Tekst og udgave
forrige næste

Tekst efter a2:

Domino Remensi pro regina Francorum apud Cysonium exulanti.

Assumpta paulisper audacia loquar ad dominum meum nec temeritate presumens. nec pusillanimitate dissidens aut diffidens. Non abiciet me plastes lutum suum. uasculum suum figulus. artifex opus manuum suarum. Non abiciet inquam. uel* querentem. uel* merentem. quem extulit et pretulit. nec* querentem. nec* merentem. Ormesta est non parabola quam propono. cui et compassionem debeat beniuolus animus. et consolationem benefica manus. Est apud nos preciosa margarita que conculcatur ab hominibus honoratur ab angelis digna thesauro regio. digna palatio. digna celo. reginam dico que apud Cysonium quasi ergastulo clauditur. paupertate premitur. exilio relegatur. Plangimus fortunam persone. deo relinquimus causam fortune. et exitum cause. Quis enim sit tam ferrei cordis. lapidei pectoris. iecoris adamantini. quem non moueat in tanta aduersitate. puella illustris regum natalibus. insignis moribus. sermonibus uerecunda operibus uere mundas cum Ambrosiana uirgine. pulchra facie. sed pulchrior fide. annis iuuencula. sed animo cana. pene dixerim. Sara maturior Rebeca sapientior. Rachele gracior. Anna deuocior. Susanna castior. Ab. his qui de formis mulierum disputare solent. nec deformior Helena. nec abiectior Polixena iudicatur. Cotidianum studium eius. orare. aut legere. aut operi manuum operam dare. Aleam nescit. tesseras ignorat. octonarium psalmiste preponit octonario tabule quadrate. ipsas orationes a mane usque ad VItam protensas cum lacrimis et gemitibus effundit. non tam pro se quam pro domino rege. In oratorio nunquam sedet. aut corpore semper erecta aut flexis genibus acclinis et prona. Credimus quia si talem cognosceret Assuerus noster gratam haberet ut Hester suam. et extensa uirga beniuolencie sue. uirga dilectionis. uirga regni sui. reuocaret eam in amplexus regios. commutans diuortium consortio. rancorem mansuetudine mitigans. exterminans odium caritate. Credimus quia aut uerbo aut uoluntate diceret ei. Specie tua et pulcritudine tua intende prospere procede et regna. et illud amatorium Salomonis. Reuertere. reuertere Sunamitis. reuertere reuertere ut intueamur te. reuertere propter nobilitatem tuam. reuertere\ propter pulchritudinem tuam. reuertere\ propter pudicitiam tuam reuertere ut intueamur te propter honestam morum elegantiam. Talis ac tanta regum martirumque beata progenies. germen nobile. semen sanctum. reculas suas uestes scilicet modicas et uasa paucula. cogitur pre inopia uictus exponere. distrahere. subastare. Alimoniam petit. elemosinam postulat. manum porrigit ut accipiat/ et supplicat porrigenti. Flentem sepe uidi. et ego flens cum ipsa et pro ipsa contremuit cor meum et expauit. Commonui quantum potui. ut iactaret cogitatum suum in domino. quod et ipsa facere non destitit nec desistit. Respondebat per singula. Amici mei et proximi mei quasi alieni recesserunt a me. unicum refugium meum dominus meus Remensis archiepiscopus qui me ab initio aduersitatis mee liberaliter fouit. aluit. et nutriuit. Moueant uos pater tam nobilis et precipue puelle auis et atauis regibus edite lacrimosa suspiria. flebiles gemitus. et qui tot et tantis pauperibus erogatis elemosinam. mendicanti post tantam gloriam regine. pietatis uestre uiscera non claudatis. Excessit epistola modum sed increpabat breuitatem materia. et pietas accendebat stilum. Ualete.

10-11 uel* querentem indtil nec* merentem] uel a queror querentem. uel a mereo merentem. quem extulit et pretulit. nec a quero querentem. nec a mereor merentem a2, a3, b; de udeladte ord må opfattes som grammatikalske forklaringer. 10-11 quem indtil merentem] tilf. i marginen med senere hånd a3. 11 nec] b, uel a2-3... - Ormesta = Hormesta, cf. Ducange: Pauli Orosii presbyteri Liber de Ormesta seu misera mundi. 12-13 et consolationem benefica indtil preciosa] tilf. i marginen med senere hånd a3. 14 digna thesauro regio. digna palatio] tilf. i marginen med senere hånd a3. 22 gracior] graciosior b. 23-24 Polixena] Polycena bd. 25 tesseras] a3, tessaras a2, b. 25-26 octonarium psalmiste indtil quadrate] mgl. b.

1 effundit] facit 6. 3 quia] mgl. b. 7 uerbo aut uoluntate] uerbo aut opere aut uoluntate db. 8 tua intende indtil regna] tua etcetera a2. 9 Salomonis] Salomonicum b. 9-10 Sunamitis reuertere indtil intueamur te] Sunamitis etcetera a2. 10 nobilitatem] pulchritudinem b. 11 pulchritudinem] nobilitatem b. 16 supplicat] a3, b, suplicat a2. 20 dominus] dominus deus b. 23 pauperibus] mgl. a2. 24 pietatis] pietati a2. 26 Ualete] mgl. b.

