| TREDJE KAPITEL

Idet Erik Lange drejede om Hjørnet af Klitten, standsede han - så blåt var Havet.

Han havde hele Natten våget hos den stumme Kone, for først nu ud mod Morgen at få hende forløst - og så, en Time efter at alt var vel overstanden at se hende dø af Blodstyrtning . . .

Blindet af den usle Stues Halvmørke, svimmel af Lugten af Blod og Smuds, svedig og udmattet af Ophidselse og Skuffelse, var han tumlet over Tærsklen ud i den gryende Novembermorgen.

Og dog - som han gik dér mellem Stendigerne og så Skæret fra Solopgangen ude bag Ørkenen og Fyrtårnet rødme Kirkebjærgs rimgrå Græs, og som han nu stod her, hvor Havet åbnede sig for ham, mørkeblåt og skumstænket under den lysnende blå Himmel, mens Brisen legede med hans Skæg og suste i Bjærgfyrrenes Toppe, fornam han samme uforskyldte og undrende Lykke, som da han derinde i Dæmringen, Stanken og Skrigene drog Barnet frem til den Dag, der duggede Ruden.

Hvorfra stammede dette nye Liv og denne nye Morgen på Øen? O, nu vidste han det: Fra den lange, sorte Nat og fra den Moder, der døde.

Han var gledet ned i Marehalmen ved Bjærgfyrrens Rod og så hen over de sandgrå og marehalmsstubbede Klitter. Den stejle, grusede Vej steg ned bag dem, forsvandt og skød frem igen nede ved Købmandsgården. Han sad lukket inde, som af et Tårns forhakkede Murkrone, med Udsigt over Havet og Havnen. Dér nede var i det blege Solskin allerede travl Færdsel.

|

Postskibet var jo kommet, og Postføreren og hans Folk læssede Fustager og Kasser på Fragtvognen. Købmanden og hans Karle rullede Troljer, belæssede med tunge Petroleumstønder frem og tilbage ad Jærnskinnerne. Skibets lille Flag spilede sig i Morgenblæsten fra de skrå Master. Om Bord på de andre Skibe færdedes de fiskerklædte Mænd hid og did. Havets vældige Blå kransede Molerne med sit Skum.

Han havde troet, at Barnet måtte ofres og mere end én Gang i Nattens Løb haft Klingen fremme, men midt i Moderens Skrig bestandig mødt hendes Øjne, hendes sammenbidte Rysten på Hovedet: "Nej, nej!" og tøvet og ventet. Og han havde frelst dem bægge ud til denne blå Morgen, om ikke Blodstyrtningen pludselig var stødt til...

Han trak Vejret langt: et Menneske var død under hans Hænder og et var blevet levende, den tapre Moder havde skænket ham Byrden af sin Død og af Barnets Liv. Han havde lydt Bønnen i hendes Øjne, fordi den var stærkere end nogen Læbes - og fordi han, efter sin bedste Indsigt, turde det. Over Blodstytning rådede han ikke.

Men Barnet - Faderen var Øens eneste Drukkenbolt, og hvor så ikke Stuen ud, blot efter de få Dage, Moderen havde ligget . . . Han havde valgt, efter hendes Bøn og sin Samvittighed. Men Valgets Følge?

Om nu Barnet blev stumt som sin Moder?

Snak! han var for medtaget af denne Nat! Det var der jo ikke Spor af Grund til at tro! Ja, det var umuligt at tro på så blå en Morgen!

Han drog atter Vejret, som åndede også han for første Gang. Han så op til sit Hus, hvis røde Tegltag glødede mod Himmelblået Man så lige dets Ruder spejle dybt, over Klitkammen.

Og med Et syntes han, at Luften deroppe mellem de utallige Bøger kemiske og fysiske Apparater var tør og besk af Støv og Syre; for første Gang fornam han som en Armod, ja næsten som en Brøde i sit Liv.

Ellen - hvor havde hendes Tanker mon været de lange Aftentimer sidste Vinter, når han sad over sine Planer eller drev ved Ruden med Øjnene og Sindet håbløst fyldt af Havets uendelige Grå?

|

Så tappert hun havde stået ham bi derinde i Barselstuens Uhygge, til Fødslen var overstået, og Fiskeren fulgte hende hjem Og hendes Øjne, som ikke kunde slippe Barnet . . .

Nå, nu sov hun vel trygt ovenpå den uvante Nat - og anede ikke, at han dog havde tabt Slaget tilsidst.

Han rejste sig for at gå Stien op til sin Bolig, da han fik Øje på en Herre, der med et sort Rejseslag over Skulderen og Kuffert i Hånden langsomt kom op ad Kørevejen nede fra Havnen.

En Herre - for det skønnede han strax, han var, på Holdningen og Gangen. Hvem kunde det vel være?

Her kommer jo ingen Fremmede - ja, sjælden en Gang om Sommeren, men nu på denne Årstid - -

Overklitfogeden var det ikke, ham kendte han - - Å Præsten, den ny Præst!

Den Vandrende forsvandt ind bag de skurvede og skallede Klitter, og Erik Lange gik videre ad Stien.

Han havde intet tilovers for Præster. Han huskede den sidste, der havde søgt og søgt herfra og intet Middel skyet til Forflyttelse over til de trygge Embeder på Fastlandet, og de andre, de ni, der havde været her i Clemens Beks Tid. Og rent bortset derfra - hvor kunde noget Menneske med Forstand og Retsind være Præst i statsautoriseret og -forpligtet "Kristendom"?

Men pludselig standsede han - ja, men - denne Præst, som havde søgt dette Kald, just fordi det stod ledigt, skyet af hans Kolleger, denne en rig Mand af gammel Slægt, som fra sin videnskabelige Løbebane søgte hid . . .

Og dér kom han nu til denne øde og stejle Strand -

Erik Lange mindedes sig selv og Ellen hin Morgen, de ved Femtiden på "Anne Hendrikke" for den svage Brise gled ind mod Øen fra den lange Sejlads over Nattehavet - den Kulde og det Øde, der var slået ud mod dem - de få og små Huse inde på de vældige, sorte Brinker, de ensomme Master i Havnen, om hvis Moler Skummet og Sandet føg - og de var dog to ...

Han kom ene.

I det samme dukkede den Fremmede op, med bøjet Hoved og Tæppet over Skulderen, besværligt stigende.

|

Erik Lange blev stående uvis - da den Kommende pludselig hævede Hovedet og så ham.

Lange tog til Hatten, og den Fremmede hilste.

"Jeg kan tænke, det må være øens nye Præst?" sagde Lange og gik ham i Møde. "jeg er dens Læge."

"Ja, jeg er Honorius - Præsten," svarede den anden og trykkede hans Hånd i sin, i et let og blidt Tag.

"De har vel nok haft en rolig Overfart?" Erik Lange så ud over det blå og lystløst ilende Hav, "men De er måske ikke vant til Søen, og dog træt?"

"Å nej, jeg er ikke vant til Rejser, jeg har næsten altid kun levet i min Stue og for mine Studier," sagde Præsten, idet han tog Filthatten af og strøg det glatte, mørkeblonde Hår til Side, "men - jeg har ligget i Nat og tænkt så meget - på det Sted, jeg her skulde til, og - det Liv, jeg nu skulde begynde. Og siden Klokken fire har jeg været oppe og spejdet efter Land. Der var ingen Blæst, men vi havde Strømmen imod og er først lige kommet ind. Men - Klokken er jo knap syv. Er Doktoren alt så tidlig oppe?"

"Jeg har været til en Fødsel," sagde Erik Lange, "men - har De ligget vågen i Nat, er De vel træt?"

"Ja-a," nikkede Præsten og så ud for sig med de blege Øjne bag Brillerne, "jeg nægter ikke - Mit Helbred har altid været svagt," lagde han til, undskyldende. "Men Folkene sagde mig, at der var kun Logis for Søfolk i Købmandshuset dernede, og jeg må altså til Byen, til Kroen."

Erik Lange så lidt på ham. Han var lang og bøjet, med hult Bryst og sænkede Skuldre, hans Kinder var gustne, med hede Pletter og Øjnene duggede bag Brillerne, Munden veg og rød som en Kvindes.

"Hm, Hr. Honorius - der er en lille Fjerdingvej til Byen, ad træls Bakke og Sand. Hvad mener De, om De gik med mig op til Lægeboligen? den ligger lige heroppe på Klitten, og hvilte Dem. Siden kunde vi så følges til Byen. Jeg skal alligevel derop til Barnet."

"Er Moderen død?" spurgte Honorius sagte.

"Ja - men hvor kunde De tænke det?"

Honorius svarede ikke, men nikkede som ad sine egne Tanker.

|

Erik så på ham: "Går De så med?"

"Tak, mange Tak, men -" han trykkede Hatten lidt ned med den lange, hvide Hånd, "- er det ikke for megen Ulejlighed, at jeg sådan kommer udenvidere, så tidligt om Morgenen?"

"Nej da, jeg er jo oppe, som De ser, og min Kone - ja, hun sover rigtignok, tror jeg da Hun har hjulpet mig i Nat, skal jeg sige Dem, og -"

De gik sammen ad den skærvelagte Sti ind mod Lægeboligen. Hvorfor skulde han fortælle den Fremmede dette? Det lignede ham lidet. Var han stolt af Ellen? vilde han prale med sin Hustru overfor denne enlige Mand?

De stod nu foran det lille, røde Murstenshus med de blanke, urtepottefyldte Vinduer, på den grusede Plads ovenover Trætrapperne, og så ud over Havet.

En Skare Trækfugle viftede hen derude, Mændene puslede stadig nede ved Havnen. Andet Liv var der ikke at øjne. Og hvor var både Fuglene og Menneskene bittesmå i Havet og Himlen!

"Nå, dette er så Øen," nikkede Præsten, foroverludet, med Hænderne på Ryggen; han havde sat Kufferten fra sig i Gruset, " og der er altså sex Timers Sejlads hertil."

" Der kan være mindre," smilte Lange. "Men der kan også være mere. "Anne Hendrikke" har været ti, tolv Timer om det, når også Vinden var imod. Men tænk så på gamle Dage - ja, for ikke længe siden, inden Motorerne kom, da var de en Gang, i tæt Tåge og Modstrøm, fem og halvfjersindstyve Timer under Vejs. Og i endnu ældre Tid, da Skibet gik fra København eller Gilleleje . . . Men da kom det her rigtignok også kun nogle få Gange om Året."

Honorius lyttede til, stadig med Hænderne på Ryggen.

"Men her var dog Præster den Gang," sagde han.

"De var her før Lægerne," indrømmede Lange.

"Ja, for de var Børn af det Ældste," nikkede Honorius, "men nu -"

Lange så skarpt på ham. "Ja, tror De, De selv kan finde Dem til rette her på Øen," spurgte han køligt, idet han lukkede Gangdøren op.

|

"I al Fald kun her," sagde Honorius med sin lave, sørgmodige Stemme og så sig nærsynet om i Forstuen.

"Kun her?" Lange så spørgende på ham, med Kufferten i Hånden.

"Ja, som Præst -" svarede Honorius dæmpet.

Lange nikkede. "Det forstår jeg. Jeg kan også bedst finde mig til rette som Læge her - nu - endsige da som -"

Han åbnede Døren ind til Dagligstuen, men blev forbavset stående, ti henne ved Vinduet sad Ellen med Hænderne i Skødet og så ud over Havet.

Hun bar endnu samme mørkeblå Kjole og hvide Krave som i Går, i Nat, hendes store, blonde Hår bruste løst om hendes Pande.

"Men Ellen, Barn, er du ikke gået i Seng?" han trådte et Skridt frem.

Hun så hastigt op, som vågnende, strøg sig over Brynene og smilte som efter en skøn Drøm. Hun åndede langt

"Å Erik, jeg har tænkt - jeg har blot tænkt så meget på det lille Barn, som vi - som du -"i det samme fik hun Øje på den Fremmede og blev blussende rød, som havde han grebet hende i en dyb og blufærdig Hemmelighed. Hun foldede hastigt Kjolen sammen over Skødet og rejste sig.

"Det er min Hustru og Øens nye Præst, Hr. Honorius," præsenterede Erik Lange.

"Velkommen!" Ellen rakte ham smilende Hånden.

Erik så på hende, og han syntes, at som hun stod dér i Solskinnet, høj og fyldig i sin blå Kjole, mod Vinduets Blomster og Havblå, var hun som selve denne Morgen, frisk og ung.

Hun havde siddet dér ved Vinduet de Timer med samme store Smil. Og nu skulde han formørke dets Tak og Tro.

Præsten bukkede. "Får jeg en Udsigt fra mit Vindue som denne?" han pegede.

"Ak nej, ligeså vid og ligeså øde, men evig grå og sort. De får "Ørkenen" for Deres Ruder."

"Nu, det passer vel også bedre," sagde han og krøb sammen i Skuldrene.

|

Men Erik Lange så på ham og på den store, blonde Kvinde overfor ham, der var hans Hustru, og følte det med Et, sørgmodigt og fuldt af Klage, og dog så forunderligt lykkeligt og blødt, at der var andre Mål for Menneskene end de "store", Clemens Bek talte om i Går, som han selv hidtil havde set som sine, og som Bek og gamle Jomfru Camrath havde vandret mod her på Øen - Mål, som hverken de eller Præsten dér vidste om, men som den lille, stumme Kvinde havde nået i Nat.

"Ellen," sagde han og lagde sin Hånd let over hendes, "et Par Timer efter at du var gået, døde Hanne, af en Blodstyrtning."

"Døde -" Ellen veg et Skridt, som ramt i Hjærtet af et Stød.

Erik Lange smilte sørgmodigt. "Der forefalder ikke ét Dødsfald om Året her på Øen, Hr. Honorius - og dog kan De nu strax komme i Virksomhed."

Præsten nikkede atter, som ad sine egne, vante Tanker.

Men Ellen stod bestandig med Hænderne for Brystet som mod en Forblødning. Store og blege søgte hendes Øjne Eriks - som bad de om Svar på et uløseligt Spørgsmål. -

- Præsten Honorius standsede brat, idet de dukkede ud af Svælget mellem Byens Bakke og Nordbjærg, og Ørkenen åbnede sig for dem som et Månelandskab under den høje og kolde Himmel.

Han blev stående ubevægelig, støttet til sin Stok. Så nikkede han.

"Ja, i Sandhed, dette er Ørkenen. Men," han løftede Hovedet, "ikke den hvori Røsten råber og ikke høres?"

"Nej," Lange så på ham, "når en Gang en Røst hæver sig her, da høres den vidt bort og giver længe Genlyd."

"Jeg tror det," sagde Honorius; der steg en svag Rødme i de hule Kinder. "Jeg forstår i al Fald nu," han pegede ud i Ørkenen med sin Stok, "hvad jeg vilde her."

"Så," Erik Lange rakte sin Hånd til Farvel, "tænker jeg, at Øens Folk kan være glade for, at De kom."

|

"Sig ikke det," Præsten så på ham med et hurtigt Blik, "De kender mig jo ikke."

"Nej, men jeg véd, De søgte dette Embede, for at den Skam ikke skulde times Deres Stand, at ingen gad ulejlige sig hid."

"Ikke min Stand!" Præstens Kinder brændte, og han svang Stokken bag sin Ryg, "men Gud: at han ingen Tjenere havde mer," hans Stemme sank.

Så nikkede han og gik op ad Stien langs Kirkebjærg, op mod den lave, øde Præstegård under dets Kam, med Ørkenen for sine Ruder,

"Erik," sagde Ellen, da de en Stund havde vandret tavse ind gennem Byens Gade, "jeg tror, du skal tage ham med til gamle Clemens Bek - at han kan se, Gud har endnu både Tjener og Menighed."

"Just, hvad jeg tænkte," nikkede han. "For han bliver." -

- "Vi kan hilse Dem fra Præsten," nikkede Ellen til gamle Bek.

"Hun har alt set ham," pegede Bek på Jomfru Lucie, "hun siger, han ligner Jacobus Uz, og gør han det, da er Lykken draget ind på vor Ø igen."

Jomfru Lucie så op fra sin Krog, hvor hun sad med sin Strømpe.

"Ja." sagde hun dæmpet, "det har Hr. Bek visselig Ret i." Hun så tøvende hen for sig. "Det var, som så jeg Hr. Jacobus - kun ikke Puklen." Pindene kom atter i Gang.

"Den kan vi undvære," smilte Bek, "om han ellers er Jacobus Uz lig."

"Husker du, Ellen, hvad jeg sagde?" vendte Lange sig til hende, "den Røst her vil hæve sig, bærer længe Genlyd."

"Ja, for her er den Armodens Stilhed, som kan lytte," nikkede Clemens.

"Hvordan har De haft det i Nat?" spurgte Erik Lange.

"Godt," nikkede den Gamle, "jeg lå længe vågen, for Gigten sled hårdt i mig, men jeg lå og hørte Blæsten om Huset og det gamle Urs Gang derhenne, og jeg lænkte på, hvor mange Efterårs og Forårs Blæst, jeg | havde hørt over denne Ø, og at nu var det jo nok den sidste - at nu var det min Tur til at flyve herfra - til mildere Egne." Han smilte. "Jeg lå og tænkte på mit hele Liv, Doktor Lange, på alt det, jeg har at takke for: at jeg, omend klein, dog altid har været så tålelig rask, i al Fald aldrig har behøvet at falde andre Mennesker til Byrde, undtagen det År, da jeg mistede min ene Lunge og var til Huse hos Doktor Ørebro. Altid har jeg jo haft Tag over Hovedet og Brød på mit Bord, har det Tag end været her på Øen og det Brød end ofte hårdt. Kun to Gange i mit Liv har jeg stået under åben Himmel og intet haft at dække eller mætte mig med. Men jeg så til Markens Liljer og Himlens Fugle, og det gik mig efter Ordene, at Herren klædte og mættede mig. Og jeg tænkte på de kærlige og fromme Mennesker, jeg har lært at kende, og som har forvisset mig om, at er end Gud fjærn, så er hans Sejr vis. Men mest af alt takkede jeg for, at han gav mig et Sind, der kunde glædes, et lykkeligt smilende Sind. Tænk, jeg, det uægte Barn af en svagt begavet, letsindig og hysterisk Fader af en ældgammel, hovmodig og fordærvet Slægt, og af en Moder, om hvem jeg knap véd . andet, end at hun var en ond og hård Mands Datter - hvor tror De vel, mit Sind kan stamme fra, om ikke fra al Glædes Kilde? I min Fødsels mørke Øjeblik dryppede Gud en Dråbe i mit Hjærte, der har fyldt mig med en ufornuftig, en uimodståelig og ubesejrlig Glæde."

Han så smilende ud af Vinduet, ud mod Stenrevenes og Højenes bløde Skyggepletter over Ørkensandets Dådyrskind. De fjærne Klitter flimrede som hvide Spind, Fyrets Tårn sejlede fjærnest ude som øens knejsende Gallionsfigur.

"Og nu sluttelig går det ind i al Glædes Rige -" hviskede han.

"Men inden De nåede så vidt, Clemens Bek, inden De kom over Deres Faders Svaghed og Deres Moders Sorg, inden De fik rystet det Åg af, som Eberhard Båden havde lagt over Deres Skuldre -"

"Ja, Herre, det er jo ikke det, at jeg ikke har kendt Kødets Sorger og Nød, Arvens Tryk og Åget, De nævnte, | foruden al Ungdoms selvskabte Pine: vor ublu Fordring til Livet, vort Krav på at være Kæledægger, og vor hadske Smærte, når vi falder på Jorden og slår os - den Pine, det er, igennem de lange År at skulle ribbe sig for al den Stads, vi majede os selv ud med, og som brænder os som en Nessosskjorte - til vi ligger nøgne som i vor Fødsels Øjeblik med den ene Ret: at takke Gud for vort Liv. Og da nå det efterhigede: at fyldes med Lykken, som er Gud."

"Måske De har Ret," Erik Lange så ned på sine Hænder. "Jeg husker jo, hvad De sagde i Går om de Svage, der udfører den Guds Gærning at bede, mens de Stærke strider. Men - når de da aldrig Lykken?"

"Å, tro dog ikke, jeg vil formaste mig til at udtale min Dom om Livet, jeg som har henlevet mit som en Drøm i denne mindste Afkrog af Verden! Jeg vilde jo kun sige: således var det for mig. Og - mon ikke selv den Stærkeste, om han er blevet gammel, har følt som jeg? med hvad Navn han så kaldte Gud."

"Jeg véd det ikke, Bek, jeg véd det ikke! Men fortæl os, som er unge, om den lange Vej dertil."

