Om Saxo og hans værk

Af Karsten Friis-Jensen

Konfronteret med et storværk som Saxos Danmarkshistorie er det en naturlig reaktion at ville vide noget om dets forfatter. Men mens Saxo har været meget rundhåndet med oplysninger om sit værks bestiller, ærkebiskop Absalon, siger han næsten intet om sig selv, og der er også kun få og usikre udsagn om Saxo fra samtiden og den umiddelbare eftertid. 1800-tallets og 1900-tallets forskere har draget ret forskellige konklusioner af dette materiale. Her skal gives en sammenfatning af hvad der vistnok er almindelig enighed om i nutidens Saxoforskning, både hvad angår Saxos person og de store linier i hans værk.

Saxo var medlem af en hirdmandsslægt, mænd der havde tjent kongen som krigere i flere generationer, og dermed sandsynligvis en jordbesiddende familie, hvad der passer godt med Saxos aristokratiske grundholdning. Saxo har dog brudt med militærtraditionen ved at gennemgå en grundig boglig uddannelse, der formodentlig blev afsluttet med et længere udlandsophold ved et lærdomscenter i Nordfrankrig. Her har han lært at værdsætte tidens litterære modestrømning, begejstringen for de antikke romerske forfattere og den græsk-romerske hedenskabs etik og lærdom. Man taler ligefrem lidt flot om en »1100-tallets renæssance«. Ærkebiskop Absalon knyttede den veluddannede unge mand til sit hof i Lund som sekretær. Formodentlig har han også skaffet Saxo indtægterne fra et præsteembede, et kanonikat, ved Lunds domkirke. Saxo har altså nok været gejstlig, men verdensgejstlig, ikke munk. Kannikerne ved Lunds domkirke var omkring 1200 ret verdsligt orienterede, de boede formodentlig i deres egne huse i byen, og nogle havde kone og børn. Saxos åbenbare interesse for krig, politik og kærlighed har ikke nødvendigvis været påfaldende i dette miljø. Vi skal også tænke på at kongsgården i Lund ofte husede kongens omrejsende hof, der omfattede en broget skare af hirdmænd, sekretærer og kapellaner.

Så vidt vi kan se var Saxo allerede godt i gang med at skrive sit historieværk omkring 1190, og han har afsluttet det engang efter 1208. Absalon døde allerede i 1201, og Saxo dedicerede værket til Absalons efterfølger og slægtning, ærkebiskop Anders Sunesøn, og til kong Valdemar 2. Sejr, der kom på tronen i 1202. Dermed falder Saxos litterære virksomhed i en politisk set bevæget periode. Først med Valdemar 1. den Stores enekongedømme i 1157 og de følgende årtiers nedkæmpning af de vendiske sørøvere genvandt Danmark sin politiske betydning i Nordeuropa. Valdemar 1. sikrede sig kirkens vigtige støtte ved bl.a. at befordre sin barndomsven Absalon til biskop af Roskilde, og siden til ærkebiskop af Lund. Valdemar 1.s sønner Knud 6. og Valdemar 2. fortsatte faderens samarbejde med kirken og hans ekspansive udenrigspolitik. Ambitioner om indflydelse i Norge bliver opgivet til fordel for ekspansion i Baltikum, i konkurrence med tyske interesser.

Saxos særlige opgave ved ærkebiskoppens hof blev at skrive en Danmarkshistorie, der slog fast at landet ved sin glorværdige historie og sin gamle kongeslægt var et fuldgyldigt medlem af kredsen af civiliserede vesteuropæiske fyrstedømmer. Konkret skulle det bl.a. demonstreres ved at selve værket repræsenterede tidens fornemste internationale sprogkunst og litterære dannelse. Allerede Saxos samtidige, historieskriveren Sven Aggesøn, taler om Saxos elegante latinske stil. Og et par generationer senere optræder han med tilnavnet Grammaticus, »sprogmesteren«. Middelalderens latinske historieværker var normalt affattet på prosa, og det er Saxos Danmarkshistorie også, for størstedelens vedkommende. Saxos antikbegejstring gav sig udslag i at han studerede udvalgte romerske prosaforfatteres udtryksmåde og fortælleteknik meget grundigt og så gav sig til at skrive ligesådan selv. Saxos forbilleder er ikke de guldalderforfattere der nutildags er højest i kurs, som Cicero eller Cæsar, men den tidlige kejsertids, sølvalderens, forfattere, som middelalderen satte stor pris på. Saxo elsker især Valerius Maximus, Curtius Rufus og Justinus, der skrev henholdsvis en samling af historiske småfortællinger med moralsk pointe, en monografi om Alexander den Store og en verdenshistorie. Deres stof var broget, men deres sproglige idealer lignede hinanden: et udsøgt ordvalg med mange usædvanlige gloser kombineret med en retorisk tilspidset fremstillingsform domineret af forholdsvis korte sætninger.

