© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst efter a:
Valbertus dei gratia abbas de Æsrom omnibus ad quos littere iste peruenerint salutem.
Quantum sit bonum uiris timentibus deum uinculis pacis astringi casus angelorum insinuat qui cum potuissent concorditer uiuere perpetua felicitate donati a summo bono facti discordes ceciderunt elati/ Casus autem maiorum cautela debet esse minorum/ Ne igitur in eiusdem malicie uoragine similes <e>os forma concludere<mur> fratres ac proximos nostros de Paraclito quos aliquando quibusdam ex causis percepimus aduersum nos dis- cordie felle commotos /somni iam cessante querela amoris erga nos legibus implicatos amamus et gaudemus esse beniuolos/ Nos uero pro bono concordie reformando pacis federe colligati nichil eis proponendum aduersum nos reliquimus in querelis. Tenore presencium presentibus duximus adnotari Decima que dominum archiepiscopum in Lwnztorp conti<n>gebat ipsius episcopi concessione et dono pro decimis grangiarum nostrarum quas in parochia de Tyeræby per fratres nostros aramus uidelicet in Swenstorp/ Skwroth/ Sponholt/ et Thoækøpp/ terrarum quatuor solidorum eis in perpetuum possidenda relinquitur. Canonicos eorum sine communium litterarum caucione nobis nec recipere nec retinere licebit. Parochiam eorum ac terras nisi per colonos suos possidendas nullatenus nos intrare spospondimus. Uiam de Towekøpp ad Sponholt in territoria grangie nostre congruam et omnimodam eis aperiemus. Ut autem hec omnia integra et illibata permaneant sigilli nostri inpressione presentem paginam duximus roborandam et nostra et fratrum nostrorum <subscripcione> consignandam/
Ego frater Walbertus abbas de Esrom/
Ego frater Torbernus prior/
Ego frater Helgo supprior/
Ego frater Petrus cellerarius.
Ego frater Petrus.
Ego frater Ebbo.
Ego frater Jocep\
29 <e>os] nos a. - concludere<mur>] concludere a.
5 conti<n>gebat] contigebat a. 15 (subscripcione)] dette el.lign. mgl. a.
27: Cf. Gregorius, Moralium liber XXXIII cap. 12 § 23 (Migne LXXVI 687B): Ad hoc quippe in scriptura sacra virorum talium, id est David et Petri, peccata sunt indita, ut cautela minorum sit ruina maiorum. nr. 98 [1180-92] 154
Walbert, af Guds nåde abbed i Esrom, til alle, hvem dette brev når, hilsen.
Hvor stort et gode det er for mænd, der frygter Gud, at bindes sammen af fredens bånd, tjener englene som eksempel på, hvilke, skønt de havde kunnet leve i endrægtighed, idet de havde fået den evindelige lyksalighed som gave, dog blev uenige og - skønt ophøjede - faldt ned fra det højeste gode. Men de stores eksempel skal være en advarsel for de små. For at vi derfor ikke ligesom englene efter fortilfældet skulde blive spærret inde i samme ondsindethedens afgrund, elsker og glæder vi os over, at vore brødre og nærmeste af Paraclitus er os velvilligt stemt, de, som vi har forstået tidligere af visse grunde var opbragt og fulde af galde imod os som følge af uoverensstemmelse, men som nu, da al strid hører op, er knyttet til os ved kærlighedens lov. Men vi, der er forenet i et fredeligt forbund, har for at genoprette den gode endrægtighed ikke levnet dem noget at fremføre som anke mod os. Vi har med dette brev over for de nærværende ladet fastsætte: Den tiende, som lå til den herre ærkebiskop i Lystrup, overlades ved denne biskops afståelse og gave til dem, at besidde til evig tid til gengæld for tienderne af vore grangier, som vi ved vore brødre pløjer i Tjæreby sogn, nemlig i Svenstrup, Skuerød, Spånild og Tuekøb, (nemlig) af jorder, (som skulde yde) fire ørtug (korn i tiende). Det skal hverken være tilladt os at modtage eller tilbageholde deres kanniker uden at have fået sikkerhed ved et af klostersamfundet udstedt brev. Vi har lovet på ingen måde at trænge ind i deres sogn og jorder, undtagen hvis de indehaves af deres landboer. Vi skal åbne en passende og fuldgyldig vej fra Tuekøb til Spånild over vor grangies område. Men for at alt det skal forblive ubeskåret og urørt, har vi ladet dette brev bestyrke med vort påtrykte segl og forsyne med vor og vore brødres underskrift.
Jeg broder Walbert, abbed af Esrom.
Jeg broder Torben, prior.
Jeg broder Helge, underprior.
Jeg broder Peder, kældermester.
