af J.P. Jacobsen (1880)   Udgiver: Jørn Vosmar (1986)   Tekst og udgave
forrige næste

Efterskrift og noter
JØRN VOSMAR

Efterskrift

Berømmelsen

I en tysk udgave af J.P. Jacobsens samlede værker kunne udgiveren i 1899 konstatere, at Niels Lyhne var blevet »en slags bønnebog for de yngre malere og poeter«. Udtalelsen vidner om romanens berømmelse, samtidig med at den peger på dens centrale læserkreds. Ved siden af Pelle Erobreren er Niels Lyhne den danske roman, der har opnået størst international anerkendelse, men hvor Nexø appellerer til et stort folkeligt publikum, har Jacobsens kernelæsere været digtere, kunstnere og følsomme intellektuelle. Blandt dem er navne som Carl Snoilsky, Sigbjørn Obstfelder, Stefan George, Rainer Maria Rilke, Thomas Mann, Hugo von Hofmannsthal, Arthur Schnitzler, Stefan Zweig, Gottfried Benn, James Joyce og Ivo Andric.

Men også uden for kredsen af beslægtede ånder gjorde Jacobsens roman indtryk. »Den bog er den største, som er kommen i min Tid,« siger Alexander Kielland, og Henrik Ibsen finder, at romanen »hører til det aller Ypperste, Samtiden paa det Omraade har frembragt.« Sigmund Freud, som læser Niels Lyhne i 1895, skriver til vennen Fliess, at »Jacobsen har ramt mig dybere i hjertet end nogen anden lekture fra de seneste år«.

Niels Lyhne er aldrig blevet folkelæsning, men ikke desto mindre har bogen fået en udbredelse, som er helt usædvanlig for et dansk litterært værk. Den er oversat til omkring 20 sprog, hvoriblandt russisk, polsk, tjekkisk, bulgarsk, serbo-kroatisk, rumænsk, ungarsk, finsk, estisk, hebraisk og japansk. I Danmark er den gennem årene udkommet i mere end 20 udgaver.

Tilblivelsen

I Jacobsens papirer fra 1868-69 er der et par notater, som viser, at den 21-årige student tumlede med de temaer, som i 1880 blev foldet ud i Niels Lyhne. Hovedpersonens navn og en ejendommelighed ved hans psyke dukker op i denne notits: 180| »Niels Lyhne

han var saa stor mægtig som kun den er der ikke har forsøgt sine Kræfter og som har alle sine uudførte Gjerningers Magt i sig.«

25. september 1868 afsluttede Jacobsen den umodne, men fast komponerede digtcyclus Hervert Sperring. Nogen tid efter skrev han en kort kommentar til hvert af digtene, også til

DRØM!
Bliv, o bliv i dine Drømmes Verden,
Hig ej mod Livets virkelige Færd!
Det har kun Nats og Middagslysets Farve,
Drømmen har ene Morgenrødens Skjær; -
Dør du og har levet, død er du Livets,
Aanden vil da søge til Jorden igjen;
Dør du som Drømmer, dø da kan du rolig,
Hele din Verden med dig blegner hen.

Jacobsens kommentar til digtet lyder sådan: »Fremkaldt ved en Historie, som vil findes i »Atheisten«, hvis jeg nogensinde faar denne Roman skreven. 67. Maaske formet i Thisted i Sommerferien. Godt.« Selv om man næppe kan give Jacobsen ret i den afsluttende vurdering, er det værd at bemærke, at han allerede her kobler ateismen sammen med det fantast-tema, som spiller så stor en rolle i Nieb Lyhne.

At Jacobsen syslede med tanken om at skrive en ateist-roman, fremgår også af et par skematiske oversigter i et af hans kladdehefter fra disse år. Her opregner han i to varianter både persongalleri og indholdet af de enkelte kapitler. Ud for en række af personerne har han i parentes tilføjet initialer, som viser, hvilke medlemmer af omgangskredsen, der var tænkt som modeller for de pågældende. Det »(E)«, som står efter hovedpersonen »Atheisten«, betyder uden al tvivl »ego«. I øvrigt optræder veninden Anna Michelsen som model for Julie, der i den ene oversigt betegnes som »hans [hovedpersonens] Plejesøster«. Det er en oplysning, som er uden betydning for Niels Lyhne, hvor denne skikkelse ikke optræder, men den er interessant, fordi Anna givetvis er den kvinde, Jacobsen har været nærmest ved at realisere et seksuelt forhold til. At hun i oversigten er gjort til 181| hovedpersonens plejesøster, antyder, at en af forholdets komplikationer var, at barndomsveninden stod som en incest-tabueret søsterskikkelse for Jacobsen. Desuden optræder i rollelisten de to barndomsvenner Johannes Bertelsen og Viggo Wörmer (markeret med VV), som senere blev maler. Det er de samme, som i Niels Lyhne har stået model til henholdsvis præstens Frithiof og maleren Erik Refstrup. Søren Kierkegaards brodersøn Paul Kierkegaard, der ligesom Jacobsen boede på frk. Zoffmanns pensionat i Studiestræde, har i rollelisten fået navnet Søren(!), men forsvinder ud af billedet, inden »Atheisten« bliver til Niels Lyhne.

Den mest udførlige af de to indholdsoversigter ser således ud:

1. Capittel. Barndom.6. Henriette.
2. - Barndommens Afslutning.7. Julie.
3. Ellen.8. Fanny.
4. Lidt Liv.9. Døden.
5. Clara.10. Ebe.

Opstillingen er ikke rig på informationer, men den viser trods alt, at Jacobsen allerede her har lagt sig fast på den overordnede handlingsføring, som kommer til at bære Niels Lyhne: han vil skildre heltens barndom og derpå opdele hans voksenliv i en række faser, der er præget af hver sin kvinde. Endelig skal bogen munde ud i, at hovedpersonen efter et dødsfald, sandsynligvis Fannys, befinder sig i dyb ensomhed. Bag det magre skelet sporer man i den lange kvinderække og, navnlig, i den trøstesløse slutning, en original kunstvilje hos den unge Jacobsen. Sådan var det ikke skik at skrive romaner omkring 1870.

Under arbejdet med Fru Marie Grubbe i årene 1872-76 gør planen om fritænker-romanen sig atter gældende. Sidst på året 1874 skriver Jacobsen det portræt af Bartholine Lyhne, der kom til at stå som romanens indledning, og under en regnvejrs-spadseretur i København fortæller han i sommeren 1875 Georg Brandes om sin idé: romanen skal handle om »daarlige Fritænkere« i generationen før Brandes' og hans egen. Denne grundtanke holder Jacobsen fast ved, men titlen er han længe i tvivl om. 24.7.1877 skriver han til Edvard Brandes: »Min nye Bog, der langsomt spinder sig ud af sit Hylster, er endnu navnløs.« En måned senere siger han i et brev til sin forlægger Frederik 182| Hegel: »Titelen veed jeg ikke, men lad os foreløbig kalde den »Niels Lyhne« efter Hovedpersonen.« 29.12. får Hegel denne oplysning: »Min nye Bog skrider godt fremad; Titelen paa den bliver rimeligvis: Niels Lyhnes Historie fortalt af J.P. Jacobsen; hvis jeg ikke kan finde en mere slaaende Betegnelse.« Men i januar 1878, hvor han befinder sig i Montreux, vil Jacobsen forsyne bogen med en undertitel. Han skriver til Edvard Brandes:

»Min Bog - den Guderne fremskynde - vil rimeligvis komme til at hedde


Niels Lyhne
En Ungdoms
Historie
fortalt af
J. P. J.

Ikke en Ungdomshistorie.«

Nogle uger senere pointerer han også over for Georg Brandes, at det ikke er en ungdomshistorie, men en ungdoms historie, at det med andre ord ikke specielt er hovedpersonens, men en hel generations ungdom, det drejer sig om. Så sent som 28.10.1879 meddeler han imidlertid Edvard Brandes, at »Soustitelen bortfalder, da N.L. helt dominerer.«

Ud fra dette kunne man forestille sig, at Jacobsen, efterhånden som arbejdet med bogen skred frem, har måttet skære ned på bredden i miljø- og tidsskildringer for i stedet at koncentrere sig om individet Niels Lyhne. En sådan iagttagelse kunne bestyrkes af et par ytringer i breve til Frederik Hegel. 25.4.1878 meddeler Jacobsen ham: »dernæst har jeg maattet omarbejde hele Mellempartiet i Bogen, da jeg saa jeg kunde gjøre det bedre«; og 30.3.1879 hedder det om arbejdet, at »der er en stadig Componeren om«.

I den række af kapiteloversigter, i hvilke Jacobsen løbende planlægger romanens gang, er der imidlertid ikke noget, der tyder på, at han på noget tidspunkt har haft til hensigt at tegne et bredere tidsbillede, endsige at han har skrevet scener, der skulle opfylde den bestemmelse. Og for resten er hans breve til Hegel overalt præget mere af økonomisk strategi end af sandhedskærlighed: Jacobsen er i konstant pengenød og kan ikke holde det skrivetempo, han drømmer om. I august 1877 lover han således Hegel, at manuskriptet skal ligge færdig »senest 1. Februar 78«, og foreslår, at han straks kan 183| begynde at hæve af honoraret. Men skal man tro den oversigt over romanens tilblivelse, som Jacobsen udarbejdede, da han var nået til vejs ende, var han i august 1877 end ikke blevet færdig med det første kapitel, og i april 1878, hvor han hævder at have omarbejdet »hele Mellempartiet« af bogen, sidder han ifølge samme oversigt og skriver på kapitel 3.

Det går her som det næsten altid gør, når man prøver at få et kig bag kulisserne i Jacobsens liv: udsynet er spærret. De tilgængelige oplysninger er enten selvmodsigende eller så få og vage, at man ikke med sikkerhed kan slutte noget af dem. Jacobsen havde en dybtgroet angst for at blotlægge sit inderste, og det forekommer sandsynligt, at denne angst er skyld i uklarheden om, hvorvidt Niels Lyhne nogen sinde har været tænkt som en generationsroman og ikke som et individs historie. Spørgsmålet hænger snævert sammen med Jacobsens tidlige beslutning om at lægge handlingen tilbage i tiden. Bogen burde egentlig have heddet »en Roman om dem før Os, men det lød mig saa markskrigeragtigt, og jeg lod være,« betror han 17.12.1880 Edvard Brandes.

