© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst og arkivalske oplysninger efter Lüb. UB., kollationeret med Hanserec.
Dit syn de schelinge, de we hertoghe Albert van Mekelenborgh hebben ieghen de van Lubeke. ♦ <1> Tho dem ersten, an eren breuen, de se vs gegeuen hebben, alzo als se sik hebben mit vs verbunden to beschedenen tyden vppe den koningh van Denemarken vnde vp den koningh van Norwegen vnde vp erer beider rike vnde ieghen alle ere hulpere, alzo ere breue vtwysen, also wart de marchgreue van Brandenborch des koninghes hůlper van Denemarken vnde entseghede vs vnde blef by em vse vyent in dem zůluen kryghe, alzo als it wol witlik is, dat he dorch des zůluen koninghes willen entseghede, dat wy wol bewisen moghen, wo wy tho rechte scholen. ♦ Hyr endeden vs de van Lubeke nene hulpe enieghen, men dat se wol twie edder drie mede darvmb tho daghen senden, vnde leten vs dar bouen allenen in dem krighe myt dem markgreuen, dar wy vnde vse land in sloten, in landen, in roue, in brande, in vengnisse, in dingnisse vnde in mengherleye schaden vnde an kosten vnvorwinliken schaden anghenomen hebben, dat wy hertoghe Albrecht wol bewysen moghen, wo wy to rechte scolen.
<2> Vortmer scolden de van Lubeke vnde ere andren medehulper, de stede, holden in dem krighe dusent ghewapent. Der hadden se mennichwerue to dem krighe vnde tho der were nicht, sunderliken entvoren se bynnen der tyd der vorbindinghe van dem koning van Sweden vnd sinen broder hertoch Hinrike ynde van den eren van dem lande to Schone vt der vyende lande, vnd behelden dar der erer nemende vnde leten de suluen heren myt den eren allene ligghen vnd vntuoren ane eren danck vnde wedder eren willen, also als se wol bewysen moghen, dar se groten schaden vmme nemen vnd grote koste vmb deden, dat wol witlik ys.
<3> Vortmer na vtwisinghe der suluen vorbind<in>ghe vnde der breue so scholde sik bynnen der tyd der vorbindinghe erer nen van andern ane syne vulbort daghen noch sønen, vreden noch vorworden. ♦ Doch so schuldeghe wy, hertoghe Albrecht, se, dat se sik bynnen des vaken daghet vnde bevorwordet hebben, tho lesten ghesønet degher ane vse vulbort vnde willen, dar me vses erghesten vnde vorderues grotliken ane ramet heft, vnde leten vs na buten aller søne vnde allem vrede vnde deghedingheden de suluen søne vnde vrede bynnen der tyd der vorbindinghe, alzo wy wol bewysen møghen vnde wy darvmb groten vnvorwinliken schaden nemen, dat wol witlik is.
<4> Vortmer schelt vs ieghen se also. ♦ Als se hadden rechte alse en pant in eren weren van vs vnde van vsen kinderen slote, land, gulde, rente vnde andere nvt in deme lande to Schone, dat se also langhe beholden scholden, went se benømden schaden vnde benømde køste dar van vtghebøret hadden, vnde dar na na de alder ersten twen iaren scholden se al desuluen slote, land, lude, gulde, rente met alle thobehøringhe wedder antworden vs vnde vsen kynderen vnde eruen*, vnde hadden dat in der wys van vs, men alse me en pant plecht to hebbende, alzo de breue wol vtwisen, de darvp ghegheuen synt. ♦ Iodoch hebben se bynnen so dannem louen ieghen vsen willen vnde vulbort desse suluen slote myt den andren vorscreuen dinghen deme koninghe van Denemarken vnde den synen antwordet ynde hebben se vs vnde vsen kinderen entfernned also als se dat als en pant vs na holden scholden, also de breue wol vtwisen, vnde scholden na der losinghe nemendes wesen, wen vse, vser kyndere vnde vser eruen, vnde se hebben vs io mede vorbreuet vnd louet, alle dat se in dem ryke tho Denemarken bekrechteghet, dat schal io vse, vser kindere vnde vser eruen allene wesen, dar nicht meer vt ghenomen is, men allene dat hus to Kopenhauene, dat me dat breken scholde, dat sulue wart ghebroken, do me wunnen hadde dat hus tho Helsinghør, dat esschede wy van en an erer breue vtwysinghe, dat wolden se vs nicht antworden.
<5> Vortmer, als der van Lubeke breue* vtwiset, weret dat se vvomen nemen, id were an vangghen edder an naamen, dat men den delen schal, alze de breue ludet. ♦ Hir ane schelet vs, dat se al de vanghen beholden allene, de tho Copenhauen ghevanghen wurden, der wart vs ny en antwordet, ok vele andre vanghen, de se allene behelden vnde vs entfernden, dat witlik gen{ue}ch is, dar wy groten schaden ane nemen.
