Herren adsplitter de folkeslag, der ønsker krigN, og de, som fjerner sig fra Guds fred, vil utvivlsomt bukke underN. Om hvem af kirkens forfølgere læser man, at de har undgået Guds straffende højre håndN, som mægtigst straffer de mægtige? Af den grund bør man, hvad jeg ikke siger uden smerte, være såre bekymret for vor herre kongen af EnglandN — hvem Gud, hvis han har behag i ham, kan gøre til den allerbedste — og for hans arvinger, at deres rige må blive revet fra demN og den magt bliver svækket, som de misbruger mod kirken. Thi omend straffen udskydes med henblik på selvbebrejdelse og selvransagelse hos de sønner, hvem den barmhjertige fader tugter for at han kan krone dem, fjernes den dog ikke, men luer kraftigt op mod de gudløse efter udløbet af Gudfaderens og Gudssønnens tålmodighed .... Og hvis han ikke bevæges af historiens eksempler, kan ekskejser FrederikN vel belære ham, han, som på grund af forfølgelsen af kirken ynkeligt, men ikke beklagelsesværdigt for nogen styrtede ned fra det romerske kejserdømmes tinder til fattigdom og vanære til hæder for Ham, som alene efter sin dom disponerer over riger og kejserdømmer, oprejser og fælder de magter, han vil. HanN ønskede ikke at straffe sine råder, som havde fordærvet ham. Men Guds finger ramte dem med en straf, som der gik ry afN. Mon Englands konge som den sidste skulde yde en angerfuld bod til Gud, som har ophøjet ham frem for de øvrige fyrster? Ærkebispen af Santiago, der længe har været i landflygtighedN, er allerede for lang tid siden blevet kaldt tilbage af sin konge. Danernes konge, der kalder sin ærkebiskop tilbage, handler i alt efter hans råd, holder hans fjender i ave og dyrker ham som en fader. Ærkebispen af LyonN har genindtaget sit sæde og genskabt den rettroende kirkes enhed i sit stift. Italiens stæderN har efter i Frederiks nærværelse at have fordrevet skismatikerne igen modtaget de rettroende bisper. Gud skal være vidne på, at jeg nærer frygt for at sige, hvad jeg befrygter med hensyn til ham (kongen)12), medmindre den herre konge kalder sin ærkebiskopN tilbage. Og selv om han kalder ham tilbage og gengiver Guds kirke freden, nærer jeg ikke ubetinget håb om, at den gamle fremgang og nåde for ham og hans hus atter vil blomstre op igen ved kirkens forbønner. Kort sagt, kun een vej kan man råde ham til at gå, at han fjerner de nedrige og mod kirken fjendtlige råder og stræber efter at forsone Gud, som han krænker, og mod hvis vilje han ikke kan regere eller styre lykkeligt. Han har hidtil støttet ham med megen tålmodighed. Men hvis han ikke tager sig i agt, vil han i løbet af kort tid skrige som en kvinde i barselsnødN mod hans ubøjelige strenghed.