II

Resultatet af Besigtigelsen blev, at Karl lejede sig Logis paa Gasværksvejen fra 1ste November.

Han gik hjem til Nørresøgade med en ganske behagelig Følelse af ved et Skridt, der krævede lidt Selvovervindelse, at have sørget for sin Fremtid: at han ikke helt skulde drukne i Ensomhed.

Ellers havde han det ikke for godt de nærmest følgende Dage. Skjønt han syntes, han stadig stod paa Vagt overfor de fremmyldrende Tanker om Rebekka, havde der alligevel dannet sig saamange Muligheds-Theorier i hans Hjerne angaaende Betydningen af hendes Ord og Optræden i Kongens Have, saa det var ganske forvirrende at komme i Lag med hele denne Forestillings-Kreds. Tildels forat holde sig klar deraf, arbejdede han med stor Iver. Desuden var han i den sidste Tid begyndt at læse en hel Del Skjønlitteratur i sin Fritid.

Det var med adskillig Forundring over sin egen litterære Tilstand, at han tog fat paa flere af de danske Digtere. Han havde ganske vist forlængst indseet Ukorrektheden af sin Barndoms Forestilling om, at man i Holting kjendte alt, hvad der fortjente Navn af dansk Digtning, – og dog sad det ham ubevidst i Blodet, at det kun var Biting, Smaating, det, som han ikke kjendte. – Nu fik han første Gang, igjennem Hr. Hellum og sin egen Læsning, et levende Indtryk af, at man ikke kunde undgaa at regne med Chr. Winther, Paludan-Müller, Heiberg og Hertz som virkelig betydelige, danske Forfattere. »Hjortens Flugt« havde i sin Tid Lærerinden, Ida Vinding, sværmet for og læst for sine Elever, – men det var i den Tid, da et Skuldertræk af Onkel Jørgen totalt kunde tilintetgjøre en Bogs Anseelse hos Børnene. Og Karl kunde da ogsaa huske, at der havde været Steder i »Hjortens Flugt«, som Ida Vinding selv med Skam og Bluelse havde maattet springe over, naar hun læste op af den. – »Adam Homo« havde Onkel Jørgen engang begyndt at læse for Børnene, paa Anbefaling af en meget anseet Præsteven, han havde. Men dens ufolkelige Tone havde ligestraks bragt Bogen noget i Miskredit baade hos Oplæseren og Tilhørerne, og da man var naaet til de forargelige Steder i 5te Sang om Trine og Line, da var Paludan-Müller færdig. – »Der seer man dog, der seer man dog!« havde Onkel Jørgen sagt. »Nej, hvor Aanden er borte, der følger saa meget andet med« – Karl havde ellers, som Barn, af denne Forfatter kun kjendt Sangen: »Brat af Slaget rammet«, – og den var jo for Resten god nok; men Karl havde ikke – efter dette med »Adam Homo« – kunnet synge den uden den Følelse, at Paludan-Müller jo egentlig ikke var værdig til at skrive saadan en Sang. Trine og Line – det var nogle rare »fromme, stærke Kvinder!« –

Nu læste han i Løbet af fjorten Dage baade »Hjortens Flugt« og »Adam Homo«, og blev dybt forundret – og foruroliget tillige. For de var ham som Verdner, disse Digterværker, men Verdner, der allerede var ældede, bortdøede, – han kom til at tænke paa de Kulturfolk i Mexiko og Sydamerika, der saa sporløst var forsvundne, – følte med Ængstelse Livets uendelige, altspottende Rigdom, der bestod i, at alt skulde forgaa. – Heller ikke Læsningen af disse Bøger formaaede da at sprænge hans meget elegiske Stemning; de havde i deres Forgangenhed selv noget tungt, vemodigt over sig.

Da saae han i et Vindue i Bagges Antikvariat et meget pænt Exemplar (»som nyt«) af Drachmanns »Tannhäuser«. Han kjøbte Bogen og faldt i den, hjemme i Nørresøgade, før han havde faaet sin Overfrakke af – han vilde blot see Begyndelsen – og læste saa til Thetid, trak Frakken af, var nede at drikke The uden at mæle et Ord – og læste Bogen ud til Midnat –

Det var som en Guddom, der befalede – Vaarens Gud – saa stod det der!

