Mine herrer, rådmændene i Wismar, fremfører følgende klage mod herrerne i Lübeck og Rostock. For nylig, da stæderne til forsvar af havet og købmanden havde udrustet kogger tillige med væbnede lejetropper, kom nævnte herrer i Lübecks og Rostocks kogger til Gollwitz' havn, og mine herrers kogge kom i samme ærinde dertil. Medens de lå der for at købe proviant, kom redelige købmænd, nemlig bymænd fra Fyn, Langeland, Ålborg og Kalundborg, til mine herrers havn og lå der nogen tid nær staden med deres skibe og handelsvarer, som de førte med sig fra staden Lübeck. Men nogle af dem, nemlig købmænd fra Kalundborg, bad mine herrer om lejde, og mine herrer gav dem lejde mod uretfærdig vold, men ikke mod tyveri, plyndring og anden misgerning. Siden overfaldt de herrer i Lübeck og Rostocks høvedsmænd og lejetropper, som var udsendt for at forsvare søen og hansekøbmændene mod vold, med væbnet hånd nævnte redelige købmænd i mine herrers havn til trods for, at disse købmænd var under deres jurisdiktion og frihed og under deres lejde og sikkerhed, og de tog dem som misdædere til fange og bandt dem og holdt dem fangne i lænker og berøvede ikke alene dem, men også flere af vore borgere deres gods. Da mine herrer blev klar herover, bedrøvedes de i ikke ringe grad og sendte deres edssvorne stadstjener til dem og lod dem meddele, at fornævnte var redelige og agtværdige købmænd, at de var kommet fra staden Lübeck med deres handelsvarer, at de havde frit lejde og sikkerhed mod vold af mine herrer, fremdeles at rådmændene lod sig udbede hos dem, at de under lejde skulde komme til møde med dem personlig; thi de vilde forskaffe dem, hvad der måtte være retfærdigt, hos de nævnte købmænd med hensyn til alt det, som de ville anklage dem for. Men disse, der ikke gav agt på dette, svarede stolt nævnte edssvorne sendemand, at de ikke var forpligtet til at forhandle derom med mine herrer, og at de ikke vilde komme til møde med dem. Efter at dette svar var meddelt mine herrer, ønskede mine herrer at besejre deres stolthed med det gode og sendte mine herrer Henrik af Sülten og Gerding til dem i Gollwitz' havn og lod dem underrette om alt det fornævnte, nemlig at de var redelige købmænd, bymænd fra fornævnte steder, og at de var kommet fra Lübeck, og at de havde lejde og sikkerhed af dem, og bad dem om under lejde at komme til møde med dem, — eftersom de i mine herrers navn har stillet dem sikkerhed herfor, — og godtage, hvad den lybske ret måtte foreskrive; men hvis de ikke vilde godtage dette i nærværelse af disse mine herrer, vilde de sende bud tillige med disse til herrerne i Lübeck og Rostock, og hvad disse måtte sige, vilde de fuldt forskaffe dem. Men nævnte høvedsmand og lejetropper for de nævnte herrer i Lübeck og Rostock svarede efter overlæg disse mine herrers sendemænd, at de gerne den følgende dag vilde komme til møde med mine herrer og svare for alt i overenstemmelse med deres vilje. Men som mine herrers nævnte sendemænd om aftenen vendte tilbage fra disse, opbrændte nævnte høvedsmænd og lejetropper samme nat et skib og opbrød nogle tønder med øl og sønderrev nogle sække med humle og mel og spredte humlen og melet omkring på kysten til begge sider, og de tog mine herrers skipper, som til forsvar for købmanden og mine herrer stævnede ud med sin skude, og stoppede hans hovede i en tønde med skibsbeg, som på folkesproget hedder tjære, og sejlede deres vej med alt andet gods, tilhørende såvel vore borgere som nævnte købmænd. Da mine herrer derefter havde erholdt flere påmindelser og endog trusler fra købmændene fra Kalundborg og ligeledes fra de Danskes konge, hvis undersåtter de var, overlod de i nærværelse af stædernes sendemænd deres sag med de kalundborgske købmænd for begge parters vedkommende til herrerne i Stralsund og Greifswald. Efter at disse herrer havde påhørt klager og svar, afsagde de som retfærdig ret denne kendelse for mine herrer, at mine herrer med rette skulde betale dem deres gods, eftersom det var blevet frataget dem under deres lejde. De tilføjede, at de desuden med rette skulde betale dem deres gods, selv om fornævnte ikke havde været sikret af mine herrer, eftersom det var blevet frataget dem ikke af sørøvere eller fjender, men af mine herrers tilhængere og venner, og eftersom mine herrer havde oplyst, at ifølge deres byvedtægt skulde alle købmænd være sikre i deres havn Wismar. Ifølge denne kendelse betalte mine herrer fornævnte købmænd fra Kalundborg 100 mark lybsk. Ligeledes betalte de dem fra Fyn og fra Ålborg og nogle fra Langeland, for hvem førnævnte kendelse blev bekendt, mere end 60 mark lybsk. Mine herrer ved også for vist, at de desuden skal betale alle dem, som de endnu ikke har betalt, alt, hvad der er blevet frataget dem. Og de vilde heller ikke have tålt fornævnte vold og uret og foragt for 1000 mark. Derfor beder de om, at der må afsiges dem en retfærdig dom af Eder i dette, eftersom de håber, at disse herrer i Lübeck og Rostock skal tilbagegive dem alt, hvad der er udredet i fornævntes navn og befri, kvittere og fritage dem for det, der skal udredes.