af Niels Bohr (2021)   Udgiver: Niels Bohr Arkivet (2022)   Tekst og udgave
forrige næste
Kære Niels!

Blot to Ord med 1000 kærlige Julehilsner og Lykønskninger. Jeg tager i Morgen Fredag til Slagelse for at kunne bringe Dig friske Hilsner fra Dine Svigerforældre. Margrethe ser jeg igen anden Juledag herinde. Jeg har haft det travlt i den sidste Tid, men er nu i Dag færdig med Forelæsningerne og alt.

Paa Gensyn senest Nytaarsaften.

Din egen
Harald.
Min egen Dreng!

Jeg sender Dig de kærligste Tanker og jeg ved, at vore Tanker ofte mødes, nu som altid i vore taknemmelige Minder og i vore Ønsker. Nu faar Du jo snart Ribs over, og jeg ved at I vil faa det yndigt sammen; jeg haaber at I begge vil hvile rigtig godt ud, før term begynder. Du ved maaske, at Harald i morgen tager til Slagelse for at sige farvel til Margrethe og de andre, han kommer jo nok til at se Margrethe igen, før han rejser, da vi faar vor lille Skat ind 2den Juledag, det bliver kun et lille Besøg, men saa kommer Margrethe jo igen paa et længere Besøg i Januar, det bliver yndigt. Jeg ved ikke om Jennys Juleroser og Moster Hannes Marcipankartofler og Haralds og mine Frugtpastiller kommer i rette Tid, men nu ved Du da at dermed maa Du dække Dit Julebord. Farvel min egen kære Nielsemand.

Din Dig elskende
Mor