51|Niels Grandlev sad på en grøftekant, bøjet under vægten af en beslutning.

Han var ikke ret vant til det arbejde at beslutte; i flere år havde det ikke været nødvendigt at ta ny beslutninger, ti uden forandring som alting gik, var de gamle gode nok. Men nu er pokker løs, som han sa til sig selv. Nye disposisjoner måtte træffes, han havde ingen fred i sin vante tankegang, og nødvendigheden af det, der skulde gøres, bøjede hans skuldre — han gjorde sig selv opmærksom på denne omstændighed.

Var han den mand, der kunde udføre den påtænkte handling — eventuelt den dumhed — uden at tilsætte for mange garantier for fremtiden? Ti han vilde overveje det ganske ulyrisk, eftersom følgerne af en handling er en ganske ulyrisk ting.

Men han kom ikke ret langt i sin ulyrik. Derimod var der en hånd, som han havde holdt i sin, den aften da skolen havde bal ude i skoven. De to dansede Lanciers sammen, og han havde ikke kunnet slippe hendes hånd, da først han havde opdaget, hvordan den var. Glødende varm var den og så let, at den syntes at være immateriel. Det var, som om han havde haft hånden fuld af ildsluer, så bløde som dun. Den var ikke rolig et øjeblik, fi ngrene sitrede uafbrudt; de var som små dyr, der stak de varme snuder til for at prøve, om de kunde slippe ud. Det var en forklaret hånd, en saligs hånd. Og frem for alt var det en oplevelse af høj rang, der indtog en fornæm plads i hans bevidsthed, som alle fremragende oplevelser gør. Den fortrængte andre indtryk, som ellers ikke var uvigtige, den havde magt og betydning, det måtte erkendes. At han ikke havde tænkt sig noget sådant muligt, det var naturligvis foruroligende, da han satte megen pris på sin egen erkendelse og plejede at rette sig efter den alene, men når nu dette nye delvis fortrængte erkendelsen fra dens trone, så — —

Han vilde gærne tænke det fornuftigt igennem. Der var jo 52|også mange andre betænkeligheder. Men han havde ganske vist ventet af sin fornuft, at den vilde gi ham et bestemt svar i denne sag. Det kom ikke. Han var nået til det punkt, som en gang nåes af de fleste mennesker, der har den ofte skæbnesvangre ævne at overveje, før de griber: Det, han nu vilde gøre, var det bedste, der kunde times ham, og det var den største dumhed, der kunde tænkes. Disse to opfattelser vekslede som et urs dikken. Hans vilje greb til og slap igen. Dog vidste han i grunden nok, hvad han vilde — eller hvad han blev nød til.

Og i dag var eksamen forbi, han skulde rejse, eller hun rejste, og en dræbende sommerferie forestod. Hvordan var det, hun havde sagt farvel til ham i dag? Overgivent. Havde hun mærket noget og morede sig over ham? Hun havde sagt noget, hvoraf det syntes at fremgå, at der var en blomst her ude et sted, som hun skulde hente, og om han vilde med ud og se den? Han sad næmlig her og ventede på hende, om han ellers vilde være ved det. Det var det eneste visse.

Og dær kom hun. Det var en rigtig aftale, han huskede det godt.

Goddag, råbte Helga. Vil De med hen og se nogen smukke brudelys, som jeg ved?

Han så ubestemt hen for sig, som om han ledte efter noget at gå sin vej efter, tænkte hun. Men han sa ja så glad, at det lo i hende. Så gik de ved siden af hinanden; af og til stødte deres hænder sammen, og de så på hinanden og kom til at gå endnu mere ujævnt ved det.

Va r det ikke frækt af mig, at jeg sådan inviterede Dem ud på en tur sammen med mig? spurte hun, og der var en gyngen i hendes stemme af indre lystighed.

Frækt? sa han og tav derpå. Hun lo. Troede han, at hun trængte til at få det undersøgt?

Vinden blæste varmt og stærkt. Når hun la hodet tilbage, var den som et kærtegn. Der var en flyvende hede i været, der tog hende. Hun lo stille og modstræbende, for at holde igen på stemningens overvældende rigdom.

Det var godt, vi kom herud, var det endelige resultat af hans overvejelser.

53|Da lo hun for alvor. Hvor var han god og naiv med sin ligefremme tilståelse. Og så gik han dær så værdig, som om han ikke vilde stå ved, hvad han havde sagt. Vidste han ikke, at hun forstod ham? Hun blev ved at le; det tog magten over hende.

Men, Helga, sa han og lo, mens han så glad og undrende på hende.

