer; blev hver foragtens tanke til et spark, som ramte, hvor det sigtede, og alt med samme kraft som den, hvormed digteren hade tænkt det, da måtte Herren fra sin himmel sende ned en talrig skare stærke engle for i en hast at dræbe alle digtere og hver, der tænker ufred.

Jeg: Men hvad er det for stene, der ruller ned over skrænten?

Koret: Hoder er det. Vi har lånt dem til leg for børnene, men gir dem tilbage. Her er kunstnerhoder, politiske og hverdagshoder, tabte forstår sig, dem triller vore børn med, tumler med dem, ryster og knækker dem og spiller boldt med dem.

Jeg: Men mennesket uden hoved sålænge?

Koret: Får det igen. Og hvis han er kunstner, gælder han for et uroligt hoved og indfører almindelig hjærneomdrejning af beundring hos dem der elsker ham. Imens græder de gamle, og de unge ler. Imidlertid tåler nutidshoder i reglen kun den første rystning; senere blir de helt gale, og så duer de ikke så godt til kunstnere som de halvt forrykte.

Jeg: Gennem tåge så tyk som havsand øjner jeg stjærner —

Koret: Stjærner — dem holder vi ikke; bål er det, dernede venter heksesabbaten. Dær skal du se i fuldt lys, hvad du i et sekond 55|har skimtet ved en gnist, der uventet slog ud af din sjæl. Se, nu vokser stjærnen til en ildsø — et minut, en mil, så er vi ved målet.

Min fører: I aften gir vore to første kræfter en stor forestilling, og siden er der tvungen gæsteoptræden af dine kammerater oppe fra jorden. Dær kommer den første foreviser, følg ham med andagt og bryd ikke dit hoved med, hvad du ikke forstår.

En skraldemand: I bøtter og tønder, i spande og kar samler til dynge jeg alskens affald; alt, hvad der sygner og falder slapt til jorden, alt, hvad der mugner, visner og rådner, og alt, hvad der var det da det blev til, alt, hvad henvejres som røg ud i luften og dunster bort til ingens glæde, alt, hvad der tabes af slatne hænder, alt det kludekram, laser og pjalter, som livets tornebusk river af mennesket, alt, hvad nødens skruestik klemmer ud af ham, alt, hvad elendigheds hvastandede igle suger ham ud for, alt, hvad den matte liderligheds glasøjede øgle gnaver bort af hans sjæl med sin klamme mund, — det skraber jeg sammen og fylder op i bøtter og tønder, i spande og kar.

Her er et oksehoved med gråd, galdetårer, gamle jomfruers, som i kirken varmede deres tynde blod ved synet af unges glæde over bibelens bud, og som græd for deres kanariefugl, da de kom hjem. Og afmægtige digteres hjælpeløse tårer — umuligt at bestige den svimlende fjældvæg, hvor poesien vinkte strålende på toppen; umuligt at svinge sig på de lamme vinger op til begejstringens højtsvævende solskyer; umuligt at rokke den sælsomme sten, hvorunder mægtige ideer, endnu kun i grønne spirer venter på en digterhånd for at skyde op i lyset og udfolde sig med brusende pragt mod solen, umuligt! kun stampen i jorden, forbandelser og tårer! Her er tænderskærende attrås rasende gråd, deres, som er lukket ude i mørket, som i fnysende utålmodighed stirrer med røde øjne ind gennem de strålende vinduer, ind i palasset, hvor livet bugner med nok til alle; kun de får intet, som udenfor er født, og de skal dø udenfor, hylende, for nogle er født til at være derude, skønt inde er plads til alle, og deres tårer, beskere end galde, svier som nælder på deres kinder. Ti den, som intet har, ham skal endog fratas håbet, og ham skal gives bevidstheden om, at han intet får. Her er forlorne sønners tårer, ikke deres, som græd omvendelsens forløsende gråd, men deres, som græd 56|hver morgen i gavnløs anger, selvforagtens trætte, kolde og smudsige tårer, og som hver nat fyldte bugen med svineføde.

Her er sække med ord, tykmavede og tyndsjælede ordbobler, som henrykker synet, indtil de brister og blir til spruttende sæbevand, der river i de opstirrende øjne. Hele læs af avisgrin fra dem, hvem det gir dagligt brød med rigeligt pålæg at ryste deres skidne lunger for hver mands øren. Poetisk gas fra digterballonen, der stiger til værs for at nedbringe poesiens ørn, og gramset har de efter den med deres barnefingre, og skreget har de: Ud til de store syners land! På jagt efter de vildeste digterfugle! Men det ublu dyr fløj højt over deres hoved, og så revnede ballonen, og digteren måtte ned på prosaens flade mark, udgivende al sin gas under sære vridninger. Og neglede han stundom en fjær, da lavede han straks deraf fem hele digterhøns.

Jeg har laser og pjalter i svære mængde. Her er en ædel dragt af skønne prinsipper, senere luslidt af næringssorg, tilfedtet af børnefingre, her og dær sønderrevet af venner, som vidste, hvor det var næmt at få hul, men atter stoppet og lappet af en hustrus hånd, til sidst bortkastet, fordi den var en hindring i kampen for tilværelsen. Her er kyskhedskapper, snit à la Josef, som Potifarinder har trukket af mænd, der glemte at flygte. Her er viljens styrkebælte, afkastet, fordi den faste vilje gir kneb i maven, men nu har de lettet sig, og livets kost går glat igennem deres ikke længere indsnørede bug.

Her en samvittighed, klemt flad imellem pligt og lyst som en lus imellem to negle, pligten sejrede, men denne kraftanstrængelse tog kort efter livet af samvittigheden, og jeg samlede den op.

Her er blødgjort hjærnemasse, øldampende, brændevinsrygende, vinduftende. Det sidste er det fineste, nedsyltet som sjelé i en høj silkekrukke. Og i denne østersmasse har der en gang været tanker, men de sorterer ikke under min renovasjon.

Vognmandslæs af hjærter! Af dem går der flest til. Her er et: dettes ejer slog sig ned i ægteskabets lænestol, lod sig pleje, blev før og doven og tabte været af fedning. Mager er lidenskab med kinder efter strygmål, men fed er dorskhed med topmålte kinder, hvide som ister og røde som skært studekød. Her er et hjærte gennemprikket som en nålepude, ti det har løbet mange følelsers 57|spidsrod, meget har det banket for, både lavt og højt, men intet kunde dette danaidiske kar holde: det var en stadig siven ind og siven ud. Her er et sålelærshjærte, ægte tykhudeskind; som en mumie har det ligget i hans bryst, et gavnløst kar. Og hvad der var i det — om der var noet — kom aldrig ud til andre, og hvad der vilde ind, fandt aldrig indgang. Og her: bævrende lindt som et blødkogt æg, ti over hærdende ild har det aldrig været, og aldrig kendte det den prøvende frost; beskyllet af blide stilleværsbølger, vugget som en rullesten ved medgangens strandbred, sådan har det altid ligget og rokket: ingen fandt det hverken koldt eller stanset, men aldrig har det ringet eller kimet til højmesse, det var klangløst som bly og ler. For enhver stod det åbent på vid gab, men hjærterummet var kun en dør — så snart man var inde, var man ude igen; dette hjærte hade ingen kamre. Og se! et svalekar er dette, har aldrig været varmt, kunde ikke blie det, men mange har søgt det, for under den hvideste sne aner man den rødeste vulkanild, men her frøs deres elskov, og de gik bort med dødens kulde i deres sjæl. Men se så dette her! For mangen ungersvend, der ledtes vild af sit raske blod — skævt hænger hjærtet i vort bryst, og skæve bugter lærer det at slå på livets bane — for mangen en har dette opfyret en kærlighedens gloende ovn, af hvilken han ikke er kommen uskadt ud, var han end nok så stor en vismand og profet.

Her er til sidst et digterhjærte. Mangen gang er det blevet serveret på poesiens bord som en udsøgt lyrisk ret: knust hjærtemos. Såre mange og såre forskellige kvinder skal ha haft det under behandling, og såre mange bind har digteren fyldt med sine rædselsskrig. Så fik det til sidst en kugle igennem sig, og det var den eneste sande knusning, som dette hjærte fik, og den blev aldrig besunget, fordi den ikke var løgn. Men denne kugle vidste nok, hvad den gjorde; den lod hans hoved smukt i fred, ti det var tomt som en udblæst æggeskal, og dær var intet at dræbe, men i hjærtet fandt kuglen dog blod i det mindste. Her er hullet, som jeg stikker min finger igennem, ikke stort, men dog altid så stort, at sjælen kunde krybe ud igennem det som en mus af sit hul, og dær stod katten på lur med dragen klo; katten tog sjælen, og hjærtet kom i min bøtte.

58|

Min fører: Nu går han hjem og hviler sig. I morgen nat skal han igen ud og samle menneskeaffald. Når han er færdig, blir det gennemset her, om der er noet i det af særlig interesse. Desværre er det sjældent. Dær er den anden!

Den store Bastian med et blækhus.

Jeg står midt ude i digtningens blækelv; dær holder jeg min svømmeskole. Oven over blækket strømmer livet som klart kildevand, tomt på tanker, fyldt med glæde, hjærnefattigt, men hjærtefuldt. Men digteren vil i dybet, derfor dypper jeg ham i blækket og lar ham gå til bunds i det for at søge dybsindighed. Med et stålspyd, der er splittet i enden, stikker jeg ham i hælen, og så går blækforgiftningen opad og sortner hans blod, så det blir tykt, mørkner hans tanke, så den blir dunkel og trist. Så synger og taler han om tungsindsskyer, om sorgens mørke tågedis — det er kun blækskyer, blæktåge, blækdis. Så blir hver pennedrager, jeg har dyppet, sort med tiden, ej blot om fingrene, men og om hjærtet.

Rød var lidenskab fordum som det friske blod, klarsort var sorgen en gang, gennemsigtig som vinternatshimlen uden skyer, livet hade alle regnbuens farver, som det gik ud fra skaberens værksted, men ingen var som blækkets. Ingen ny farve har du kunnet føje til livets regnbue, digter, ingen anden end blækkets har du beriget den med. Med dine blækkede fingre har du rørt ved glæden, så den blev grumset, ved sorgen, så den blev blakket, ved melankolien, så den blev grå. Du udgir livet tilklattet, og så er der en gang en begejstret tilhænger, som lever det, lider det og føler sig stolt. Den enkle sandhed, det usammensatte liv kan ikke længere bruges, men fortrænges af det kunstfærdige, der til en begyndelse var løgn, men som vi nu må kalde sandhed, fordi der ikke er andet, og selve skaberen kunde ikke genkende sin oprindelige hensigt, hvis han nu vilde se ned på jorden.

Vi har fået en syndflod af blæk, og hvor findes vel den Noas ark, som kan føre mennesket utilklattet over poesiens sorte hav, som snart står over den ganske jord?

Hver gang en digter har tudet i sit blækhorn, har folket samlet sig; et nyt liv er konstrueret, et nyt menneske foreslået, som senere en gang er fremstået i kød og blod, fordi troen på det nysopfundne 59|gik over i menneskenes sjæl. Og så dør digter efter digter, og enhver efterlader en ny blækstjærne på tilværelsens firmament.

Men livet af reneste vand skal blie dyrt og sjældent, helt vil det blie gennemmudret og gjort udrikkeligt, og så skal de endelig spejde efter friske strømme, når det er for sent, og med væmmelse skal de udspy det blækkede livsvand, men blie nødt til at drikke det igen, fylde deres munde med det, de spyttede i.

Se her en forfatter, jeg har dyppet i bundfaldet af mit blækhus. Hvad skulde jeg gøre? Han vilde derned. Han søgte dybhed og fandt lavhed. På bunden lugter det fælest; det kan kun bruges til gødning. Han, I ser her — foruden adskillige andre, jeg har dyppet — strør nu møg på litteraturens avisager, og hvis I vil stikke næsen lidt i vinden, kan I vist lugte, at der blir pirret godt i møddingen. Jo krassere gødning, des skrappere høst af berømmelse et cetera.

Men hvad vil der ske, hvis de engang alle sammen kun vil skrive med bundfaldet, med mit blæksnavs. Hvor skal jeg — sig mig kun det! — få skidt nok fra til dem alle?

Min fører: Bring så vore gæster frem! Hvor mange har vi i aften?

Andre ånder: Kun tre. Den ene er en digter.

Min fører: Gem ham til sidst; vi skal ha morskab med ham.

Første ånd: Ser I denne lille klump sjæl? Den var nedsyltet i en oksekrop, klemt og knuget som en fod i snævre støvler. Den sad i legemets bur som en slet passet fugl, fik aldrig tankefrø eller livets vand, så hang den med næbbet og udpippede sit liv. Med møje fik jeg halet den ud af kroppen efter megen rykken og sliden; den sad sammenpresset som i en skruestik. Se, hvilken forvreden, melankolsk karklud! Det er sjælen af en rigmand, af en fed jordklump, som ruller i støv og stadig vokser som en lavine, idet han triller ned over et mageligt skråplan af god mad og bedre drikke. Gi ham at æde: skruptusserygge med grøngul snogesovs.

Anden ånd: Her er en, som har beruset sig i elskov; ham har elskovsdrikken ikke bekommet vel, for nu er han nået til grumset. Flygtig er kærligheden som æter, tung og tyk er siruppen på bunden, og den var de to elskende nu midt i. Det var en aften, de sad i mørke i en sofa og faldt i søvn; da strøg jeg dem over øjnene med min ene vinge og ga deres dunkle drøm om elskov en tydelig 60|skikkelse: Et låddent dyr på platte bjørnefødder, med uglebørster om de runde øjne, og torskegab med tænder som en hekses: hver anden sort, hver anden manglende; med en tyk og snaskende tunge, og lange, lådne, dumt dinglende æseløren. Og da de så deres elskov i naturtro afbildning, vågnede de op forfærdede, men tav og forsøgte at elske hinanden videre, som om ingenting var sket.

Her skal du kende anden elskov, ven! ti du er kommet dertil, at du vil forandring. I fald du brugte attisk salt, det vilde friske op, og hvis du tog lidt engelsk salt, det vilde rense ud det overflødige, men du vil ikke renses, blot stoppes endnu mer; det er så menneskenes skik.

Tredje ånd: En digterfangst, som længe har tilhørt os. Her har han favnet hekse — gå så hjem til dit folk og fortæl, du har mødt en dårende havfrue, og skæld de plebejere ud, der aldrig har mødt noen. Men kvæd os først en digtersang, en drømmeløgn! Syng om den malede prinsesse Snehvid og Rosenrød, der solgte sig til dig på en fjærmadras, mens den næste utålmodig stod uden for døren og ventede sin tur, og hun afslog indledende kærtegn og råbte med latter: Kun lige til sagen, min ven! efter dig kommer flere! Syng os om hende!

Digteren:

61|

Min fører: Intet er som menneskeløgn og menneskedigt, intet så skabende, og øverst blandt skaberne står digteren. Men hvad skal han vel med prinsesser, når han kan digte sådan en skøge! Han har jo muse mer end nok i hende. Ha, ha! Jeg skal dog prøve at la en digter få en rus i fusel og se, om han kan synge til sjampanjens pris bagefter.

Jeg: Det er en sælsom art af skuespil, en hæslig mellemting mellem farser og tragedier. Vel er der af og til en alvor, som svier i mig, dog er det løjer, måske en vis slags parodi. For resten delvis som hos os. Mens farsen ofte er en parodi på dårlige tragedier, så har jeg stundom set til gengæld tragedier, som vil spotte farsen, idet de efterligner dårlige vittigheder. Man ved snart ikke mer, hvad der er parodi på hvad. Men her ser jeg en hidtil ikke anet blanding af spøg og alvor.

Min fører: Her spejler sig menneskets skjulteste drømme, vi læser dem tværs igennem og gir deres tanker kød og blod. Se, hvad der vrimler til alle sider, syge rotter, vanskabte tusser, øglemisfostre 62|og blegsottige maddiker, brunstige marekatte — — Alt, hvad er lavpandet, tykøjet og bredmundet, platfodet, børstet, slimet og fugtig-klamt: det er bare tanker, du ser, som kravler, vælter og mudrer — sjæle-utøj. Dær er fantasiens syge dyr, kamæleonen, der skinner som guld og sølv og som purpur, men det gyldne er dynd, sølvet er skimmel, og purpuret er rød-råddent trøske, og at ta den er som at gribe en død mands hånd.

Jeg: Nu vil jeg ikke være mer iblandt jer, nu har jeg fået nok af kendskab og af væmmelse. Farvel! nu vil jeg højt til værs og hente anden luft; her er den mig for rådden og for krydret i længden. Men jeg er glad, at jeg har set, hvad det er tilladt mennesker at se. Nu skal jeg videre og byder jer farvel.

Min fører: Farvel! Du kommer nok igen, førend du aner det. Ti ve den, der en gang har set til bunds i vanvid! Den vare sig vel, der har fattet, hvad dyr der bor i mennesket, siden hans guddommelige ånd vågnede og søgte at fordrive dyret!

Farvel, rejs bort! Nu har du set dybden; drag opad, men hold måde med at gå i højden. Ti deroppe som hernede ligger vanvid og holder vagt ved grænsen, for at ikke den dristige ånd uhindret skal slippe over i det land, som ikke er bestemt for mennesker. Og den, der slipper over, af ham kræver grænsevagten hele hans fornuft; det er den told, som er lagt på visdommen. Og når den er betalt, så kan I forske frit, efter alt, hvad I vil, og hvor I vil!

Det svimlede for mig under deres latter, men så kom solen frem og gennede den skumle angst ud af min sjæl. Og under solen voksede igen mit mod og min begejstring. Intet skal skræmme mig, så længe jeg har solen med mig!

63|

Loppen eller kampen med muserne

Der er en hel atmosfære af mennesker om mig, deres elskværdigheder hænger i min frakkekrave, deres lyksalighedsudgydelser dunster om mine skøder, og deres begejstring støver mig endnu op omkring buksebenene. Jeg vil gå en tur for at lufte mig af, for jeg har nydt noens fortrolighed — bø! — og trænger derfor til at blæses igennem. Jeg begærer at lugte noet, der kradser, for eksempel rådden tang.

Ja, jeg må ha noet godt at lugte til, jeg må op på høje bakker. Pust I kun på mig, mine gode vinde; jeg er ikke noet spædelys, jeg er heller ikke noet bål, f. eks. ikke et osende elskovsblus på grønne kviste; mig kan I ikke blæse større, liså lidt som I kan slukke mig. Jeg er en glødende jærnstang, jeg blusser ikke, gnistrer ikke, jeg går bare og gløder for mig selv, solo, for min egen fornøjelse, uden spræl og sprutten — indtil noet griber mig, en hånd kaske, der udgår fra en krop, jeg ikke har set — når den griber mig, svinger mig og slår med mig, ja så står de lyslevende gnister spragende ud af det, jeg tørner imod.

Her vil jeg sidde, på dette hævede sted, med den barske tanglugt lige i næsen og med vinden skrålende af fuld hals om mine øren. Her er et passende sted til at modta åbenbarelser; deres fedtede madrøg underneden når ikke så højt, her vil jeg gi dristige syner audiens.