"Ja, Doktor Lange - ak, endnu er Vejen lang, fra Eberhards Dødsleje på Skolens Kvist til mit her i Ørkenen, lang den Gang, og dog nu, i Tanken, kun som ét Sekund."

"Men altså," han vred Puden til rette under Kinden "- nej bliv dog, kære Jomfru Lucie! - Jeg rejste mig og så mig om i den grå Morgen og syntes, det var første Gang, jeg så den. Jeg gøs og skjulte mit Ansigt ind ved Eberhards kolde Hånd og bad blot, at jeg måtte gemmes i Jorden hos ham. Livet syntes mig så tungt og så koldt som Morgenlyset selv, så fremmed og uforståeligt som de hæse Sælgerråb, der løftede sig derude - som den fjærne Tuden fra Vægterne på Blegdammene. Jeg var anderledes end det og dets Børn, jeg var ensom som Josef på Bunden af sin Brønd, og jeg vilde ikke sælges til de Fremmede - jeg forlangte kun, at Låget skulde skjule mig, at det Liv og de Røster, jeg ikke havde begæret, skulde tages fra mig, at jeg måtte sove og dø.

|

Det var nu min Ungdoms ublu Krav, ej mindre ublu end de andres. Jeg begærede Gråden og Døden, mit eget, som de deres: Latteren og Sejren.

Men Livet giver os sit. Vi skal kun tage.

Ogjeg måtte jo op, mine Knæ smærtede mod Gulvet, min Ånde frøs over Eberhards Hånd - eller var det den, der frøs mig? Mit Legeme var ikke mit, det var af den Verden, der lå i Kødet, med Behov og med Lyst, min sky og ensomme Sjæl ikke begreb.

Og jeg følte det, hvor uløseligt jeg var knyttet til det grå Lys, til de fremmede Røster derude - og hvor adskilt fjærn fra ham her hvilte - hvor f j ær n fra den eneste, jeg kendte, hvor nær alle dem, jeg aldrig havde set - hvor lang Vejen var, før jeg blev ham lig, og at den måtte gås.

Ja, først for hans Skyld, han som havde sejret over alle de fremmede Krav, uden dette ene: Gemslen.

Han, som havde sørget for mit Legeme, fra det blev til, han kunde nu ikke mere sørge for sit eget. Det måtte jeg.

Og som jeg løftede mine øjne mod den grå Rude, vidste jeg, hvor jeg skulde søge Hjælpen.

Dernede bredte sig jo den store Have, jeg i så mange Timer havde stirret ud over heroppe fra vor høje Bolig, den norske Kammerherre Erasmus Colbjørnsens Have, min Skolekammerat Adam Colbjørnsens Fader.

Jeg reiste mig og gik hen til Vinduet og så ud. Som en lilla Fløjlspude strakte Haven sig bag Skolens smudsiggule Mur under den svagt rødmende, skyfulde Morgenhimmel. Gavlen af Colbjørnsens Hus dukkede frem, grå som en Klippe.

Jeg krøb sammen ved Tanken om, at jeg skulde derned, og vidste dog, at jeg måtte det. Adam Colbj ørnsen, og så Augustinus Halm, var jo de eneste blandt Skolekammeraterne, jeg havde kendt det mindste til - udover Næver og Spot. De to havde aldrig gjort mig Fortræd, vel heller aldrig godt. Men Adam var dog Skyld i, at jeg havde kunnet udholde de fire Års Martyrium. Uden ham véd jeg ikke, hvor jeg skulde have båret det. Og dog havde han knap talt to Ord til mig om Dagen og aldrig rørt en Finger for at redde mig | fra Kammeraternes Mishandling. Men det behøvedes heller ikke. Han havde blot, sidste Gang de rev mine Bøger fra mig og slog mit Ansigt til Blods, trukket lidt på den smalle Mund og løftet lidt på de skrå Skuldre og sagt, med Blikket halvt til Siden: "At I gider" -

Det var nok, siden fik jeg Fred, de så på hverandre og skammede sig. Adam fandt dem drengerå - de måtte vise ham, de var voxne som han. Og jeg fik Lov til at sidde uænset i min Krog.

Jeg forstod det: jeg existerede endnu mindre end de andre i Adams Tanker, jeg som end mindre end de bar nogen Marschalstav i mit Tornyster. Og jeg vidste bedre end nogen, at han havde Ret: at jeg, "Guds Kårne", var hans ringeste Kar. Men jeg forlangte også kun det samme som de andre: at beundre ham, ja at beundre ham end dybere: Hans skarpe, rene Ansigt dér øverst oppe ved Duxepladsen, hans store, bølgende lyse Hår, hans spotske Smil, hans Silkehalstørklæde, hans hvide Hænder og fribårne Holdning og Gang. Hans Evne, som kunde alt i en Leg, hans Vilje, som stilede mod det Højeste som mod det eneste Mål, hans Foragt, der altid var velvillig som Herrens mod Slaven.

Og havde jeg Skoletimerne igennem stirret på ham, fuld af ængstelig Undren: hvor kunde Lektierne og hvor kunde Verden, d. v. s. Lærerne og Kammeraterne, ja Livet ude bag disse Mure nemmes så selvfølgeligt let? - da sad jeg Resten af Dagen, med mine Pensa i vor Vindueskarm, medens Eberhard forrettede sit Arbejde nede i Skolen eller grundede over sine Postiller, og stirrede, så ofte jeg kom til et særligt vanskeligt Sted i den latinske eller hebraiske Text, eller jeg udmattet hvilte, ned i den store, blåligt mørke eller løvgrøntbrusende Park mod det Colbjørnsen'ske Hus' grå og faste Klippegavl.

Jeg kunde, når Grenene eller Løvet skilte sig vug gende til Side, få Øje på Adam, der spadserede langsomt og rank, med tilbagebøjet Hoved og så op i Træerne og drømte, ikke ubestemte, forknytte, ujordiske Drømme som jeg, men faste, blanke Fremtidsplaner. Eller jeg kunde se ham spille Ringspil på Plænen med | unge, slanke Damer i højlivede, hvide Kjoler, med Bånd i Håret og nøgne Arme. At han endnu var Skoledren , skulde ingen ane. Og Aftner, når Løvet var gulnet og dryssede, så jeg de stejle Spidsbuevinduer i Husets Gavl skinnende af Lys, Kareter køre op foran Portalen, uniformerede, fjerbuskvajende Herrer og dybt dekolleterede Damer, fulgt af gallonerede Tjenere - undertiden endog Frederik den Syvende med Følge eller fremmede Regenter forsvinde derind. Og om Natten lå jeg og lyttede til Valsemusiken dernede fra, der bruste herop og overdøvede Eberhards Aftenbønner.

Ja, jeg måtte derned og bede Adam hjælpe mig. Havde han ikke, af og til, stundum, kastet et flygtigt Ord til mig - ja, havde jeg ikke midt i Timerne kunnet træffes af hans store, koldt strålende Blik, der iagttog mig på en egen besynderlig Måde, næsten - ja næsten som regnede han mig for mere lig sig selv end nogen af de andre, som et unicum, det samme i Dybet som han var i Toppen? Jeg forstod det og bluedes, men gav ham Ret og skælvede ved dette Bånd imellem os.

Og nu turde jeg vove at komme til ham, jeg vidste det, at han forstod det som jeg: han havde jo efter Examen rakt. mig Hånden dernede i Skolens Forhal som en Undskyldning for hans Overlegenhed, som et Løfte om Afbigt for den Nødvendighed, der halvt mod hans egen Vilje, havde tvunget ham til at tage Skolens Ærespræmie fra mig, Præmien for Årets bedste Studenterexamen, den jeg, efter at Eberhard havde vist mig den, havde haft for Øje hele Skoletiden, gennem alle de fire År slidt mig frem mod og været så vis på, som holdt jeg den alt i min Hånd - visselig ikke af Hovmod, men fordi jeg følte mig mer inde i Lektierne end nogen anden, jeg, som havde gennempløj et dem Dag og Nat, til jeg kunde remse dem udenad i Søvne - og fordi jeg måtte have den, om jeg skulde kunne klare mig selv i Fremtiden. Alle de andre havde også regnet denne Præmie for min og talt om den i halvt hånlige, halvt ligegyldigt-venlige Ord - efter at vi nu var blevet voxne, behandlede de mig altid på denne Vis ...

|

Men da havde pludselig Adam hørt det: at Ærespræmien med dens Stipendium tilfaldt mig, lyttet i et Ryk, set opmærksomt på mig med de blege, blå Øjne og knebet Læberne sammen.

Fra da vidste jeg, at Præmien var tabt, at min Fremtid bag Examinen stadig beroede på gamle Eberhards skælvende, forslidte Hænder.

Og godt var det, hans Tanker, da jeg kom til ham med mit Testemonium, men uden min Præmie, alt var så indhyllede i Feberen og bortvendt fra Jorden, at han ikke spurgte, og jeg ikke behøvede at svare. Hvem véd - tænkte jeg - om ikke da hans stærke Vilje for tredje Gang havde standset ham på Tærsklen til hans Hjem og tvunget ham tilbage her til dette kolde og grå Land, at leve og trælle videre?

Nu da disse Arbejdets Hænder var palmesmykkede, måtte Adam hjælpe mig. Og var det ikke også det, hans Blik mange Gange tidligere, som nu sidst nede i Forhallen, havde lovet?

Og hvem skulde vel også hjælpe, om ikke han?

Augustinus Halm, Fattighusdrengen, uægte Barn som jeg, en Skare københavnske Præsters asketisk holdte Protegé?

Jeg behøvede blot at tænke på ham, for at gyse for hans våde, gule Hænder, for hans blakkede, betændte Blik, for hans klamme, klæbende Nærhed! Af samme Kår som jeg, havde han været forfulgt og mishandlet som jeg, men lidt efter lidt ved sin enestående Evne for Regning vundet Lærerne, og ved sin Ydmyghed, sin Slesken, sine mangfoldige, smudsige Tjenester Kammeraterne og listet sig helt ind mod deres Hæle. Men dog bestandig holdt et skævt Sideblik tilbage til mig som til den egentlig Jævnbyrdige . . .

Men nej, kun Herren kan hjælpe sin Tjener, kun Spiret véd om al den Tynge, der hviler på Stenen nederst nede. Hvor vidt Augustinus end var forud for mig, han var dog for nær.

Og så stod jeg da som en Søvngænger foran den høje, mørkegrå Port med det norske Våben i Muren og mindedes alle denne Jords Mægtige, der havde | passeret igennem den, og glemte Eberhards Dom over dem og vovede knap at trække i Smedejærnsringen.

Og som i en Tåge så jeg den grå Tjener med Sølvsnorene stirre på mig, så mig selv vandre efter hans hvide, stramme Strømper op ad Granittrapperne, ind gennem de tildækkede, lagenhvide Sale, og endelig stå foran Adam, der forbavset rejste sig fra sin Egetræsstol ved det kæmpestore Skrivebord.

Jeg brast i Gråd, omsider forløst, og fremstammede, med Hovedet mod Bordet som mod en Trones Trin, min Bøn: at Eberhard var død, om han vilde hjælpe . . .

Jeg mærkede Tavshed om mig og så op.

Dér sad Adam og legede med en blank Papirkniv, spiddede den i Bordpladen og spillede atter med den i sin slanke Hånd. Han smilte let, så let, at jeg i samme Nu var ude af Tågen og inde i Livet.

Jeg havde aldrig talt til Eberhard om min Beundring og Kærlighed til Adam og den Colb j ørnsen 'ske Have; jeg vidste, han da vilde lægge sin Hånd om min Nakke og dreje mit Hoved den anden Vej, den Vej hvor Korset stod. Og jeg vidste det nu, hvor han havde Ret: at jeg aldrig måtte vende mit Hoved ad denne Kant. Men - o Gud - han selv var død, og ene Korset stod igen! Og Adam Colbjørnsens Øjne var blå som Himlen, den åbne Himmel, jeg havde svimlet under som Barn ...

"Hm, ja så, Clemens," sagde han - Lærerne og Kammeraterne havde altid kaldt mig ved dette Navn - "hvor sørgeligt for dig, at din Fader er død -"

Jeg lukkede Øjnene, svimmel påny under Himlens høje Uvidenhed: "Din Fader" - han vilde intet vide om min Fødsels fattige Skam - "for dig" - - Først mange År efter, hos en svensk Tænker iblandt Jacobus Uz's Bøger, fandt jeg de Ord, jeg nu bøjede mig under: "Din sorg år din, och du bor båra henne."

Bøjede mig? ak nej, faldt - faldt i Knæ, så jeg så ikke Himlen mer, men kun den lukkede Jord, der ikke vilde tage mod mig.

"Jeg skal bede Fader lade en af Tjenerne sørge for Begravelsen, at du ikke også skal have de Bekymringer | i din Sorg - og ja - du må vel flytte fra Lejligheden deroppe. Hvor agter du at tage hen?"

"Jeg véd det ikke -" stammede jeg.

Hvorhen? her i København? De kunde lige så gærne spurgt mig, hvor i Verden jeg vilde bo. Jeg kendte den ligeså godt.

"Hm nå - ja, Conradsen skal komme og hjælpe dig, jeg skal bede Fader om det. Jeg kondolerer."

Han rakte mig sin hvide Hånd i Krusemansjetten, trak i den lille Sølvring ved Døren, og Tjeneren stod der. -

Lidt efter lå jeg atter på Knæ ved Eberhards Lig på Kvistkammeret. Jeg så mig omkring, huskede Salen, Adam sad i, gemte mit Ansigt ved den kolde Hånd og bad den vende mig did, hvor Korset stod, hvor jeg hørte hjemme.

Jeg knugede mig sammen mod hans Båre, hvorom Oktoberdagens Skumring alt dalede.

Jeg vidste det kun altfor godt, jeg havde vidst det længe: jeg var ikke den Eberhard troede, og derfor kunde jeg ikke blive den, han vilde. Visselig, jeg kunde ikke rokke én Søjle i denne Verdens Tempel; jeg var som hin Mursten i Jung Stillings Salme, så ringe, at Herren end ikke kunde bruge den i den nye Bygning. Jeg var skabt til Skjulet, ikke til Lyset.

Men i Et havde Eberhard haft Ret: til Korset var jeg skabt, ene til det; ene det kunde jeg bære, ingen, ingen anden Byrde! Men rejse det, plante det dér, hvor nu Verdens Børs og Kirke stod, det kunde jeg end mindre end alt andet. En af de tusinde var jeg, der bærer det frem igennem Tiderne, at en Gang den rette, den vældige Hånd skal gribe det og plante det på Verdens og Kirkens Grav.

Og jeg bad til Gengæld Herren dække mig med dets Skygge og skjule mig i dets Nat . . .

Da bankede det brat på Døren, og ind trådte den grå Tjener, fulgt af en Bedemand.

Jeg rejste mig forvirret, ulykkelig over at være Vært, at skulle tage imod i dette Rum, der nu var mit.

Men jeg havde ikke behøvet at frygte. De lod, som om jeg ikke var til.

|

Bedemanden synede Liget, skrev op i sin Bog, rømmede sig og trak Hagen til rette i det høje Halsbind. Tjeneren satte sig på Stolen, den hårde, røde Træstol, Eberhard havde siddet på de syvogtyve Udlændighedens År, og så sig svagt fløjtende om i Stuen. Bedemanden gjorde sig færdig og vendte sig mod Conradsen:

"Så er der vel ikke mer?" sagde han og stak Blyanten ned i Tegnebogen. "I Aften kommer der en Ligkone og klæder Liget," sagde han og pegede med Spidsen af en blyfarvet Negl på den Døde. "Begravelsen vil finde Sted førstkommende Onsdag fra Assistensen."

"Ja men bi lidt, Kammerherren pålagde os jo at melde Dødsfaldet til Skiftekommissariet, om her ikke skulde findes nogen Bestemmelse efter den Døde, noget - Testa-men-te, om jeg så må sige", citerede Tjeneren med runde Armbevægelser og opspilede Øjne, "Jochumsen, det haver vi forglemt! Hvad om vi påtog os Eftersynet selv? Tror De, vi kunde overkomme det?"

Bedemanden fniste diskret bag den venstre Hanskes sorte, klamme Fingre.

"Nu: "Søger, så skulle I finde!" siger et ældre Sprichwort som vel må anses for tilforladeligt. Ergo: i Gang, Jochumsen! For De, Hr. Arving, skulde vel intet vide?" han fæstede sine runde, fremstående Øjne på mig.

Jeg rystede på Hovedet og krøb endnu længere ned i min Krog.

"Ih nej, men tror jeg ikke, her ligger en Studenterhue!" udbrød Bedemanden pludselig og holdt min i Vejret, der krøllet og tårevåd og glemt var faldet ned bag Liget, "hvem er Student her, om jeg må spørge?"

"Ih det er jo den unge Herre, Hr. Arvingen," pegede Tjeneren.

"Er - er De Student!" udbrød Bedemanden og stirrede.

Jeg svarede ikke og lukkede kun Øjnene. Kunde nogen undre sig mere end jeg over, at den hvide Hue var min?

Men pludselig hørte jeg et Udbrud og så forskrækket op. Jeg så lige i Skumringen derhenne, hvor Tællelyset brændte svagt, Conradsen og Jochumsen ligge | på Knæ overfor hinanden og stirre stift på hinanden, Jochumsen med en lang Rulle i Hånden, som en Strømpe. Et Glimt som af runde, blanke Guldmønter - - så pustedes Lyset ud, og henne i Mørket ravede de sammenkrøbne Skikkelser om ...

En hæs Mumlen begyndte.

Jeg rejste mig. Hvad var dog det, jeg havde set? Guld her - hos os - i Eberhards Seng?

Jeg mindedes pludselig hin Aftens Banken på vor Dør, Halvtreds-Dalersedlen på vort Gulv, Eberhards Ord: "Jeg tager den Plads, den kan vel ernære både dig og mig. Skolens Betaling må i Guds Navn gå af din Faders Penge, men Resten skal gemmes til dig, til jeg er død, ikke hensættes i syndige Renter, men i sikkert Forvar, at du kan have dine Vaaben mod ham og hans." Og hans Forsikring siden hen, som også på hans Sygdoms første Dag: "Frygt ikke det jordiske. Om du iler, og du nøjes, er du betrygget, til du bliver Kandidat. Men husk da: hvil ikke før hver Hvid af det urette Mammon er betalt tilbage.

Men jeg hørte det f jærnt, utydeligt og" utroligt. Hvad vidste jeg om Penge? Jeg havde aldrig ejet én Skilling i min Lomme.

De hviskede og mumlede stadig derhenne, det lød næsten, som de skændtes, og jeg lyttede atter.

Men da så Lyset igen pludselig blev tændt - jeg så Eberhards store Skygge tegne sig i sin dybe Hvile mod Muren - og Conradsen stod foran mig med en halvtoprullet Strømpe, hvis anden Halvdel fyldtes af Penge, af runde Guldmønter - da glemte jeg alt andet i dette ene: at disse Penge var mine, at Eberhard endnu sørgede for mig, at som hans tunge Hånd holdt min Nakke bøjet under Åget, mættede den endnu stedse min Mund - at alt skulde blive uforandret!

I en uendelig Tryghed - ak, ikke for Føde og Klæder, hvad vidste jeg om dem! - men for det vante Skjul, sank. jeg sammen over Strømpen på mine Knæ. Jeg hørte de andre snakke og le, febrilsk høflige og travle, opmuntre mig, slå mig på Skuldren og hastigt forsvinde ud af Døren med et sky Blik hen til Muren, hvor Eberhards store Skygge sov i sin dybe Ro.

|

Og jeg blev siddende med Strømpen i mit Skød, med sænket Hoved og faldt i Søvn. -

- Den Onsdag, de andre havde bestemt, en Dag i sørgelig Regn, gik jeg ene bagefter min Plejefaders Kiste, i min lejede Sørgekappe til fire Mark, igennem de våde og mennesketomme Gader ud mod Kirkegården.

Adam havde først lovet at følge med, men sendt Afbud i sidste Øjeblik. En Søn af en af hans Faders Venner og Standsfæller skulde begraves på denne Dag.

Men ved et Gadehjørne sluttede Augustinus sig til mig. Jeg véd ikke, hvorfra han kom. Han dukkede op af Mørket og var der, også i sin Sørgekappe. Han trykkede min Hånd i sin klamme, kolde, så jeg gøs, og så sig om. Jeg syntes: som frygtede han, nogen skulde se ham efter denne ensomme og fattige Kiste, som vaklede af Sted dér foran i Regnen.