Den grundigste redegørelse for sine romanplaner giver Jacobsen i sit brev til Georg Brandes fra Montreux 12.2.1878. Her taler han udførligt om bogens historiske aspekt:

»Den Generation, der var saa gammel som vi nu ere, den Gang vi blev født (Klarheden i denne Sætning er beundringsværdig) havde iblandt andet ogsaa sine Fritænkere. Deres Fritænkning var lidt uklar, vag og sommetider romantisk forvrøvlet, men i al Fald, det var noget at begynde med. Desværre viste det sig at denne Fritænkning ikke var saa let at komme igjennem Verden med og at den var i Vejen baade for Ens Carriere, Ens Talent, Stilling og Venskabsforbindelser, og man fandt at man havde ikke blot lukket sig ude fra Ægyptens Kjødgryder, men ogsaa at man havde berøvet sig den Spore, som Traditionernes Gjødning er for Aandens Vækst, at man var henvist til sig selv i en afskrækkende Grad, at man i det Hele taget havde faaet en Frihed, der var tung at bære. Og der var de, der sagde til sig selv, vi vil ikke være med, og deserterede. Andre beklippede deres Fritænkning og blev kun fritænkeriske i uvæsentlige Punkter, atter andre holdt fast, slog til det Gamle, men respekterede ikke det Nye, de selv bar, og der var ogsaa de, der ærligt søgte at holde ud, men som i Nødens Time fandt Byrden for tung for deres 184| Skuldre. Det er denne Ungdom, der vokser, elsker, vrøvler, svigter, kæmper, desillusioneres og udnivelleres i min Fortælling, ved deres Dyder og deres Laster, deres Fejghed og deres Undergang visende hvor vanskeligt det er at være Fritænker, med Traditionernes og Barndomserindringernes Sirenerøster paa den ene Side og Samfundets Fordømmelsestorden paa den anden. Men i min Fortælling staar dette kun med bløde, ubestemte Omrids, tilslørede og farvedruknede af Elskovsdrømme og Elskovslidelser, Elskovslængsler og Elskovsanelser. Saaledes vilde jeg i det Mindste det skulde blive.«

Holder man disse udtalelser op mod den færdige bog, falder det i øjnene, at den historiske situation, Jacobsen taler om, ikke genfindes - heller ikke »med bløde, ubestemte Omrids« - i romanen. Det miljø, man møder dér, giver ikke afsæt for påstanden om, at fritænkeriet »var i Vejen baade for Ens Carriere, Ens Talent, Stilling og Venskabsforbindelser«. Ganske vist viser romanen, at Niels ikke kan digte på sin moderne overbevisning: »Talentet hos ham stod med sin Rod i noget Forbigangent« (155). Men de i brevet nævnte områder, som vender udad mod samtiden og samfundet, bliver ikke inddraget i romanen. Den rummer ingen antydninger af, at ateismen koster venskaber og position, og den lader Niels stå så isoleret, at der ikke er nogen mulighed for at betragte ham som en gyldig repræsentant for sin generation.

Negligeringen af det historiske stof måtte uundgåeligt vække kritik. Umiddelbart efter at have læst bogen skriver Georg Brandes til Jacobsen: »Det skorter paa historisk Ramme og Baggrund og Underbygning [...] Meget er henlagt i Halvtredserne som hvor dette siges synes at være en Trykfeil for Halvfjerdserne.« Heri er Jacobsen ikke enig: »Bogen er dog helt tænkt mellem 30 og 64 og jeg synes ogsaa Figurerne repræsenterer denne Tid og ikke Nutiden.« Men allerede i sit brev til Edvard Brandes af 16.1.1878 havde Jacobsen om bogen skrevet: »I alt Væsentligt bliver den rent psychologisk og der vil maaske ikke blive Andre end Forf. selv, der kan se at der er tydet hen paa den Ungdom som nu er gammel.«

Selvmodsigelserne forøges, når man hører, hvilke historiske personligheder Jacobsen har haft som model for nogle af sine perifere personer. Man kan ikke indvende noget imod, at den kritiker, fru Boye tidligere har elsket, er formet med kritikeren P.L. Møller (1814-1865) i tankerne. Men flg. bemærkning til Georg Brandes 185| (30.12.1880) bestyrker ikke påstanden om, at bogen er tænkt mellem 1830 og 1864: »Mig bevidst har jeg i hele Bogen ikke ment nogen bestemt Nulevende undtagen S. 97-98 [her 56], hvor de Gamle, der slutte sig til det Nye, tildels er Kr. Arentzen og Kaalund.« Forfatteren og litteraturhistorikeren Kr. Arentzen (1823-99) og digteren H.V. Kaalund (1818-85) har ikke kunnet opfattes som »de Gamle« omkring 1850, men nok i 1870'erne.

Som man ser er sandheden om Niels Lyhnes tilblivelse ikke nem at indkredse. Sandsynligvis forholder det sig dog sådan - som det også fremgår af planen til »Atheisten« - at det fra første færd har været Jacobsens egen udvikling og egne problemer, der skulle levere råstof til den ny roman. Bogen er, som han flere år før udgivelsen skriver til Georg Brandes, »et personligt Regnskab jeg er kommen ind paa at gøre op«. Men Jacobsens karakterpanser tvang ham til at skjule den personlige baggrund så godt som muligt. Dertil kom, at han ville stille sin og Brandes-kredsens sag i et uheldigt lys, hvis han ved at gøre Niels Lyhne til en samtidsroman gav indtryk af, at der for en moderne radikal ånd var store omkostninger ved at frigøre sig fra kristendommen og den romantiske dannelsestradition. I det moderne gennembruds lille og ikke alt for stabile flok stod Jacobsen som -og lagde vægt på at stå som - den urokkelige partisoldat. »De kan være rolig, der bliver ingen Slinger i min Valts,« forsikrer han mesteren i 1878.

For at undgå, at den slinger, som er selve grundmønsteret i Niels Lyhnes vals, blev opfattet som Jacobsens egen, har han derfor på et tidligt tidspunkt flyttet bogens handling 25-30 år tilbage i tiden. Skulle denne historiske placering nu motiveres, og skulle indholdet have en vis almengyldighed, måtte romanen fremtræde som en historie, ikke om »én af dem før os«, men om »dem før os«. Det er den hensigt, som rumsterer i så mange af Jacobsens udtalelser om bogen og som han givetvis også har søgt at virkeliggøre. Men jo bredere miljøskildringen blev, des klarere ville det træde frem, at miljøet savnede enhver rod i den tid, det var henlagt til. Desuden var Jacobsen fra begyndelsen fokuseret på individet Niels Lyhne med hans psykiske egenart og erotiske konflikter, men ikke på samfundsborgeren Niels. Resultatet er blevet, at Niels Lyhne betragtet som historisk roman er dybt forvirrende.

186|

Romanen

Opbygning

I sin opbygning ligger Nieb Lyhne ligesom Fru Marie Grubbe fjernt fra alle gængse modeller for romankomposition. I begge bøger gælder det, at hovedpersonen, som Georg Brandes siger, føres »gennem en Allé af Bipersoner - det er den eneste Art af Komposition, der falder Jacobsen naturlig«.

Med denne karakteristik sigter Brandes til flg. ejendommeligheder ved Niels Lyhne: Bogen koncentrerer sig om nogle få perioder i hovedpersonens liv. Den tid, ofte flere år, som ligger mellem disse perioder, får vi kun et yderst summarisk referat af, og der går næsten ingen handlingstråde fra én periode til den næste. Dertil kommer, at der i hver periode introduceres en ny biperson, som får afgørende indflydelse på Niels' liv og som - på en enkelt undtagelse nær - forsvinder ud af romanen ved periodens udløb. Den enkelte periode bliver således til et selvstændigt afsnit, der til skade for den episke linjeføring lukker sig om sig selv.

Romanen indrammes af to kapitler, som fortæller om Niels' forældre og deres opdragelse af sønnen, og ét, det 14. og sidste, som skildrer Niels' død. Inden for denne ramme er det flg. seks bipersoner, der efter tur sætter deres afgørende præg på hver sin periode i Niels' liv: Tanten Edele (kap. 3), fætteren Erik (kap. 5), Tema Boye (kap. 6-9), Fennimore (kap. 10-11), Madame Odéro (kap. 12) og barnehustruen Gerda (kap. 13). På grundlag af romanens spredte oplysninger kan man sætte flg. omtrentlige årstal på Niels' liv og episoderne i det: Niels' fødsel: 1828; Edele: 1840; Erik: 1841-42; Tema Boye: 1851-53; Fennimore: 1854-57; Odéro: 1859; Gerda: 1860-63; Niels' død: 1864.

Opbygningen er den samme i alle de seks hovedafsnit. Først indføres bipersonen, som hurtigt bliver genstand for Niels' kærlighed. Derpå gengælder bipersonen (dog ikke Edele) i en tid lang Niels' følelser, men forsvinder derpå ud af hans liv og efterlader ham i en ensomhed, som varer ved til næste biperson gør sin entré i den næste periode. I tre af afsnittene har Jacobsen indlagt sidehandlinger, som i varieret form gentager dette faste forløb. Niels' forsøg på at gøre moderen lykkelig (kap. 8) og gengive Erik hans kunstneriske skaberevne 187| (kap. 11) mislykkes og ender med de to personers død, og efter at have mistet Gerda må han afmægtig også se sin søn dø (kap. 13).

Niels er altid kun engageret i forholdet til ét menneske ad gangen. Til gengæld er det hele hans livsdrift, der retter sig mod vedkommende, og hele hans lykke, der knuses, når forholdet opløses. Tiden mellem de enkelte forhold er derfor tom: fortiden er afskrevet, og der er intet at håbe på eller stræbe imod i fremtiden. Den svage episke sammenhæng i romanen skyldes således, at den lange serie af skuffelser hakker hovedpersonens liv i småstykker og bevirker, at der aldrig kommer kontinuitet i hans tilværelse.

Livsloven

Nederlagene synes at være udtryk for en livslov, som Niels på dødslejet formulerer således: »Det var det store Triste, at en Sjæl er altid ene. Det var en Løgn hver Tro paa Sammensmeltning mellem Sjæl og Sjæl« (174). Tager man hele romanens livsbillede i betragtning, kan man udvide denne lov til den endnu mere pessimistiske: alle menneskelige bestræbelser er dømt til nederlag.

Overalt i bogen finder man et paradoksalt forhold mellem livsmål og skæbne. Bipersonerne har ikke mere held i kærlighed end Niels. Bartholine drømmer om ædel, romantisk elskov, men bliver gift med en bundprosaisk mand; Fennimore og Erik har hver for sig høje forestillinger om en ideal kærlighed, men vækker hos hinanden et begær så glødende, at det lægger deres liv i ruiner; den skuespiller, Edele elsker, aner næppe hendes eksistens; både hun og Tema Boye fabler, den ene gedulgt, den anden åbenlyst, om frigjort seksuel udfoldelse, men ingen af dem har mod til at bryde igennem konveniensens beskyttende skranker; Bigum ser sig selv som ren og ophøjet ånd, men forelsker sig dødeligt og håbløst i verdensdamen Edele. Bedre går det ikke romanens kunstnere. Digteren Niels får intet digtet, maleren Erik maler ikke, sangerinden madame Odéros helbred tåler ikke, at hun synger, og musikelskeren Bigum er tunghør. Også mødet med døden stiller i et par tilfælde personernes liv i et ironisk lys. Da Bartholine endelig står ansigt til ansigt med den naturskønhed, hun har drømt om hele sit liv, dør hun - af skønhedslængsel! Og Niels' barnebrud Gerda, der blev fanatisk ateist, fordi »hun vilde 188| dele Alt med ham« (165), vender sig på dødslejet fra ham for at hente fortrøstning i den religion, hun så demonstrativt har fornægtet.

Det Nye og det Største

Romanens gennemgående motiv: den totale afvisning af personernes livslængsel, er ikke blot skyld i bogens særegne komposition, men bærer også en væsentlig del af ansvaret for de mangelfulde oplysninger, læseren får om den historiske baggrund.

Gennem fru Boye kommer Niels i forbindelse med det, der bogen igennem omtales som »det Nye«, og resten af hans liv er det Nye ledestjernen for hele hans færd. Kredsen om fru Boye »var opfyldte af det, der den Gang var det Nye, drukne af det Nyes Theorier, vilde af det Nyes Kraft og blændede af dets Morgenklarhed« (55).

