Til Valdemar, de Danskes berømmelige konge.

Vi har modtaget dit brev med vor sædvanlige velvilje, stormægtige konge, og vi har omhyggeligt mærket os, hvad der stod i det. Du har da, høje konge, i ydmyghed anmodet os om, at vi udaf det apostoliske sædes mildhed vilde værdiges at lægge det land, som du ved dine egne og dine folks anstrengelser og udgifter kan fravriste hedningehånd, til dit rige og dets kirker. Thi således har Herren ved Skt. Peders fortjenester udøst sine gaver over den romerske kirke, således har han udvidet dens privilegium, at den, hvor gavmild den end er mod andre, dog hverken skal frygte afbræk i sin hæder eller tab af magt, da den jo ikke unddrager sig selv noget, når den ødsler over andre selv med de største ting og ikke tager bort, hvad den overdrager og ikke går tabt af det, den giver som gave. Idet vi altså ønsker, at du skal blive delagtig i denne gavmildhed og bestemmer at bønhøre dine anmodninger, så vidt vi kan med Gud, har vi i så henseende ment at burde imødekomme dine bønner, konge, og tilstår vi dig ved dette brevs myndighed, hvad du har forlangt, for at nævnte folkeslag, hvis sind mørkets engel har forblindet, ved din iver, omsorgsfulde konge, med bistand fra Guds nåde kan nå til erkendelsen af det sande lysN og nytte og gavn blive følgen af din møje.

Givet i Lateranet den 9. oktober i vort pavedømmes tredie år.