<6> Vortmer, do de heren myt den steden leghen myt eren schepen vor dem Sunde, do beden de stede vnde sunderliken de van Lubeke vs, dat wy vp dem beuloten lande to Ruyen an der vyende g{ue}de nenen schaden meer doen leten, wen dar gheschen was. ♦ Do zegheden se vs, dat se wolden al der vyende g{ue}t vp dem zuluen lande vordinghen, beyde van der heren weghene, ok van erer eghenen weghene, vnde wolden vs vse andeel der dingnisse antworden. ♦ Des hebben se noch nicht ghedan, dat essche wy noch.
<7> Vortmer bynnen der vorbindinghe also were wy reden tho Nyenbrandenborch vnde scholden vort ieghen den koningh riden, dar mede was her Iacob Plessekowe, her Symon Swertingh, her Zeghebode Crispyn, do wolden desse dre van vs dat hebben, dat vse raat, de dar by vs was, alze her Stralendorp, her Vicke Molteken vnde her Hinric van Bůlowe, den vorbenomeden ratmannen dat segghen mosten bouen alle breue, dat wy wol mochten spreken myt dem koninghe edder myt den synen, men allent dat he myt vs handelde, des scolde wy den zuluen ratmannen berichten, io doch scholde wy vppe nene sone ok vppe nenen vrede myt em begrypen, wy en deden dat myt erer vulbort vnde willen. ♦ Des gheliken segheden en ok van der stede weghene desse vorbenomede ratmanne, dat dat ok de stede also holden scholden, des se doch nicht so helden, dat wy wol bewisen møghen, wo wy tho rechte scholen, dar neme wy groten vnvorwinliken schaden ane. ♦ Ok hebben se vs vnde vsen kinderen bebreuet vnd louet, dat se vs alle zake, de in erer vorbindinghe deghedinghet synt, scolen alle vt to dem besten keren, des se doch nicht ghedan hebben, men alle vorscreuenen stucke hebbe<n se> vs meer tho arghe wen to dem besten keret.
<8> Vortmer bynnen desser suluen vorbindinghe wart hertoghe Erik van Zassen vse vyent dor des koninghes willen, dat witlich ghenůch ys. ♦ Dar esschede wy de van Lubeke to hulpe, des weren se vs der hulpe vere vnde hulpen vs nicht, men se makeden enen dach twysschen dem vorbenomeden hertoghen vnde vs tho Lubeke in, vnd deghedingheden dar enen vrede to ener benomeden tyd, vnd dem rade to Lubeke wart de vrede mede ghelouet van hertoghe Erike vnde van den synen tho vser hant. ♦ Den seluen vrede brak hertoghe Erik vnde nam in vsem lande, wes he mochte, bynnen dem zuluen vrede, vnde der suluen naame wart en grot deel gheslaghen vnd gheberghet bynnen den bomen vnde sloten der van Lubeke, vnde myt der zuluen naamen wurde wy ghedrunghen tho groten schaden, den wy wol bewysen moghen, dar doch de van Lubeke ny vmme manden, allene dat de vrede en to holdende mede ghelouet wart. ♦ Dor der suluen vredebrake willen tøghen wy wedder an hertoghen Erikes lant vmb nodwere willen, dar wurden vor vsem sone vnde vor vsen deneren der vyende perde vnde koye gheiaghet vnde slaghen dorch berghinghe willen auer in der van Lubeke boem vnde slote, vnde der open schynbaren daet volgheden vse denre vnde nalden sik eres roues, de en bynnen vredes, de den van Lubeke medelouet was, af gherouet was, vnd vorboden sik des, were dar icht mede, dat den van Lubeke hørde, dat wolden se vppe der stede weddergheuen, vnde gheuen en wedder, wes se syk to thoghen, dat ere horde. ♦ Dar bouen drunghen vs de van Lubeke, vmme dat vse dat ghedan hadden, dar wy vs vmb to rechte vor vorsten, vor heren, vor guden luden vorboden, dat vs doch nicht helpen mochte. ♦ Wy wurden dar vmme to groten schaden drunghen van den van Lubeke vnde van den eren, dat wy wol bewisen moghen, als wy van rechten scolen. ♦ Alle de vorscreuen stůcke vnde ezlik besunder moghe wy bewysen myt eren openen bezeghelden breuen edder wo wy tho rechte scolen, vnde begheren dar rechtes vmb, wer se vs ere bezeghelden breue icht holden scolen vnde vs witliken schaden icht wedderleggen scholen, den wy na der zuluen erer beseghelden breue vtwisinghe van erer weghene ghenomen hebben, vnd bidden iů, erwardighe vader in Gode, here byschop Bertram van Lubeke, dat gy vs myt rechte hir vmb entscheden. ♦ Thů tůghe desser dingh is vse inghezeghel hir vorghedrůcket. ♦ Ghegheuen tho Zwerin, na godes bord drutteynhundert iar in dem dre vnde seuentighesten iare des mandaghes to palmen.