Men inde på Kirkegården, just som vi drejede om ad Sidevejen for at nå de Fattiges Jord, brød Musik ud over os, så brat og voldsom, at jeg i min Sorg og min Forvirring, mellem de regnvåde Stammer og blanke Kors, et Øjeblik troede at høre de hinsidige Basuner hilse Eberhard velkommen.

Fakkelild brast frem i rygende, svovlrøde Luer, og et talløst Ligfølge skred forbi os igennem den høstsusende, regntågede Allé.

Augustinus var forsvunden så pludselig, som han var kommen, som var han sunket i den våde Jord, og jeg stod ene i Hornenes Brag og Faklernes Os og stirrede med svimle Øjne på de sorte Heste, der skred mig forbi i fodside Skrud, på Vognens sølvglitrende Himmel og bølgende Drapperier, på Kistens Sølvhjørner, hvor Engle blæste i stumme Trompeter, på den gamle Herre med Fjerbusken og Regnkappen over Uniformen dér forrest, og alle de andre, der, Fod for Fod, fulgte efter, med trekantede Hatte, Epauletter og lange Sørgekapper.

Som en sort Storm suste Alléen over os, en Storm, der blæste de tvende Døde, det levende Følge, ja Dagen og Året, Alverden i Graven.

Da så jeg pludselig Adams Ansigt og forstod, hvorfor Augustinus var løbet. Og som det stirrede dér lige ind i Regnen og Mørket, syntes det mig en Guds, Livets | Gud, der skred roligt frem i denne Nat, et hvidt og evigt Marmorhoved, hævet over Død og Fattiggrav og høstlig Regn.

Da Følget var draget forbi, nåede vi over den nu dobbelt opæltede Vej til de Fattiges magre Jordbede med de pjuskede Grave, de vanddryppende Glasperlekranse.

Vi stod dér og frøs i Regnen og ventede på, at den store Begravelse skulde blive omme. Præsten skulde jo også præke for os. Men det fornemme Ligtog var blevet forsinket, og han skulde nok tale længe derhenne.

Gennem Regnpisket og Suset i de vældige Pyramidepopler hørte vi fjærntfra hans Røst herned; så slukkedes den igen som Skæret af de røde Fakler, der havde flagret hen over os, og vi stod ene i Mørket, med vore ruskende Ligkapper og Klædet, der fløj over Eberhards Kiste

Ligbærerne blev utålmodige og skelede knurrende til mig. Men jeg så kun det flyvende Klæde over Kisten.

Jeg syntes, det var det sidste af Eberhards jordiske Væsen, der higede utålmodigt mod at ile fra denne Jords Kulde og Nat, men ikke kunde slippe, før dens Repræsentant, Præsten derhenne, havde sagt det forløsende Ord.

Så kom han da omsider, kæmpende sig frem i Blæsten mellem de svajende Tujaer, i sin sjaskvåde Præstekjole, snappede Skovlen og entrede den glidende Lerdynge.

Det gav et Ryk i mig. Jeg genkendte ham, Gotthardsen, Præsten fra Kammeret i Pistolstræde, og hørte i Forfærdelse alle Eberhards Ord til ham. Jeg strakte Hænderne afværgende ud, men han remsede løs på sin Formular, lod Lerklatterne dratte dumpt på Kisten og tog op i Kjolen for at stige ned.

Jeg lukkede Øjnene og forstod det: Præsten skulde kaste Jord over Eberhard - Præsten, som levede og sejrede.

Han så flygtigt, intetanende, på mig, nikkede kort og skridtede ud, så hurtigt han kunde, ind gennem Alléen og bort i Regntågen

"Han skal med til Middagen," hørte jeg en af Karlene sige. -

|

Men først en Uge efter erfoer jeg, af en Avislap, at i den Sarkofag, der under så tunge Fløjistæpper kryssede Eberhards fattige Fyrreskrin med det utålmodigt flagrende Klæde, gemtes min Fader.

Han var død samme Nat som Eberhard, og de jordedes i samme Time og af samme Præst, i de Riges og de Fattiges Jord. -

- Nogle Dage senere stod Adam og Augustinus i min Dør Augustinus må have vejret, at Adam havde sørget for Begravelsen, og derfor fortrudt sin Flugt. Hvorfor Adam kom, véd jeg ikke. Men han huskede sagtens stadig hin Præmie, han havde taget fra min Nød, fordi hans Ære bød ham det. Samme Ære krævede vel nu, at han hjalp den Svage. Og han var fuld af gavmild Glæde over omsider at være trådt ud af den Barnealder, hvori han længst ikke hørte hjemme, ind i de Voxnes Rækker, hvor han førte sig med så vant en Anstand.

De kom og vilde have mig med hen i "Studenterforeningen" i Boldhusgade. Nu måtte vi jo lære den at kende, sagde de.

Jeg sad på Eberhards gamle Rejsekiste med Korset og Blodkransen, endnu en Gang med "Hjærtebogen" i Hånden og så på dem, som de stod dér - Augustinus med de spejdende, rødkantede Øjne, det lurende Smil om de tynde Læber, med de blankslidte Klæder sirligt børstede og stoppede, årvågen og på Spring - og Adam, rank i sin snævre Frakke med den høje Krave og Kalvekrysset med Diamantnålen, med det lysende Ansigt i det lokkede Hår. Jeg så, at hans jomfruspinkle Træk havde fået mere Fylde, ja, at hans runde Hage alt skød sig i en svag Dobbeltfold over det hvide Halsbind. Jeg så dem, de to Sejrherrer i det kommende Liv - Forretningsmanden, der beherskede Pengenes Veje og Mål - og Andens og Sjælenes Behersker.

Jeg hørte dem sige, at nu måtte vi lære " Studenterforeningen" at kende, og spurgte mig selv med Bedemand Jochumsens Spørgsmål: "Er du Student?"

Og hvor lød det Spørgsmål mig ikke i Møde oppe i Boldhusgade mellem de leende og snakkende unge | Mænd, der drev rundt i de lave, tilrøgede Stuer med Piben i Munden og Glasset i Hånden!

Jeg stod dér mellem Adam og Augustinus og lyttede fortumlet til de ivrige Stemmer, til den frimodige Latter; så unge Hænder gribe hinanden i hjærteligt Tryk eller gestikulere forbitret og truende ad hinanden; så Øjne lyse af Harme, af Begejstring eller blot af ungdommelig Glæde. Jeg hørte det overalt: "Nu er vi blevet Studenter! Nu er Livet vort!"

Ak, hvad vilde det sige? Jeg ønskede jo kun, jeg var Barn igen og sad vel forvaret bag Ruden i Pistolstræde og fornam Eberhards Hånd på min Skulder. Intet var mit - endsige Livet!

Adam og Augustinus kom hurtigt bort fra mig, ind i Vrimlen, hvor Adams skønne, løftede Herskerhoved og høje, kolde Stemme snart samlede al den forvirrede Opmærksomhed om sig, mens Augustinus med sit ydmyge Smil høfligt veg til Side for alle og hist og her stjal sig til en Præsentation, et Håndtryk.

Jeg véd ikke selv, hvorledes jeg kom ind i Krogen ved Vinduet ud mod Admiralgade, blot at jeg stod dér og ønskede mig langt bort herfra. Jeg, som aldrig kunde "lære "Studenterforeningen" at kende , . ."

Hvad vidste jeg om "Helstatspartiet", om Bluhme og Ørsted, om de "Nation al-Liberale", om "Dagbladet", Bille og Hall? om "Bondevennernes Selskab", om Tscherning og Balthasar Christensen, om Rigsretten i Februar, dens Retfærdighed eller Uretfærdighed?

Hvad vidste jeg om Høedt og Fru Heiberg, om Goldschmidt, om Høyen og Skovgård? om de nordiske Studentermøder og Grundtvigs Højskole på Marielyst? om Grundlovsfesterne på Eremitagesletten, om Casinomøderne, Folketoget og "Frihedens Morgen" i 1849?

Ja, hvad vidste jeg om Koleraen og Krigen?

Jeg havde i hine trende solglødende og himmelblå Måneder under den store Pest's Tordensky siddet end strængere end ellers indelukket på Skolens Kvist, åndet en Lugt af Amoniakvand og Kalmusrod, hørt Møbelvogne rumle, tunge af Kister og set et Glimt af Baraklejren på Glaciser e og på Østre Fælled - mens Eberhard, i Skoleferien, næsten altid var ude i Byen, i | "Lille København", i Almindeligt Hospital, i Adelgade og Borgergade, overalt hvor Rædslen var størst og Hjælpen mindst Sent på Natten, når han kom hjem, faldt han i en dødlignende Søvn af Udmattelse, ja glemte til Tider endog sin Aftenbøn. Deraf forstod jeg, hvor stor Gruen var derude i den solbeskinnede, hedeog røgånden de By. Ti som sagt, jeg selv fik kun sjældent Lov at slippe udenfor Skolegårdens Mur, og kun gennem de Ord, der undslap Eberhard i Drømme, blev jeg vidende om den Mare, der red ham og Byen, ja, hele det midsommerligt blomstrende Land derude bag Gravenes duftende Kirsebærtræer og Linde og Voldenes viftende Møller. Udelagtig som jeg altid havde været -i Livet, var jeg det nu i Døden. Jeg skimtede bægge, men vagt, som gennem en Rude, der sløredes af min egen ensomme, længselsfulde og sky Ånde.

Og Krigen?

Da var vi jo endnu i Pistolstræde - i Hovedstadens Hjærte, udelukket fra alt. Vi havde hørt Trommer og Hurraråb, Soldaternes Bortdragen og Indtog, men det kom os ikke ved. Eberhard kendte ikke til det, han agtede jo al denne Verden for "Adiafora", ja for skadelig, især da Fyrsternes Strid og Folkenes Skrig på panem et circenses. Han var jo tilmed en Fremmed i dette Land, under hvis Klima og verdslige Folkesind han led.

De stakkels Kvinder derimod havde stået i tæt Hob ved Vinduerne og lyttet og spejdet ud efter Fanfarerne og Jublen, og skønt Madam Gundlachsen klagede over, at Kunderne mindskede under den store Begejstring og store Udskrivning af ungt Mandskab, og Husets Ejer, den rige Etatsråd, som Aviserne i de Dage roste for hans patriotiske Gavmildhed, gnavede mod hende og beskyldte hende for at stikke Penge til Side, var de dog hede og røde af Deltagelse, rørte til Tårer over vore Sejre, over Bov og Fredericia, svømmende i Gråd ved Budskabet om "Christian den Ottendes" Brand i Eckernförde Fjord. Mange af dem havde vel en Broder, der, omend han forlængst havde forskudt dem, dog stadig var deres Stolthed, eller den, som var den eneste hemmelige Ven blandt alle "Vennerne", med | derude og gruede for at læse hans Navn på Opslagstavlen ved Kvæsthusbroen - ja, de drømte om at pille Charpi, men vidste jo, de vilde blive afviste.

Om Søndagene, ved Andagtsstunderne, måtte Eberhards strenge Øjne og hårde Røst dæmpe deres Uro ned, og jeg tror, at de under hans brændende Bønner for det himmelske Fædreland, med bøjede Hoveder og våde Øjne bad for det jordiske. Deres Uro skælvede igennem mig, og jeg spejdede spørgende fra deres blussende Ansigter til Eberhards kolde og himmelvendte. Og i gammelklog, smærtelig Viden forstod jeg, at jeg altid skulde sidde ene bag Murene, når Fanfarerne gik. Derhen, hvor selv disse Kvinders Hjærter kunde komme som delagtige, skulde mit aldrig nå. Festerne siden i Ridehuset og Rosenborg Have, hvad forstod jeg af deres Jubel?

Og som den Gang fra Bordet dér lyttede jeg nu til alle disse unge Stemmers Iver. Intet kendte jeg til alt det, de råbte om og læste op af Aviserne, intet til Krimkrigen, intet til Menschikov og Florence Nightingale. Kun ét Navn nåede mig kendt, et Navn der udtaltes af en ung Theologs Stemme, som dirrede af Harme eller Frygt: Søren Åby Kierkegård.

Jeg så med Et for mig en forunderlig Skikkelse, Eberhard havde vist mig en Dag på en af vore korte, hastige næsten løbende Aftenture gennem Gaderne, hvor han aldrig slap mig af sin Hånd og ellers aldrig gav mig Lov til at se på noget - en slank, ja mager Skikkelse i Skødefrakke med bred Krave, med Hatten lidt på skrå på Hovedet, med Stokken op under Armen og Benklædet stumpende over Støvlen.

Jeg hørte Eberhards Stemme, - så vidt forskelligt fra den, der nu nævnede Navnet - bævende og blød, som ellers kun når han talte om Schwarzwald eller de hellige Mænd, hviske:

"Se ham dér! Det er dette Lands eneste sanddru Mand!"

Og jeg hørte ham endnu overdøves af en Gadedrengs skingrende Pift:

"Hæ - En ten-Eller! dér går Enten-Eller! du har | glemt at hale dit Buxeben op! Hvordan går det med Kæresten?"

Og jeg så, hvad jeg aldrig før havde set, Eberhard blotte sit Hoved og bøje sig dybt, idet den magre Herre haltede forbi.

Et Par store og forunderligt tindrende Øjne stirrede, truende, tvivlende - og han var borte.

Og jeg huskede fra Eberhards sidste År de tynde Hæfter, han havde grebet om med Hænder, der rystede af Andagt og Tak: "Hvad Christus dømmer om officiel Christendom", og de øvrige "Øjeblikke".

Og dette eneste Navn, jeg kendte, hørte jeg nu bespottet, endda jeg forstod, den store Farlige nu var død, kun få Dage efter Eberhard. Også Grundtvig, hvis: "Hvi er Herrens Ord forsvundet fra hans Hus?" jeg huskede fra Eberhards Bord, hånede den unge Teolog, vrængende ad ham og "Vorherres lille Flok".

O, jeg kunde vel lære disse Navne og disse Begivenheder at kende, vel og, føle den Begejstring eller den Vrede i mig, som de unge Mænd rummede - fornam jeg ikke mit Hjærte længselsfuldt og hungrende, begærede jeg ikke at svimle bort i Ild og Rus, at give mig hen i Kærlighed? Men jeg vidste det: deres Had vilde blive min Kærlighed, deres Foragt min Beundring; som Fjende måtte jeg stå iblandt dem. Og hvor turde jeg det?

Og desuden, om alt andet blev overvundet, om alt andet blev lært - aldrig blev deres Latter lært, ti aldrig blev Korset overvundet. Aldrig vilde jeg kunne le så glemsomt som de - jeg måtte jo mindes min Moder på Færgelejets Trappe, jeg måtte mindes Christine og de hvide Piger, Eberhards Offer og Længsel og Død - og Korset, Korset - -

Aldrig vilde jeg kunne bevæge mig som de, muntert og frit - mine Øjne var svage af Mørke, mine Ben krumme af Stillesidden. Jeg vilde svimle, som under den åbne Himmel hin Gang.

Pludselig rørte Augustinus ved mig. Jeg så op i hans fregnede, rødhårede Ansigt og tænkte: "Men han, er han ikke som du, uægte, fattig og grim?" Men jeg huskede, hvor listigt han havde smøget sig ind mellem | de andre, at de havde givet ham Hånden og talt til ham, omend de hurtigt havde vendt sig fra ham for at lytte til Adams Røst. Jeg huskede hans Handelstalent, hvorledes han alt i Skoletiden erhvervede sig små Summer ved Byttehandel og små Tjenester - ja Tjenester overfor de ældre, jeg ikke vil nævne. Jeg huskede, at han havde sneget sig hen til mig bag Eberhards Kiste, fordi han havde fået Nys om hin Strømpe med Guldmønterne, og at han flygtede, da det fornemme Ligfølges mange Fakler faldt over Adams Ansigt. Jeg så jo hans indsmigrende og beskyttende Blik på mig og erfoer, hvorfor han nu søgte mig.

"Du, Clemens, ser du ikke, de samler ind til vor ny Bygning? den skal ligge ved Holmens Kanal, og Herholdt skal bygge den, og Constantin Hansen skal udsmykke den. Du véd ikke, hvor den bliver fin. Du kunde vel ikke låne mig lidt Penge? man vil jo nødig stå tomhændet. Og så vil de hen til Konditor Pleisch og Gianelli - går du ikke med?"

Jeg så mig forundret om og gav ham, hvad han vilde. Og gav selv min Skærv til Bygningen og listede bort, ned ad Trappen og hjem til mig selv. Jeg vidste, jeg kom der aldrig mere. -

Næste Dag indfandt Augustinus sig og tilbød at gå med ud og finde mig et andet Værelse, et billigt Logis. Han havde flere Avertissementer, klippet ud af "Københavns Posten" og "Flyve Posten".

Jeg forstod ikke, hvorfor han hjalp mig. Han gjorde det på så underlig en Vis. Når vi nåede et af de Husnumre, han havde opskrevet, lod han mig blive stående nedenfor og løb selv op; lidt efter kom han så ned og erklærede ærgerlig, at det duede ikke. Jeg lod ham om det - hvad kendte jeg til København, til Værter og Værelser? Og jeg blev mer og mer fuld af undrende Tak imod ham, jeg kunde have grædt af Glæde over hans Venlighed, over at et Menneske tog sig af mig.

Ja selv, da han endelig en Gang hentede mig op, og jeg gennem et skiddent og stinkende Køkken med nedfaldende Loft blev ført ind i et sort og nøgent Kammer, kun med en uredt Seng, en Bordklap ved den skurvede Vindueskarm, en Stol og en rusten Kakkelovn | med hængende Låge, og han ivrigt anbefalede mig det: det var det bedste og billigste, han havde set - ja, selv da jeg fangede det Øjenblink, han vexlede med Værtinden, en uformelig, fedtskinnende Kone med opknappet Bomuldsbluse og tjavset Hår, med opsvulmet, rød Næse og Slæbere på Benene - selv da var jeg fuld af Tak, fordi jeg havde vundet mig en Ven, og sønderknust af Anger over, hvad ondt jeg havde tænkt om ham, så sønderknust, at jeg, da Madammen havde slæbt sine Tøfler af Sted efter sig over Køkkengulvet, og vi var blevet ene, med Tårer i Øjnene stammende bekendte min Mistanke til ham på Eberhards Begravelsesdag og i "Studenterforeningen" og tiggede om hans Tilgivelse.

Jeg så en opskræmt Opmærksomhed, en hånende Triumf jage over hans Ansigt og slukkes i et sødligt Smil - jeg så det og forstod det ikke, turde ikke forstå det, at jeg ikke atter skulde fejle . . .

Og så sad jeg da ene dér ved den fedtplettede og overklattede Vinduesklap - jeg fik siden at vide, at her havde boet en fordrukken Gadevisedigter og Afskriver, som nu var endt ude på Ladegården, og at Madammen havde været hans Kæreste - og så ud af den revnede Rude mod de fugtplettede Retiradedøre og de overfyldte Skarnkasser, der under den lodrette, salpeterskjoldede Brandmur stod lige ind mod mit Vindue, så tæt, at jeg kunde nå dem med min Hånd.

Jeg undrede mig svagt over, at det kunde være så dyrt, at få et sådant Skjul i denne store By, og tog mine Penge frem og talte dem.

Og jeg så, at når dette Værelse skulde betales, og Bøgerne til mit Studium købes, vilde der ikke være Penge til mere end højest to Måneder. Så meget mente jeg dog at kunne regne ud.

Og Eberhard havde sagt hin Gang, at der var nok til mit hele Studium, om jeg vilde ile og nøjes . . .

Jeg mindedes svagt de tre fyldte Strømper, jeg havde set i Hænderne på Bedemanden og Tjeneren Conradsen, da de slukkede Lyset og hviskede sammen - og at de kun havde rakt mig én, som var halvfyldt, da Lyset atter blev tændt. Jeg troede at vide, at Eberhard hver | Månedsdag hentede Penge fra min Fader . . . Men nej, jeg forjog de Tanker, at jeg ikke skulde synde påny. Kendte Eberhard mon mere til, hvad Logis og Værelse kostede, end jeg?

Jeg så på Rotterne, der sortvåde og langhalede entrede op over Skarnkassernes Rand og plumpede ned i Brostenenes brune og olieblånende Spildevand. Jeg lagde Hovedet ned mod Bordpladen, om jeg højt oppe kunde øjne blot den mindste Smule Himmel, men stødte mod Mure til mit Vindues Rand,

Jeg huskede på Vinteren, der skulde komme, så atter på mine Penge og fornam for første Gang med standsende Åndedræt, at jeg var ung og havde Håb - om hvad? O, om intet mindre end Livet!