Men den nordiske fortælletradition, Saxo hentede stof fra, omfattede også mange digte, og nogle af disse digte besluttede Saxo sig for at tage med i latinsk oversættelse. Saxos digte er også sproglige virtuosnumre. Han anvender fireogtyve forskellige antikke versmål, der var langt mere krævende at skrive end den mere almindelige middelalderlige versform præget af regelmæssige stavelsestryk og rim. Saxo efterligner ikke kun den antikke versform, han har læst og tilegnet sig de romerske digteres særlige poetiske sprog, med Vergil og Horats som favoritterne.

Hele denne virtuose sprogkunst i prosa og poesi kunne man vælge at betragte som ren overflade. Det har da også været hovedtendensen i 1800- og 1900-tallets Saxoforskning at man med fordel kunne skrælle denne lidt for ordrige latinske skal af og dermed nå ind til den 'rigtige' - danske eller nordiske - Saxo. Det er jo uimodsigeligt at Saxo udnytter dansk og nordisk fortællestof i meget stort omfang. Men det fornyede arbejde med Saxos latinske original, som Franz Blatts Saxo-ordbog fra 1957 gav inspiration til, har som gennemgående tema at Saxo forholder sig selvstændigt til traditionsstoffet og ofte har skabt en syntese af det nordiske stof og elementer fra den antikke tradition. Hermed bliver det klassiske en integreret del af Saxos værk, som ikke lader sig skrælle væk uden at helheden lider skade.

Saxos stofmæssigt rige værk falder i to dele, den hedenske periode og tiden efter at kristendommen er nået til Danmark. Meget tyder på at det mundtligt overleverede stof har størst betydning for den hedenske tid, mens Saxo i langt højere grad har udnyttet skriftlige kilder, især middelalderlatinske historieværker, i den senere del. Men alt hvad Saxo bruger, giver han sit selvstændige præg for at fremme værkets hovedformål. Saxos ambition om at tilbagedatere Danmarks første konger til en fjern fortid mere end tyve generationer før Kristi fødsel har tvunget ham til at økonomisere med stoffet og inkludere de mytiske fortællinger om de gamle hedenske guder og helte i sin kronologisk fremadskridende beretning. I Saxos tolkning var de hedenske guder egentlig mennesker, dog ofte med visse dæmoniske kræfter. Meget taler for at Saxos idé med den lange række af hedenske konger var at gøre det danske monarki lige så gammelt og glorværdigt som det romerske rige og hævde Danmarks selvstændighed fra hedenold. Den politiske hovedmodstander på Saxos tid var jo det tysk-romerske kejserrige, som selv hævdede at repræsentere kontinuiteten fra det antikke romerrige, via Karl den Stores frankiske imperium. Derfor gav det aktuel politisk mening at lave en historisk konstruktion som Saxos.

Også kirkehistorien havde en romersk dimension for Saxo og hans samtidige. Kristendommen var det senantikke romerske imperiums statsreligion, og paven i Rom repræsenterede kontinuiteten tilbage til den første pave, apostelen Peter. Men Danmark var i de første mange år af sin tid som kristen nation underlagt det tyske ærkebispedømme i Hamborg-Bremen. Med oprettelsen af det første nordiske ærkebispedømme i Lund i 1104 vinder Danmark endelig sin frihed også i kirkelig henseende, og det fejrer Saxo med veltalende fanfarer i sit værk.