32 vorbind<in>ghe] vorbindghe forlægget.
46 vnde eruen] vnde eruen vnde eruen forlægget.
59 breue] breue vtbreue forlægget.
79 nene sone ok vppe] Hanserec., mgl. Lüb. UB.
87 hebbe<n se>] hebbe forlægget.
Dette er de klagepunkter, som vi hertug Albrecht af Mecklenburg har mod dem fra Lübeck.
<1> For det første (har de) i deres breve, som de har givet os, sluttet forbund med os for en given tid mod kongen af Danmark og mod kongen af Norge og mod begge deres riger og mod alle deres hjælpere, således som de res breve udviser; så blev markgreven af Brandenburg kongen af Danmarks hjælper og undsagde os og blev i medfør af ham vor fjende i samme krig, idet det er vel vitterligt, at han undsagde os for samme konges skyld, hvilket vi klart kan bevise, såfremt vi med rette skal. Her ydede de fra Lübeck os ingen hjælp udover, at de gav os to eller tre mand med til forhandlinger desangående; og derudover lod de os være alene i krigen mod markgreven, i hvilken vi og vort land led uoprettelige skader på borge og lande ved rov og brand, ved tilfangetagninger og løsepenge og ved mange slags andre tab og omkostninger, hvilket vi, hertug Albrecht, klart kan bevise, såfremt vi med rette skal.
<2> Fremdeles skulde de fra Lübeck og deres andre hjælpere, stæderne, stille og underholde 1000 væbnede under krigen. I mange tilfælde havde de dem ikke til angreb og til forsvar, specielt svigtede de i tiden for forbundet kongen af Sverige, hans broder hertug Henrik og deres folk og tog bort fra Skåne, det fjendtlige land, og beholdt ingen af deres folk der, men lod de samme herrer ligge alene der med deres folk; og de bortfjernede sig uden deres samtykke og mod deres vilje, således som de vel kan bevise, hvorved de led stor skade og havde store omkostninger, hvilket vel er vitterligt.
<3> Fremdeles måtte efter ordlyden af samme forbund og efter brevene ingen af dem, medens forbundet varede, uden den andens samtykke hverken holde dagtingninger, gå ind på sone, fred eller træffe forhåndsaftaler. Dog anklager vi, hertug Albrecht, dem for, at de inden for den tid ofte har holdt dagtingninger og truffet aftaler, og til sidst har de sluttet fred aldeles uden vort samtykke og vilje, hvorved man i høj grad har haft vor skade og vort fordærv for øje; og de lod os være uden for al sone og al fred, og de forhandlede den samme sone og fred indenfor den for traktaten gældende tid, således som vi vel kan bevise, og hvorved vi har lidt store og uoprettelige tab, hvilket er klart vitterligt.
<4> Fremdeles har vi dette klagepunkt mod dem: De havde borge, lande, oppebørsler, indtægter og al anden nytte af landet Skåne i deres varetægt som retmæssigt pant fra os og fra vore børn, hvilket de skulde beholde, indtil de heraf havde fået godtgørelse for bestemte skader og bestemte udgifter; og siden efter de to nærmestkommende år skulde de tilbagegive os og vore børn og arvinger alle de samme borge, lande, folk, oppebørsler, indtægter med alt tilbehør; og de havde det kun på den måde fra os, som man plejer at have et pant, som de breve klart viser, som er givet herom. Dog har de, medens dette løfte gjaldt, mod vor vilje og samtykke opladt de samme borge med det andet omtalte til kongen af Danmark og hans folk og har unddraget os og vore børn dem, skønt de kun skulde sidde inde med det som pant af os, således som brevene klart udviser, og skønt de efter en indløsning ikke skulde være nogen andens end vore, vore børns og vore arvingers. Og de har endog givet os brev og løfte på, at alt det, som de bemægtiger sig i Danmarks rige, det skal bestemt alene være vort, vore børns og vore arvingers; herfra er intet andet undtaget end blot borgen i København, som man skulde bryde ned, den samme blev brudt ned. Da man havde erobret borgen i Helsingør, krævede vi den af dem i overensstemmelse med indholdet af deres brev, den ville de ikke give os.
<5> Fremdeles hvis, som brevene fra dem fra Lübeck udviser, de skulde opnå fordele, det være sig i fanger eller i bytte, da skal man dele den gevinst, som brevene lyder. Herom klager vi, at de beholder alle fanger, som blev taget i København, for sig, ikke en eneste af disse blev overladt os; ligeledes (gælder det om) mange andre fanger, som de beholdt for sig og unddrog os, hvilket er vitterligt nok, og hvorved vi led store tab.