Og jeg gemte Ansigtet i mine Hænder, af Angst for det og af Angst for at miste det. O, hvorfor var jeg ung, hvorfor var jeg ikke gammel som Eberhard og kunde slippe det?

Jeg foer op ved en gylpende, skvulpende Latter og en hvislende Fnisen.

Hvem lo? Lo man også her?

Jeg så mod Døren, og jeg syntes, jeg skulde kende Værtindens og Augustinus' Latter.

Men hvorfor skulde de le, og hvad skulde de le ad sammen? -

- Et Par Dage efter sad jeg atter ved min Klap med en Dynge Bøger foran mig, de filosofiske og teologiske Bøger, jeg havde fået opskrevet oppe på Universitetet,

Jeg så forvirret på dem - på Novum testamentum graece, på den hebraiske Grammatik og Pentateuchen, på Clausens: "Hermeneutik" og "Vejledning" til at fuldende Studiet i tre Ar, på de forskellige Clavis og Münters "Dogmehistorie" og Gieselers "Kirchengeschichte".

Jeg følte mig ikke mindre vildsom imellem disse Værker end mellem Studenterne oppe på Universitetet, hvor de vel ikke favnedes eller stredes om ukendte Ting - undtagen da når stakkels, gamle Sibbern stod på Katedret, og jeg måtte se Skolescenerne med Småkjær gentages med et af Danmarks frodigste Hjærter - men hvor de med rynkede Pander og ivrige Penne | skrev ned Forklaringer og Vejledninger, jeg ikke begreb, og som syntes mig så fjærne, som kunde de aldrig komme mig og mit ved. Var dette Begyndelsen til den Gærning, der var Guds Tjeneste? Hvad kom denne Dogmatik, denne Grammatik og Ledetråd Gud ved? Endsige denne Hegel'ske "Tro og Viden" contra denne Rasmus Nielsen'ske "Tro contra Viden"?

Kun Bengels: "Gnomon novi testamenti" kendte jeg. Det Navn havde jo været blandt de hellige i Eberhards Mund.

Eberhard havde sagt, at det Studium skulde skænke mig Våben lig med mine Modstandere.

Ak, hvad kendte jeg til Våben, og hvad havde jeg Våben behov? Og lig dem? Det blev jeg aldrig.

Ak, var jeg dog - - Hvilket? hvad? - og hvorhen? Jeg vidste det ikke . . .

Da bankede det i det samme. Jeg så op.

Værtindens laskede, brændevinsblussende Ansigt viste sig i Døren, men helt blåligt som i stor Forskrækkelse og Undren, og bag ved hende en glatbarberet Herre med små Skægkotelleter, Briller, høj Hat og Kappe med mange Slag. Han trådte hurtigt ind og lukkede Døren bag sig.

"Student Benedict Clemens Bek?" spurgte han og trak Bomuldshandsken af højre Hånd.

Jeg rejste mig, bukkede forvirret og stillede mig foran Vinduet - jeg tror i Håb om at skjule Retiradedørene og Skarnkasserne. Men jeg så snart, at intet undgik de rappe, brune Øjne under Brillerne.

"Km, meget vel - Prokurator Zacharias Zippel -" han vendte sig brat, lukkede Døren op og tørnede mod Værtindens Pande. "Ah, forlad Madam!" smilte han beskt, knirkede i sine blanktpolerede Kvastestavler efter hendes flygtende Slæbere tværsover Køkkengulvet og drejede Nøglen i Lås derhenne, trådte atter ind, satte sig uforstyrret på Stolen, stillede Hatten fra sig på sit Knæ, efter at have kastet et granskende Blik på Bordklappen, halede nogle Papirer op af den, rømmede sig, lagde Hagen til rette i Halsbindet og begyndte:

"Min høje Patron, Hr. Greve Ernst -" og han nævnte det Navn, som jeg vil tage med mig i min | Kiste, "har beordret mig hid til Dem, Hr. Studiosus. Som De vil have erfaret, er hans Excellenses eneste Søn, Barn og Arving, Grev Hermann, afgået ved Døden den tiende hujus, men da det vides, at den salig Afdøde nærede stor - hm - Bevågenhed for Dem, min Herre, og tilmed har efterladt sig en skriftlig Udtalelse om, at han ønskede sin Velgærning mod Dem fortsat efter sin salige Afgang, så tænker hans Excellense at efterkomme denne den kære Afdødes Begæring, omend samme er affattet uden nogen juridisk Bistand, og som Følge af den kære Afdødes ganske Temperament og vel også store Svagelighed, i særdeles vage og - lidet forretningsmæssige Vendinger. Men, som alt bemærket, hans Excellense ønsker at fuldføre den - nota bene: under visse Omstændigheder. For at høre disse Omstændigheder anmodes nu De, Studiosus B. C. Bek, om at indfinde Dem i hans Excellenses velbekendte Palæ i Bredgade, skrås for Marmorkirkens Ruin, førstkommende Fredag, som er i Morgen, hm."

Hr. Zacharias Zippel rejste sig, stak Dokumenterne i Lommen, knappede forsigtigt de store Hornknapper, strøg sin høje Hat rundt om dens svajede Skygge, satte den på og anbefalede sig med et umærkeligt Buk, forberedt på alt overfor denne sin Patrons Klient, på passende Ærbødighed eller fuldkommen Glemsel, alt efter som "Omstændighederne" vilde falde ud.

Ude i Køkkenet, hvis Dunstkres han passerede med et gennemtrængende Snøft, hørte jeg ham vride Nøglen om, atter tørne mod Værtindens Pande og i en sukkersød Tone udbryde:

"Ak Gud, Madam - jeg håber, De må have haft megen Plaisir af Deres Anstrængelser?"

Så stod jeg ene i mit Hummer. Jeg så mig om og foer sammen i et Gys, som vågnede jeg først nu herinde.

Jeg huskede min Konfirmationsdag, da Eberhard og jeg var kommen hjem fra Kirken - den eneste Gang vi havde været der - og han, efter i en indtrængende Tale at have lært mig, hvad jeg burde huske> og hvad glemme af Statspræstens Ord, hvad der var af Gud og hvad af ham selv - flere Gange nikkede ud for sig, | bredte sine Skøder til Siden, tog Plads på Rejsekisten og under min tavse Bæven begyndte at fortælle mig om. Resultatet af hans Vandring den Aften til min Fader.

De Sale, om hvis Pragt han kun havde haft korte og dømmende Ord, de havde vist sig for mig hele Natten og mangen Gang siden, når jeg ene ved Vindueskarmen drømte over Bøgerne og stirrede på Colbjørnsens Villa. End prægtigere end Salene dernede måtte de være, hvori min Fader og Bedstefader nu færdedes.

Og som jeg stod her i Mørket, luede de mig atter i Møde i Skær af Krystal og Perler og Guld, og jeg svimlede atter i et brændende hedt Begær - og i en dyb Undren over, hvorfra dette Begær kunde stamme, denne Svien som mod noget tabt, der med Rette var mit - jeg, som frygtede Mennesker og Lys og Latter, jeg, som sad under Korsets Skygge . . .

Jeg så ned på mine Hænder og huskede Adams Ord en Gang for længe siden, Ord, der havde gjort mig let af Fryd og siden mangen Gang i altfor beske Timer fyldt mig med uforklarlig Lykke: "Clemens, véd du, at du har en Adelsmands Hænder?"

Jeg så på dem og så det selv: de passede ikke på dette Bord.

Havde jeg mon været en anden, om jeg var blevet opfostret i min Faders Palads og ikke i Huset i Pistolstræde? var jeg kun forknyt og afmægtig, fordi jeg var under fremmede Kår?

Jeg lukkede Øjnene i en sød og sugende Døs, til det pludselig med et Sæt slog igennem mig, at jeg i Morgen skulde stå foran min Bedstefader, i de Sale, hvor jeg "hørte hjemme".

Og rystende, med Gåsehud på Kroppen, sad jeg atter ved Klappen og foldede mine "adelige" Hænder og tiggede Gud om Tilgivelse for mit Hovmod, om at hindre, jeg kom dér i Morgen, dér, hvor jeg vilde føle mig mer ringe og mer uvedkommende end noget andet Sted.

Og atter sank jeg hen i Drømme om min Fader, hvis Kiste jeg dog altså havde fulgt i samme Time, jeg | fulgte dens, der havde taget alle hans Pligter på sig, og om min Moder, Præstedatteren fra de grevelige Godser, hvem hendes hårde Fader jog fra sin Tærskel ved et Bibelord, og som flygtede hertil at søge sin Elsker op, der, sagtens i forfjamsket Fejhed, lod hende vise fra sig, ud til Trappen i Havnen, til Huset i Pistolstræde.

Og mit Hjærte fyldtes af Gråd for min Fader og Moder, de ulykkelige, jeg aldrig havde kendt. Og pludselig så jeg dem som i et Syn, jeg, der aldrig havde set Marker og Skove uden på Billeder - komme vandrende, unge og tæt omslyngede gennem en gul, bølgende Kornmark, op imod en Stente og en Skov, der svulmede midsommergrøn under en blå og hvidskyet Himmel. Jeg hørte Lærketriller, mærkede Kornets maltede Solvarme og Skovens Bregneduft, jeg så deres Ansigter vende sig mod hinanden, gullige af Sol og grønlige af Løv, rødmende af Blu og Elskov, og deres slanke Skikkelser tone bort i Skovdybets Blå . . .

Så så jeg min Moder ene, krøbet sammen på Bådetrappen, syg og isnet af det skyllende Vand, mens jeg hørte en stor, tung Port gå bragende i. . .

Jeg tænkte på, hvad jeg havde erfaret om Præster og deres Patroner, denne Jords Rige og Mægtige, og jeg gav Eberhard Ret i hans Dom, og gyste og tryglede mig endnu mere fri for Tilsigelsen i Morgen. Men være den overhørig faldt mig end ikke ind.

Så sank jeg da på Knæ for Eberhards Skrin og bad, for første Gang siden hans Død, for første Gang ene, uden hans Vejledning, til Gud - eller - var det til Eberhard? - at føre mig frelst igennem Dagen i Morgen, igennem alle "Omstændighederne". -

Næste Dag stod jeg i den høje Sal, Eberhard havde beskrevet mig med så spotske og vrede Ord, men som jeg trods alt havde drømt mig hjemme i, stod dér som en Tigger, i skælvende Venten på dens Herre, der sidst af alt var min Bedstefader.

Jeg søgte forgæves at mande mig op ved Tanken om, at det jo dog var ham, der havde budsendt mig, ja sendt den fine Prokurator ud i mit usle Kammer for at hente mig til denne store, sølvlysende og | krystalglimrende Sal - det lykkedes mig ikke. Palæets søjlesmykkede Facade, dets buede Portal, imod hvilken selv Erasmus Colbjørnsens var som en lille Dør, de blå, sølvtressede Tjenere med de døde, kolde Øjne, med de underligt mekaniske Ganestemmer; den statueprydede Marmortrappe og denne Sal med Loftets basunblæsende Engle og Væggenes legemsstore, nøgne Nymfer og Satyrer, Herakles og Omfale, eller Ariadne på den øde Sten i Havet; med de kirkestore Vinduer bag de dunkle Gardiner med Guldkvasterne - ja Marmorkirkens højtragende, vedbendslyngede Kæmperuin og Landkadet-Akademiets solblinkende Mansardtag derude; den lette Brise af Eau-de-Cologne, mit eget Billede, hvor jeg vendte mig, i de loftshøje Spejle - alt smuldrede mig Støv på dette Parketgulv.

Og dog følte jeg bestandig samme underlige Hjemve, samme vage Viden om, at her, her og ikke i Pistolstræde eller på Skolens Kvist eller i mit Hummer bag Køkkenet hørte jeg hjemme, at her var min rette Jordbund at gro.

Jeg så hen på Løjbænken, Eberhard havde talt om - ak, hvor stod det ikke klart i min Erindring! - Dér havde min Fader hvilet den Aften, sygelig og sløv, med Skødet fyldt af elegante og smægtende Bøger om den blå Blomst, om Urskovslængsel og Verdenssmærte.

Jeg syntes, jeg så mig selv ligge dér, i hans silkesyede Slåbrok, med de små, forgyldte Bøger i mine "adelige" Hænder og skue frem for mig i hans matte og dog søde Længsel . . .

da den tunge Portiere derovre raslede til Side, og min Bedstefader ilsomt trådte ind, fulgt i Hælene af Prokurator Zacharias Zippel, der, efter en forbeholden Hilsen til mig, duknakket listede hen til et Bord i Baggrunden og tog Plads dér, med Rørpennen bag Øret og Hænderne i de krusede Mansjetter foldet på den indlagte Mosaikplade.

Min Bedstefader - ak nej, Kongens Kammerherre, Greven, Excellensen, standsede et godt Stykke fra mig, med den lille, tørre Hånds Kno støttet mod en Stols høje og stive Ryg.

Jeg så strax, at de fire År måtte have gjort ham | gammel, ti han var ikke længer rank, men krum, og det spidse Ansigt i det pudrede Hår var gustent og rynket. Men de sorte øjne tindrede, fulde af vågen Ild, og hans Stemme var klar og skarp.

"Hr. Studiosus Benedict Clemens Bek," sagde han, "jeg har ønsket at se Dem, eftersom min Søn, den salige Grev Hermann, havde fattet en vis, mig ufattelig Forkærlighed for Dem - endda han, så vidt vides, aldrig har set Dem. Grev Hermann havde imidlertid forskellige lunefulde Svagheder, og jeg har, delvis, føjet ham i dem, mens han levede, og har i Sinde at gøre det også efter hans Død. Og nu har han angående Dem efterladt sig et udtrykkeligt Ønske om, at den Understøttelse, han havde tildelt Dem af sin private Kasse, indtil Deres Studenterexam en eller anden Uddannelse var fuldendt, skal fortsættes. Jeg agter at opfylde dette Ønske, skønt jeg ingenlunde er forpligtet dertil, af Respekt for den Afdøde og af ingen anden Grund - vel at mærke: under visse Omstændigheder".

Han hostede kort bag den tørre Hånd, rettede sig atter og vedblev, med de små, sorte Øjne rettede stift hen over mit Hoved, som så han mig ikke, som talte han ikke til mig, men til Luften bag mig, måske til den Døde.

"Deres - Præceptor, et galt og udannet Menneske, trængte sig i sin Tid ind i denne Sal i mit Palæ og tillod sig her en Opførsel, der - nok sagt," han gjorde en hastig Håndbevægelse, "havde ikke min Søns strax derpå følgende og derfra stammende Ildebefindende og siden hans indtrængende Bønner hindret mig, skulde jeg vel have vist bemeldte Person, hvorledes jeg trakterer ubudne Gæster. Men - den afdøde Greve havde den Svaghed at tillade ikke alene at hans Fader og han selv, ja Kirken og Regeringen forhånedes, men ej en Gang at afstå fra sit stædige Ønske om at yde den månedlige Understøttelse, der havde skaffet os Æren af bemeldte Besøg. Nu - er han ikke mer, og bemeldte Person, som jeg hører, til min Glæde, ej heller. Nu er det os!" han rettede sig, med Hånden på Stoleryggen, og de sorte Øjne sprang ind i mine som et Par Gnister, og jeg vidste i samme Nu, hvor dybt denne adelsstolte | Mand hadede mig og Mindet om min Moders og hans Søns Dårskab - som jeg alt forlængst havde forstået, hvor dybt han havde elsket dette sit eneste Barn og harmet sig ond og syg over hans dådløse Svaghed, hans blege Blod -, "og nu stiller jeg den ene, faste Betingelse, som jeg alt mer end én Gang vilde have den afdøde Greve til at stille: De lover højt og helligt, og nu i dette samme Øjeblik, at sky hver Tanke om hin bemeldte Person og hans fordømmelige Lære; at udslette, som havde det aldrig existeret, Mindet om det uhumske Bo, hvori han af ukendte Grunde, måske privat Tilbøjelighed, behagede sig i at dvæle og lade Dem, et Barn, leve - at beflitte Dem af al Magt på Deres Studium, det teologiske, undgående enhver Berøring med Tidens oprørske og formastelige Tendenser, men først og fremmest med Deres Præceptors forbryderiske, ja ugudelige Tankesæt. Jeg skal da anbringe Dem et passende Sted, hos en sundt tænkende Gejstlig i denne Stad, under hvis forstandige og kristelige Ledelse De kan beflitte Dem på at følge den Vej, som jeg har angivet Dem. Holder De Dem denne Ordre efterrettelig, skal De ej alene erholde den hidtil hafte, månedlige Understøttelse, men også, efter fuldendt Examen, Løfte om et velaflagt Præsteembede under et af mine Godser, hvortil jeg endnu, trods alle Demagogers Spy, faktisk har Kaldsretten. Vor Kirke trænger til lovlydige, Øvrigheden og Kronen hengivne Tjenere. Vil De blive en sådan - eller -" han gjorde den korte Håndbevægelse.

Jeg følte en forunderlig Klarhed i mig, da han tav, en høj og lykkelig Fred. Hans Ord om Eberhard, de var jo kun, som de burde, som Eberhard selv vilde have ønsket dem. Og de havde givet mig en Sikkerhed, som jeg aldrig før havde fornummet, en salig Vished, en Magt over Livet. Jeg syntes med Et, jeg overså mit og hans, Excellensens dér stod, ja mine og hans fra Jordens Begyndelse til dens Ende.

Og med sagte Stemme, med Øjnene mod Tavlegulvet, sagde jeg, uden Vrede og uden Tøven:

"Jeg vil følge min døde Velgører og Ven, den eneste der har taget sig af mig fra min Fødsel, i alle hans | Anvisninger og Ord. Jeg er ikke den, han troede, og jeg vil ikke udføre den Gærning, han håbede, og som han selv ofrede sit Liv for, men én Gang vil han komme, som han længtes efter, og da vil det gå Dem og dette Palads og hver Kirke i dette Land og i de andre og hver af dens lønnede Tjenere efter hans Ord. Deres Had regner jeg for intet, Deres Penge for mindre. Jeg vil følge i hans Fodspor til min Død."

Jeg bukkede, med Huen krampagtig trykket mod mit Bryst, og jeg stod som en død og vidste ikke af mig selv, ikke hvorfra de Ord var kommen, kun at jeg havde talt af en Ukendt, men at denne Ukendte vel var mig selv. Og jeg følte bestandig i mit Hjærte hin salige Klarhed og Fred.

Jeg hørte den tunge Stol ryste derhenne i Grevens Hånd, hans Stemme, der prøvede et Par Gange at tale, men brast, til den endelig blev sig selv mægtig, og sagde, isnende stille:

"Som De vil, min Herre, miø er det kærest således.

Jeg opfostrer nødig Bastardyngel. Så må jeg bede Dem fjærne Dem hurtigst muligt og aldrig mere komme mig for Øje. Ti mærk Dem vel dette: Skulde Nøden lære Dem. at fortryde disse Ord - der var, som jeg ventede dem - og De vil få megen Nød at smage, ti jeg kender den Arv af Viljeløshed, De har at tage -" Prokuratoren rømmede sig pludselig advarende fra Baggrunden, men Greven slog kort op med Hånden, "så vid, at finder jeg Dem udsulten og frysende på min Trappe, vil jeg bede mine Tjenere sparke Dem ud på Gaden. Ti jeg, min Herre," han slog atter højt ud med Hånden, "jeg har den Vilje, som De og Deres Fader manglede - - Kære Zippel," vendte han sig irriteret mod Prokuratoren, der havde rejst sig og forskrækket skrabet med Foden, "jeg véd, hvad jeg gør! Jeg er ingen Nar, og jeg ynder ikke Mummespil!"