Jeg venter. Foreløbig —? Nej af vinden hører jeg ikke noet; i aften lyder dens røst ganske uartikuleret, den fortæller mig ingen ting. Og dog taler naturen. Er skyernes former ikke bogstaver? træernes knagen ikke ord? bølgerne ikke fortællinger? Jo vist.

Skyerne —? symbolik er de osse. De er både noet selv og symboler 64|på noet andet. Den lille klump dær, som pustes fra hinanden, dunster hen og forsvinder? Sådan er menneskets begejstring: en klump af noet fortættet, som bryder ud med en vis kraft, næmlig med udvidekraften, men som så udvider sig for meget. Da den endnu var klemt inde og trængte til at komme ud, ejede den en vis trykkraft, den betød noget, men så foer den ud og kom til at betyde ingenting, fordi den gik tabt i rummet som en fjært, der spredes for vinden, udtyndes, taber al sin kraft, blir til slet intet, ja, lisom en fjært og ikke anderledes.

Men åbenbaringen? Jeg er oplagt til at se syner, sidder her alene for det samme — nå?

Det dær? Ikke andet end en mand, der går og sparker til knolde. Det gør jeg osse. Jeg kan ikke lide knolde, fede, tunge lerknolde, vigtige knolde, der lægger sig for ens fødder, for at man skal snuble over dem, dumme, hårde knolde, som ingen nytte er til qua knolde. I skal pulveriseres, mases til ydmygt støv, at I kan blive til muld og bære noet, I, som er vigtige af jer ufrugtbare fasthed, af jer gavnløse sejhed. Aspirerede I kaske til at blie brugt som mursten, sådan som I nu er?

Sparke — ja. Benene skal ikke alene bruges til at gå på, de kan osse anvendes til noet højere. Lisådan er det sundt at blie sparket, for alvor, naturligvis, så det batter noet, så man farer et stykke vej, lidt rask.

Store ideer er netop af den slags: de træffer vor sjæl som et spark en møgdynge, så de ældre, saftige lag, der lå længere nede og altfor godt gemt, kan komme frem og gi deres besyv med i form af nye, energiske tankedufte.

Sparke — — men hvor blir det af? Har jeg nu hævet mig så højt over menneskenes skorstene, for at deres bønners og begæringers røg, som stiger op mod himlen — men ikke ret højt, ganske vist — skal la være at rive mig i næsen, har jeg nu gjort mig den ulejlighed — for der er jo en vis ulejlighed ved det, det kan jeg godt tilstå, når jeg er alene — at kravle herop, og så skal jeg være til nar for naturens røster, der ikke sier et muk til mig!

Hvad —? jo! Du vind dær, som drager hen over jorden, du griber på din fart menneskenes stemmer, deres beden, deres skælden og sukken, deres smasken og deres lovprisninger, deres jubel over 65|lykke, som de tror, at de alene har kendt, hvilken tro øjeblikkelig får dem til at juble ti gange højere, ja og deres skuffelses stønnen, når de ser sammes lykkes hastige og drøvelige ende, hvilken skuffelse de så opdager, at de deler med alverdens andre mennesker, hvad der straks får dem til at stønne et par oktaver dybere nede på skuffelsens skala — ja, alt det griber du vind, hvirvler det sammen, ælter det sammen og bringer det videre som en sum eller som et middeltal af menneskelig lykke og kval, begejstring og ligegyldighed, og denne æltning af alt følt og talt, som intet menneske vilde få noet ud af — skønt, hej! hvilken opgave for en digter! finde middeltallet, sammenfatte alle sindsbevægelser i eet udtryk, uddrage kvintessensen af hver af dem og så samle disse forskellige destillater til en slags sprit, der indeholdt duften af dem alle sammen! fremstille et skrig eller et brøl, der var udtryk for alle samtlige sindsrørelser, et forkortet indegreb af begejstringens fremadråb, modløshedens suk, vellystens gispen og melankoliens stinkende brægen —

Og det gør du, o geniale vind! du blander det hele som en udlært sykologisk kemiker, og uddraget deraf igen farer du af sted med og bringer det lige til —

Av! der er en loppe i min ene hose; den bider mig i læggen. Det kalder jeg lavt. Det er, hvad jeg forstår ved udsøgt lumpenhed.

Kunde du ikke vente med at stille din foragtelige sult til en anden gang? Føler du ikke noet ved at være loppe på en digter? Ved du, hvad du har fordristet dig til? At afbryde mig midt i min begejstring, og det er et uopretteligt tab, ti selv om jeg fik fat i dig og fik knækket dig efter rigelig fortjeneste, er det så sikkert, at jeg kunde gå videre derfra, hvor jeg slap, at jeg i ny flugt kunde indhente den flygtende beåndelse? Ved du noet om det?

Jeg foragter dig, som kunde du være en lus. Du er en lus, rent ud sagt, af tænkemåde næmlig. Hvad bilder du dig ind? Skal du gribe forstyrrende ind i litteraturhistorien? Kunde du måske ikke tåle at høre din usle mave rumle af sult et øjeblik, uden at du straks, som om det gjaldt livet, skulde forgribe dig på mine inspirerede lægge? Gid fanden hade dig, vil jeg nok sie! Kend dine folk, og se dig for! Man skulde ikke tro, at dit forbandede insekt 66|vidste, at der er forskel på mennesker. Andre kan du måske skaffe en kærkommen adspredelse med dit sjofle madstræv, med mig ikke, når jeg er begejstret da. Skal du være mere fræk end andre! Tror du, der er noet tænkende væsen med begreb om poesi og med interesse for åndslivets udvikling, som tør afbryde mig, når ånden taler til mig? Men du er lige glad! Du vilde måske erhværve dig en herostratisk berømmelse ved at knække min inspirasjon over!

Nu kan du for resten gærne gå videre, det er mig lige meget, for jeg er færdig for i aften.

Ja, jeg må hjem. Denne afkøling af begejstringen har slået sig på brystet, mærker jeg. Hjem og i seng med mig i en fart; hyldete, hoser om halsen, fjerdyner op over næsen. Det er en anden snak. Kunde liså gærne være blevet og ha døjet ilde lugt i den nedre atmosfære, har dog ikke hentet noet væsentligt heroppe alligevel. Det hele slog klik. Der er ikke mer. Det lidt, der var, ventede kun på en gunstig lejlighed til at forsvinde.

Gå i seng! Det hjælper kun lidt, at du snøfter om dig i luften; der er ikke noet at vejre; digterkarret væltede, og det kun ved en liden tue, og vips! var hele indholdet forvandlet til damp! Den modstræbende åbenbarelse, som du hade tiltvunget dig, rykkede den lille flig, du hade fået fat i og trukket lidt til side, ud af dine hænder i samme øjeblik, du så et andet sted hen. Den vilde ikke længere være hos dig.

Skab dig derfor ikke, men gå naturlig hjem og plej din forkølelse. Du kan godt putte dig helt ned under dynerne; der er alligevel ikke mer at kigge efter andre steder for denne gang.

67|

Resignasjon

Slaver, find på nye eder til mig, for hele min sjæl myldrer med trang til forhånelser! Find på hidtil ukendte bespottelser, slaver, ti jeg er syg og forsmægter efter at få sagt blasfemier, friske, dampende af ny frækhed! Jeg er syg, slaver! jer herre er syg af en forfærdelig sparketrang. Kom med noet nyt, ti ingen af de gamle eder vil jeg ta i min mund; al saften er forlængst tygget ud af dem, og at sie dem letter ikke mit forpinte og bespændte sind.

Slaver, jeg har bandekrampe; kom hurtig og husval mig med usagte vederstyggeligheder! Jeg kvæles, slaver, jeg snøfter forgæves efter nyt, og alt, hvad jeg finder, er umuliggjort af andres vamle ånde. De rædsomheder, der allerede er sagt, lindrer ikke min sjæl, ti den er grebet af en usædvanlig bespottelsesfeber.

Led verden rundt, gode slaver, og find noet til mig, som ingen kan høre uden at blegne, — jeg vil sværge ved det. Jeg vil ikke sværge ved helvede, for det er fuldt af prækestolsspyt, ej heller vil jeg sværge ved djævelen, ti ham trækker vore små drenge i rumpen, og de agter det ikke mer, end om det var en korumpe.

Find mig noet, som der endnu er rædsel ved, at jeg kan bande ved det. Jeg trænger til at ryste af skræk, slaver, jeg trænger til frygt og bæven — men der er intet, som jeg er bange for, og dog vil jeg ha, der skal være noet. Find mig det, slaver, ti hvorpå skal jeg ellers husvale mit raseri? Hvad skal jeg ellers udsparke min vildskab på? — Mon på det, de andre allerede har trampet på?

Find mig osse et menneske til, der heller ikke er bange, at jeg kan tude min galskab ind i hans øren, drøne på hans trommehinder, så de revner. Ti hvor skal jeg ellers skrige hen? Mon ind i 68|disse øren, der er fulde af bomuld og ørevoks, og hvor ethvert brøl overhovedet vækker lige stor forfærdelse?

Nye frækheder, slaver! Find noet i hele verden, som endnu anses for helligt, som endnu ingen har turdet håne — jeg tør. Bring det blot her! Kom med noet rovdyrisk! Jeg skal nok brøle det ud! Det skal falde som en vildmandskølle på deres intet anende nakker, der bøjer sig over deres hidtil skånede altre —

Hvorfor kommer I tavse og nølende tilbage, slaver? Er der ikke mer igen i hele verden? Er alting opbrugt, er alle tænkelige bespottelser sagt?

Min sjæl vånder sig af foragt, jeg kan næsten ikke tale mer. Slaver, nu vil jeg kaste skarn på hele menneskeslægten, jeg kan ikke andet, der er ikke andet igen. Men alt skarnet kan endnu ikke være opbrugt. Grav ned og find noet til mig, noet, som endnu ikke har været fremme, som ligger dybsindig langt nede og gemmer på ubrugt stank, ægte, gennem årtusender gæret stank, værre end det, de nu træder i. Bring mig læs af skarn, at jeg kan øse det ud og blie helbredet for denne foragtens syge, der brænder mit hjærte som nælder!

I kommer igen tilbage med hængende hoder? Der findes altså ikke noet skidt, som ikke menneskefingre allerede har æltet i?

Godt. Så sier vi verden farvel, slaver; vi går bort og laver os en ny verden, sammenflikker os lidt lyksalighed af nogle af de bedre brudstykker af denne her; vi tar næmlig verden fra hinanden, slaver, og bortfører de stumper, som der endnu er lidt ved, og vi vil prøve, om vi på den måde kan skabe os en smule tålelig, resigneret tilfredshed for den tid, der er igen, indtil vi selv går ned og blir til skarn, som måske en kommende digter vil grave op og slynge sin samtid i ansigtet som en udfordring.

Ta solen med, slaver! Den skal en af jer bære bag efter mig, så den altid kan skinne og varme på min ryg.

Månen lar I blie; jeg gider ikke set dens blegsottige fjæs, ti hvad enten den så er hel eller halv eller en mindre brøkdel, så ligner den aldrig andet end en gammel jomfru på tre forskellige stadier; det naivt runde, det intetsigende flade eller det hulkindet affældige. La den blie siddende til fornøjelse for alle slapsvanser!

Af skyer vil jeg kun ha nogle af de højtsvævende, isskyer, som 69|en af jer med passende mellemrum skal afkøle mit hoved med, for dær ønsker jeg, det skal være koldt; og glem ikke en ordentlig tordensky, som vi kan more os med i vor fritid!

Vi vil ha det hyggeligt, slaver; en halv snes stykker af jer skal passe på, at der ingen kvindfolk kommer ind i vor ensomhed; dem skal I vise bort, men høflig, for I skal altid vise jer som gentlemen, kun mig tilkommer det at være fræk.

Hør nu efter, hvordan rollerne skal fordeles mellem jer, og la mig se, ingen af jer glemmer sine instrukser.

Et meget stort antal slaver vil jeg holde for at ha noet at skælde ud på: de skal, når jeg så synes, agere mennesker, og de må samle sig om mig i en uoverskuelig skare og la sig skælde ud, så længe det morer mig. Af dem skal enkelte udvalgte ha til missjon at skælde igen, håne mig, så vittig som muligt, og de skal i sandhed ikke spare på krudtet, hvis de ønsker at finde nåde for mine øjne. Dem vil jeg særlig elske, og hvis de gør deres gærning ret, skal de ingenlunde komme til at fortryde, at det er faldet i deres lod at forestille opposisjonen mod deres elskede herre. Andre skal spesielt bære tittel af lumpne slaver; de skal forestille de mest lusede af mine bekendte og bør i særlig grad gøre sig værdige til min foragt; for jeg kan ikke undvære menneskene, må I vide, jeg har fattet en ulykkelig kærlighed til deres små ynkeligheder, så at jeg stadig må ha noen, jeg kan gøre til genstand for min foragt; det er et pirringsmiddel, som jeg ikke vil afse.

Bandeslaver skal jeg ha, som skælder ud, når jeg ikke selv kan mer, og som har at bruge grove ord, når jeg ikke selv gider ta sådanne i min mund, fordi de er mig for gamle.

Da jeg ikke kan undvære beundring, skal jeg osse ha slaver til det brug. De skal aflevere deres bifald, de skal yde deres bestemte mål af latter, begejstring, bestyrtelse m. m. — ikke når jeg er særlig inspireret, men når jeg i længere tid intet godt har gjort, ti da har jeg mest brug for bifald. Endvidere digterslaver, som i de mere trange tider har at tilhviske mig geniale ting, som jeg så bearbejder og udgir for mine egne. Fortrolighedsslaverne må ikke glemmes; de skal lytte til mine udgydelser, de skal forstå dem og føle den dybeste deltagelse for mig, de skal ganske fatte vægten af det, jeg har at bære på. Men når jeg så næste dags morgen fortryder 70|min åbenhed og har tømmermænd oven på fortrolighedssviren og ønsker det hele usagt, da skal de øjeblikkelig ha glemt det; for det er en svaghed, jeg har, slaver, at mine tankers vægt undertiden klemmer mange fortroligheder ud af mig, det er en sygdom, at jeg vil tylle dem i andre, men jeg hader, at de skal møde ligegyldighed eller rende byen rundt; derfor må I forstå dem straks og glemme dem siden.

En uhyre mængde oplyste slaver fører jeg osse med; de skal vide alting, være vandrende leksika. Ti jeg trænger til at vide meget, og når jeg har digtet noet, er jeg nødt til i noen tid at beskæftige mig med praktisk viden; derfor har jeg brug for en skare leksika-slaver, som kan holde styr på min altid brændende kundskabstørst. Med hensyn til underholdningen får jeg fremdeles brug for prosaiske slaver, spidsborgere, som undertiden skal tale med mig om hakkebøf og rødbeder og andre jævne sager, når næmlig min ånd vil ta altfor høj en flugt, så den risikerer at tabe sig i det farveløse rum. Disse slaver skal danne en modvægt, klynge sig til den opstigende begejstring, så den ikke helt ryger bort fra jorden. Jeg har ikke glemt mine musikslaver; de skal spille Beethoven for mig hver dag, og så snart der viser sig en trist sammensynkning et sted på min rygrad, da gives der massasje med en Bach’sk allegro, indtil det sunkne har rettet sig igen, og på samme måde bortviftes enhver melankolsk skarnbasse, der måtte falde på at sætte sig på mit ellers mestendels glade hjærte.

Så har vi de opvartende slaver, dem, der skal bære mig i seng, når det ikke behager mig at gå selv, dem, der skal fordrive mine søvnløse nætter med blid eller rasende musik, alt efter min stemning, dem, der skal sørge for min opvartning dagen igennem; mine særlige spasereslaver, som tar mig under armen, mens jeg lukker øjnene og drømmer, at jeg går i søvne, og et par bæreslaver, der render af sted med mig, når jeg tilfældigvis ikke gider gå, en særlig slave, der skal skære mig tykke egestokke, knudrede og frækt energiske som en fuga af Bach; yderligere mine køkkenslaver, der forstår at lave kraftige, usammensatte supper og bøffer og lignende, og ingen dekadente forlorne skildpadder eller alle steder fra hentet plukfisk og lobskovs; min mundskænkerslave, der 71|gir mig sagtmodig rinskvin, klar, mild og gennemsigtig som en largo af Händel —

Og så videre. Således, slaver, tænker jeg, at vi kan liste os gennem resten af tilværelsen, indtil den foragtelige død kommer og afhenter os, ti det er ikke umagen værd at kæmpe sig frem; I har jo selv set det: hverken materialet eller modstanderne duer til at føre en kamp med.

72|

Rapsodi

Nu vil jeg være forfærdelig fræk, for der er ingenting, jeg er bange for. Hverken Guds vrede eller menneskenes spot skræmmer mig; jeg vil netop høre bægge dele, derfor har jeg taget et stade oven for atmosfæren, ti ptøj! den vil jeg ikke indånde. Men jeg vil høre Vorherre true mig fraoven, menneskene skælde mig ud franeden. Det skal blie en skøn duet, og den kalder vi så for sfærernes musik — en guddommelig tenor med ledsagelse af en menneskelig bas, og jeg vil se skyerne danse vals dertil, omtumlede af vredespust fra Guds og menneskers lunger.

Føj, dernede oser det — det er de pontinske sumpe. Ja, for I står stille, og så kommer I til at lugte. I mangler rindende vand, I blir ikke tilstrækkelig overrislede med nye sindsbevægelser, I mangler sirkulasjon. I sender aldrig jere begejstringens dampe op mod himlen, så de kan blie rensede, og I kan få dem tilbage ovenfra som et forfriskende regnbad. Nej, I er afkølede, derfor kan I ikke dampe, I er gået i stå, I er gået i forrådnelse. Pyh! I sumpe! Uha! I morasser af ondt og godt, som ikke Vorherre selv kan finde ud af! Som fordærvet mosevand står I lavt over jorden, og der er røde hinder over jere sjæle. Men kunde I rejses i lidenskab til en syndflod, der gik femten alen over de højeste bjærge — —

Farvel! — Nej, når jeg kommer ind i himlen, så vil jeg stikke bægge hænder i lommen op til albuerne; jeg vil ikke ta huen af, men bare nikke skødesløst hen i retning af Gud Fader, sådan som Lucifer nikkede farvel til ham, den gang han pakked sin hellighed og sin gudsfrygt sammen og gik ud af himlen. Jeg vil osse pakke noet sammen; mit forhenværende bedre menneske, min hidtidige uskyldighed vil jeg hale op af mosevandet, hvor jeg har ligget 73|sammen med så mange andre og stinket af ene dydighed. Og det vil jeg så lange hen til himlens port og betro det til portneren. Måske noen vil ha det: jeg ved nok, hvad det skal koste. Hør her, St. Peder, vil jeg sige, ta lige og la mig låne et par tordenskyer i en times tid. For så skal I bare se! Så skal jeg min sjæl og salighed — som jeg ikke får — tordne for jer! Og så må jeg naturligvis ha noet ild med det samme. Du kan nok, St. Peder, overlade mig nogle hundrede mil lynstråler tillige med det andet.