Nej, hvor det var friskt, nyt, vordende – intet Forgangent! – det var, som man kunde høre paa Ordenes Klang, at Drachmann levede endnu i dette Øjeblik, – Dr. Fensmark kjendte ham jo personlig, man kunde godt møde ham paa Kongens Nytorv i Morgen, – han var endogsaa spillevende, det var jo utroligt, som Folk snakkede om ham.

– – I det samme slog det ham, at dette var naturligvis den nye Digtning, som Rebekka flere Gange havde nævnt. – Jamen det var jo ogsaa Rebekkas eget Væsen:

– og – det stod ham klart, at intet i Verden skulde tvinge ham bort fra hende, hindre ham i at vinde hende! – –

Da han og Hellum en Dag ikke længe efter løb op ad Trappen til Dr. Fensmarks Værelse paa første Sal, stod der paa Trappeafsatsen en forfærdelig lang Herre, som de kom forbi og derefter saae ovenfra, – han førte nemlig Afskedspassiar med Dr. Fensmark, der stod lænet over Rækværket udenfor sin Dør, og lo og raabte ned til ham.

»Jamen saa paa Fredensborg Station, Onsdag Kl. 3.15. – Nu maa De ikke lade os løbe forgjæves! –« sagde den fremmede Herre, – han havde saadan en mærkelig hæs, men dog saa frisk og ungdommelig Røst.

»Næh! – – Men i lige Maade! – Jeg er vist mere udsat derfor,« sagde Dr. Fensmark.

»Gu' er De ej! – naar det gjælder noget, saa er jeg s'gu præcis nok – ha, ha, ha – Farvel!«

Karl havde seet den Fremmedes Ansigt igjennem en Solstrime, der skjød sig ned fra Vinduet over hans Hoved. Han syntes, Ansigtet mindede ham om Skovbund om Foraaret med Solskin og Skovblaanen over. Det var som et helt Syn med det Menneske her paa denne slidte, kjøbenhavnske Trappegang. Karl var sletikke i Tvivl om, hvem det var, skjønt han aldrig havde seet noget Billede.

De var komne ind i Fensmarks Stue. Denne gik hurtigt op og ned ad Gulvet, næsten som efter et Sindsoprør, – pludselig gned han straalende fornøjet sine Hænder, men sagde i det samme: »det er rædsom koldt idag!«

»Ja ude!« svarede Hr. Hellum og hvislede med Mundvigerne.

»Det var Drachmann,« sagde Fensmark. – Da han tilfældigvis intet Svar fik paa denne Bemærkning, tilføjede han, idet han satte sig, i en kort Tone: »Det er en Ven af mig.«

»Ja, det var jo Digteren, ikke sandt?« sagde Hellum.

»Naa, De veed dog, der er en Digter, der hedder Holger Drachmann.«

»Jo, bevares – he, he, he –«

»Saa veed De maaske ogsaa, at det er Danmarks største Digter.«

»He, he, he – sssj –«

»Jeg har netop læst hans »Tannhäuser«,« sagde Karl.

»Ja, lad os nu bare kile paa vore ciceronianske officia – det passer nok bedst for os.«

Saa læste de, og Fensmark kom snart i sit gode Humør igjen og var meget elskværdig, han følte maaske ogsaa, at han uden Grund var bleven gnaven før.

Han brugte egentlig Lexicon temmelig meget. Det gjorde Grabow aldrig, naar han underviste. – Men Fensmark brugte det paa en saa flot, selvfølgelig Maade, saa det udenvidere indgik som et nødvendigt Led i den moderne Udvikling med dens mange fortræffelige Hjælpemidler til at lette Menneskehjærnen dens Arbejde. Han tumlede med Lexiconet paa en noget haard og hensynsløs Maade, ligesom en Trolddomsmester kunde mishandle en eller anden stakkels, tjenende Naturaand. Han lagde Foden op over sit ene Knæ; derved kom hans elegante Ben i de graastribede Benklæder til at danne en horizontal Trekant, – paa hvilken saa Lexiconet blev kastet ned, og hvor det maatte af med sin Visdom.

Ogsaa i Dag maatte Karl beundre dette levende, spillende Overblik, han formaaede at give ud over Sprogmarken, næsten som om man saae hen over et Foraarslandskab, – men samtidig gav han rigtignok Hellum Ret i, at Fensmarks Behandling af Sprogmaterialet var forunderlig usjælelig og uhistorisk. Man havde en lignende Fornemmelse derved, som om man kunde gaa og botanisere eller anstille geologiske Undersøgelser paa Isted Hede eller Dybbøl Bjerg.

