Moeris og Meliboeus.
Morgenens dugvåde gry havde bortjaget natmørkets skygger,
og den strålende sol havde kastet sin glans over verden,
udgydt sin flammende ild med stærkere lys end sædvanlig.
Alt imens lå Moeris og sov i den kølige hule
ude ved Serritslevs høj foran byen med tårne og tinder,
der hvor engang en vrimlende hær havde anbragt sin lejr
under den prins der af navn som af gavn var benævnt efter Kristus.
Her udøses et velvilligt lys fra de himmelske stjerner,
hvorved planterne trives til gavn og glæde for kvæget.
For her gror den blomstrende gyvel blandt stokrosens planter,
midt i det tætte buskads ses den ydmyge baldrian vokse,
og om foråret grønnes hver pil i krattet så sagte,
ligesom frisk, grønt græs beklæder den vidtstrakte slette.
Ikke en urt eller yndefuld blomst vil man savne på engen,
for mellem blomsternes flor høres summen af sværmende bier.
Moeris, der nu en stund havde samlet sig kræfter i skyggen,
stak sit opvakte hoved frem fra jordhulens stilhed,
kiggede ud og så Meliboeus drive de raske
geder igennem et krat tæt ved og flokken af småkid.
Glad tiltalte han straks sin ven og sagde så venligt:
(Moer.) Hør, Meliboeus, kom her, lad Amyntas passe på flokken,
sæt dig hos mig en stund i træernes vidtstrakte skygge.
Kom lad os lindre den mødige krop med behagelig hvile
mens vores dyr spiser løs af pilenes snerpende blade,
og vores kid har lagt sig til ro i græsset og gumler.
(Melib.) Det gør jeg gerne, min ven, når nu vi har truffet hinanden.
For den mand der kastes omkring af bekymringers brænding,
han ser slet ikke frem til sin grånende alder med glæde.
Tale det vil jeg. For sorg og bekymringer rasede i mig,
nagende bidsk så jeg tit har tilbragt søvnløse nætter
fulde af smertelig sorg mens ængstelsen gnaved i hjertet.
(Moer.) Men Meliboeus, hvad grund har du til så voldsom bekymring?
Hvorfor dog fylde den tommeste luft med hulken og klage
mens dit plagede bryst af ængstelse sukker bestandig?
Leger din flok ikke frisk og sund blandt spirende græsser?
Ligger der ikke hvad du har behov for, af oste derhjemme?
(Melib.) Ak, min Moeris, jeg har god grund til min sorgfulde klage,
ulven, så glubsk, med den bidske natur og de bidende tænder
og den snu og snedige ræv, den natlige strejfer,
slås både dag og nat om at kaste sig over os arme,
og de pønser med list på at snigløbe flokken i folden.
(Moer.) Ej heller jeg går fri for rovdyrs jagt, Meliboeus.
Tit slår de ring om min kostbare stald med grufulde tænder.
Men mine smågeders blod har dog ikke flydt dem om gabet.
Er det sket for dig? Er din flok blevet føde for rovdyr?
Ja, Meliboeus, sig frem. Fortæl mig fra ende til anden
hvad der er hændt din græssende flok, og hvad rovdyr har gjort dem.
(Melib.) Moeris, der ber du mig om at forny en jammerfuld smerte.
Men hvis du ønsker så stærkt at vide hvad grunden kan være,
vil jeg begynde, om end bedrøvelsen knuger mit hjerte.
Bag sit purpurspand vendte Phoebus atter tilbage
mod det isfyldte Skytien fulgt af drengen med vandet
mens den med strålende hår udtørred det afsvedne Prassa.
Det var en kulsort nat, de udkørte mensker og hunde
lå i den dybeste søvn, og alt var tyst over landet,
alt mens stjernerne skred over himlen i midnattens bane.
Da drev vinterens is og sne de hungrende ulve
mod min fold med får og med dem de listige ræve,
fulgt af en drabelig flok af skovenes brummende bjørne.
Med en voldsom kraft brød de ind i de brægende folde,
hvor de flænsed de stakkels små lam med grådige tænder.