Hurra! her kommer jeg kørende med et læs uvær, selv midt oppe i læsset lige til halsen i det mest kullende sorte; bag ved mig samles hele hæren, og himlens blå slette bedækkes milevidt af mine stridskræfter. Først prøver vi materiellet; vi undersøger tordenens sprængkraft, og vi føler på lynets od for at se, om det kan bide. Skytset er godt, vi kan begynde.

Så farer et lille iltert lyn op på den ene fløj og spør: Færdig? Og et stort, hidsigt lyn slår øjeblikkelig i været på den anden fløj og skriger: Færdig!

Hyp, alle mine skyer! Nu er vi over horisonten. Se, det er som en vældig, sort hylde, der skubbes langsomt frem, der skydes hen over himlen. Der går et langt gisp over jorden, de pontinske mennesker stinker, og som bange anelser sender blomsterne deres duft op imod mig. Det plaffer langt borte, det lyder som eks-plosjoner af små bunker krudt, der ligger på rad, og så tier det igen. Hele naturen sveder af angst. Langs horisonten ligger mine skyer som fabelagtige, uformelige dyr fra forverdenen, og når de slår deres grufulde gab op, ser I deres tænder, hvis navn er rædsel, og deres glødende svælg.

Fremad skyer i stormløb! Første skud er et langt lyn, der slår ned i jorden som en krigserklæring, støv og stumper og skrig af mennesker rejser sig i en tæt tåge omkring det sted, hvor det traf. Tavshed. Så hører man noet langt, langt borte, som forsigtig og stille sprænger sig en vej frem gennem skyerne, men snart blier det dristigere, det maser på voldsomt og utålmodig, hindringerne revner med lange og skærende brag, der gir ekko fra det ene hjørne af himlen til det andet, mens tordenen borer sin tunnel gennem skyerne. Nu er den færdig. Brølende af jubel danser den fri hen over himlen. Hør dens tordnende latter, dens sejersvellyst! 74|Hvad der begyndte som en brummen af en søvnig bjørn, det endte med et brøl som af hundrede løver.

Det var begyndelsen til kampbulderet, og det følgende brag, som var endnu vildere, det var solen, der brast. Se lynenes broderi på den mørke himmel! Glem jer angst, mennesker, og se hellere, om I ikke skulde kunne tyde denne ildskrift; hvor mange hemmeligheder tror I ikke, lynene skriver op synlige for alle, om I blot forstod at læse dem!

Udøs alt jert raseri, o skyer! Brøl, som I skulde revne! Hyl, så man kan høre, I er i barnsnød for lyn! Overdøv hverandre, og kast alle himlens forfærdelser ned på jorden! Kunde I ikke ha lyst til i det hele taet at gøre ende på den ækle klat, som I undertiden, i et pludseligt anfald af elskov, kaster jer over, og som I så igen hurtig stiger op fra for at nå til renere højder efter omfavnelsen? Føler I ikke lisom jeg det skammelige i at skulle opholde sig i nærheden af sådan en sump? Fryder det jer ikke i det mindste at dyppe den ordentlig i vand og ild fra tid til anden? Måske osse dær kunde tændes en gnist, som forstår jer, måske I kunde ha held til at vaske et enkelt sted rent. Tænk på alt dette, o skyer, og gør så jer pligt! Lad jere skrald vælte sig nedefter som laviner, som uhyre kugler, der ruller fra den ene ende af himmelhvælvingen til den anden.

Nu blir bragene kortere som en rasendes afbrudte, stammende hyl; tæt som plejlslag på et tærskegulv falder lynene på jorden. Se, hvor menneskene hopper og springer og vrider sig! Mange af dem er blevet en hel alen kortere af angst. Ha! ha! Nu er I nok bange for jer verden! Hør! over jere hoveder styrter planeterne ned og knuses med hvinende knald mod himlens tag. Mine skyer er som ophidsede hvaler; de spyr deres ildfråde ned på jorden, deres vældige kroppe jager vildt afsted, og skum af ild sprøjter højt op omkring dem. De snøfter af begærlighed efter at knuse, og hver gang de sender en ildstråle ud, står der igen flere menneskeboliger i brand. Fy jord! du ser fæl ud i stærk belysning, dit kryb vrider sig hæslig under flammerne, og man ser grimme, rådne pletter, som aldrig burde dukke frem af deres mørke.

Jeg ser mine skyer skrumpe ind, deres udmattede sider gisper, de har udgiet al deres ild. Hej, bæster, afsted! Føl stormens pisk, 75|som jeg lar suse ned over jere trætte lemmer! I galop, og forsvind.

Se, hvor de slunkne skylegemer driver bort i uordentlige hobe! Og nu, vinde, tilfalder byttet jer. Alt, hvad lynet har slået løst fra jorden, er jert; grib det, og far bort!

De frække vinde falder raske og villige over deres bytte. De stormer vredt af sted med grene, blade og blomster i et milelangt tog, et sejerstog, et triumftog, og sommeren har med sine rigdomme måttet levere alt det fornødne til festen. Med frisk løv om hovedet og blomster til slæb farer vindene hen over kamppladsen og fråser i rov.

Timen er gået. Farvel vinde, tak skyer! Gå så tilbage til jer herre, og sig ham, at jeg nu føler, hvor stolt det er, at ens vink betyder torden, at ens nik følges af et lyn, der slår ned.

Men nu ved jeg et: jeg vil ikke være menneske mere. Jeg vil ikke være blandt dem, der får ris af lynstråler, og som overfuses af tordenskrald — nej, jeg vil selv være en sky, en uværssky. Mørk, lumsk og skummel vil jeg stå over menneskenes hoveder, og i nederdrægtig tavshed vil jeg udruge de mest ubarmhjertig skarptakkede lyn. Jeg vil hænge dær truende og tavs og underfundig udtænke gyselige tordenskrald. Stiltiende og kulsort vil jeg drive på himlen i lange tider; skulende og med fremhyklet uskadelighed vil jeg formørke solen, men ellers lade som ingenting. Jeg vil se dem først blive bange og så, skuffede af min vel beregnede, infame stilhed, ta mod til sig og ikke regne mig for noet, anse mig for en uskadelig sort klat skidt, som ganske vist uheldigvis er kommet til at hænge deroppe, men som man jo kan la være at se på, da den dog ingen fortræd gør.

Og så omsider, netop som de er midt i at æde og drikke og formere sig, så vil jeg udsende min langsomt og i det dulgte avlede søn, lynet; med et grufuldt tordenvræl vil jeg slippe ham ud af min favn, la ham hvisle som det hvasseste ildspyd gennem det uforberedte verdensrum ned til de forlængst fuldstændig beroligede mennesker.

Ha, ha! langt skal det tordengrin være, som ryster mine sider, når jeg ser min søn sprede uventet, fordærvelig ild om sig. De skal med skræk se, at den sorte sky er blevet hvidglødende, at den døde sky er blevet levende.

76|

Og når jeg så i form af ild har spyttet al min væmmelse ud på jorden, da vil jeg endnu mindre blie et menneske igen, nej, som en hvid, kold sky vil jeg stige højt op over alle de andre skyer, og jeg vil ikke mere ha noen forbindelse med jorden, hverken ved ild eller ved vand. Jeg vil la mig opbygge af dejlige små iskrystaller, jeg vil blie til et helt palas af diamanter, og når der engang igen er en engel, som ikke mere kan holde pinen ud i himlen, da skal han komme og ta bolig i skyslottet.

77|

Højhedsvanvid

Højere op! Jeg vil ikke se mennesker mer. Jeg vil oven for dem. Jeg kommer dybt nede fra og kan ikke stanses. Jeg mærker jer godt, I, som griber og må slippe mig igen, jeg kender jere greb, jere hårde hænder, jere bløde hænder, jere valne hænder, jere forfærdede hænder, som gærne vilde holde fast og dog ønsker, at de ikke kan, jeg kender jer, I med jer modstræbende glæde over at blie af med mig. Højere op! Jeg hører dem nok; det er det samme om igen: barske og bløde stemmer, vrede og skrækslagne stemmer, jeg gider ikke høre på jer.

Her blæser den frie storm; den er osse fri, vi to er frie. Det går op ad bjærget, vinden hylende foran, jeg bagefter, tavs, ti der er ikke noet at skrige op for, så længe man kan komme højere.

Her er toppen, her stanser du, længere kommer ingen!

Hvad! toppen? Og jeg ser endnu hele jorden! Der skal mer til. Jeg vil se hele himlen og intet af jorden. Hvor blev stormen af?

Den sprang ud herfra over dalen.

Jeg vil følge den.

Du er ingen storm.

Jeg er en stormvind. Hvad! så du ikke det? Vi var to stormvinde, som fulgtes. Jeg vil opad eller ud.

Opad gives der ingen vej.

Men udad? Mon luften vil formene mig gennemgang?

Derude er vanvid.

Godt! Det manglede jeg endnu. Så prøver jeg det med. Har jeg måske andet valg?

Nedad.

Nedad kryber de halte og krøblingerne, de blinde famler sig 78|frem, og de døve spejder sig frem, seende efter laviner og andre bjærgets rædsler, som de ikke kan høre. De går nedad, jeg ikke.

Alle går nedad. Dette er højden, og fra den gives der kun een vej for mennesker.

Så vil jeg ikke være menneske!

Enhver, der har nået toppen, føler sig stolt derover, og det med rette; derpå kravler han forsigtig ned og fortæller det til de andre, ti han er et menneske, og dette er menneskets kår. Ser du noen anden vej?

Jeg ser stormens vej. Den gik lige ud fra toppen; den fløj, den kravlede ikke. Min vej er den vilde vinds.

Det er vanviddets vej. Tør du springe derud?

Ja, jeg tør springe ud! Jeg har set nok. Nu er jeg kommet til randen; hvad der er ud over den, aner jeg ikke. Derfor vil jeg kaste mig ud, og ingen tør holde mig tilbage. Jeg er ikke bange. Jeg er en ånd, og jeg anser intet tænkeligt for fremmed for mig —

Hvad var det, der brast? Å, det var de sytråde, hvad de nu hedder. Nu ligger det nye foran mig. Ja, nu forstår jeg det; man skal flyve, ikke gå, langt mindre kravle, men flyve —

Hvad var nu det, der sprang med så stort et knald? Det er for meget, jeg finder intet fodfæste, ingenting bær mig, og hvad var det, som brast? Jeg tør ikke tænke det — Herre, frels mig, ti — nej! vent! Nu finder jeg min plads; det varede lidt, det var et øjebliks svimmel — —

Der er hvirvelstorme i æteren, der er malstrømme mellem stjærnerne; her færdedes hans skabende tanke, da han frembragte det, og han blev ikke svimmel? Når jeg glemmer min ængstelse og ser omkring på stjærnerne, da læser jeg sporene af stor forvirring i deres indbyrdes stilling. Se, her er de klumpet sammen i tætte bunker, og med møje undgår min svævende ånd at støde på dem; men her igen er de spredte og sjældne, her er store flader af himmelrum, som synes at være glemte. Således ser en mark ud, når den er besået af en uerfaren sædemand, hele håndfulde korn her og andre steder slet intet.

Har du osse svimlet, Herre, da du udsåede stjærnerne? Greb verdenshvirvlen osse dit altformående hoved, så at du hastig og med lukkede øjne, for at det kunde blie gjort i en fart, kastede 79|dine stjærner ud, mens angsten ikke tillod dig at iagttage den alvise orden, som du jo ellers særlig skal ynde?

Ha! nu jeg ser mig selv herinde og føler mig hjemme her, falder det mig ind, at jeg osse bør være skaber! Jeg tør være det; jeg har skabertanker nok, og jeg tør se dem skabte. Der er især en tanke, jeg kunde ønske at se som verden; nu er den kun en svagt lysende tåge, der driver underlig glødende i min sjæl, og jeg kender den ikke ret, men jeg vil se, hvad den er! Tør jeg ikke udtale skaberordet?

Frem for mit syn, tanke! Klæd dig i stoffets dragt og vis dig! Alt, hvad der er i min sjæl, tør jeg se — —

Hvad er det? Vis osse dit ansigt, mød mit blik! Hvorfor skulde jeg være bange? Det er ikke frygt, som får mig til at ryste, det er skaberens gysende spænding efter at se i klare omrids den verden, der er undfanget i hans sjæl. Vis dit åsyn! Din skaber og herre byder dig det.

— — Jeg synker! Herre, hjælp mig! — nej, jeg er jo selv herre. Forsvind ikke, syn! Aldrig har jeg set sådan i min egen sjæl. Dette klarsyn er noet andet end at digte sine tanker møjsommelig og ufuldkomment frem.

Nu vil jeg se en hel verden omkring mig. Alt, hvad der rører sig ubestemt i mig, skal få en anskuelig form i en stor og ny og broget verden; jeg vil udfolde mine tanker som kloder her på denne åbne, tomme himmelplads. Jeg synes, det ryster under mig. Hvad! vakler tomheden? bæver det intet, som jeg står på? Og denne gysen?

Hvor går vejen tilbage? Nej — der var jo noet, der brast. Angsten kommer fra den gamle jord, jeg har forladt; dens støv klæber endnu ved mig, men da det ikke sømmer sig for en skaber, så vil jeg skikke den angst bort, stryge den smule støv af mig, for at jeg kan gå til min gærning uden hindring.

Nu tætnes det om mig af ny verdener; planeter suser ud fra mig i alle retninger og danser planløst omkring, men vent! Her sender jeg mine sole ud for at fange jer og binde jer, sole, som gløder af herskervilje, og som på mit vink tvinger jer til at gå lydige rundt i de krese, som jeg i min visdom har bestemt.

I min verden findes intet særligt paradis, synden kendes intetsteds, 80|og mine skabninger lyder ingen herre, for jeg har selv skabt dem i trods, og de skal leve i trodsig uafhængighed; deres skaber skal de ikke kende, og når de tvinges ind under min vilje, da skal de tro, at det er deres egen.

Når jeg færdes mellem mine skabninger, da blir jeg betaet af en mægtig undren, ti dette er jo altsammen min sjæl, legemliggjort, svulmet op til at fylde et uhyre rum —

Hvad er det? Jeg synes, mine kloder løber ujævnt i deres baner; drejer de sig ikke trevent og modstræbende i de af mig anordnede ellipser? Gør de ikke modstand mod den tyngdekraft, som jeg har reguleret? Skejer de ikke ud fra mine love for den almindelige tiltrækning? Jeg tror, mine planeter har den frækhed ikke at ville lystre de af mig indsatte sole, der skal uddele den varme og det lys, som jeg har tiltænkt dem. Hvad! vil de vanvittige småkloder egenrådig stikke af fra de krese, som jeg har tøjret dem i, løbe bort og fryse ihjel i det dybeste mørke, skønt jeg har anbragt dem i den afstand fra deres sol, som tjener dem bedst!

Hvad er dette for en forbandet oprørsverden? Har de ikke frihed nok alligevel, og er mine naturlove ikke virksomme nok til at holde dem inden for de rette grænser?

Dette her blir vildt. Mine kloder gør oprør, og mine naturlove nægter at holde styr på dem. Jeg vil ikke være her længere, jeg vil ikke se mit værk ødelægge sig selv. Hjælp mig! — Hvem skal jeg påkalde? Hvor skal jeg fly hen? Min verden følger mig, min skabning vil ikke slippe mig, den vil hænge over mig som spot og bebrejdelser —

Det er slemt at være skaber. Det er skønt at ha skabertanker, men det er vanvid at virkeliggøre dem. Se dette kaos! Planeterne pisker rundt i en ophidselse, der spotter alle love; solene, som endnu er mig lydige, kalder på dem med lokkende varme og søger at tilkaste dem forsonende lys, men forgæves.

Det duede ikke; dog vil jeg se nærmere til, hvad det er for væsner, der bor på mine planeter. Der er ikke noet at frygte; la min verden kun forgå, hvis den ikke kan andet; jeg har set en anden verden, der heller ikke er meget værd. Men nu vil jeg hen til den nærmeste klode og åbenbare mig for dens beboere.

81|

Jeg viser mig i skyerne og taler således: Se, her er jer skaber, som I gærne kan få lov til at tilbede, hvis det kan være jer til noen trøst; men nu kan I i alt fald se, at jeg er til. Og la mig nu høre, hvordan I er tilfredse med jere vilkår!

Da stimlede der en stor mængde højst forskellig udseende og temmelig utydelige væsner sammen, og de svarede sådan:

Vi er ingenting rigtig; derfor er vi ikke tilfredse med noet. Vi er lysende dunster med en tynd skorpe stof over som legeme, andre af os er grublende tanker indhyllede i en let støvsky, der skal forestille en krop, og de luftigste iblandt os færdes slet ikke her på jorden, men kun højt oppe i skyerne; hvordan deres sjæle er, ved vi ikke, men af og til, når de kommer os noenlunde nær, ser vi dem som en hvidlig tåge, og hvad de bestiller, ved vi heller ikke, men os gør de ingen gavn. Der har været en kort tid, da vi var fornøjede, men nu har vore vismænd regnet ud, hvordan den er, der har skabt os, og vi ser da, at han i virkeligheden ikke har skabt os i sit billede. Gi os mer krop! De, som elsker her, har både trofasthed og ømhed, men de mangler arme til at omfavne med. På vore marker går der løver, som vel ejer et stort brøl, men de har hverken tænder eller kløer. Gi os mer blod, muskler, styrke!

Jeg skynder mig forfærdet bort uden at se mig tilbage. Jeg vil ryste denne skabelsens byrde af mig, ti den gnaver mig. Gå hurtig under, du mislykkede verden! Opslug jere planeter, sole, sug dem til jer, og fortær dem! Så kan I bagefter gærne slå jer sammen og vandre rundt i form af urtåge, eller hvad I nu synes. I er fri, jeg vil gå bort og gruble, og om nogle millioner år, når jeg har udtænkt en ny skabelsesorden, da vil jeg ta fat igen. Dette værk slog fejl; jeg hade vel skabertanker, og det mægtige bliv! ligeledes, men jeg rådede ikke for, hvad der skulde blie af de skabte verdener; al min kraft har jeg forbrugt til at skabe, og jeg har intet tilbage, hvormed jeg kan opretholde min skabning.