Mod Slutningen af Timen blev det stadigt Solskin udenfor. Det havde ellers hele Dagen været skyet og skiftende. – Karl kunde ikke lade være at see paa Solstraalerne, der kom listende ind over Vindueskarmen, ned paa Gulvet, hen over Listetæppet, som dækkede den midterste Del deraf – Og pludselig kom han til at huske paa Begyndelsen af »Tannhäuser«: Beskrivelsen af Ingeniør Kolbs Værelse var jo som hentet fra denne Stue. Han drejede uvilkaarlig Hovedet om mod Baggrunden af Værelset, – jo, virkelig: dér stod Sovesofaen! – han havde i Øjeblikket rent glemt den. – – Mon virkelig Fensmark skulde være Modellen til Anton Kolb? Ja, hans Væsen passede egentlig godt nok – dette lidt selvfølgelig mandige, denne paa Forhaand givne Gentleman, som han var i hele sin Optræden, af hvilken dog andre ikke i samme Grad blev overbeviste i saa Henseende, som han vistnok selv var det. – Men Karl syntes nok, at Fensmark skulde haft lidt mere af det drømmende ved sig for ret at ligne Kolb. Naa, man vidste jo ikke, hvad Tid og Lejlighed kunde aabenbare ogsaa af dét – man vidste jo i det hele ikke – og det var jo netop det interessante – hvor langt Ligheden gik mellem den virkelige og den digtede Person. – Tænk, hvis det nu var saadan en Tur som den til Breidsholm, der forestod Fensmark paa Onsdag. »Paa Fredensborg Station Kl. 3.15.« – »Lad os nu ikke løbe forgjæves.« Hvem mon disse »vi« var? det havde været interessant at vide. – Hm. – Han kastede et stjaalent Blik paa Fensmark. Jo, Haaret kunde ogsaa godt passe: det var jo egentlig kjønt Haar, krusede saa kraftig, især i Nakken – netop som efter Beskrivelsen.

»Nu er Klokken tre,« hørte han pludselig Fensmark sige, – og opdagede, at han selv havde været temmelig fraværende paa det sidste. »Det var s'gu dejligt, – ja, undskyld, mine Herrer, men jeg trænger i høj Grad til at komme ud at røre mig. – Der er ingen af de Herrer, der vil gjøre mig Følgeskab ?«

»Jeg skal hjem og drikke Kaffe – sssj – det kan jeg ikke undvære,« sagde Hellum.

»Den tager vi i Grønningen.«

»Jamen bagefter skal jeg læse.«

»De vil, med andre Ord, ikke med. – Hr. Wintrup?« »Joh –«

»Eh bien! – vent et Øjeblik!« – Dr. Fensmark gik med kraftige Skridt og determinerede Bevægelser ind i sit Soveværelse, idet han aabnede og lukkede Døren, netop saadan som en Dør skal aabnes og lukkes af en sund, kraftig og harmonisk udviklet Mand, der tillige er delagtig i sin Tids højeste Kultur.

Nogle Minuter efter traadte han atter – fuldt færdig – ind i Studereværelset: Overfrakke, Cigar, Stok, Handsker, høj Silkehat, – snurrede med Foden Spjældet paa Kakkelovnslaagen til paa en Maade, der atter mindede En om en moderne Tids mange Nemheder og Bekvemmeligheder – bød Cigar, og gik, under højrøstede, muntre Trappeudtalelser, ned med sine Gjæster.

»Gaar vi ud paa Langelinie ?« sagde han til Karl, da Hellum var forsvundet

»Ja, det kan vi godt.«

»All right!«-–

Det holdt sig ved ligegyldig Passiar helt om til Volden ved Østre Anlæg.

