Det var slet ikke for Din Skyld alene at jeg vilde ned og besøge Dig; men navnlig for min egen Skyld, jeg længes nemlig saa forfærdeligt efter at se Dig og tale med Dig. Jeg kan imidlertid alligevel nok indse, at det maaske er det fornuftigste at vente til, Du nu snart kommer hjem. Jeg har tilbragt en storartet Ferie først med Edgar i Jylland og derefter med Weber hos Møllgaards . Som jeg dengang skrev rejste Edgar og jeg Søndag Aften fra København med Sovevogn til Aarhus. Om Mandagen besaa vi Udstillingen, det hele var meget nydeligt, men som Du maaske nok kan tænke Dig ikke saa stort og overraskende som man kunde ønske. Mandag Aften kørte vi med Toget til Skanderborg, hvorfra vi næste Morgen gik til Himmelbjerget.

Dette sidste “Bjerg” er vel ikke imponerende i Størrelse; men har en Beliggenhed saa aldeles henrivende, at det er noget af det smukkeste, man kan se. Den næste Dag gik vi en dejlig Tur fra Himmelbjerget langs med alle Søerne til Silkeborg. Fra Silkeborg kørte vi (Torsdag) med Jernbanen over Skern (det vil sige over Heden) til en lille Station, der hedder Skelhøje, hvorfra vi over Dollerup Banker og Hald gik til Viborg. Den næste Morgen besaa vi Viborg Domkirke med de Skovgaardske Malerier . Disse virker meget imponerende ved det Arbejde (deres kolossale Størrelse og Mængde) og den Alvor, der er nedlagt i dem; men man kan hele Tiden ikke lade være at tænke paa, at selvom Skovgaard er, hvad man i Skolen kalder baade “flink og flittig”, saa er han dog ingen Michelangelo eller saadan en, som han med Selvportrætterne , som Du jo snart er en god Bekendt af. Om Eftermiddagen gik vi dernæst en rigtig Landevejstur fra Viborg til Randers. Om Lørdagen kørte vi fra Randers til Hadsund og gik derfra igennem Vildmosen til Kongerslev. Det var en overordentlig interessant Tur. Vildmosen hører nemlig til den Slags virkelig storslaaet Natur, hvorom man ikke kan gøre sig nogen Forestilling, uden man har set den. Det lyder maaske underlig, men naar man befinder sig midt i en fuldstændig flad (ikke som en Slette kan være flad, men saa flad at den indenfor en Kvadratmil ikke er 2 Steder hvis Højdeforskel er større en 1 Meter) lyngklædt Tørvemose, der kun kan befares paa visse smalle Stier, og som strækker sig milevidt, hvorhen man ser, virker Naturen næsten lige saa overmægtig paa en som så Mælkedalen. Den næste Dag gik vi gennem Rold-Skov, der er overmaade smuk og vild, til en Station Arden, hvorfra vi tog lige til København. (Jeg griber mig her i at være meget flov over at have berettet saa omstændelig om min lille Rejse fra “Kalundborg til Aars” til en saa verdensberejst Mand; jeg trøster mig med at han efter sine mange Rejser maaske ikke har haft nogen Skade af dette lille Repetitionskursus i hans Barndoms-Geografi, og haaber, at han maaske en anden Gang selv skulde faa Lyst til en saadan lille Tur med hans Broder.)

Efter at have været en Dag i København tog jeg dernæst sammen med Weber til Vissenbjerg, hvor jeg tilbragte en overordentlig behagelig Uge, dog paa betydelig mere stillesiddende Vis, idet vi ikke bestilte meget andet end at sove, spise, spille Kroket og diskutere. Møllgaards var overordentlig rare og bad hilse Dig mange Gange. Den 29 er det Pastor Møllgaards Sølvbryllup, og jeg sender et Telegram med Hilsen fra os to. I Mandags tog jeg til København. I Gaar var jeg ude paa Nærum for at hilse paa Strelitz’s. Max har det udmærket og er bleven næsten lige saa tyk som Richard. Moster Emma har indbudt mig til at bo derude; men jeg tror ikke, at det vilde være en rigtig Ferie, da der er saa mange Mennesker. Jeg tænker derfor at jeg foreløbig bliver inde hos Mof og Faf og begynder at læse til Examen, det vil sige læse de Ting som jeg har opgivet som læst, men som ...., og senere, før Ferien er forbi, tager lidt fri igen. Jeg tænker i mit stille Sind paa, at det vilde være forforfærdeligt morsomt om vi to, naar Du kommer hjem, kunde gøre en lille Fodtur sammen, saa kunde jeg rigtigt høre om alle Dine Ting nede fra Gøttingen, og jeg kunde maaske ogsaa fortælle Dig lidt om mine Smaating fra Examensopgaven, hvilket jeg jo længes lidt efter; thi Du kan nok forstaa at siden Du rejste, har jeg ikke haft saa overvældende mange “med virkelig Kritik” at tale med. Du forstaar jo nok, at alt dette kun er Fremtidsfantasi, og Du maa endelig ikke af den Grund forandre nogen af Dine Planer, vi kan jo ellers altid gøre en lille Tur, naar jeg er færdig med min Examen, og Du har været i Sverige. Nu tror jeg, at jeg siger Farvel for denne Gang, idet jeg lige som sidst slutter med at bede om et lille Brev; jeg forstaar jo nok, at Du har saa meget andet, og vi er alle saa glade for Dine mange rare Breve, men jeg vilde blive saa skrækkelig glad for et lille Brev addreseret til mig selv.