af Tycho Brahe (1573)   Oversætter: Zeeberg, P.   Tekst og udgave
næste

| Om årsagen til afbrydelsen i observationerne og til min bortrejse.

Herefter udførte jeg ikke flere observationer på øen Hven, men straks efter påske, d. 29. april, rejste jeg derfra med hele min husstand, og i den følgende tid sørgede jeg for at de astronomiske instrumenter (med få undtagelser) sammen med alt udstyr til bogproduktion og trykkeriet blev flyttet til mit hus i København. Hvad jeg efterlod, var følgende fire: Den store armille med den faste, messingbeklædte ækvator og den store stålkvadrant der på den side hvor inddelingerne er, er beklædt med en messingplade, og som er indesluttet i et stålkvadrat. Disse to befinder sig i observatoriet Stjerneborg uden for slottet. På selve slottet, i det sydlige tårn, findes den store halvcirkel der står på en azimutalhorisont af stål med søjler og skruer nedenunden. I det sydvestlige værelse på den ydervæg der peger direkte mod syd, sidder en kvadrant støbt af massivt messing, som er opsat direkte på muren og indvendig indeholder et portræt af mig selv og nogle arkitektoniske billeder sammen med dem der repræsenterer observationer og kemi. Disse fire har jeg efterladt dels fordi de på grund af deres størrelse (de har en diameter på 10, 12 og helt op til 14 fod) dårligt kunne sejles væk på en båd, dels af forskellige andre årsager som vil komme for dagen når tiden er inde til det.

Nogle af dem jeg tog med til København, ville jeg anbringe i et tårn ved siden af mit hus så jeg kunne føje nogle observationer derfra til dem jeg havde foretaget tidligere på året, men da rigshofmesteren på vegne af kongen (som dog var bortrejst og opholdt sig i Tyskland) gennem byens lensmand forbød mig denne mulighed, satte jeg dem sammen med de øvrige, og kort efter pakkede jeg trykkeriet, hele udstyret til bogproduktion og andre af mine ting ned i kasser og kister, gemte det jeg havde udfærdiget til forbedring af forskelligt i mine værker, og rejste kort efter sommersolhverv til Tyskland med hele min husstand – hvorved jeg forlod mit utaknemmelige fædreland, som dog ikke selv var skyldigt; det var kun en enkelt eller to personer der i landet som tiltager sig ret til at styre landets fremtid på egen hånd. Baggrunden for denne uventede udvikling var først og fremmest følgende: Straks efter kongens kroning var Nordfjord len, som var den vigtigste understøttelse for den astronomiske forskning, blevet taget fra mig, og uanset hvad jeg foretog mig over for rigshofmesteren, kunne jeg ikke få det tilbage. Jeg skrev derfor i begyndelsen af i år til kansleren og sendte ham en kopi af et brev fra rigsrådet der lovede mig noget andet, ligesom jeg diskret mindede ham om hans pligt til af hensyn til rigets ære at holde astronomien ved lige og advarede ham om hvordan det ellers ville gå. Men han skrev omgående tilbage at jeg ikke kunne få lenet tilbage, og at det ikke var muligt for kongen at ofre noget på vedligeholdese af astronomiske instrumenter. Tværimod blev herefter den faste årlige bevilling jeg var blevet tildelt af kong Frederik, salig ihukommelse, også frataget mig. Jeg vil ikke her nævne det der foregik med de uanstændige bønder på øen og præsten på grund af deres modvilje mod mig.

Da al støtte til genopretningen af astronomien således var blevet inddraget og jeg kunne se at jeg og min forskning, som jeg ikke mener jeg kan tillade mig at svigte, var så ildeset og foragtet, bvar det ikke andet tilbage for mig end at rejse derfra og sørge bedre for mig selv og min forskning så de mange års arbejde og udgifter ikke skulle gå til spilde. Men jeg var dårligt kommet ud af landet før kansleren inddrog miit præbende i Roskilde og omlagde det til privat brug for at afskære mig fra enhver anledning til at vende hjem – hvis det var nogen tilbage. Og det var den vej det gik.

