Til Vilhelm, fordum biskop af Modena, det apostoliske sædes legat.

For at ikke det vidtstrakte ørkenland, som Herren i Livlands, Semgallens, Kurlands og Estlands egne ved prædikanternes tjeneste har ført frem til dyrkelse af kristendommen, og hvor han af sit ords sædekorn har ladet fremspire en ny afgrøde af troende, atter skal gøres til saltørken, hvad Gud forbyde, men derimod vokse til høsten og bugne af skøn frugt, bør det på ingen måde tåles, at de troende kristne bliver undertrykt af hedningene, der er som tidsler og stadig er rå og grueligt vildfarne vantro, men de bør forsvares med magt imod dem og iøvrigt begunstiges og hjælpes på behørig måde for ikke blot ikke selv at blive tvunget til at bøje af fra sandhedens trange vej, men også des dybere rodfæstet i troen med des større virkning kan formå og overbevise andre til at omvende sig. Thi hvor stor en smerte og hvor stor en skam ville det ikke være for den kristne menighed og frem for alt for de omliggende egne, hvis dette land, der er erhvervet for Herren ved den største møje og ved de største bekostninger, skulle gå tabt på grund af de troendes træghed? For at altså denne troens meget vanskelige sag kan fremmes på frelsebringende måde ved den guddommelige nåde og miskundhed og lykke ligt fuldføres, påminder og besværger vi dig i Herren, broder, og pålægger dig til forladelse for dine synder, at du påtager dig prædikantens hverv for Guds skyld og ændrer løfterne om pilgrimsfærd fra de fattige — der har taget korsets tegn i Bremen kirkeprovins og desuden i stifterne Magdeburg, Havelberg og det halve af Brandenburg op til Elben og i Verden, Minden og Paderborn og på Gotland — hvem vi har ment at burde give dispensation, til understøttelse af fornævnte troende, og at du ved dine påmindelser og opfordringer ifølge den dig af Gud givne forstandighed sørger for at oplyse såvel dem som andre troende i samme kirkeprovins og samme stifter om at vende blikket mod den alt for store kærlighed, hvormed Kristus har elsket og elsker dem, og give ham noget til gengæld for alt det, han har givet dem, og omhyggeligt og omsorgsfuldt anmoder om, at disse, der er genløst ved denne herlighedens pris, og som kristne og troende mænd bør blive ramt af de bebrejdelser og forhånelser, der lyder mod Kristus, mandigt og mægtigt væbner sig såsom nidkære for Gud for at drage ud og udbrede den kristne tro og befri de nærmestboende fra hedningenes hånd i overensstemmelse med din plan og handle således, at der på den ene side skal skyldes dem evig løn, og de vantro på den anden side ikke kan prale af, at de har angrebet kristenheden ustraffet. Men du skal drage omsorg for de personer og lande, som Herren måtte kalde til troen, på en sådan måde, at de nyomvendte kan fryde sig over en passende frihed, og at der bliver indrettet kirker og disse udstyret, og at tienderne ikke bliver bortforlenet og landet på ingen måde opdelt uden vor vilje. Du skal endvidere omhyggeligt påminde og tilskynde de biskopper, der allerede har opnået bispesæder, og hvis kirker er udstyret, og ligeså Kristi sværdridderbrødre, der sidder inde med besiddelser og borge, og borgerne i Riga, eftersom de har en købstad, og desuden de nyomvendte, der vides at finde nogen beskyttelse ved de befæstede borge, til, at de trofast og hengivent med pilgrimmenes hjælp arbejder på at udføre befæstninger for de nyomvendte, der er udsat for hedninge, og på at indrette bispesæder for de biskopper, der endnu ikke har fast sæde. Men da det er højst fornødent, at der sendes troende derhen til undsætning, og det anstår sig, at de, der arbejder i så stor en sags tjeneste, opnår en tilbørlig løn for deres arbejde, så at de, når de er sikre på gengældelse, går frem des mere villigt, bevilger vi af den almægtige Guds miskundhed og i tillid til hans apostle Skt. Peders og Skt. Paulus' myndighed såvel dem, der har taget korsets tegn, som dem, der måtte tage det i ovenfor nævnte kirkeprovins og stifter, og som i egen person og på egen bekostning går ind til dette arbejde, og dem, som drager derhen på fremmed bekostning for i det mindste i et år at tjene Herren der, eller dem, som vil give af deres egne midler for at understøtte fornævnte troende, den syndernes forladelse, som tilstås dem, der understøtter Det hellige Land på de fornævnte måder.

Givet i Viterbo den 15. februarN i vort niende år.