af Tycho Brahe (2019)   Oversætter: Zeeberg, P.   Tekst og udgave
næste

ANLEDNING OG SYNOPSE TIL DET EFTERFØLGENDE DANSKSPROGEDE BREV, SÅ DEN GUNSTIGE LÆSER KAN FORSTÅ HVORFOR DET INDFØJES HER.

Jeg har en søster ved navn Sophie, der for seks år siden blev enke efter en god og ædel ægtemand. Hun var på det tidspunkt endnu ret ung og kunne glæde sig over et enkelt barn, en dreng, og da hun, som det ofte sker, havde mange bekymringer i disse år som enke, begyndte hun at søge adspredelser der, så vidt muligt, fra tid til anden kunne opmuntre hende. Først anlagde hun ved Eriksholm (hendes hus i Skåne, der er bygget som en befæstet borg) en vidunderligt smuk have, der næppe har sin lige i disse nordlige egne af verden. Hun lagde heri store anstrengelser og utrætteligt arbejde, samt andet som jeg ikke skal nævne, og hun indrettede den efter de bedste regler, med planmæssigt arrangement både af en række forskellige træsorter og af haveplanter, såvel som med anden behørig indretning — på et sted hvor der intet af denne art havde været i forvejen.

Efter dette arbejde følte hun sig dog stadig ikke ganske lindret for sine trykkende bekymringer, og hun gav sig derfor i kast med kemi, med henblik på tilberedelse af visse spagyriske medikamenter. Også dette arbejde udførte hun med ikke ringe held, ja efterhånden udleverede hun ikke alene disse midler til sine venner og til de bedrestillede, hvor der var behov for dem, men også gratis til de fattige — og hermed ydede hun dem alle stor hjælp.

Da hun nu heller ikke på denne måde kunne opfylde sine åndelige ambitioner, der stadig stræbte videre og højere, lagde hun sig endelig med stor iver efter astrologiske forudsigelser ud fra fødselshoroskoper — hvad enten det nu skyldtes hendes klare begavelse og en eller anden Genius der til stadighed ansporede hende til at stile mod det højere, eller at hendes køn i sig selv er disponeret for nysgerrighed efter viden om fremtiden, måske også iblandet et vist mål overtro.

Jeg selv havde ganske vist indenfor de første områder (omend i højere grad kemien end havekunsten, som hun selv forstod sig tilstrække-ligt på) bistået hende med instruktion og vejledning, når hun ønskede det, men de astrologiske spekulationer opfordrede jeg hende alvorligt til at afholde sig fra, da hun ikke burde lægge sig efter emner der er for abstrakte og komplicerede for den kvindelige begavelse. Men hun, der har et ubøjeligt sind og så stor selvsikkerhed at hun i åndelige anliggender ikke engang vil stå tilbage for mænd, kastede sig tværtimod så meget desto ivrigere over studierne, og lærte sig på kort tid selv astrologiens grundtræk, dels ud fra latinske forfattere, som hun på egen bekostning lod oversætte til dansk, dels ud fra tyske forfattere om emnet (for det sprog har hun et udmærket kendskab til). Da jeg så de klare tegn herpå holdt jeg op med at modarbejde det, og nøjedes med at råde hende til besindighed i de videre studier.

En særlig grund til mit samtykke var at jeg vidste at det gav hende stor lindring for enkestandens sorger, og dem der følger dermed, at vende tankerne bort mod andre og højere begreber. Ikke desto mindre var det mit håb at hun ikke ville nå for vidt på dette område, men ville miste modet over projektets sværhedsgrad og uforståelighed og det store beregningsarbejde, og dermed af sig selv blive træt af det studium. Men da hun — snu som hun er — fornemmede dette, sendte hun mig det følgende temmelig lange brev, hvori hun først og fremmest giver en elegant gennemgang af sine fremskridt inden for astrologien, og på grundlag af sine kemiske studier søger at bevise at hun også kan opnå indsigt i denne videnskab. Jeg havde nemlig på forhånd advaret hende om at kemien indeholdt en lang række besværligheder, men dem havde hun overvundet, og hun havde opnået gode resultater med fremstilling af disse præparater (hvilket hun også gennemgår udførligt). Herudfra argumenterer hun for at astrologien ikke vil frembyde så store hindringer at hun ikke også kan overvinde dem og få indblik i denne videnskabs hemmeligheder. Hun erklærer, at hun ingen som helst skam føler over den slags kundskaber, flid og arbejde, snarere gribes hun for hver dag der går af større iver efter det, og hun beder mig med stor hengivenhed om at hjælpe hende videre ad den vej hun er slået ind på, så hendes viden kan blive større og dybere. Til sidst opstiller hun tre astrologiske problemer — hverken ubetydelige eller irrelevante problemer — som hun beder mig løse.

Dette er i store træk brevets anledning og hovedindhold. Da det nu indeholder en hel del der kan bidrage til forståelsen af den astrologiske videnskab, og heriblandt lærdere sager end man ville have forventet fra en kvinde, har jeg ikke tøvet med at indføje det i dette bind af de astronomiske breve — især da jeg ved at hun selv bifalder det: Ellers ville hun ikke have skrevet brevet så udførligt og omhyggeligt.

