Jeg har lige talt med Margrethe i Telefonen, og er saa ked af at I alle har ventet forgæves paa at høre fra mig i Gaar; men paa Grund af en Forsømmelse paa Telegrafstationen i Spa fik jeg først i Dag Margrethes Telegram fra i Gaar Morges; de havde ladet det ligge i hele Dagen paa Stationen til Trods for at vi havde opgivet vores Hoteladresse. Jeg vilde jo saa gerne have hjulpet paa enhver Maade jeg kunde; jeg forstod imidlertid paa Margrethe, at der i Øjeblikket ikke var noget for mig at gøre, da Du og Ulla allerede var rejst til Lugano. Naar det nu bare ikke maa blive altfor svært for jer; hvis det betyder noget ved Du jo at Du kan sige til Jenny, at jeg er ganske enig med Dig i at vi, hvis hun ikke kan klare sig selv og indrette sig som Livet kræver af raske Mennesker, bliver nødt til at lægge Sagerne i Lægernes Hænder, indtil hun er bedre. Baronesse Merck er, som I selv straks vil se, et ganske særlig udmærket og klogt Menneske, og en meget kraftig Personlighed, til hvem baade Margrethe og jeg har den største Tillid. Jeg er naturligvis meget ked af at have været medvirkende til at volde hende saa megen Besvær og saa mange Bekymringer; men jeg haabede at Jenny vilde komme til sig selv under de skønne, rolige Omgivelser og Baronessens venlige Omsorg. Du maa endelig hilse og takke hende saa mange Gange fra mig; hun sidder selv siden Krigen i temmelig vanskelige Pengeforhold, saa Du vil nok udspørge hende om, hvad Udgifter hun har haft i Anledning af Jennys Sygdom, hvad det naturligvis er min Sag at ordne. Overhovedet behøver jeg jo ikke at sige, at vi sammen maa ordne alle Udgifter i Anledning af den hele Sag, naar I kommer tilbage. Jeg forstaar naturligvis at alle Sagens Sider bedst kan overses paa Stedet, og ved at Du er den bedste dertil; men hvis jeg herfra skulde raade til noget, kunde jeg tænke mig at det maaske var fornuftigt (efter Ulla havde talt med Baronessen, der efter alle Samtalerne med Jenny vist kender Forholdet bedst, og hun syntes det samme) hurtigst muligt at sætte sig i Forbindelse med Dr. Innerhofer i Meran, og bede ham give Jenny et klart Raad, saa at hun, hvor svært det end turde være for hende kan komme ud af de Vildfarelser, som hun har spundet sig ind i vedrørende sit Forhold til ham. Jenny har jo talt saa meget baade til Margrethe og mig derom, men ingen af os tror, at han paa nogen Maade har handlet ukorrekt, men blot, at han har været uforsigtigt venlig. Navnlig synes jeg, at det var meget uforsigtigt af ham at raade Jenny fra at tage til Sicilien og møde Margrethe og mig i Rom. Men det er naturligvis umuligt at dømme om, naar man ikke ved, hvor ude af Sindsligevægt Jenny allerede dengang har været. Kære Harald, jeg angrer allerede, at jeg overhovedet har berørt disse Spørgsmaal, som man vist bare maa glemme. Af egen Erfaring ved jeg jo at Hovedvanskeligheden, for Lægerne ligesom for os andre, ligger i den Voldsomhed hvormed Jenny skifter Sind fra Time til Time, og at der sikkert ikke er andet at gøre end hurtigst muligt at faa hende anbragt under Forhold, hvor hun slet ingen Beslutning skal (eller kan) tage og kan falde helt til Ro. Du ved at jeg kun skriver om dette, fordi jeg følger jer i Tankerne og saa gerne vil hjælpe; jeg ønsker jo kun i alt at støtte jer, der selv kan se hvorledes Situationen har udviklet sig og bedst ved hvad Beslutninger, der bør tages.

Jeg rejser herfra i Morgen og er hjemme Lørdag Aften, hvad Du vist forstaar at jeg længes efter. Før Jennys Sager tog saa sørgelig en Vending, havde jeg ikke mindst glædet mig til at tale med Dig om mine egne Sager og fortælle Dig om Rejsen. Jeg er saa taknemmelig for al Din Hjælp og Støtte og for al den Venlighed, der vises mig fra alle Sider. Jeg haaber ogsaa, at det skal blive rart at komme lidt længere bort fra Laboratoriet, da jeg trænger saa meget til Ro for at prøve at komme lidt mere til Bunds i de Spørgsmaal, som jeg har tænkt saa meget over i disse Aar. Rejsen har ogsaa paa mange Maader været en stor Oplevelse for mig, og med Rosenfelds udmærkede Hjælp er jeg kommet et godt Stykke frem med Arbejdet. Men de Spørgsmaal, som jeg arbejder med aabner stadig nye Sider og jeg er i Øjeblikket lidt for træt til at blive helt saa klar over dem, som jeg gerne vilde.

DetA sidste er ingenlunde ment som Klage, tværtimod føler jeg mig igen i fuldt Arbejde med mit hele Sind, og det er jo alt hvad et Menneske kan forlange af Videnskaben. Ja kære Harald, for mine egne Vegne vilde jeg jo kun give Udtryk for Taknemlighed; og saa ønsker jeg kun at Du og Ulla ikke maa have det altfor svært med at ordne Jennys Forhold paa den bedste Maade [...]A hende