Han trådte et Skridt tilbage, vendte sig og gik, men standsede ved Portieren, og idet han pegede på Zakarias Zippel, der hurtigt samlede sine Skrivesager, sagde han :

"Denne Mand har været Vidne til mit Tilbud og Deres Afslag. De må altså vide, at Løgn og nye Forsøg | vil tjene til intet. De har hørt, jeg ikke heller frygter Pralen og Klaffer - så lidt som Deres Trusler. Ti mindst af alt frygter jeg Fantaster!" Det gav et Ryk i ham. "Og at De ikke skal svælge i sødlige Fantasier om Deres Fader, min Søn, og skue i ham en Martyr for mig, skal jeg oplyse Dem om, at han var mer end villig, da jeg lod hin Kvinde, Deres Moder, Skøgen, vise fra min Port - omend han, som jeg siden erfoer, lod sin Domestique følge hende hemmeligt, til hun førtes derhen, hvor hun rettelig hørte hjemme - og at han havde ganske forglemt hende såvel som hendes Livs mulige Frugt, til Hr. Pastor Gotthardsen, den Gejstlige under hvis Tugt, jeg havde tænkt mig at anbringe Dem, en Dag, da han søgte min Hjælp mod en Person, der viste sig at være Deres Præceptor, kom til at nævne Dem og Deres Bolig, samt Deres ukendte Moders Lod. Min Søn, der som sædvanlig sad med en af sine Digtbøger, ved Navn "Wilhelm Meisters Lehrjahre" påhørte denne Samtale, just som han grundede over en tåbelig Passus om en Fader og hans uægte Søn, og grebes af den Sentimentalitet, han kaldte Samvittighedsnag. Trods alle mine Forestillinger, blandt andet om hvor lettelig et andet Barn kunde være blevet understukket, udsatte han hin månedlige Pension for Dem. Meget har jeg siden angret, at jeg den Gang føjede den tjenestivrige Præst i hans Begæring om at udrense hin Ulv af hans Hjord - omend jeg nu efter at have set Dem - noget min Søns Nerver dog aldrig tillod ham! - ej nærer nogen Tvivl om, hvem De er. Zippel, jeg véd, hvad jeg siger! - Ti i hint Hus, hvor De fødtes, hører De hjemme. Og - nu vil De også ende dér!"

Portieren faldt i bag ham, Prokuratoren snappede sin Pen og sine Dokumenter og hastede ud, uden et Blik til mig. Nu vidste han, hvorledes hans Stilling i Huset bød ham at tage mig: den absolutte Forglemmelse.

Jeg gik som i en Drøm ud af Salen, ned ad Trapperne, forbi Tjenerne og ud på Gaden.

Da jeg stod dér og i Skumringen så Marmorkirkens sorte Ruinhobe og Søjler pege mod Himlen og mærkede Palæets Mure i min Ryg, forstod jeg min Bedstefaders Ord: at han mindst af alt frygtede Fantaster.

|

Denne Kirke vilde rejse sig og knejse, Ansigt til Ansigt med dette Palads, gennem Hundreder af År, og nye vilde rejse sig i deres Sted, bestandig overfor hinanden, som sande Tvillingebrødre, så længe Jorden stod. Hin Mand, som Eberhard drømte om, var ikke kommen i mig og vilde aldrig komme i nogen anden.

Mine Ord til Greven deroppe var mit Livs eneste Handling, men i den havde jeg fundet mig selv. Jeg hørte til blandt "Sværmerne," blandt dem, som gik udenfor Kirken og Paladset, og jeg følte mig vel iblandt dem.

Ja, jeg følte mig vel, da jeg krøb i Halmsengen hjemme i det stinkende Kammer og hørte min Værtindes og hendes Mandfolks drukne Larmen derinde. Jeg følte mig vel næste Morgen, da jeg vågnede og så min Pung på Bordet og vidste, at mine Penge vilde slippe op midt i Vinterens Hjærte - og hvad så?

Jeg så på den døde Bogstabel dér. Hvad skulde jeg med disse Værker? Jeg havde jo fuldført mit Livs Handling: Forsagelsen. Striden vilde jeg aldrig kunne rejse.

Og dog - de lå dér, efter Eberhards Vilje, og jeg havde svoret at følge den - indtil videre.

Ti jeg vidste det: her skulde jeg ikke blive. Nu havde denne Verden kaldt, og jeg havde vist den fra mig. Nu måtte Herren åbne sin. Til ham gav jeg mig over, min Tanke, mit Håb, min Fremtid. På hans Røst biede jeg. Hans Viden gik end dybere end Eberhards, ti han fejlede ikke af mig, hans Skabning.

- Om det År, jeg endnu blev blandt Menneskene, i København, før jeg nåede til Øen her, var der mangt og meget at fortælle, og dog kun Et - det Ene, jeg nu nærmer mig, hvis Nærhed, jeg alt længe har følt . . . ak i en Bæven, så hed og sød som da det i Livet var mig nær - og jeg har da heller aldrig været det f jærnt, så sandt man ikke er sit Hjærte fjærn . . .

Hvorfor skal jeg fortælle om den Tid, mine Penge endnu slog til, og som blev længere, end jeg havde turdet håbe, fordi Adam en Dag fandt mig i mit Logis og, med Ansigtet fortrukket af Væmmelse og Forbitrelse, under Trusler i sin Faders Navn, ført mig bort midt i | Lejemålet til et koldt, men rent og billigt Tagkammer i en af de mørke Gader nær Universitetet - og fordi jeg levede i en Nøjsomhed, hvorom jeg ikke tror, at nogen af Nutidens fattigste Studenter drømmer? Jeg fik ikke varm Mad én Gang om Måneden, og jeg kendte ikke til Ild i min Ovn. Jeg løb på Gaderne eller gemte mig i en Krog af Adams store, lyse Værelse, hvor han lod mig sidde, også når han selv var ude, og hvorfra jeg stirrede på hans skønne og skarpe Profil, når han jærnflittig sad fordybet i sine Studier.

Eller hvorfor skal jeg fortælle om mit eget Studium, der i min Sult og Kulde, med min langsomme og tunge Fatteevne, mit drømmefyldte Sind, skred langsomt og trangt? om min Ensomhed blandt Studenterne, på Universitetet og på Gaden, i dens Vrimmel af Forretningsmænd, Officerer, Kunstnere og Lærde?

Det var jo altsammen kun Venten på Herrens Kalden, på at han skulde råbe og udpege mig min Plads.

Jeg troede jo ikke, som Eberhard, at Gud havde noget særligt for med mig - jeg kendte kun altfor vel mig selv - men jeg troede, og jeg troer endnu den Dag i Dag, ja så langt mer, som jeg nu har mit Livs visse Erfaring bag mig - at Gud, hvor stor og hvor f jærn han end er, dog har sin Bestemmelse med hver sit Kreatur. Men har han ført os på Vejen imod den, da må vi selv vandre den, da nytter det ikke at klage eller bede, da vil han hverken høre eller se os - før vi når Målet, om vi når det

Men på denne Herrens Føren mig ind på den for mig bestemte Vej, var det, jeg biede. Jeg vidste, det var en ringe Vej, men ikke hvor den lå. Og jeg bad kun og biede.

Enkelte Ting er der dog, jeg må fortælle fra mit Liv det År i København, mit sidste blandt Mennesker:

Der var blandt Studenterne en enkelt, jeg aldrig glemmer, endda jeg aldrig har vidst hans Navn, men som jeg vel skal finde på den store Gensynets Dag og drage frem for Herrens Trone, at han i ham kan kende en af sine Disciple.

Han så en Dag i det teologiske Auditorium, at jeg, som sædvanlig, ikke kunde følge med i Diktaten - det | var en Udlægning af "den ypperstepræstelige Bøn" - skubbede sit Hæfte hen til mig og betydede mig at skrive det af, idet han selv skrev videre på et løst Ark, skød det hen til mig, da jeg var færdig, tog sin Bog, og vexlede således, til Timen var til Ende, og jeg for første Gang havde mit Hæfte fyldt som de andre.

Jeg rejste mig og stod foran ham, jeg vilde tale, jeg vilde række ham Hånden, jeg vidste, nu tog jeg ikke fejl, som med Augustinus -: denne Gærning kom fra Gud. Men jeg turde ikke en Gang se ham i Øjnene. Og da jeg løftede dem, var han borte.

Jeg håbede på den næste Dag: at jeg kunde sige ham min Tak, fordi han havde givet mig at holde Modet oppe i en Verden, jeg ikke kendte, og hvor alt var modsat af min Sjæl.

Men han kom ikke, og heller ikke den næste. Jeg spurgte ikke efter ham, jeg kendte jo ingen, og jeg vilde ikke heller røbe ham for Verden. Og jeg håbede bestandig, han skulde komme, min eneste Ven.

Men han kom aldrig, han blev borte for altid.

Først længe efter, lige som jeg skulde rejse, fik jeg at vide, at han Dagen efter, at han hjalp mig - ja hjalp mig for Livet - var druknet ude ved Vedbæk. Adam fortalte mig det, da jeg vovede mig frem med mit Spørgsmål, som jeg måtte have besvaret, inden jeg forlod Verden, at jeg kunde tage dens bedste Blomst med. Jeg huskede jo vel den Datum; Adam mindedes den, fordi det var hans Fødselsdag.

Hans Navn erfoer jeg aldrig, Adam erindrede det ikke, om han nogensinde havde vidst det. Kun efter min Beskrivelse kendte han vor unge Studiefælle.

"Hvad var der ved ham?" spurgte han.

O nej, Adam, for dig var der intet ved ham, for mig var der alt!

Vær vis på, jeg skal kende ham. Han må jo træde frem for mig, lys og alvorligt smilende som den Gang, ja, i uforlignelig Ungdom må han skinne, han, som fik Lov at komme til sin Gud, uplettet efter hin Gærning.

- Augustinus var forsvundet for os efter hin Dag, Adam havde opdaget hans Komplot med min Værtinde og fratvunget ham de Penge, der havde udgjort hans | Andel af den urimelige Leje. Men en mørk Aften kom han luskende op til mig i mit nye Logis for at bede om at låne dem igen, og fik dem. Han talte dem op i sin hule Hånd, nikkede med et ilde Smil: de var der alle, og forsvandt. -

Men om mine Skovture, da hin frygtelige Vinter virkelig til sidst var omme, må jeg tale til Dem - om hin første, hvortil Adam tog mig med, sammen med et Par Kammerater, og om mine senere, ensomme.

Godt, jeg ikke var ene hin første Gang, da vi roede over Peblingesøen, landede mellem dens Pile og forbi Store Vibenshus nåede Skoven ved Charlottenlund, og, over Gentofte og Jægersborg, til Eremitagen.

Havde jeg været ene, tror jeg ikke, jeg var kommet hjem. Jeg tror, jeg havde druknet mig i det blå Øresund, som Empedokles sprang i det ildsprudende Bjærg for fuldt at vorde Et med Naturen!

Nu forblev jeg tavs og behersket som altid, fulgte med de andre frem og tilbage til Byen, hjem og ind på mit Kammer. Først da faldt jeg ned og turde hengive mig til mine Tårer.

Herre, tænk Dem det Barn, der fødtes i Fængsel, i den mørkeste og dunkleste Vrå, det Barn, hvis Øje var blindt af Skygger, hvis Øre var døvt af Mure, hvis Blod var stivnet af Stillesidden, med Et vågne op på Øresunds Bred en Midsommer dag ved Middagstid. Tænk Dem ham dér i Solnedgangen, med røde Skyer over Sundet, over Hveen og den svenske Kyst. Tænk Dem ham hjemadvandrende i Måneskin, forbi det vuggende Vand, de sovende Villaer, under de hvide, svævende Kloder, de hvide, svævende Skyer!

Jeg listede mig derud næste Dag og næste igen og mange, mange! Jeg løb fra Byen og Bøgerne, som til min ukendte Moders Skød. Jeg løb derud med dukket Hoved, som under Regnskyl, og sprang ind i det dybe ste Skjul i Skoven og kastede mig ned på mit Ansigt i Græsset, og hulkede og græd, som da jeg var Barn, men sprang op igen og dansede og løftede mit Ansigt mod Himlen, mod Solen, mod Gud og lovpriste og takkede, og jeg kransede mig med Bøgeløv og kastede mig ned igen og græd og kyssede og velsignede.

|

Jeg spiste ikke, jeg drak ikke, jeg sov ikke. Jeg sværmede, jeg dansede, jeg løb; jeg rasede gennem Skoven som en Dionys, som en Gudsberust.

Én Sommer kun levede jeg i Sjællands Bøgeskove, én Sommer kun gemte jeg mit Ansigt i Græsset og løftede det mod Bøgenes Toppe, én Sommer kun lå jeg i Guds rige Favn, så kom jeg til denne Sten i Havet.

Men i det halve Århundrede her har hin Sommer holdt mig levende og lykkelig og ung, holdt mig rig i min Armod og skøn i min Hæslighed, holdt Drømmen vågen i mig om hine evige, grønne Skove, hvoraf selv Jordens skønneste kun er et ringe Spejl - som Schwarzwald Eberhard af Liljelundene.

Og om Aftenen, når jeg dødsmat, af Løb, af Sult, af Lykke, kom hjem, støvet og blændet af Sol, duftende af Muld og Løv, da opgik det tredje store Rige for mig.

Religionen, den kendte jeg fra Barn, den var og blev hvert Åndedrag i mig, omend ikke således som Eberhard havde villet og tænkt - Naturen, den kom jeg fra - Poesien, den sad jeg nu foran. De tre mægtige Riger gød sig over i ét, og således forblev de for mig: det store Land, hvor jeg var hjemme, det Land. der mer end alle Jordens, var mig Himmeriges Spejl. Saligheden hernede.

Jeg havde alt længe, så ofte jeg gik gennem Kammerherre Colbjørnsens Bogsal skottet til de tætte og tavse Rækker Bind. Jeg havde syntes, de lignede et stort og tungt Orgel og krævede som et Orgels Registre at røres. Jeg huskede Eberhards Dom over dem; jeg havde, med hans Øjne, set dem i min Faders Hånd og hørt, at det var dem, der havde ledet Fader og Moder i Ulykke.

Men ejede de ikke også et Orgels Magt, dets Sus af helligt Vejr, dets Ånde af Evighed? Men jeg vovede ikke med egen Hånd at åbne for hint Vejr.

Da løsnede en stærkere Hånd det for mig. Og mit Selv druknede i det og fødtes påny af det.

Jeg læste - og som derude i Naturen forgik jeg, og blev mig selv. Jeg læste de franske Romantikere: Chateaubriand, Lamartine og Hugo; de engelske: Byron og Shelley og Keats; de tyske: Holderlin, Jean Paul og Novalis. Jeg famlede mig gennem de fremmede Sprog, | forstod, gættede, anede, blot frem, frem, videre frem. ind i denne Verden af Liljestængler, af Serafer, af Æolsharper, Suk og Stjæraer og Dug.

Dér inderst inde standsede jeg og svimlede, som i Skovens Dyb derude. Ti dér stod jo, ikke som i Eberhards Skove det sorte Kors. men hun, Afrodite, al Jordens Gud!

Ja, hvor jeg så, i Skoven, mellem Fugle og Dyr, i Menneskenes, i Bøgernes Verden, blandt Kammeraterne, på Bastionerne, i Kirsebærgangen, overalt: ene hun!

Og jeg gemte mit Ansigt for Gudinden, jeg følte det Hellige nær, og jeg kastede mig ned og bad Gud vise mig også dette sidste, fjerde Rige, inden han ledte mig til min Bestemmelse.

Og han bønhørte mig, og jeg fandt min Bestemmelse med det samme. -

Den Hånd, der havde åbnet Porten for mig til det tredie Rige var stærk, som den var ren. så stærk at end ikke Eberhards kunde holde den tilbage.

Nu er hans Navn sagtens blegnet, som de Bøger er blegnede, hvori min Tids unge så de højeste Tårne, de kunde drømme at nå. og til hvis stjærnefyldte Glug den skuffede Tanke vel siden så ofte drog fra Husbekymmer og Hverdagsslid og hentede den Trøst, at der er på Jorden bygget Tage, der rækker højere end Dagligstuens og Værkstedets.

Forundtes det end kun enkelte blandt os - og det lyder underligt, men er dog vel sandt: at foruden de to, der evnede selv at bygge Tårne for den nye Slægt: den store Digter og den store Tænker fra min Tid, gaves det kun mig, just fordi jeg end ikke fik en Hytte rejst, men bestandig stod på den åbne Mark - stedse at have Stj æraerne for Øje - så toges dog det løftede Blik i Arv af de andres Børn og gav dem Syn for deres Tårne. Ti intet Tårn blev bygget forgæves på Jorden.

Han, der viste os vore, var Carsten Gabriel Honorius, Professor ved Universitetet i den skønne Litteratur. Vi sad dér i Høresalen, med Larmen af det Liv, der ventede os alle, dæmpet bag blændede Ruder, med Ørene og Øjnene ene hos ham, denne tunge og klodsede Skikkelse, som stod dér oppe på Katedret, med den

|

stammende Stemme og de halvslukte Øjne - der pludselig løftedes og pludselig flammede, så Evigheden i et Befrielsens Nu brød gennem hans jordtyngede Skikkelse, så blændende stærk, at jeg tror, den mangen Gang siden har svedet i de andre, da Ærgærrigheden var blevet til Kampen for Brødet og den store Kærlighed til det forsagende Tålmod - som i mig i min Fattigdom og Ensomhed.

Men hvo kom Evigheden i ham så nær som jeg? Jeg, der fandt den forløst i hans Datter, der var sart, hvor han var tung, fri hvor han var bunden, Mål hvor han var Middel? Jeg som fik hende ind i mit Hjærte, i hver min Bloddråbe og bar hende med hertil, forløst fra Virkeligheden, som hun var forløst fra Faderens Tynge!

Jeg ser det nu, omsider, efter det halve Århundredes Bod og Sorg, at så er det. At vilde jeg eje hende, så måtte jeg forspilde hende, at den Synd mod hende, der gjorde mig uværdig til hendes Nærhed her i Livet og sendte mig til denne Ø, den var ej alene Følgen af en Kærlighed som min, men dens eneste Frelse.

Og således er jeg da nået til dette: i min Synd lød den Guds Kalden mig til mit rette Liv, som jeg biede på; min Synd udsprang af Guds Vilje med mig.

Og dog måtte den sones, som jeg har gjort det her på Øen. Ti idet jeg fuldbragte Guds Vilje, besmittede jeg den. Så dunkelt er et Menneske, at Guds Lys formørkes, når det går igennem ham. Men vi véd jo, at Synd er Sorg, og kun gennem Sorg nåer vi til Glæden og Gud. Jeg nåede ikke hende og ham gennem min Synd, men gennem dens Bod. -

Jeg kom og så hende i hendes Faders Stue, hvor vi, hans unge Lærlinge, altid var velkomne. Jeg så hende tre Gange, én Gang sammen med mange, én Gang Øje til Øje, alene vi to, og - så hin store, altafgørende Gang.

- Jeg havde aldrig tænkt at besøge Carsten Honorius. Ja, alle de andre - men jeg? Jeg huskede "Studenterforeningen" s Stuer i Boldhusgade, jeg huskede min Bedstefaders Sal - jeg vidste, sådanne Steder hørte jeg ikke hjemme - endsige hos ham. hvis slukte Blik jeg knap turde møde.

|

Men en Dag i Skumringen hentede Adam mig.

"Hvorfor vil du ikke med? du hører ham jo dog som vi andre."

Jeg gemte mine Øjne. Jeg vidste det: når Adam var en ligeså flittig Tilhører ved hans Forelæsninger som ved de teologiske, var det, fordi Eleven følte, han en Gang vilde blive Mesteren lig.

Han turde komme dér, men jeg - Ene mine Klæder - Den sidste Skilling af Eberhards efterladte Penge var længst brugte, og mit Tøj kunde, trods al Lappen og Børsten, ikke mere holdes sømmeligt. Hver Hvid måtte jo gå til Brød og til Lejen af mit Kammer.

Adam fangede mit Blik. "Du kan låne Tøj hos mig," sagde han rolig, ikke som rakte han mig en Gave, men som opfyldte han en selvfølgelig Pligt, således som han ydede mig al sin Hjælp, og hvorved han knugede mig end dybere ned i min Følelse af uafhjælpelig, medfødt Ringhed.

Nægte hvad Adam ønskede, kunde jeg ikke. men kun den, der er vandret ind i en Stue, hvor han ej en Gang har vovet at drømme sig hen, til en Mand, der synes ham ejende alt det, han agter for det største på Jorden, men som han véd, han selv aldrig vil nå blot ringeste Fnug af; kun den, som er kommet dér i lånte Klæder, udmarvet af et Års Leven på Brød, Vand og Æbleskiver fra en fedtet Bod; kommen der uden Håb og Mod, i Bevidsthed om al egen nutidig og fremtidig Ringhed; kun han kan vide, hvor Gulvet brændte mine Såler, hvor Luften sved mine Kinder og fyldtes af spejdende Øjne: Hvem er han? hvad vil han dog her?