Og mens hunden tog voldsomt på vej, forøvede flokken
sammen så blodigt et drab at man dårligt kan tro det, min Moeris.
Måltidet flyder i blod da ulve og ræve tilsammen
svælger i flammende rødt som om blodet skal næres af blodet.
Ak, hvor er det dog ondt at levende væsner må dræbes
for at den grusomme bjørn og ræven og ulven kan leve.
Og hvor sært det er at fårenes slet ikke vilde,
fredfyldte sjæl tar plads i vilddyrets grusomme legme.
Det holder ikke det gamle ved magt, det aflægger tværtom
det det var, og ræven er nu hvad lammet var førhen.
For mens jeg den grufulde nat forsøgte at lindre
dyrenes lidelser, hænder der mig en skæbne der ligner
dyrenes grufulde lod: for bjørnen slog kløerne i mig
ræv og ulv for rasende frem med blodige tænder,
selv om kød fra de fredsæle får havde mættet dem ganske.
Nu kom et uhyre til der overgik alle i vrede,
frygtelig falskhed, vildt raseri og ynkelig hylen.
Hverken i fysiognomi eller benenes form som de andre:
Den var mager, og huden var tør uden strittende børster,
og i stedet for ben gik den på piletræskøller.
Havde du set den, havde du sagt: et ondsindet monster!
Med et opbud af kraft fik jeg drevet de andre på flugten,
men den her holdt stand og kasted sig over mig stakkel.
Ja, den genoptog slaget mod mig og kæmpede bittert,
langede ud mod min hals, min strube og mod mine arme,
trængte sig hårdere på og tirred mig herfra og derfra
for at knuse mig helt, besat af hæslige ånder.
Som en pilsnar hund der, drevet af rasende vildskab,
kaster sig ind til en offentlig dyst i en cirkusarena
for at møde en ventende tyr i et rasende slagsmål.
Som den dog sled den nat for at narre din ven Meliboeus.
Da kom selveste Bjarke derhen (han var ikke langt borte)
for at frelse mit vaklende liv med kraftige våben,
der kunne redde mig ud af parcernes grusomme favntag.
Af og til kommer et liv tilbage fra dødsrigets tærskel.
Men kimæren lod dog ikke straks sin harmfulde vrede
falde, men gøede højt og løb modvilligt hjem til sin hule.
(Moer.) Du, Meliboeus, der har så stor en plads i mit hjerte,
let dit hjerte for frygt, luk de triste bekymringer ude,
lær at bære din lod så du bedre får bugt med det triste.
Tålmod er midlet mod sorg og bekymring, så husk du skal bære
alt det svære en svigefuld lod vil bringe i livet,
med uforstyrreligt sind og derved stå det igennem.
Alt det onde du nu finder drøjt og slidsomt at bære
vil du sikkert engang kunne glæde dig over at mindes.
Den der først opmærksomt har smagt den bitre aloe,
han kan bedre forstå at genkende honningens sødme.
Sørg ikke mere, for det der er ondt, varer ikke for evigt.
Skyerne svinder jo bort og lar solskinnet bryde igennem.
Oven på vinter og frost kommer altid det herlige forår.
Her, Meliboeus, min ven, går en vej til en fredelig bolig
som til din fryd blir din når Tordneren skænker den til dig.
Snart vil han fælde den yderste dom og dømme alverden.
Nylig en nat har vi set et sørgeligt varsel i mørket
om at enden er nær (tro mig) for den aldrende verden.
Phoebus dypped sit mødige spand i Iberiens bølger.
Aftnen der bringer os nat, havde lukket Olympen og hyllet
hele vort land i det dybeste mulm og det sorteste mørke.
Op af det funklende hav fremsteg på himmelen Tyrens
hoveder, fem i tal, med skær af de klareste flammer.
Men på et højere punkt var Diana på vej med sit tospand.
Hun havde nu på sin vej trukket hornene op til en cirkel.
Dengang var alt mit kvæg på stald i de klagende grotter,
gederne stod for sig, dem var jeg i færd med at fodre.
Men da luften med et så mørkere ud end sædvanlig,
hæved jeg straks forskræmt mine flakkende øjne imod den
brogede æther og spejdede angst overalt på dens flade.