Det forbløffende er, at vi efter denne og lignende beretninger om det Nyes virkninger så godt som intet får at vide om de »Theorier« og ideer, der formår at tænde så voldsomme bål i de unge sjæle. Der tales om »det Nyes Evangelium om at opløse og om at fuldkomme« og om at deltage i »Ideens Odyssee« (56), bemærkninger, der ikke skal gøre nogen klog på det Nyes indhold. Vil man have mere konkrete forestillinger om, hvad det Nye står for, må man bygge dem op af de idealer, Niels i resten af bogen orienterer sig efter. De vedrører først og fremmest to tilværelsesområder: kunsten og religionen. Eftersom Niels tager afstand fra Frithiofs Heiberg-æstetik og Eriks romantiske kunstsyn (72 f.) og med fryd opdager, »at det var simplere selv at sige sine Tvivl end at lægge dem i Munden paa Gorm Lokedyrker« (94), tør man nok slutte, at han bekender sig til en digtning, som er realistisk og samtidsorienteret. Men direkte siges det ikke sådan. Så er romanen mere explicit når det drejer sig om religionen. Både af juleaftensamtalen med dr. Hjerrild (98-103) og af Niels' belæring af Gerda (164-166) fremgår det, at han opfatter ateismen som en tro på menneskeånden og dermed som et nyt trin i en årtusindlang udvikling frem mod menneskelig frigørelse.

Forbinder man det Nye med de synspunkter, som her blev trukket frem, må man konstatere, at Jacobsen ikke bevæger sig på fast historisk grund. Med udgangspunkt i Strauss' og Feuerbachs angreb på kristendommen diskuterede man ganske vist religionen i tiden omkring 189| 1850. Men selv om Frederik Dreiers skrifter blev til i disse år, var ateismen ikke en sag, der formåede at samle en begejstret ungdom. Og en frontbevægelse, der kæmpede for kunstnerisk realisme, er det ikke muligt at få øje på i denne senromantiske periode. Den kamp for frigørelse, som i årene omkring junigrundloven af 1849 kunne samle og opflamme dele af ungdommen, var politisk. Det forhold gør dr. Hjerrild opmærksom på i en enkelt replik (100), men ellers er politik totalt forment adgang til Jacobsens roman. Ikke engang den første slesvigske krig anes i romanen, og krigen 1864 har kun den funktion, at den er anledning til Niels Lyhnes død.

Det er ikke tilfældigt, at det Nye står med vage konturer og uden historisk fundament. Jacobsens forkærlighed for de ekstreme eller absolutte tilstande: den altdominerende lidenskab og det sønderknusende nederlag, gør sig også gældende her. »Det Nye« er kun en anden betegnelse for »det Største«, og enhver udpegning af konkrete egenskaber eller historiske rødder kan kun indkredse og derved begrænse det Størstes storhed. Det afgørende ved det Nye er netop, at det er »Alt omfattende, Alting mægtigt, altoplysende« (55). Derved kan det danne påskud for Niels' højtidelige løfte til moderen: »Jeg skal være med til at kæmpe om det Største« (78) og begrunde, at han mod sit livs slutning konstaterer, at han »havde været med til at kæmpe om det Største« (l72).

Tendensen til at gøre det Nye og det Største til en livsopgave, der er så altomfattende, at den hverken kan beskrives eller delegeres ud i delprojekter, viser sig også i den metaforik, Jacobsen anvender for at beskrive bevægelsen og Niels' rolle i den. I sin ungdommelige begejstringsrus føler Niels, at han nu er »en Mand i Flokken, Soldat i Ideens, i det Nyes Sold. Der var et Sværd i hans Haand, og en Fane var der for ham« (56). Fra nu af og til han på sit dødsleje »laa [...] og fablede om sin Rustning og om, at han vilde dø staaende« (175), bliver Niels' skæbne omtalt i dette svulmende billedsprog, også da han har vendt ryggen til fordringerne og etableret sig i en jævn landmandstilværelse: »Han havde taget sit Skjold ned, slettet Devisen ud og resigneret« (160).

Virkningen af de patetiske billeder er, at den ikke meget imponerende Niels Lyhne sammen med sine meningsfæller bliver løftet op over deres historisk og individuelt betingede grænser. De bliver ædle korsfarere i betingelsesløs kamp for de højeste, tidløse værdier.

190|

Man kunne forvente, at det svulstige og virkelighedsflyende sprog var et middel, Jacobsen brugte for at afsløre fantasteriet i Niels Lyhnes karakter, men helt så enkelt er det ikke. Korsfarer-ordene dukker op, også hvor Jacobsens fortæller taler på egne vegne. Selv dr. Hjerrild betjener sig af dem. Han er ellers bygget op over en læst, som de fleste naturalistiske forfattere har brugt. Som den skeptiske videnskabsmand er det ham, der repræsenterer den kølige, illusionsløse indsigt. Ikke desto mindre svinger han sig op til den høje patos, når han taler om, hvor bittert det er at se den sandhed, man tror på, »forhaanet og slaaet i Ansigtet af hver den usleste Trosknægt i den sejrende Hær« og om, hvor svært det er at »tage mod Nederlagenes mangebraaddede Svøbeslag« (100 f.)

Det heroiske ideal, der her tegner sig, er Niels blevet flasket op med gennem moderens fortællinger om alle de helte, »hvis Levnet egnede sig til at vise, hvilken Magt der boer i en Menneskesjæl, naar den kun vil det Ene, det Store« (15). Niels' eget livsmod bliver imidlertid bemærkelsesværdigt fattigt på dåd, og det sker paradoksalt nok ikke på trods af idealet, men på grund af det. Kravet om det Ene, dvs. et absolut og altomfattende livsmål, gør det nemlig umuligt at vælge noget, fordi man derved vælger noget andet fra. Det er et forhold, som binder Niels til passivitet, også som digter. Et digterværk bliver til gennem en række valg, hvor man hver gang beslutter sig for en konkret mulighed og udelukker alle andre. Værket er form, og form er begrænsning. Niels' krav til sin digtning er de størst tænkelige: »naar han blev færdig en Gang, saa skulde der blive Musik - med Basuner« (72); »altid det Yderste jeg evner hver Gang« (78). Men betingelsen for, at man bliver færdig engang, er at man får begyndt, og her kniber det for Niels. Der er så meget, han først må have »samlet« (94), så mange studier, han først må igennem. Imens bliver tanken om at give værket form mere og mere fjern, og han ender med at konstatere, at det »var godt nok, han havde Talent, han kunde blot ikke bruge det, men gik omkring og følte sig som en Maler uden Hænder« (155).

Det er ikke tilfældigt, at realisten Niels ved samme lejlighed føler, at han aldrig har kunnet andet end »synge de gamle romantiske Sange om igjen«. Romantikkens vage, stemningsslørede kunst ligger betydelig bedre for et menneske, der vægrer sig ved at blive konkret, end en realistisk samtidsdigtning. Det samme viser sig i vennen Eriks malerier, som ifl. Jacobsens beskrivelse (104 f.) fremstiller en tilstand af 191| ren potentialitet. De piger, han maler, lever endnu i drømmeagtige anelser om det erotiske og om hele deres fremtidige skæbne, og de er placeret i et åbent landskab fjernt fra al socialitet. Her er alt mulighed, og ingen mulighed er valgt bort.

Også Erik bliver imidlertid kunstnerisk gold, fordi hans talent ligesom Niels' står i modsætning til resten af hans personlighed. Niels kræver med sit intellekt realisme og samfundsrelevans, men hans følelser binder ham til drøm og romantik. Hos Erik går skellet derimod mellem et ideal af ophøjet skønhed og renhed, som han bekender sig til med både forstand og følelse, og en kropslighed og sensualitet, som tvinger ham ud i grove udskejelser. Også her har Jacobsen med omhu indbygget et tragikomisk forhold mellem livsmål og skæbne.

Naturen

»Man lukker sine Øjne i for det virkelige Liv, man vil ikke høre det Nej, det raaber imod ens Ønsker, man vil glemme det dybe Svælg, som det viser En, at der er mellem ens Længsel og det man længes for. Man vil have sin Drøm frem. Men Livet regner ikke med Drømme, der er ikke en eneste Hindring, der lader sig drømme ud af det Virkelige« (33).

Ordene er Edeles. De er henvendt til hendes ulykkelige tilbeder Bigum, men de kunne stå som motto for hele romanen. Som positivt supplement kunne man så føje den erkendelse, Niels når til hen mod bogens slutning: at alt det, han har kæmpet for, ateismen, det Nye, det Største, altsammen var »Flitterguldsnavne for det ene Simple: at bære Livet som det var! bære Livet som det var og lade Livet forme sig om Livets egne Love« (172).

Vil man have sammenhæng og mening i den sære roman Niels Lyhne, må man have klarhed over et par af begreberne i disse to citater. Hvad er det for en længsel, »man« ifølge Edele vil have frem, og hvad er de »Livets Love«, som man ifølge Niels må lade livet forme sig om, og som efter både hans og Edeles mening ikke tager hensyn til menneskets drømme og længsler?

Svaret bør nok søges i Jacobsens naturskildringer. De er meget berømte, men hvori deres indhold og kvalitet består, er det ikke så ligetil at svare på. Et dunkelt og hyppigt forekommende træk ved dem 192| er, at naturen fremkalder en længsel i mennesket, som den aldrig tilfredsstiller. Her kan længselen ikke have et konkret og velkendt mål som f.eks. social anerkendelse eller erotisk lykke, og det er derfor nærliggende at tro, at vi her finder den længsel eller drøm, som livet ikke vil honorere, i en grundform, der ligger før dens retten sig imod heroiske eller erotiske mål.

Niels fortæller således i afskedsscenen med Tema Boye (90), at »en maaneskinsklar Nat« er ubarmhjertig, »for Savnet gror i den saa sælsomt stærkt«, for »der blinker ikke Haab, blunder ikke Løfte i al den kolde, stirrende Klarhed«. Når man tilmed hører, at sådan en nat får ham til at græde, må man uundgåeligt spørge: hvad er det for et savn, måneskinsnatten fremkalder, og hvad er det, der gør, at den ikke giver noget håb om, at savnet kan stilles?

Niels Lyhnes mor Bartholine har et endnu mere særpræget forhold til naturen. Hun har hele livet drømt om at opleve naturens skønhed i dens rigeste udfoldelse og har altid forestillet sig, at det er i Rousseaus Schweiz, ønsket kan opfyldes. Efter ægtemandens død kommer hun endelig af sted til sine drømmes mål og finder, at virkeligheden i ét og alt svarer til drømmen: »Det kom jo da ogsaa Altsammen, Altsammen kom det«; hvorpå skuffelsen sætter ind: »men det opfyldte og betog hende hverken med den Magt eller den Inderlighed, hun havde tænkt det skulde« (80). Bartholines livskraft svinder, og midt i den skønhed, der har stået for hende som topmålet af lykke, dør hun af længsel efter skønhed.

Hvis der skal være nogen mening i de to skildringer, må det være denne: den længsel, der vækkes i iagttageren, er en længsel efter at blive ét med den omgivende natur. Dette mål er personerne sig imidlertid ikke bevidst; de oplever blot en dragning mod naturen, en dragning, de ikke kan forklare sig, og hvis mål de ikke kan forestille sig.

Vil man som læser indkredse og danne sig et begreb om målet, kan man tage sit udgangspunkt i den måde, vi normalt oplever vores omverden på.

