63|Helga kunde ikke begribe, hvordan hun skulde få talt om det billede af Grandlev, hun havde liggende i sin komode. Flere gange havde hun set til det, og hver gang med en underlig uro, skønt det virkelig var godt. Han burde ha det at se, det var så simpelt; han skulde også ha at vide, hvad hun havde tænkt den aften, det vilde han blive glad ved. Men nu var der imidlertid kommet noget mere til. Når hun tænkte nærmere over det — og hun havde tænkt så meget i de sidste måneder — så skulde han også ha at vide, hvad der lå bag ved, han skulde sige, om det var godt, være en slags dommer skulde han — han havde jo set så meget — og hans ord skulde være en afgørelse. Så mange ting fulgte af, at han fik det billede at se — —. Hun kunde ikke vise ham det. Det var næsten kedeligt, at han vidste så meget om de store kunstnere og deres værker; undertiden ønskede hun, han havde haft lidt mindre forstand netop på det. Han kunde jo så meget andet, tænkte hun i et anfald af mismodig skinsyge. Hun kunde blive uvillig mod ham ved tanken om, at han skulde udtale en afgørende dom om en sag, som hun helst havde været ene om at bedømme.

Men det skulde gå ærligt til; han havde ikke fortjent hemmelighedskræmmeri fra hendes side, og en dag fandt hun på et middel, der banede vej til det vanskelige æmne: hun vilde bede om lov til at prøve, om hun kunde tegne ham. Hun forsynede sig med papir og blyant og gik op til ham, i glimrende humør over sit udmærkede indfald.

Grandlev smilede eftergivende, da hun kom med sin anmodning; han havde hørt tale om hendes anlæg for tegning, og desuden var hun så uimodståelig. Han blev anbragt ved sit skrivebord med en bog og fik ordre til at se optaget ud, hun rykkede et lille bord hen til skrivebordet, så hun havde ham i profil.

Der gik nogle minutter, han læste virkelig, og samtidig hørte han hendes blyant bevæge sig flittigt over papiret. Det tog mere 64|tid, end han havde tænkt, hun mente det nok alvorligt med det portræt. Han glemte at læse og fik lyst til at se hendes ansigt, men blev straks ilde berørt ved rynkerne i hendes pande og det skarpe, stirrende blik, der mødte hans. Det havde han set før, og det skulde ikke komme igen. Han begyndte at tale for at få hendes sædvanlige ansigt at se.

Men hun tyssede på ham, kort og bydende, og der var i hendes øjne en kraft, som vilde betvinge ham, syntes han; han smilede for at jage kulden bort, men hun så misfornøjet ud, den vrede rynke delte hendes venstre øjenbryn:

Nej, behold den mund, du havde før, til jeg er færdig; ellers kan jeg ikke. Og drej hodet igen.

Af hans Helga var der intet tilbage. Foran ham sad en myndig kvinde, som rimeligvis var hans kone en gang i fremtiden.

Nu må du være færdig, sa han; jeg synes ikke om dette her.

Ja — — godt. Lad mig lige ta den rynke. Det var rigtig dig.

Det var ikke længere hyggeligt inde hos ham. Helga kunde gøre en hel stue kold med det væsen; hun skulde ikke tegne ham mere. Han rejste sig og gik hen i baggrunden af værelset, men det lod ikke til at forstyrre hende, hun arbejdede videre, som om han sad der endnu, nakken og halsen blev færdig. Så kastede hun blyanten med en fornøjet latter, fløj ham om halsen og svingede ham rundt, så en del af misstemningen spredtes, men han satte sig rask ned på en stol, fordi han fandt, at denne bevægelse ikke svarede til hans sindstilstand.

Se her; er det ikke meget godt?

Han nærmede sig langsomt og ligesom forsigtigt. — Jo, du har jo — —. Han mødte hendes blik; der var ingen tvivl, intet spørsmål i det, hun var tydeligt nok sikker i sin sag. Han var ganske kold. Denne glæde vedkom ikke ham, ligesom hendes kulde fra før ikke var ham god. Han indrømmede tilstedeværelsen af en vis misundelse, men han havde også en fornuftig grund til at være på sin post mod noget, der kunde berøve ham en del af hans retmæssige lykke. Havde hendes øjne ikke talt så koldt og så varmt til ham om denne uventede og ham uvedkommende ting, så skulde han gærne ha indrømmet hende talent for at gøre hende en fornøjelse.