Mine sole er osse blevet rasende; de jager rundt med deres farlige ild og indfanger planeterne, så luerne står langt ud bag efter dem. Nu flokkes solene i en tæt skare som for at rådslå; lange, underhandlende flammer slår som spørsmål og svar fra den ene til den anden. De nærmer sig til hverandre; de fastsætter en overenskomst, 82|for jeg ser dem veksle håndtryk i venskabelige luer, de strækker lange ildarme ud til broderlig omfavnelse; nu er de ganske tæt sammen, nu er der kun een sol, en ild så stor, at jeg, som har skabt den, ikke formår at slukke den. Ildskikkelsen går langsomt fremad — —

Herre, frels mig, ti jeg forgår! Jeg blir fortæret af den ild, som jeg hade i min sjæl, og som jeg har sluppet løs, fordi jeg ikke kendte dens vælde! Nu kender jeg den; aldrig burde den ha været draget frem; den skulde ha ligget bundet i mig, gemt, men ulmende; kun gnistvis burde den være kommet ud. Hvad har jeg gjort! Herre, du er mægtigere end jeg, sluk denne ildverden, eller ta den i din tjeneste! Jeg trygler dig, jeg er i din hånd, jeg er intet —

Nu forsvandt det; jeg er alene. Hvor er han, jeg anråbte? Verden er gennemsigtig, der er ingen Gud at se — ingen reddede mig uden mit eget ord. Det skabte, det tilintetgjorde osse. Ingen hjalp, ti der er ingen fremmed magt uden for mig. Jeg kan heller ikke mærke mig selv mer, jeg ved ikke, hvad jeg er, jeg er henvejret, tilintetgjort, jeg er ingen steder, jeg er overalt. Ja, jeg er urtåge, gledet ud i rummet. Og dog er jeg en tanke eller en fornemmelse, midt i verden. Jeg sidder midt i den uendelige udstrækning, omkring mig er der tåger. Alting er gået under, blandet sammen. Men jeg er kærnen til en ny verden, om mig skal den samle sig igen — — nu forstår jeg det: jeg er sjælen i det, verdenssjælen. Materien skal forme sig om mig, ved mig; af min tanke, som er den eneste i altet, skal om årmillioner andre tanker fødes; jeg, verdenssjælen, skal, når jeg gennemgløder stoffet, skabe en ny sjæl, mig underlegen; der er kun een tanke i verden, og når den indgår forbindelse med det døde stof, skabes en ringere tanke, aldrig kan jeg skabe noet, der er mig jævnbyrdigt — — — nej nu forstår jeg det: jeg er Gud.

Som mig kommer der aldrig fler. Jeg er både skaberen og stoffet. Mit første værk, mit forsøgsværk, har jeg ødelagt, og det hænger om mig som en stoftåge. Mine tanker gennemfarer tågen som en bølgen, min ånd gløder ud igennem den og sætter den i bevægelse, min kraft bringer den til at trække sig sammen og derved langsomt vinde i styrke.

Således vil jeg sidde i lange tider og drage verdenstågen sammen 83|om mig og føle min kraft gennemtrænge den og avle mangedobbelt kraft i det ellers døde stof.

Således vil jeg sidde og føle, hvorledes min sjæl meddeler sin gløden til den kolde verden, hvor den fra mig udgåede ild formerer sig til en uendelig ild.

Således vil jeg langsomt, langsomt, i tryg bevidsthed om min skabervælde frembringe en ny verden omkring mig.

Hvem er den frække, der vover at forstyrre verdensstoffet i sin hvile og vække ånden, der ruger over tågekuglen?

Hør! langt nede taler det; ordene stiger op, stødvise, dæmpede sitrer de op til mig, og når de kommer til mig, opfatter jeg kun et bristende suk.

Har ødelæggelsen glemt noen? Vis dig og tal!

Hele verden er ødelagt, men på en enlig sten sidder der en afsindig digter tilbage og bander og klager over sin skæbne.

Herre, jeg har ikke noet at takke dig for; mit hjærte tilsier mig snarere at forbande end at velsigne.

Herre, jeg er ikke som en af de små hunde, der bjæffer arrig ad folk, fordi det tilfredsstiller dem at høre sig selv skråle, men som løber med halen mellem benene, når man vender sig om efter dem; jeg er heller ikke som de hunde, der nærmer sig med ydmyg logrende hale og krogede af ængstelig begærlighed efter kærtegn; jeg fordrer kun min ret, og det er det, som jeg har brug for og trang til.

Herre, hvis du ser med velbehag på den troendes krumme ryg, men harmes over tænkerens oprejste pande, da slå til! Hvis du ikke vil det, så hør din uret.

Hvorfor har du giet mig en guddommelig sjæl i et afmægtigt legeme? Hvorfor attrå til alt, men ævne til intet?

Hvorfor er jeg ikke blevet almægtig? Sig mig det, og forsvar dig, om du kan!

Jeg har i min sjæl riger af skønhed, som intet steds findes på jorden; hvorfor kan jeg da ikke sie til dem: bliv! og så se dem stå der? Da skulde jorden blie skabt om, da skulde der komme en 84|verden, hvori intet er ufuldkomment, og himlen skulde forbavses derved.

Hvad er jordens største herlighed mod den beskedneste af mine drømme, mod det ringeste af mine idealer! Og intet af dem blir til virkelighed; nej, men den hæslige, grå virkelighed, den blir stående.

Ved du da ikke, hvad skønhed et menneskes tanke kan undfange? Gi mig almagt, at jeg kan vise dig det! Menneskenes tanker er højere og skønnere end din skabning, vi turde vove mer, end du har vovet, vi er allerede langt videre end du. Forbandt du måske denne uhyre skabertrang med vor afmagt for på den måde at pine os mer følelig?

Og jeg skal dø; tusender som jeg er døde, og med dem er der gået verdener af skønhed under, men ingen kendte dem, og det har altsammen været spildt. Jeg skal dø, og ingen skal kende de tankeverdener, som forsvinder med mig. Alt det opstår kun for at gå til grunde; det har kun været kendt af een, og denne ene har det været mer til sorg end til glæde, fordi han vidste, det var dømt til at forsvinde igen, ukendt, uvirkeliggjort. Jeg skal dø, og min sjæls verden har været forgæves. Ti det billede deraf, som jeg møjsommelig har digtet frem, var kun et skyggebillede — det ved du, og jeg kan tænke, du ser med tilfredshed ned på min uformåenhed.

Her er jeg bundet til en hæslig klippe, din verden, ikke min, og her er min uophørlig brændende skaberattrå fængslet med mig.

Jeg skal dø! Jeg sier mig det med harme og forbandelser, og hvad der har levet i mig, skal ingen kende, det skal ha været til ingen nytte, og i den store verden skal det kun efterlade svage spor, som snart slettes ud.

Men du vil ikke skænke os mer ævne, end hvad du karrig har tilmålt os?

Misunder du os i din stivnede fuldkommenhed? ti vi går dog stadig fremad, men du ikke; vor kraft blir større ved brugen, din ikke. Frygter du måske for, at din forstenede almagt ikke skal kunne tåle sammenstødet med vor kraft, der vel er mindre, men levende?

85|

Frygter du, Herre?

Jeg ser — —

Ja, jeg ser den gamle Gud sidde ensom midt i sin tomme himmel, omgiet af dødsenstavs herlighed, forladt af alle, skælvende, forudskuende i sin alvidenhed — —

86|

Den barmhjærtige samaritans beretning

Jo, endelig fandt jeg ham da. Jeg vidste nok, at han var blevet kastet af sadlen, at han var taet i nakken og smidt ned på jorden, men det tog noen tid med at lede ham op.

Det er en slem medfart, de har giet ham oppe i de højere regioner; aldrig har jeg set sådant et syn. De vilde naturligvis sikre sig imod, at han kom igen.

Her er de vigtigste detaljer, som var iøjnefaldende ved den første undersøgelse: Oven på hodet har de anbragt en svær blyplade, der er skruet fast på bægge tindinger, og som åbenbart må udøve et uhyre tryk på hjærnen; den skal virke som dæmper, hvad der vel nok kan behøves. Så vidt jeg kan forstå, har de osse pillet ved selve hjærnen; jeg kom til det næsten sikre resultat, at de har blødgjort den på flere steder. I nakken, ved ledknuderne, fandt jeg en underlig lille elastisk kugle, der formodentlig skal tjene til at gøre ham duknakket — han knejsede jo osse en del mere, end tilladeligt var. Desuden fantaserede han noet om en sølvklokke inde i hodet. På hans næthinder er der anbragt adskillige større og mindre pletter, hvis hensigt jo er tydelig nok, og så har de langt inde i ørene fået sat et par små — hvad skal man kalde dem? — snurrebasser, der foruden at frembringe støj og således besværliggøre hørelsen — han antoges jo at høre mer, end han skulde — tillige, så vidt mine undersøgelser tillader mig at konstatere det, er i stand til at frembringe en vis smærte.

Det var hodet. Men heller ikke det øvrige legeme har de sparet, for de har indsat smærtefrembringere på forskellige steder, for at de skulde opta hans tanker og lede ham bort fra flere udskejelser 87|og i det hele taet tæmme ham, hvis han trods de ovennævnte kapsuner skulde blie for springsk, digterisk set.

Om hjærtet har de lagt en slags kapsel som en bræmse mod altfor hidsigt blodomløb, og i spidsen af hjærtet har de fastgjort noet dingeldangel, der absolut må virke meget irriterende. Rygraden har de haft en hel del hundekunster med, for eksempel i form af små, drilagtige stifter, indsatte på forskellige steder. Som noet forholdsvis mere spøgefuldt opfatter jeg flere sindrige mekanismer, der er anbragt på visse muskler, og som har det formål at skaffe ham en smule adspredelse i form af uskyldige krampetrækninger. Og hans højre hånd, den frække højre, har de heller ikke glemt, men stækket dens kraft ved meget vise regulasjoner af blodtilløbet.

Det er altså den forfatning, han er i. Hvad hans forstand angår, da kan jeg ikke udtale mig med noen bestemthed om den; for øjeblikket er det ikke muligt at få noet fornuftigt ud af ham, men hils hans familie og sig, at jeg indestår for hans liv.

88|

Delirium

Ved en større pigeskole blev der afholdt eksamen i håndarbejde, og ved denne lejlighed blev der uddelt præmier for de bedste ting. Præmierne var kærester. Jeg selv blev i den egenskab foræret bort til en trettenårs pige som belønning for en broderet sjemise med blonder på. Men jeg vilde ikke. — Har ingen tid, sa jeg til skolebestyreren. Kærligheden er en bræmse på livets hjul, og den er en passjonsblomst, som ikke trives godt i min have.

Unge mand, sa bestyreren, som tilfældigvis var dansklærer, ikke fare sådan omkring fra den ene lignelse til den anden! Og mens han halede et stykke blå blyant frem for at sætte en tyk streg på min mund, skyndte jeg mig og siklede hjem.

Dernæst lå jeg på min sofa og røg tobak. Hun — kæresten — var en flue, der sad på min næse; ti kun under den form, hade jeg sagt, vilde jeg tåle hendes selskab.

Men så sa hun lige med eet: Luk øjnene, ellers ser du for meget! Det syntes jeg nu ikke, der var noen grund til, og så blev hun vred og slog skørterne sammen og fløj sin vej.

Jeg blev bange og vilde løbe, men da jeg skulde ned ad trappen, vågnede min værtinde Junos svin, og deres grynten røbede mig. Inden jeg slap ud, måtte jeg derfor kysse hende; dog kom min lorgnetsnor imellem og afparerede delvis og heldigvis kysset. I næste øjeblik spaserede jeg ned ad svineryggen, tænkende på kyssets poesi og digtende således:

89|

(Anm.: Jeg kunde i digtningens hede ikke finde noet bedre udtryk end »meget stort«. Derfor lod jeg det foreløbig stå; senere vilde jeg dog naturligvis ha erstattet det med en mere malende betegnelse.)

Mit ideal er sødere at kysse end andre kvinder og herligere at omfavne —

(underforstået: fordi hun tar dagligt styrtebad. Anm.: Jeg hade ikke fundet hende endnu.)

Da kom der en bølle og afbrød mig.

Pengene eller livet, sa han og lettede på hatten.

Se dig for, dit fæ, og la være med at læse fjollede røverromaner, formanede jeg. Sier man sådant noet nu? Skammer du dig ikke! Du er jo en hel menneskealder tilbage i udviklingen.

Han så meget flad ud. Men hvad skal jeg gøre? spurte han. Det er så koldt.

Læg dig efter lommetyveri. Det varmer i alt fald om fingrene.

Storartet, jublede han. Det råd gir jeg en lommefuld for.

Derpå tog han mig ærbødig under armen, og i livlig diskussjon fulgtes vi ad for at gå hen og spise frokost.

Hvem er vi? henkastede jeg under vejs til individet. Jeg synes ikke, vi er mennesker. Med vore fødder står vi i søle og regn; om vort bryst er der glødende skyer, vi føler lynilden spille om vort hjærte, ikke sandt? Men om vort hoved er der ro og skyfrihed. Forstår du det? Vi bevæger os i tre regioner, fødderne i jordens region, lænderne og brystet i skyernes og tordenens dunkle og brændende region, og hodet i himlens salige region. Hvem er vi? sig mig det. Der er smuds om vore fødder og herlighed om vort hoved, men på midten støder bægge dele sammen og strides med vekslende held; smudset sejrer mest mod den nederste grænse, herligheden har oftest overhånd op mod den øverste grænse. Der er skident vand ved vore fødder, klar, uforstyrrelig ild om vort hoved; midt på kæmper ilden og vandet; dær foregår stadige omvæltninger, uafbrudt vekslen; dær bygges op med ildhåb og slukkes ud med dynd, og dog ryger ilden altid under dyndet, men uden røg brænder den aldrig. Hvor stor er vel menneskets højde? 90|Vore fødder træder på tusser og øgler, og om vore øren svæver der engle med forfærdelige vingeslag. Er vi ikke Prometheus? Ti på vore lænder sidder der gribbe og bearbejder vort kød, og det, der hakkes bort, vokser altid ud igen.

La os nu hellere gå hen og spise frokost, foreslog min ven. Hvor skal det være?

Jeg ved ikke noet sted i hele geografien, hvor jeg kunde ønske at spise, erklærede jeg. Dog vilde jeg nok være med til en iskold bajer i Sahara eller en glohed romtoddy på Himalaja, og dog ved man sig intet sted sikker mod turisters efterladte madpapir, æggeskaller og ølflasker.

Så tar vi en utopisk frokost. Et fad risengrød og to bajere! imødeskreg han den tililende opvarter.

Kan De ikke se, det står på bordet? sa opvarteren.

Det gjorde det virkelig osse. Men jeg fandt det ikke efter ønske og ytrede derfor:

Mens vi spiste, fortalte den anden følgende: Der sker mange mærkelige ting her i verden, gudskelov. Se, når jeg sier gudskelov, er det bare for at gi min taknemlighed luft; så har jeg gjort, hvad jeg kan, og om det ikke træffer rette vedkommende, det blir jo ikke min sag. Altså, jeg har en gang elsket en grevedatter, og vi hade stævnemøde een gang. Hun var klædt i hvidt flor eller sådent noet. Hun stod på en bakke med solnedgang bagved, og da jeg nærmede mig for at ta hende i mine arme, så var hun blevet til en hvid sky. Men det værste var, at der stod to gule, grevelige hunde og grinede ad mig. Dem er jeg aldrig blevet fri for siden. De løber altid og griner ad mig, når jeg vil elske mig op i en højere klasse. Det har gjort mig til et elendigt menneske. Jeg har altid tabt, jeg har altid fået klø, når der i det hele taet var noen at få; men jeg har til gengæld fattet den dybere mening i tilværelsen. Sådan som livet tar sig ud, det er ingen ting, men det, der menes 91|med det, er i sandhed noet, for alt er symbolsk. Når derfor en af mine kammerater, der ikke er fine folk som De og jeg, stikker mig en på kassen, da kan jeg med ophøjet sindsro og uden at fortrække en ansigtsmuskel sie til ham: Den på kassen, du dær smækkede mig, er ikke blot en almindelig øretæve, den har tillige en symbolsk betydning, som er skjult for dig; du er til dels kun et redskab for en højere magt, og derfor har du ikke opnået at fornærme eller ydmyge mig, men kun skaffet mig en synlig åbenbaring fra noet usynligt, som det er min opgave at forstå. Lisådan andre tilstødelser, som at min kone rendte sin vej med et andet mandfolk, eller at jeg engang fik et par års tugthus og sådan videre — det er altsammen symbolske foreteelser, der har den allerstørste interesse og betydning for mig. Jeg betragter det osse som en åbenbaring af den ukendte magt, når det er mig, der gir en anden på tæven, hvad jeg somme tider gør; det er jo ikke mig, der vil, men noet, som driver mig, forstår De, så jeg ikke kan la være; det er meget interessant.

Ja, det er sgu vist, istemte jeg; men nu må jeg nok helst hjem og i seng; og dermed gik jeg hjem og la mig.

Men aldrig så snart var jeg faldet i søvn, før jeg fik et pludseligt og voldsomt anfald af ulykkelig kærlighed. Jeg satte mig halv vågen op i sengen og ga mig øjeblikkelig til at udnytte samme anfald. Jeg var mægtig inspireret; versene væltede ud af mig.

Men straks efter kom der en bedre ide:

Men på dette sted vågnede jeg fuldstændig op og tænkte: Nej, det er da noet sludder! Hvorpå jeg gik videre med mer omtanke:

92|

Hvad pokker er dette her? tænkte jeg og vågnede igen, og dermed stansede det vers. Så gik jeg ned ad en lang korridor; den var rød; bunden var varm. Langs væggene hængte der net, fulde af ting, der var forvredne på en underlig måde. Jeg indså straks, at nettene var mine vers, og det forvredne min ulykkelige kærlighed. Så åbenbarede der sig en skikkelse, og jeg forstod, at det var den kvinde, der var mig bestemt af skæbnen. Hun så på mig med et par øjne, der lignede sugekopperne på en blækspruttes arme, og hun talte således til mig:

93|

Jeg vil blæse dig et stykke, sa jeg og var igen hel vågen. Får den nat da aldrig ende? Jeg var nu ikke forelsket mer, men hver gang jeg faldt hen, tog versene på vej og lavedes af sig selv inden i mig.

Jeg drømte videre. På min vej traf jeg en kokette, som hade sit hjærte liggende på et bræt og bearbejdede det af alle kræfter med en stor hakkekniv. Stumperne var allerede ikke større end finker, men de skulde nok blie mindre endnu. Hun hakkede, jeg så til. Så holdt hun med eet op og sa: Nu skal vi se! Hun snappede en lille sølvgaffel, tog mig om halsen med den ene arm og stak mig med den anden hånd noet af hakkemaden i munden, idet hun så aldeles forførerisk på mig, og samtidig sa hun disse forklarende ord:

Koketteri er hjærtefinker, en gaffelfuld til mands.

Jeg gik baglæns ud, mere dødelig forelsket end noen sinde, bandende og lynende over min ulykkelige skæbne; men jeg slængte hende dette vers i ansigtet:

94|

Da jeg kom ud på marken, var der ikke andet at se end en gammel kælling langt borte i horisonten. Så snart hun opdagede mig på flere mils afstand, for hun løs på mig og skreg: Nå så du er forelsket! Og så ga hun mig et kys, et smadderkys tværs over hele ansigtet; det begyndte lidt fra det venstre øre og gik skråt ned efter og endte ved underkæben noet til højre for hagen.