Det var saa forunderligt for Karl, sammen med denne Fremmede, at gaa lige forbi Porten ind til Rosenborg Gartnerhave, – og naturligvis vævede Billederne af Rebekka, af Baronessen fra Breidsholm og af Drachmanns Skikkelse i Dag paa Trappen i Teglgaardstræde – sig sammen for ham til et uklart, bølgende – ligesom foraarsbølgende – Stemningsvæv. Og ved hans Side gik Fensmark, der maaske havde været med paa Turen til Breidsholm. – Øjeblikket blev ham paa en Gang saa tungt skjæbnesvangert, saa bristende betydningsfuldt. – –

»Jeg har kjendt en gammel Herre, som sagde, at der var Mennesker, der ansaae Livet for at være ganske betydningsløst.«

»Saa,« sagde Fensmark kort, blot kvitterende for Modtagelsen af det meddelte.

»Ja, at Livet sletikke havde nogen Mening eller Betydning.«

»Naa.«

»Ja – mon der da virkelig er nogen, der troer det?«

»Hvorledes mener De?« Fensmark gik og gav hver af Voldens Træstammer et lille Slag med Stokken, idet de passerede.

»Jeg kan godt forstaa, at nogle Mennesker kan have en Betragtning af Livet, om hvilken andre vil mene, at den gjør Livet betydningsløst. Men der kan da ikke godt være nogen, som mener, at Livet, efter deres egen Betragtning deraf, er uden Betydning. Det vilde da være en Modsigelse.«

»»En Mo'sigelse,« som gamle Rasmus udtrykker sig.«

»Hvem er det?«

»Han er Professor i Filosofi ved det herværende – – Universum.«

»Naah! – – Jamen vilde det da ikke ogsaa være det?«

»Hvad vil det sige, at en Ting har Betydning?«

»Hvadbehager?«

»Jeg mener: naar, under hvilke Forhold, er det nødvendigt, at en Ting skal betyde noget, for at have Værd overhovedet ?«

»Skal det være en Vittighed?«

»Nej, jeg taler s'gu i fuldeste Alvor.«

»Men saa er det da virkelig ogsaa under alle Forhold nødvendigt, at en Ting betyder noget, – ellers saa –«

»Ellers saa? – – betyder den ingen Ting. Ganske rigtigt – Men det, som en Ting er i sig selv, det behøver den ikke at betyde. Og naar en Ting er alt i sig selv, saa hverken maa eller kan eller skal den betyde nogetsomhelst. Derfor er Livet absolut betydningsløst, thi Livet rummer alt.«

»Ja – – hvilket Liv ?«

»Hvilket Liv? – Mener De: Kjolelivet eller Menneskelivet?«

»Er det Livet her i Verden?«

»Aa, ja, aa, ja – i Kjøge! – – Jo, dér har vi Humlen! Livet »her i Verden« er ingen Ting for Folk, naar det ikke betyder noget andet, som de ingen Verdens Ting veed om. Det er dog Vanvid! At et ungt, vel begavet Menneske fra anden Halvdel af det 19de Aarhundrede! – –«

»Jeg har jo ikke sagt Dem noget videre om mit eget Standpunkt.«

»De har sagt alt, alt, – saasnart De har spurgt om Livets Betydning!«

»Jeg veed dog ikke – –«

»Jamen det hele ligger jo deri! – Jeg kan forstaa, saalænge en ung Mand gaar og lirker for en Skjønhed, og ikke veed, om hun vil eller ikke vil – at han da spørger: hvad betyder Dit, og hvad betyder Dat – hvad betyder den Haandbevægelse, og hvad betyder den Krølle, hun dér slog paa Næsen? Men naar han ejer hende, naar han har erobret hende, nyder hendes Skjønhed i fulde Drag – da er der dog vel ingen, der gaar og spørger sig selv eller andre: hvad betyder – ja, hvad skal jeg sige? – det, at hun hviler i min Arm hver eneste Nat? – Det er jo, Gud hjælpe mig, den dødeligste Fornærmelse mod Livet, der kan et elskende Par, hvor Mandspersonen, under de ømmeste Omfavnelser, de intimeste Kjærtegn, stadig spørger den Elskede: hvad betyder nu desseherre, Clotilde? – Naa, men der er s'gu ingen af dem, der spørger om Livets Betydning, der virkelig har omfavnet det. – – De skulde kjende Drachmann – –«

»Siger han ogsaa, at Livet ingen Betydning har?«

»Gud – nej! – han er en stor Filosof, naar dét kommer over ham, og Alvorsmand – – men han kan saa herlig glemme det altsammen, og da er han rentud guddommelig, – saadant et Festøjeblik, naar Holger Drachmann er sammen med sine Venner – -, nej, det betyder ikke det mindste, det henviser ikke til noget andet, for det er alt – det rummer det hele – det er guddomsfyldt, saligt, fuldkomment – hvad De vil! – I et saadant Øjeblik da føler man, at dette Liv er virkelig det evige Liv, og at denne Verden er i Sandhed guddommelig, er Gud selv!« –

»Naa, er det paa dén Maade, De siger det?« sagde Karl i ganske naiv Forundring.

