Til vor elskede søn, Mogens Nielsen, provst ved kirken i Odense, hilsen o.s.v.

De rosværdige og retskafne dyder og fortjenester, hvormed Din person, efter hvad vi har erfaret ved troværdige mænds vidnesbyrd, er begavet, bevæger os til på prisværdig måde at bevilge Dig det, som vi ved vil være gunstigt for Dig. Idet vi derfor bøjer os for de bønner, som vor kære søn i Kristus Valdemar, Danmarks berømmelige konge, har rettet til os på Dine vegne, hvis hofkapellan, som Du forsikrer, du er, bevilger vi Dig i kraft af dette brev, idet han ydmygt har rettet en bøn herom til os, og idet vi bøjer os for hans bønner i denne henseendeN, at Du — når Du forbliver i denne konges tjeneste — for et tidsrum af to år, at regne fra dette brevs udstedelse, — kun med undtagelse af de daglige uddelinger — frit kan nyde frugter, indtægter og indkomster af provstiet ved kirken i Odense og de andre kirkelige beneficier, som Du besidder, lige så ubeskåret, som Du vilde nyde dem, hvis Du personligt residerede i nævnte kirke og i de andre kirker, hvor disse beneficier findes, og at Du ikke skal være pligtig til at residere i samme eller mod Din vilje skal kunne tvinges dertil af nogen som helst, uanset om Du ikke i disse kirker eller i nogen af dem har holdt sædvanlig første residens, og uanset alle herimod stridende apostoliske bestemmelser, statutter og sædvaner ved disse kirker, selv om de er befæstet med ed, apostolisk stadfæstelse eller en hvilken som helst anden bekræftelse, og selv om Du i egen person eller ved en anden har aflagt eller i fremtiden muligvis skulle aflægge ed på at ville overholde dem og på ikke at ville opnå apostolisk brev herimod eller benytte Dig af et sådant brev, som måtte være opnået af eller på enhver anden måde være tilstået Dig eller en eller flere andre; (vor bevilling gælder endvidere), uanset om vor ærværdige broder biskop (Erik) af Odense og de andre stiftsbiskopper har fået tilstået eller i fremtiden skulle få tilstået af det apostoliske sæde, at de kan tvinge kanniker og præster ved disse kirker i deres stæder og stifter, derunder også sådanne, der er indehavere af digniteter og personater, til personligt at residere ved dem ved at inddrage deres kirkelige indkomster eller på anden måde; (vor bevilling gælder også), uanset om fornævnte biskop og stiftsbiskopper og vore elskede sønner i kapitlerne ved nævnte kirker eller hvilke som helst andre i fællesskab eller hver for sig har fået bevilget eller i fremtiden skulde få bevilget af nævnte sæde, at de ikke skal være pligtige til at erlægge frugter, indtægter og indkomster af kanonikater, præbender, digniteter, personater, officier og andre beneficier til kanniker og præster ved disse kirker, derunder indehavere af digniteter og personater, hvis de ikke residerer ved samme eller ikke har holdt første residens ved dem, og at de ikke skal kunne tvinges dertil ved et apostolisk brev, som ikke fuldstændigt, tydeligt og ord til andet omtaler den bevilling; fremdeles uanset hvilke som helst andre privilegier, begunstigelser og apostoliske breve, almindelige eller særlige, hvilken ordlyd de end har, hvorved, når de ikke udtrykkeligt eller fuldstændigt er optagne i dette brev, virkningen af dette på nogen måde kan hindres eller udsættes, og hvorom og om hvis fulde ordlyd der i vort brev skal finde særlig omtale sted, alt sammen under forudsætning af, at den skyldige tjeneste ikke bedragerisk unddrages dette provsti og disse andre beneficier, men at der på rosværdig måde holdes gudstjeneste sammesteds af gode og fyldelsgørende vikarer, hvem der på passende måde skal ydes det fornødne af provstiets og de andre beneficiers indtægter. Intet menneske må altså bryde dette vort tilståelsesbrev eller i dumdristig forvovenhed gå imod det. Men hvis nogen drister sig til at forsøge herpå, skal han vide, at han vil pådrage sig Gud den almægtiges og hans apostle St. Peters og St. Paulus' vrede. Givet i Viterbo den 22. august i vort femte år.