Ærkebiskop Adalberts brev er blevet henført til tiden omkr. 1061, 1062, senest 1062, 1065, 1067, 1072, i den senere tid almindeligvis til omkr. 1065. Udgangspunktet for denne datering er usikre beregninger over, hvornår den synode i Slesvig, som brevet omtaler, er blevet afholdt.

Når det gælder om at datere Adalberts brev, er der et sikrere udgangspunkt i dets oplysninger om biskop Adalward af Sigtuna.

Til at begynde med sammenstilles her brevets oplysninger med scholion 136 (131) hos Adam af Bremen. Det ukristelige folk i Sigtuna, hedder det i brevet, vil ikke have ham over sig; han er da begyndt at udøve myndighed i Skara kirke; ærkebiskoppens sendemand er på vej dertil. I scholion 136 udvikles dette på følgende måde: Adalward blev fordrevet af hedningerne; han kom da efter indbydelse til Skara; dette behagede ikke ærkebiskoppen, og han blev kaldt tilbage til Bremen som en, der havde forbrudt sig mod de kanoniske forskrifter (Cum .. repulsus esset a paganis, inuitatus uenit ad Scaranem ciuitat m. Quod nostro archiepiscopo non bene placuit, quare eum sicut uiolatorem canonum reuocauit Bremam). Adalwards optræden i Skara har således, efter hvad Adam af Bremen beretter i scholiet, haft til følge, at han blev kaldt tilbage fra Sverige.

Ud over hvad der findes i scholion 136, har Adam af Bremen også andre oplysninger om Adalward og ligeledes om en forfølgelse af de kristne i Sverige på denne tid. Han beretter, at Adalward efter sin ankomst til Sigtuna under den fremgang, han havde med sin forkyndelse, skal have fået den tanke at begive sig til Uppsala sammen med biskop Egino af Skåne for at ødelægge gudehovet der, men blev bragt til at opgive denne plan af kong Stenkil; dette henlægger Adam, som dengang sad i kapitlet i Bremen, til tiden efter udbruddet af kristenforfølgelserne i Venden omkr. midten af 1066 (IV 30: Quam confessorum Dei uoluntatem piissimus rex Steinkel in populo murmurari sentiens callide submouit eos a tali cepto, asserens ... facile omnes ad paganismum relapsuros, qui nunc credunt, sicut in Sclauania nuper factum possit uideri). Endvidere fremhæver Adam af Bremen, at de biskopper, som Adalbert ordinerede til Sverige under forfølgelsen i dette land, blev siddende hjemme, og at kun biskoppen fra Skåne betjente kirkerne i Götaland og besøgte Skara; en høvding hos svenskerne, Gniph, tilskyndede samtidig folket til at holde fast ved kristendommen (III 53; IV 9). Disse begivenheder, persecutio maxima, henlægger Adam til et bestemt tidsrum (III 52 53; IV 9): efter den svenske kong Stenkils død og på den tid, da Vilhelm Erobreren bemægtigede sig England (1066 oktober), reformerede det angelsaksiske munkevæsen og gjorde Lanfrank til den engelske kirkes leder (1070 august).

Dette viser, at forfølgelserne af de kristne i Sverige ifølge Adam af Bremen kan henføres til tiden mellem det sidste halvår af 1066 og 1070. Men det viser også, at Adalward sad som biskop af Sigtuna endnu efter midten af 1066. Heraf følger, at hans optræden i Skara må tilhøre en senere tid, og at fordrivelsen af ham fra Mälaregnen utvivlsomt har været et led i den almindelige forfølgelse af de kristne i Sverige.

Adam af Bremen lader Adalward blive hjemkaldt fra Skara af Adalbert. På den tid, hvortil Adam henlægger forfølgelserne i Sverige, optræder Adalward da også i Bremen: han underskriver der et privilegium fra 1069 11. juni med ordene: Ego Adaluuardus Sictonensis episcopus interfui et subscripsi. (Lappenberg I 96; faksim. Schmeidler, Hamburg-Bremen u. Nordost-Europa Tafel II).

Adalberts brev til biskop Vilhelm af Roskilde må dateres: slutningen af 1066— 1069 før 11. juni.