Jeg havde den Gang søgt og søgt, hvert Stipendium, hvert Kollegie, der blev frie, og jeg havde set ej alene Augustinus, der jo trængte næsten ligeså hårdt som jeg, under sine Præsters Protektion vinde både det ene og det andet fra mig, men Kammerater, hvis Fædre jeg vidste var velstående, ja rige Mænd, tage det i Besiddelse, som var mig det daglige Brød og Taget over Hovedet, og bruge det til Lommepenge og tilfældigt Logis.

Jeg havde kæmpet længe med mig selv, før jeg overvandt mig og dristede mig op til en Professor, som | bortgav Fribolig og en lille Tærepenge i et af Kollegierne. Jeg kom derud og fandt ham, til min store Undren, indlogeret i en prægtig syv Værelsers Lejlighed i Stiftelsens Forbygning, og Friboligerne indskrænket til fem små, mørke Kamre i Baghuset - Kamre, der dog for mig, sammen med Månedspengene, havde været Frelsen.

Men - der var så mange, der søgte - - ja min Examen var god nok, mine Flidsbeviser i Orden, end mer mit testemonium paupertatis. Jeg kunde jo søge - men, noget Håb kunde han ikke give mig . . .

Nej, det kunde han ikke, ti han havde lovet sin gamle Studenterkammerat, Overlæreren i Flensborg, at hans eneste, uvorne Søn skulde få det, at Professoren kunde holde lidt Øje med ham.

Jeg stod den Aften, da jeg fik det endelige Afslag, i Mørket under nogle høje Træer og så Lyset skinne i det lille Kammer, hvor jeg havde håbet at nå ind, hvor nu den uvorne Søn støjede og lo med de andre, hvis Fædre Professoren kendte, eller som dekorerede Mænd eller Præster havde talt for. Jeg tænkte på, at jeg havde hørt hin Students Moder, Overlærer-Fruen, i Dag i Professorens Modtagelsesrum, taknemligt udbryde, da hun hørte, hvor mange Ansøgere, der havde været, og at hendes Søn dog havde fået Stipendiet: "Ja, så er det jo Guds Vilje!" Og jeg forstod, at Stipendier og Kollegier ikke var for mig og mine.

Og jeg søgte andre Midler til at holde mig oppe i denne By med de tusind lukte Døre, indtil Gud åbenbarede sin Vilje med mig.

En lille Tid havde jeg fået en Plads på et Handelskontor, hvor jeg skulde tælle Hovedbogens Summer sammen. Jeg havde altid haft særlig svært ved Regning, og mit Arbejde syntes mig så ansvarsfuldt og anspændte mig således, at jeg end ikke om Natten fandt Ro for Tallene, der spøgede i min ophidsede Hjærne. Efter en Måneds Forløb fik jeg Afsked, da var Husets Søn hjemkommen fra en Rekreationsrejse.

Hvad jeg end havde søgt siden, var lukket for mig. Kun én Dør var gået op: en Korrekturlæser Plads ved "Hornet," et Slags Forlag for uhumske "Romaner" og | Skillingsviser, der tillige udgav et af de Smudsblade, der nu efter Trykkefriheden myldrede frem.

Jeg anede intet om mit Arbejdes Art, hvor langt fra end både Redaktørens og Kontorets Udseende svarede til mine Tanker om en Person og et Sted, hvorfra Oplysning udgik til Folket - ti hvad vidste jeg om det København, der omgav mig?

Men strax da jeg så den første Linie, forstod jeg, hvorhen jeg var kommet.

Jeg har hørt det, at den Tids Smudsblade, selv de hæsligste som dette, er for intet at regne mod senere Tiders, hvor vel nu andre unge og nødlidende Studenter træller for det dyre Brød. Men for mig, Eberhards Barn, var dette, i sin Giftighed, sin Hadskhed og Løgn nok, mer end nok.

Jeg havde i Rædsel sluppet Pennen og Papirsstrimlen af Hånden, jeg, der omend nok så meget født i Skøgernes Hus, dog var opfostret på Eberhards Kvist og i hans fremmede Sprog - jeg havde aldrig tænkt mig, at Livet kunde rumme en Ondskab og Gemenhed så dyb.

Jeg var ilet til Adam med Korrekturen i min Hånd og havde skælvende rakt ham den og kastet inig ned i Hulken over, hvad jeg i Dag havde set, ja måttet være medvirkende til. Men han læste roligt Bladet, jeg rakte ham, trak på Skuldren og sagde:

"Enhver anden end du véd, noget sådant findes, og at ingen Magt vil kunne hindre det siden niogfyrre. Vil du ikke have Pladsen, tager en anden den med Glæde. Det har du vel erfaret på din Vandring efter Ansættelse. Vil du måske efter hin din anonyme Bedstefaders Ord ligge på hans Trappe, død af Kulde og Sult? Den Gang, hos ham begik du en Dårskab, begå nu ikke en ny!"

Jeg stirrede på ham, men - ja. lad mig sige det med det samme: De synes måske, at Adam, da han dog så til min Nød, kunde have lindret den af sin Overflod? Men havde han mon nået sin Bestemmelse som Kirkens højeste Repræsentant, om han. selv som ung, havde ønsket at ændre blot én Tøddel i den Samfundslov. han var kåret til at hellige - som man helliger . . og | styrker det nøgne Sværd med Fæstets Kors -: den Lov, der byder, at der skal være Fattige, for at der kan være Rige . .? Jeg forstod det med Et, den Gang da jeg horte de Ord udgå af hans kyske og strenge Mund, at han var selve den officielle, korskronede Verden, Eberhard havde villet ruste mig mod, den. der behevede mig og behøvede et Blad som dette - som Grundlag, som Kælder . . . eller Ventil.

Og næste Dag sad jeg igen ved Bordet, der var opfyldt af skårede, brændevinsosende Flasker og uappetitlige Madrester, mellem en rusten Kakkelovn og en uredt, sortbrun Dobbeltseng. Ti "Kontoret" var tillige Spisestue og Sovekammer for Redaktøren og det Pigebarn, han tilfældigt hentede ind fra Gaden.

Jeg forsøgte at tænke på Eberhard, der havde boet i Skøgernes Hus, men jeg vidste, der var ingen Sammenligning. Hvad havde han ikke renset dér! mens jeg - Det eneste, jeg kunde udrense, var Trykfejlene - og således gjorde jeg Bladet end lettere tilgængeligt for hver den. der havde en Halvskilling i sin Lomme, og vandt mig derved min egen . . .

Jeg sagde mig, at jeg med den holdt mig oppe og borte fra hin min Bedstefaders Trappe, hvor jeg efter hans Ord skulde ende, og at denne min Synd var intet imod, om jeg havde gjort ham til Vilje.

Men jeg anråbte Gud af en Nød som aldrig før, at han vilde udfri mig fra det Kød, der tvang min Sjæl til dette, som var den for tungt.

Tre Måneder havde jeg alt været på dette Kontor, men aldrig havde jeg dog følt min Nød, hin for Mennesket ufattelige Tvedragt mellem Ånd og Kød, som nu jeg hin Oktoberaften, nær Årsdagen for Eberhards Død, stod i denne Stue.

Men med et så opmærksomt Udtryk i det furede Ansigt lyttede Professor Honorius efter mit Navn, da Adam præsenterede mig. og så forskende rettede han disse halvslukte og dog så stærke Øjne på mig. at jeg sitrende spurgte mig selv. om der da også hos mig var noget at agte på, noget, der også gav mig Ret til at komme i denne berømte Mands Hus.

|

Han spurgte mig, med det tunge Hoved ludet tæt imod mig, om mit Studium, om mine Planer.

Jeg skælvede, jeg følte det et Øjblik på mine Læber at betro al min Nød til denne Mand. den eneste, der havde spurgt mig om noget af mit, men jeg betvang mig hastigt. Skulde jeg gengælde hans Venlighed med at bebyrde ham med alt det, som ene var mit? Og desuden: kun Gud vidste min Vej!

Men i hvor mange Stunder siden, når jeg syntes, jeg skulde segne under Menneskers Foragt, under at de end ikke agtede mig værdig til denne ringe Plads her på Øen, har jeg ikke vundet Livet igen ved Tanken om, at han, denne store og vise Mand, så på mig som på enhver anden - ja. jeg tror det: endog med en egen, bevæget Undren?

Han strøg nu en af de lange, fine og skønne Hænder, der stod i så forunderlig en Modsætning til hans øvrige, tunge og plumpe Krop som den pludselige Opvågnen af Ånd til hans vante, døde Søvn, henover min Skulder og sagde:

"Det er første Gang, De er her, Lad mig se Dem oftere."

Og han drog den halte Fod efter sig over Gulvet til en anden Gæst.

Men jeg så mig med Et frimodig om i Stuen med de mange unge, leende Ansigter og følte mig et Øjeblik som en af dem, og var det så vel også, i Kraft af denne Følelse.

Et Øjeblik - ja. Ti da så jeg pludselig hende, hans Datter, Dorete Magdalene Honorius.

Jeg så hende kun, fulgt af Pigen, byde den kinesiske Bakke rundt, med Tekopperne, Syltetøjet og Kummen med Skeerne. Men hendes Hoveds Bøjning, den nøgne, slanke Hals og de nøgne Armes Holden om den tunge Bakke - det var ungt og uskyldigt og lykkeligt nok, til at jeg med Et mindedes, hvem jeg i Sandhed var. jeg der havde vovet mig ind i denne Stue. vovet mig hende nær.

Men det var på én Gang ikke mere, som altid før, mig selv, jeg tænkte på - ikke mine Klæder, som hørte en anden til, og som jeg måtte give tilbage, når vi kom | herfra, ikke mit Kammer, om hvis Usselhed hun end ikke kunde drømme, ikke min Oprindelse, min Moders Død og Huset i Pistolstræde, end ikke den Artikel, jeg i Dag havde måttet læse. ja inddrikke, og som Tøddel for Tøddel måtte stå at læse i mine Øjne, som Smudset på den Mands Hænder, der har arbejdet i Kloaken.

Jeg frygtede ikke Undren og Smil, jeg frygtede ikke for mig selv, dertil var hendes Trin for lidet jordiske, hendes Hud for hvid, hendes Nakkes Bøjning for øm.

Jeg frygtede for hende. Jeg frygtede for Medlidenhedens Smitte. Jeg, hvis Åndedræt var Kval, jeg måtte ikke ånde herinde.

Disse Øjne havde aldrig set andet, end hvad der var skønnest og lykkeligst, her hos denne Fader, i dette bog- og bustefyldte Værelse, og jeg skælvede som en Forbryder, at jeg bragte al denne Skændsel, al denne Smærte nær hendes stille og blide Harmoni.

Jeg skottede til Faderen, som han haltede rundt dér, med Smilet i de halvslukte Øjne, om den grove Mund, med det grånede, letkrøllede Hår om den skyløse Pande. Og jeg tænkte, at han vilde jage mig ud, om han anede, hvad hans moderløse Barn kunde møde i mig.

Og da hun nu med Et, ved en uventet Drejning stod foran mig og smilte mod mig med det hvide Ansigt i det lokkede Hår under Pandebåndet og rakte Bakken frem mod mig med et lille Knix, da vendte jeg mig forfærdet, lod som jeg ikke hørte hendes Spørgsmål, lod som jeg ikke så Kagerne, hun havde bagt, og Syltetøjet, hun bar frem, men dukkede mig i Skjul bag en uvidende, en lykkelig Student og begyndte bag ham og de andre at liste mig langs Bogrækkerne hen mod Døren for at komme bort.

Men jeg kunde det ikke, jeg måtte endnu blot et Øjeblik følge hendes lette og lydløse Vandring blandt de andre, hendes Nakkes ømme Bøjning, hendes drømmende Smil. Jeg måtte se, hvad Uskyld og Lykke, hvad Ungdom var. Så skulde jeg forsvinde.

Og da blev pludselig alt tyst om mig. Professoren løftede sin skurrende Stemme, og da jeg så derhen, stod han dér med Hånden på Stoleryggen og talte. Alle Hoveder var vendt mod ham.

|

Jeg skottede atter hen til Dorete. Pigen havde taget Bakken fra hende, og også hun lyttede.

Der var ingen Fare for, at hun skulde se mig, så langt borte jeg stod. Jeg kunde nok få Lov at blive, den lille, sidste Stund.

Og jeg blev og forglemte mig, med Øjnene kun på hende.

Og jeg så hendes Hoved derinde mellem de andres, oprejst lyttende, med klare Øjne og let åben Mund, med Fletningerne lagt så roligt om Panden og Hænderne i Skødet. Og jeg glemte, hvad Smærte og Smuds mit Blik idag havde vandret igennem og taget med sig, og det vovede sig til hendes Kind, til hendes Øre, til hendes lange og nøgne Hals og nøgne Skuldre i den åbne Kjoles Chiffon, til hendes spinkle, nøgne Arme og de foldede Hænder, til Brystets blide Runding - ja, det vovede sig did som til sit Fædreland, sit længe søgte Hjem.

Jeg hørte, for første Gang i mit Liv, ikke et Ord af hendes Faders Tale, jeg så kun på hende, så mig ind i hende, ind til hende, ind i Uskyld og Lykke: ind i Ungdom.

Da med Et, midt i den svage Dis af Lampelys og de unge Mænds ivrige Ånde, mødte jeg hendes Blik.

Og i samme Nu var jeg frigjort for min Frygt som for min Skam.

Ti hendes Øjne gled mod mig med Himlens Højhed og Ro, Himlen, der véd om alt og som intet kan besmitte

Og jeg var fri for hin jordiske Tvedragt. Ti hendes Sjæl, som Legemet endnu ikke bandt, og min, som havde frygtet og hadet sit til Døde, mødtes midt i denne Ungdom af blussende Blod, i en undrende Genkenden.

Nu havde Gud kaldt, nu biede jeg kun på, hvad han vilde.

Da mærkede jeg et Par Øjne på os - Adams.

Som en Ørns var de over os, fulde og klare.

Jeg så hende skælve og sænke sit Hoved og sit Blik. Hendes Hænder søgte hinanden i Skødet.

|

Og jeg vidste, hun skulde blive hans. Han måtte hende; hun var det største - som Præmien.

Bestandig måtte vi begære det samme, vi, der var længere fra hinanden end alle - og nærmere, ja ens.

Og jeg vågnede, og fandt mig i hans Klæder.

Og jeg glemte, at hvad nu var mig givet, kunde aldrig tages, end ikke af ham, ja end ikke af hende.

I det Øjeblik, jeg hørte Guds Kalden: "Se, nu gaves dig det største af alt: at se en Søskendesjæl, gå bort og forvar det," da luede hin Tvedragt mellem Ånd og Kød påny.

Jeg glemte, at os var Frigørelsens Nåde og Sorg tildelt. Og jeg begærede hende, just som hun sad dér, blussende af sit Køds fagre Dragt.

O, jeg forlangte hende ikke i min Favn! Men jeg forlangte hende urørt som nu. Jeg anråbte dette Øjeblik at standse, Tiden at stå stille, Lampens Lys at fæstne sig i evig Glorie om hendes Hoved. Jeg krævede, de andre skulde glemme os to for altid; vi to være ene til; ene jeg se på hende og hun stirre frem for sig som nu.

Jeg begærede, at det, der var mig skænket som en Evighed, skulde dvæle i Sekundet.

Min Kærlighed til hende havde vakt den Egoisme, som hidtil havde slumret, og som den ganske skulde have reddet mig fra, om jeg havde fulgt Guds Vilje og ikke min egen.

Og da nu i det samme Professoren tav, og Studenterne brød op, takkende og henrykte trængtes om ham, og strax efter søgte ned mod Døren efter deres Tøj, og hun blev borte i Stimlen, vidste jeg, at jeg vilde komme igen næste Gang, hver Gang - så længe jeg fik Lov.

Da så jeg Adam og hende. Han havde bøjet sig for hende og kysset hendes Hånd til Farvel, og hun havde hilst ham, med sænket Pande, i et Knix.

Og nu rejste han sig, knejsende, med det lyse Hår tilbagekastet og Blikket i hendes.

Og jeg så hende skælve og Hænderne bedende søge hinanden. Og det hviskede gennem mig: Bed kun, hans Vilje står du ikke imod!

|

Nu slap Adam hende og kom hen til mig. Hun stod endnu bundet på samme Plet.

Og jeg fik al Styrken af hans Blik igennem mig, som et blottet Sværd. Og jeg skælvede som hun. Og jeg vidste vor Skæbne afgjort.

Vi fulgtes uden et Ord gennem de natlige Gader, hvor de mørke Skilte knirkede og knagede på deres Hængsler. Udenfor hans Hus standsede vi, og idet han fæstede samme stive, hvide Blik på mig, sagde han:

"Det er sandt, Clemens - du er ked af din Plads ved dette Blad," han gjorde en Bevægelse med Stokken, som vilde han end ikke med dens Spids røre det, han dog ikke anså mig for god til at tage Brødet fra. "Jeg har noget andet til dig."

Jeg så op. Å, hvad talte han om - hvad andet var der, end det, jeg havde oplevet - og mistet i Aften?

"Det er en Plads, jeg så averter et i "Fædrelandet" i Dag, men jeg glemte den igen - som Pogelærer på en Ø under Præsten deroppe, fri Station og femogtyve Rigsdaler om Året. Der er nok svært ensomt, syv Mil til nærmeste Kyst og knap tohundrede Mennesker. Men du holder jo af Ensomhed. Skibet ligger ved Christianshavn, og Skipperen véd nærmere Besked; så dér kan du forhøre dig. Men Pladsen skal tiltrædes strax."

Da brød i samme Nu som en vild Lue op i mig det, jeg aldrig før havde anet eller kendt, Selvet i voldsomt Frembrud, Jeget, som ikke hørte, ikke så, ikke Menneskers Røst så lidt som Guds - som kun var sig selv, ene sig, og fyldte Himmel og Jord med sit Skrig.

Han vilde have mig bort! Han regnede mig for Medbejler! Hvem var jeg da?

Jeg vilde knejse, jeg vilde skrige det ud for alle Vinde: at nu var jeg til! Han frygtede mig som Medbejler - til hende!

Men Adam så hurtigt på mig, stak Avisen i min Lomme og låsede sig ind af Porten.

"Tøjet kan du beholde - til Rejsen," sagde han og slog Døren i.

Men hvad agtede jeg hans Spot, at jeg, hans "Medbejler", aldrig uden i hans Klæder kunde være kommet | hende nær, hans rolige Viden om, at jeg dog drog til Øen - fordi jeg måtte?

Jeg huskede kun, at hun havde set på mig, og hvad Adam dømte om det Blik. Jeg glemte min egen Viden om det og Guds Mening med det, glemte os selv og tog os efter Verdens Dom. Jeg, der altid havde lydt og tiet og set på de andre og veget for deres Jeg og kun anet mit eget i dets dybe Underlegenhed for deres, jeg overvældedes nu af mit ukendte Selv. så jeg segnede ned på Trappestenen og endnu sad der, da Vægteren med Kabus og Morgenstjaerne stod foran mig og bød mig gå hjem og sove Rusen ud.

Jeg stirrede forvildet på ham, som havde virkelig mit Jeg i sit vilde Frembrud fortæret alle andre Væsner end mig selv, og rejste mig og vaklede af Sted.

Ja, i Sandhed beruset som den, der aldrig før har kendt Vin og nu har smagt den stærkeste af alle, flakkede jeg gennem Gaderne. Og som Vin kan skabe Mennesker om for en Stund, blev jeg omskabt disse Nattetimer.

En Gud blev jeg, en Gud af Ungdom og Skønhed, en Gud af Styrke og Mod - eller - Å nej, jeg blev vel kun et Menneske som de andre, ung og fuldt af Håb . . .

Alt kunde jeg vinde, alt skulde jeg beherske! Hun havde set på mig således, at Adam, Adam Colbjørnsen i mig så en Medbejler, der måtte bort! Jeg var ham lig - ja mer end ham, siden han frygtede mig! Ja, havde han ikke altid vist mig, han forstod, vi to skilte var ens?

Jeg havde troet mig lam, og nu kunde jeg bestige Bjærge!

Da stod jeg med Et påny i den fornemme, stille Gade, foran hendes Hus. Jeg anede ikke selv, jeg var nået derhen. Jeg var kommet her så helt selvfølgeligt, som hørte jeg til her, som var det mit rette Sted, mit Hjem.

Ja, jeg havde et Hjem og en Fremtid!

I Drømme, i lykkeligt smilende Drømme stødte jeg Lågen op og gik ind.

Den høstlige Duft af de gamle Linde sank om mig, | tyssende og manende. Men jeg så kun den Rude, der lyste bag de svære Stammer, bag de dalende Blade, min Elskedes Rude.

