af Niels Bohr (2021)   Udgiver: Niels Bohr Arkivet (2022)   Tekst og udgave
forrige næste
Kære Niels!

1000 Tak for Dine Breve (det lange Brev og Kortet) og for Telegrammet; vil Du ogsaa takke Margrethe mange Gange for hendes Brev, som jeg blev saa glad for. Jeg svarer i Morgen rigtig paa det hele; da jeg først i Eftermiddag taler med Fricke, som jeg har søgt forgæves nogle Gange, men traf i Gaar og aftalte at han skulde komme herop i Eftermiddag. – Jeg sender indlagt en dansk Oversættelse af Professor Meyers Brev til Rutherford, jeg vilde have oversat den til engelsk, men mærkede at jeg ikke kunde engelsk nok til at være helt sikker paa at alt blev tydeligt; nu vil maaske Du eller Margrethe (eller hvem ved, maaske Jer begge) oversætte den paa Engelsk. Jeg sender Underskriften klæbet herpaa. Dette forbydes at betragtes som et Brev; dette sidste kommer først i Morgen (eller – da vi jo alle undtagen Margrethe og Mor sommetider lader det vente til i Overmorgen).

1000 kærlige Hilsner til Jer begge fra
Harald.

Dateret: Wien 12 Marts
1915.

Kære Hr. Professor!

Selv har glædet mig meget over Deres Brev, som jeg fik d. 11-3 og over Efterretningen om at De og Deres Familie befinder sig vel, og takker mange Gange for Deres venlige Hilsner. Det gaar os lykkeligvis alle godt her og Universitetsvirksomheden, ligesom ogsaa Arbejderne i Radiumsinstitutet gaar rolig videre.

For Øjeblikket arbejder her Hönigschmid med Frk. Horovitz, Hevesy og Paneth, Loria og Lawson. Det er lykkedes Hönigschmid i Sommer at udvinde (udskille) blyfrit Radium G og Atomvægt 206,0 i større Mængde af krystalliseret Pechblende, ved for nylig at fastslaa Atomvægten i sædvanligt Bly til 207,18. Vi har gennemført en Række interessante Forsøg med disse isotope Elementer, som ogsaa maaske er af Interesse for Atommodellen. Spektret af blyfrit Radium Grund Pb er i den synlige Del og den ultraviolette Del fuldkommen identisk med en Nøjagtighed af 1/200 Angström-Enheder. Ogsaa den magnetiske Susceptibilitet er nøjagtig den samme hvoraf kan sluttes, at Atommagnetismen formodentlig ikke er Kærne – men Ring – Egenskab. Hevesy og Paneth har vist, at ogsaa Diffusionshastigheden afhænger væsentlig af Atomets Volumen og næppe af Atomets Masse. Lawson arbejder uforstyrret over Joniseringskurven, det gaar ham meget godt og han beder Dem, hvis De har Lejlighed dertil at hilse Arthur Holmes og hans (sine? H.B.) Forældre fra ham. Mache og Flamm arbejder paa den videre Fuldkommengørelse af Maalingerne over Emanationens Strømæquivalent.

Det var mig meget behageligt at høre, at De i New-York traf sammen med Boltwood og at han havde faaet mit Brev. Han har under Krigen sendt mig sit Billede for vort Institut, det er til vor Glæde kommet godt an, men ellers har jeg intet hørt fra ham og tror, at der maaske er gaaet et Brev tabt paa den lange Rejse fra Amerika hertil; det er meget velgørende at vide, at man ogsaa har Venner hinsides Vandet.

Med de hjerteligste Hilsner til Dem og Deres Frue, fra os alle, særlig ogsaa fra min Frue, Deres oprigtig hengivenste

Stefan Meyer.