I middelalderen fik Saxos værk ikke den udbredelse i udlandet, som han og Absalon sikkert havde drømt om. Derimod blev det afskrevet og læst i Danmark. Et vidnesbyrd både om Saxos fortsatte popularitet og om vanskelighederne ved at læse ham er den forkortede og simplificerede udgave, Saxokompendiet, der blev forfattet omkring 1345, og som vandt udbredelse både på latin og i oversættelser til plattysk. Et Saxohåndskrift nåede også til Hamborg. Dér skrev en kannik ved domkirken, Albert Krantz, omkring 1500 de nordiske kongerigers historie, og han indflettede lange citater og parafraser fra sit Saxohåndskrift. Saxo blev først europæisk berømt da Christiern Pedersen i 1514 foranstaltede en trykt udgave af hans Danmarkshistorie hos en bekendt parisisk bogtrykker. Christiern Pedersen havde tilsyneladende stort besvær med at få lov til at låne et godt gammelt Saxohåndskrift som forlæg for sin udgave. Da først den trykte udgave forelå, ser det dog ud til at man ikke længere har interesseret sig for håndskrifterne, der jo var langt mere besværlige at læse. I hvert fald er kun stumper af middelalderlige Saxohåndskrifter bevaret, heriblandt mærkværdigvis otte små sider af Saxos egen kladde til værket.

Vores eneste komplette tekstgrundlag for Saxos latinske værk er derfor pariserudgaven fra 1514. Selv om Christiern Pedersens forlæg var et håndskrift af god kvalitet, indeholdt det som alle håndskrifter skrivefejl, og ved trykningen er der indkommet yderligere læse- og sættefejl. Det er en tekstudgivers opgave at fjerne disse fejl, så den tekstkritiske udgave kommer så nær Saxos ordlyd som muligt. Her er de middelalderlige håndskriftfragmenter af stor betydning, og ligeledes den indirekte teksttradition, Saxokompendiet og Albert Krantz. Andre fejl kan rettes, fordi udgiveren kan sammenligne mærkelige formuleringer med hvad Saxo selv skriver andre steder, og med hans klassiske forbilleders skrivemåde. Hele denne møjsommelige fejlretningsproces begyndte allerede i 1600-tallet med Steffen Hansen Stephanius' Saxoudgave. Sidenhen har generationer af latin-filologer givet deres bidrag.

Nærværende oversættelse er baseret på en ny tekstkritisk udgave, der skal afløse Jørgen Olriks og Hans Ræders udgave fra 1931. Olrik og Ræder levede i den latinske middelalderfilologis ungdom, og de havde naturligvis heller ikke adgang til nutidens databaser med store tekstmasser til sammenligning. Blatts meget værdifulde Saxo-ordbog er også først udarbejdet efter at deres udgave var færdig. Derfor var Olriks og Ræders vurdering af hvad Saxo kunne skrive eller ikke kunne skrive sommetider forkert, efter nutidens skøn. Desuden udnyttede de ikke fuldt ud den indirekte teksttradition, Saxokompendiet og Krantz. Den nye tekstkritiske Saxoudgave, der skal trykkes i parallel-opstilling med den nye oversættelse, vil således på mange punkter komme til at afvige fra Olriks og Ræders udgave.

Om oversættelsen

Af Peter Zeeberg

Saxos danmarkshistorie er ikke nogen nem latinsk tekst. Den er skrevet i et ambitiøst litterært sprog, henvendt til en snæver elite af lærde mennesker. Det formfuldendte sølvalderlatin han skriver, ligger langt fra det daglige middelalderlatin som tidens gejstlige i almindelighed benyttede sig af, så dengang som nu krævede det en højere uddannelse som kun meget få havde fået, at læse værket.

En nutidig dansk oversættelse af Saxo henvender sig ikke til en snæver kreds, men tværtimod til et bredt publikum af læsende danskere. Det betyder at der er grænser for hvor nøje oversættelsen kan tillade sig at ligne originalen hvad sværhedsgraden angår: Saxos svært tilgængelige kunstsprog må nødvendigvis formidles i en mere tilgængelig form på dansk.