Det er ikke muligt at få et samlet indtryk af omverdenen. Den lader sig ikke opfatte på én gang, fordi de ting, vi sanser, er placeret på hver sit sted i rummet. Forsøger vi at koncentrere vores opmærksomhed om et enkelt objekt, vil vi have en bevidsthed om - og en marginal sansning af - at det er omgivet af andre objekter, som også har krav på opmærksomhed. Samtidig indgår det i vores oplevelse, at 193| omverdenen er noget, der er uden for os - eller at vi står uden for den. Endelig forandrer vores omverden sig hele tiden, sådan at vi aldrig kan fa et færdigdannet indtryk af den.

Hvor banale og selvfølgelige disse forhold end kan synes, så er det dog dem, der bestemmer dét menneskelige grundvilkår, at man ikke kan smelte sammen med, blive ét med sine omgivelser. Ja, på grund af den bevidsthed om selvet, som er forbundet med hukommelse, tvivl, håb, planlægning m.m., kan man ikke engang blive ét med sig selv. Mennesket er pr. definition, dvs. i sin egenskab af menneske, lukket ude fra den naturtilstand, som er plantens og dyrets.

Det interessante er, at det er netop de her opregnede egenskaber ved den menneskelige virkelighed, der hos Jacobsen gang på gang udpeges som mangler ved naturoplevelsen. Niels beklager sig over måneskinsnattens »kolde, stirrende Klarhed«, der gør tingene til fremmede og indbyrdes skarpt afgrænsede individualiteter, og over at »alle Lyde bliver saa fjærne og svinder saa pludseligt, - dvæler slet ikke«, - at de med andre ord unddrager sig iagttagerens tilegnelse. I skildringen af Bartholines kvaler (80 f.) stilles drømmens og virkelighedens kvaliteter op over for hinanden. I drømmen var det skønne diset, samlet og stabilt, i den skuffende virkelighed er det klart, spredt og uroligt. I drømmen, hvor det skønne er fjernt, havde det været »saa let at gribe«, men nu, hvor Bartholine er rejst ud for at komme skønheden nær og virkelig »gribe« den, viser den sig på nært og virkeligt hold at være »spredt som Prismets Lys«, hvilket gør, at hun »følte sig fattig midt i al denne Rigdom, hun ikke kunde raade med«. At »gribe« skønheden kan i denne sammenhæng kun betyde: at blive ét med den, gå restløst op i den.

Længselens mål

Jacobsens naturskildringer leder op til den konklusion, at »længselen«, som er et nøgleord i hele Jacobsens digtning og drivkraften i alle hans personer, er en drift efter at forbinde sig fuldstændigt med verden. I sin rene og hos Jacobsen aldrig realiserede form er denne forbinden sig med verden det samme som mystikernes enhedsoplevelse, unio mystica. Ligesom om Freuds libido gælder det om længselen hos Jacobsen, at den i sit udspring er diffus og retningsløs, at den 194| efterhånden kan søge afløb i mange retninger, men at den aldrig kan stilles.

De »Livets Love«, som hos Jacobsen udelukker tilfredsstillelsen, er de samme love, der gør mennesket til menneske, dvs. til et væsen, som med nødvendighed står uden for sig selv og sin omverden. Jvf.: »Det var en Løgn hver Tro paa Sammensmeltning mellem Sjæl og Sjæl« (174). Den mest ubarmhjertige af livets love er den, der siger, at vi skal dø, at vi engang skal udslettes, eller at vi må se det menneske udslettet, som er hele vores binding til livet. Som det fremgår af de mange dødsskildringer i Niels Lyhne, er det døden, der mest radikalt tvinger mennesket til at erkende sin livslængsels afmagt. Over for døden kommer alle håb og længsler for sent.

Det er ikke svært at se forbindelsen mellem længselen og det heroiske ideal, der præger Niels Lyhnes selvforståelse. Den, der kun vil det Ene, det Store, er usplittet, ét med sig selv, og i sin kamp trænger han sejrrig ind i, forbinder sig med og forvandler verden. Hans liv er ikke underkastet tidens vilkår, for han er et uundværligt led i hele menneskehedens udvikling og i pagt med høje, eviggyldige idealer. Når dette handlingsideal gør Niels handlingslammet, skyldes det de samme forhold, som affødte Bartholines kvaler i mødet med det schweiziske forår. Som hun stod over for en spredt og mangfoldig natur, står han over for uendelig mange handlingsmuligheder. Ligesom hun, hvis hun søgte at forbinde sig med én del af naturen, ville føle, at hun havde alle andre dele uden for sig, ville han ved at binde sig til en konkret, forpligtende handling vide, at han havde afskåret sig fra og dermed forsømt alle andre handlingsmuligheder. I begge tilfælde stiller personerne absolutte krav til deres liv, med det resultat at de knap nok kommer igang med dette liv. Niels' ønske om at kæmpe uselvisk til gavn for menneskeheden kan fra én vinkel betragtes som den højeste ansvarlighed, fra en anden som en flugt fra det fundamentale ansvar at vælge sine egne handlinger.

Hvor svært det er at gøre sig forestillinger om, hvad længselen stræber frem imod, fremgår måske bedst af indledningen til kap. 7 (59). Her sidder Niels ved vinduet og længes. Til at begynde med er det »tusinde sitrende Drømme«, farver, duft og musik, han længes efter: »- og saa Tavshed, ind i Tavshedens inderste Hjærte, hvor Luftens Bølger aldrig bar et eneste Tonevrag hen, men hvor Alting hvilte sig til Døde i røde Farvers stille Gløden og ildfuld Vellugts 195| ventende Varme. - Han længtes ikke efter dette, men det gled frem, udaf det Andet og drukned det, til han vendte sig fra det og hented sit Eget frem igjen«. Man vil se, at de forestillinger, som her melder sig, stræber frem mod det helt forestillingsløse. Der er ingen lyd, og hvad der måtte være af objekter er på vej til at opløses i lutter glød og duft. Der er ingen tvivl om, at det er længselens egentlige mål, drømmen her er på vej imod. Men en tilstand, hvor alle modsætninger er ophævet, kan hverken tænkes eller forestilles, fordi modsætninger er bevidsthedens forudsætning. Det er derfor ikke så mærkeligt, at Niels ikke kan vedkende sig denne drøm, eller at drømmen går i opløsning, inden den når sit slutmål, som man lige så godt kan kalde ren væren som ikke-væren (»død«).

For Tema Boye sker der noget lignende som for Niels, da hun efter deres afskedsscene prøver at forestille sig, at hun havde givet sig hen til ham i stedet for at vise ham bort. Hendes lange dagdrøm slutter således: »Igjen i hans Favn, dvælende, sødt skjælvende. Der var en Statue af Alabast midt mellem Flammer, den blev glødende gjennemsigtig i Ildens Hede, lidt efter lidt, misted mer og mer af sin mørke Kjærne, til Alt var endelig lysende lyst« (93). Man ser, hvordan Tema forsøger at få det øjeblik i fokus, hvor lidenskaben opløser hendes identitet og hun smelter sammen med den bejlende Niels. Men jeg'et kan ikke forestille sig, at det selv er forsvundet, skønt det er den tilstand, dets længsel dybest set er rettet imod. Derfor må Tema træde ud af sin egen drøm og lade sig repræsentere af en statue.

Erotikken

Med dette sidste eksempel er vi nået frem til det område, som længselen hyppigst retter sig mod: det erotiske. I betragtning af, at Jacobsens egne erfaringer på det felt efter alt at dømme var minimale, har han en forbavsende indsigt i det psykofysiske fænomen, som hedder erotik. Hans viden om de kropslige fornemmelser, de glimtvise, førbevidste impulser og de psykiske komplikationer, som den erotiske drift kan afstedkomme, ligger langt ud over, hvad hans danske forgængere og samtidige har lagt for dagen. Navnlig har han en dybtgående forståelse af kvinders erotik og af, at samfundets konventioner undertrykte denne erotik.

196|

Hengivelsen, evnen til at slippe selvkontrollen og uden forbehold give sig et andet menneske i vold, er aksen i alle Jacobsens skildringer af det erotiske. Den lange scene, der slutter med Temas statuedrøm, forlober således i en række faser, som skiftevis domineres af trangen til og angsten for hengivelsen. Samspillet mellem Niels og Tema er hele tiden styret af impulser, som knap når frem til deres bevidsthed og som Jacobsen aldrig omtaler, men mesterligt antyder gennem personernes bevægelser, stemmeføring m.v. På lignende måde afslører han i scenen, hvor Edele ligger på puffen (26 f.), at den uangribeligt korrekte verdensdame gemmer på en drøm om dyb, langsomt glødende seksuel hengivelse. Heller ikke Edele har klar bevidsthed om, hvad der rører sig i hende, men Jacobsen lader det virtuost komme til udtryk i temperatur, farver, påklædning (zigeunerdragt og sammenlænkede ankler) samt positur: Edele befinder sig i en udstrakt, forsvarsløs stilling med »Hagen i Vejret, Struben strammet, Panden nedad, og hendes lange udslagne Haar flød ned over Enden af Puffen og henad Gulvtæppet«.

Mens Tema og Edele ikke tør leve deres drifter ud, går det Fennimore anderledes. Hun er dybt forankret i borgerlig moral og har altid haft de uskyldigste forestillinger om den søde kærlighed. Men ved mødet med Erik vækkes der i hende en sanselig lidenskab, som hun forfærdes over, men ikke kan stå imod. Det er den første side af Fennimore, Niels forelsker sig i, men det er den sidste, Erik mod sin vilje drages af. »Hans Ideal havde altid været fornemt, stort og stolt, med stille Tungsind over blege Træk og tempelkølig Luft om Gevandtets strænge Folder« (115). Men Fennimores legemspragt og sanselighed far ham til at forråde det ideal. Skønt det seksuelle for dem begge er noget inferiørt eller mindreværdigt, bliver deres ægteskab en hæmningsløs sanserus, der fører dem ud i foragt for sig selv og hinanden.

En fortællerkommentar til Eriks og Fennimores forhold siger meget om Jacobsens syn på kærlighed og kønsroller: »Hans Kjærlighed var stærk som hendes, men den mangled den fine, mandige Ømhed, der værner den elskede Kvinde mod hende selv og vaager over hendes Værdighed« (123). Jacobsen anerkender seksualitetens ret, men advarer mod, at den i stedet for at være underordnet højere værdier bliver sit eget endemål. Den åbne accept af seksualdriften, især kvindens, og den hyppige påvisning af, at de borgerlige konventioner og renhedskrav gjorde kvinden ufri, var i strid med den herskende moral 197| og påkaldte borgerskabets forargelse, men i øvrigt er Jacobsens opfattelse af kønsrollerne traditionelt borgerlig. Som det fremgår af citatet, er det kvindens opgave at give sig hen til manden, hvis pligt det så er at tage ansvaret for hendes liv og selvrespekt.