»Om jeg siger det paa dén Maade ? – ha, ha, ha – ja, det kan De vel nok høre!«

»Jeg troede, at De nægtede Gud og det evige Liv.«

»Troer De da virkelig, der gives Mennesker, hvis Sprog mangler Superlativ? Troer De ikke, en Fritænker kjender –«

»Det er altsaa en personlig Gud, De nægter?«

»Gud er netop akkurat saa personlig som De og jeg; thi det er Dem og mig og hele Menneskeslægten, der danner det personlige Moment i Gud«

»Hm. – Men det evige Liv nægter De da – jeg mener –«

»Saa. – Min gode Hr. Wintrup, jeg skal sige Dem Forskjellen paa Dem og mig, hvad angaar det evige Liv: De troer maaske, eller troer maaske ikke, paa et evigt Liv, der engang skal komme, og som De intet veed om. Jeg kjender og føler og lever og fyldes af det evige Liv – her paa Østervold, hvor jeg staar og gaar – jeg har erobret det; men det har De nok ikke.«

Skjønt Karl godt vidste, at Fensmark ikke kunde tale om Rebekka, var det ham dog, som om Samtalen mere og mere kom til at dreje sig om hende. – –

»Hvordan har De erobret det?« spurgte han ganske uvilkaarligt

»Jeg har jo erobret hende!«

»Hvem?« brast det ud af Karl.

»Ha, ha, ha – hvad er dog dette for et indiskret Spørgsmaal! Hendes danske Navn faar De lade mig beholde, men paa Latin kan man godt kalde hende Vita – med Tilnavn Æterna. Hun har nemlig lært mig, uden al Theologi, at Livet er evigt, og at denne Verden er en Guddom, der kan fremtræde endogsaa under meget tiltrækkende personlige Former.«

Skjønt Fensmarks Ord virkede næsten med Tryllemagt paa Karl, saaat der i hans Sind rejste sig som med eet Slag en helt ny Verdensbygning, ønskede han dog sin Læremester hundrede Mile borte, fordi Tonen saarede ham, – saarede ham, fordi det hele for Karl kom til at handle om Rebekka Woltersien, hun, som i denne nye guddommelige Verden ligestraks blev Guddommens Personliggørelse for ham. Karl blev meget tavs, svarede næsten ikke paa Fensmarks fortsatte Udviklinger om det evige Liv og meget andet, – han var ganske hensunken i disse store, overvældende Tanker. – Ja, saaledes maatte det være: Forelskelse – det var ikke saadan en Ting for sig til en Side i Tilværelsen. Hele Livet var en Forelskelse, derfor var Livet evigt og guddommeligt, og den Elskede var Livets Guddom. – Hvor det var herligt – tænkte han pludseligt – at blive troende igjen, – hvad var saa vederstyggeligt som denne lede, klamme Vantro! – Og denne Tro var just, hvad hans Hjerte higede og hungrede efter: Livet er evigt! Livet er evigt! Netop denne Verden er guddommelig, thi her har jo Guddommen selv aabenbaret sig for mig i den, jeg elsker, elsker, elsker! min Gudinde, Dronningen over hele min Verden, Rebekka! Rebekka!-–

Det Uhyre til Fensmark! som gik dér ved Ens Side, saa man ikke kunde raabe, ikke hviske engang.

Idetsamme hørte han Fensmark sige højt:

»Hvad er det?« sagde Karl forskrækket, – han mærkede ogsaa først nu, hvor fuldstændig han maatte have været borte fra Samtalen.

»Jo, De er en behagelig Selskabsmand,« sagde Fensmark; »selv har De i lange Tider intet sagt, og saa hører De ikke engang, hvad en anden kan opvarte med«

»Det var jo et Citat – af »Tannhäuser«?«

»Det var det Citat, som voldte, at den unge Taarbæk-Dame, jeg talte om, – da hun hørte Hjortene forleden i Dyrehaven, – udbrød: »Hør! kan De høre: nu brøler Drachmann!««

»Skulde det være morsomt?« sagde Karl ærgerlig.

