Til vor kære søn i Kristus Valdemar, Danmarks berømmelige konge, hilsen o. s. v.

Det brev, der blev overgivet os af vor elskede søn, den velbyrdige mand Peder Larsen, ridder, Din sendemand, hvilket vi tillige med denne sendemand af hensyn til Dig velvilligt har modtaget, og samme sendemands omsigtsfulde og forstandige fremstilling, der med alvor giver udtryk for den oprigtigt hengivne kærlighed, som det godtgøres at Du nærer til os og den romerske kirke, Din moder, idet Du går i Dine forfædres rosværdige fodspor, har gjort og gør os des mere redebonne over for Din vilje, jo sødere Din oprigtige hengivenhed dufter af en sønlig kærligheds vellugt. Efter at have stillet Din kærkomne magt i vor og fornævnte kirkes tjeneste og efter at have omtalt den behagelige og uforanderlige troskab, som for nævnte forfædre har vist samme kirke, og som gudsfrygt og dydig stræben med prisværdig fortsættelse kraftigt har videreført i Dig, spurgte samme ridder os blandt andet, om det var med vort bifald, at den toårstiende af kirkelige indkomster i Dit rige, som vor forgænger pave Clemens 6. — salig ihukommelse — på grund af omtalte kirkes tvingende nød pålagdeN, skulde opkræves, og lovede velvilligt Din beskyttelse desangående, hvis opkrævningen af den skulde ske med vort bifald. Idet vi derfor yder taksigelser til kongernes konge, af hvem det er givet fyrsterne at regere, fordi han gav Dig dette sind og indgød Dig kærlig hengivenhed, og idet vi bønfaldende anråber ham om at gøre Dine dage langvarige og lede Dem til alles fred og frelse, bestyrke Dit riges trone, stadfæste herskermagten, udvide grænserne og sammen med sine helgener og udvalgte indføre Dig i de evige boligerN efter dette farefulde og usikre livsløb, er det vor vilje, at Du skal vide, at vi, da denne kirkes byrder vides at være mangedoblede og indtægterne formindskede, nødvendigt tvinges til ikke blot at lægge vægt på opkrævningen af denne tiende, men også søge andre gunstige hjælpemidler for at bære disse byrder, og derfor beder vi Dig, høje konge, indtrængende om, at Du af ærbødighed mod Gud og St. Petrus, apostlenes førstemand, og i medfør af vor mellemkomst yder opkræverne af den tiende Din hjælp og gunst ved indsamlingen af den. Eftersom vi ønsker, at Du altid skal gøre det, og ønsker, at Du skal påtage Dig de gerninger, hvorved Du kan blive mere behagelig for Din skaber og frelser og til overmål fortjene dennes gunst og nåde, tilføjer vi til disse vore bønner og råder Dig med henblik på Din frelse af faderlig kærlighed til, at Du viser kirkerne og de gejstlige personer i kirkeprovinsen Riga og andre gejstlige i Dit rige af ærbødighed mod Gud, hvis tjenere disse personer er, og hvem man aldrig tjener uden belønning, kongelige hædersbevisninger, styrker dem med gunstbevisninger og vogter og beskytter deres rettigheder og friheder. Men angående nogle forhold, som samme ridder på Dine vegne bønfaldende har anmodet os om, har vi såvidt vi kunde med Gud, med glæde bevilget Dine ønskerN, idet vi beder om, at Du ikke må tage det ilde op, hvis vi ikke har ment at kunne være imødekommende i visse forhold, da retfærdigheden forbød, at det kunde ske, uden at den part, som det drejer sig om, er hørtN. Givet i Villeneuve i Avignon stift den 16. september i vort tredie pontifikatsår.