Det var med rette at NPlinius regnede formørkelser af himmellegemerne for undere. Det er nemlig højst forunderligt at strålende himmellegemer pludseligt, og til tider ganske uventet for mange mennesker, på den uhyggeligste måde forvandles til en tyk tåge af de mørkeste farver og en skikkelse hyllet i skrækindjagende mørke. Når det elskede strålende dagslys undertrykkes af den skyggefulde nats forhadte mørke, og nattens gerningers høje dronning ifører sig en uanselig tjenestepiges dragt. Selv om dette har sine sande naturlige årsager og følger de faste love for himmelens bevægelser, skal man ikke le hånligt ad dem som noget ubetydeligt eller, Nsom epikuræerne vil det, betragte dem med ligegyldighed.

Især ikke fordi de advarer os om store og betydningsfulde ting, nemlig om Guds vrede over synden og om de frygtelige straffe der ledsager den. For der er ingen tvivl om at disse forbløffende naturens undere først og fremmest er blevet indrettet af Gud i den høje himmel ved altings skabelse og stillet klart til skue for menneskene for at de skulle fungere som tegn på Guds vrede og hans trusler om retfærdig straf til dem der ubekymret fremturer i deres uhyrlige forbrydelser, og for at de skulle fungere som forvarsler om de uhyggelige ulykker vi giver årsag til ved at synde.

Fra alle tidligere perioder bevidner historien klart at der straks efter den slags formørkelser er overgået menneskeheden forskellige former for ødelæggende katastrofer. Hvad enten vi går til oldtidens historie eller gennemlæser annaler over nyere tiders begivenheder, som mange mennesker stadig har i klar erindring, finder vi at krig og uroligheder, udskiftning af regeringer og gode konger, og grusomme epidemier altid straks eller kort tid efter har fulgt sol- eller måneformørkelser som uadskillelige følgesvende så det ser ud til at det er en direkte forudsigelse af disse ulykker når himlen anlægger en dyster mine, en mine som om den lider med menneskene.

Den solformørkelse som NThales fra Milet tidligere ganske rigtigt havde forudsagt, og som forskrækkede lyderne og mederne så meget at de afbrød kampen dengang de Ni år 3382 efter verdens skabelse, ifølge NHerodot, havde indledt et jævnbyrdigt slag om magten, var et tegn fra himlen om Nomskiftelser i det første monarki, som NKyros kort efter overførte fra mederne til perserne ved at overvinde sin bedstefar, Nmedernes kejser Astyages, og NLydiens konge Kroisos i en blodig krig.

Den formørkelse der i år 3539 efter verdens skabelse, N423 før Kristus, blev set præcis ved middagstid af NPerikles og hans hær, som han skulle til at føre til Peloponnes til kamp mod athenernes fjender, og hvor Solen blev hyllet i så dybt et mørke at himlens stjerner blev synlige selv om det var midt om dagen – som NThukydid skriver – den blev efterfulgt af en epidemi der hærgede Grækenland så ubehersket at den ikke alene ikke bøjede sig for nogen form for lægemidler, nej, når først den med sine hårdnakkede dunster havde besejret lægemidlerne, skete det ikke så sjældent at den med sin voldsomt ødelæggende forrådnelse på grusomste vis adskilte fødder, arme og hovede fra resten af kroppen på de syge, drev mange af dem på hovedet i brønde i anfald af vanvid og sindssyge, og ødelagde hukommelsen på dem der i et vist omfang genvandt helbredet. På samme tid var der stridigheder mellem de ledende mænd i Grækenland, hvilket resulterede i at der udbrød en langvarig og ulyksalig krig, som blev aldeles ødelæggende for hele Grækenland. Det er ikke til at sige hvor mange afbrændinger, plyndringer og ødelæggelser grækerne blev udsat for i den krig, hvor mange berømte mænd der led en bitter død og hvor mange byer der måtte kapitulere på det ynkeligste.

Men hvis man betragter vores eget århundrede, vil man se at også den formørkelse midt på dagen som skete i 1502 efter vor frelser Kristi fødsel, med god grund advarede adskillige af Europas folkeslag med katastrofer af alle slags. For den fyldte de to efterfølgende år med krige, oprør og uroligheder, store herskeres død og andre lignende ødelæggende plager for menneskeheden. De øvrige formørkelser som Solen og Månen har været udsat for i vor tid, tror jeg ikke det er nødvendigt at nævne her. Jeg tror ikke der findes noget menneske af en vis alder der ikke kan huske hvordan de vigtigste forandringer og ulykker man i de seneste år har set eller hørt om hele verden over, er blevet forudsagt af formørkelser før de indtraf. Og de der endnu ikke er blevet voksne, siger at to formørkelser, af Solen Ni et menneskeligt tegn og med NMars i kvadratur, og en anden helt i slutningen af Skytten, i år 1563 efter Kristi fødsel, gik forud for den ødelæggende pest der bredte sig over næsten hele den beboede verden som om den og andre ulykker skulle følge straks efter det der forudsagde den.

Såvel fortidens som vor egen tids historie bevidner altså at formørkelser ikke er tomme skræmmebilleder, men tværtimod sande budbringere om de mange ulykker der rammer os til retfærdig straf for vores synder. Der kan være god grund til at undersøge og observere dem nøje og betragte dem med en vis grad af from frygtsomhed så vi kan lytte til advarslerne fra disse truende himmelske undere og dermed vise ægte anger og bønfalde om hjælp fra det høje for at Gud med sin gode vilje gennem sin søn skal ophæve eller i det mindste mildne de truende straffe de varsler om. For ingen der er blevet borger i Kristi rige, bør være i tvivl om at Gud kan mildne, afværge eller ophæve den himmelske skæbne som svar på fromme bønner, når blot det ikke strider imod Guds ære og de frommes sikkerhed og frelse.