Og jeg gik frem imod den som Sejrherren til sit Rige, rank imellem de hældende Grene, over det faldende Løv.

Og da så jeg hende, som Sejrherren ser sin Elskede.

Hun stod derinde bag sin Rude, nøgen foran sit Spejl i det hvide Flor. Hendes Arme vandt Håret om Hovedet, hendes Hage var sænket mod Brystet, og hun smilte i et lønligt Smil.

Hendes Dragt hang hende om Lænderne, som Svøbene om den Blomst, der er skudt frem. Skæret fra Lysene sitrede i hendes Hud.

Og jeg tog ikke mine Øjne til mig, og jeg flygtede ikke. Jeg stod dér med Herrens Ret.

Til pludselig et Blad ramte min Kind, og min Fod raslede i det visne Løv.

I samme Nu var hendes Øjne mod Ruden, hendes Hænder som to Blade for hendes Bryster, hendes hele ' Legeme én Skælven, som ramt af en Pil.

Og jeg sunken ned i Rædsel på mine Knæ - i en Rædsel, hvori jeg så hende, stadig med Hænderne for sine Bryster, nærme sig Ruden og med fremstrakt Hals titte ud, smilende ad sin Angst.

Ti stod ikke den store Have skærmende om hende, her i hendes Faders Hus?

Men dér, hvor jeg lå gemt i Murens Mørke, i den høstvåde Jords Forrådnelse, veg mine Øjne ikke fra hendes spidse og hvide Fingres Spænden over Brysterne, fra hendes store og smilende Øjnes sagte og lykkelige Spejden og Hårets dunkle Skygge om Skuldre og Arme og om hendes Lænders åndende Sitren.

Til hun med løftede Arme og tilbagebøjet Hoved drog det hvide Gardin for Vinduet, og jeg så hende svinde bort derinde.

Men da lå jeg også på mit Ansigt mod Jorden, med Hænderne i dens Løv, i et stumt Skrig for hvad jeg havde gjort.

Himmelske Gud, hvad havde jeg gjort! Beluret hende.

|

da hun var nøgen, voldtaget hende, da hun var ene, skændet hende, da hun var hjælpeløs.

Jeg, jeg, jeg havde gjort det! Jeg, Eberhards Barn, Guds Lam, jeg, som elskede hende!

Nej, nej! jeg havde slået mine Øjne ned i Skyhed for den tilbedte Sjæl, for det tilbedte Legeme, der var ene med hinanden. Jeg var veget bort og løbet gennem Gaderne med det hellige Glimt i min Sjæl, Åbenbarelsen fra det salige Liv, der var mig skænket, just fordi mit Legeme var knust, min Vilje død, min Sjæl ene levende af Guds Hånd.

O nej. nej! Jeg havde set, jeg havde stirret - jeg havde stjålet hendes ensomste Løndom, hendes Nøgenhed: hendes Væren ene med sig selv! Jeg havde taget hende med Vold og mistet hende for evigt!

Hvorfor? hvorfor? Fordi Livet, fordi Lykken var kommet mig nær!

O Gud, hvorfor vakte du dem! hvorfor lod du mig ikke dø lykkeløs og uskyldig!

Eller - de andre ejede den jo altid, Lykken, fødtes med den - men havde nogen handlet som jeg?

Nej, jeg havde drukket mig ør i Bærme: i mit Selv, det Selv, jeg aldrig før havde kendt, men som altså så således ud, skændigere end et Dyrs. Med Lykken, med Livet var det vågnet - o Gud, tag Lykken, tag Livet fra mig, og giv mig hende og dig igen!

Forsent! Forsent!

Jeg skreg min Nød ned i Jorden, jeg krympede mig ned i den, at den vilde gemme mig med det samme. Mod hende havde jeg handlet således! hun, hvis Sjæl havde hvisket til mig: Broder, ene du er som jeg!

De gule Blade dalede over mig. og jeg skreg til dem, at de vilde dække mig, begrave mig, begrave mit Selv i deres evige Forgængelse.

Lugten af dem, af Muldens Ramhed sank om mig, steg om mig. beruste mig som Døden, og jeg lukkede Øjnene i et Takkens Gisp - o, forgå!

Men da jeg løftede mit Hoved, faldt de visne Blade fra det, og jeg stod atter oven Jorden og så mine Fødders Spor i Mulden.

Da vendte jeg mig og styrtede i Rædsel ud af Lågen, | ud på Gaden og bort, som kunde jeg løbe fra min Gærning og mit Selv . . .

Men jeg fandt dem bægge igen - på en Trappesten under et dunkelt Bislag, ved at en Hånd rørte min.

Jeg så i det usikre Skær fra en Tranlygte et Ansigt i mørktlokket Hår - og greb om den kolde Sten.

Du gode Gud, var det hende? kom hun for med sine hvide Hænder at rive mine Øjne og mit Hjærte ud?

"Lille Student, giv en Skilling, så skal du få et Kys," klynkede en hæs Stemme, og Hånden ruskede mig stadig, indtrængende, i Skulderen, "hører du - en Skilling og et Kys!"

Jeg sad på en tilsølet Trappe i et uhumsk Stræde. Var det Pistolstræde eller Peder Madsens Gang?

Og foran mig knælede en laset Kvinde, purung, med blålige Pletter i Ansigtet, med Håret tjavset, ned i de skinnende Øjne.

En Hånd, der var mager og hvid som en Dødnings, rev i Feber i min Frakke.

"Lille Student, en Skilling og et Kys ..."

Jeg bøjede mig beruset forover - gennem Forrådnelsens, Dødens tunge Os sitrede en svag, en øm Duft af en Blomst, af en Kvinde . . .

Jeg havde ikke taget fejl - jeg stod i Haven igen

- og hun var ikke vred, hun havde åbnet sin Rude, og hun bøjede sig ud og rakte mig sin Mund til Tilgivelse - og Farvel . . .

O jo, jeg kendte igen min Barndoms Atmosfære, Skarnlugten fra Skøgernes Hus, af smudsige Klæder og Senge, af smuldrende Gulve og Mure og Rendestenens Slam

- gennemsitret af unge Kvindelegemers ukrænkelige, lindrende Balsam!

"Lille Student, jeg giver dig, hvad jeg kan! Jeg har ikke smagt Mad i tre Dage, uden hvad jeg har sanket i Gårdenes Møddinger. Her er koldt på Brostenene, jeg har ingen Seng. Og jeg er syg. Jeg giver dig, hvad jeg kan!"

Jeg så mellem to Dødningehænders Famlen, og af et laset Sjal, et Kvindebryst dukke frem, sart og ungt og hvidt ...

Jeg troede, hun kom at rive mine Øjne og mit | Hjærte ud med sine hvide Hænder, og i Steden rakte de mig i guddommelig Barmhjærtighed hendes Bryst, at jeg skulde drikke nu og ikke vansmægte Livet igennem - jeg, der havde vovet mit Blik til den hellige Kilde.

Svimmel af Anger og Tørst, og med mine Øjne for sildigt lukkede, bøjede jeg mig og drak.

Og i al Forrådnelsens Os, i Dødens store Lugt om mig, sitrede Paradisblomstens Silkeblad mod mine Øjne, min Hud, mit Hjærte.

Jeg smæltede bort i dens Duft, selv kun en Ånde, smagende Livskærnens Honningsødme og Salt.

Jeg fornam en skælvende Hånd om min Nakke, en dunkel, dump Lyd i mit Øre, over mit Hoved, som en dobbelt Gråd, et Hjærtes og en Munds . . .

"Å lille Student - å lille Ven - -"

Og jeg så op igen og ind i Skøgens Ansigt.

"Jeg kan ikke give dig mer. Brostenene er kolde,

og jeg er syg ... giv migen Skilling -"

Jeg havde den Aften hentet min Månedsløn fra Kontoret, jeg trykkede Pungen mellem hendes Fingre, og hun et Kys på min Hånd . . .

Hun forsvandt derhenne i Tranlygtens Skær på den bitte, åbne Plads, skyggespinkel og sort, med det vilde, brusende Hår og Kjolen nedtrådt som et Slæb af Muld om Fødderne. Hun vinkede med den hvide Knokkelhånd, den anden foldede frysende Sjalet om det nøgne Bryst.

Og jeg sad i Pistolstræde, tyet til min Barndoms Tærskel og frelst for Øjeblikket og Evigheden af dens gode Fe. -

O lille Søster, Doretes og min, du gav hende Æren og mig Livet tilbage! Ti Kysset skænker Nøgenheden Jomfrudommen igen og Brøden Tilgivelse.

Men du, lille Søster, der byder den himmelske Kilde til Fals på Gaden - dig selv kan ene Gud læske, som du ene kunde læske mig! -

Hvordan og hvornår jeg nåede hjem til mit Loftskammer, aner jeg ikke. Men da jeg kastede mig dér på mit Leje, vidste jeg det: at jeg tog til Øen, at det var den Vej, Gud nu havde viet mig til, ja bestemt mig fra min Fødsel.

|

Jeg tog til Øen, ikke som Adam, men som Gud vilde. Jeg vendte for altid mit Øje bort fra hende, at jeg altid skulde se hende. Jeg slettede mig selv af de Levendes Tal, at jeg ikke skulde dø.

Og den Beslutning skænkede mig Ro, den Dødsdømtes, den Frelstes Ro, og jeg lukkede Øjnene i Søvn.

Men dér i Søvne åbenbarede hun sig for mig for anden Gang, hun, den evigt Vundne og den evigt Tabte.

Hun kom og satte sig på min Sengekant og talte mig til. Hun var nøgen, som da jeg så hende bag Ruden og i Strædet, ja, hun var ganske nøgen, med de spæde Hænder og Fødder krysset, kun svøbt i sit lange Hår.

Men jeg havde jo kysset hende til min og følte det ikke som en Brøde, at jeg var hende nær, og hun smilte mod mig, som kendte hun ikke til Vrede, endsige til Blu, kun til uendelig Sørgmodighed.

"Benedict", sagde hun og nævnte mig ved mit Barndoms Navn fra Pistolstræde, som ingen siden Eberhard havde kaldt mig ved, fordi jeg for ingen havde været velsignet, men nok mild for alle, "Benedict, se her kommer jeg til dig, således som Gud havde bestemt mig for dig, således som vi to, som Menneskeparrene, skabtes for hinanden, bag Adskillelsen og Klædebonnene. Du lærte min Nøgenhed at kende, og den var din i denne ene Stund, og du rørte den med dine Læber. Men vi færdes i Timelighedens Klæder, og derfor skal du aldrig gense den før i Evighedens Morgen. Ti sagde mine Øjne dig det ikke: Først i Evigheden, først når Legemer og Klæder er faldne, skal vi to vorde Et? Ti her på Jorden kan Sjæl bo hos Legem, men Sjæl aldrig hos Sjæl. Og se: du har intet Legeme for min Sjæl, og jeg intet for din. Men just derfor skal vi hisset smælte sammen, ti intet jordisk Støv vil blande sig i vor Forening. Men nu skal du gå bort, og du skal savne og længes og angre. Ti den, der her på Jorden foregriber det, der først var bestemt i Saligheden, han må sone i det Jordiske. Husk, at du har alt at angre! Men for at du her i Støvet skal holde din Længsel ren og ikke glemme den Brud, der bestemtes dig, gav Herren os vort Bryllup i Nat, vort Bryllup, hvorom Verden aldrig skal vide, og som ene vi forstår. Véd du, at da | jeg smilte til mit Spejl, var det til dig, og da jeg spejdede fra min Rude, var det efter dig? Se, din Brud kom til dig med Hænderne om sit Bryst som om Skatte. Men Ruden var stængt for os; vi sås, men kunde ikke favnes. Og jeg sendte dig min lille Søster, og du rørte hendes Bryst, og du smagte i hendes mit, den Spise, hvorefter du aldrig skal tørste. Du smagte Kvindens Legeme, og du åd dig til Frelse og Doms. Jeg var Livet, og du kyssede min Søster, Døden. Du forpligtede dig til den evige Død, ti du begærede det evige Liv. Dig ske efter din Vilje! Drag nu bort og lev for Mindet om vort Bryllup. Husk, at du har alt at mindes! Men kom til mig i Morgen, og lad os to, som véd alt og intet om hinanden, for første og sidste Gang tales ved, på vor Bryllupsmorgen og sige hinanden det God Dag, som på én Gang er Farvel og på Gensyn!"

Og hun åndede over min Mund og bredte sine Arme ud over mig som Vingefang. Men om det var et Kys og et Favntag til jordisk Trøst, eller det var en Beånding og Velsignelse til himmelsk Flugt, jeg véd det ikke.

Men jeg sov ind under det, dybt og trygt som til min lange Søvn. -

Da jeg vågnede næste Morgen, stod jeg roligt op i den klare og blanke Oktobersol, roligt som den Domfældte på den sidste Dag.

Jeg vidste nu, hvad jeg havde at gøre, men også at jeg kunde det. Jeg vidste, at det havde altid været bestemt således; jeg huskede jo Eberhards Ord om dem, der først skal grønnes og blomstre i Himmerige, hans Bøn om at give mig Korsets Gave - ja, jeg så det jo: inderst i Livets Skov stod ikke Afrodite, den blå Blomst, men, som i Schwarzwald, Korset.

Jeg tog roligt "Fædrelandet" frem, som Adam havde stukket i min Lomme i Går, da jeg ikke vilde tage det af hans Hånd, og læste Avertissementet: om Præsten, der tillige skulde være Lærer på den øde Ø i Kattegat, og som søgte sig en midlertidig Hjælper, en ung Student. Lønnen var alt frit og femogtyve Rigsdaler om Året.

Der stod "midlertidig", men jeg vidste, det var for | altid. Jeg vidste jo nu, hvorfor jeg ledtes hen til det Vindue og til Trappen i Pistolstræde, at det var ej alene, som jeg troede, af mit Selv, men af Gud; at det var ej alene Brøde, men Gave; at jeg blændedes ej blot af Guds Vredes Lyn, men af hans Åsyns Herlighed, af det Salige alt her på Jorden.

Men jeg vidste også - hun havde jo sagt mig det, Synet i Drømme - at Undret kun var sket med mig, med os, fordi jeg, fordi vi var så svage, at vi ene kunde bære dette, og ene dette kunde opholde os i det Jordiske.

Og som jeg kendte Grunden, kendte jeg Betalingen for Undret. Jeg vidste jo, jeg havde alt at angre og alt at mindes.

Og jeg tog mit gamle Skoleatlas frem og slog op på mit Land og fandt Øen dér, ene midt i Havet, skilt fra al Verden ved de syv Mile Hav til Jylland, syv Mile Hav til Sverrig, otte Mile Hav til nærmeste Ø, og ti Mile Hav til Sjælland, til den Bred hvorpå jeg stod, hvor hun levede.

Jeg mærkede mig Stedet på Christianshavn, hvor Skibet skulde ligge, hvor Skipperen skulde sige den Søgende nærmere Besked, og jeg gik derud.

Under Vejs gennem Gaderne, hvor Solen flammede som gyldne Luer, som Sommerens sidste Farvel, mødte jeg mange Studenter. Om den stærke Sol, der tindrede i alle blanke Ruder og Øjne og bragte alle de røde Blomster bag Madam Mørchs Vindue på det skæve Hjørne ved Nyhavn til at lue, viste mig dem, eller jeg selv så dem med særligt stærke Blikke, véd jeg ikke - men aldrig havde jeg mødt så mange af mine Lige, så mange huløjede og lurvet klædte Studenter, hvis gustne Hud fortalte om Æbleskivekælderen, hvis trætte Trin om den stenede Vandring mod Examen.

Men ikke én af dem så jeg dog styre min Vej, ad Christianshavn, ad Skibet, ad Øen til.

Jeg nåede derud og så et Hoved stikke op af Kahytsdøren i Piberøg og Skæg. Jeg stod på Bolværket med Huen i min Hånd og bad om Oplysninger.

Hovedet vendte sig så trægt, som var hele den skidne og tunge Skude dets Krop og talte det med dens hæse og havvrede Røst: | "Ja, det ska' være med det samme, hvis det i det hele ta'et ska' være. For i Aften letter vi. Og nu stunder jo Høsten, og så kommer vi ikke ad Øen til før til Våren: Og Præsten, Schwarzflügel, vil nu ha' sig en Student derop til Ungerne. Men hvad Fanden vil De dér? Har De egentlig betænkt Dem på det? Véd De kanskesens, hvordan der ser ud deroppe? I Deres Alder - De ku' sgu da ligesågodt gå på Assistens Kirkegården! Men hvad Fanden rager det mig! jeg siger bare: God Fornøjelse! og Tak for mig! Men vi letter Klokken ni præcis, at De véd det."

Det saltgrå, buskede Hoved forsvandt, så brat som gik det i Hi under Dækkets tjæreskidne Vinge, og den smudsige Puddel, som under hele Samtalen havde halset ude af sig selv henne ved Roret, hvortil den var tøjret, strakte sig nu flad på de sølede Planker, der stank af harsk Sild, og slængte sine Glam, sin Fråde og sine gule Øjnes Ild mod mig, som begærede den at flå hver Trevl af Kød og Tøj af mig

Men jeg vendte mig og gik, forfulgt af dens Halsen. Nu var det bestemt. I Aften gik jeg over den Ræling, for aldrig at vende tilbage.

Derude et Sted, midt i Havet, skulde jeg bie.

Men først skulde jeg se hende en Gang endnu, den sidste, den lovede. Lige før jeg rejste, skulde det være. Således var det Ret og Pligt. Fra hende vil jeg gå til Adam, sige ham Farvel, og så om Bord.

Jeg havde gennem Værtinden budsendt en Marskandiser. Jeg måtte jo afhænde de Par Møbler, jeg havde hos mig, som havde fulgt mig fra Pistolstræde og Skolens Kvist, Eberhards Møbler.

Ja, jeg skulde skilles fra dem som fra alt andet i min Fortid, uden dette ene.

Jeg var jo også uden én Skilling. Jeg havde jo givet vor lille Søster min Pung med alt mit Eje.

Marskandiseren kom, i slæbende Tøfler og islandsk Nattrøje, med Duskelue og Gedebukkeskæg. Han snøftede en Dråbe op i Næsen, skelede fra Møblerne og Dynerne til mig - og bød mig en Femtedel af det, jeg vidste, var deres Værd.

Men skønt hans skråsavlende Mund grinte af Spot, | nikkede jeg. Jeg vilde aldeles ikke slå igen! Når jeg krævede at blive, den jeg var, hvorfor skulde Verden da ej kræve det samme for sig? Havde den regnet min Barndom og Ungdom for mere værd end det, den nu bød mig for deres tavse Vidner?

Jeg pakkede Eberhards Kiste, pakkede den med alt det, der var mit jordiske Gods, mine to Skjorter, min ene Dragt og hans Bøger, lukkede Kisten og fik den bragt om Bord. Vadsækken vilde jeg bære med mig med det samme. O, den var ikke for tung!

Da jeg havde betalt Værtinden, og Eberhards Kuffert var hentet, talte jeg mine Penge efter -: jeg havde en Rigsdaler igen!

Jeg så mig om i det nøgne Kammer under Tagribberne og med Vinduesgluggen og smilte. Således slap jeg fra det. Ja således slap jeg fra mit frysende og sultende Selv. Jeg var færdig, jeg skulde rejse.

Jeg så gennem Skråruden ud mod Himlen, der nu i Solnedgangen skyedes og flammede højt og rødt op. Jeg så de enkelte Trætoppe og Korsene på de fjærne Tårne lue og store Skygger skride over Tagene,

Så vidste jeg, det var Tiden, stak Eberhards gamle Schwarzwalder-Ur i Lommen, tog min Vadsæk, så mig endnu en Gang rundt i det Kammer, hvor jeg havde sultet og frosset, lukkede så for det, og gik ned ad Trappen, lige ud ad Gaden til Eberhards Grav.

Jeg vidste, at havde han rådet selv, var der aldrig blevet sat et Mærke, dér hvor hans ligegyldige og lænkende Legeme var blevet lagt ned, ja ej en Gang rundet en Gravhøj, men det var blevet slettet i Et med den Jord, hvoraf det var taget og som havde krævet det igen.

Men jeg havde i mit Tab af ham, den Uundværlige, klamret mig til det af ham selv så foragtede Sted og rejst et fattigt Fyrrekors på hans Grav og derpå ladet male i Hvidt den hellige Augustinus' Ord, han så ofte i tunge Stunder havde manet mig og sig selv med: "Unruhig ist das Herz, bis es ruht in dir, o Gott!"