Da først så jeg det syn i nattens forblindede mørke:
Phoebe, den strejfer, der stod helt sløret med rosenrødt ansigt
og aldeles berøvet sin brors, Apollons, belysning.
(Mel.) Dette, min Moeris, belærer os om at den tid står for døren
hvor de stadige suk fra mit sorgfulde hjerte vil standse,
når min herre befrir mit bryst for alle dets sorger.
Derfor, min kæreste ven, sæt ord på hvad mere der hændte.
Det vil lette mit bryst for al dets tyngende kummer.
(Moer.) Mens jeg stod lammet af skræk ved det nye jeg så, Meliboeus,
og betragted det ukendte syn, og den lidende himmel,
se, da stod med ét den fromt hengivne Arithmus
ved min side og retted sit blik alvorligt imod mig:
“Hvorfor står du så trist og stirrer forgæves på himlen
og forsømmer din søvn i hyrdernes elskede grotte,
flokken der skænker dig uld og den dejlige mælk som den gir dig?
Er det med den slags Thyrsis og Lycidas vinder sig rigdom?”
“Kæreste ven,” svared jeg, “det er fuldkommen sandt hvad du siger.
Det er netop med dyr man samler sig svulmende rigdom.
Dog, dette gods der er jordisk, forgængeligt higer jeg efter
for dermed at få den himmelske, salige rigdom.
Af og til glæder det mig at hæve mit blik mod det høje
og med øjet at få et glimt af de himmelske huse
for at blive bekendt med Tordnerens prægtige templer,
det forjættede hjem for den evige frelse i himlen.
For jeg dyrker vor jord så jeg ikke forsømmer Olympen.
Nej, jeg dyrker vor jord så jeg samtidig plejer Olympen,
dyrker ikke vor jord så jeg føler mig led ved Olympen,
nej, jeg dyrker vor jord så jeg fryder mig over Olympen.”
Hertil svared min gæst, “Hvis du virkelig ønsker at kende
himlen med stjernernes sværm og dens uafbrudt vekslende former,
hvis du våger af lyst til at se hvad fremtiden bringer,
og hvis du har behørig respekt for mig, gode hyrde,
så hør her hvordan himmelen står og Solen må lide.”
“Før,” svared jeg, “skal min gumlende flok højt oppe i luften
æde af urternes blomstrende flor uden tanke for græsset,
før end jeg finder på at forholde dig det du har krav på.”
“Se da,” mælede han, “hvordan himmelen står i sin plage.
hvor skorpionen i øst er i færd med at åbne sit hjertes
øje, det blinde, og tyren imens fast tillukker sine
og, selv dybt i skjul, trækker hornene med sig i havet.
Fra det rødmende gry og de nabatæiske riger
har nu solguden lagt den højeste himmelvej bag sig
for til sidst at kaste sin glans over Ægilonøen.
Da vil den kølige nattetids pryd, den titaniske Phoebe,
ha genskabt sine horn for Jorden, der frembringer meget.
Og hun vil forene sit spand med Phoebus’ fakkel
for at sluge alt lys fra sin brors klart lysende kærte.
Dog vil de hver især holde fast ved den bane de følger,
og mellem deres forløb vil en smal, krum bue bemærkes,
halvt så bred i mål som den masse de har for vort øje,
Solen, der nu er sort og Cynthia, dunkel og dyster.
Når så Månen, den mørke, går ind under Solen, den lyse,
vil den kaste en del af dens lys tilbage mod himlen,
uden at sende den ild den modtar fra Solen, mod Jorden,
– den der gir liv til alt der lever og ånder på kloden.
For en betragtelig del af den mægtige, store Apollons
livsfrembringende blik dækkes til når Diana passerer
skyggende ind mellem Phoebos’ lys og menneskers øjne.
Himmelen fremviser da et forunderligt jærtegn for blikket
når vor sol har mistet sin pragt og lar Jorden i stikken
som var den knuget af kummer og sorg ved et smerteligt dødsfald,
Solen ja, himmelens pryd og den fremmeste pragt i det høje.