»Det skulde ikke være noget – det var blot et Udtryk for den Sindstilstand, hvori Drachmanns Poesi har hensat alle Nordsjællands unge Damer.«

»Aa!« sagde Karl kort.

»Ja, veed De hvad, i en Tid som vor, hvor de høje Guder atter stiger ned til Jorden, da synes jeg nok, man kan have Grund til at prise sin Lykke, at man ikke er Kvinde.«

»Skal vi ikke vende om?« sagde Karl og saae op.

»Ja, vi har s'gu sat en god Fart paa. Nu er vi paa Strandvejen.«

Men Karl stod ubevægelig uden at høre: Han var pludselig bleven sat syv Aar tilbage i Tiden. Hér var det, han paa Kjøreturen ud til Grundtvigs, sammen med Faster Marie og Kathrine og Anna, første Gang saae Sundet. – Og som dén Gang sagde det indeni ham: Fædreneland ved den bølgende Strand! – Thi her laa det atter, Sundet, mørkeblaat, skinnende i Sol og i Oktoberblæst. – Og denne Kjærlighed til Danmark var jo vel næsten det eneste, han nu havde tilbage af alt det, han dengang levede i. Det var dog en underlig vemodig Følelse – aa ja, det var meget mere, for det var, som om Bunden sank under ham, hvor han stod – – og i Tankerne sprang han, som fra et synkende Skib, over paa – – over i det nyopdukkede Land, det nyfødte Rige, hvor Rebekka var Dronning. Han følte sig taknemmelig mod – ja, det maatte jo være mod hende – men ogsaa overfor det Evige – det Uendelige, det Vidunderlige, som hun var Udtryk for, – at han dog var kommen til Land igjen, til Tro, til Haab – – til Kjærlighed. Hvor havde han tit hørt Onkel Jørgen nævne de tre Ord, – men det var jo ogsaa sandt! det var jo det, som det altsammen drejede sig om: tro og haabe og elske! Aa, Rebekka! - Da de var komne tilbage til Bredgade, sagde Fensmark Farvel; han skulde ind i Byen. Karl takkede for den behagelige Tur, men da han først var sluppen løs fra sin Ledsager, drev han om paa Maa og Faa. – Han var kommen ind i Store Kongensgade, uden at tænke derved, og pludselig saae han sin Skrædders Udhængsskilt – et Stykke nede i Dronningens Tværgade.

Han stod stille og saae ned mod Træerne i Kongens Have for Enden af Gaden. Over deres Toppe drev sorte Raager og Kaaer i Blæsten – tydeligt synlige mod den klare Aftenhimmel. Han syntes endogsaa, han kunde høre dem skrige og kvække.

Hvorfor skulde han ikke gaa derop nu? – det var jo dog Livet, det gjaldt. Og han fik aldrig større Mod end i dette Øjeblik! – – Han gik ned mod Haven. – Ja, hvor var det sandt, at hun var eet med al Livets Skjønhed, at Naturens Herlighed i hende var personliggjort. Alt dette dejlige dernede, det var jo Rebekka: denne Himmel, disse flyvende Fugle, disse Farver, denne friske Oktoberblæst – i hende var det blot blevet til Person og kunde tale til ham, kysse ham – Rebekka! aa, Rebekka!

Han løb op ad de gamle Trapper i Nummer 37, der var saa underlig faste, tætte at træde paa, – alt Materialet i denne gamle Ejendom var vist sunket saa godt sammen, saa det af den Grund sletikke kunde fjedre mere, – og ringede saa paa den store, brunmalede Entreedør, med de store, flade Felter og Fyldinger til det lille, slidte Messing-Dørgreb. – – »Er Geheimeraaden og Frøkenen hjemme ?«

»Jo, men Geheimeraaden er meget syg. Frøkenen er inde hos ham.«

»Saa. – Ja, vilde De blot melde Student Wintrup og sige, at jeg gaar straks igjen, hvis det ikke er belejligt.«

Husjomfruen førte ham ind i Dagligstuen.

