Absalon, af Guds nåde ærkebiskop af den hellige kirke i Lund, det apostoliske sædes legat og Sveriges primas, til Valdemar, af samme nåde biskop af Slesvig, og hans efterfølgere, som på kanonisk vis efterfølger hinanden, helse i al evighed.

Mennesket Kristus Jesus, stående mellem Gud og menneskerN, fornedrede sig fra det Høje efter sin faders råd, idet han antog en tjeners skikkelse, for at han kunde genløse menneskeslægten, der var fortabt ved den første faders brøde, og gengive den den rette frihed; men efter genløsningen i så umådelig en godhed er det dog ikke skjult for den dybe indsigt, der ligger i Guds forudviden, at selve mennesket, der i det djævelske fangenskabs fangehul er blevet berøvet sine dyder og har lidt skår i sine naturlige gaver, behøver sin skabers hjælp og guddommelige tilskyndelse, hvorfor den medynksfulde og barmhjertige HerreN, der tager den menneskelige naturs fordærvelse og utilstrækkelighed i betragtning, har villet, at der skulde findes apostle og apostoliske mænd samt også andre præster, som, idet de i højere grad end andre er gennemtrængt af guddommelig viden og indsigt, kunde vederkvæge menneskenes hungrende hjerter med den nærende belæring om Gud og fuldt ud bringe dem, der er vendt om fra uretfærdighedens land, til erkendelse af deres skaber. Disse gejstlige mænd og stedfortrædere for Guds ord har Herren villet skulde hædres og elskes med en særlig forkærlighed frem for andre, når han siger: Den, som rører Eder, rører min øjestenN, og andetsteds: I må ikke røre mine salvede, og I må ikke gøre mine profeter ondtN. Han har desuden villet, at disse gudsmærkede stridsmænd ikke blot skulde hædres med guddommelig men også med jordisk belønning til gengæld, så at de, der såede det åndelige for dem, ifølge apostlenN skulde høste deres timelige løn ved at modtage ofre og tiender fra dem, der udreder afgrøden. Den hellige Augustin, dette helligåndens redskab, forkynder dette, idet han siger: Enhver, der ønsker eftergivelse af sine synder, skal give tiende, og andetsteds: den, som har givet tiende, skal ikke alene få overflod af afgrøde, men også opnå frelse på sjæl og legemeN. I håb om en så stor belønning har altså alle mennesker i dit stift, således som vi i sandhed har erfaret ifølge manges vidnesbyrd, af egen drift og i endrægtig hengivenhed overdraget dig og dine efterfølgere den tiende, der i kanonisk ret er henlagt til bisperne. Men på grund af de forskellige forhold og de lokale afstande blev der truffet denne aftale mellem eder og den menighed, der er underlagt dig, såsom der var forskelle i tienderne: at alle, som bor på denne side såvel som på den anden side af Slien mod syd, skal udrede første trediedel til brug for præsterne, anden trediedel til kirkernes bygningsfond, men tredie trediedel til bispen; i Nordfrisland i de tre skiben op til Ejderen, nemlig Tønning herred, Garding herred, Holmbo herred, skal de fuldt ud udrede hele tienden af alt, såvel den ene som også den anden slags tiendeN. Idet vi altså uden indsigelse i alle henseender giver vort samtykke til de berettigede anmodninger fra dig som vor elskede broder bekræfter vi til evig tid for dig og for dine efterfølgere den tiende efter den ordning, i hvilken den er inddelt og fastlagt, med dette brev som vidnesbyrd og under vort segl, idet vi med den myndighed, som vi har fra det romerske sæde, fastsætter, at hvis nogen gejstlig eller verdslig person formaster sig til ubesindigt at bryde eller i dumdristig forvovenhed at gå imod dette vort stadfæstelsesbrev, skal han, medmindre han efter anden og tredie gang at være påmindet ved en passende bod har gjort sin forsyndelse god igen, uløseligt være bundet af banlysningens bånd. Men vor herre Jesu Kristi fred være med alle, der overholder det i overensstemmelse med det, som er sagt, så de her må nyde frugten af deres gode gerninger og hisset få skænket den evige belønning. Amen.

Jeg Absalon, ærkebiskop af Lund, skriver under.

Jeg Omer af Ribe skriver under.

Jeg Jens af Odense skriver under.