Det bevidnes usvigeligt klart af vor ven Geometer.
Han slår ikke omkring sig med tomme veltalende fraser,
vildleder ikke troskyldige folk med opsminket tale.
Han har intet imod at slå vingerne sammen med mine
for til tider at flyve med mig mod himmelens stjerner.
Her studerer vi stjernernes løb og fortvivlende plager
for at skildre det klart for de rigtige venner vi ejer,
dem der med sand respekt forstår at pleje os begge.”
Og da Arithmus med de få ord til mig, Meliboeus,
havde fortalt hvordan stjernernes flok, der står spredt i det høje,
forudbestemmer den sorg og kval der med tiden skal komme,
lod han mig derpå forstå at han nu havde fuldført sit opdrag.
Så han belærte mig ikke til sidst om den skyndsomme skæbne
som en grum position på himlen så truende varsler.
(Melib.) I det hellige hus kvad her for nylig, min
Moeris,
Guds profeter med lydelig røst det følgende for os:
Gud er nu til sinds omsider at gøre en ende
på den syndsbetyngede jord, det forgængeligt skabte,
tilføje synderne straf og med retfærd forsvare de fromme.
Derfor sætter han synlige tegn på den blinkende himmel,
tegn i den højeste sky, der skal melde om det der skal komme,
hvor han vil skille sagtmodige får fra hornede bukke,
gengælde synden med straf og som en uhildet dommer
fælde en endelig dom og for retten bedømme os alle.
Hvem af os vil nægte at tro på disse profeter?
(Moer.) Jeg tror det gerne! For de fortjener respekt og
beundring
da de kommer med bud fra himlenes mægtige hersker,
og deres sang gir urokkeligt fast instruks om vor frelse.
Føj hertil, hvis du nu vil lytte til mig, Meliboeus,
Det som Mantis berettede om i skyggen, den vismand,
da jeg for nylig forhørte mig om de faktiske følger
af at det lys blir berøvet vor jord og sendt bort i det fjerne
hvormed Phoebus, der skænker os liv, holder alt i sin tømme.
Mantis svared: “Når solen har endt sin sørgetid, og når
Phoebe har genskabt sin ild i lampen adskillige gange,
lige så ofte har vokset sig rund ved at hornene mødes,
da vil med skælvende røst den nederste klode fordoble
jammerfuld klage og suk, mens sorgen fortærer dens hjerte:
Stjernerne højt i den øverste kreds har forsømt deres pligter,
Phoebus’ lys, som Jorden har krav på, blev dækket af tætte
lokker, og strålerne afskåret fra at nå gennem til Jorden.
Jordkloden stønner at alt det slid den har fået pålagt,
tynger for hårdt når den svigtes af stjernerne yderst i kredsen.
Venlige spirer til levende liv kan den så ikke yde
ejheller styre den sæd hvoraf tingenes blanding skal opstå.
For det er som et barn: hvis det skal skabes, må både
mor og far være med, og begge må gi deres bidrag.
Sådan må æthren slå bro mellem himlens og jordklodens stjerner
Himlen må aldrig la vær med at nedsende magtfulde stråler
til den kraft der får alt til at gro på kloden forneden.
Ej heller må den flygtige jords elementer vel nægte
at forøge den medfødte kraft med den evige himmels
så man er vis på hvad der styrer den nederste klode
– så alt grønnes og gror, og alt hvad der lever på Jorden,
trives, og havenes liflige vand gir fiskene næring,
og så fuglene skær gennem luften på udbredte vinger.
Stjernen der indtar den midterste plads på den syvdelte himmel,
himmelens magtfulde drot, og altings store fornyer,
som de øvrige bøjer sig for på den mægtige himmel,
¬– når den nu holder op med at hjælpe de jordiske stjerner,
vil den nederste kreds ikke længere magte at styre
alt hvad den har i sin favn og bør pleje og passe med mildhed.
Da vil Mars, den blodige fører af himmelske tropper,
højt på den skællede ryg af geden på himmelens tinde,
indsamle næring fra hver en kant til lynildens flammer,
åbne for fængslet og fri de rædselsfuldt brølende vinde
og med storm kaste skibe omkuld i havenes brænding,
så at mødre må spejde på strand efter elskede sønner.