Der er grund til at understrege, hvor tæt Jacobsen ligger på almindeligt accepterede opfattelser af seksualiteten, for i tidens løb har man ofte kunnet møde det synspunkt, at forfatterskabet er spækket med sado-masochistiske motiver. Baggrunden for den påstand er Jacobsens kredsen om de absolutte tilstande og de ekstreme situationer. Da f.eks. Niels i sin første forelskelse fabler om et idealforhold til fru Boye, tænker han bl.a.: »jeg skulde tage mod din Vilje, liggende brudt i dine ydmygt fremstrakte Hænder. Du skulde være min Dronning og jeg din Slave, men min Slavefod skulde være paa din stolte Dronningenakke« (66). Ingredienserne er de samme som i en sado-masochistisk fantasi: den sønderbrudte vilje, dronningen og slaven, foden på nakken. Men det afgørende er her, at begge parter på samme tid er både herre og slave. Billederne er ekstreme (og groteske!), fordi de skal gestalte en absolut kærlighedslykke, hvor ingen af de to vil misbruge sin magt over den anden.

En anden ekstrem situation, som ved en overfladisk betragtning kan tage sig sado-masochistisk ud, finder vi, hvor en person afvises af en instans, som hele personens lykke afhænger af. Det er f.eks. tilfældet ved Bigums frieri (32 ff.) og Niels' to bønner til Gud (36, 170 f.). Her møder vi uforbeholden underkastelse, knæfald og desperate anråbelser, men den ydmyge opnår intet ved sine bønner, end ikke herreinstansens vrede eller straf. Det er en nøglesituation hos Jacobsen, men sidst af alt en sado-masochistisk situation: det er den totale livslængsel, der mødes af den totale afvisning.

Niels

Også Niels Lyhnes karakter og skæbne må forstås ud fra evnen til at give sig hen, til at give slip på sig selv og lade sig føre i én strømmende udfoldelse. Denne evne er en betingelse for, at man kan føle sig forbundet med verden. Står man ængsteligt overvejende ved siden af sig selv, står man også uden for sin verden.

Niels' forhold til den lidenskab, som Edele og Tema ikke tør give 198| efter for, og som ødelægger Fennimores og Eriks liv, fordi de giver efter for dem, er såre ambivalent. »Blot det vilde komme over ham -Livet, Kjærlighed, Lidenskab, saadan at han ikke kunde digte med det. men saa det digtede med ham.« Her har vi drømmen, men i virkeligheden er han »dog inderst inde bange for dette Mægtige, som kaldtes Lidenskab« (60). Det er ikke blot den erotiske lidenskab, Niels her tænker på, men evnen til i det hele taget at kaste sig uforbeholdent ud i handling, en evne som også ville få konsekvenser for hans rolle som digter og samfundsforbedrer. Han misunder andre mennesker den »selvsikre Ubesindighed, der har saa let til det Slags Ord, der handler, og som har Følger, Følger, den ikke skænker en Tanke, før de træde den i Hælene. - De Folk, der var saadan, de kom ham for som Centaurer, Mand og Hest een Støbning, Tanke og Spring eet, eet eneste, medens han var delt i Rytter og Hest, Tanke eet, Spring noget ganske andet« (68).

Niels' delthed sørger for, at han aldrig foretager noget spring. Det er et gennemgående træk, at det ikke er ham, der tager initiativet til hverken at indlede eller afbryde forbindelsen til romanens kvinder. Det er Tema, som iscenesætter og låser Niels fast i deres uvirkelige, aseksuelle forhold; det er en tilfældighed, der etablerer forholdet til Fennimore, og det er først, da Niels hører om, at Gerda beundrer ham, at han tager skridt til at vinde hende. Både Tema og Fennimore bryder med ham ved at vise ham bort (en forløber for den situation oplevede han som dreng i scenen med Edele på puffen), og madame Odéro rejser fra ham uden varsel.

Man kan knap sige, at Niels gennemgår en udvikling. Hans tilbøjelighed til at afskrive fortiden bevirker, at han aldrig bearbejder og lærer af sine erfaringer. Hans nederlag resulterer først og fremmest i en forøget træthed - hvis vækst Jacobsen regelmæssigt gør rede for i pauserne mellem de enkelte episoder. Trætheden ledsages af en voksende resignation, som i en vis forstand kan siges at være udtryk for en sandere erkendelse, dvs. indsigt i og respekt for de livets love, som sætter grænser for menneskets muligheder. Men også kun i en vis forstand. Det forhold, at han på dødslejet fabler om sin rustning, tyder ikke på, at han har gennemskuet det fantastiske i sin korsfareretos. Kort forinden har hans reaktioner på hustruens og sønnens død været alt andet end modne og lødige.

Gerda har, bl.a. ved at følge ham i hans ateisme, vist, at »der skulde 199| intet Sted være til i Himmel eller paa Jord, hvor deres Veje skiltes« (165). Her har Niels oplevet det absolutte kærlighedsforhold, han altid har drømt om, men da Gerda på dødslejet vender tilbage til sin barnlige kristendom, føler Niels, at hun svigter, ikke ateismen, men ham: »den Kjærlighed, som havde udgjort hans Livs bedste Lykke, var slukt i hendes Blik, hun var ikke hans mer, allerede nu, Vingerne var begyndt at vokse, hun længtes kun imod sin Gud« (169). Den følgende tid bliver »et Helvede af Minder« (169), og på lazarettet tænker han, ikke på den lykke, de har haft, men med bitterhed på, at hun ikke til det sidste havde udelukkende ham, Niels, i tankerne: »Hvor vilde det ikke have været skjønt, smertelig skjønt, om hun lige til det Sidste havde klamret sig til ham, og ikke sluppet ham med sit Øje, før Døden gjorde det mat [...] i Stedet for i den sidste Stund at vende sig fra ham, for at frelse sig over til mere Liv, mere Liv endnu« (174).

Efter at Niels kort efter har kastet sig på knæ og anråbt Gud om at frelse sønnens liv, nøjes han ikke med at konstatere, at han ikke har »kunnet bære Livet som det var«, for så at forvalte den indsigt ansvarligt. I stedet lægger han ethvert ansvar for sit eget liv fra sig: »det der kom efter, kunde aldrig blive Andet end interesseløse Scener, der var heftet bag til femte Akt, efter at Handlingen var spilt til Ende« (172). Hvorpå han melder sig som frivillig, ikke af sådanne idealistiske grunde, som gjorde ham til soldat i fremskridtets hær, men simpelthen fordi: »det var jo saa overordentlig Meget ikke at være et overflødigt Menneske længer« (173).

Jacobsen og Niels

Det kan være svært at have sympati for Niels Lyhne. Men det er endnu sværere at afgøre, i hvor høj grad romanen lægger op til, at man skal have sympati for ham. Det er givet, at Jacobsen ikke har villet gøre ham til en idealskikkelse - det fremgår alene af, at bogen skal handle om »daarlige Fritænkere«. Det er også givet, at Jacobsen som -i den henseende - god naturalist vil nøjes med at lægge sit stof frem uden at indprente læserne, hvad de skal mene om det. Men der er intet i Jacobsens brevudtalelser om romanen, der tyder på, at han har villet fælde en så hård dom over sin hovedperson, som ovenstående analyse af hans adfærd lægger op til. Efter alt at dømme var Niels for 200| Jacobsen et lidt svagt menneske med for store drømme og for lidt handlekraft, men i øvrigt en fin karakter. Der er ingen tegn på, at Jacobsen har haft øje for den egocentricitet og bestandige flugt fra skyld og ansvar, som præger Niels Lyhnes liv, ikke mindst i dets sidste fase. Forklaringen er sandsynligvis den, at Jacobsen har haft sin hovedperson for tæt inde på livet. Han har haft fokus på og har villet afdække drømmeriet, de alt for store krav til livet, den ængstelige forsigtighed m.m., men han har ikke klart kunnet se de etiske brist, som udspringer af disse karaktertræk. Der er i al fald et væsentligt stilistisk træk, som indicerer, at Jacobsen har været for impliceret i sin hovedperson til at kunne overskue ham. Som allerede nævnt må man umiddelbart opfatte det patetiske i Niels' tanke og tale som et stilmiddel, der tjener til at afsløre hans fantasteri. Men den kendsgerning, at både ræsonnøren Hjerrild og fortælleren selv bevæger sig i det samme heroisk-høje stilleje, giver basis for at hævde, at det overalt er forfatterens egen stemme, man hører.

Mange af Jacobsens kunstneriske virkemidler afspejler den evigheds- eller enhedslængsel, som er fundamentet i Niels' karakter. Et par af de mest iøjnefaldende er hans koncentration om de emotionelle højdepunkter i heltens liv, den totale negligcring af hverdagslivets trivialiteter og forbigåelsen af den økonomiske baggrund for personernes udfoldelser. Inden for de enkelte episoder er der endvidere en tendens til at skabe scener, hvis primære funktion ikke er at bringe handlingen videre, men at skabe en stillestående, tungtåndende stemning, hvor tiden er gået i stå og omverdenen ikke eksisterer. De mest rendyrkede eksempler er scenerne med Edele på puffen, afskeden mellem Niels og Tema samt Niels' vågen over den sovende Fennimore. Der er i alle tre tilfælde tale om tableauagtige situationer, stillestående dramaer, hvor rummet og øjeblikket er blevet absolutte, og hvor personerne i halvt drømmeagtige tilstande er nær ved at bryde igennem til en enhedsoplevelse. Det er artistisk virtuost udformede scener, men de ligger meget langt fra det moderne gennembruds tanker om, hvordan den ny litteratur skal se ud.

201|

Stil og omverden

Yndere af Jacobsens digtning har altid fremhævet hans stilkunst, men mindst lige så mange læsere og litterater har ment, at den var et ulideligt »perlestikkeri«. Modtagelsen af Niels Lyhne viser, at begge opfattelser meget vel kan trives i samme læser. Mange anmeldere, både på venstre- og højrefløjen, pointerer, at bogens stil er udsøgt, og kritiserer den derpå for at være søgt. Georg Brandes er ingen undtagelse.

Hemmeligheden ved Jacobsens stil er, at den gennem syntaks, rytme, klang og billeder på eminent vis fremsuggererer de stemninger, som bæres frem på indholdssiden. De langeligt bølgende sætninger har en dyssende og afspændende effekt, der ofte kan gøre det svært at koncentrere sig om den nøjagtige betydning af de ord, der bærer sætningerne. For raske folk og epikere som Jakob Knudsen og Henrik Pontoppidan er Jacobsens fremgangsmåde frygtelig omstændelig og fører ingen vegne hen. Men den bølgende bevægelse er netop egnet til at føre sindet derhen, hvor Jacobsens mål er: den tilstand, hvor al konkretion og alle modsætninger sløres, og hvor man aner sig på vej til at glide ind i enhedsoplevelsen.

Samme funktion har en lang række af de elementer, der indgår i Jacobsens omverdensskildringer, specielt i naturbeskrivelserne: bevægelser og lysskift, der gentager sig, objekter eller lyde, der langsomt fjerner sig eller nærmer sig, dufte, der kommer og går. En sådan bølgende, samstemt omverden tager sig ud som en spontant strømmende selvudfoldelse uden årsag eller formål. Da det er en sådan livsform, Jacobsens personer drømmer om, er det ikke sært, at der i dem vågner en ikke bevidst længsel efter at blive ét med den natur.

I samspillet mellem iagttager og omverden gælder der den faste regel, at jo mere harmonisk afrundet omverdenen bevæger sig, des nærmere kan den iagttagende person føle sig ved at smelte sammen med den, og jo mere uregelmæssigt og uoverskueligt omverdensmønsteret er, des mere isoleret føler iagttageren sig. Niels' oplevelse af forårets dufte i kap. 7 (66) er et eksempel, hvor omverdenen er tilstrækkelig harmonisk og samstemt til at den vækker længselen, men alligevel så uregelmæssig (»Duftene, der veg og kom, som selv de vilde«), at skuffelsen hurtigt melder sig. Derimod er der i den før omtalte klare måneskinsnat ingen harmoni, ingen bølgende bevægelser.