65|Man kan nok se, du har lært at tegne, sa han endelig. Så meget som det dær er der jo mange, der kan. Men det er godt, Helga.

Ja, sa hun forlegent og bittert, jeg tror ikke, at jeg er nogen stor kunstnerinde — eller blir det.

Det gør du vel ikke, svarede han og la mærke i den bog, han havde læst i.

Hun sad med to så fortabte hænder i sit skød; det gjorde ham ondt for hende, men han vilde ikke vise hende det nu, så at hun straks gættede årsagen; denne lille skuffede forfængelighed skulde først glemmes.

Jeg blir ikke til noget, tænkte Helga. Jeg skal lære husholdning,

jeg skal giftes, og så er jeg færdig. Å, jeg er tosset.

Hun rejste sig og smilede som en dame, der husker på, at hun er i selskab. — Har du ingen tegninger fra dine yngre dage? spurte hun.

Det havde han; hun måtte gærne se dem.

Du har nok også anlæg for tegning, bemærkede hun.

Ja. Jeg var en af de dygtigste, så vidt jeg husker.

Hun fortav, hvad hun tænkte og sa: Det er altsammen efter fortegning.

Det ynder du formodentlig ikke?

Nej. Jeg havde altid et farligt vrøvl med min tegnelærer om det. Til sidst blev han vred og sa, at jeg kunde for ham lave, hvad jeg havde lyst til; så tegnede jeg min knyttede hånd og viste ham. Siden den tid gjorde han ikke nar mer. Jeg har sådan en øvelse i at tegne knyttede hænder; må jeg en gang prøve at tegne din?

Nej, nu vil vi snakke fornuftigt, Helga.

Fornuftigt, nå. — Han trak hende ned på sit skød og kyssede hende. Hun så op med et halvt ironisk smil. Snak så, sa hun.

Hun er egenlig ikke videre imponeret af mig, tænkte han, men han fandt ikke noget at sige hende.

Dær går en hundehvalp ude, sa Helga lidt efter. Er den ikke kostelig? Se, hvor den skynder sig, og så falder den og jager snuden hen ad jorden med sådan et klagende lille suk. Der er ingen dyr, der i den grad minder om små børn.

Kunde du ha lyst til at tegne den også?

Hun vidste ikke, hvordan hun skulde forstå hans spørsmål, 66|men hun syntes ikke, det var rigtigt af ham at spørge, når hun netop var optaget af ønsket om at kunne tegne den. Hun svarede med en lidt bitter lystighed:

Du kunde la mig få et fotografiapparat, så kunde jeg gå omkring og ta alt det, jeg er glad ved at se på. Jeg kunde nok levere dig nogle bedre hunde end dem, du har hængende på din væg.

Dem har du ikke kritiseret før i dag. Hvad er der i vejen med dem?

Nej, jeg kan ikke lide friserede hunde i dag. Men jeg skulde forære dig billeder af landsbyhunde, som vilde undre dig; du kan tro, jeg har kendt køtere i min tid, da jeg var noget, der var noget ved.

Hvor langt ligger den — guldalder tilbage i tiden?

Da jeg var hjemme på gården. Den slags dyr får jeg aldrig mere at se.

Stakkels Helga. Og jeg er desværre kun et menneske, oven i købet ikke aldeles fri for at være friseret. Havde jeg endda været en køter med lange børster — —

Ja eller en gal tyr. Jeg kender ikke mage til udtryk, som det hos en tyr. De går altid og brygger på ondt og får ikke lavet halvdelen af alt det, de egenlig har lyst til, fordi de aldrig kan bestemme sig. Vi havde en hjemme — —. Hun så på ham med et vemodigt ansigt, så han kom til at le. — Den var en gang efter mig; det var første gang, den kom i tanker om, at den vilde gøre fortræd, og så blev jeg den udkårne, men den kunde jo ikke klatre, og det kunde jeg. Så sad jeg oppe i et træ og gloede, og den stod neden for og gloede, og sådan tilbragte vi en time med at beundre hinanden, indtil der kom nogen. Jeg vilde gærne ha tegnet de øjne, den sendte mig; jeg har aldrig set noget så rasende og elendigt. Det gjorde mig næsten ondt for den.