Rejs dig til helvede, sa jeg og spyttede, og øjeblikkelig tog fanden ved hende på et kosteskaft, så skørterne slog smæld om hendes lådne ben. Men derefter kom hendes elsker farende over mig i panser og plade, og han skreg: Din bondelømmel! Skal du kysse hende, som min sjæl elsker! Han hævede i sin højre hånd et stort stykke favnebrænde for at mase mig med det, men jeg trak min økse og huggede ham ned, hvorefter jeg digtede følgende vers over ham:

Som jeg sådan gik, kom der en pæn, sortklædt mand hen til mig og spurte:

Nå, den herre er måske digter.

H–ja, det er jeg endda i høj grad.

Det glæder mig usigelig. De hører muligvis til de største, antog han med et udtryk af stor beundring.

Ja, det kan De bande på, bedyrede jeg og mumlede noet ved mig selv, som om jeg fremdeles digtede.

Pludselig følte jeg mig voldsomt grebet ved det ene øre, og i næste øjeblik svævede jeg højt oppe over jorden.

Nu har jeg dig, skreg han, og du skal ikke så næmt slippe fra mig igen, for jeg er Satan selv. Nu er du min slave, min digterslave 95|og digte for mig skal du hver eneste dag, så længe der er noet spor af vær i dig.

Efter forholdsvis kort tids forløb dalede vi ned på et eller andet hundekoldt bjærg — fanden alene ved, hvor det ligger.

Se så, sa han, nu skal vi se, om du kan digte dig varm. Hvis du er den, du gir dig ud for, så må der stå sådanne luer af dig, at sneen smælter i en mils omkres. For resten skal ingenting mangle dig; disse sorte, hårde klipper skal, så snart du ønsker det, forvandle sig til hvide, bløde jomfruer, og bækkene skal flyde med alle de begejstringsførende vine, du kan opregne. Alt kan du få til stadigt brug, det koster dig kun et ord, for jeg lønner mine slaver kejserlig. Men så vil jeg osse anbefale dig, at du er vel inspireret, for ellers skal det blive sidste gang, du har pralet af dine digtergaver.

Godt, sa jeg; la så disse stene straks blie til lækre gule ærter og til saftigt galteflæsk, hvidt og blødt, og la bækken rinde med den mildeste og køligste af alle vine, ti dær, hvor dunsterne af den skal stige op, dær syder og bruser det tilstrækkelig i forvejen, så der er ikke plads til mange flere dampe.

Mens jeg spiste, sad han og lod uophørlig sine øjne rende hid og did på min person, som om han samvittighedsfuldt indprægede sig forskellige småtræk mig vedrørende, og da jeg var færdig, slikkede han sig om munden og anbragte sig i en magelig, lyttende stilling, allerede gabende af forlods beundring.

Ja, min gode Satan, præluderede jeg, hvis jeg skal digte for dig, således som jeg unægtelig er i stand til, så kan du ikke få lov til at sidde dær ledig på din helvedes rumpe. Alt det materiale, som jeg behøver til at digte, må du uopholdelig skaffe mig, så at jeg kan mætte min sugende sjæl med beskuelsen af det. Jeg henter mit stof fra alle verdens egne, og om det muligvis undertiden er fra egne, som ligger uden for verden, det bekymrer mig ikke, jeg må øjeblikkelig ha det her for mig, så at jeg kan inddrikke essensen af det. Vil du ha ægte poesi, så bringer du mig hele verden her, i udtog, forstår du, i vældige, men kortfattede uddrag, sådan at jeg kan omfatte det uden at risikere at sprænges. For en digter må se hele verden og det helst på een gang, han må samle den, se ligheden, enheden i det hele.

96|

Satan begyndte nu at se noet betænkelig ud.

Det skal selvfølgelig være mig en fornøjelse, kære Satan, at diske op med et helt verdensepos — mere kan du vel ikke forlange — og hør nu godt efter, så skal jeg kortelig gennemgå, hvad jeg eksempelvis har brug for. Du må skaffe mig fem hundrede hekserumper, som har redet til Bloksbjerg i fem hundrede år, for at jeg ved beskuelsen af dem kan finde et symbol på det skønhedsfattige og poesiforladte, som der desværre findes så meget af hos menneskene — endvidere fem hundrede halvfjerdsindstyveårige mødomme, at jeg kan ha noet, hvormed jeg kan sammenligne en verden, der ikke længere er modtagelig for begejstring, og som ganske har fået udslukt den åndens ild, som man i mangel af bedre betegnelse har kaldt guddommelig.

Satan vred sig frygtelig og så ud til at være meget ked af det, og jeg gad ikke mere se på ham.

Hvad det alvorlige parti angår, så må du, hvis du vil se mig noenlunde begejstret, skaffe mig fem hundrede hjærter, som ulykker har fået til at briste, og liså mange hjærner, blødgjorte af unyttig renden rundt i håbløshedens sirkel, og du må la mig høre alle de skrig og suk, som sorger har presset ud af menneskene i de sidste fem hundrede år.

Om erotiken er der det at sie, at alt, hvad der elskes i dette øjeblik, uopholdelig må bringes til min kundskab, sådan at jeg kan se og høre det under eet. Forstår du, Satan, alle elskende skal samtidig vise sig for mig i eet syn, alle deres kys skal som en permanent plaskregn klaske om mine øren, så at selv ikke det svageste, lunkneste undgår mig, men træder ind i det store elskovsor-kester og udfører sit parti. Alle former for elskov forlanger jeg at se, og den tilsvarende hjærtebanken skal træde ind i symfonien som dristige stortrommer eller tilslørede pauker. Og af alt dette, som kommer til mig gennem mine øjne og øren og fornemmes gennem mit hjærte, skal jeg uddrage en erotisk lyrik, som man endnu ikke har hørt magen til.

Så er der realismen. Du henter mig alle de mennesker, som på en eller anden måde stikker op af det allerjævneste, og du fører dem frem for mig, blottede over det hele, så at mit blik uhindret kan gennemgå og udforske deres ganske habitus. Jeg skal se deres 97|begærligheder sidde i store skjolder på dem, som stinkende svinefedt, og deres små ondskaber og lumpenheder kravle omkring deres hjærte som uhumske lus. Du skal ta låget af deres hjærnekister og la mig se dumhedens blinde maddiker vælte sig i den ufrugtbare fedtmasse. Og hvis du på din vej over jorden finder nogle, som dufter af nævneværdige dyders altid friske pomade, og som er noenlunde lusefri, så bringer du mig osse dem, for at jeg kan bese dem og ta mine noter.

Men du får endda meget mere at bestille, når jeg kommer til det rasende parti, den glubske afdeling af mit digt. Du må samle alle naturens herligheder og rædsler tæt om mig, Himalajas stiltiende snebjærge og Saharas brændende sand, fuldt af løvers brøl og lyden af tørstige menneskers stønnen. Og alle de vildeste, spidseste og stejleste klipper, der som hånende pegefingre frækt stritter op mod himlen i forstenet, tusendårig trods, alle de mest højrøstede vandfald, der vælter sig ustanselig fra den samme bjærgtop ned i den samme afgrund, arrig udråbende skummende forbandelser over, at der aldrig undes dem et sekonds hvile — al den slags må du stille op rundt omkring mig. Og over mit hoved må du genne sammen fuldtlastede tordenskyer, og du skal la dem åbne deres ildsluser ned omkring mig med sådanne skrål, at jeg skulde tro, det var helved selv, du hade vendt bunden i været på og stablet op over jorden. Straks derefter må du bore mig et hul op gennem himlens blå fæstningsmur, at jeg bekvemt kan se ind i den herlighed, der ligger bagved, og samtidig må du pålægge englene at afsynge deres bedste kantater, for at min inspirasjon kan blie fuldkommen. Men hvis der ingen sådan herlighed er bagved, da har du at sætte en stige til hullet, så at jeg uden altfor overmenneskelig besvær selv kan kravle derop og forvisse mig om, at der er tomt.

Skaf mig alt dette, Satan, så indestår jeg dig for en sådan inspi-rasjon, at du kan være stolt af, at du har valgt mig til din hofdigter — men hvis du ikke gør det, da skal jeg i den grad dænge dig til med forhånelser, at det skal blie hørt langt ned i helvede, og du skal blie nødt til at la mig gå og nødt til at erkende, at det ingenlunde går an for en stakkels djævel, der ikke er almægtig, at binde an med en rasende digter.

98|

Da jeg derpå tog øjnene ned fra himlens opmærksomme stjærner, var der ingen Satan at se, men derimod nok spor af ham, for de dampede endnu helt varme og svovlede efter de forbitrede fodtrin, han hade sat, da han smurte haser. På den måde blev jeg altså fri for ham, men i mit ene øre har jeg endnu et mærke af hans fingre fra dengang, han nappede mig, og dær kan det — især i ondt og mørkt vær — gøre så satans ondt, at det er for mig, som om jeg havde selve djævelen i kroppen, og så drømmer jeg igen den salige, men unyttige drøm, at jeg har Satan til at stå på pinde for mig og opvarte mig med alt det inspirasjonsstof, som jeg har behov —

Nå, men da jeg så kiggede nedefter, opdagede jeg efter noen anstrængelse en stakkels fyr med ubørstede tænder og sorte tæer, og som lignede noet, jeg syntes, jeg hade set før. Han kom nærmere, åbnede sin klosetdør og tilstinkede mig følgende meddelelse:

Din kone og dine børn har allerede længe ventet på dig med sødsuppen og pandekagerne og ber dig om at komme straks, fordi du vel for fanden snart må ha afdigtet, al den stund du begyndte lige efter frokost, og det nu er langt over middag!

Jeg rejste mig og gik sagtmodig bandende ned ad mit bjærg. Da jeg kom hjem, sad min kone og mine børn allerede ved aftensbordet, for det hade taet meget længere tid med at nå tilbage, end jeg hade troet; jeg satte mig osse ned og kastede et blik hen over herlighederne.

Grisesylte, en stor rund, fladbuet porsjon på et blomstret fad, der er klinket på flere steder. I syltens ryg knejser en tobenet gaffel og nyder udsigten. Dær ligger en brun medisterpølse som en tam, fedtglinsende, sammenrullet slange, i enden et stykke tråd, der ligner en kort, stivnet grisehale. Rudret flæskesteg, snehvid, fedmegnistrende. Rullepølse, aflang og svagt hvælvet som et lemmeløst ansigt.

Jeg breder mig fedt for bordenden. Vi æder alle tavse og i vore ansigters sved. Min kone er gal i hodet; hun ruger over den anden bordende som en sur tordensky. Grådig som en rovdyrklo begraver gaflen sig i syltens ryg. Pølserne vrider sig og vrikker 99|ængstelig, mens de modstræbende parteres, men husmoderens faste tag tillader dem ingen smutten ud.

Gennem vinduerne ses Guds fri natur. Mod vest er himlen som blussende rødgrød, lind og mild, og luften bævrer sjeleagtig hen over den unge rug, der ligner hakket spinat. Mod øst står månen som en gul smørklat oppe over engene, der damper som en bolle varm puns. Dær henne rager en lys skrænt op som et overskåret sigtebrød, og de små mosevande med mange fremspringende knolde og tuer er ganske blodrøde ovre mod solnedgangen, så de ser ud som assjetter med syltede kirsebær.

Efter endt måltid læses bordbøn:

Men hvad er dette her dog for noet kogleri? tænkte jeg så; det går ikke rigtig til. Hvornår har jeg pådraget mig alt det familie?

Fortryllelsen løstes i næste øjeblik, da min kone kom hen og vilde kysse mig, mens en lang hale af børn stod bagved og ligeledes vilde kysse. Da strakte jeg min hånd afværgende ud og sa:

Du er ingenlunde min kone, og disse er ingenlunde mine børn; I er allesammen ikke andet end drøm eller hekseri. Og dermed kan I gærne forsvinde, for I er opdagede.

De forsvandt virkelig. Det meste af mit fedt forsvandt osse, og da jeg så nedad mig selv, hade jeg fået min sædvanlige slankhed igen.

Det var bælgmørkt. Jeg kom i bar skjorte ind i en stor, oplyst sal, hvor mange mennesker sad ved et festmåltid. Selv stod jeg ved bordenden, iført sort kjole med mange ordener, og holdt tale 100|Jeg — i bar skjorte — så beundrende på mig selv — i kjole — og syntes, jeg så meget fornem og velhavende, men tillige en del vigtig ud, og jeg turde derfor ikke gå hen og presentere mig.

Straks efter oplæstes en kalligraferet lykønskningsadresse, der begyndte sådan: Vi undertegnede lus og maddiker bringer herved Deres kolossale sjeni vore mest overvældende gratulasjoner — —

Jeg hørte ikke mer, men kastede mig ned i en krog og græd.

En dame kom hen til mig og spurte venligt:

Hvad græder du for min dreng?

Jeg kan ikke blie til noet, sa jeg. Hver morgen vågner jeg med den overbevisning, at jeg er en sjælden begavelse, min dag går hen med at vente på, at jeg skal frembringe noet uhyre, noet overmenneskeligt, og hver aften går jeg i seng med den usalige tro, at jeg er den mest sølle af alle idioter. Men jeg forsikrer, at jeg har den allerstørste lyst til at blie et sjeni — mine forsikringer omfatter allerede ikke få bind — ingen kan egne sig bedre til det end jeg, og jeg kan ikke gøre for, at det er mig umuligt at opfiske de herlige ideer, som dog faktisk findes i mit hoved. Jeg er virkelig et sjeni, jeg må da vide det bedst selv, men ingen vil tro mig. Mange gange må jeg skrige højt i pine og utålmodighed, fordi jeg tydelig kan mærke aldeles geniale ideer, som er lige i overfladen af min sjæl, de er næsten fremme, jeg kan lisom fornemme den bølgebevægelse, de fremkalder, idet de skal til at dukke op — og så blir de dernede! At man ikke kan læse dem på mig, når jeg nu sier, de er der!

Nej, det kan ikke hjælpe; jeg blir aldrig til noet. Min sjæl er en vidunderlig sø, der er fuld af de forfærdeligste fisk, men ingen menneskelig magt kan få den mindste af dem op. Men de højst interessante bølger, der som pilespidser betegner deres gådefulde overfladeleg, de hastige, ubegribelige skygger, som lader en ane deres dybsindige fart — gå hen og læs mine samlede skrifter!

Det er forgæves. Jeg står op som et sjeni og går i seng som en idiot, og en gang skal jeg dø som en idiot, og folk vil beklage mig og sætte over min grav: Her hviler det ulykkeligste af alle fæhoder, og la ham endelig hvile i fred! De vil ikke en gang tale ilde om mig, for at jeg ikke skal høre det i den anden verden og af 101|lutter ærgrelse gi mig til at gå igen og plage dem med endnu flere forsikringer.

Men jeg kan gifte mig, er der noen, der sier. Måske det, der er undersøisk i mig, vil komme oven for vandet hos mine børn. Jeg, som er revnefærdig af ideer, som måske kunde ha sat en af de største digterrekorder, men som af en rent tilfældig grund ikke er i stand til det, jeg skulde i al beskedenhed stige ned til at frembringe børn! Jeg, som begærer at være et sjeni, skulde slå mig til tåls med udsigten til at blive far til et sjeni! Nej, det skal ikke ske, jeg tar alting med mig i graven, min uskabte poesi og mine uskabte efterkommere.

Men da jeg så op, bemærkede jeg, at det var den kvinde, skæbnen hade bestemt til mig, som jeg for anden gang hade mødt.

Du kommer til at gå igen, sa jeg. Kærlighed er lykke nummer to, og jeg har, som du jo hører, ikke fundet nummer een endnu. Du blir nødt til at vente, til jeg har sikret mig den; ti folk som jeg tør ikke vende om på vigtige sager og la det sidste komme først.

Hun gik. Tredje gang! sa hun, det var det hele.

Da jeg kom udenfor, frøs jeg sådan om fødderne, at jeg måtte gå ind i en butik og købe mig et par strømper.

Vi har dem med og uden lægge, forklarede butiksjomfruen, og med særlig plads til knyster og ligtorne og til smudslag efter ønske, indtil en halv tomme.

Disse her er gode, sa jeg, men det er forfærdeligt, så de trykker.

Nu skal jeg hente Dem et skohorn, lovede hun, og lidt efter kom hun igen med en støvleknægt.

Der er ikke meget ved at leve, ytrede jeg.

Nej, jeg er som et fad grød på alfar vej; enhver kommer hen og tar sig en mundfuld, hvorefter han skyndsomst går sin vej igen.

Og jeg! jeg står og ser dem forlade mig allesammen, mens jeg tæller på fingrene sigende: Osse du min søn, Brutus, osse du min —

Og så videre, sa hun. Vi omfavnede hinanden, og derpå gik jeg ud på gaden og holdt en tale.

102|

Mine damer og herrer! Lad os gå ud fra, at ånden er et levende væsen. Vel! vi indeslutter så et menneske i en lufttæt glaskasse; han vil kvæles, det vil sie: ånden vil slippe ud af ham, men vil den osse slippe ud gennem kassen? Ja, antar De virkelig, mine ærede tilhørere, at et levende væsen kan gå gennem fuldkommen tætte vægge lisom varme og elektrisitet? Selvfølgelig ikke! Altså, når jeg har en ånd inde i en tæt kasse, så kan den ikke komme ud, den kan f. eks. ikke sendes til helvede, så længe kassen holder. Findes der nu bare et stof, der er så tæt, at det kan holde på en sjæl? For det er jo klart, at en sjæl kan gå gennem et nøglehul eller gennem et synåleøje og overhovedet gennem en åbning af en hvilken som helst lidenhed. Fremstil derfor et stof, hvori der ikke findes porer, så skal jeg lave beholdere af det, som vi kan gemme sjæle i — i det mindste lige til dommedag, for så blir vel alting slået i stykker. Men det er en smuk tanke at narre helvede for tusender sjæle i al den tid, ikke sandt? Så kommer dertil, at man kan gøre disse sjælebeholdere meget små, idet jeg går ud fra, at sjælen kan sammentrykkes, og det blir altså muligt for os at gå med den udødelige del af vore kære hedenfarne — som man jo i grunden ikke længere kan kalde dem, da det vigtigste af dem ingen steder farer hen — dinglende ved vore urkæder eller siddende i vore brosjer.

Under stærke hurraråb skiltes mængden ad, og de tilstedeværende kemikere styrtede lige hjem til deres laboratorier for at opfinde det fornødne sjæletætte stof, men en pæn, ældre mand, der vist slet ingenting hade forstået af det hele, og som formodentlig derfor antog det for en præken, kom hen til mig, lettede på hatten og spurte: Hvornår taler hr. pastoren næste gang?

Med det samme, min kristne ven, svarede jeg og besteg prækestolen.

