af Niels Bohr (2021)   Udgiver: Niels Bohr Arkivet (2022)   Tekst og udgave
forrige næste
Kære Harald!

Tusind Tak for alle Dine Kort. Nu er jeg da heldigvis færdig med Skriveriet, det er forfærdeligt rart selv om jeg ikke som en vis Magister kan sige at jeg er fuldt tilfreds med Resultatet. Opgaven var nemlig saa stor i Omfang, at jeg, med min letløbende Pen, maatte lade mig nøje med at faa nogle ganske faa Brudstykker med. Jeg haaber dog at Censorerne vil lade den slippe igennem, da jeg tror at jeg har faaet et Par Smaating med som ikke staar andre Steder. Disse omtalte Smaating var dog for største Delen af negativ Art (Du ved jo nok at jeg har den slemme Vane at tro at finde Fejl hos andre). Af mere positivt, tror jeg at have givet en Antydning af Grunden til, det maaske for Dig mindre bekendte Faktum, at Legeringerne ikke leder Elektriciteten saa godt som de rene Metaller, hvoraf de er sammensat. Jeg er nu meget spændt paa at høre, hvad Christiansen vil sige til det hele; jeg skal op og tale med ham i Morgen og skal nok lade Dig vide hvorledes det spænder af.

Jeg var i Gaar til Examensgilde hos Ole. Han har faaet en ganske udmærket Examen. Du kan jo nok huske at det ikke gik saa forfærdeligt straalende til 1ste Del, men det har ganske forandret sig med 2den Del; han har saaledes faaet næsten lutter 15tender og 16tender i alle Fag og Slutningen var særlig fin idet han i Gaar i klinisk Kirurgi hos Rovsing fik “prae ceteris uden Diskussion”. Ole rejste allerede i Gaar Aftes, han skal i Sommer være Vikar for en Læge i Nærheden af Ringkøbing. Jeg har aftalt en lille Tur paa en Uges Tid med Edgar og skal saa omkring den 12te over at besøge Møllgaards sammen med Weber. Jeg glæder mig overordentlig til at høre om, hvorledes det er gaaet med Magisterens Foredrag og i det hele taget at høre “rigtigt” om, hvorledes det gaar ham.

Nu Farvel og “mange” Hilsner fra Din
Niels.

(Det jaskede Brev, der snart skal følges af et bedre, skyldes den Omstændighed at Far sidder og venter paa, at jeg og han skal cykle ud paa Nærum.)