Tekst og udgave
forrige næste

Tekst efter Waitz og MG LL.

Adrianus episcopus, seruus seruorum Dei, dilecto filio F., illustri Romanorum imperatori, salutem et apostolicam benedictionem.

Imperatoriae maiestati paucis retroactis diebus recolimus nos scripsisse, illud horrendum et execrabile facinus et piaculare flagitium tempore nostro commissum, in Teutonicis partibus, sicut credimus, aliquando intemptatum, excellentiae tuae ad memoriam reuocantes, nec sine grandi ammiratione ferentes, quod absque digna seueritate uindictae usque nunc transire passus sis tam perniciosi sceleris feritatem. Qualiter enim uenerabilis frater noster E., Lundensis archiepiscopus, dum a sede apostolica remearet, a quibusdam impiis et scelestis, quod sine grandi animi merore non dicimus, in partibus illis captus fuerit et adhuc in custodia teneatur, qualiter etiam in ipsa captione predicta uiri impietatis, semen nequam, filii scelerati, in eum et in suos euaginatis gladiis uiolenter exarserint et eos, ablatis omnibus, quam turpiter atque inhoneste tractauerint, et tua serenissima celsitudo cognoscit, atque ad longinquas et remotissimas regiones fama tanti sceleris iam peruenit. Ad cuius utique uehementissimi facinoris ultionem, sicut is cui bona placere, mala uero displicere credimus, constantius exurgere debuisti, et gladium, qui tibi ad uindictam malefactorum, laudem uero bonorum est ex diuina prouisione concessus, in ceruicem deseuire oportuit impiorum et grauissime conterere presumptores. Tu uero id ipsum ita dissimulasse diceris seu etiam neglexisse, quod eosdem malefactores non est quare peniteat commisisse reatum, quia se inpunitatem sacrilegii, quod gesserunt, iamiam sentiunt inuenisse. Cuius quidem dissimulationis et negligentiae causam penitus ignoramus, quoniam nos in aliquo serenitatis tuae gloriam offendisse conscientiae scrupulus nostrum animum non accusat, sed personam tuam sicut karissimi et specialis filii nostri et principis christianissimi, quem in apostolicae confessionis petra non ambigimus per Dei gratiam solidatum, sincera semper dileximus karitate et debitae tractauimus benignitatis affectu. Debes enim, gloriosissime fili, ante oculos mentis reducere, quam gratanter et quam iocunde alio anno mater tua sacrosancta Romana aecclesia te susceperit, quanta cordis affectione tractauerit, quantam tibi digni tatis plenitudinem contulerit et honoris et qualiter imperialis insigne coronae libentissime conferens benignissimo gremio suo tuae sublimitatis apicem studuerit confouere, nichil prorsus efficiens, quod regiae uoluntati uel in minimo cognosceret obuiare. Neque tamen penitet nos tuae desideria uoluntatis in omnibus impleuisse, sed, si maiora beneficia excellentia tua de manu nostra suscepisset, si fieri posset, considerantes, quanta aecclesiae Dei et nobis per te incrementa possint et commoda prouenire, non inmerito gauderemus. Nunc autem, quia tam inmensum facinus, quod in contumeliam uniuersalis aecclesiae et imperii tui noscitur etiam commissum, negligere ac dissimulare uideris, suspicamur utique ac ueremur, ne forte in hanc dissimulationem et negligentiam propter hoc tuus animus sit inductus, quod suggestione peruersi hominis zizania seminantis aduersus clementissimam matrem tuam sacrosanctam Romanam aecclesiam et nos ipsos indignationem, quod absit, aliquam conceperis uel rancorem. Ob hoc igitur et ob alia omnia negotia, quae cognoscimus imminere, duos de melioribus et carioribus, quos circa nos habemus, dilectos scilicet filios nostros, B. tituli sancti Clementis presbiterum cardinalem et R. tituli sancti Marci presbiterum cardinalem et cancellarium nostrum, uiros utique religione et prudentia et honestate conspicuos, serenitati tuae de latere nostro ad presens duximus destinandos, excellentiam tuam rogantes attentius, quatinus eos tam honorifice quam benigne recipias, honeste tractes et ea, quae ipsi super hoc et super aliis ad honorem Dei et sacrosanctae Romanae aecclesiae, ad decus etiam et exaltationem imperii pertinentia ex parte nostra imperatoriae proposuerint dignitati, uelut si ab ore nostro procedant, absque ulla hesitatione suscipias et ipsorum uerbis, tamquam si ea contingeret nos proferre, fidem non dubites adhibere.