Jeg broder Peder.
Jeg broder Josef.
Både nr. 97 og 98 er at opfatte som udkast fra abbed Vilhelms side, som aldrig er blevet ratificerede. Denne bedømmelse hviler ikke alene på brevenes ufuldkomne form og overlevering - hvis Vilhelmbrevet havde haft gyldighed, skulde man vente at finde en afskrift 1 Esrombogen - men også på den evidente modstrid, der på et væsentligt punkt består mellem Walbert- og Vilhelmbrevet. Ifølge Walbertbrevet skulde klostret i Æbelholt som erstatning for den tiendefrihed, Esrom kloster nød i Tjæreby sogn, have bispetienden af landsbyen Lystrup, der af Absalon var stillet til rådighed til det formål. I Vilhelmbrevet ordnes problemet på den måde, at Esrom opgiver sin tiendefrihed i sognet mod, at Vilhelm videretransporterer bispetienden af Lystrup til Esrom. Den endelige ordning blev en helt tredie løsning.
Af de to udkast må Walbertbrevet være det, der først er ført i pennen. Det fremgår af en formulering som denne: Parochiam eorum ac terras nisi per colonos suos (!) possidendas nullatenus nos [Valbertus] intrare spospondimus. Formuleringen er ukoncis, og Vilhelm begår den lapsus, at han glemmer, at han taler på abbeden af Esroms vegne. I Vilhelmbrevet træder meningen derimod kort og klart frem, nemlig: quod [brødrene i Esrom] de cetero in parochia predicta terram nisi per colonos possidendam non adquirant, d.v.s. den jord, som Esrom for fremtiden erhverver i sognet, må kun dyrkes af landboer, der ikke omfattes af Esroms tiendefrihed, således også Hal Koch, De ældste danske Klostres Stilling (Hist. Tidsskr. 10. rk. III) s. 556. Når Koch dog i samme sammenhæng skriver, at striden endte med et af begge abbeder tiltrådt forlig, (»Esrom beholder Tienden af de pågældende Besiddelser, men som Erstatning skænker Absalon Kannikerne Tienden af Byen Lundstorp«), så er det, som man ser, en gengivelse af Walbertbrevet, men i modstrid med Vilhelmbrevet.
De to udkast kan ikke repræsentere det endelige forlig. I sig selv har striden principielt ikke drejet sig om Esroms grangiefrihed, men om dets ret til at forvandle fire torper, som det ejede i Tjæreby sogn, fra landbojord til tiendefri grangiejord, cf. udtrykket i Vilhelmudkastet: in usus suos in damnum nostrum conuerterant samt den i sig selv uklare formulering i Walbertudkastet efter opregningen af de fire torper: terrarum quatuor solidorum. Her kan hverken være underforstået in semine eller in censu - det vilde udgøre et alt for ubetydeligt jordtilliggende - men det må forstås således, at landboerne i disse torper, inden de blev forvandlet til grangier, har ydet fire ørtug korn i tiende til Tjæreby kirke.
Begge parter har i striden kunnet påberåbe sig deres privilegier, Esrom til Sane laborumformlen i privilegiet 1178 2. november, nr. 76, og Æbelholt til formuleringen i nr. 95, der lød på, at det havde ret til al tiende af Tjæreby sogn. Som nævnt i indledningen til nr. 79, kan man formode, at Absalon har været medvirkende ved formuleringen af dettes pertinensformel. Ved at stille bispetienden af Lystrup til rådighed har han overladt til parterne selv at finde frem til en kompromisløsning i en i sig selv uklar retssituation.
Den ordning, man sluttelig er enedes om, foreligger ikke i brevform, men afspejler sig sikkert i senere tiders ejendomsforhold. Omkr. 1370 ses Æbelholt kloster at sidde inde med bispetienden af Lystrup, Roskildebispens jordebog s. 144, og af Æbelholtbogen (omkr. 1450) fremgår, at det ejer torperne Tuekøb, Sponholt (Spånild) og Skuerød, SRD. VI 159. Den fjerde torp, Svenstorp eller Stry, nævnes kun i disse to udkast og må senere være blevet nedlagt. Med andre ord, konflikten er endt med, at Æbelholt har beholdt bispetienden og har købt eller på anden måde erhvervet de nævnte torper fra Esrom.
Sagligt set er det påfaldende, hvor megen vægt Vilhelm lægger på, at Esrom ikke spærrer ham adgang til vejen mod Tuekøb ved at nægte ham at færdes over ladegården Sponholts (Spånilds) område. Æbelholt kloster ejede os bekendt ikke jordegods heromkring.
De to udkast må være affattet efter nr. 95, der direkte påberåbes, og inden 1192, da Absalon opgav bispestolen i Roskilde.