af Niels Bohr (2021)   Udgiver: Niels Bohr Arkivet (2022)   Tekst og udgave
forrige næste
Kære Niels!

Mange Tak for Dit Brev. Jeg tror ogsaa at det vilde være det bedste (d.v.s. faa Dit Arbejde læst og udbredt mest) hvis Du i forkortet Skikkelse fik det optaget i Camb. Phil. Soc.; selvom jeg ikke kan nægte at jeg synes det – for nu at bruge stærke Ord – er en stor Fejl at Thomson og de andre ikke at ville have det i den Form Du havde givet det. Men hvis Du selv tror, at Du kun kan forkorte Arbejdet med c. Halvdelen uden at vanskeliggøre Sagkyndige Læsningen, synes jeg absolut det, som Sagen nu staar, vilde være det bedste.

At offentliggøre det hele som en Bog, er dels temmelig dyrt, naa! det kom man jo nok udover, men væsentligere er som Du skriver at en saadan privat udgivet Bog sikkert kun vil blive læst af overordentlig faa i Sammenligning med hvad en Tidsskriftsartikel vil blive læst.

Jeg har dog lidt svært ved rigtig at raade Dig, da jeg jo slet ikke ved, hvor travlt Du har hos Rutherford og hvor vidt Du kan finde nogen Tid til Omredaktionen. Men, selvom det som Du skriver haster, og det gør det, saa gør det dog en stor Forskel at Du har offentliggjort Sagen paa Dansk og derfor spiller en Maaned mer eller Mindre ikke den Rolle som det vilde gøre under andre Omstændigheder. – Jeg synes det var et udmærket Svar Du skrev til Barnes, og “Til Lykke” med Phil. Mag. – Hvis Du en Dag har Lyst til at fortælle mig lidt om Dit Liv i Manchester og Dit Arbejde vil jeg naturligvis blive meget glad; jeg hører jo dog en Del gennem Mor. Mor og Margrethe var her ude forleden Dag; vi var en henrivende Tur gennem Skoven og de var begge saa raske og glade. En af de første Dage kommer Mor og Jenny her ud sammen; jeg henter dem med Vogn i Lyngby og kører dem en Tur i Omegnen. Jeg har en Del Besøg i den sidste Tid: Steffensen, Hjelmslev, Lautrup et. cet.; de har alle bedt mig hilse Dig naar jeg skrev. Med mit Helbred, eller for sige det lige ud, min Mave, gaar det fremad, men lidt langsomt. Jeg haaber dog den snart vil makke helt ret og glæder mig til at komme til Byen og tage fat i Juni; der er en Del jeg gerne vilde have gjort færdig – og saa er der jo Examen. – Jeg glæder mig saameget til at træffe Niels Erik og ogsaa gennem ham høre lidt fra Dig.

De kærligste Hilsner
Din Harald.