DD nr. 08591015101

[859. efterår]. 75

Lupus, (abbed i Ferrières), takker Odo, (abbed i Corbie), for hans brev og udtaler bl. a.: 'Jeg glæder mig over, at barbarerne ved eders, i virkeligheden Guds indgriben er blevet så behjertet nedkæmpet og nedhugget til sid ste mand, og jeg er fuld af usigelig fryd over, at I selv og eders munke er blevet udfriet af den farlige situation. Min fryd er ikke blevet mindre ved, at I nu omsider, belært dels af formaninger dels af erfaringen, er kommet til den overbevisning ikke oftere dumdristigt at ville friste lykken. Med hensyn til G. og de andre, som blev såret under forsvaret af fædrelandet, vil vi ikke holde op med at opsende vore bønner.'

Tryk: Duchesne, Hist. Franc. SS, II 782 nr. 112; Baluze, Lupi opera 165 nr. 112, herefter Bouquet VII 511 (853) og Migne CXIX 586 nr. 112; Desdevises de Dezert 178 nr. 99 (852); MGH. Epist. VI 96 nr. 112 (857-59); Levillain II 140 nr. 107; Corbie, Abbaye Royale 188 note 5 (i udtog). — Regest: Bréquigny I 238 (853). — Cf. nr. 74. I brevet omtales den nylig afsluttede vinhøst, hvorfor Levillain, anf. værk II 141 note 3 daterer det til tiden fra slutningen af september til omkr. 15. oktober 859. Dipl. Dan. 1. rk. I nr. 75; DRB. I:1 nr. 75 (i oversættelse).

Lupus, (abbed i Ferrières), takker Odo, (abbed i Corbie), for hans brev og udtaler bl.a.: 'strenue profligatos barbaros et ad internecionem caesos vestra immo Dei virtute gaudeo vosque ipsos et vestros ineffabiliter exulto discrimine liberatos, nec minus partim admonitos, partim expertos, tandem vos credere non temere fortunam nec saepe temptandam. Pro G. reliquisque in defensionem patriae sauciatis non cessabimus preces fundere.'

Lupus, (abbed i Ferrières), takker Odo, (abbed i Corbie), for hans brev og udtaler bl. a.: 'Jeg glæder mig over, at barbarerne ved eders, i virkeligheden Guds indgriben er blevet så behjertet nedkæmpet og nedhugget til sid ste mand, og jeg er fuld af usigelig fryd over, at I selv og eders munke er blevet udfriet af den farlige situation. Min fryd er ikke blevet mindre ved, at I nu omsider, belært dels af formaninger dels af erfaringen, er kommet til den overbevisning ikke oftere dumdristigt at ville friste lykken. Med hensyn til G. og de andre, som blev såret under forsvaret af fædrelandet, vil vi ikke holde op med at opsende vore bønner.'