Tekst og udgave
forrige

Tekst efter a:

Gratias diuinæ agimus gratiæ de bono odore gratissimæ famæ uestræ cuius tam copiosa redundat affluentia, ut cælos ascendat, et terras etiam finitimas suauiter respergat. Larga dei manus de oleo cælestis promptuarii mensuram bonam et confertam et coagitatam et supereffluentem dedit in sinum, immo in caput uestrum. De hoc itaque oleo et lampas propriæ conscientiæ decenter ornatur, et lucernæ totius prouinciæ uestræ sufficienter suffunduntur. Scio et pro certo habeo, quod nisi fundamentum subesset bonæ conscientiæ, non sic dilataretur et continuaretur uapor tam lucidæ et præclaræ famæ. Germen antiquum prædecessoris uestri non sub una nocte aruit sicut cucurbita Ionæ. Requieuit spiritus Heliæ super Eliseum utique Esquilii super Absalonem. Rigauit, quod ipse plantauit: nec sufficit rigare, nisi adieceritis et noua plantare. Deus itaque incrementum dabit, nec erit utriusque uestrum labor inanis, ubi superaddit gratiam munus superni remuneratoris. Nunquam enim deus fraudat operarium suum digna mercede. Utique et pie iuuat laborantem et iuste remunerat operatorem. Unde et suum est opus nihilominus et suum munus. Nequaquam igitur mentitur opus oliuæ, ubi cooperatur donum gratiæ. Non cesset itaque operatio, ubi restat certissima remuneratio. Denique, pater amantissime, carbones uiuos et consolatorios instantissime animo uestro suggerat, non solum spes futurorum, sed etiam ipsa prælibatio, qua iam nunc memoria uestri traditur et commendatur orationibus fidelium et sanctorum uirorum. Interim ne miramini, quod ego ignotus et terra remotus iam secundo scribo uobis. Habetis amicos iuxta <n>os et notos, Fulconem quondam monachum nostrum, nunc episcopum, qui multis persuasionibus pulsat me et compellit uobis scribere, præsentium quoque lator qui uos usque ad angelos dei extollit.

21 <n>os] uos a.

2: Cf. Luc. 6, 38: date et dabitur vobis: mensuram bonam et confertam et coagitatam et supereffluentem dabunt in sinum uestrum. 8: Cf. IV Reg. 2, 12-15. 9-12: Cf. 1. Cor. 3,6-8: Ego plantavi, Apollo rigavit, sed Deus incrementum dedit; itaque neque qui plantat est aliquid, neque qui rigat, sed qui incrementum dat, Deus. Qui autem plantat et qui rigat unum sunt; unusquisque autem propriam mercedem accipiat secundum suum laborem. 15: Habac. 3,17: mentitur opus olivae.

Petrus, abbed af St.-Rémi, til ærkebispen af Lund.

Vi takker den nådige Gud for den fine duft af Eders såre velbegrundede ry, et ry, der breder sig i så rigt et mål, at det stiger mod himlene og ligeledes lifligt dufter i nabolandene. Guds gavmilde hånd tog et godt, knuget, rystet og topfuldt mål af olie fra det himmelske forrådskammer og lagde det i Eders skød eller rettere på sædet for Eders ærkestift. Af denne olie næres derfor både Eders egen samvittigheds lys på passende måde, og lyset spredes fyldestgørende over hele Eders kirkeprovins. Jeg ved og anser det for vist, at hvis ikke den gode samvittighed udgjorde grundvolden, vilde denne varme fra et så lysende og berømmeligt et ry ikke brede sig og holde sig så længe. Eders forgængers gamle skud tørrede ikke bort på een nat som Jonas' skyggefulde plante. Elias' ånd hvilede over Elisa, Eskils sluttelig over Absalon. Han vandede, hvad denne plantede, men det er ikke nok at vande, hvis ikke I også planter nyt. Da vil Gud give tilvækst, og Eders begges arbejde ikke være forgæves, hvor Han, der giver den himmelske belønning, føjer nåden til. Thi Gud bedrager aldrig sin arbejder for den rette løn. Han hjælper ubetinget, mildt og veldædigt den arbejdende og lønner sin arbejder retfærdigt. Af den grund er det både hans værk som også hans gave. Derfor skuffer oliventræets afgrøde ingenlunde, hvor nådens gave virker med. Altså skal arbejdet ikke standse, hvor den mest sikre løn står igen. Endelig, højtelskede fader, skal ikke blot forventningen om lovprisning hos de fremtidige, men også den lovprisning, hvormed ihukommelsen af Eder allerede nu overgives og anbefales til de troendes og de fromme mænds forbønner, på det kraftigste være en kilde til varme og opmuntring for Eders sjæl.

For øvrigt må I ikke undre Eder over, at jeg, der er fremmed og fra et fjernt land, alt for anden gang skriver til Eder. I har venner og bekendte hos os: Fulko, forhen vor munk, nu biskop, som med mange overtalelser bevæger og tvinger mig til at skrive til Eder, og også nærværende brevfører, som hæver Eder til skyerne.