202|

Modsigelserne

Som det er fremgået, er Niels Lyhne en bog fuld af modsigelser.

Den er en roman, men den forsynder sig mod en række grundlæggende regler for, hvordan en roman skal bygges op. Det episke element spiller en underordnet rolle, dels fordi der føres så fa handlingstråde og så få personer fra ét storafsnit til det næste, dels fordi der i de enkelte afsnit er scener, som bredes betydelig mere ud end deres handlingsøkonomiske betydning begrunder.

Den er en historisk roman, men den historiske baggrund er næsten ikke til at få øje på. Desuden er det åndelige klima i romanen en anakronisme: det passer langt bedre til samtiden end til den fortid, det er henlagt til.

Bogen vil pege på det farlige i romantikkens tro på menneskets harmoniske forbindelse med en harmonisk verdensorden, og den vil advare mod at drømme sig væk fra den virkelighed, som ikke regner med drømme. Men denne lære er lagt frem i en roman, hvis kunstneriske virkemidler er dybt præget af de tendenser, der tages afstand fra i romanen: det patetiske fortællersprog, de følelsesfuldt udpenslede naturskildringer, de drømmeagtige, statiske scener med deres intense stemningsdyrkelse.

Niels Lyhne er skrevet af en af det moderne gennembruds mest fremtrædende og urokkelige fortalere. Alligevel er bogens ideologiske udsagn nærmest en påstand om, at det ikke er muligt at leve og dø på gennembruddets livssyn. Jacobsen hævder ganske vist, at romanen handler om dårlige fritænkere, men det misforhold mellem længsel og skæbne, som gør sig gældende hos alle bogens personer, afspejler en pessimisme, der ikke levner plads til troen på, at fornuft og karakterstyrke er et grundlag, der vil kunne leves meningsfuldt på.

Endelig taler Niels Lyhne ateismens sag. Imidlertid har længselen, der ikke blot er personernes grunddrift, men også styrer forfatterens kunstneriske praksis, som sit ikke bevidste mål den enhedsoplevelse, som er kernen i alle mystikeres religiøsitet.

Alt dette betyder, at de fleste af romanens kvaliteter - og de er mange og store - må søges andre steder end dér, hvor Jacobsen selv angav, at de lå, og hvor hans meningsfæller forventede at finde dem.

203|

Modtagelsen

Det var uundgåeligt, at de her nævnte forhold kom til at præge modtagelsen i den danske presse. Sagt generelt bevirkede de, at anmelderne på både højre- og venstrefløjen blev usikre. Ros var blandet med ris over hele det litteraturpolitiske felt. Det var de samme forhold ved romanen, man hæftede sig ved, men vurderingen af dem varierede, og det kneb for de fleste at nå frem til en velafbalanceret samlet dom.

Én ting var dog fælles for alle anmelderne: Niels Lyhne aftvang dem respekt. Langt ind i den mørkere del af højrepressen erkendte man, at Jacobsen havde talent og fortjente at blive taget alvorligt. Fædrelandets anonyme anmelder må, om end uden større lyst, indrømme, at bogen bærer »tydelige Mærker af et betydeligt Talent«; Berlingske Tidende »maa beundre en fiin og overlegen Kunst« i mange af bogens skildringer, og ifl. Jyllandsposten er romanen som helhed »igjennemtrængt af en nobel Aand« - en indrømmelse, som skyndsomst får sin bisætning: »som man kunde ønske sig at finde hos alle den nye Skoles Repræsentanter«.

En del af anmelderne gør ophævelser over romanens særegne komposition. Både Berlingske Tidende og Jyllandsposten har et skarpt blik for, at en række af episoderne ikke får nogen som helst betydning for Niels Lyhnes liv, og i Illustreret Tidende skriver Jacobsens ungdomsven H.S. Vodskov i sin indtrængende anmeldelse: »Alle disse Episoder ere neppe mere forbundne end Perler, der ere dragne paa en Snor, og disse Perler ere maaske lidt vel uensartede til ret at gjøre Indtryk af een Krands.«

Vodskov er ligeledes en af de få kritikere, der gør opmærksom på bogens anakronismer og peger på, at det er »Nutidens aandelige Kamp«, Jacobsen skildrer. Det afholder Georg Brandes sig fra at nævne i sin anmeldelse, skønt han som tidligere omtalt har skrevet til Jacobsen, at bogens 1850'ere tager sig ud som en trykfejl for 1870'erne. I anmeldelsen nøjes han med at beklage, at romanen er »for indvendig, for lidt historisk«, og at Jacobsen er for »abstrakt« på det historiske område. Men han undgår omhyggeligt at stille spørgsmålstegn ved, om det nu også er den forrige generations besværligheder, Jacobsen skriver om; »i et Folk af Fantaster« har det været vanskeligt at frigøre sig fra religionen. Underforstået: kuren er for længst indledt, og der 204| er derfor ingen tvivl om, at Niels Lyhne handler, ikke om os, men om dem før os. Med en jacobsensk patos - som i øvrigt let falder ham i pennen - skriver Brandes: »Men førend Sejersgudinden holder sit Indtog paa sin firspændte Vogn, komme altid mange Forløbere.« Niels Lyhne er altså »en af disse Forløberes sørgelige Historie«.

Det er dog ikke forbigået den øvrige presses opmærksomhed, at Jacobsen er en tvivlsom fortaler for ateismen. Jyllandsposten nøjes med at anerkende, at »Bogen er holdt fri for ethvert Spor af Tendens paa det religiøse Omraade«, men Berlingske Tidende og Lolland-Falsters Stiftstidende er usikre på, om bogen ikke snarest advarer mod fritænkeriet. Samme spørgsmål stiller Dagbladet's i øvrigt venligtsindede anmelder: »Der føres ingen Tendens frem paa nogen udæskende Maade, man fristes tvertimod ofte til at spørge om, hvor Forf. har sin Sympathi, om for eller imod sin Helts Livsanskuelse og Forhold til Gudsbegrebet.«

Mest ros og mest dadel bliver der uddelt på det sproglige og stilistiske område. Otto Borchsenius har i Ude og Hjemme kun lovord om denne side af bogen, og Herman Bang nøjes med i forbifarten at anholde dens »svulmende Retorik«, men ellers er der stort set kun accentforskelle mellem de politiske meningsfæller og modstanderne. Vurderingen i Fædrelandet er typisk: »Det mest Blændende og Bedaarende ved J.P. Jacobsens Fortællinger [...] er hans Sprog eller hans Diktion.« Og så, tre linjer senere: »Men er den naturlig? Er den ikke grændseløst maniereret og tilsidst ligesaa trættende, som den i Begyndelsen var tillokkende?« I Dagbladet er der vendt om på denne rækkefølge og på vægtningen af de to domme, men dobbeltheden går uforandret igen: »Stilen kan undertiden i sin Søgen efter prægnante eller malende Udtryk blive noget søgt og maniereret - flere ejendommelige Ord og Sprogformer forekomme ogsaa - men som Helhed er den baade rig og ejendommelig.«

»Søgt« og »maniereret« er standardord i anmeldelserne, og i flere af dem kritiseres det, at stilen ikke bærer et indhold frem, eller at den dækker over det indhold, den skulle bære frem. »Han kan male med saadanne Farver, at man egentlig intet ser for lutter Glans,« siger Nationaltidende's anmelder. Det er karakteristisk, at anmelderne betragter den omhyggeligt ciselerede stil som noget udvendigt, noget der med fordel kunne skæres lidt ned på. De ser ikke, at stilen er en uadskillelig 205| del af det talent, der sætter Jacobsen i stand til afgørende at øge prosaens stemningsskabende kapacitet.

Det maniererede ses ofte som udtryk for noget sygeligt, som også gør sig gældende i menneskeskildringen. Jyllandsposten's anmelder er således ikke glad for det »saa vellystigt udmalede Syn« af Edele på puffen, og finder det usundt og unaturligt, at en tolvårig dreng, der jo er vokset op med jysk friluftsliv, bliver erotisk betaget af sådan en tante. Samme scene er også for Nationaltidende et eksempel på »det overdrevne og følgelig usande, skjønt for en Del maaske især sygelige«, der præger væsentlige dele af Niels Lyhne. Snart ser anmelderne sygeligheden som udsprunget af den nye skoles grundtanker (»den trøstesløse Livsanskuelse, der har ført ham paa Afvej«), snart som et resultat af Jacobsens dårlige helbred (»høilig maa det ønskes, at Forholdene kunde stilles saa godt for denne Forfatter, at han kom ud i et friskere Blik paa Tilværelsen«).

Forargelsen over bl.a. Edele-skikkelsen er ikke bare udtryk for tidens snerperi, men vidner også om, at man hverken var vant til eller satte pris på Jacobsens særlige tilgang til den menneskelige psyke. En af de afgørende og nye kvaliteter ved hans digtning - og ikke mindst ved puf-scenen - er hans evne til at antyde, hvad der foregår i området mellem det rent kropslige og bevidstheden. Vodskov ser det og taler om Jacobsens »fine Sands for alt det Ubevidste og halvt Bevidste i vort Sjæleliv« - men synes dog, at Jacobsen lader sin »Sands for psykologisk Miniaturemaleri« fa for stor indflydelse på romanen.

Man kunne tro, at brødrene Brandes bedre end de øvrige litterater forstod at værdsætte Niels Lyhne's kvaliteter, men helt sådan forholder det sig ikke. De var, sig imellem, alt andet end begejstrede for bogen. Allerede 1.5.1879, efter at have hørt Jacobsen læse en snes sider højt, skriver Edvard til broderen: »Jeg fandt det lidt smaat og fordømt søgt i Stilen. Men det er klart, at nogen Dom lader sig ikke fælde efter denne Undersøgelse. Alligevel gjorde det et daarligt Indtryk paa mig. Jeg har den Mistanke, at Bogen vil falde i Smaastykker og det, jeg blev bekendt med, havde mindst ligesaamange Fejl som Fortrin.«

Som man ser, er det de to faste ankepunkter, der dukker op her: komposition og stil. I øvrigt havde Georg Brandes allerede 24.2.1878 advaret Jacobsen mod at forfalde til »overdrevne Beskrivelser, hvad jeg vilde kalde spækket Stil. Jeg troer, at dér er en Fare for Dem.«

206|

Da bogen er udkommet, bliver brødrene hurtigt enige om, at den er såre mangelfuld. Georg skriver bl.a.: »En løierlig uvirkelig Bog. Helt indvendig. [...] Man interesserer sig saa Fandens lidt for Niels Lyhne [...] Bogens Idee er uklart fremstillet.« Han beklager sig over stilen (»Og saa er der 500 Adjektiver for mange«) og over den historiske baggrund (»En underlig Anachronisme«), men anlægger som partileder også strategiske betragtninger: »Men han gjør for meget af det med den Gud, synes du ikke. Pøbelen optager det vist som Indrømmelse af Vantroens utrøstelige Tilstand.« Han mener, det er ham, der har stået model til den kritiker, som var fru Boyes elsker, og kommenterer: »Og saa underligt ubehændigt overfor Modstanderne, saa -hvad skal jeg kalde det - dumt.« En vis anerkendelse får Jacobsen dog: »Det er jo en Fandens dygtig Bog, men saa forbandet underjordisk.«