Derefter blev jeg i tremåneder i Rostock med min familie – ikke uden en vis risiko pga. en pestepidemi der konstant hærgede der på stedet – for at give mine landsmænd tid til at tænke sagen ordentligt igennem, for jeg holdt stadig af mit fædreland. Men til sidst fik jeg en venlig invitation fra den velbyrdige hr. Henrik Rantzau til, og for at undgå smitte begav jeg mig til Holsten og slog mig ned i hans slot Wandsburg, kun ligger en halv mil fra Hamborg, som han var så venlig at stille til rådighed. Der besluttede jeg mig for at bruge vinteren på at fortsætte mine astronomiske observationer (hvis himlens skaber ville det) og færdiggøre forskelligt i mine værker.

Dette har jeg sat mig for at notere for at fastholde det i erindringen. En anden gang, når tid og sted er til det, vil jeg berette udførligere om det.

|Elegi til Danmark

Danmark, hvad har jeg dog gjort? Hvordan jeg har fornærmet dig, mit fædreland,
så meget at du ikke er mig venligt stemt?
Den skade jeg skal klandres for at have forvoldt dig, er velsagtens
at du på grund af mig nu har et større navn i denne verden!
Fortæl mig lige: hvem har før gjort dig så mange og så store tjenester
og gjort så meget for at hæve din berømmelse til himlen?
Hvem gør det fremover? Hvem skal få rede på de skatte jeg har efterladt,
og bruge dem til det de er beregnet til?
En mand bliver sendt til Hven, fulgt af en enkelt ledsager,
en mand de tror har god forstand på Uranias hemmeligheder.
Han kom derover, og ved synet af gudindens pragtgenstande
(som der jo ellers kun er få tilbage af) fortæller de at han blev slået af forundring.
Hvad skal han gøre når han intet ved om sagen? Hvordan forklare den slags ting
han aldrig før har set og intet kender til?
Han står dér helt fortabt, han spørger om instrumenternes navne,
og spørger (hvor pinligt!) hvordan de betjenes!
Men for at ingen skal sige at han i sin uvidenhed er kommet helt forgæves
rakker han fuld af misundelse ned på alt hvad han ikke begriber.
– Naturligt nok: det var tilfældigvis min modstander der havde sendt ham,
den mand der længe i det skjulte har gjort alt for at skade mig.
Det skal jeg finde mig i fra dig, det land hvor jeg er født,
det er den tak jeg får for alt hvad jeg har udrettet,
at du fordømmer det du ikke kan forstå, og overdænger det med spydigheder
af alle slags, og gør min storhed mindre!
Jeg har med min indsats søgt at øge din berømmelse ud over verden,
men det besvarer du med ufortjent at trække mig i sølet
Det tager jeg mig nu ikke særligt af, jeg måtte finde mig i meget værre,
for der var stort set ingen interesse for mig hjemme.
Jeg var usynlig i mit fædreland – jeg der var velkendt over hele verden
(hvor ellers mange er usynlige).
Andre har fået godser, titler, hædersposter,
andre som ikke måler sig med mig i alder eller slægt.
Men jeg, en Brahe, af en brødreflok på fem,
og ældst iblandt dem, blev dårligt taget i betragtning.
Men jeg misunder ikke dem, jeg ynker folk der stræber efter det
som intet fast har over sig og er så alt for forgængeligt.
Nej, der var stort set ingen dér der beundrede mine bedrifter,
til trods for at de kunne måle sig med Herkules'.
Alkiden kom (ifølge sagnet) den trætte Atlas til hjælp
så himlens kolossale bygning ikke sank i grus.
Men jeg kom til da Ptolemæus snublede, og I, Alfonso og Kopernikus,
jeg trådte til, og jeg står fast på fødderne.
Jeg viste hvordan himlens kredsløb havde spillet jeres studier et puds,
hvor imponerende de studier end var,
