Til vor højtelskede Søn i Kristus Erik, Danmarks høje Konge, og vor højtelskede Datter i Kristus Margrete, Danmarks høje Dronning, hans Moder. For den oprigtige Fromheds og rene Tros Skyld, hvorved I ved Guds Naade udmærker Eder, viser vi Eder gerne særlig Naade, navnlig naar det gælder Anliggender, hvorved Eders Riges Ro kan sikres, idet vi fuldt og fast tror, at jo større Naade I modtager af det apostoliske Sæde, desmere glødende vil ogsaa Eders Iver være for at gøre det til Behag i de Ting, der tjener til dets Ære, naar Tid og Lejlighed gives. Da nu vore ærværdige Brødre, Ærkebiskop Jakob af Lund og Biskop Peder af Roskilde, efter hvad I har anført for os, har sluttet sig til Eders aabenbare FjenderN i deres fordømmelige Anslag og har vist sig som Eders erklærede Modstandere og aabenbare Fjender og af den Grund er draget ud af Eders Rige, bøjer vi os for Eders Bønner og bevilger Eder i Kraft af dette Brev, at ingen af dem, saalænge dette Fjendskab mellem Eder og dem vedvarer paa Grund af deres Brøde, med egen Myndighed skal kunne lyse Eders Personer i Ban eller lægge Interdikt over Eders Land. Intet Menneske maa driste sig til at bryde denne vor Bevillings Bestemmelser eller i ubesindig Forvovenhed gaa derimod, men hvis nogen vover at gøre dette, skal han vide, at han derved paadrager sig Gud den almægtiges og hans hellige Apostle Petrus' og Paulus' Vrede. Givet i Orvieto den 2. Januar i vort Pontifikats 3. Aar.