havnen

o, havn –

i din lange taalmodige nat

kommer vi,

mens vore skridt

slingrende glemmer havet

for dine gaders faste horisont –

| i dit skød kaster vi,

med den riges stolte gestus

vore nærigt opsparede længsler,

vore nætters tænkte glæder –

med dine gavmilde hænders gaver

vækker du

vore, af søernes hamrende slag,

barmhjærtigt døvede tanker,

at vi aldrig maa glemme dig –

o, havn –

i dine lygters overbærende lys

hilser vi dagen

skraalende søvnige lovsange

til dit fede rolige vand –