Jeg aftrykker i det følgende først dette brev på vores eget sprog, dansk, sådan som hun egenhændigt har skrevet det og sendt det over til mig fra Skåne, der ligger nær herved. Jeg har heri bevidst undladt at ændre visse fagudtryk som hun fra daglig brug er fortrolig med. Herefter vedføjer jeg en latinsk oversættelse, så også de der ikke kan vores sprog kan forstå det, samt mit eget danske svar med tilhørende latinsk over-sættelse, som forhåbentlig også indeholder noget som astrologisk interesserede kan have udbytte af. Man bør ikke tage det unådigt op, eller gøre nar af at jeg på denne måde blander dansk og latin, eftersom jeg har gjort det samme i første bind i forbindelse med landgrevens tyske breve. Hvad man kunne tillade sig at gøre med tyske breve mener jeg ikke man med rette kan afvise m.h.t. de danske.

Nogle vil måske tvivle på, at dette virkelig er skrevet af en dansk adelsdame, men jeg kan bevidne at det er skrevet af min søster, med egen hånd, og sendt over til mig fra hendes hus i Skåne, samt, hvad der er vigtigere, at hun besidder stor både teoretisk og praktisk kyndighed i alt hvad brevet omhandler, ja i meget mere, og for hver dag der går erhverver sig dybere indsigt gennem vedholdende og utrættelige studier — så vidt som det kan lade sig gøre for andre bekymringer og huslige sysler.

Dette bør heller ikke give anledning til så stor undren, efter at Fulvia Olympia Morata har besøgt Tyskland og opnået så stor anseelse som lærd at hun kunne holde offentlige forelæsninger ved universitetet i Heidelberg og udgive en række bøger, der vidner om en vis lærdom og veltalenhed. I virkeligheden er min søsters præstation måske mere imponerende, idet hun har lært sig videnskaber der er alt for dybe og utilgængelige til at kunne rummes i den veltalenhed Fulvia hengav sig til — den være sig nok så ciceroniansk. Det har heller ikke været specielt vanskeligt for en italiensk kvinde, der fra sin tidligste barndom var blevet opdraget på latin, til en vis grad at tale og skrive velformuleret på dette sprog. Kvinder er i sig selv (vi taler her om de mere velbegavede) udstyret med en art naturlig veltalenhed, pga. Månens og Merkurs indflydelse — i en sådan grad at et stort antal af dem, omend ikke flertallet, ligefrem forfalder til snakkesalighed og vrøvleri. Til gengæld har man, så vidt jeg ved, ikke tidligere hørt om en kvinde der havde virkelig forstand på astrologien og dyrkede den videnskabeligt — ja, faktisk er der, selv blandt de mænd der ønsker at kaldes lærde, kun få der besidder en dybtgående forståelse af den. Hvis min søster ikke netop havde savnet kendskab til det latinske sprog, tvivler jeg ikke på at hun inden for flere af de videnskaber der fortrinsvis behandles på dette sprog havde indhentet, for ikke at sige overhalet denne Olympia Fulvia Morata, eller enhver anden. Ud fra den viden hun hidtil så energisk har tilegnet sig om himmelske og langt mere ophøjede sager end dem den anden har beskæftiget sig med, fortjente hun derfor netop at blive kaldt Olympica, Fulgida [strålende] og sågar Morata [dannet]. For det første forstår hun sig på det Olympiske, dvs. det himmelske, som den anden ikke kendte til. For det andet må hun siges at stråle endnu mere end denne Fulvia, ikke alene pga. sin slægt, men også pga. sin ånd og begavelse. For det tredje er hendes begavelse snarere større end mindre end den andens. Dette sammenfattes dog både klarere og mere dækkende af det tilnavn, URANIA, som jeg har givet hende pga. hendes fremragende anlæg — for slet ikke at tale om at hun allerede i vuggen fik navnet SOPHIA [visdom].

Alt dette siger jeg ikke i den hensigt at forringe Fulvia Moratas anerkendelse — som gerne måtte have været endnu større — eller at forklejne hende eller nogen andre ærlige og dannede, omend mindre lærde, kvinder i sammenligning med min søster. Jeg gør det udelukkende for lettere at kunne overtyde læseren om at det nedenstående brev er skrevet af hende, at hun forstår sig på de emner brevet omhandler, og at hun for hver dag der går opnår endnu dybere viden. Jeg kan heller ikke tro at jeg kan pådrage mig nogen berettiget forargelse eller modvilje hos andre ved uden nogen forudindtagelse at bekræfte klare fakta om en søster jeg har et nært kendskab til.

I brevet angiver hun selv, på et passende sted (omend i dunkle vendinger) de forhindringer der var årsag til at hun ikke fik lært latin, selvom hun som lille var så ivrig efter det at hun dengang gjorde visse fremskridt i den retning.

I det følgende offentliggør jeg altså brevet selv, hvori det hele forklares udførligere, og derefter, som lovet, en latinsk oversættelse. Brevet er skrevet, og bliver viderebragt, med virkelig oprigtighed, og det er mit håb at det må blive modtaget tilsvarende åbent og fordomsfrit.