Mens han sad og overvejede, at minderne fra hendes barndomshjem var en af de vigtigste kilder til hendes væsens særegne varme, og at hendes følelse for ham næppe betød så meget for hende, løftede hun pludselig hodet fra hans skulder og kyssede ham hæftigt.

Det er så rart at tale til dig om alt det, sa hun sagte. Jeg blir 67|meget mere borte i det så, end når jeg bare tænker på det. Det er ligesom det vil mig noget, som det havde ærende til mig. Er det noget snak?

Det ved hverken du eller jeg endnu. Du venter dig så mange ting, men de fleste af dem er bestemt til at visne i det øjeblik, du tror, du har dem. Denne mangfoldighed synes du er rigdom! — jeg tror næsten, jeg har kendt en lignende — men når du en gang har måttet opgive det meste af det og kun beholder en eller to ting tilbage, som optager dit sind udelt, så vil du måske erkende, at netop den indskrænkning er rigdom. Det er ikke nødvendigvis en skuffelse at opgive, det kan også være en art sjælelig hygiejne. Hvis du ikke forstår det, vil det ikke sige andet, end at du sikkert har lyst til mere, end det var gavnligt for dig, at du kunde overkomme.

Det kan godt være. Nu vil jeg gå hjem og tænke lidt over det. Må jeg ta nogle af dine kunstnerbiografier med?

Hvorfor? Vi har jo gennemgået dem.

Ja, men det kunde være, jeg også kom i tanker om noget, når jeg så på dem alene.

Aha, trang til selvstændighed eller til frigørelse, tænkte han. — Tag med, hvad du vil, sa han med en kølighed, han ikke la skjul på.

Kan du ikke ret godt lide Helga længere? spurte hun med et komisk bekymret ansigt.

Jo vist, du er jo min solskinspige, når du husker på det.

Se, det smil vilde du slet ikke ha været af med, men det slap sådan fra dig. Farvel, store mand.

Farvel, Helga.

Hvorfor kalder hun mig stor? tænkte han, da hun var borte. Er det et elskværdigt hykleri den første dag, da jeg mest påfaldende føler mig som den lille?

Han tændte en af de tynde sigarer, han plejede at ryge før aftensmaden. — Jeg har fået en vis lyst til at analysere hver eneste bemærkning, hun kommer med, og det er dog næppe frugtbringende. Jeg synes ikke, min videnskabelige metode virker tilfredsstillende, når den anvendes på hende. Ha, ja. Det er vist det, hjærtemennesker 68|i deres triumferende enfold kalder videnskabens fallit. Vel. Lad den også sætte noget til i konkurrencen med den anden magt; den har råd til det. —

Han lod den ene hånd løbe hen over bogryggene for at trykke dem ind; den stod for langt frem. Den bevægelse havde i mange år været den eneste form for kærtegn, han kendte.

Helga sad hjemme i sit værelse og sammenlignede de to billeder, det gamle og det n y. Hun vilde synes bedst om det gamle, det havde hun bestemt, det vilde hun blive ved med. Men det billede skulde ikke vises ham, og dets historie skulde han aldrig høre. Hun var nedslået; hans sidste ord havde været en bitter trøst for hende, det var sagt med en myndighed, der gjorde hende lille. Det vilde nok visne; hun troede ikke mere på alt det, hun havde indbildt sig; hans ord havde gjort det til tomt fantasteri, så stor var han. Men det var godt. Når det skulde visne, så var det bedst straks. Men det billede skulde han ikke se; det var vel synd, men hun kunde ikke.

En tåre faldt på papiret under hendes hænder.

Sikken et plask, tænkte hun og skar ansigt.

Hun kastede bægge tegningerne i skuffen, drev den ind og drejede nøglen om med et harmfuldt vrid.