Hvem er det, jeg ser sidde dær henne, langt borte fra os andre? Det er et hovmodigt menneske; læg vel mærke til ham, kære venner. Se, han har vandret dydens smalle, stenede og ujævne sti; han har arbejdet sig frem med forsagelsens krogede ryg, og med troens stift stirrende, rødkantede øjne, der kun så den foran liggende bakketop, hvor saligheden efter sigende skal findes. Ikke et sekond har han hvilet sig, han har uafbrudt marsjeret videre på sine fordærvede fødder, og han har samlet bestandighedens bitre 103|sved på sin smærtende ryg. Nu har han nået toppen, og han hovmoder sig. Intet andet har han set end denne top, og intet tog han med sig på vejen. Selve marken, som vejen gik hen over, blomsterne på den, fuglene, solskinnet — alt det var ingenting for ham; der var kun en vej, der førte til en højst problematisk top. Men nu sidder han dær, og han tænker med medynk på dem, som endnu ikke er nået så højt, og med foragt på dem, der slentrer magelig hen ad lastens brede, makadamiserede kongevej. Se, min kære menighed, hvor han nu sidder og piller i sin retfærdigheds sure ligtorne, idet han mener, at deres stank er en behagelig offerrøg i Guds næse!

Efter endt tale gik jeg ned og fulgte for en gangs skyld med vrimlen for at se, hvad det kunde blie til. Strømmen førte mig hen til en stor markedsplads, og idet jeg fulgte med de fleste, kom jeg lige til en negerkaravane. En kulsort pige tog imod mig og førte mig for en betaling af ti øre hen til en række kighuller.

Værsgo, sa hun, og jeg kiggede, men trak straks næsen tilbage igen og så spørgende på pigen. Nu hade hun fået sorte vinger på og lignede en slags djævlepige.

Værsarti herre, sa hun igen; her ser De helvede lige fra sin første begyndelse af og indtil vore dage. Kun ti øre! tilskrålede hun de udenfor stående.

Jeg kiggede på ny. Gennem de første glas sås forskellige hedenske helveder, som jeg skyndte mig igennem, og så kom jeg til det kristne helvede. Det var en ildstrøm, som i begyndelsen var ret smal, men snart tiltog i bredde. I denne strøm svømmede der mennesker. Hvor den var smal, dær var der kun få at se, men når den blev bred, steg de svømmendes antal i en uhyre grad, jeg ved ikke efter hvilken matematisk lov. Langs bredden stod der gejstlige og viftede til ilden med deres sorte kjoler. Længere fremme igen begyndte strømmen at ta betydelig af i bredde, dens befolkning blev samtidig tyndere, og til sidst hørte den helt op; men da var helvede osse skrumpet ind til en ganske smal, halv størknet lavastribe, som udsendte tynde røgsøjler, der nærmest så ud til at kunne virke som et behageligt pirringsmiddel. Ved bredden var der stadigvæk sorte tilsynshavende, men de var blevet sværere, og mange af dem lå nok så magelig ned, adskillige var endog så tykke, 104|at kjolen sad om dem udspilet som en ballon; derfor viftede de heller ikke med den, og det lod til, at ilden skulde gå ud. Da skiftede med eet det hele udseende. Strømmen svulmede vældig op og blev ganske rødglødende, de sorte langs bredden, som nu var en del mer magre end de sidstnævnte, viftede lidenskabelig med deres kjoler. Ovenover, igennem røgen, skimtede jeg utydelig nogle vingede væsener — osse sorte — der lod til at ha meget travlt, de flagrede hid og did, slog stundom ned i ilden og var jævnlig henne for at hviske noet i ørene på kjolefolket, med hvilket de i det hele syntes at leve i den bedste forståelse. I de følgende glas bemærkede jeg, at iveren og ilden af og til viste tendens til at ta af, men i de sidste glas så jeg strømmen bredere end noen sinde; præsterne — skindmagre som de var — flagrede og viftede som afsindige med kjolerne, der næsten kom til at ligne blæsebælge. Fra den hvidglødende masse slog flammerne højt op og bredt ud og sved præsterne på deres fanatiske skinneben, men de mærkede i deres fromme iver intet dertil. Men i det allersidste glas så jeg noet, som jeg først forstod efter nærmere forklaring af forevisersken. Oven på helvedeslavaen svømmede der en isklump, som aldrig kunde smælte, og omkring denne isklump, der ikke var større end en valnød, trængte der sig brølende og ildstønnende en uhyre dynge af fordømte, som stredes med hverandre om blot at komme til at berøre det livsalige stykke is med det yderste af deres finger for således at skaffe sig en ringe, men højst fornøden lindring i deres svare pine. Dog vidste den uforskammede klump stadig at unddrage sig de fordømtes vablede fingre, idet den ved enhver tilnærmelse dukkede ned i lavaen for straks efter at komme op igen et lille stykke uden for rækkevidde, liså iskold og fristende og spottende i sin urørlighed som før.

Dette sidste blev forklaret for mig som en opfindelse af de sorte drager, der lig en flok skumle ådselgribbe stod og baskede med deres vinger hen imod ilden og stirrede ned i den med en hæslig iver, som om de skulde hente deres føde fra denne umenneskelige strøm, og som om det i det hele taet gjaldt deres eget velfærd, at flammetungerne slikkede de fordømtes knogler så rene som muligt.

105|

Der var så ikke mer at se, og jeg gik ud og trak frisk luft, men snart følte jeg på det sted, hvor frygten for døden plejer at ha tilhold, en besynderlig ulmen, der fremkaldte en ganske vist kun ringe svie, men som dog inkomoderede mig. Jeg skyndte mig ud af byen, lod ølhaller og vinstuer vinke forgæves ad mig og tog i skoven. Med et glas koldt kildevand slukkede jeg omhyggelig den lille satans gnist, hvorefter jeg la mig ned og fik grønt omslag på min hede sjæl. Det hjalp.

Men da jeg atter kom i menneskers nærhed, blev det galt igen på en anden måde. Der kom mig en pige i møde og erklærede, at hun hade vundet mig en gang; det hade hun osse, jeg husker ikke mere hvordan. Jeg lod mig ta under armen og fulgte venlig med op i et højt hus og ind i en større sal, hvor der var noet i baggrunden, som jeg ikke skælnede.

Jeg har krav på dig, sa hun og trak af sted med mig ved ærmet. Det i baggrunden kunde godt se ud som en brudeskammel, men jeg opfattede det da som en huggeblok overtrukket med rødt klæde.

Nu af med hodet, sa hun, for vi skal giftes! Og hun vilde ha mig til at knæle; men den kombinasjon syntes jeg ikke om: hvis det var en brudeskammel, kunde det vel ikke være en huggeblok.

Du har pligter imod mig, tog hun fat igen og begyndte at hale noet frem, papirer og den slags.

Men jeg smilede bare: Du tar ganske fejl. Du er ikke den af skæbnen bestemte; hvad kan det så hjælpe, at du har noet skriftligt at møde op med? Hvordan skulde du kunne holde på mig med det? Nu springer jeg ud her, og hvis du vil mig noet, så følg med, hvis ikke, så vælg en anden, der ingen steder springer. For jeg tør springe ud.

Jeg sprang, men da følte jeg, at noet fulgte med. Da jeg fik fodfæste på jorden, så jeg mig om efter det og opdagede en sort skygge til højre for mit synsfelt, men da jeg vendte øjnene den vej, drejede skyggen sig, og jeg kunde stadig ikke komme til at fiksere den; lige ud var der ikke noet. I næste øjeblik mærkede jeg ligeledes noet sort til venstre for synsfeltet og ovenfor og nedenfor — lige ud var der stadig den virkelige himmel og jord.

106|

Hvad er det? spurte jeg.

Se dig ikke om efter os, lød det; du blir kun svimmel og får os dog ikke at se. Ret dit blik lige fremad, og gå lige fremad.

Det gjorde jeg, længe. Det gik opad.

Nu er vi på parnasset, hørte jeg sie. Se dig om, poesien er over os, verden er under os. Vi vil hjælpe dig, vi vil åbenbare dig, hvem vi er, hvis du så vil bekende din tro på os og digte om os.

Jeg tror på ingen ting, sa jeg. Hvad I så bilder mig ind, at I er, guder eller djævle, jeg fornægter jer, I eksisterer slet ikke. I er ikke andet end ufuldkommenheder ved vore synsnærver, urenheder i øjevæskerne, I er en slags pletter på øjnene, der farer hid og did uden for vort synsfelt, men som vi ikke bestemt kan se og derfor antar for noet overnaturligt. Jere åbenbaringer, det er en art grå stær, der allerede for længst har fået sit latinske navn af øjenlægerne, jere stemmer, jere befalinger og alt det — ja, det er en ejendommelig irritasjon af hørenærven, en susen for ørene, der af ukyndige opfattes som højere magters røster — nu har man ellers resepter mod det osse. Næ gå I bare jer vej; det varer ikke længe, før vore videnskabsmænd kan jer udenad, og så er jer tid fuldstændig forbi.

På denne erklæring fulgte et græsseligt spetakkel og høje skrig, der syntes at komme fra samtlige verdenshjørner, og så stod Satan ved siden af mig.

Hvad mener du da om denne åbenbaring? spurte han og gav mig et spark, så jeg røg langt ud over parnasset.

At du er en naturkraft, skreg jeg rasende, som endnu ikke er omtalt i vore fysiske lærebøger, men det er det hele; bild dig ikke ind, at du er mer, f. eks. en personlig djævel! At du kan sparke, beviser aldeles ikke noet.

Men da jeg lå nede på marken og gned mig på de stødte steder, begyndte der alligevel at forme sig en vis tro hos mig, for der var noet overbevisende i smærten i mine lemmer, min tvivl hade virkelig fået et alvorligt stød. Når alt kom til alt, var jeg alligevel endnu ikke den klippe af en guds- og djævelsfornægter, mod hvilken anfægtelsens bølger bryder sig forgæves. Ydmyget og med en vis ulyst til digterprofessjonen besluttede jeg derfor foreløbig at gi mig af med noet mere solidt for derved at vinde en fastere 107|grund at stå på, så at ingen djævel skulde være i stand til at sparke mig blot et hårsbred bort fra den plads, som jeg måtte vælge at indta.

Jeg gik hjem og hentede mine grå bukser og min diplomatfrakke frem af skabet og tog min sorte hat ned. Derefter gik jeg, ifølge min families råd, hen for at søge embede.

108|

Her skal dine stolte bølger lægge sig!

Det er ikke gået så godt med bestillingen, som det skulde. De sier ikke noet til mig, men de ser efter mig, når jeg går, og på vejen hjem blir jeg forfulgt af deres underlige mumlen. I det hele taet, overalt, hvor jeg kommer, ser jeg mennesker stå sammen og mumle med hverandre, og jeg kan høre det langt bort, men når jeg går forbi, drejer de deres hoder efter mig, og lidt efter mumles der videre bag min ryg. Alle mumler, alle steder mumles der.

De er vist ikke tilfreds med mig derhenne; når jeg kommer om morgenen, ser de forundrede på mig, som om det ikke var selvfølgeligt, at jeg passede mine sager, og jeg er altid præcis. Det er da heller ikke så dårligt, hvad jeg gør, ved jeg. Men siden en vis tid er der kommet en mængde besynderlige fornemmelser i hodet, brystet og ryggen og så videre, og de optar mig ganske vist en del. Man må jo spekulere lidt over sig selv. Kaske det distraherer mig for meget — der er såmænd mange, der driver den forfærdelig af, og dem behandler man dog, som om de var de nyttigst tænkelige mennesker i samfundet, men mig! Det er mærkeligt, så de taler højt og omhyggelig med mig og høflig; naturligvis mener de ikke noet med deres høflighed. Når de taler med andre, mumler de tæt op ad hinanden; til mig skriger de fra en vis afstand.

Jeg er meget samvittighedsfuld, og jeg ved, at jeg kunde gøre mine sager en del bedre, men jeg er da i hvert tilfælde af de mellemdygtige. Det skal osse nok blie bedre. Jeg har naturligvis været hos en læge — som bor langt herfra — og tildels betroet mig til ham. Jeg går hver dag lange ture, tar koldt styrtebad om morgenen, spiser regelmæssig og nyder spiritus med stort mådehold; jeg plejer mig selv godt, det skal nok hjælpe. Der er noet, der har 109|ramt mig, jeg har fået noet over bordet, det er, lisom jeg er kommet ned under noet og kan ikke komme op igen; det er vist det, de har en mistanke om, men hvor mange er egentlig rigtig normale?

Jeg taler udelukkende om praktiske sager, jeg søger at begribe de politiske spørsmål, jeg er allerede ganske godt inde i landbrugsforhold og fabriksvæsen og den slags ting, og jeg kan tale meget fornuftig om det. Jeg læser aldrig skønlitteratur og hører ikke mer musik, jeg går ingen sinde ind på en samtale, der drejer sig om kunst, om poesi eller om ideer af noen slags, der ligger uden for det materielle. Man skulde synes, jeg måtte gøre et meget realistisk, muligvis materialistisk indtryk på folk. Jeg trækker på skuldrene af ideer, fantasterier og alt det; jeg kan virkelig sie ganske bidende og træffende ting om den slags sager, og jeg er ikke ilde til at håne alle brud på det almindelig vedtagne.

Hvorfor vil så de fordømte hverdagsmennesker ikke anerkende mig som en af deres egne?

Jeg klær mig ganske som den klasse, jeg omgås, og søger aldeles ikke at fremhæve mig i noen henseende, jeg går med mine flipper længere tid end før, og hen på dagen har jeg gærne sorte negle. Altfor stor properhed kan næmlig udlægges som en vis ekstravaganse. Jeg spiser meget for at blie en del federe; ti jeg er i sammenligning med de andre noet for mager. Men det værste, det er humøret. Jeg kan synke sammen i en krog og blie trist, og det er ikke muligt for mig at komme ud af det igen, og så er det, de begynder at se på mig og mumle. Jeg kommer alligevel en del ud, lægen sier, jeg skal more mig; jeg er endosse blevet lidt påtrængende for ikke at blie forbigået med indbydelser, men det klær mig desværre ikke naturlig, så jeg må være forsigtig. Så er der det forbandede ansigt, som jeg ikke er herre over, det kan undertiden lisom stivne. Det har jeg tit set i et spejl, og jeg er blevet forfærdet over det. En aften hørte jeg en dame sie: Han ligner en mumie.

Jeg må absolut se at blie noet tykkere. Jeg skal more mig, sier lægen. Han har osse anbefalet mig at holde et pigebarn, men det tør jeg ikke. Så vilde folk straks sie: Ja, nu er han da helt fra forstanden! Det er fandens, at jeg ikke kan gøre sådant noet, uden 110|at det straks blir udlagt på den måde, men det ved jeg, det blir. De går bare og lurer på et påskud til at kunne sie, at jeg er gal. De venter på, at jeg skal forløbe mig, selv den mindste uregelmæssighed vilde være dem nok. Men jeg er dem altfor klog.

Bare jeg kunde blie lidt munter; det er ikke normalt at være alvorlig altid. Jeg er nok vittig, det kan de ikke nægte, men de ler så underlig ad mine vittigheder. Gale folk skal for resten tit være vittige. Jeg har en gang prøvet med at gøre mig lidt latterlig og være en smule uopdragen, men det kan slet ikke gå an. Folk så på hverandre, som om de stiltiende var enige om at indlægge mig til observasjon med det samme.

Der kommer aldrig noen hen og slår mig på skulderen og sier: Nå, gamle dreng o. s. v. Når en ung pige en enkelt gang viser sig overgiven mod mig, som hun gør mod alle de andre, da blir hun øjeblikkelig irettesat af sin mor: Hvordan er det dog, du bær dig ad! — Fordi det er mig. Jeg er ikke en af deres. Hvad skal jeg gøre? Er de da alle sammen overbeviste om, at jeg er gal? Jeg foragter dem! I virkeligheden står de langt under mig —

Nej, det kan ikke gå an, jeg blir hidsig. Det er faktisk, at jeg er ulykkelig, som jeg er, men de er lykkelige nok. Jeg er bange for mig selv. Jeg må anerkendes som deres ligemand; så snart de gør det, vil jeg få tillid til mig selv, tryghed for, at jeg er normal.

Det er osse forkert, at jeg ikke er gift; normale mennesker gifter sig. Ret beset er det et tegn på abnormitet, at man er pebersvend. Jeg tror godt, jeg kunde få en kone, som var jævn og dagligdags og praktisk og uden andre interesser end husholdning og lidt omgang med andre og sådan — det vilde jo tyde på, at der virkelig ikke er noet i vejen med mig egentlig, og når vi så fik børn —

Men det lar sig ikke gøre, hun vilde opdage noet, jeg blev kaske forelsket eller i alt fald lidt blødgjort, og så snakkede jeg over mig, for jeg er ikke sikker på mig selv, og de er allesammen imod mig; jeg er og blir den underlige, mens de er som andre mennesker. Nej, jeg vilde snart forråde mig; jeg kan nok i en times tid snakke om margarinefabrikasjon, så der ikke er noet at mærke på mig, men tale med et menneske hver dag i adskillige år, det måtte 111|gå galt til sidst. Jeg kan ikke gifte mig, jeg må se uden det at arbejde mig ind mellem de normale, få dem til at tro på mig og blie lykkelig som en af dem.

I aften er det rent galt fat. Hu, jeg er rasende. Jeg har nok set det; der er det hul, og jeg er kommet ud på skrænten — nu går det godt. Jeg skal derned, jeg ved det nok, jeg kommer der osse. For der er ingen gud til, det er det, der er i vejen. Ja, ja! det kan være det samme. Jeg vil ikke stemme imod længere; lad brase, hvad der vil los; jeg kan ikke mer. Nu skal vi se. Det kan muligvis blie helt interessant at gå fra forstanden. Man må prøve det med.

Bevares vel, hvor det myldrede i mig, da jeg gik i seng. Tågelegemer, der roterede, nye verdener ja. Det vil nok blie en større skabelse. Jeg slukkede lyset på trods, da jeg hade lagt mig godt til rette.

Kom bare, sa jeg. Lad mig se mig selv bange; det har altid sykologisk interesse.

Så begyndte det; mellem to ribben eller bag ved dem syntes en stor blød byldt at være kommet ind, noet andet kildrede mig dær, hvor brystbenet holder op, altså omtrent på mellemgulvet — uden at det dog fik mig til at le — og et blylag blev langsomt klappet sammen om min isse. Ja, ja, sa jeg, det skulde jo komme; kan være, det er min egen skyld. Derefter begyndte en lille kugle, eller hvad det var, at hoppe underst på halsen. Gammel bekendt, hilste jeg. Og en klokke ga sig til at ringe bag i nakken. Velkommen hid, sa jeg, og tak for sidst! Jeg prøvede på at stive mig af. Så klemte, bankede, hoppede, ringede og kildrede det stiltiende og ondskabsfuldt nogle minutter.

Gå videre, opfordrede jeg til sidst; har I ikke noget nyt at byde på? Det blev ihærdig ved i lumsk og langvarig tavshed, og det summede voldsomt for mine øren.

Ladedør! hørte jeg så, og derpå blev det lidt mere stille.

Det forstår jeg ikke, sa jeg; jeg har hverken set eller tænkt på en ladedør i dag.

112|

Piskeskaft, logulv! blev det ved, lisom det talte inden i mig.

Det synes særlig at være sammensatte substantiver, tænkte jeg, filologisk interesseret.

Mursten, benhus, runddans! lige i en køre.