Dat. Anagniae xii. kal. Octobris.

25-26 Adrianus—benedictionem mgl. M.

25 F. (= Friderico) kun i A, A*1, ellers skrevet helt ud.

27 nos mgl. C.

29 Teutonicis] Theutonicis M; Theotunicis S.

30 nec] non B, C;

grandi] graui A*.

3 E. = Eskillus;

Lundensis kun M, Ludun. B1, Lundun. B*, Ludenensis S, ellers Lundenensis.

5 illis) istis V.

7 exarserint] exarserunt M, S.

8 tractauerint] tractauerunt S.

10 utique) itaque A*;

is] his A, A*, C, hiis S.

11 placere mgl. A*.

12 qui—bonorum)] qui ad uindictam malefactorum, laudem uero bonorum tibi V;

malefactorum] malorum B, maledictorum C2.

15 seu etiam kun V, ellers seuiciam;

malefactores kun M, S, mgl. ellers.

16 se mgl. B, C.

18 offendisse] ostendisse S.,

20 quem] quae M.

21 solidatum) solidatum sine causa B, B*.

22 dileximus] dilexerimus C, er underprikket C1;

karitate A, C1, V, M, S.

2 tuae mgl. B3.

4 penitet] peniteret B, B*;

tuae desideria] desideria tuae C.

5 si mgl. B3.

5-6 maiora—nostra] maiora excellentia tua, si fieri posset, de manibus nostris beneficia V.

7-8 gauderemus] gaudemus S.

8 facinus mgl. A, A*, V, S, inmensum facinus mgl. M,

9-10 begge ac] et A*.

10-11 hanc dissimulationem et negligentiam] hac dissimulatione et negligentia M, S.

15 omnia] quaedam V, omnia mgl S.

16 habemus] haberemus S;

B. (= Bernhardum) A. A*1, C1;

BiA*2, tituli tilføjet M, S;

sancti mgl. A.

17 cardinalem et mgl. C;

R. (= Rolandum) A, A*1, C1. Rol. A*2,

tituli) iterum A, mgl. B; C.

18 religione et A*1, B1, M, et mgl. ellers.

24 uelut si kun V, ellers sicut;

25 si mgl. B3; contingeret] contigeret M.

26 fidem—adhibere] non dubites adhibere fidem A, A*.

27 Dat.—Octobris kun V, M (opløst Data), S.

6 Isai. 1,: Ve... semini nequam, filiis sceleratis.

7 Num. 22,,: evaginato gladio; etc.

12 1. Pet. 2,4: sive regi sive ducibus tamquam ab eo (2: Deo) missis ad vindictam malefactorum, laudem vero bonorum.

21 cf. Matt. 16,,: tu es Petrus, et super hanc petram edificabo ecclesiam meam.

12 cf. Matt. 13,,: venit inimicus . . et superseminavit zizania.

Hadrian, biskop, Guds tjeneres tjener, til vor elskede søn Frederik, romernes berømmelige kejser, hilsen og apostolisk velsignelse.