Det er ikke noget nyt. Vi har i Danmark en lang og fast tradition for at oversætte Saxo til et læseligt dansk beregnet for et bredt publikum - en tradition der blev grundlagt af Anders Sørensen Vedel i 1575. Vedels oversættelse, der kom til at stå alene i næsten to hundrede år, forholder sig forholdsvis frit til Saxos tekst. Han oversætter, med Allan Karkers ord, »i en meget enklere, lidt troskyldig stil, som dog ikke savner værdighed«. Digtene oversættes i prosa, men den retoriske stil er søgt bevaret med de midler Vedel har haft for hånden på dansk.

Mere trofast mod den latinske original, men også mindre fyndig, er den oversættelse af en vis student Sejer Schousbølle der udkom i 1752. Med Schousbølle er vi i en Holbergsk stil som eftertiden har haft svært ved at forbinde med Saxo, hvorfor hans oversættelse da også, noget ufortjent, har været betragtet som »snurrig« og lidt komisk. Til digtene havde man lånt Lauritz Thuras oversættelser i alexandrinere fra 1721.

N.F.S. Grundtvigs oversættelse, der udkom i 1818-22, er et led i den nationale vækkelse efter »tabet af Norge« i 1814. Han forsøger her, til forargelse for mange i samtiden, at skrive stor litteratur på et folkeligt dansk. En »folkelig« oversættelse er hvad Grundtvig selv kalder den. Det er en særdeles personlig oversættelse i et robust og kraftfuldt dansk der umiddelbart ligger meget langt fra Saxos lærde latin, men alligevel har sin egen effektfulde retorik, fuld af ordspil og slående formuleringer. Som Vilhelm Andersen udtrykker det i sit næsten lige så malende sprog: »Overalt hvor Saxo efter sin Skik løber Linen ud paa Latin, har Grundtvig sin Morskab af at rende ham ind igen paa Sjællandsk«.

Som et bevidst alternativ til Grundtvig er Frederik Winkel Horns oversættelse fra 1898 et forsøg på at »give en virkelig Oversættelse, ikke en mere eller mindre fri Fordanskning«. Resultatet er blevet en redelig og teksttro, men også noget omstændelig tekst uden de store stilistiske ambitioner. Digtene har han forsøgt at føre tilbage til de norrøne, stavrimede former, som Saxos forlæg kan tænkes at have haft - lige som folkloristen Axel Olrik, på et mere videnskabeligt plan, gjorde det i de samme år.

Bestræbelsen på at finde tilbage til det oprindelige nordiske lag ligger også bag den sidst udkomne Saxo-oversættelse, Jørgen Olriks fra 1908-12. Alene titlen, Sakses Danesaga, er et tydeligt signal om at teksten her primært ses som et nordisk værk, en dansk pendant til de islandske sagaer, som gennem oversættelsen kan skilles fra sin ydre latinske sprogdragt. Derfor er der et tydeligt element af pastiche i Olriks meget præcise og levende oversættelse. For at ramme den nordiske tone benytter han sig i vidt omfang af et »middelalderligt« ordforråd, ikke mindst hentet fra folkeviserne. På samme måde er Saxos latinske sentenser ofte gengivet i ordsprogsform.

På dette punkt har synet på Saxos værk ændret sig væsentligt. I dag vil man naturligt betragte det som et latinsk værk i egen ret. Eller rettere: hos Saxo forenes latinsk og nordisk i en uadskillelig syntese.

Alene af den grund må sproget i en ny oversættelse være et nutidigt dansk uden præg af pastiche. På den anden side må det heller ikke blive for moderne. Ord og vendinger der fornemmes som tidsbundne og karakteristiske for vores egen tid, virker anakronistiske i en oversættelse af en gammel tekst. Jeg har altså forsøgt at operere inden for et forholdsvis smalt sprogligt spektrum der opfattes som tidsmæssigt neutralt.

