Tusind Tak for Dit kærlige Brev til min Fødselsdag; Ulla havde gemt det til mig fra Dagen i Forvejen, og det var det første jeg fik om Morgenen sammen med Jeres Telegram, som lige var kommen ind ad Døren. Hvor glad jeg blev baade for Brevet og den helt “friske” Hilsen, behøver jeg ikke at sige, og heller ikke, hvor særlig meget jeg savnede Jer netop den Dag, og hvor underligt jeg syntes det var at skulle holde en Slags Festdag uden Dig som altid – selvom Du drejer det omvendt, og det ogsaa for overfladiske Øjne maaske kunde se ud, som om vores gensidige Støtte var mere ligelig – har været ligesom det faste Punkt i min hele Tilværelse, og som, blot jeg tænkte paa Dig, gav mit Liv Indhold og gav mig Følelsen af, ikke mindst i Tider hvor saa meget (og ogsaa en selv) synes ringe og usselt, at der dog var Værdier i Livet, som det gav Fred og Tryghed i Sindet at vide var til.

Jeg vilde, som det første jeg gjorde efter Fødselsdagen, have skrevet til Dig og takket Dig for Dit Brev og ogsaa fortalt Dig lidt om, hvordan Dagen var gaaet, og jeg er saa ulykkelig over, at jeg ikke har faaet det gjort; men da næste Morgen kom, lagde jeg Dit Brev lidt til Side, fordi jeg saa gerne vilde have rigtig Ro til at skrive til Dig, og derfor pludselig syntes, jeg først vilde rydde op i alt, hvad der laa, og faa besvaret nogle af de mange og venlige Hilsner, jeg havde faaet. Men Tiden er kommet til at løbe saadan fra mig, ogsaa fordi Landau, som jo er saa sød men samtidig saa ivrig og urolig, stadig er her og bor i Nærheden af os, og ikke mindst fordi jeg igen har en lidt kraftig Sløjhedsperiode, hvor jeg intet faar gjort af, hvad jeg gerne vilde, (og ligesom et lille Stød til en yderligere Udsættelse kom det til at blive, at Rigmor som jo altid er saa rørende sød og hjælpsom, et Par Dage efter Fødselsdagen sagde, at hun vilde skrive til Jer og fortælle om, hvordan Dagen var gaaet). Og det skrækkelige er, at selv nu saa sent faar jeg ikke taget mig sammen til at faa skrevet et rigtigt Brev til Jer i Ro, men skriver blot lidt inden Frk Vinter Hansen kommer for at køre Landau og os en længere Tur ud paa Landet til de allerede nu udsprungne Bøgeskove.

Hvor meget vi i Tankerne lever sammen med Jer, og hvor lykkelige vi er for gennem Margrethes mange Breve at høre om, hvor meget I oplever, behøver jeg ikke at sige; men jeg vil gerne slutte dette lille dumme Brev, hvor jeg er saa ked af slet ikke rigtigt at have faaet udtrykt, hvad jeg gerne vilde, med at sige, hvor stor en Glæde Aages “Boen” her betyder for os paa alle mulige Maader, baade – og jo paa særlig Maade – for Ole, og ogsaa ved de mere fredelige Tilstande, han har bragt ind i vore Børns ofte vel skænderige Tilværelse, og overhovedet ved den store opmuntrende Virkning, han med sit kloge, muntre og kærlige Sind har paa alle sine Omgivelser. Ogsaa fra Erik og Ernest kan jeg bringe en frisk Hilsen; vi Familiens fem hjemmeværende Mandfolk var allesammen henne at se paa en Fodboldkamp i Idrætsparken i Gaar.

Baade Ulla, vore 4 Børn og jeg sender saa mange kærlige Hilsner til Jer alle tre. Jeg længes saa meget efter at se Dig igen og høre lidt nærmere om alt, hvad I har oplevet.