Snigende smitte af pest vil han udbrede hen gennem luften,
ramme de syge i svimlende tal med frygtelig feber.
enten det brændende bryst bestandig fortæres af hede,
eller den ofte fortar sig en tid, men med mellemrum atter
kommer igen for snart under grusomme smerter at hærge
menneskeslægten. Og ret som roser der splittes af stormen,
eller som havernes pryd, de blide violer, slås sønder,
sådan vil mangt et menneske midt i den fejreste ungdom
kastes med vold af den hæslige død i Styxflodens vande.
På seglbærerens bud vil luften formørkes af tåge.
Dette vil fylde vor krop med den sorteste galde fra milten,
som er plaget og syg af svulster, blokering og knuder,
og en ild der brænder vort kød og blodet, det fede.
Og når det venlige blod går til, vil de aldrendes trætte
legemer snart tæres hen for til sidst at afgå ved døden.
Sådan vil da en hob af smitsomme sygdomme hærge,
boltre sig blandt os mennesker her i tusinde former.
Sådan vil også de dyr der er skabt til at tjene os mensker,
segne og dø så vi ser hvad Saturnus’ ild kan forrette.
Skorpionen, der står nær ved på den jordiske side,
den der er blottet for liv, udspyr selv grufulde gifte,
hvorved den levende kraft i mangt og meget vil svinde.
Som den stormende vind fra syd sætter havet i oprør,
sådan blir hele vor jord bragt i uro af furiers rasen.
Herremændenes sind blir grebet af frygtelig vrede,
folket, den råbende hob, bruser op i panik og tumulter
hvorfor med sikkerhed død og fordærv og kummerfuldt fængsel
venter de store, og grumt tyranni er i udsigt for folket.
Herrer vil kappes i udåd og synd med de flygtige slaver.
Ofte vil brutalitet og vold gribe uhæmmet om sig.
Da vil man kun få ros for at leve af indbrud og plyndring,
og at bryde sit ord, der vidt over verden er helligt,
ligesom ingen bekymrer sig om at ha blodige hænder,
som om alle er bundet ved ed til en frygtelig udåd.
Moeris, se til at få smedet dig sværd af dit udslidte plovskær.
Rust dig med våben til krig, mens du endnu er tryg på din jordlod.
Uden at slås som soldat står du næppe to vintre igennem.”
“Lar da en sjæl,” sagde jeg, “sig tvinge af magtfulde
stjerner?”
“Nej,” svared han, “et rationelt sind kan stjernerne ikke
tvinge til noget med magt, men eftersom mennesker ofte
afstår den styrende kraft et ophøjet sind vil besidde,
ja, så ændrer de tit slet ikke den himmelske skæbne.
Frivilligt følger de blindt et skrøbeligt legemes bane,
(kødet, som stjernerne helt uden skyld bevæger og fører)
uden respekt for Gud, som Verdens enorme maskine
tilhører, og hvis magtfulde hånd holder himlen i tømme.”
(Melib.) Så må vi rette vor bøn til ham som alene har
magten,
ydmygt bønfalde om at han atter vil ta os til nåde.
om at formilde det rå raseri i den rædsomme æther
og befri os fra de forfærdende trusler på himlen,
ikke at slynge de grusomme lyn fra sin anspændte bue
og med rasende hast at sende dem ned mod Jorden.
(Moer.) Ja, Meliboeus, det råd har jeg al god grund til at følge.
Hvis med en andagtsfuld bøn vi kan undgå de plager der anes,
vil det i høj grad tjene det folk der rammes, til bedste.
Se, Meliboeus, Amyntas, din ven, driver gederne sammen,
bliv du nu trygt hos mig for i nat, lad os hygge os sammen.
Her er frisklavet ost at få, her er flæsk til os begge,
og en ret kål står klar, som min gode Elissa har kogt mig.
Snart går aften mod nat og lukker den synlige himmel,
skyggerne, våde af dug, er faldet fra højene bag os.