6-7: Psal. 44, 5: Specie tua et pulcritudine tua, intende prospere procede et regna. - 9-10: Cant. 6,12: Reuertere, reuertere, Sulamitis, reuertere, reuertere ut intueamur te. 19-20: Cf. Iob 19,13: et noti mei quasi alieni recesserunt a me. 22: Cf. Horatius, Oder I, I, 1: Maecenas atavis edite regibus.

Til herren af Reims angående de Franskes dronning, der lever i landsforvisning ved Cysoing.

Idet jeg for en kort stund tager mig den dristighed, vil jeg tale til min herre uden hverken at fordriste mig i ubesindighed eller i forsagthed at vige tilbage eller betænke mig. Teglslageren vil ikke forsmå mig sit affald, pottemageren ikke sit lille kar, håndværkeren ikke sine hænders arbejde. Han vil ikke forsmå, siger jeg, hverken ham, der jamrer eller sørger - ham, hvem han har ophøjet og givet en fortrinsstilling - ej heller hende, der søger og vinder sig fortjeneste. En sørgelig historie, ikke en fabel, er det jeg fremfører; over for den bør både det velvillige sind vise medfølelse og den veldædige hånd yde trøst. Der findes hos os en kostelig perle, som trædes under fode af mennesker, men æres af englene, en værdig kongelig skat, værdig til kongeslottet, værdig til himmelen, nemlig dronningen, som i klostret ved Cysoing holdes i et slags fængsel, bliver trykket af armod og er sendt i landsforvisning. Vi begræder hendes skæbne, til Gud overlader vi hendes skæbne og sagens udfald. Thi hvem har et sådant hjerte af jern, et bryst af sten, et indre af stål, at han ikke bliver bevæget over så stor en modgang, bliver rørt af en berømmelig ung kvinde af kongelig byrd, udrustet med udmærkede sæder, beskeden under samtaler, i sandhed fin i sine gerninger; i lighed med den ambrosianske jomfru har hun et skønt ansigt, men er skønnere i troen, ung af år, men gammel af forstand, jeg havde nær sagt modnere end Sara, visere end Rebekka, yndigere end Rachel, frommere end Anna, mere kysk end Susanna. Af dem, som plejer at diskutere kvinders skikkelser, regnes hun hverken for at have mindre skønne former end Helena eller stå under Polyxena. Hendes daglige syssel er at bede eller læse eller beskæftige sig med håndarbejde. Terningspil kender hun ikke, brætspil går hun udenom, hun sætter psalmistens ottefodsvers over skakbrættets otte felter; hun opsender langvarige bønner under tårer og suk fra om morgenen indtil den sjette time, ikke så meget for sig selv som for den herre konge. Hun sidder aldrig ned i bedekapellet, står enten altid oprejst eller falder på knæ, læner sig fremover og bøjer hovedet. Vi tror, at hvis vor Ahasverus lærte en sådan en at kende, vilde han have hende kær som sin Esther og med sin velviljes udstrakte tryllestav, sin kærligheds tryllestav, sit riges tryllestav kalde hende tilbage til de kongelige arme, idet han ændrer skilsmisse til ægteskab, blidgør gammelt had ved mildhed og forjager had med kærlighed. Vi tror, at han enten i ord eller efter meningen vilde sige til hende: Giv agt på din værdighed og skønhed, gå frem og styr med held, samt de kærlighedsfulde ord af Salomon: "Vend Dig, vend Dig, Sulamit, vend Dig, vend Dig, for at vi kan se Dig, vend Dig på grund af Din høje byrd, vend Dig på grund af Din skønhed, vend Dig på grund af Din kyskhed, for at vi kan se Dig på grund af Dine ærbare og fine sæder". En sådan kvinde og en så højt velsignet ætling af konger og martyrer, et så ædelt skud, en så hellig spire tvinges af mangel på føde til at falbyde, afhænde og sælge sine få ejendele for højeste bud, nemlig sine beskedne klæder og nogle få kar. Hun beder om underhold, hun anmoder om almisse, hun rækker hånden frem for at modtage, og hun tigger hos den, der giver. Jeg har ofte set hende græde, og jeg har grædt sammen med hende og for hendes skyld, og mit hjerte skælvede, og jeg var forfærdet. Jeg har så vidt muligt formanet hende til, at hun skulde kaste sin tanke på Herren, hvilket hun hverken har ophørt med eller ophører med at gøre. Hun svarede med nogle få ord: "Mine venner og mine nærmeste har, som om de var fremmede, trukket sig tilbage fra mig, min eneste tilflugt er min herre ærkebispen af Reims, som fra begyndelsen af min modgang gavmildt har begunstiget, næret og underholdt mig". Lad dog, herre fader, de tårevædede suk, de grådfyldte klager fra en så ædel og fremstående ung mø, der nedstammer fra kongelige forfædre i flere led, røre Eder, og må I, som udreder så megen almisse til så mange fattige, ikke lukke Eders inderste, fromme fader, for hende, der tigger efter at have nydt en dronnings store ære. Brevet har overskredet grænsen, men emnet klagede over den korte form, og fromheden æggede pennen. Lev vel.