Og længere nede Novalis' Ord: "Das Leben ist um des Todes willen,"

Jeg knælede ned ved den alt i Efterårets Regn sunkne Grav og med Panden mod det sprukne og klæge Ler | syntes jeg, jeg for første Gang fuldt ud forstod Eberhard og blev ham lig i den Forståelse, ti stod nu ikke også de Ord over min Grav: "inquietum est cor nostrum, donec requiescat in deo"?

Jo, uroligt havde det været, til nu jeg var i Graven, i Guds Hånd, som han. Og sandet havde jeg, at Livet ene var for Dødens Skyld.

Jeg gik fra Eberhards Grav til min Faders, Ikke mange Skridt skilte dem, men en Mur var rejst imellem dem.

Og over min Faders Grav hvælvede sig et Mausolæum af Marmor, der bar Slægtens Navn i Guld og Laurbærkranse, min Faders nederst og sidst.

Mange af disse Navne havde også Historien tegnet i Guld og Æreskranse.

Jeg vidste, at hver Tomme Muld dernede i dette Magtens og Ærens Tempel var af samme Stof som mit Legeme, og dog stod jeg her mer fremmed end i min Bedstefaders Sal. Forgæves søgte jeg at liste mig ind til min Fader, som et Barn til en Voxen. Guldet og Æres-Kransen skilte os.

Og jeg vendte mig og så tilbage mod de trange Tommer uren og leret Jord, hvori Eberhard lå blandt de Fattige og Glemte. Og jeg vidste, at under hans sorte Kors hørte jeg hjemme.

Og min Moder - hendes Grav var hjemfaldet og slettet, og ingen vidste mere dens Sted. Et andet Legeme blandede sig nu med hendes Muld.

Således var også hun selv slettet for mig og blandet med andre - med Madam Gundlachsen, med de hvide Piger, i hvem mine søgende Barnehænder havde fundet en Moder. Nu sidst med Dorete og vor lille Søster i Pistolstræde.

Jeg vidste ene om hende, at hun havde været ganske ung og spinkel og mørk, at hun ikke havde villet opgive hverken sin Faders eller sin Forførers Navn, så lidt som der nogensinde var blevet spurgt efter hende, og at hun i sine store Smærter var død med hine selvfordømmende Ord, gennem hvilke jeg kunde ane hendes Faders, min mødrene Slægts fatalistisk hårde Sind.

Jeg syntes, jeg var som Menneskeheden selv, uvidende | om mit Livs Oprindelse: skabt og ladt ene. Med min Undren og min Ømhed.

Og jeg rejste mig, med Eberhards Taske i min Hånd og gik fra Kirkegårdens Døde ud blandt de Levende, hvor jeg heller ikke havde hjemme, hen til hende, gennem hendes Have, op til hendes Trappe og ringede på, ikke som tidligere, da jeg kom med Adam, men med en Følelse af Ret. Det var jo hendes Brudgom, der kom, hun havde selv budsendt ham.

Klokkens Ringen derinde vækkede mig ikke, og jeg så ikke den gamle Tjenerindes forbavsede Ansigt, da jeg, på hendes Erklæring om at Professoren ikke var hjemme, spurgte om Frøkenen.

Først da jeg stod foran hende i det lille, lavloftede Værelse med de smalle Bogreoler, med de mørke Gardiner og Blomsterfloret i de dybe Vindueskarme, og hun stilfærdigt rejste sig fra sin Forhøjning og så på mig, med Brodérrammen i Hånden, kom jeg til mig selv - ja, til mit rette Selv, og nær var jeg i Gråd sunket ned ved hendes Fod, i Gråd for hvad jeg havde vovet mod hende.

Men jeg huskede jo, hvorfor jeg kom og blev atter rolig i min Anger og mit Minde. Ti havde hun ikke selv sendt mig sin Tilgivelse i vor lille Søster, og havde hun ikke selv idømt mig min Dom og Bod?

Jeg stammede nogle Ord om Professoren, om noget jeg vilde spørge ham om, om en Bog - jeg løj for første Gang i mit Liv, løj for hendes Øjne, og vidste, at også det måtte være, og var tilgivet.

Men hun svarede stille og venligt, at hendes Fader først kom om en halv Time, men om jeg ikke vilde vente . . .

Den halve Time og hint Øjeblik i Haven og hint Kyssets Øjeblik, for deres Skyld er det, jeg blev født, ene i dem af mit Livs tusinde Timer har jeg levet. Da de var til Ende, var jeg død.

Jeg sad på den lave Stol ved Foden af Forhøjningen og hun deroppe, bøjet over Brodérrammen.

Det visne Løv i de gamle Linde bag Vindvet sov rødt og stumt. De grønne Tegl på Kirketaget dæmrede | så våde mod den violette Aftenhimmel med de spidse, sølvblege Stjærner.

Hun drog Nålen så roligt ud og ind gennem den hvide Ramme, rystede let de lange, løse Lokker fra sin Pande, smilte og spurgte.

Det gamle Tjenestetyende havde tittet ind en Gang, forundret, og tøvet henne mellem Portierens mørke Klunkefolder, med et fortørnet Ansigt, men Dorete havde nikket til hende i et Smil:

"Tak Rosine, Studenten venter på Fader."

Ja, jeg ventede på hans Komme, på min Død.

Og nu var vi atter ene, Nålen hvislede gennem det stive Stramaj, og hun nynnede svagt - ene som i Brylluppets Øjeblik og Kyssets Stund, ene på vor Bryllupsdag, der lakkede mod Hæld.

Hun sænkede det mørkt lokkede Hoved dybere, som for bedre at se, men selv her gennem Skumringen så jeg, hun rødmede - som ved vor Hemmelighed. Og mit Hjærte bankede. Men så lidt i Frygt som i Håb, nej kun i Andagt og Tak til den Gud, som jeg i denne Time følte, var os nær.

Hun talte til mig, og jeg sagde, at hun kendte mig jo ikke. Men hun rystede atter på Hovedet og bøjede sig dybere over Rammen og spændte Klædet ud og smilte.

"Jo, jo", sagde hun så, og hendes Stemme var ganske lav og så forunderlig øm," jo - for De gemte Dem, da jeg vilde række Dem Teen - De gemte Dem og veg bort."

Nu sænkede hun Hovedet helt ned over Rammen og tav og lyttede som i et åbent Smil til sine Ord.

Og jeg lyttede også, med Studenterhuen på mine Knæ, ubevægelig, på min lave Stol. Og jeg nikkede stille.

Jo, jo! Hun huskede mig, fordi jeg veg. Ja - fordi jeg var den, jeg var, og ingen anden!

Og jeg havde just begæret at være en anden, ja som de andre. Og derved mistet hende. Men vundet hende, nu jeg igen blev mig selv - nu jeg veg.

Jeg vidste, at denne Time havde ingen Fortsættelse. At den var Begyndelsen og Slutningen. Og jeg vilde det jo netop således.

|

Hun talte til mig, blidt og dæmpet, små Spørgsmål, små Svar, om Selskabet i Går, hvor vi mødtes, vi to, som sad her og aldrig mere skulde ses.

Vi talte med Ord, som Tusmørket, som vor store Hemmelighed gjorde vege og ømme.

Det duftede i Stuen af Kongerøgelse, af gamle Bøger og af Karmens dunkle Blomsterflor. Her havde hun levet sit ganske Liv, og her skulde hun leve indtil - nej, jeg vilde ikke tænke på det nu! denne halve Time var mig givet, og ingen kunde tage den og vort Bryllup,

Det røde Løv bag Ruden glødede som gyldne Skatte, Lyset i Kirkens grønne Tegl sluktes, og Himlens Violette blev Nat. Uret slog spinkelt derinde. Den halve Time var omme.

Jeg rejste mig og rakte hende Hånden til Farvel.

Hun så op, trykkede den og smilte, spurgte ikke, om jeg da ikke skulde vente på hendes Fader, men sad endnu foroverbøjet, med Sytøjet i sit Skød, og så efter mig, da jeg vendte mig i Døren og hilste Farvel.

Farvel? Nej på Gensyn!

Jeg tog min Vadsæk i Gangen, hvor jeg havde gemt den, ti hun, som ikke forstod mit God Dag, skulde end mindre fatte, hvad mit Farvel betød. -

Jeg gik derfra til Adam og sagde ham, at jeg tog med Skipperen i Nat.

Han så op fra sit Bord, hvor hans Bog lå, den Studiets Bog, jeg nu aldrig mere skulde åbne. Lyset faldt lige på hans Ansigt. Vore Øjne mødtes, og jeg syntes, jeg dybt derinde læste en Uvished, ja næsten en Tak.

Men så rejste han sig i et Smil, skød Bogen til Side og udbrød:

"Så skal vi drikke et Glas Champagne, før du rejser!" Og han rakte Armen ud og trak i Ringesnoren på Væggen.

Jeg svarede ikke, satte mig lige overfor ham, halvt i Skjul bag Bogstabelen, og tænkte på, at nu havde jeg set hende for sidste Gang i mit Liv, at nu forlod jeg Verden og Håbet og Menneskene og Fremtiden for altid, for at drage over Havet til Øen, til Døden. At aldrig mer skulde jeg høre det fine, gyldne Ur dikke dér, aldrig se disse opslagne Bøger, der skulde have | båret mig frem til en virksom og hædret Plads mellem Menneskene, aldrig mere sanse den fjærne, trygge Rumlen af de mange Vogne, af Menneskenes Færdsel, af den store By, men en Stilhed så dyb, som lå jeg alt i min Grav.

Jeg tænkte derpå i Hvile og Ro. Ti jeg vidste, jeg vilde aldrig glemme hendes fine, sorte og lokkede Hoveds Bøjning mod det selvlysende Vindue med det mørke Blomsterflor og det glødende Løv bagved; jeg vidste, at nu havde jeg vundet hende for evigt. At nu havde jeg ene at angre og mindes, ind til den Evighed, hvori der aldrig tages til Ægte, og hvor Vægtskålen er en anden end hernede; hvor jeg turde sidde for hendes Fod - Således som Gud havde vist os det i denne halve Time.

Ti disse tvende Stunder: i Nat for hendes Vindve og i Dag bag hendes Rude, havde lært mig, at min Kærlighed var ikke Drømme, men Liv, og kunde kræve sin Evighed. Jeg havde haft mit Bryllup og talt med min Hustru! Vi skulde genses.

"Skål!" sagde Adam.

Det sang i de høje, spinkle Glas, og Vinen løb igennem mig som lyse Flammer, som Luft af æterisk Vår.

Og jeg løftede mine Øjne mod Adams og hævede mit Glas mod hans.

Men da blev han med Et blussende rød, satte sit ned og gemte med sænket Ansigt Panden i sine fine Hænder. Og de rystede, som stred han, hans Skuldre fortrak sig, hans Nakke bøjedes.

Men så løftede han Blikket, og det var koldt og roligt, fuldt af Sejrherrens Strålen.

O ja Adam, jeg hilste dig, den jordiske Verden, der sejrede og tabte!

"Adam", sagde jeg og holdt om Glasset med Vinen, "jeg er knap atten År, og jeg véd, jeg kommer aldrig tilbage fra den Ø. Men jeg er glad for at komme derover. Og du véd det som jeg: kun dér passer jeg. Sørg derfor ikke nu og lad det aldrig angre dig."

Han gjorde en kort Bevægelse op mod sin ranke Hals i den åbne, løse Linning - og rakte mig sin Hånd, tavs, i et hårdt Tryk.

|

Du var ærlig, Adam, ærligere end den Verden, du havde forsvaret mod mig, den Uvedkommende.

"Og nu", sagde jeg, bøjede mig og greb min Kuffert, "nu er det så på Tide."

Han rejste sig brat, bredte Armene ud og stod således en Stund. Men jeg nærmede mig ikke og så roligt på ham.

Så sænkede han Armene, bladede hæftigt i Bøgerne og udbrød så, med lidt tyk Stemme

"Du må undskylde, Clemens, jeg fulgte dig selvfølgelig helst i Aften, til dit Skib, men - Der skal være stort Selskab hos -" og han nævnede min Bedstefaders Navn, "første Gang efter Sønnens, Grev Hermanns Død. Professor Honorius og Frøken Dorete kommer," lagde han til, idet hans Øjelåg gled ned.

Jeg følte det, at nu stødte han Dolken til Fæstet i mit Hjærte. I denne Aften skulde det ske. Dorete skulde neje sig for hans Vilje og blive hans. Jeg blinkede svagt med øjnene og nikkede.

Jeg gik jo til min Lykke. Vilde jeg formene ham i at gå til sin?

"Nej, hvorfor skulde du dog følge mig?" sagde jeg roligt. "Farvel, Adam - og Tak."

Jeg rakte ham Hånden, med Kufferten i den anden.

Han så langsomt og fuldt på mig, som spurgte han, hvorfor jeg takkede - O, han vidste det jo ikke, som

jeg!

Han vilde tale, men sænkede sit Hoved.

Jeg slap hans Hånd, vendte mig og så en sidste Gang det fornemme, lampelyste Værelses rige Hygge - og gik - til Skibet, -

Vor lille Søster - ak, hvor kunde jeg finde hende? Som min Moder var hun forsvundet i Jorden blandt de ukendte Døde. Men faldt mine Tårer på denne store, fælles Grav, der havde født os alle, faldt de og duggede hende. En Gang skulde vi mødes dernede. Til da skulde hun leve i mit Minde, i sin Duft, der frelste mig fra Skarnet.

Jeg gik gennem Gaderne og så de høje Huse for sidste Gang og deres kulsorte Skygger i det nye Gaslys; Skæret fra Købmændenes Stuer, fra | Håndværkernes Kældre, de Riges første Sale og de Fattiges Kviste. Jeg så Kareterne køre til Teatrene og til Selskaber, mødte de syngende Studenter, de sabelraslende Officerer, de kvindeklædte Præster, de fedtvraltende Grosserer og de listende Tiggere, hele det København jeg havde levet i og aldrig kendt og nu for evigt skulde forlade.

Jeg kom forbi Kongens Slot, forbi Holmens Kirke og Børsen, langs Kanalen, ud på Christianshavn, i de stejle Gavles dybe Skygger, til Pakhusenes vældige Mure og kranbehængte Gavle, til Luften, der var oplyst af Skæret fra Byen og gennemkrysset af Takkelagernes Fletværksstiger og Masternes Spær, til Lugten af gennemblødt Bolværk, af Tjære, af Vandets svale Fjærnhed og Kulde.

Jeg fandt for Enden af det snævre Stræde, under et Pakhus uhyre, grå Mur, som under et Fjæld, Smakken, jeg skulde med, og skrævede om Bord.

Hunden, den skiddenhvide Puddel, foer rasende op, men Rebet holdt, og kun dens glammen de Dans fortalte om dens Sind imod mig.

En Lygte jagede sit Skær hen over min Fod, og det skæggede Hoved med Kabussen og de lodne Arme fyldte Kahytslugen derhenne. Havets Kentaur viste mig atter sine Tænder.

"Det er Studenten," sagde jeg kun.

"Såh," knurrede den hæse Røst. Og Hovedet sank uden en Lyd. Nu havde det mig jo på sin Ryg.

Jeg satte mig på Kufferten, Eberhards Rejsekuffert med Korset i de røde Bloddråber. Kufferten, der havde gjort hin Rejse fra Gutach til København, hvorfra den aldrig vendte hjem, og nu skulde gøre denne Rejse fra København til Øen, hvorfra den heller aldrig skulde komme tilbage.

Hunden satte Kløerne i Dækket og stirrede på mig med glødende Øjne, fra Skyggen under Roret. Men tav nu - og ventede.

Jeg sad og så over mod Lygtelyset på den vældige, sorte Bindingsværksgavl, med Ryggen mod Havnen, Vejen vi skulde. Jeg fornam Hundens Had som en | sviende Truen i alle Lemmerne. Men jeg glemte det påny.

Ti jeg så med Et et Ansigt, jeg kendte, derovre, et hvidt Ansigt bøjet lurende frem, med tynde, udspilede Fingre, som Kløer, på Muren.

Det var Augustinus, og jeg vidste, hvad han vilde.

Jeg rejste mig roligt, påny omsydet af Hundens Halsen - nej, den behøvede ikke at frygte, jeg skulde ikke undslippe den - og gik hen til Rælingen og spurgte: "Er det dig, Augustinus? God Aften!"

Han dukkede nu ud af Mørket, lige nær ved mig. Jeg havde ikke set ham siden den Aften, han lånte af mig de ulovlige Penge, som Adam havde fratvunget ham.

Nu blinkede hans urolige Øjne mod mig, de lange Hænder svøbte hinanden, og han skød Skuldrene op om Ørene.

"Jeg vilde bare - jeg hørte, du skulde rejse - af din Værtinde - jeg vilde for gammelt Venskabs Skyld blot -"

Jeg nikkede til ham. "Farvel Augustinus, og lev vel."

Han så op med sine små, rindende Øjne, svøbte Hænderne, gylpede, og hvæsede, fremadbejet, skotten de rundt på alle de svingende og sejlende Skygger fra Master og Reb:

"Kan du ikke låne mig - blot en Rigsdaler - her er dyrt i denne store By - og nu sejler du jo . . ."

Jeg så på ham, på Stipendiaten og Regensianeren, og rakte ham min Rigsdaler.

Han snappede den, smuttede den i sin Hånd, svælgede, blinkede mod mig, dukkede og forsvandt,

Og nu var jeg ganske blottet, nøgen i Guds Hånd ...

Men da jeg lidt efter, mens Folkene tumlede på Dækket med de langsomt stigende, sorte Sejl, og Skibet alt langsomt duvede frem i det mørke, skvulpende Vand, en sidste Gang så tilbage mod Byen, mod den oplyste Bro, hvorover travle Arbejdsvogne og lygteskinnen de Kareter jog - så jeg endnu hans Ansigt derinde, mod den sorte Kæmpemur, som et Dødningehoved, følgende Skibet med opspilt grinende Mund.

|

Og jeg syntes, det Ansigt var selve Byens.

Ja Doktor Lange og Fru Ellen, nu synes De vist, at mit Liv er omme, at nu er der ikke mere at fortælle, fra den Aften, Københavns Lys og Larm svandt dér under Himlen, mens Mørket og Havet åndede mig i Møde - og til i Dag, da selv denne Ø skal svinde for mig i Havet.

Ak, jeg troede det jo selv - for jeg vilde det således! Min Flugt til Øen, hvad var vel den andet end Flugten fra mig selv og Menneskene, til den Død, der nu var min Ungdoms Egenvilje, som jeg søgte at tilliste mig bag Gud? Men udenom ham går ingen List.

Jeg var atten År og først de halvfjersindstyve er Støvets. Og først nu skulde egentlig Livet til at begynde.

Ti se, én som jeg har jo ikke, som de fleste andre, sit Liv i de ydre Oplevelser, den ydre Kamp og Lykke, men i sit Indre. Nu havde Livet givet mig sit Stof, nu skulde jeg bearbejde det, vise, om jeg var dets Gave og Krav værdig: at mindes alt og at angre alt. Om jeg var, ikke som Eberhard drømte: en Guds Helt, men en af hans utallige Korsdragere.

Jeg drømte, at Øen, jeg sejlede til, var Dødens, og jeg fik se, at den var Livets, svømmende som et Blad midt i det uendelige Hav, under den uendelige Himmel, med alle levende Skabninger om Bord: Umælende og Mæl ende, Dårer og Vise, Bødler og Ofre!

Jeg drog fra Storstaden, hvor jeg kunde gemme mig i Vrimlen, til Øen, hvor ingen af dens tohundrede Indbyggere kunde finde et Skjul for de andre; fra Myldret, hvor den enkelte stynes og stævnes af Skoven, til Ødet, hvor hver gror af sin Rod, uden Røgt eller Tugt.

Jeg havde reddet mig bag tætte Mure og skjult mig under lune Tage og kastedes nu med Et ud på den nøgne Sandplet under Himlens og Havets Luner og blandt Mennesker, som de oprindeligt var: Djævle og Engle.

Derom er det nu, jeg skal fortælle Dem - om Livet efter en Oldings Erfaring, ikke efter en Ynglings Drøm, af Guds, ikke af Menneskets Vilje." | "Ja, Clemens Bek," hviskede Erik Lange, idet han rakte sin ene Hånd mod den Gamle, mens hans anden søgte Ellens, "tal til os om Livet her på Øen - vi, der er unge og skal leve det."

Og Clemens Bek nikkede mod dem.