Samtidig er det vigtigt at oversættelsen afspejler den gennemført retoriske stil der er så vigtig en side af Saxos værk. Men det er ikke så lige til. For det første er nutidigt dansk slet ikke i besiddelse af et instrumentarium som det Saxo kan benytte sig af på latin. For det andet har smagen ændret sig. Hvad der i Saxos samtid var formfuldendt og elegant, kan af nutidige læsere nemt blive opfattet som overlæsset eller ligefrem smagløst. Nutidens dansk er, hvad det stilistiske angår, et langt mere blufærdigt sprog end kejsertidens og det 12. århundredes latin. Der skal mindre til for at skabe en højstemt tone. Derfor skal der en vis nedtoning til for at komme i nærheden af originalens virkning. Og i mine øjne er det vigtigere - hvis man er nødt til at vælge - at ramme tekstens virkning end dens virkemidler.

Visse af de retoriske figurer Saxo benytter sig af, kan faktisk med held gengives også på nutidigt dansk. Det gælder fx i vidt omfang hans yndlingsfigur, parallelismen. Ordspillene, som Saxo er en stor ynder af, kan selvsagt være uoversættelige, men her er det efter min mening tilladeligt at gøre visse krumspring for at konstruere noget tilsvarende. På andre punkter må man opgive at gengive den konkrete form og forsøge at erstatte den med noget der kan give en lignende virkning på dansk. Generelt har jeg forsøgt, især på de tilspidsede punkter i handlingen, hvor Saxos egen retoriske intensitet stiger, at give oversættelsen en tone der om ikke gengiver, så i det mindste afspejler originalens stil. Et vigtigt virkemiddel hertil har været en udtalt brug af rytmisk prosa. Forhåbentlig er det lykkedes at finde en middelvej der på én gang lader læseren ane Saxos ambitiøse stil og følger traditionen for læselige Saxo-oversættelser.

En oversætters hovedbeskæftigelse er at vælge. Man kan aldrig få alle originalens nuancer og detaljer med i en oversættelse på én gang, og oversætterens opgave bliver så at vælge hvor vægten skal lægges. Visse nuancer må ofres for at andre kan komme med. Et grundlæggende modsætningsforhold står her mellem form og indhold. Det er åbenbart når det drejer sig om vers, hvor man altid må slække en smule på den indholdsmæssige præcision hvis man vil overholde versemålet. Men noget tilsvarende gælder naturligvis for stil, tone og form i almindelighed. Her har jeg i arbejdet med Saxo først og fremmest set det som min opgave at lave en litterær oversættelse, ikke primært en kildetekst for faghistorikere, men en læseværdig tekst der præsenterer Saxos litterære kvaliteter.

Et konkret problem udgør de mange omskrivninger Saxo betjener sig af. Hans sproglige purisme medfører at specifikke begreber fra hans samtid omskrives til ord med hjemmel i den klassiske romerske litteratur. Det normale latinske ord for biskop, episcopus, er ikke klassisk og bliver derfor hos Saxo erstattet af romerske præstebetegnelser som antistes og pontifex. I disse tilfælde er der ingen tvivl om tolkningen, og jeg oversætter derfor antistes og pontifex med »biskop«. Men ofte kan det være særdeles vanskeligt at afgøre om et udtryk hos Saxo dækker over en specifik teknisk betegnelse, og hvilken. I sådanne tilfælde har jeg ofte afstået fra at tolke og i stedet oversat Saxos ord nogenlunde som de står, så det er muligt for læseren selv at foretage tolkningen. Et eksempel er ordet gubernator, der kan være et ledingsteknisk fagudtryk, »styresmand«, men som ofte bruges uden for denne sammenhæng i betydninger som »rorgænger« og »skibsfører«. Her har jeg holdt mig til de mere almene ord. Tilsvarende med ordet expeditio, der kan være den tekniske betegnelse for netop »leding«, men grundlæggende bare betyder »felttog« el. lign. Her har jeg i de fleste tilfælde holdt mig til »felttog« eller »togt«.

Et tredje eksempel er ordet pirata (»sørøver«), der som oftest i forbindelse med Saxo oversættes med »viking«. Her er problemet at »viking« på nutidigt dansk er et specifikt nordisk begreb, med positive undertoner, mens Saxo bruger pirata uden romantiske eller nationale undertoner, fx også om russere og vendere. Jeg har derfor valgt i alle tilfælde at oversætte pirata med »sørøver«.

