Magnus, af Guds nåde konge af Sverige, Norge og Skåne, til alle, der får dette brev at se, hilsen evindelig med Gud.

Vi vil, at det skal stå fast for alle, såvel nulevende som fremtidige, at vi har taget de gode mænd, nærværende brevvisere, borgerne i Kampen, der besøger vore riger og lande med deres varer, under vor fred og beskyttelse for særligt at værne dem. Idet vi vil vise dem en særlig gunst og nåde, overlader vi dem i vort land Skåne alle nåder og frihederN, som de der frit har nydt på herr Valdemars, fordum de danskes konges, tid — berømmelig erindring — for det første <1> nårsomhelst og så ofte som de med deres skibe lægger til et sted i nævnte land, det være sig i Skanør eller andetsteds, kan de trygt losse deres skibe og frit føre deres gods — hvad enten det drejer sig om salt eller om klæde eller lærred eller om voks eller gråværk eller om hvilkesomhelst andre varer, med hvilket navn de end betegnes — i land til deres boder eller herberg efter deres forgodtbefindende, og de må ikke på nogen måde forhindres deri af vore fogeder eller af kuskene, som kaldes vognkarle, eller af sømændene, som på folkesproget kaldes pramkarle eller skudemænd eller af nogen anden. Men nævnte sømænd og kuske skal transportere deres gods, således som de har aftalt, uden nogen hindring. Hvis fremdeles en kusk eller sømand af skødesløshed ødelægger deres gods, eller gør det vådt, skal han give en rimelig erstatning derfor. <2> Fremdeles må de sælge alt, som plejer at sælges i pundvis i deres boder eller på deres fed, og de må veje det efter kølnske lodder og gyldig vægt. <3> Fremdeles må de frit føre den vin, som de personlig har bragt med sig, i land og sælge og afhænde den med hævert på deres fed. <4> Fremdeles må ingen forpranger ved havets kyst købe udover et halvt læs sild, såfremt han vil undgå beslaglæggelse af alt, hvad han således har købt. Fremdeles må ingen købe sild på vandet, men hvis en bliver beskyldt for at have købt sild på vandet, skal han rense sig selvtredie, og den, som bliver overbevist herom, skal bøde vor foged tre mark penge skånsk. <5> Fremdeles i alle kæremål og trætter og ved alle legemsbeskadigelser, som finder sted mellem borgerne fra Kampen indbyrdes, skal deres egen foged i Skåne forhøre sagen og dømme, med mindre der skal bødes for en sådan legemsbeskadigelse med tab af liv eller lemmer, nemlig hvis en dræber en anden eller sårer en ved at hugge eller støde med sværd, økse, spyd eller kniv eller andet våben, eller ved at slå en med en stok, kølle eller sten brækker et lem eller tilføjer et sår, der har blodsudgydelse til følge. I den slags sager skal vor foged, som nu er der eller i fremtiden vil være der, fælde dommen. <6> Hvis fremdeles en af dem sagsøger en dansker i anledning af en for nylig eller for flere år siden stiftet gæld, skal vor foged tildømme manden fra Kampen hans tilgodehavende eller (at rense sig efter) lands lov uden nogen mulkt eller tab for ham. <7> Fremdeles må der ikke udnævnes noget nævn mod nogen fra Kampen, undtagen i sager, der fører til tab af liv eller lemmer. <8> Hvis det fremdeles sker — det være dog langt fra, — at der ikke fanges eller nedsaltes sild i Skanør, skal enhver efter at have erlagt sin torveørtug have ret til uden told frit at føre det gods bort, som han har haft med sig. <9> Hvis de fremdeles nogetsteds indenfor vort riges grænser lider skibbrud, må hverken vor foged eller nogen anden, af hvad stilling eller stand han end måtte være, på nogen måde forhindre dem eller blande sig i deres sager, sålænge de personligt ved egen hjælp eller ved andre, som de af velvilje eller mod betaling kan få til det, kan redde deres gods fra skibbruddet. <10> Hvis fremdeles en af dem oplægger sine tønder eller tøndestaver i Skanør eller noget andet sted i vort rige og sejler bort for at lade sit skib med andre varer, skal han, når han vender tilbage, kunne tage sit nævnte tømmer uden hindring, og efter at have betalt sin torveørtug må han frit føre det bort uden nogen anden told. <11> Og hvis det sker, at en af dem dør indenfor vort riges grænser, og hans slægtninge og arvinger ikke er til stede, skal hans ejendele i år og dag med gode mænds vidnesbyrd opbevares på et sikkert sted hos en troværdig og kyndig mand i den stad eller på det sted, hvor han er død. Hvis nogle af hans ejendele ikke kan holde sig så længe uden tab, skal de byttes bort med andre mere holdbare varer, og disse skal opbevares på samme måde. Og hvis hans rette arvinger eller — hvor det drejer sig om mindreårige — deres værge inden for nævnte frist kommer for med fyldestgørende vidnesbyrd af gode mænd at kræve deres ejendele igen, skal fornævnte ejendele uden nogen vanskeligheder udleveres til og overdrages dem. Men hvis fornævnte arvinger eller deres værge ikke kommer indenfor føromtalte frist, skal merbemeldte gods tilfalde os som fri ejendom, således som lands lov kræver. <12> Fremdeles må ingen på nogen måde forulempe eller besvære dem på deres fed med hensyn til deres boder ved uden deres samtykke at bygge på dem eller ved at tage noget fra dem. <13> Fremdeles må vore ombudsmænd, som kaldes sildekrævere, ikke på nogen måde tage seletøjet fra en kusk eller fjerne det, fordi han på en helligdag kører med deres gods. <14> Fremdeles skal ingen miste sit gods på grund af anden mands slagsmål eller forseelse. <15> Fremdeles skal hestetolden forblive, som den har været fra arilds tid, medmindre en til eget ridebrug køber en hest, på hvilken han har til hensigt at vende hjem over land, i så fald skal han for en sådan hest være fri og undskyldt, når han har givet sin torveørtug. <16> Fremdeles skal det være dem tilladt at tage ballast i havet, hvor de vil. <17> Fremdeles skal koggetolden forblive, således som den har været fra arilds tid. <18> Fremdeles overlader og under vi borgerne fra Kampen deres fed indenfor deres kors, der er anbragt som skel og afgrænsning på nævnte fed, nemlig fra øst til vest og fra syd til nord, at forvalte frit efter deres tarv på markedstiderne, således som det er retfærdigt. Derfor forbyder vi strengt under trusel om vor nådes fortabelse, at nogen af vore fogeder eller deres stedfortrædere eller nogen anden, af hvad stilling eller stand han end måtte være, drister sig til på nogen måde at besvære borgerne fra Kampen eller en af dem på trods af disse friheder og nåder, som vi har skænket dem, såfremt han vil undgå vor vrede og kongelige hævn. Givet i Stockholm i det Herrens år 1341 dagen før apostlene St. Petrus' og St. Paulus' dag.