For at kunne bestemme, hvornår det pallium blev udvirket, som Paschalis 2. bevilgede ærkebiskop Asser af Lund, må man tage sit udgangspunkt i den samtidige skjald Markus Skeggjasons Eriksdrapa (Den norsk-islandske Skjaldedigtning, udg. ved Finnur Jónsson A 450 447; B 418 416).

Ifølge drapaen oprettede Erik Ejegod ærkebispedømmet Lund (Dróttum lét i Danmǫrk settan / dǫglingr grundar skamt frá Lundi / erkistól, þann's ǫll þjóð dýrkar, / eljunþungr, á danska tungu). Kongen besøgte i denne anledning paven i Rom. Vejen gik over Franken, Venedig og Bari. Det endelige mål var Jerusalem. Om besøget i Rom beretter drapaen, at »det lykkedes Erik at få ærkebispestolen flyttet uden for Saksernes grænser. Her i nord forundes os ved kongens ord at få vor stilling bedret. Det spørges ingensteds, at anden hersker øver jævnstor dåd til folkets bedste. Paven i syden tilstod kongen alt, hvad han i sin kærlighed til Kristus begærede« (Eiríkr náði útan færa / erkistól of Saza merki; / hljótum vér þat's hag várn bætir / hingat norðr af skjǫldungs orðum. // Eyðisk hitt, at jafnstórt ráði / annarr gramr til þurftar mǫnnum; / leyfði alt, sem konungr krafði, / Krists unnanda, pávi sunnan). Fra Rom fortsatte Erik Ejegod til Konstantinopel. Men, hedder det, »den almægtige tog ude i verden den hugstore konges sjæl«.

Erik Ejegod har således ifølge Markus Skeggjason mod slutningen af sit liv foretaget en pilgrimsfærd, som har ført ham vidt omkring. Kongen har på denne opnået sin hensigt, hvad angår ærkebispedømmet — palliet blev udvirket. Fra Rom er færden gået videre over Konstantinopel. Den sluttede med kongens død.

For at få erhvervelsen af palliet nærmere tidsfæstet, må man vende sig til Roskildekrøniken. Det hedder her, c. 12, at kong Erik døde i sit 8. regeringsår i det Herrens år 1103 på Kypern (Script. min. I 25: Hericus tandem octauo anno regni sui anno domini. M^o. C^o. iii. uolens Ierosolimam adire una cum uxore sua Botilda et ueniens ad Kyprum obiit). Dette 8. regeringsår kan efter den regnemåde, som praktiseredes i Danmark, ikke være begyndt før 1102 18. august — Oluf Hunger døde denne dag 1095 (Lunds domkyrkas nekrologium 88). Optegnelsen i Memoriale fratrum henlægger nu kongens årtid til 10. juli, og selvom denne dag ikke skulle falde sammen med selve dødsdagen — en grund til at nære. mistanke herom er, at også Knud den Hellige døde 10. juli — må dødsdagen have ligget før 18. august 1103. Under disse omstændigheder må palliet, udvirket af Erik Ejegod under hans besøg i Rom, tidsfæstes til slutningen af 1102 eller, mere sandsynligt, til den første halvdel af 1103.

Med palliet fulgte regelmæssigt et pallieprivilegium. Terminus post quem er givet i den foregående udredning: slutningen af 1102. Terminus ante quem fremgår af Paschalis 2.s mandat til biskopperne i Danmark af [1104] 8. maj (nr. 30). I dette kalder paven Asser for ærkebiskop. På den tid, der her er tale om, var det en regel ved kurien, at man først anvendte denne titel, efter at den pågældende havde modtaget palliet. Dette var en naturlig følge af, at den fulde udøvelse af metropolitanrettighederne kun tilkom den, der var iklædt dette kendetegn på den biskoppelige magt i hele dens udstrækning (v. Hacke, Die Palliumverleihungen bis 1143, 114). Tidspunktet for udstedelsen af pallieprivilegiet falder altså ikke senere end foråret 1104.

Det fortjener at nævnes i denne sammenhæng, at pallieprivilegiet for Asser er omtalt i den Chronica archiepiscoporum Lundensium, som tilskrives ærkebiskop Niels Jonsen (✝ 1379), og at privilegiets intitulatio også er blevet indført her. Værdien af disse oplysninger afhænger naturligvis helt og holdent af de kilder, som krønikens forfatter har haft til sin rådighed. En undersøgelse viser, at ærkebispekrøniken har søgt at forene de oplysninger, der findes i to ældre kilder: Annales Lundenses og den ældre sjællandske krønike (Annales Danici 61; Script. min. II 27, cf. 106). Erik Ejegods og Assers titulaturer forekommer i ærkebispekrøniken. De er blevet fejlagtigt kompletteret, og ordet pallium overført fra Annales Lundenses, uden at privilegium, der er uundværligt i sammenhængen, under en eller anden form er kommet med fra Sjællandskrøniken. Paveprivilegiets intitulatio, der altid er enslydende, har været let tilgængelig. Den er blevet føjet til. At ærkebispekrøniken med hensyn til pallieprivilegiet skulle rumme noget autoritativt vidnesbyrd, er udelukket.