af Niels Bohr (2021)   Udgiver: Niels Bohr Arkivet (2022)   Tekst og udgave
forrige næste
Kære Harald.

Som vi talte om den sidste Aften før jeg rejste har jeg ved Hevesys Hjælp prøvet at skrive et Brev til Præsidenten for Akademiet i Moskva Professor Komarov, og jeg sender hermed Udkastet som Hevesy har været saa rar at kopiere. Vi har prøvet at gøre det saa høfligt og forsigtigt som muligt for ikke at skade Houtermanns Sag, men jeg ved slet ikke om det hele er fornuftigt og især da jeg ikke selv har set Adams sidste Brev vil jeg bede Dig se nærmere paa Udkastet og ændre deri hvad Du synes nødvendigt. Margrethe har nogle hvide Ark med min Underskrift som kan bruges til Brevet selv, som maaske Fru Fenchel eller Frk Schultz vil være saa venlig at skrive paa Maskine. Jeg skammer mig over som sædvanlig at komme af Sted i saadant et Jag, men var glad over at det lykkedes at faa Planck Artiklen færdig. Jeg var ogsaa saa taknemlig at Du kom ud den sidste Aften og hjalp med Raad. Jeg vil ogsaa være saa glad om Du vilde skrive mig et Par Ord, eller fortælle Margrethe saa hun kan skrive til mig, om hvordan det gik i Selskabet i Fredags, og ikke mindst hvad Resultatet blev vedrørende Ada og Edgar. Her er dejligt heroppe og jeg er glad for at faa lidt Hvile. Jeg er ogsaa begyndt at tænke paa Foredraget i Oslo. Paa Vejen herop læste jeg Schelderups lille Bog, der var meget belærende og indeholdt adskillige af de Tanker som jeg har gaaet og tumlet med paa egen Haand. Navnlig derfor skal jeg prøve at gøre Foredraget meget almindeligt og abstrakt uden derfor at gøre det svært forstaaeligt. Jeg glæder mig meget til at tale med Dig om det altsammen naar jeg kommer hjem, og sender jer alle de bedste Ønsker især for Dit eget Helbred

Din
Niels.

P.S. Med Brevet til Komarov skal Du og Margrethe gøre hvad I synes. Er I i Tvivl kan det maaske ogsaa vente til jeg kommer hjem.