Sådan forholder det sig altså. Og nu er det at Månen d. 13. november i år vil passere mellem vores blik og Solens flade Nved den nedadgående knude, hvorved en stor del af de stråler den ellers plejer at modtage fra Solen og sende videre til Nde fire elementer, vil blive kastet tilbage til himlen, hvorved den vil hylle mange egne af Jorden i et frygteligt mørke og give himlen et ildevarslende udseende. Og eftersom ingen, så vidt jeg ved, har publiceret noget om denne Nekliptiske nymåne ud over selve tidspunktet, har jeg skrevet en kort behandling af det i form af et hyrdedigt, der Neftersom det kryber hen ad jorden, ikke kræver nogen højere talekunst. For at kunne gøre det på en passende måde har jeg inden solformørkelsen selv fremsat tidspunktet for den måneformørkelse der blev observeret i år 1573 efter den frelsebringende fødsel, i korthed angivet efter Hyadernes opgang, og en kort klage, lagt i munden på hyrden Meliboeus, som begræder dødens hærgen i hans flok og erklærer at de undere på himmelen der viser sig for menneskene, er tegn der går forud for Jesu Kristi tilbagekomst i al sin ophøjede og skræmmende majestæt.

Og eftersom Nden nederste klode, dvs. elementerne og det der i dem har fundet en bolig hvor deres liv med held kan opretholdes, plejer at tage skade når stjernernes livgivende lys svigter eller i det mindste hæmmes, med mindre de opretholdes ved himmelens indgriben, har jeg til denne ekloge føjet en bøn til Gud om at bevare elementnaturen når den omtalte formørkelse indtræffer.

Men, ædle stormand, i al fortid, så langt tilbage som annalerne er nået frem til os, har det altid været almindeligt at de der skulle publicere noget, sørgede for ikke at sende det ud uden at det var dediceret til en patron eller mæcen. Derfor har heller ikke jeg

ønsket at sende disse beskedne sider i trykken uden en beskytter. For det skulle ikke hedde sig at jeg uden grund brød en vedtagen sædvane som i lange tiden har været anerkendt af alle fornuftige mennesker, eller at jeg var fræk nok til at kaste vrag på gode og prisværdige traditioner.

Da jeg så overvejede hvem jeg passende kunne søge beskyttelse hos for disse sider, forekom det mig at det eneste rigtige var at anmode dig om at fungere som dommer og patron. For resultatet af disse overvejelser var at al fornuft tilrådede at jeg skulle henvende mig til en mand med både lærdom, dømmekraft og magt til at forsvare mig. Din lærdom er så enestående at du ikke alene på enhver måde kan støtte mine beskedne forsøg i litterær retning, men kan belære selv de lærdeste på en yderst fortjenstfuld måde. Det fremgår klart af de Nfornemme værker der er udsprunget af din livlige begavelse, værker fyldt med enestående lærdom, af hvilke en del stadig befinder sig hjemme hos dig selv, men en del er i brug og til nytte for mange mennesker. Det fremgår også af den talrige skare af unge studerende og fremtrædende mennesker med stor viden om alverdens videnskaber der daglig hører Ndine forelæsninger med stor beundring og med stort udbytte for deres studier.

Hvor skarp, streng og vægtig din dømmekraft om usikre eller komplicerede sager er, skal jeg med min med min ringe begavelse ikke udtale mig om, og det er heller ikke påkrævet på dette sted, især da det er alle lærde folk bekendt med hvilken overlegen dømmekraft du har ført dig frem såvel i de lavere videnskaber, naturlæren og begge slags medicin, når noget skulle bevises eller modbevises, som inden for den højere og ligefrem hellige filosofi der kaldes matematikken, hvor du har holdt strengt på at alt hvad der så ud til at være i overensstemmelse med lovene for de himmelske bevægelser, med observationerne og med erfaringen, vores læremester, og have et fast fundament i naturen, det skulle anerkendes og omhyggeligt fastholdes, men det øvrige, det der var i strid med disse ting, og hvis forblommede tvetydighed indtil nu har beskæftiget de lærdes dømmekraft en hel del, skulle benægtes og afvises. Derfor håber jeg at du vil underkaste mit lille skrift, som jeg dårligt nok tør nævne her så ubetydeligt som det er, et kritisk blik, uden for megen ulejlighed. Jeg håber også at du vil agere patron for det og beskytte det mod urimelig bagtalelse – du der, ansporet af de heroiske dyder du besidder så mange af, på så fremragende vis giver hele læren om himlen og dens effekter dens gamle værdighed tilbage – truet som den mange steder er af ophøjet ligegyldighed og Nkyklopisk barbari – hvorved du selv skænker dit eget navn udødelighed.

Derfor er det dig, ædle herre, jeg med al den ydmyghed og underkastelse jeg skylder dig, beder og bønfalder om ikke at afvise denne tilegnelse, men, med den enestående velvilje og imødekommenhed du ejer, tage positivt imod den, fælde en retfærdig dom over disse sider, og nådigt tillade at de bliver offentliggjort under din beskyttelse mod urimelig bagtalelse, og at jeg, med mine studier, må blive din klient. Dette håber jeg at du vil gøre, især eftersom dine egne fremragende egenskaber giver mig løfte om det, og du derved vil gøre noget Gud velbehageligt og noget du selv har ære af. Med ønsket om et godt helbred, i sjæl som i legeme. København 17. oktober 1574.