Ja, pinte hun frem. Jo. — Nå og hvad så? spurte hun og stansede brat foran ham, fuldstændig alvorlig; men det gav et stød gennem hende, da hun så, hvordan hans ansigt straks forandredes efter hendes, han var øjensynlig ikke med. I det samme brast hun i latter, som hun denne gang ikke kunde styre. Hun sprang over grøften og lo sig hjælpeløs. I dag skal han le hele dagen, skreg det i hende, om han så aldrig har gjort det før.

Brudelys, sa hun og rejste sig.

Ja, kom så, sa han.

Hun sprang tilbage over grøften, sådan at hun lige strejfede ham.

Kom så, råbte hun og løb foran. I dag kunde hun sige alting.

Han gik tavs bag efter. Han syntes, hans stemme lød lidt fattig. Hun skulde tale og gå foran, øjeblikket var hendes. Helga beherskede tiden.

Hold lige dær. — Helga rakte en hånd bagud, idet hun bøjede sig ned efter blomsterne.

Varm og fast var denne hånd, ikke luftig, ikke legende flammer som den anden. En resolut hånd. Og hvor holdt den fast. Bør en mand ikke altid kende en kvindes hånd, før han kan tro på hende? Denne hånd lyver ikke, den er rolig. Den anden var en drøm, dette er den virkelige. Den forjættede hånd.

Helga gav sig rigelig tid til at plukke sine blomster. Flere gange greb hun også ved siden af; al hendes sjæl var i hans og hendes to hænder.

Der blev ikke sagt noget. Han blev borte imens, sank tilbage til et gammelt, uglædeligt minde. Det var så fattigt og længe siden. Det var en, der ventede, at han vilde fri; hun indledede selv, og meget snart efter gik han bort; og da måtte han jo ha et håndtryk, en lille tør, rå træhånd. Den karakteriserede hende. Hvis hun havde kunnet række ham en hånd som denne her — —

54|Næ — sa han og trak været dybt.

Helga stod foran ham med den ene hånd fuld af brudelys. — Nå, ikke det? sa hun. Slip så da.

Hvad er der? spurte han forundret. — Hendes hånd faldt ned som en død ting.

De sa nej; De kunde ikke holde det ud længere.

Å ja, ved De, hvad jeg tænkte på?

Hun vidste det. Lige som han spurte, så vidste hun det, hans ansigt havde sagt det i samme øjeblik. Et minde var gået gennem hans sind, en sammenligning var foretaget, og det var glemt igen, da det havde givet til resultat, at hun, Helga, var bedre, var den rette.

Jeg ved godt, hvad det var, sa hun; derfor fi k jeg ikke flere brudelys, og derfor fik jeg de allergrimmeste, fordi jeg nok tænkte, De kunde ikke holde det ud.

Mens han så på de øjne, som han havde set en gang før i sit liv, kom han til at forstå dybden i denne overgivenhed, den hede styrke i hendes latter. Det var ingen løssluppen latter, men en velbehersket ytringsform for et ungt sinds selvbevidste kraft. Han var mere betaget af hende end nogen sinde, og dog tav han. Var det hans sag at påkalde en naturkraft, som måske en gang blev hans herre, mens hans egen rolle endnu ikke lod sig forudse. Han kunde uforbeholdent beundre et menneske, der i sin latter og overgivenhed ruttede med den styrke, som en anden møjsommeligt tilsatte i sine studier, men han var endnu i stand til at holde sig tilbage ved hjælp af en vissen tankegang, og han følte det med liden glæde.

Lad os gå hen til kilden og få noget vand, sa hun; jeg er tørstig.

Det er jeg også, sa han.

Hun lo. Det var det, jeg vilde høre ham sige, tænkte hun.

Hun løb i forvejen, som om hendes tørst ikke længere var til at holde ud. Hun havde fået den ide, at hun vilde stå der henne og se ham komme. Men efter hvad han kunde se, da han kom, var hun helt optaget af at drikke.

Han fyldte den hule hånd og stod så og betragtede den en tid.

55|Drik, mens det er koldt, sa hun alvorlig, De var jo så tørstig.

Men dette gjorde endnu stærkere indtryk på ham, end da hun lo; i hendes alvor var der som en tagen tilbage af noget, der var givet. Han tog hendes hånd.

Lad os sætte os ned, sa han.

Hun så fra hånden op til ham. — Ja, lad os det, sa hun med barnlig, forknyt stemme.

Han lo, som var det en kostelig komedie, og lod en stor dråbe vand falde ned på hendes hånd.

Den vil blive bragt til at fordampe på grund af den stærke varme, og til sidst vil den komme i kog, forklarede han.

Hun så til med sit opmærksomste ansigt, som om det var et fysisk forsøg.

Jeg synes, det varer så længe, sa hun; den har ikke begyndt at snurre endnu.