Edvards syn på romanen er ikke anderledes: »Jeg er ikke meget glad for Niels Lyhne. Jeg deler dine fleste Indvendinger.« Hvorpå han føjer yderligere en række indvendinger til. Det sære forhold mellem en gennemgående kritik og en overordnet respekt kommer også til udtryk her: »Bogen er mig saa underlig tom, hele Fylden ligger i Stilen og den er undertiden fordømt affekteret. Men han er dog saa original, saa helt sig selv.«

Begge brødrene kvier sig ved at anmelde Niels Lyhne, men det ender dog med, at Georg gør det, næsten to måneder efter udgivelsen (Morgenbladet 9.2.1881). Anmeldelsen rummer en begavet analyse af romanens tematik, men også en uelskværdig parodi på Jacobsens stil, og uanset at den munder ud i en erklæring om, at Jacobsen »er Mester«, mærker man dog, at Brandes skriver af pligt og tilbageholder en del af sin kritik. I al fald mærkede Jacobsen det. Som han skriver til Edvard, fornemmer han, at Georg »egentlig ikke personlig holder af den eller tillægger den videre Værd og i det Væsentlige har følt sig skuffet ved den.«

Man kan sige, at Jacobsen ved at indføre de mange modsigelser i og omkring sin bog selv var ude om, at den blev dømt på forkerte præmisser. Men dels var han næppe i stand til selv at overskue de modsigelser - f.eks. ville han givetvis have afvist, at hans personers og hans egen længsel var af religiøs art - dels var Brandes-kredsen hans eneste mulige forbindelse til dansk åndsliv. Kun dér kunne han vinde gehør for den del af sin livsholdning, som han kunne give intellektuelt udtryk for. Til gengæld var kredsens sympati for hans dyrkelse af 207| drøm og stemning minimal, og man var helt uden forståelse for den forfinelse af stil og beskrivelsesteknik, som førte i retning af at gøre kunsten, ikke til en afspejling af virkeligheden, men til sin egen selvgyldige virkelighed.

Baggrund og placering

J.P. Jacobsen var den første, der indførte Darwin i den danske debat, til at begynde med gennem sine populærvidenskabelige artikler i Nyt dansk Maanedsskrift 1870-73, senere med oversættelser af Darwins hovedværker. Den udviklingsoptimisme, han som naturvidenskabsmand giver udtryk for i artiklerne, har imidlertid ikke sat sig spor i hans digtning. Niels Lyhnes begejstrede tale om menneskeåndens udvikling, der lader større videnskabelig erkendelse følges af større menneskelig lykke (102, 165 f.), bærer mere præg af Hegels idealistiske filosofi end af Darwins teorier om survival of the fittest. I øvrigt kommer Niels' optimisme inden for romanens rammer til at stå som et udtryk for hans romantiske naivitet.

Når perspektivet blev begrænset til det enkelte individs liv, måtte Jacobsen søge til andre kilder end Darwin. Som så mange i sin samtid, bl.a. Georg Brandes og Henrik Ibsen, var han i ungdomsårene intenst optaget af Søren Kierkegaards knivskarpe psykologi, samtidig med at han kæmpede for at unddrage sig de religiøse konklusioner, psykologien førte frem til.

Det er navnlig Kierkegaards opfattelse af umiddelbarhed og seksualitet, der har sat sig spor i Jacobsens digtning. I umiddelbarheden, dvs. før individet er spaltet endeligt ud fra sin omverden og kan se sig selv som en opgave, er det erotiske til at begynde med kun til stede som en vag anelse. Attråen er her drømmende, siger Kierkegaard i »De umiddelbare erotiske Stadier« (i 1. bind af Enten-Eller). Jacobsens fascination af dette stadium hænger sammen med hans dyrkelse af den tilstand, hvor alt endnu er lutter mulighed, og det er næppe for meget sagt, at alle hans ungpigeportrætter står i gæld til Kierkegaards beskrivelse af den drømmende attrå. I Niels Lyhne er det tydeligste eksempel beskrivelsen af Eriks to malerier (104 f.). Især i den anden af disse beskrivelser finder man en slående lighed med Kierkegaards 208| omtale af pagen i Figaros Bryllup. I det hele taget er Jacobsens blik for førbevidste og halvbevidste psykiske rørelser - som f.eks. hos Edele og Niels i puf-scenen - uden tvivl blevet skærpet ved Kierkegaards beskrivelser af umiddelbarhedens dæmrende anelser.

Kierkegaards krav til individet om at overtage sig selv og sit liv, i stedet for passivt at lade sig styre af omgivelsernes normer og forventninger, er nok den vigtigste kilde til det moderne gennembruds højstemte individualisme. Også på dette punkt kan Kierkegaards indflydelse mærkes i Niels Lyhne. Selvovertagelsen sker ifl. Kierkegaard ikke som følge af en kontinuert eller logisk forudsigelig udvikling, men ved et »spring«, som psykologien ikke kan forklare. Jacobsen bruger dette nøgleord, når han skriver, at hos de folk, der kan omsætte impuls til handling, er »Tanke og Spring eet, eet eneste«, men for Niels er »Tanke eet, Spring noget ganske andet« (68). Senere hedder det om Niels, at han var træt af »disse idelige Tilløb til et Spring, der aldrig blev sprunget« (120), jvf. »disse Tilløb, der altid endte i Grøften« (154).

Der er imidlertid den afgørende forskel fra Kierkegaard, at det spring, Niels drømmer om, ikke fører til ansvarlighed, men snarere er en flugt fra ansvarligheden ind i en spontan og lidenskabelig selvudfoldelse. Her er det ikke uvæsentligt, at de handlingsmennesker, Niels misunder, kommer ham for som »Centaurer«, dvs. halvt dyriske væsener. Der er ikke noget, der tyder på, at Jacobsen har brugt den kierkegaardske kategori »springet« for at afsløre Niels' hulhed. Alt peger i retning af, at han også på dette punkt har været blind for sin hovedpersons mangel på etisk lødighed.

Hvor Niels Lyhne i øvrigt bærer spor af direkte påvirkning fra ældre dansk åndsliv og litteratur, drejer det sig om en mere overfladisk og punktvis indflydelse. To eksempler skal kort omtales her.

Hans Egede Schacks roman Phantasterne fra 1857 har, som titlen viser, tematisk lighed med Niels Lyhne, og hos Schack som hos Jacobsen ser man fantasteriet i kimform gennem skildringer af tre venners barndomslege. Brødrene Brandes mente, at Jacobsen her havde lagt sig alt for tæt op ad Schack, og var meget kritiske over for disse scener. Egentlige motivlån finder man imidlertid ikke, og Jacobsen behandler i øvrigt dette afsnit meget mere summarisk og mindre scenisk end Schack.

Samme år som Schacks roman udkom H.C. Andersens At være eller 209| ikke være. Det er en roman, som går ind i datidens diskussion om kristendom kontra ateisme. Dens hovedperson har opgivet sin gudstro, men da han bliver alvorligt såret under den første slesvigske krig, tyr han til at bede til Gud og når senere frem til den erkendelse, at der ikke er nogen egentlig modsætning mellem tro og viden. Dette korte referat indicerer, at Jacobsen har anlagt sin roman som et modstykke til Andersens. Dennes hovedperson hedder i øvrigt Niels Bryde, jfr. Jacobsens titel samt, at hovedpersonens rival i Jacobsens novelle Et Skud i Taagen også hedder Niels Bryde. Men noget dybere afhængighedsforhold er der ikke mellem Niels Lyhne og H.C. Andersens meget filosoferende roman.

Den forfatter, Jacobsen står i størst gæld til, i og uden for Niels Lyhne, er russeren Ivan Turgenjev (1818-83). Jacobsens nære ven Vilhelm Møller oversatte i årene 1871-77 ikke mindre end 18 af Turgenjevs bøger, som på flere områder fik dyb indflydelse på dansk litteratur.

I Turgenjevs naturskildringer fandt Jacobsen begyndelsen til den impressionistiske beskrivelsesteknik, som han selv havde nærmet sig i sin ungdomsdigtning, men som han nu, med hjælp fra Turgenjev, udviklede til et højdepunkt, som ikke siden er overgået. Den minutiøse registrering af, hvad der sekund for sekund hænder i et tilfældigt stykke natur, forudsætter både en dragning mod naturen og en nedprioritering af det sociale liv med dets normer og målrettede stræben. Turgenjev kunne i sine beskrivelser nok udtrykke, hvad man kunne kalde dragning i al almindelighed, men Jacobsen opnåede ved at lade syntaks, klang og rytme spille sammen med omhyggeligt sorterede sansekvaliteter (som klar/diset, fjern/nær, spredt/samlet o.m.a.) at kunne genskabe en hvilken som helst specifik stemning uden at behøve at benævne eller beskrive den.

Turgenjev ændrer også den danske roman i 1870'erne ved at indføre en ny type hovedpersoner. Deres egenart anes af romantitler som Drachmanns En Overkomplet (1876) og Sophus Schandorphs Uden Midtpunkt (1878). Det er mænd af det bedste selskab, med den bedste dannelse og den bedste vilje - men helt blottet for evne til at engagere sig afgørende, til at træde i karakter og handle. Deres smukke - og mange - ord og deres høje idealer står i et grelt misforhold til deres passivitet. Stamfaderen er Turgenjevs Rudin (1855, da. ovs. 1872), men som man vil se befinder Niels Lyhne sig inden for den 210| nærmeste familie. Det er imidlertid en anden Turgenjev-roman, Jacobsen har i tankerne, da han så tidligt som 6.12.1876 skriver til Vilhelm Møller: »Forøvrigt vil min ny Bog i Hovedtanken faa en Del tilfælles med Fædre og Sønner«. Jacobsen må her tænke på, at Turgenjevs roman Fædre og Sønner (1862, da. ovs. 1876) handler om en ung, materialistisk indstillet generations opgør med en idealistisk tænkende forældregeneration. Men for Niels er modstanderen til skade for romanens dramatik placeret i ham selv, og en dybere lighed mellem Niels Lyhne og Turgenjevs roman er der ikke, hverken i idé eller udførelse.

Jacobsen har naturligvis læst og i en vis udstrækning også lært af de franske naturalister, men de kom aldrig til at stå hans hjerte nær, og deres indflydelse på Niels Lyhne er alt andet end markant. Muligvis har de været med til at give ham modet til at lægge den vægt på den kvindelige seksualitet, som han gør, og utvivlsomt har de lært ham at lade fortælleren berette køligt og upersonligt om personernes skæbne. Men den sidste mulighed benytter han kun undtagelsesvis i Niels Lyhne, hvor fortælleren for det meste er så indfølende, at hans diktion er svær at skelne fra personernes. Sandsynligvis har Jacobsen lært mere af ældre franske forfattere som Benjamin Constant og Stendhal. I al fald finder man hos dem den samme skarpe opmærksomhed over for de små, umærkelige svingninger mellem to elskende, som Jacobsen demonstrer i Niels Lyhne.

