Kong Valdemars privilegium for borgerne i Ribe er tidligere dateret 1215, kort efter 1215, 1222, før 1223 og 1202-1241. Også 1202-1214 er foreslået, af Hugo Hennings. I henhold til kongens titulaturer er dette den rigtige datering, se nr.53.

Hans Olrik har søgt at omstøde den. Han påpeger, at kongen går over til at bruge et nyt kontrasegl efter 1214 23. maj, inden 1215 29. juli. Den nye omskrift betegnede efter alt at dømme Valdemar som 'De Danskes konge'. På det ældre modsegl derimod fremtrådte han, såvidt vides, i hvert fald som 'hertug af Jylland, herre over Nordalbingien'. Dette sidste korresponderer med den ældre formulering af titlerne, den mere udførlige, som også forefindes i nærværende text. Men det tilhørende segl har den nye bagside. Altså, konkluderer Olrik, er diplomet yngre end 1214. Uoverensstemmelsen mellem titlerne i segl og text viser fremdeles, at diplomet hører hjemme i den første tid efter, at seglet blev udskiftet. Datering: 1215 eller et af de følgende år.

Olriks tidsfæstelse bør vistnok mødes med en vis skepsis. Der er kun bevaret ganske få af kong Valdemars segl. Materialet er svagt, så spinkelt, at man ikke dær kan finde nogen sikker grund at bygge på. For exempel kan man ikke afvise den mulighed, at det »nye« modsegl kan være benyttet tidligere end 1215. At de seglstumper fra denne tid, der er i behold, ikke giver noget vidnesbyrd herom, kan skyldes en tilfældighed. Når man skal vælge mellem at støtte sin argumentation på seglomskriften eller på textens ordlyd, synes det derfor mere tilrådeligt at henholde sig til denne sidste, hvorefter dateringen må ansættes til [1202-1214].

Hans Olrik har i sammenhæng med sin teori udkastet den tanke, at den nævnte 'uoverensstemmelse' mellem diplomets titelformel og dets segl har sin grund i, at det ikke er udfærdiget i kongens kancelli. Han mener, at det er skrevet på modtagernes foranstaltning, og at også dictaten hidrører fra dem. Dette skal give forklaringen på, at diplomet, skønt udstedt 1215 eller senere, dog opviser de ældre, nu forladte kongelige titler. En bevisgrund anføres: i beseglingsformlen står der dignam, ikke dignum som ellers. Som argument er dette uden vægt. Men desuden er det forkert, eftersom dignam kun findes i et gammelt tryk, som Olrik har benyttet. Originalen selv har netop dignum. Olriks teori falder, i hvert fald på dette punkt.

Den stik modsatte opfattelse har fundet en talsmand i Hugo Hennings. Ifølge denne har dictatoren været kongens kansler, biskop Peder Sunesen af Roskilde. Denne teori har ikke som grundlag en indtrængende dictatundersøgelse. Den påberåber sig alene et enkelt ord, fælles for nogle diplomer, samt en stereotyp lighed i beseglingsformlerne. Om nogen egentlig bevisførelse er der ikke tale, jf. nr. 59. Over for disse antagelser og formodninger må det fremhæves, at der foreløbig kun står een ting fast med hensyn til tilblivelsen af nærværende diplom: at skriveren har tilhørt kongens kancelli. Dette er gennem skriftsammenligning godtgjort af Niels Skyum-Nielsen, jf. nr. 53. Det er således givet, at kancelliet i det mindste har medvirket ved udfærdigelsen.