Det forekom ham saa urimeligt, da han stod herinde, at Sygdom kunde være farlig her i Huset. At der i det hele taget var noget, som kunde bringe disse Stuers Beboere i Forlegenhed. Alt var jo saa sikkert-fornemt, saa selvfølgelig-overlegent, – selve Virkeligheden saae herinde fra ud som et Kunstværk til Glæde og Nydelse: dette fantastiske Efteraarslandskab af Trækroner, som man saae lige ud i – gjennem de høje, forholdsvis smalle Vinduesaabninger i den skumringsmørke Væg – et uroligt, skinnende Løvhav, som Blæsten bevægede hid og did foran Rosenborg-Slottets Kobberspir, der fast og roligt og lykkeligt tegnede sig mod Aftenhimlen.

Nu var hun herinde – hun var herinde! – for der var ellers saa dunkelt derhenne i Baggrunden af Stuen. Det var hende, der nu gik frem over Gulvet.

»Onkel er rigtig meget syg,« sagde hun, og hendes Stemme lød virkelig ængstet og forknyt. Hendes Stemme forknyt! – hvor det dog virkede forunderligt! Og hendes sorte Kjole, der slæbte lidt, havde noget ligesom tungtfaldende ved sig, der mindede ham om Marie Antoinettes Kjole paa Fængsels-Billedet.

»Det gjør mig da forfærdelig ondt af høre,« sagde han meget bedrøvet, skjønt han ikke kunde skjule for sig selv, hvilket Held det var for ham i Øjeblikket. – »Er Sygdommen paa sit Højeste, eller synes den at tage af?«

»Nu har han faaet Morfin. Saa er han helt fri i Førstningen og falder i Søvn. Det er Stensmerter.«

»Saa sover han nu?« – Karl blev forskrækket over sin egen Stemme; den udtrykte en altfor glad Medlidenhed.

»Hvad vil De, Karl?«

»Aa – jeg vil – –« han greb hendes Haand –

»Jeg kan mærke, jeg holder meget mere af Onkel, end jeg vidste af,« sagde hun.

Han blev saa lykkelig over den fortrolige Klang i disse Ord, saa han glemte, at de egentlig ikke angik ham. Han drog hende ind til sig og kyssede hende flere Gange paa Kinden, men da han sletikke mærkede noget til Gjengjæld paa disse Kjærtegn, blev han bange og holdt op.

»Maa det ikke være med os ligesom før – ligesom det var i Forvejen?«

»Det er nok saadan allerede,« sagde hun.

»Jamen – jeg mener: maa vi ikke ogsaa være forlovede?«

»Det eneste, jeg vil love Dig, Karl, er, at jeg vil sige Dig straks, om der skeer nogen Forandring i mit Sindelag overfor Dig. – Kalder Du dét Forlovelse – ja, saa – værs'god.«

»Tak, tak! – aa, Du – –«

»Skal det saa offentlig udraabes?«

»Nej, nej – –«

»Naa, Gud ske Lov!«

»Men jeg maa vel nok – –«

»Gjør, som Du vil, naar blot jeg maa elske Dig uden at være forpligtet dertil.« – Og for første Gang – siden hin Nat – fornam han et Kjærtegn fra hendes Side, – blot at hun trykkede sit Ansigt mod hans Skulder.

Saa gik hun hen og saae ud ad Vinduet. Himlen glødede endnu, men kastede ingen Glans. Alt det paa Jorden saae mørkt og oktoberkoldt ud Det var, som Lyset havde løftet sig op – bort fra den.

Karl følte en saadan pinlig Trang til at favne hende med sine Arme, til at trykke sit Ansigt mod hendes, til at kysse hende, blive ved at kysse hende – –

Hun saae om paa ham.

»Gaa nu, Karl! For nu bliver De dog vist kun dummere og dummere af at være længere heroppe i Aften. Nu kan De jo ogsaa trøste Dem ved den søde Tanke, at vi er forlovede.«

»Ja – –«

Pludselig vendte hun sig helt om, gik hen til ham, tog ham om Hovedet og kyssede ham paa Munden.

»Godnat – Du!« sagde hun, og forlod Stuen ad samme Vej, som hun var kommen. –

Karl gik ned og over i Kongens Have. Han spadserede her en Stund frem og tilbage, idet han syntes, at han maatte have lidt Tid, forat hans Glæde ligesom kunde sætte sig. Men da det viste sig, at han egentlig sletikke var glad, skyndte han sig hjem.