Vi genkalder i erindringen, at vi for nogen tid siden har skrevet til din kejserlige majestæt om den skrækkelige og forbandelsesværdige misgerning, den syndige skændselsdåd, der i vor tid har fundet sted, så vidt vi ved forøvet på et vist tidspunkt i Tyskland, idet vi påmindede din højhed herom, og idet vi ikke uden forundring har erfaret, at du indtil nu har ladet en så skadelig og grov forbrydelse passere uden at straffe den med den strenghed, som den fortjener. Thi hvorledes vor ærværdige broder Eskil, ærkebiskop af Lund, på hjemrejse fra det apostoliske sæde i hine egne blev taget til fange af syndige og forbryderiske mænd — hvilket vi ikke kan fremføre uden stor sindsbevægelse — og endnu holdes i fængsel, hvorledes fremdeles de ugudelige mænd, et afkom af syndefulde, brødebetyngede børn, ved den fornævnte tilfangetagelse med dragne sværd for voldeligt frem mod ham og hans følge, og hvor nedværdigende og vanærende de behandlede dem efter at have taget alt fra dem, er både bekendt for din kejserlige højhed, ligesom rygtet om denne misgerning allerede er fløjet til de fjerneste og mest afsidesliggende egne. Du burde rejse dig og med fast hånd straffe denne uhørte forbrydelse ligesom een, om hvem vi tror, at det gode behager og det onde mishager ham, og det sværd, som Gud har givet dig til at straffe misdædere med, men dem til lov, som gør godt, burde rase mod de ugudelige nakker og på det alvorligste forskrække de formastelige. Men om dig bliver det sagt, at du i den grad lukker øjnene for dette eller endog, at det er dig uvedkommende, så at misdæderne ikke har nogen grund til at angre, at de har begået deres forbrydelse, eftersom de føler, at de allerede har fået eftergivet straffen for den helligbrøde, de har begået. Vi står ganske uforstående over for denne overbærenhed og ligegyldighed, eftersom ingen samvittighedskvaler gnaver vort sind med bebrejdelser for at have krænket din ophøjede majestæt på noget punkt, men tværtimod har vi altid næret den oprigtigste kærlighed til din person som vor højtelskede og foretrukne søn og den mest kristne fyrste, om hvem vi tror, at han ved Guds nåde står fast på den apostoliske tros klippe, og vi har altid behandlet dig med tilbørlig velvilje og hengivenhed. Men du, glorværdigste søn, må holde dig for øje, med hvilken glæde og tilfredsstillelse din moder, den højhellige romerske kirke, i et andet år tog imod dig, med hvilke dybe følelser i hjertet den behandlede dig, hvilken fylde af værdighed og hæder den tildelte dig, og hvorledes den med stor glæde overdrog dig den kejserlige krone og bestræbte sig på at husvale din højhed i sit kærlige skød uden at foretage sig det ringeste, som den bekendt var din kongelige vilje imod, det være sig noget nok så ubetydeligt. Vi angrer slet ikke, at vi i alle henseender har opfyldt dit hjertes begæringer, og hvis din højhed havde modtaget endnu større velgerninger af vor hånd — om det lod sig gøre — vilde vi med grund kunne glæde os, når vi tog i betragtning, hvilken støtte og gavn du kunde være for Guds kirke og os. Men da du må synes at være uinteresseret og lukke øjnene for en så stor misgerning, som vides at være begået som en hån mod hele kirken og mod den kejserlige magt, nærer vi i hvert fald mistanke om og frygter, at dit sind måske kan være ledet ind på denne overbærenhedens og ligegyldighedens bane af den grund, at du — det Gud forbyde — på anstiftelse af det onde menneske, som har udsået ugræs, føler nogen harme eller bærer noget nag mod din mest milde moder, den højhellige romerske kirke, og mod os. Af den grund og af hensyn til alle de andre sager, som vi ved er påtrængende, har vi nu besluttet at sende to af de bedste og kæreste, som vi har om os, nemlig vore elskede sønner Bernardus, kardinalpresbyter med titel af S. Clemente, og Roland, kardinalpresbyter med titel af S. Marco og vor kansler — to mænd, som uomtvisteligt udmærker sig ved fromhed, klogskab og hæder — til din højhed som legater de latere, idet vi indtrængende beder din højhed om, at du modtager dem både ærefuldt og velvilligt, at du behandler dem med anstand, og at du uden tøven til ære for Gud og den højhellige romerske kirke og til pryd og forherligelse af dit rige opfatter det, som de på vore vegne fremfører for din kejserlige højhed vedrørende denne og andre sager som om det kom fra vor egen mund, og at du ikke betænker dig på at nære tiltro til deres ord, som om vi selv fremførte dem.

Givet i Anagni den 20. september.