Særdeles interessant, sa jeg højt; dette her er da endelig noet nyt. Mon det er mig selv, der hvisker det mod min vilje?

Stankelben! hvæsede det arrig.

Nå, jeg må kaske ikke tale højt; det skal jeg nok la være med, sa jeg føjelig og indsmigrende, i håb om at undgå mer af den slags.

Så blev det stille igen, og jeg begyndte at falde hen. Men pludselig kom der væltende en hel forsamling, djævelskab i fiskeform og med lange ben og næb, troldtøj flyvende med bugen opad, halv udrugede basilisker med ben og hoved stikkende ud af æggeskallen, uhyrer, som blæste på trompet med tryner, og allerbagest en gammel kælling med en stor pokal vin og slæbende et splitternøgent fruentimmer med sig.

Den hellige Antoniuses fristelse, tænkte jeg og vågnede; men hvad i al verden kommer det mig ved? Jeg er vel ikke i en passende tilstand til det.

Dermed forsvandt alt det. Så kom der et ansigt frem af mørket, uhyre stort, skinnende belyst, og det nærmede sig mit; øjnene var lukkede, men munden stod åben.

Jeg vil absolut ikke kysses, sa jeg. Gu vil jeg ej! Og så satte jeg mig op i sengen. Nu holder det op! erklærede jeg ud i mørket; her blir jeg siddende, til det er borte.

Det var straks væk, men så begyndte det at rive og slide i hjærtet, i mellemgulvet og i nakken, og blyet på hodet blev stadig varmere.

Ja værsgo, sa jeg; det må jeg jo finde mig i, men det andet skal jeg ikke ha mer af. Jeg blæser jer et stykke, fortsatte jeg ud i stuen; mit legeme kan I mishandle, men min sjæl lar I være i fred.

Der gik noen tid, og pludselig, inden jeg kunde hindre det, smækkede mine kæber voldsomt sammen, og jeg havde nær bidt mig i tungen. Jeg blev siddende og anspændte al min agtpågivenhed for at afværge nye anfald. Der gik nogle minutter, og jeg blev 113|snart døsig. Så opdagede jeg uhyre langt borte noet sort klister, der flød slimet omkring i mange flige; det fedtede sig langsomt af sted på noet, der lignede en grussti; det ålede sig forsigtig og væmmelig hen imod mig; der dannede sig et hoved i den ene ende af det, der fremkom en stor, rund mund midt i hodet, en hul hånd for munden, og lige med eet hørte jeg mit eget navn blie brølet ind i øret på mig, så mit hoved blev glødende af skræk, og jeg nær var faldet ud af sengen. Nu stod jeg op.

Denne gang blev jeg overrumplet, indrømmede jeg opbragt; for jeg var søvnig, det vidste du, og du benyttede dig af det, selvfølgelig, fej og lumpen som du er — hvem du så er.

Jeg fik tøjet på og kom ud.

La mig nu se, om du vover at angribe mig! Nu er jeg vågen og har mine sanser i behold, kom så an! Tør du ikke ta en eller anden skikkelse på? Tør du ikke sie dit navn? For så har jeg en forbandelse, som du nok skal komme til at neje dig for, om du så var den almægtige Gud. For der er alligevel noet i et fortvivlet menneskes forbandelser; de taber sig ikke sådan uden videre hen i luften.

Ude i skoven satte jeg mig på en bænk og pustede efter løbet. Jeg søgte at interessere mig for tågernes form, for fuglenes kvidder o. s. v. Min pande blev tør, og jeg blev mere rolig. Her er kønt, sa jeg med virkelig overbevisning og så ud mod bakkerne i horisonten.

Fuglepip! lød det så.

Jeg for op og rystede søvnigheden af mig. Det ord kan man ellers nok forstå, forklarede jeg mig; her er da fuglepip i mængde.

Træskoben! kom det lidt efter.

Nej, nu er det for galt! Dette her skal øjeblikkelig holde op! kommanderede jeg. Ikke et muk mer af den slags.

Næsefugl! opponeredes der.

Nå ikke det! Vi skal dog se, hvem der har mest at sie her! Jeg sprang op og fløj hjem efter min revolver. Gik så i sindig triumf tilbage til min bænk.

Som sagt, der ønskes ikke mer af dette delirium; denne gang er det alvor; kommer det igen, så skyder jeg øjeblikkelig! Jeg sad 114|en stund og så på mine bakker. Nå, sa jeg hånlig, begynd så igen. Det sidste var — jeg vil ikke genta det; men gå bare videre! Jeg lo højt og la revolveren ved siden af mig.

Så kom det brasende: Møllesogn, kandesmør og så videre.

Nu skyder jeg! skreg jeg ude af mig selv, spændte revolveren og satte den mod tindingen.

Brødøje, ålesmør! snærrede det.

Skyder du ikke? hviskede jeg kold på panden. Kan du ikke? Og du har så at sie sat din ære i pant på, at du ikke vil overleve din fornuft, som jo nu ikke længere står til at redde.

Hesteål! grinede det.

Du tør altså ikke, hviskede jeg rystende og la revolveren. Du indrømmer altså, at du er en pjalt. Nå, det er jo sykologisk interessant at vide det. Bare man kan forstå en ting, se rent sykologisk på den, objektivt, det er det vigtigste, vedblev jeg kold om hjærtet og våd ned ad ryggen. Vidste du, at du er fej? Var du sikker på, at du vilde skyde dig? Eller nærede du dog noen mistanke til dig selv og håbede, at det ikke vilde komme så vidt? Pjalt — det vil sie, at jeg skal ta alt, som det kommer. Der er ikke noet at trodse imod, jeg har bare at la mig besudle.

Halmtage! gnæggede det.

Lad os ta det praktisk, sa jeg; for selv om man er en pjalt, kan man jo nok være praktisk. Altså, sidder jeg og blir søvnig, så kommer det; går jeg hjem og i seng, så blir det endnu værre — godt! så spaserer vi, så spaserer vi.

Jeg spaserede, så på bakker og på tåger, jeg hørte på ugler, jeg så grå træstammer stikke op, jeg hørte skovduer kurre, og til sidst hørte og så jeg slet ingenting.

Bedesand!

Nå, for fanden! her er man heller ikke sikker. Det blir nok værre og værre, tænkte jeg, og det krøb og kravlede op og ned ad min hud.

Halmmåne!

Hvad for noet? Det skal vel være halvmåne?

Halmmåne! blev der påstået. Langhalmmåne!

Ja, ja! jeg er sgu lige glad, jeg er kraft knuse mig ligeglad! Jo galere, jo bedre! hylede jeg næsten grædende. Jeg må jo finde mig 115|i det. Jeg har jo indrømmet, at jeg er en pjalt; og det må du benytte dig af, det er tydeligt —

Lusesmør! vrængede det.

Ja vist så; jeg er jo våbenløs. Det fornærmer mig for resten slet ikke; jeg ved ikke en gang hvad det infame ord betyder. Jeg kunde tænke mig det, som var værre. Se så! Hvad er det nu, der skal til at komme— —

Er der da ikke en gud til? Ta dette her i nakken, og vis mig det, at jeg kan køle mit raseri på det! For nu skal det gå over noen! Min sjæl er fuld af forbandelser. Nu skal der ske noet, om det så er en ulykke! Hør; jeg forlanger et mirakel! Ja, straks, her, foran mig, op med det! Jeg vil ha hævn over det, der forfølger mig! Grib i mirakelposen! Du har jo nok. Ellers — tror du, jeg viger tilbage for en gudsbespottelse! Intet viger jeg tilbage for. Skulde du måske ikke kunne høre oppe i din himmel, at en vanvittig forbander! Hører du ikke! Trækker det ikke koldt om din almagtstrone i dette øjeblik! Tier de salige ikke med deres lovsang, skamfulde over den herre, de tjener! Tilkaster englene dig ikke bebrejdende øjekast! Kunde der ikke frygtes et oprør!

Er du måske så sikker? Er din almagt så grundfæstet? Hvad! Du kan jo ikke en gang lukke munden på den, der forbander, ikke tvinge ham til at velsigne dig! Ti aldrig vil jeg velsigne dig, aldrig, hører du, hvis du ikke opfylder min bøn. Rådspør din uransagelige visdom, og se efter, om du ikke gør bedst i at ofre det mirakel på mig for at få fred for mig, og for at ikke dine salige skal begynde at knurre over din ubønhørlige almagt!

Tavshed? Det er dit svar, nu som altid?

Vor fjende! Du, som skjuler dig bag din himmel, bespottet og derpå forglemt vorde dit navn! Til helvede — —

Hvad er det? Hvem er det, der griner sådan? Hvem er det, der går ved siden af mig? Hvem er det, der står bag ved mig? Det ansigt derude? Nej, nu er det borte. Det er der alligevel; der er noen, der stikker hodet op ude i horisonten, helt op på himlen, en lav og skrå og ond pande, opspærrede galmandsøjne, der griner, næse, der vrænger, noet af et uhyre gab — — Når jeg ser derhen, er det der ikke, men det håner mig, når jeg vender ryggen til. Der er flere, de stikker op overalt, lige op over bakkerne, op over 116|skovene, der er mange, jeg kan ikke se dem, men jeg ved, de er der. Tør I ikke la jer se! Jo, der er nogle, som tør — — — Men Gud forbarme sig! — Nej, det er sandt, det er der ikke noet, der hedder! Nu er hele horisonten fuld af hoder, en perlekrans af grinende fjæs, bastarder af djævle og aber, og de griner ad mig allesammen. Se, hvor de hopper i deres hæslige henrykkelse! Jeg aner deres afskyelige abehænder og deres nedrige ben, som jeg ikke kan se — —. Hvad! de kravler op, nu sidder de på skyerne i klynger og dingler med deres ubetegnelige ben ned i luften. Himlen er helt fuld af dette sprællende, sorte kryb, som et kær med tusser. Hvad er det! Se, skyerne skilles ad under deres vægt, rives i stykker — — her kommer en dumpende ned gennem luften og fægter ækelt omkring sig! Nu ligger han med afbrækkede lemmer på marken, stumper af hans arme og ben vrider sig modbydelig omkring, og selv hopper han om på alle fire lemmestumper — —

Luk op, jord! la mig komme ned og blie gemt i dig! For nu kommer de allesammen væltende, atmosfæren er fuld af dem, jorden er fuld af dem, der er ikke andet end stumper af skøre djævle, for de knækker itu; der hopper krumme ben omkring med sorte hår på, der ruller hoder med gråt hår som skimmel på et fordærvet lig, arme med hæslige fingerkroge gramser omkring i græsset — At mine øjne skal se det! Djævlekroppe humper om — Hjælp! I skammelige, grufulde brudstykker! I vover det ikke; jeg er et menneske, jeg er skabt af en Gud, som er ærekær, og som ikke vil tåle, at hans skabning nedværdiges til det underdyriske. I tør ikke! Hvis I gør det, vil I straks forvandles til råddent slim — tror I, at I kan tåle berøring med en Guds skabning, I svampe fra helvedes bund! Der er virkelig en Gud, og vel har han forstødt mig, men han vilde dog rødme og skamme sig, når han ser — for han ser alt — at maddiker fra helvedes skarer blot rører ved hans udødelige skabning. I paddehatte, opvoksede på de laveste underdjævles ekskrementer! tør I besudle mig!

Ingen hjælp. Himlen står i et mudder; der er ben, som sparker mig, hoder, som hopper op og bider mig, fingre, som kniber i mig, arme, som omfavner mig — — Er jeg et menneske længere, en Guds skabning, en udødelig ånd, naturens herre! —

Nej? Så vidt skal det gå i nedværdigelsen! Er der ingen hjælp! 117|Hvem var det, jeg påkaldte før? Forbandede jeg noen? Hvem er det, der svarer? Forbandede jeg naturlovene, kemiens grundsætninger? Var det det hele?

Himlen er sort, himlen? nej, alting er sort. Hu, nu rådner det væk omkring mig; jeg ligger i sort klister; arme og ben rundt omkring opløses til lange sorte klatter, hoderne til runde, stinkende knolde. Hvad er det hele nu? Jeg ser intet. Jeg vil sove — i sølen. Jeg er træt. Nu er jeg alene; jeg kan sove.

Alt blodet løber sammen i mit hjærte; det står stille, det ligger tungt og glødende i mit bryst som en granat. Jeg hører en rumlen; nu stormer blodet op gennem halsen, mit hoved er fuldt af blod, ha, ha! vil ingen se det syn? Min hjærneskal sprænges af, splintres til alle sider, og det røde, skummende blod står op af hullet med en jublende hvæsen — — ak, det lettede. Nu satte noen min skal på igen; den er ikke i stykker; den sidder heller ikke fast, den klaprer løst på mit hoved som et låg med dårlige hængsler. Der er luft i mit hjærte, jeg mærker, hvordan mit bryst synker sammen, ribbenene falder ind som gamle tøndestaver; jeg hører bloddråberne klingre, der er vist ikke mange igen, huden synker ned i årernes hule lejer, mine ben er som riflede søjler. Når jeg føler på mit hoved, er det som en anden mands hoved, jeg kender det ikke. Det er uhyre stort, det er at føle på som en kæmpemæssig, fedtet klods, hjærnen er sivet igennem, vinden blæser den bort som skum; skallen er blød som trøske, jeg tør ikke røre ved den. Jeg kan se, at min lever er sort, og lungerne, som var lyserøde, er nu blevet liggrå; nu ser jeg, nu ser jeg osse — — nej, væk med dette syn! Er der ikke det mørke, som kan opsluge det! Det sidder i mine øjne, endnu når jeg lukker dem! Gid det var dag og solskin til at slette det ud! Frels mig, ti jeg forgår!

Nu forsvandt det; det er ikke mørkt, det er ikke lyst, jeg sanser slet ingenting. Det er forbi. Hvor er jeg nu henne? Det syder omkring mig, det gærer, tusender af mile nedenfra stiger der bobler op, og de vil briste som skrig. Hvad er det nu? Luften er fuld af brøl, hele verden hyler, elementerne skriger, oppe på himlen ses der ikke andet end hoder, så tæt ved hverandre som brosten, de gaber, og de skråler, så øjnene står langt ud på dem, som de skulde eksplodere. Himlen er bedækket med gabende svælg, 118|hvoraf der vælder forfærdelige vræl op. Hvad er der? Hvad skal jeg? Nu hørte jeg mit navn blie råbt af mange tusend stemmer. —

Det er morgen, jeg fryser, der ligger dug på mit tøj. Sover jeg endnu? Hjem! Det begynder at lysne, jeg vil ikke se solen, nej, hjem, sove — nej, ikke sove, for så falder djævelen over mig igen. I nat har jeg fået troen på en djævel.

Hvor alting ser hæsligt ud, liggult og blygråt. Hjem! ikke se dagen, gemme mig. Hvad fejler mine ben? De er jo skæve; drømmer jeg da endnu? Ja, de er skæve, og min ryg er sunket sammen. Nu går jeg hen ad vejen. Når jeg ser op på himlen, synes jeg, at jeg er forrykt; når jeg vender mig om og ser mig tilbage, føler jeg vanviddet snurre i mig. Ikke se sig om, hjem, gemme sig. Kun se på jorden. Mine knæ slår sammen; det forekommer mig, at mit hoved er en tung blok på enden af en lang, tynd stilk; det hænger ned på brystet.

Ja, jeg ved det godt, han går bag ved mig. Jeg skal ikke sove, nej ikke sove, men opløses til skum, bæres, fare hen uden tyngsel, ud fra jorden — — Mine ben er som tynde blystænger, der bøjer sig og ikke vil rette sig ud igen; mit hoved er som en stendynge i en sæk.

Ak, svæve frit i rummet, om millioner af år strande på en klode, på en lykkelig klode og dær fortsætte en tilværelse i lyksalighed, for tusende millioner mil borte fra elendigheden, fra helvede, må lyksaligheden være. Eller osse være en solstråle, gå med bud til de fjærneste verdener, solen kan skinne på; se stjærnerne vokse foran sig til store sole og ta af bag ved sig til ganske små gnister —

Gnister står der for mine øjne ved hvert skridt, jeg tar, og jeg synes, jeg går i blod. Jeg kan ikke stå stille, for han er lige i hælene på mig.

Så er jeg hjemme. Dær står min seng, dær min stol, men jeg blir stående her i krogen. Du venter på dit bytte, men jeg blir som sagt her og passer på dig. Du skal ikke få din vilje. Bare jeg vilde sove, hvad? blot lukke øjnene et par minutter, så du kunde drive dit spil! Du skal komme til at vente.

Ja, sove — vist så. Især ligge på ryggen en sommernat, benene magelig adskilte, tæppet nonchalant lagt over en del af fyren, 119|hænderne om sengens kolde jærntremmer, fødderne stikkende udenfor. Eller en vinternat med rasende blæst og snefog, fjermadras, tyk edderdunsdyne, hodet langt nede, kun næsen fri, hele personen rullet sammen i en lækker, varm kugle — fortræffeligt, djævel — se, her står jeg alligevel. Så er der naturligvis osse middagssøvn, bagover henslængt i en amerikaner, fødderne på noet højt oppe i luften, læsende med et kvart øje i en roman, som man ikke forstår noet af — nå, djævel, synes du, jeg sover?

Nej, nu blir mine ben da rent tåbelige, og min rygrad er som en kogt silds — — sparker du, Satan? Ligger jeg ikke med eet på gulvet, så lang jeg er! Godt! hør nu: jeg går i seng. Jeg foragter dig, du er ikke værd at kæmpe med; jeg gider ikke forsvare mig. Brug så din foragtelige overlegenhed, benyt dig af din elendige fordel!

Her er jeg, og sove vil jeg til trods for dig; vent lidt: sådan vil jeg ligge. Ah! der falder en uhyre bedøvelse over mig; der ligger en vægt på mig, det forekommer mig, at jeg blir klemt flad, trykket med voldsomhed ned i sengen. Hvor det hvisler omkring mig! Det rykker langt ud i lemmerne. Jeg opløses. Sidder mine ben længere på kroppen? Dersom jeg rørte mig, vilde mit hoved falde af, men jeg kan ikke røre mig. Nu gør det ikke ondt mer; det er ikke min krop længere, den er hjemfalden til jorden, til opløsningen. For mine øjne står der endnu enkelte gnister, og mellem dem svæver der store insekter på lådne vinger, de flyver ind i gnisterne, fortæres af dem og slukker dem.

Ja, de slukkes, alt slukkes, det blir mørkt.

Solen er grå og gul; den må vist være syg. Det er noet af det allerførste, jeg har lagt mærke til, det er så at sie begyndelsen til den række af mærkelige og forbavsende opdagelser, som jeg har gjort angående fænomener, der øjensynlig har været upåagtede af alle andre. Hvordan går man i det hele taet gennem tilværelsen? Ja, det må man nok spøre om. Først og fremmest da med lukkede øjne. Det med solen, for eksempel. Solen skinner klart, sier man, solen lyser, og så videre, af ren vane, men ingen falder på at gøre 120|den simple iagttagelse, at solen er syg, ingen har øje for den gustne, ligagtige farve, som den meddeler til alt, hvad den skinner på. Nej, nu ser alting ganske anderledes ud end før; det kommer af, at man begynder at iagtta, at man har fået blikket åbnet, så man virkelig ser; man er straks inde i en hel anden verden. Alting er nyt, alting frembyder noet højst mærkeligt stof til overvejelser; jeg kan knap få tid til at fæstne alle de nye ting, jeg daglig falder over, og alle de betydningsfulde resultater, som de fører mig til.