I tilfælde som de nævnte har Saxos klassicisme den virkning at det specifikke, fx det specifikt danske eller nordiske, bliver almengjort. Og den virkning vil man altså i et vist omfang se gengivet i oversættelsen. Men det hverken kan eller skal gennemføres konsekvent. En Saxo-oversættelse hvor man aldrig brugte fx ordet »biskop«, ville ikke være læselig.

Digtene er (ligesom hos Olrik) oversat i originalens versemål - hexametre og elegiske distika i den form der har vundet hævd på dansk, de øvrige i lignende modificerede former af egen tilvirkning.

Vi ved ikke med fuldkommen sikkerhed hvad Saxo selv kaldte sit værk. I Parisertrykket fra 1514, der er hovedkilden til teksten, hedder det Danorum regum heroumque historia (»De danske kongers og heltes historie«), men fra middelalderlige kilder kender vi det omtalt som Gesta Danorum (»Danskernes Bedrifter«), og meget taler for at det er den oprindelige titel. Flere tidligere oversættere har valgt en helt tredje mulighed og kaldt værket en »krønike« (Vedel, Grundtvig, Winkel Horn), mens Olrik som nævnt går i retning af det norrøne og taler om en »saga«. Kun Schousbølle kalder sin version »den danske Historie«. Når jeg har valgt titlen »Saxos Danmarkshistorie«, er det ikke for at tage parti for pariserudgavens titel imod Gesta Danorum, men for at finde en mundret titel uden klang af pastiche. »Danmarkshistorie« er hvad man i daglig tale kalder dette værk, og det er da også hvad der ligger i titlen Gesta Danorum.

Hvad det nordiske navnestof angår, har jeg tilstræbt at anvende former der både lyder naturlige i nutidige ører og er filologisk forsvarlige, og samtidig er der taget skyldigt hensyn til hvad der er tradition for at kalde de omtalte personer. Til dette arbejde har jeg modtaget uvurderlig hjælp og rådgivning fra Allan Karker, som jeg er stor tak skyldig. Hvad der måtte være tilbage af fejl eller inkonsekvenser, står helt for min regning.

Både nordiske og fremmede stednavne er i almindelighed gengivet i den moderne form hvis stedet er entydigt identificerbart, fx York for Jorvicum. Hvor der er usikkerhed, eller hvor Saxo anvender et navn der adskiller sig væsentligt fra det nuværende, har jeg gengivet Saxos navneform i en skikkelse der er anvendelig på dansk, fx Julin for Julinum (Wollin = Jomsborg) og Gudagerfloden for Gudacra Amnis (Warnow). I den slags tilfælde vil den moderne form være oplyst i navneregisteret. Stednavne i skånelandene, som det ville være anakronistisk at gengive i deres nuværende (svenske) form, er gengivet i fordanskede former, byggende på Saxos latinske.

Tekstgrundlaget er Karsten Friis-Jensens kommende udgave. Inddelingen i kapitler og paragraffer følger Olrik/Ræder-udgaven fra 1931. Denne inddeling vil blive videreført i Karsten Friis-Jensens udgave. Hvor der er foretaget ombytninger i teksten i forhold til Olrik/Ræder-udgaven, er Olrik/Ræders paragrafnummerering anført i skarpe parenteser. Enkelte steder er formodede lakuner i teksten anmærket med [ ].

Personregistret henviser ikke til sider, men til bog, kapitel og paragraf, hvilket for det første giver større præcision og for det andet gør det brugbart i forhold til de latinske tekstudgaver, såvel Olrik/Ræder-udgaven som Karsten Friis-Jensens kommende udgave.

Endelig føler jeg trang til at takke en række mennesker der har bidraget til dette projekt. Ud over DSL, dets direktør Iver Kjær og de to tilsynsførende må jeg først og fremmest takke Karsten Friis-Jensen, hvis kommende nyudgave af den latinske tekst er udgangspunktet for hele projektet, for mange, mange timers diskussion af dunkle punkter og for utallige gode råd på rette sted. Desuden skal jeg takke en række gode læsere, der har hjulpet mig med gennemsyn og gode råd: Inge Skovgaard-Petersen, Anne Zeeberg og ikke mindst Karen Skovgaard-Petersen, der har læst og kommenteret stort set alt og været en uvurderlig støtte undervejs.