Han kendte ikke sig selv nu; i dette øjeblik var de to børn, og ingen af dem vilde for nogen pris falde ud af rollen. Han holdt hendes hånd, og hans tankegang var allerede påvirket deraf. Han mindedes en klasse mennesker, der frem for andre prises salige, og så var al hans bevidsthed samlet om en vanddråbe på en hånd.

Den vilde ikke til at koge. Der var ikke andet for at gøre, han anbragte forsigtig en pegefinger midt i den og gav sig til at røre den ud, som om den var en klat maling. Han bredte den ud over en stadig større flade, blæste på den, og så var den væk. Hendes øjne udtrykte lutter beundring over denne mageløse kunst.

Nej, der skal mere vand på, sa han. Dette her blir ikke til noget.

Han trak hendes arm hen forbi sig, for at den kunde komme nærmere til vandet, og hun fulgte lydig med. Han hældte vand på den hånd, han rev stykker ud af strålen og stænkede med, til sidst holdt han den helt ind under strålen.

Den skal blive kold, ikke? sa hun.

Jo. — Han tog om håndleddet og rystede den, som var det en klud. Så følte han på den, og de så på hinanden.

Nej, sa hun med en beklagende hovedrysten og rynker i panden. Den kan ikke. — Hun lod den våde hånd hænge slapt ned, 56|det hørte også med til legen. — Helgas hånd kan ikke blive kold, klagede hun.

Han løftede den våde hånd op på sin skulder, den anden kom selv; det var bare deres leg, der blev ved, sa hendes ansigt, og grebet af den stemning, hun havde skabt, tog han hende på sit skød og kyssede hende som et lille barn.

Lad os tørre den lille hånd af, sa hun noget efter. Hun lod den stritte ud i luften som noget, der ikke måtte være med i legen.

Han trykkede den op mod sin kind, men hun trak den hastigt og forskrækket bort og klappede kinden undskyldende med den anden hånd. Så vendte hun sig lidt fra ham, hun trængte pludselig til at se verden igen, solskinnet, alting, hvordan det så ud nu.

Nej nu skal vi ikke være børn længere, vel? — Hun lo igen ligesom før.

Le med, sa hun med en lille bønlig, klynkende mine, da han ikke var kommet ud af alvoren endnu. Og så lo han. Han gjorde alt, hvad hun vilde.

Denne dag er Helgas, tænkte han.

Skal vi gå lidt? spurte hun. Hun tog hans hånd ganske fint med et par fingre. Sådan vilde hun følges med ham; hun vilde gå og se på ham og tie. Hun anstillede ikke sammenligninger mellem ham og andre, det kunde hun ikke, men hun vidste godt, at alt var kommet sådan, som hun havde ventet det. En stor kærlighed måtte begynde på denne måde. Hvor nyt og overvældende det end var, så forekom det hende dog som noget gammelkendt, hun var straks hjemme i det, uden usikkerhed og uden højtidelighed. Dette var det store og sjældne, der fra nu af var hendes daglige liv.

To kys! Hun kunde rulle sig sammen om dem som et pindsvin og gemme dem; hun følte dem endnu; de var i hende ligesom hans øjne den dag, da hun begyndte ikke at tilhøre sig selv alene; han erobrede hende med sine kys, helt.

Fler!

Hun så forskrækket til ham. Det var ligesom hun havde skreget. Hun fik den sjove, mut impertinente mine på, som hørte hendes yngre dage til; han kendte den straks og smilede.

Den Helga begraver vi, sa han. Hun er død.

57|Kys hende, inden vi putter hende ned.

Som sagte, varme dråber kom hendes kys, mens hun holdt hans hoved mellem sine hænder. Han var egenlig meget alvorlig, men hun lo jo, så han tænkte ikke over, hvad han selv var.

Skal vi hen og se til vore brudelys? spurte hun.

Ja, vore brudelys, gentog han; men hun forstod ikke noget særligt ved det ord; hun trængte blot til at være dær, hvor de havde stået lige inden — —

Fungerer en mands tanker klart, grublede han, så længe hans hoved befinder sig mellem en elsket kvindes hænder. Hvis ikke, hvad vil dette så blive begyndelsen til?

Det var mørkt, da han kom hjem. Han tændte lampe og gik lidt frem og tilbage mellem sine høje reoler. Mens han stod og så ned mod lyset, opdagede han to lange hår, der havde snoet sig om en knap. Han pillede dem forsigtigt af og beså dem, og det skaffede endelig hans følelser luft:

Ja sandelig, tænkte han, må en honnet pebersvendetrøje undre sig, når der om en af dens knapper findes viklet et par lange, unge, blondladne kvindehår!