For at nævne et eksempel, så er der to personer i mig; det har jeg aldrig tænkt over før. Den anden er mig fjendtlig, han benytter mit legeme, når jeg ikke passer på ham, når jeg tillader mig en lidt mer end sædvanlig åndsfraværelse. Jeg kan sætte mig ned på en sten i skoven og sie til mig selv: Nu vil jeg udtænke noet dybsindigt, som jeg ved, at jeg kan. Jeg sidder så og fæster mit blik på noet meget langt borte, for så tænker jeg tit dybest, og da sker det ofte, at jeg rykker ud af mig selv, det vil sie: min ånd forlader legemet og svæver hen til det kirketårn eller den bakketop, eller hvad det nu kan være; dette ledsages altid af en vis svimmelhed. Men så er det, at jeg ser — det vil sie: jeg aner det, jeg ved det, for jeg ser det jo ikke ligefrem, da jeg stadig stirrer på min genstand, men som sagt, jeg aner, at en person rejser sig langt borte, uhyre langt borte ved randen af en milevid slette, rejser sig tøvende og usikkert, kigger undersøgende fremefter og lister sig med elastiske, gyngende skridt og med voksende fart hen imod det mig, der sidder på stenen, og samtidig altså svæver jeg selv, det vil sie: min ånd, henne ved mit kirketårn, min bakketop eller hvad — men den, som kom luskende ind i mit legeme, denne fjendtlige person, som jeg bor sammen med, har altid rævestreger for, ti når jeg så vender tilbage til mit legeme, kommer til mig selv med andre ord, så er der noet forkert ved det, jeg synes, jeg har talt fejl, jeg føler mig ikke hjemme i min egen krop, jeg er lisom ikke husvant, jeg kendes ikke ved mig selv; synes, jeg er kommet ind i et fremmed menneske, jeg kan altså vide, at den anden har været der og gjort ulykker, mens jeg ikke passede på.

Dette er nu klart nok; derimod kan jeg ikke rigtig tænke mig, hvad den anden bestiller i mit legeme, mens jeg sådan er åndsfraværende.

121|

Men den anden kan være meget frækkere endnu, det kan næmlig falde ham ind at kompromittere mig over for andre mennesker, hvad der jo er meget ubehageligt for en dannet mand. Forleden dag stod jeg for eksempel og udviklede noet for en bekendt af mig. Det var om børns opdragelse i de første år; jeg begyndte med en fremstilling af disiplinens ide, og jeg ved bestemt, at jeg var kommet til det sted i min udvikling, hvor jeg undersøgte, i hvilken alder forestillingen om lydighed kan bibringes det spæde barn. Og hvad sker? Et kvarterstid efter vågner jeg og opdager, at der er noen, der står og taler, og at det er mig, det vil sie: det var ikke mig, for jeg hade holdt op for længe siden, men for min bekendt måtte det jo ta sig ud, som om det var mig, der talte. Det var altså osse den anden, som her hade været på spil. Tænke sig, at der er noen, der taler i mig, ud gennem mig, bruger mit vær, mine lunger o. s. v., og jeg ikke så meget som aner, hvad han har sagt! Og dog bær jeg ansvaret for det! Det er næsten mer, end man kan finde sig i med tålmodighed.

Sagen er jo simpel nok: mens jeg talte, er min opmærksomhed blevet vakt af noet andet, som efterhånden har draget mig til sig, og så snart jeg var borte, har den anden taet ordet på mine vegne. Er det nu ikke et lovlig stift stykke, at der udgår ord af ens mund, uden at man ved det, og at man sådan skal gå og passe på, for at ikke den medlosjerende skal komme og gøre dumheder på ens regning!

Men det er endda ikke alt. For når jeg så vågner og begynder at tale igen — som jeg gjorde den dag for at bøde på mulige, mig ubekendte dumheder — så falder det mig ikke længere ganske naturligt; det er, som det så alligevel ikke var mig selv, og det kan tit vare temmelig længe, inden jeg er ganske tilforladelig sikker på, om jeg selv taler, eller om det stadig er den anden, som jeg nu bevidst lytter til, uden at jeg er i stand til at stoppe munden på ham. Dette er lidt mer indviklet, og så er der jo endda det uopklarede, om ikke den anden i virkeligheden er mig selv, og det er ham, der taler meget tiere, end jeg egentlig tror. Men det vil jeg la stå hen.

Et påfaldende eksempel på, hvordan han efterhånden blir mer og mer nærgående, fik jeg for ganske nylig. Jeg skulde slå en stor 122|kasse sammen med firtommesøm, og jeg hade fået en dejlig ny hammer, hvis spidse og usædvanlig blanke fane straks gjorde et vist indtryk på mig. Da jeg hade banket et par søm i, kom der efterhånden noet underligt i gang inden i mig. Synet af den blanke fane, der sådan gik op og ned, langsomt op og hurtigt ned, satte mig i en vis bevægelse. Jeg vilde ikke undersøge, hvad det var, men arbejdede ufortrøden videre. Men så begyndte det rigtig. Først hviskede det meget fjærnt og uforståelig, og jeg fik en trykkende fornæmmelse af, at noet slemt nærmede sig. Lidt efter hørte jeg ganske tydelig — det var den anden, der talte, og han henvendte sig åbenbart til min højre hånd —: Slå ham nu lige i panden! Når du hæver hammeren, så lad, som om du skal hæve den rigtig højt, og så planter du fanen af al magt lige midt imellem øjenbrynene, lidt oven for næseroden!

Det stod jeg og hørte på. Jeg kunde ha giet efter og lagt hammeren, men den tanke krænkede min stolthed. I stedet for ga jeg mig til at tale højt for at overdøve den anden: Sådan at slå et søm i, sa jeg, det er ikke så lige en sag. Med øvelse skal man kunne dirigere sømspidsen, til hvad side man vil, ved hjælp af små vel beregnede slag på sømhodet. Jeg er nu selv ikke videre behændig, indrømmede jeg og rynkede panden og rettede mine slag med større betænksomhed og omhu end før. Ingen skæve i alt fald, sa jeg, glad over flere søm, der var gået lige og upåklagelig ned.

Slå nu til, mens han snakker, tog den anden pludselig fat igen; inden han aner noet, så jag fanen gennem brilleglasset ind i øjet, mas det hele, både glas og øje, ud i eet!

Hvad er dette her! skreg jeg nu selv rasende og dundrede med hammeren i kassen. Står jeg ikke selv og hører på det! Hvad er det så for en frækhed! Tror du da, djævel af en medlosjerende, at jeg ingenting hører? Lad mig banke mine søm i, og gå selv ad helvede til, hvor du hører hjemme, med samt dine gode råd!

Det blev nu stille en tid, og jeg slog adskillige søm i, svedende af hidsighed, og skæve blev de fleste. Men snart begyndte det igen med en mængde nye forslag, i tindingen, på næseryggen, knuse næsebenet, slå tænder ind o. s. v., men især var det øjnene, han hade travlt med. Jeg syntes, hammeren sprællede mellem mine hænder, og hvert øjeblik ventede jeg at få et bedøvende slag. 123|Jeg var ganske magtesløs, og jeg holdt op med at slå, men nu var det mig umuligt at lægge hammeren fra mig. Med det forsæt at forsone mig med den anden og se at komme til en mindelig forståelse med ham, nærmede jeg fanen til mit hoved, langsomt og forsigtig; derpå dunkede jeg mig flere gange på panden, først svagt, så stærkere, så at det sved, og jeg fik vand i øjnene.

Se nu, sa jeg bønlig, nu har jeg gjort den indrømmelse; la det så være nok for denne gang.

Det hjalp virkelig et øjeblik, men så begyndte stemmen igen, hæsere og mere ondskabsfuld, og jeg blev bange, for hvad skulde jeg gøre? Jeg stod nu og holdt hammeren ud for ansigtet, indtil mine hænder ligefrem rystede i krampe. Jeg hade tåger for øjnene, og jeg indså, at jeg hade tabt. Hvis det hade været en revolver, så vilde sagen for længst ha været afgjort, men her tog det noen tid med at finde, hvor jeg skulde slå, og enten jeg vilde eller ej, stod jeg nu og hørte på en åbenlys drøftelse om, på hvilket sted det vilde gøre mest virkning at slå. Det lod til, at mit venstre øje hade de bedste udsigter til at blie genstand for denne ondskab; mine armmuskler spændtes, og hånden sigtede af sig selv op mod det anviste sted. Jeg stirrede ufravendt på fanen; dens drejning til venstre var mig imod; jeg samlede al min sekraft på denne fane, og mens jeg mærkede elektriske stød i min arm, der tydede på, at min modstandskraft snart var forbi, så jeg fanen dreje sig langsomt, lisom hypnotiseret af mit blik, og nu pegede den som et hungrigt gribbenæb op på min pande; jeg hade reddet mit øje, men så brast det omsider for mig —

Jeg hørte råb blie vekslede fra gården og opad trapperne, noen skreg ud gennem vinduer, fodtrin af løbende både på trapperne og på stenbroen, en dør blev slået voldsomt i, en anden blev sparket op, nye skrig, spørsmål og svar blev råbt frem og tilbage.

Der må være gået år. Jeg har vandret gennem mørke, under tykke skyer; kaske det var mit eget mørke, jeg var gemt i. Ja, det var det nok. Min hjærneskal var himmelhvælvingen, og under den hængte min hjærne som blodige, trævlede, tykke skyer. Og jeg 124|var et lille bitte væsen, der boede under skallen, et lille dyr under en klokke. Jeg har tumlet om mellem tankeskyer. Men det varede ikke ved. Der foregik noet oppe under kraniet. Min hjærne fortættede sig og begyndte at falde ned, jeg mærkede tydelig, den faldt i store, bløde, varme klatter, og det lettede.

Nu er det blevet mere klart, et gråt skarpt lys. Men det er besynderligt, at alt, hvad jeg ser, støder lige op til mig; jeg tør næsten ikke gå for skyerne; de er næppe en tomme over min hattepul, og jeg må dukke mig ned for ikke at få hodet ind i disse ækle, mugne klumper.

Andre mennesker er gærne uhyre langt borte, og alligevel løber jeg hvert øjeblik lige på dem, jeg kan ikke længere klare mig i verden.

Værst var det dog en dag, da jeg i ubetænksom hast for ud af min dør og jog hodet lige ind i solen. Jeg styrtede forfærdet ind igen; mine øjne var fulde af ild, min hjærne var som en flammende esse; jeg vilde gemme mig i mit værelse, men fra vinduerne væltede solen ind; jeg rullede alle gardinerne ned, men så stod der smalle lysstriber ind som glødende knive, der var endnu frygteligere end det fulde lys, og da jeg gemte mig i kælderen, så sprudede det dybeste mørke ild, uudholdelige lysnåle borede sig ind i mine øjne. Derfor holdt jeg mig borte fra dagslyset og borte fra solen, som nu osse er blevet min fjende. Men senere er det blevet mere gråt, og jeg kan igen gå ud.

Og så opdagede jeg mig selv. Jeg så mig liste ængstelig af sted på mine tynde, skæve og vaklende ben, mens jeg med mine kolde, skælvende hænder tørrede sveden af min stakkels rynkede pande, og korte suk udgik fra mit indfaldne bryst.

Men det er dog gået andre mennesker værre i det almindelige forfald: de er reduserede til rene brudstykker. Hver dag kommer jeg forbi en vis bunke skidt, hvorfra jeg hører en liderlig latter; ham kender jeg; jeg ser ham ikke, hører kun grinet og kender ham på det — mer er der ikke igen af ham. Eller jeg støder på en arrig udskælderstemme, der regelmæssig slår klik, hver gang den når til en bestemt højde; det er en gammel bekendt. I mørkningen kan der undertiden komme et par øjne, der flygtig ser op på 125|mig, lisom bedende, men som så hurtig vender sig andre steder hen. Mangfoldige gange om dagen slår der mig en mundfuld stinkluft i møde, svarende til et større antal af mine bekendte, men her kan jeg ikke med synderlig bestemthed skælne mellem de enkelte; det er min eneste omgang med dem: jeg får dem ind gennem næsen, intet videre.

Fra et sted hører jeg en mængde træskotrin buldre om i vild energi; hun hade osse en halv snes børn, husker jeg; af og til kan enkelte barneskrig akkompanjere de flittige træsko. Og der er dovne trin, flyvende, begejstrede trin, livstræt slæbende trin, drømmende, usikre og klodsede trin, afmålte, retskafne trin, lette, springende, levelystne trin — de nærmer og fjærner sig omkring mig, jeg kender dem alle, men ingen sier noet mer. Af andre, mer intime bekendte får jeg endnu håndtryk, omfattende, bløde, højtidelige tryk, faste, rykkende, imødekommende tryk og klamme, ufølsomme tryk som et tag i en død torskehale — mer har jeg ikke med dem at gøre.

Vi svinder hen; mig er der endnu mest igen af, skønt: er dette mit legeme? Er jeg ikke død og min sjæl sat som en snyltegæst på en anden? Blir jeg ikke slæbt omkring på en anden, hvis sansen og tænken jeg med undren og uforståelse tar del i?

Det må være så, ti der er et hul, der er et manglende led —

Jeg er død, dær er det manglende led!

Hu, nu er alting tåge og søle; jeg har kun mig selv at se på: en elendig, indskrumpet mandsling, der sjokker op ad uhyre lange bakker gennem gråt snavs bare for at komme op på bakken og stå stille i snavs og spejde efter, om der skulde være noet værd at se bag ved den: der er snavs. Jeg humper altid omkring på mine væmmelige krumme skeletben; jeg ved ikke, hvad det er, jeg leder efter, men noet må jeg ha tabt; jeg skal altid op på bakker for at stirre ned på den anden side af dem med mine rindende øjne, og ingenting er der at se, men der er endnu et håb, nej intet håb, men så er der da i alt fald en vis spænding i, at der er bakker til, 126|fordi der bag dem dog er noet, som man ikke uden videre kan se. Hvis jorden var flad, vilde jeg straks grave min forhadte mumie ned i det grå dynd.

Bakkerne gir afveksling, bag dem ligger håbet, illusjonerne; vel duer ingenting til noet, så langt du ser, men bag de bakker, det, du ikke ser bag ved dem — der er det, du leder efter.

Jeg ved, hvad der er: skidt samt andre bakker, der skjuler mer skidt og så videre.

Det er livet, og jeg må fremdeles traske rundt alligevel, kan ikke lægge mig til at dø; livsvisdommen hjælper ikke noet.

Jeg har set et slemt syn ned ad mig selv. Jeg ender i to langstrakte, forvredne pølser; de stilles på enden, og dem bevæger man sig på. Det er modbydelig komisk! Stable sin krop, der er hæslig nok i forvejen, op på et par leddede stylter, der ligner to knækkede slanger!

Hvad er jeg? La mig se, om jeg ikke kan komme til et noenlunde klart resultat med hensyn til det spørsmål. Forneden er det tydeligt nok; først er jeg et par ben; dem står jeg på. Så kommer en krop, som jeg kan forfølge et godt stykke opad, op til armene og forbi, men så? Så blir jeg lisom til luft, eller til et lyshav, i det hele taet til noet helt andet, jeg breder mig pludselig uhyre vidt, mit område når egentlig langt forbi solen, men hvad er det? Der er et spring, et brud. Hvordan må jeg se ud? Et par ben, en krop med to arme, noet, der kaldes for et hoved, og så? Resten breder sig over hele verden! Det er næsten ufatteligt, men jeg ved det: det øverste er sjælen, den bæres af benene, sidder oven på kroppen, hvordan så overgangen er. Men nu sjælen, der som sagt strækker sig uhyre vidt — ja, den er hele verden, synes det. Altså jeg begynder ved jorden med mine fodsåler, og jeg ender et sted ude i verdensrummet, det vil sie: jeg ender egentlig ingen steder, for ellers måtte jeg jo kunne mærke, hvor jeg ender —.

Så skulde man jo synes, jeg var hele verden på et par ben. Nej, for der er noet under mig, næmlig jorden, der bær mig, og altså er noet for sig. Men jeg er altså foroven et lys; jeg breder mig 127|over en del af jorden, men over hele himlen — ja, jeg er på den måde selve himlen, der går på jorden.

Jeg har før set andre mennesker — sådan kaldte de sig og mig med, skønt vi ingenlunde var af samme slags — de gik osse på jorden, men de nåede et ganske bestemt stykke op i luften, ikke ret langt, ikke så højt som de fleste træer engang. Nej, de var ikke som jeg, de begyndte lisådan, men de endte på lignende måde, som enhver anden ting ender, de hade en materiel grænse, mens jeg ender i ånd, i lys, i en hel uendelig himmel, og i dette lys, som udgik fra mig, nærmere bestemt fra mit hoved, indbefattedes osse de såkaldte mennesker, altså var de noet andet end jeg, og det netop noet underordnet. Unægtelig kunde de tale med mig og forstå mig, og det var en meget mærkelig gave, de dær hade fået, men de stod dog langt under mig, de var endelige, materielle, mens jeg er uendelig og dels stof, dels ånd.

Derfor er de nu borte allesammen, de måtte jo forgå, men jeg kan ikke forgå!

Nu ligner han et kryb lisom de andre. Der er noet gået hen over dem, da de lå og kravlede, og med uhyre brede fødder har det maset dem ned i æltet, klemt indvoldene ud af dem, trykket dem flade, og dær ligger de så og gisper og arbejder for at komme op, komme løs, komme videre.

Han vil osse videre. Hvor vil han hen? Der er jo ikke noet, der hedder videre. Hvem er gået hen over det? Den, der har gjort det, har slettet alt ud.

Jorden er slettet ud. Der er ingen skrifttegn på den; den har ingen bakker eller bjærge, den har ingen farver, den er gjort til grød og så fladet ud.

Hvorfor spræller han? Der er jo ikke noet at gå efter. Alting er forskelsløst. Hvad der er her, er osse dær. Det langt borte, som han ikke kan se, er det samme, som dette her, han kan se. Hvor vil han så hen? Der er ingen forventning mer. Alt er et og det samme, forskelsløst.

Vi er allestedsnærværende.

128|

Det rører sig ikke. Det, der ligger i dyndet, er nu stille og har samme farve som det. Det ånder heller ikke.

Ånder dyndet dog ikke? Er der alligevel ikke pulsslag i tågen?

Der er en, der tænker over verden. Hvem er ånden, der ruger — —? Hvem?

Der er en sjæl uden for, som tænker gennem tågen og dyndet; hvem er det? Svar!

Hvem spør? Hvem fordrister sig til at udforske ånden, der ruger over verden?