I den hellige og udelelige treenigheds navn. Valdemar, af Guds nåde de Danskes konge.

Vore taksigelser til Ham, som i nåde værdiges at komme menneskets uvillige sind til hjælp, så det får vilje til at ville, og som hjælper det villige sind, så det får evne til at kunne. Til det formål har Han i sin godheds overvættes rige fylde også kastet sit forklarende lys ind i biskop Svends sind, for at denne til frelse for sin sjæl i fuld udstrækning skulde oplade til brug for munkene i Øm alt sit jordegods på Djursland i Sønder herred, som enten hidrørte fra hans fædrene arv, eller det, som han har erhvervet eller måtte erhverve ved køb, endvidere både hans jordegods i KarlebyN og noget andet af hans gods, som han overlod, og som er opført i hans eget privilegium, dog på det vilkår, at alt dette, medens han lever, skal stå til hans fulde rådighed og, når han dør, skal forblive hos disse munke og stå til deres rådighed, uden at nogen skal gøre indsigelse eller sætte sig op derimod. Men eftersom vi er for pligtet til at bifalde, at de godes retfærdige forehavender kommer til udførelse, priser vi omtalte biskops fornævnte forsæt og stadfæster det med vor myndighed og med vort samtykke. Men hvis nogen alligevel ved at rejse indsigelse skulde driste sig til at gøre det virkningsløst, som han må vide er foretaget af ham og er stadfæstet med vor myndighed, skal man ikke høre på ham, der er prisgivet såvel anklage for krænkelse af den kongelige majestæt som kirkens straf.