Jeg den højbårne grev Albert af Holsten.

Den fra nord åbenbarede ondskabN, som slog ned og næsten helt fortærede fårene og karleneN, tændte ild under kedlen, og mens den flammer af de forfølgelser og trængsler, der er vakt til live, er der fare for det kristne folk, at det, afskåret af branden fra nord, udæsket mod øst og syd af krænkelser fra korsets fjender, rystet og skræmt fra vest af frygt for krige, skal møde modgang og trængsler, lide, besværes og trænges, hvis da ikke Han, som er opstanden, og som byder over vindene og havetN, står midt i smelteovnen som den over havet blæsende vindN, for at branden skal høre op. Ondskabens søn, den bekendte, har jo nylig stillet sin trone mod nord og er begærlig efter at sigte det kristne folk som hvedeN, mens han har lagt sine snarer ud rundt om det og omringet det fra alle sider med sine forfølgere, og for at tie om andre dele af verden har der rejst sig et dyr i Livlands egne, som med åbent gab opslugerN så mange det kan i tillid til, at Jordan vil strømme ind i gabetN, og imod dette må det kristne folk væbne sig af nød, således at det ikke, mens det afværger krænkelserne på een side, pludselig kommer i fare på en anden. Men blandt dem, som er rede til at undsætte det således betrængte land, har du for at komme det til undsætning væbnet dig så mandigt og kraftigt, at vi har håb om, at samme land vil få særlig stor gavn af din hjælp. Men eftersom du, medens du sammen med kongenN drog på ledingstogt i det fjerne, således som du har underrettet os om i dit brevN, sendte brevN til vor forgænger Innocens, saligt ihukommet, omN, at det måtte blive dig tilladt at modtage korsets mærke, da du ønskede at drage ud mod hedningene i Livland, har mange af dine undergivne i uvidenhed om dit forsæt i mellemtiden modtaget korsets tegn for at komme Det hellige Land til undsætning. Du har derfor, da du ikke kan undvære dine undergivne og ikke uden dem opfylde pilgrimsløftet på passende måde, i ydmyghed anmodet os om, at vi vilde værdiges at give i det mindste ti særligt betroede af dine undergivne, som er så at sige en del af dit legeme, tilladelse til at drage med dig til Livland, idet løftet om pil grimsfærd til Det hellige Land bliver ændret til det andet. Men skønt et mindre gode ikke bør sættes i stedet for et større, er det ikke desto mindre vor vilje at bønhøre dig i dine bønner — du som, hører vi, er en gudfrygtig mand, der er det apostoliske sæde hengiven — eftersom vi dog, ligesom vi bør komme Det hellige Land til hjælp, på ingen måde lader det livlandske folks hjord som den lille af demN i stikken, den, hvem det behagede Herren at give riget, og vi giver ved vort brevN vor ærværdige broder biskop Niels af Slesvig og vor elskede søn abbeden af GuldholmN i Slesvig stift, hvis kyndighed vi nærer fuld tillid til, befaling om, at de efter at have afvejet og taget alle sagens omstændigheder i betragtning — såfremt de finder, at det vil være til gavn for Livland og nyttigt for dig, at ti af dine mænd, hvis udvælgelse vi har ment at burde overlade til dem og dig, kloge søn, drager ud sammen med dig for at tjene Jesus Kristus — på vor myndighed, efter at pilgrimsløftet er blevet ændret, meddeler dem tilladelse til at drage af sted med dig, idet de klogt sørger for, at der ikke gøres noget forsøg på at unddrage sig det tidligere afgivne løfte.

Givet i Lateranet den 25. januar i vort pavedømmes første år.