Jeg satte nye faste fundamenter under himlens hvælving
så den for fremtiden ikke slår revner og ikke kan synke i grus.
Men ligesom eftertiden vil bevidne mig sin tak,
er takken uden mæle i min egen tid.
Hvor meget har jeg ikke også ydet inden for Machaons kunst,
som let kan bringe lindring til de syges svagelige lemmer –
Danmark, hvis du fortier det, vil nordmænd og svenskere tale,
for dér har mange syge fået hjælp af mig.
Men jeg var ikke ude på at tjene på det, som man ellers er det overalt,
jeg gav helt gratis bort hvad jeg med megen møje havde fremstillet.
Men det var sikkert grunden til at jeg har mødt så megen skinsyge og had:
Her ligger fra for længe siden spiren til min bortrejse,
en spire som i lang tid var gemt bort og aldrig åbent lagt for dagen
før den mand trådte frem der gav skinsygens gift dens faste form.
Ja, sådan har det onde trængt det gode ud, jeg selv er uden skyld,
og det er godt at vide at der intet kritisabelt var ved min bortrejse.
Hvor stor bekymring og hvor stor bekostning har ikke måttet bære
for at det store værk jeg havde planer om, kunne komme op at stå!
Hvor mange har jeg ikke givet indblik i min videnskabs mysterier,
folk som jeg forsørget længe, helt af egen lomme!
Og der er meget andet, som jeg ikke tør nævne alt sammen
for ikke at blive beskyldt for opremse egne dyder.
Og takken for alt det (åh guder)
er at jeg nu må leve i landflygtighed med seks børn og med deres mor.
Og dog: landflygtig er jeg ikke, jeg har vundet mig en vældig frihed,
nej, jeg var snarere landflygtig i mit fædreland!
Nu har jeg lykken med mig, nu er jeg min egen herre,
nu har jeg ikke fædrelandet – men den hele vide verden.
Andre vil tage imod mig, det skal Gud nok drage omsorg for,
og hvor som helst vil alle værdsætte mit arbejde
– hvor hånligt du end kaster vrag på det og modarbejder det,
mit fædreland! Du sætter selv din hæder over styr!
Derfor farvel, du utaknemmelige! Mit fædreland er hvor som helst
hvor man er villig til at bringe himlens helligdom de rette ofre,
er villig til at påskønne mit store arbejde
og ikke kun belønner mig med utak.
Men Danmark selv kan undskyldes, det medgiver jeg,
det har medlidenhed med mig og græmmes over sine egne ulykker.
Og også du, den store kong Frederiks heltesøn,
du, ædle konge, vidste intet og er uden skyld.
Andre retsindige folk ser med harme på at dette sker,
guderne give at der ikke følger værre efter!
Det er en ganske lille flok der modarbejder mig med alt hvad de kan finde
af lumske kneb – selvom jeg ikke selv har gjort dem spor.
Til dem siger jeg farvel, gid de må få hvad de fortjener, for hvad de har gjort,
som den hævnende Guds forfærdende love kræver.
Vær hilset du, Henrik, ærværdige søn af Rantzauernes slægt,
der som den første giver Urania husly
her i de nye bygninger på Wandsbecks høje borg
nær Hamborgs vidtstrakte volde.
Dem har den vidt berømte store helt opført til sig selv
dengang han havde levet sine fyrre år.
Gid Gud, den stjernefyldte himmels hersker,
vil lade mig drage nytte af min skæbne og af dette sted
så hele verden kan få indsigt i hans underværker,
der længe har ligget skjult i den uudgrundelige æther.
Ja, Rantzau, lige så længe himlen ejer sine stjerner,
vil rygtet om din gæstfrihed forblive levende.


T.B.


Skrevet d. 20. oktober 1597 da jeg på Wandsbeck genoptog de astronomiske observationer som jeg omkring forårsjævndøgn mod min egen vilje havde indstillet på Uraniborg. Må Gud, Himmelens og Jordens skaber, stå mig bi i det.