Niels Lyhne kunne udmærket have heddet »En Overkomplet« eller »Uden Midtpunkt«, hvilket peger på, at Niels er en tidstypisk figur. Den krise, der rammer ham, afspejler situationen for samtidens unge intellektuelle. De er opdraget med troen på en verdensorden, som legitimerer deres eget samfund og dets normer. Men deres videnskabelige indsigt tvinger dem til at forkaste den metafysik, som er fundamentet i samfundets selvforståelse, og personlige erfaringer lærer dem, at de borgerlige idealer, samfundet officielt hylder, ikke er beregnede til at efterleves i praksis. I et liberalt samfund er det tilladt at kritisere disse forhold, men kritikeren sætter sig uden for det gode selskab, kommer til at stå uden indflydelse og risikerer at afskære sig selv fra at få et levebrød.

Grundfølelsen i en sådan situation er isolation og magtesløshed. Individet oplever sig selv som eneren, der står over for en massiv og 211| uflyttelig omverden, som styres af den stupide egennytte hos det, Henrik Ibsen kalder den kompakte majoritet. Det er helt usædvanligt i tidens litteratur at møde en skikkelse som Ibsens dr. Stockmann, der i En Folkefiende sætter sin egen vilje op mod majoritetens. Langt almindeligere er det at finde hovedpersoner som Drachmanns og Schandorphs, hvor afmagtsfølelsen har bredt sig til hele karakteren og gjort dem til fantaster. I sit anlæg placerer Niels Lyhne sig et sted imellem disse to yderpunkter, idet Jacobsen har anbragt sin hovedperson som medlem af en samlet opposition. Det interessante i planen er, at den kunne vise styrken i at tilhøre en gruppe med dens sammenhold og brydninger, og fremstille dialektikken i gruppens kamp mod det bestående. Imidlertid gør Jacobsen end ikke et forsøg på at realisere disse muligheder. Livet i gruppen og den udadvendte kamp omtales kun i de vageste, men til gengæld mest sublime vendinger.

Når Niels Lyhne almindeligvis betragtes som en naturalistisk roman, skyldes det psykologien i den: understregningen af Niels' arveanlæg (den drømmende moder, den praktiske fader), påvisningen af seksualinstinktets betydning og den snævre sammenhæng mellem krop og psyke, personernes næsten deterministiske bundethed til et bestemt reaktionsmønster osv. Men på alle andre områder ligger Niels Lyhne fjernt fra det naturalistiske program. Fortælleren er alt andet end objektiv, idet hans sprogtone glider sammen med personernes, og det miljø, som sammen med arven bestemmer karakteren ifølge naturalisterne, står med så vage omrids, at det er umuligt at fastlægge det historiske moment i romanen. Den impressionistiske beskrivelsesteknik er i den forstand tro mod naturen, at den omhyggeligt registrerer alle sanseindtryk, men netop fordi den binder sig til øjeblikket og det foreliggende virkelighedsfragment, reducerer den sine personer til passive iagttagere og fremstiller virkeligheden uden overblik eller analyse.

Disse ejendommeligheder gør Niels Lyhne slet egnet som kampskrift, og Brandes-brødrenes respektfulde skuffelse er i den sammenhæng forståelig. Til gengæld måtte Niels Lyhne appellere stærkt til 1890'ernes symbolister, for hvem digtningens egentlige område lå i det subjektive, i oplevelseskvaliteten, stemningen. Hos dem groede der en opfattelse af, at digtningen var det sted, hvor livets egentlige 212| modsætninger og kvaliteter kunne finde deres reneste udtryk - uden skelen til en social virkelighed, som forekom dem stadig mere triviel og uigennemskuelig.

Konsekvensen af dette litteratursyn er modernismen med dens begreb om digtningen som et selvgyldigt medie for den højeste erkendelse. Den eneste af halvfemserdigterne, der tog skridtet ind i modernismen, var Sophus Claussen, men alt i Jacobsens talent havde i virkeligheden udpeget ham til at blive den første danske modernist. I arabesk-digtene, i Der burde have været Roser og i Niels Lyhne's dvælende tableauer møder vi en digter, der søger at løfte sit stof op over enhver realistisk sammenhæng og gøre det til stemningsmættede, svævende kloder af skønhed og indsigt. Som modtagelsen af Niels Lyhne viser, var der ingen i samtiden, der havde nogen forståelse for den side af Jacobsens talent, og den blev derfor henvist til mindre arbejder og indslag, som truer med at ødelægge den overordnede linje i hans romaner.

Da der endelig opstod en digtergeneration i Skandinavien og Tyskland, som forstod og beundrede hans kunstneriske bestræbelser, havde Jacobsen for længst levet sin ensomhed til ende. 30.4.1885 fandt tolv års kamp mod en tuberkulose sin afslutning i barndomshjemmet i Thisted.

Tekstrettelser og bibliografi

Niels Lyhne udkom første gang i december 1880, udg. af Gyldendalske Boghandel.

Nærværende udgave er, bortset fra enkelte korrektioner af stavemåde og tegnsætning, trykt efter bind II af J.P. Jacobsen: Samlede Værker I-V. Udgivet paa Grundlag af Digterens efterladte Papirer af Morten Borup. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 1924-29. Morten Borups noter til romanen har dannet grundlag for denne udgaves noteapparat, som desuden står i gæld til professor, dr.phil. Arild Hvidtfeldt for flere oplysninger.

Morten Borups tekstrettelser er følgende (Ms. = Trykmanuskriptet Collinske Saml. Nr. 854, Kgl. Bibl. A = 1. udg. 1880). 213| 18,36 giver] give Ms., A. - 19,12 Maynard] sål. Ms.; Magnard A. -28,4 f.n. Vittoria] sål. Ms.; Viktoria A. - 54,9 bliver] blier Ms., A. -60,20 I matte] i matte Ms., A. - 60,22 I maa] sål. Ms.; i maa A. - 61,7 Det] sål. Ms.; Der A. - 66,4 blandtes] blandes Ms., A. - 99,6 Dem] sål. Ms.; dem A. - 100,25 ind til] sål. Ms.; indtil A. - 104,6 skyldtes] sål. Ms.; skyldes A. - 112,14 Haver] sål. Ms. (jf. 108,6 f.n.); Have A. -120,22 naturligst] sål. Ms.; naturligt A. - 135,13 rullende] rullede Ms. A (men et overstreget udkast på bagsiden af pågældende blad af Ms. har: rullende). - 157,12 ret] sål. Ms.; vel A. - 160,9 f.n. hans] sål. Ms.; han A. -168,7 de] sål. Ms.; det A. - 172,7 gisten] sål. Ms. (jf. Georg og Edvard Brandes: Brevveksling med nordiske Forfattere og Videnskabsmænd, udg. af Morten Borup II 1940 s. 362); gusten A. - 172,12 f.n. han] nu Ms., A.

I nærværende udgave er desuden flg. rettelser indført:

22,22 fortalte, (A og Borup s. 30: fortalte;). - 73,4 først (som A, Borup s. 115: ført). - 174,5 f.n. De dør (som A, Borup s. 291: de dør).

I efterskriften henvises der desuden til J.P. Jacobsen: Samlede værker 1-6. Udgivet med indledninger og kommentarer af Frederik Nielsen, 1972-74. JP. Jacobsens breve er her optrykt i bd. 5-6.

Breve fra, til og imellem brødrene Brandes er optrykt i Georg og Edvard Brandes: Brevveksling med nordiske Forfattere og Videnskabsmænd I-VIII, 1939-42. Brødrenes indbyrdes brevveksling samt korrespondancen mellem JP. Jacobsen og Edvard Brandes findes i bind II, Jacobsens og Georg Brandes' brevveksling i bind III.

En lang række af sam- og eftertidens vurderinger og analyser af Niels Lyhne er genoptrykt i Niels Barfod (red.): Omkring Niels Lyhne. Reitzels Værkserie, 1970. Med fyldig bibliografi.

Jacobsens indflydelse i udlandet samt bl.a. hans forhold til musik og billedkunst er behandlet i J.P. Jacobsens Spor i ord, billeder og toner. Tolv afhandlinger udgivet af JP. Jacobsen-Selskabet i hundredåret for digterens død ved F.J. Billeskov Jansen, 1985.

Fra den meget omfattende sekundærlitteratur kan i øvrigt nævnes:

Et udvalg af afhandlinger om J.P. Jacobsen og »Niels Lyhne« Vilhelm Andersen: JP. Jacobsen. I: Litteraturbilleder, Bd. 2, 1907.

Edvard Brandes: Breve fra J.P. Jacobsen, 1899, 4. udg. 1968. Med et langt forord om EB's erindringer om JPJ.

214|

Georg Brandes: J.P. Jacobsen. I: Det moderne Gjennembruds Mænd, 1883. Optr. i Samlede Skrifter III, 1900. 2. udg. 1919.

Georg Brandes: J.P. Jacobsen (1885). I: Essays. Danske Personligheder, 1889. Optr. i Samlede Skrifter III, 1900. 2. udg. 1919. Begge GB's afhandlinger om JPJ er desuden optrykt i hans Essays (udv. af Werner Svendsen), 1963.

Hans Brix: I: Danmarks Digtere, 1926. 3. forøgede udg. 1951.

Frédéric Durand: Jens Peter Jacobsen ou la gravitation d'une solitude. Paris 1955. FD ser JPJ som en forløber for eksistentialismen.

Søren Hallar: Synselementerne i Naturskildringen hos J.P. Jacobsen, 1921. Disputats, der bygger på en registrering og optælling af alle de planter, dyr m.v., der forekommer i JPJs digtning.

Søren Hallar: J.P. Jacobsens hjem og barndom, 1950.

Betty Heimann: Darstellung der Frau bei J.P. Jacobsen. Hamb. 1932.

Jørgen Holmgaard: Den »forsvundne« produktivitet. Om J.P. Jacobsens »Niels Lyhne«. I: J. Holmgaard (red.): Tekstanalyser. Ideologikritiske tekster, 1971. Et forsøg på at påvise JPJs angst for og idealistiske nedvurdering af seksualiteten.

Johan Fjord Jensen: Turgenjev i dansk åndsliv. Studier i dansk romankunst 1870-1900. 1961. Har bl.a. et kapitel om Turgenjevs indflyddelse på JPJ.

Aage Knudsen: J.P. Jacobsen i hans digtning, 1950. Argumenterer for, at JPJs forhold til barndomsveninden Anna Michelsen var af afgørende betydning for hans forfatterskab.

Sven Møller Kristensen: Impressionismen i dansk prosa 1870-1900. 2. rev. udg. 1955.

Frederik Nielsen: J.P. Jacobsen. Digteren og mennesket. 1953. Disputats, der argumenterer for, at JPJs digtning er stærkt præget af en algolagnisk (: sado-masochistisk) perversion.

Jørgen Ottosen: J.P. Jacobsens »Mogens«, 1968. Med udgangspunkt i Jungs psykologi og i tilslutning til Frederik Nielsens afhandling (se ovf.) skriver JO om seksualiteten i JPJs digtning.

Jørgen Ottosen (red.): Omkring Fru Marie Grubbe. Reitzels Værksene, 1972. En pendant til Niels Barfoeds ovf. nævnte »Omkring Niels Lyhne«.

Brita Tigerschiöld: J.P. Jacobsen och hans roman Niels Lyhne. Göteborg 1945. Svensk disputats, der især undersøger romanens tilblivelse og dens personal- og åndshistoriske forudsætninger. 215| Jørn Vosmar: J.P. Jacobsens digtning, 1984. Disputats.

Knud Wentzel: En hank til virkeligheden. I: Aage Henriksen m.fl. (red.): Den erindrende Faun, 1968.