© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
I oktober 1919 skrev Nexø til K.K. Nicolaisen, som var ved at lægge sidste hånd på sin lille bog Martin Andersen Nexø. En litterær Skitse, den første Nexø-monografi overhovedet:
Hermed sender jeg Dem en bestilt Bog – som jeg ikke havde Raad til at sige nej til. Naa, Fortællingerne har jo været offentliggjort før – og er altsaa godkendt af deres Skaber én Gang. De er vistnok af højst ulige Værd og nogen indre Forbindelse er der ikke mellem dem som begrunder at de samles i samme Bind. Jeg har prøvet at slaa en Smule Baand om dem ved at kalde Samlingen »Undervejs« og anbringe dem i kronologisk Orden – med Aarstallet for Tilblivelsen anbragt efter hver Novelle (den sidste kom til bagefter fordi Bogen blev for lille). Forlæggeren ønskede imidlertid ikke disse Aarstal, og de blev strøget. Jeg har føjet dem ind igen i Deres Eksemplar.
Jeg har meget travlt med »Ditte«, er skrupnervøs, saa jeg venter at faa noget godt ud af det.
(Brev nr. 229)
Med denne udgivelse var Nexøs seneste fire samlinger udkommet på fire forskellige forlag. Ellers var han ikke utro med sit skønlitterære forfatterskab mod sit nye forlag Aschehoug & Co., men han havde dog hverken kunnet modstå en indbydelse i april 1919 fra boghandler Carl Palner fra Danske Forfatteres Forlag om en samling på ca. 12 ark til levering senest 1. september samme år – eller tilbuddet om 2.000 kr. for bogen. Den blev i øvrigt trykt på dårligt papir og rummede usædvanligt mange tekstfejl.
Ud af samlingens ni fortællinger havde kun de to ikke tidligere været trykt: »Badutspringeren«, omend titelpersonen optræder som bifigur i Pelle Erobreren, og »Bedstemand Blom«, om end hans begravelse havde været omtalt i en kronik i Politiken, august 1907. Fortællingerne var blevet til over det lange spænd 1897-1918. For nærmere detaljer, se afsnit V.9.
»Den musikalske Gris« er den ældste af fortællingerne og samtidig den, hvis tilblivelseshistorie bedst lader sig belyse:
Som citeret i afsnit I.1 skriver Nexø i sine Erindringer, at »Den musikalske Gris« oprindelig var en satirisk reaktion til den »lidt hengemte Digterluft, der hang som Traditioner i det Molbechske Hjem«, hvor han opholdt sig som rekonvalescent i sommeren og efteråret 1894. Selve begrebet ’en musikalsk gris’ har sandsynligvis oprindelse i en bestemt barndomsoplevelse, jf. Erindringer, s. 332-333.
Om 'grisen' virkelig er påbegyndt allerede 1894 kan ikke afgøres af samtidige kilder, men et brev til Margrethe af 24. november 1897 tyder på det: »Jeg har skrevet en Historie om en Gris, som jeg havde Udkastet liggende til fra gamle Dage. Den er på c. 40 Sider, og er efter Sigende både vellykket og vittig« (Det Kongelige Bibliotek, Tilg. 396). Den 29. november 1897 tilføjer han: »Grisehistorien er en Historie om et Geni af en Gris og er en mild Ironi over de Store i Samfundet.« (smst.)
Han søgte første gang at få den afsat i 1900 til tidsskriftet Vagten, men uden held. Først nogle år senere lykkedes det – vistnok pga. en vikarierende redaktør med mere humoristisk sans end den ferierende Valdemar Vedel – at få den trykt i Tilskueren. Se herom Børge Houmann: Martin Andersen Nexø og hans samtid 1869-1919, s. 269 og 514.
Samtidige reaktioner på Undervejs er for en gangs skyld ikke angivet i Børge Houmanns Martin Andersen Nexø Bibliografi. Og det synes ikke at være nogen forglemmelse.
En systematisk gennemgang af et antal af de aviser, der normalt trofast anmeldte Nexø, i månederne efter Undervejs’ udgivelse, indicerer, at bogen ikke blev anmeldt som ellers, om overhovedet.
En grund hertil kunne være, at forlaget udgav Undervejs i bunden subskription med andre bestilte prosaværker af bl.a. Sophus Michaëlis og Viggo Cavling og derfor muligvis undlod at udsende anmeldereksemplarer af seriens enkelte værker. Når Politiken i en notits om serien 18. oktober 1919 kalder Nexøs bidrag til den for en »Roman«, tyder det i hvert fald på, at bladets litterære redaktion næppe kan have haft Undervejs i hånden.
Men bogen fik dog mindst én samtidig reaktion. Da K.K. Nicolaisens skitse udkom i november 1919, nåede han lige akkurat at få Undervejs med, og om den, Under Himmelen den Blaa og Dybhavsfisk hedder det lakonisk og under ét:
Ingen af de tre Bøger betyder særlig meget i Digterens Produktion. De fleste af Fortællingerne er Splinter og Stumper, der er faldet af under hans Arbejde med de større Værker. Men Stumper kan jo ogsaa have deres Værdi, især naar de er fra et saa anset Værksted som her.
(Martin Andersen Nexø. En litterær Skitse, s. 70)