© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
V dei gratia Dacie dux H. duci salutem. et benigne dilectionis affectum.
Ad habendum circa uos pie conpassionis affectum. et familiaritatis que inter nos est cogit ratio et specialis dilectionis quam mihi semper exhibuistis deuotio\ Plus quam uellem innotuit mihi uestri nominis humiliatio. quatenus ut audio quidam non contenti. bona uestra uastant que ad qualemcunque uite sustentationem imperatoris et omnium principum nimia ut fateor reliquit districtio\ Quia ergo in eo qui uobis conpetat statu inter uestrates manere non potestis. rogo et moneo ut in terram nostram declinare dignemini. certisssmum habentes quod omnem honorem quem potero et omne commodum exhibere nulla in parte recusabo.
6 uestra uastant] tilf. i mrg. med henvisningstegn a.
Valdemar, af Guds nåde hertug af Danmark, til hertug Henrik hilsen i kærlighed og velvilje.
Både det slægtskabsforhold, som består mellem os, og den særlige hengivne kærlighed, som I altid har vist mig, er grund nok til, at jeg må nære en inderlig medfølelse med Eder. Mere end jeg kunde ønske, er jeg blevet gjort bekendt med Eders navns ydmygelse, eftersom nogle, som jeg hører, der ikke er tilfredse, lægger Eders gods øde, hvilket kejseren og alle fyrster i deres overdrevne strenghed - det er min opfattelse - har ladet Eder beholde til en vis opretholdelse af Eders stilling. Fordi I altså ikke blandt Eders landsmænd kan opretholde den stilling, som tilkommer Eder, beder og opfordrer jeg til, at I vil værdiges at begive Eder til vort land, idet I kan være aldeles forvisset om, at jeg på intet punkt vil afslå at vise Eder al den hæder og alt det gode, jeg formår.
Toeche, Kaiser Heinrich VI s. 98 med note 2, erklærede på grundlag af trykket hos Michelsen brevet for indholdsmæssigt autentisk, men afviste Michelsens og Usingers datering til 1192 ud fra den betragtning, at hertug Valdemar måtte have fremsat sit tilbud under indtryk af Henrik Løves situation i 1188, Ved forligsmødet i Goslar i juli 1188 fik denne valget mellem kun at få nogle af sine besiddelser tilbage og at deltage i det kommende korstog på kejser Frederik Barbarossas bekostning eller på ny at gå i en treårig landflygtighed, Toeche 1. 1., Philippson 481-82. Henrik Løve valgte den sidste mulighed og forlod Tyskland i påsken 1189 og drog til England. Hertug Valdemars tilbud kan da rimeligvis antages at være fremsat omkring dette tidspunkt.
Det forbehold over for dette brevs form, som Toeche lod komme til orde, blev videreført af Bruno Stehle i disputatsen Uber ein Hildesheimer Formelbuch (1878). Ud fra rent formelle og stilistiske kriterier søgte han at påvise, at hele formelbogen bestod af stiløvelser, men dog i en række tilfælde, deriblandt også ovf. nr. 145, af et indhold, der kunne bekræftes ad anden vej, Stehle s. 53 ff. Hans synspunkt er blevet bestemmende for de senere historikeres stillingtagen til brevene som helhed, således f.eks. Karl Jordan i Corona Quernea 369 og i Geschichtliche Kräfte und Entscheidungen s. 29 note 75 samt H. J. Freytag i Deutsches Archiv 25 (1969) s. 491; denne anser dog hertug Valdemars brev for at afspejle forholdene i 1188-89. En mere positiv holdning indtages af Wilhelm Berges og Hans Jirgen Rieckenberg i afhandlingen Eilbertus und Johannes Gallicus, Nachrichten der Akad. d. Wissenschaften in Göttingen, phil.-hist. Klasse Jahrgang 1951 nr. 2 s.16 ff., som betoner, at brevene i hovedsagen har afsendere og modtagere i Köln, Hildesheim og Braunschweig, at de behandler konkrete sager i detaljeret form, og at indholdet ikke strider mod andre kilder, cf. også Niedersächsisches Jahrbuch 33 (1961) s. 223 flg.