<6> Fremdeles da herrerne sammen med stæderne lå med deres skibe på reden ved Stralsund, da bad stæderne og især de fra Lübeck os om, at vi på øen og landet Rügen ikke skulde volde mere skade på fjendegods, end der var sket sammesteds. Da sagde de os, at de vilde træffe bestemmelse om brandskatten af alt fjendegods på samme ø, både på herrernes og på deres egne vegne, og vilde overlade os vor andel af brandskatten. Det har de endnu ikke gjort, det kræver vi stadig.
<7> Fremdeles da vi, medens forbundet var i kraft, var redet til Neubrandenburg og skulde ride videre til møde med kongen og herrerne Jakob Pleskow, Simon Swerting, Segebod Crispin, var sammen med os, da krævede disse tre af os, at vort råd, der var til stede, nemlig herr Stralendorp, herr Fikke Moltke og herr Henrik v. Bülow, imod alle breve skulde love de fornævnte rådmænd, at nok måtte vi gerne tale med kongen eller med hans mænd, men alt, hvad han forhandlede med os, det skulde vi viderebringe til de samme rådmænd; under ingen omstændigheder skulde vi gå ind på sone og fred med ham uden at træffe den beslutning med deres samtykke og vilje. Ligeledes sagde disse fornævnte rådmænd også på stædernes vegne til dem, at også stæderne skulde overholde dette på samme måde, hvad de dog ikke overholdt, hvad vi vel er i stand til at bevise, om vi med rette skal. Herved har vi pådraget os en stor og uoprettelig skade. Desuden har de givet os og vore børn brev og løfte om, at de skulde vende alle de sager, der blev for handlet i deres gensidige forbund, ganske og aldeles til det bedste for os, hvad de dog ikke har gjort, men alle berørte punkter har de vendt mere til det onde end til det bedste for os.
<8> Fremdeles i løbet af dette samme forbund blev for kongens skyld hertug Erik af Sachsen vor fjende, hvilket er vitterligt nok. Så krævede vi hjælp af dem fra Lübeck; desangående var de fjernt fra at hjælpe; og de hjalp os ikke, men de aftalte en dagtingning i selve Lübeck mellem den fornævnte hertug og os og mæglede dér en våbenstilstand for en bestemt tid; og også over for rådet i Lübeck blev våbenstilstanden lovet af hertug Erik og hans mænd til vor hånd. Denne samme våbenstilstand brød hertug Erik og røvede under samme våbenstilstand, hvad han kunde i vort land; og af samme bytte blev en stor del drevet til og taget i forvaring inden for Lübecks bomme og grave; ved samme rov blev vi bragt i store vanskeligheder, som vi klart kan bevise, og som de fra Lübeck dog aldrig rejste klage over, skønt overholdelse af våbenstilstanden også var lovet dem. På grund af det samme fredsbrud drog vi for nødværges skyld til gengæld til hertug Eriks land. Og dér blev i nærværelse af vor søn og vore mænd, heste og køer, tilhørende fjenderne, jaget og for sikkerheds skyld drevet inden for staden Lübecks bomme og grave. Og den åbenbare og ferske gerning foretog vore mænd og tilegnede sig deres bytte (som erstatning) for det, der var blevet frarøvet dem inden for den fred, som de fra Lübeck havde fået løfte om; og de tilbød i den forbindelse, at hvis der i byttet indgik noget, som tilhørte dem fra Lübeck, så vilde de på stedet give det tilbage; og de tilbagegav dem det, som de gjorde krav på tilhørte dem. Alligevel lagde de fra Lübeck pres på os, fordi vore folk havde gjort dette, om hvilket vi tilbød at gå i retten for fyrster, herrer og gode folk, hvilket dog ikke hjalp os. Vi blev derfor af dem fra Lübeck og deres borgere tvunget ud i store vanskeligheder, hvilket vi klart kan bevise, som vi med rette skal. Alle de forskrevne artikler og hvert især af dem er vi i stand til at bevise på grundlag af deres åbne beseglede breve eller, hvordan vi nu med rette skal; og vi begærer retlig afgørelse om, hvorvidt de ikke skal overholde deres beseglede breve over for os og erstatte os den åbenbare skade, som vi efter indholdet af samme af dem beseglede breve har lidt på grund af dem, og vi beder Eder, ærværdige fader i Gud, herr biskop Bertram af Lübeck, at I efter retten træffer en afgørelse mellem os desangående. Til vidnesbyrd om dette er vort segl trykt her nedenfor. Givet i Schwerin år 1373 efter Guds fødsel mandagen efter palmesøndag.