det

ikke den tanke,

at jeg endnu gaar paa stien –

at jeg endnu har den trygge bjærgvæg

ved min side –

at der gror blomster –

og at græsset dæmper skridtets haardhed–

| at klippen udstraaler solens varme –

men

det, at jeg ved,

at jeg kan træde fejl –

at der er en afgrund –

at jeg maa gaa sikkert,

og at bjærgvæggen ved min side

rykker nærmere kanten, jo længere jeg naar–

at stien bliver haardere,

og skærverne skarpere –

at græsset blir gult,

naar jeg kommer nær solen.