Til Filip, de Franskes berømmelige kongeN.

Kunstværket ærer sin kunstner, og det skabte frygter sin skaber, men hvad der er af ens eget kød, elsker man også, og en fader omfatter sin søn med megen ømhed — derfor ved vi, der har vor plads mellem Gud og mennesket, næsten ikke, hvad vi skal gøre, da vi nærer frygt for, at vi, dersom vi imod Gud står til tjeneste for mennesket eller for dets skyld tøver med at udøve vor embedspligt, skal pådrage os den guddommelige majestæts alvorlige vrede og blodet blive krævet af vore hænderN, og på den anden side nærer frygt for, at vi, dersom vi, selv for retfærdighedens sag, er sådanne mennesker til besvær, som for det meste er til besvær for andreN, vil skade os selv endnu mere alvorligt. Hvis vi nemlig gør sådanne ting, som er mennesket til behag, er det døden for os, fordi vi vil mishage Gud, og vi vil måske ikke undgå at fortørne mennesket, hvis vi ønsker at behage Gud. Men skønt vi, for at vi ikke skal synes at ville afryste selve tjenerskabets åg og løgnagtigt kalde os Guds tjeneres tjener, om vi ikke var Kristi tjenere — dersom vi behagede menneskene, vilde vi ifølge apostlen ikke være Kristi tjenereN — bør adlyde Gud mere end mennesket, har vi dog ment at burde vælge en middelvej, da det er vor vilje, hvis det bliver os givet ovenfraN, både at forsone mennesket med Gud og gøre Gud forsonlig mod mennesket, så at vi på samme gang kan være begge parter til behag. Men det er vor tro, at vi kan nå dette så meget lettere, som det ind vortes menneske, der i alt er stillet blot for Guds vilje, dog, selv om både kødet retter sit begær mod ånden og ånden mod kødetN, lettest drager det udvortes til sig, så at der, når begge vender sig til Gud, er een ånd med hamN. Men selv om ingen mod sin vilje er glad ved at fremlægge noget for dommeren, og den tunge, som smæder kongen, skyer kongens øren, tror vi dog, høje konge, at du ved, hvor meget du smædes ikke blot af udlændinge, men også af dit riges indbyggere og dine egne folk på grund af vor meget kære datter i Kristus Ingeborg, de Franskes berømmelige dronnings skæbne, hvor megen skade også den almindelige kirke lider derved, og hvorledes alle skyder skylden på os og forsikrer, at du gennem vor tålmodighed forhærdes yderligere imod hende. De siger, at vi ikke blot ikke har gavnet, men snarere skadet hende ved genindsættelsen, som de hellere vil kalde tilsidesættelsen. Thi det er jo, som rygtet offentligt råber ud, nu værre for hende, der er genindsat på en kongelig borg, end det var for hende som forsat til klostret, da nonnerne der var hende til trøst. Med dem mediterede hun dag og nat under Herrens lovN, med dem færdedes hun endrægtigt under Herrens lovN. Men de kvinder, som er udpeget til at yde hende alle tjenester på dette sted, er til skade for hende, forbitrer og fornærmer hende i ord og handling og ønsker stedse ondt over hende, således at hun nu i sin sjæl næsten ledes ved livet, da hun som dronning ikke blot ikke betjenes på dronningevis, men behandles som tjenerinde af nogle, der så at sige er hendes tjenerinder. Hertil kommer foruden dette, at hun hverken forsynes med klæder eller føde, således som det sømmer sig en dronning, at der er forment klostergivne mænd adgang til hende for at trøste hende, der er stedet mellem trængslerN, og lette hendes smerter ved den guddommelige texts trøst, således at hun, når hun ikke finder nogen til at trøste sig, synes at være sat i fængsel, og tårer dag og nat er hendes brødN. Hvis da hverken frygt for Herren eller ærbødighed for din moder, det apostoliske sæde, eller samme dronnings ædle byrd eller hellige liv virksomt kan bevæge dig til at lade hende behandle på kongelig vis, så burde du i det mindste for at undfly bagtalelser og evindeligt bevare dig et godt navn, hvad der er at foretrække for store rigdomme, gavmildt og på kongelig vis sørge for hende gennem dine tjenere, agtværdige folk, som kan hjælpe hende i sorgen ved at trøste, og ikke anvise sådanne til at tjene hende, som gør hendes ulykke større ved fornærmende tale, som om de hader det, at hun er i live, og lægger modgang til for den, der har modgang. Men idet vi for øjeblikket fortier, hvor meget du derved krænker den guddommelige majestæts øje, hvor meget du skæmmer vort rygte, er til anstød for den almindelige kirke og først og fremmest skader dig selv, har vi i det mindste ment at burde give udtryk for dette, at dersom dronningen døde, vilde alles munde åbne sig mod dig og sige, at du på en listig måde havde pønset på at dræbe hende, og man kunde således sige, at du havde dræbt en del af dit legeme og for fremtiden ikke kunde indgå ægteskab. For at du altså kan befri både os og dig selv for nedsættende tale fra dem, der retter bebrejdelser mod os og mod dig eller rettere mod os i stedet for dig, beder, påminder og opfordrer vi dig i Herren til, høje konge, at du for fremtiden lader denne dronning behandle på kongelig vis, således som det sømmer sig for dig og hende, så at du herved kan gøre Gud nådig imod dig og fortjene menneskenes gunst. Thi ligesom Herren selv vil vende sig nådigt mod dig, hvis du omvender dig til ham, således vil du sandelig mest krænke dig selv, hvis du vedbliver at være under hans vrede, og hans hånd, som du hidtil har lært at kende gennem gaver, vil du måske få at føle med svøber, da Herren ikke lader syndernes pisk ramme de retfærdigeN. Gid du altså optager vore påmindelser, som fremgår af et rent hjerte, en god samvittighed og af en tro, der ikke er påtaget, ikke i påtaget, men i sand hengivenhedN og stræber efter at opfylde dem på en sådan måde, at du i fuldt mål kan fortjene den guddommelige nåde til gengæld. Endvidere skal du give vor elskede søn abbeden af CasamariN, vor sendemand, som vi har besluttet skal erindre dig om disse ting, fri adgang til sammen med klostergivne mænd at træffe samme dronning, så at han kan trøste hende på vore vegne.

Givet i Ferentino.