VIII

Da først Karls Sygdom havde vendt sig, gik det frem med rivende Fart. Den 1. September meldte han sig atter til Læsningen hos den gamle Pastor Grabow, og de tre næste Maaneder sled han fra Morgen til Aften og meget af Natten med; thi skjønt Pastor Grabow var lidt betænkelig ved det, var det dog nu bleven slaaet urokkelig fast, at Karl skulde tage anden Del af Artium allerede den følgende Sommer. Den Lærerhjælp, som Pastor Grabow ikke kunde yde, fik han hos en Adjunkt Rübner ved Latinskolen. – Han kom ingen Steder ud hele det Fjerdingaar, hellerikke til Lundborg. Ligesaa lidt var der Tid til i Timerne hos Grabow at beskjæftige sig med andet end selve de tørre Examensfag. Det kunde hænde en enkelt Gang, at Grabow ligesom følte sig for med Hensyn til Karls Anskuelser, men da Svaret altid lød temmelig afvisende, holdt han snart op ogsaa med det. –

Da Karl en Aften noget ind i December kom ridende hjem, mødte han ingen ringere end Peter Meyer selv paa Vej ind til Præstegaarden.

»Kom over til Din Onkels, naar Du har faaet Din Hest paa Stald,« sagde Meyer, »jeg vil gjerne se Dig, og jeg har ække Tidd denne Gaang til at komme over paa Holtinggaard. – Eller har Du for travlt? Skal Du paa Hovedet i Bøgerne? Hvad, Bogorm?«

»Nej, jeg skal netop holde Ferie i Morgen og i Overmorgen, for Pastor Grabow mener ikke, jeg kan holde det ud til Juleferien.«

»Naa, det var uventet fornuftigt set af ham. Saa skal Du kjøre mig hjem i Aften og blive hos os i Morgen over, saa Du kan faa Dig en Mundfuld Højskoleluft, inden Du lægger Dig ned i de Døddes Rige igjen.«

Karl takkede for Indbydelsen og lovede at komme over i Præstegaarden, saasnart han kunde.

Da han en Timestid efter traadte ind i Onkel Jørgens Studereværelse, var Samtalen mellem denne og Meyer i fuld Gang. Faster Marie var ogsaa derinde.

»Jamen naar nu Jørgen engang er bange derfor og mangler denne frejdige Tillid til Mennesker, – vilde det saa ikke være forkeert af ham at give sig til at være Frimenighedspræst alligevel?« – hørte han Faster Marie sige, idet han lukkede Døren og gik hen og tog Plads paa en Stol.

»Skal Frygt og Mæstillid nu ansees for gode Modgrunde, – jeg synes ække engaang, det er Undskyldninger for at lade være,« sagde Meyer.

»Jamen, kjære Meyer! Jørgen kan da ikke være forpligtet til at udføre alt det gode, der kan være at gjøre her i Verden, – saa blev der jo sletintet godt at udrette for andre Mennesker.«

»Kvindelist er uden Ande,« sagde Meyer. »Ethvert Menneske, og Jørgen med, har at gjøre sit ydderste i Retning af at tjane Gud, ellers tjaner vi ham sletække, for da er der tomt Rum mellem ham og os, vi har ække Føling med ham; – Ulydighedens, Ligegyldighedens tomme Rum ligger imellem.«

»Ja, – det siger jo Jørgen,« sagde Faster Marie i en mistrøstig Tone.

»Jørgen siger det selv, ja,« gjentog Meyer.

»Jamen gjør De da virkelig Deres yderste, Meyer?«

»For det første: jeg vil ække gjerne tale om mig selv. For det andet: mine mulige Fejl eller Fortrin forandrer intet i Jørgens Pligt.«

»Aa, ja!« – sagde Onkel Jørgen, »skal vi ikke hellere slutte denne Samtale. Jeg er saa ængstet under mine Vilkaar, som de er, jeg føler mig saa – truet og saa skyldbetynget, saa jeg troer, der er mere Fare for, at jeg kunde gaa hen og gjøre noget overilet – –«

»Overilet!« raabte Meyer. »Naar man gaar ad Sandheds Vej – og Du troer selv, dette er Sandheds Vej – saa overiler man sig aldrig!«

»Ja, jeg veed ikke – jeg veed ingen Ting, men tør helleringen Ting, saalænge jeg lider under denne Følelse af uafladelig Angst.«

»Du er saa bange, saa Du ække engaang tør ryste, hvad? – Men nu vil jeg sige Dig en Ting: jeg er bange for selve Din kræstne Tro. For der er intet, der saadan udtørrer, bortsvider Troen som denne hede Ørkenluft af Tvivl, som Du befinder Dig i for Øjeblikket. – Du maa ække blive dér ret længe, for saa – ja, saa kommer tilsidst den store, utilgivelige Synd, den, som ække kan forlaades. – Farvel Jørgen! Og Vorherre hjalpe Dig over dette som over saa meget andet.«

Karl havde meget ondt af sin Onkel. Denne gjorde en Bevægelse, som om han vilde udbryde i Klage overfor Meyer, men tog sig i det, og gik saa underlig fattig og forladt, opgivende alt Selvforsvar, ind ad i Stuen med Hænderne for sit Ansigt.

»Har Du saa faaet Lov af Din Fader at kjøre mig til Lundborg?« spurgte Meyer Karl.

»Ja,« sagde denne, »hvis Du vil følge med om paa Holtinggaard, saa bliver vor Enspænder straks sat for, og saa kjører vi sammen derover.« – –

»Hvor tør dog nogen vove saadan at bydde Vorherre Spidsen!« sagde Meyer under Kjørslen. »Jørgen seer, det er Ret, seer det tyddelig – og saa gjør han d'ække. Det er jo Oprør. Og for ham er det Knusning, Tilintetgjaarelse. Denne hjalpeløse, netop saa gudafhængige Mand! – det er jo Vanvid af ham, blot et Øjeblik at ville trodse Vorherre!« –

Karl var saa overanstrængt af Examenslæsning, saa han kunde sove, ligesaa længe han kunde faa Lov til det. Han kom først op næste Dag Kl. 10, fik noget at spise og gik saa lige ind til Meyers daglige Hovedforedrag, som holdtes Kl. 11.- Elevernes Antal var endnu ikke ret stort og mindre, end da Skolen begyndte for fem Aar siden – henved 30 -; men der var mange af den nærmeste Omegns Folk til Stede ved dette Foredrag. Karl saae baade Lærer Madsen fra Holting og Niels's Fader Niels Vibro. – Det var bleven tidlig Vinter; Sneen føg saa smaat ad Havegangen udenfor Foredragssalens Vinduer, – og forøgede hos Karl Følelsen af, at her var det underfulde Sted, hvor man havde Sommer hele Aaret rundt; hvor Aandens Blomster groede, mens Verden udenfor laa stivnet af Frost og dækket af Sne. – Det var for Karl, som om selve Tidens store Væv blev sat frem, Skytten blev kastet, Spolen kom i Gang, Traaden blev lagt, noget af Historien selv blev til, idet Meyer traadte op paa Talerstolen og begyndte sit Foredrag. Lidt efter syntes Salen ham et Skib, der foer i Langfart mod et herligt Maal. – Det var ganske vist ogsaa Kolumbus, han talte om, – men det var Pokker ikke Kolumbus: det var det danske Folk, i hvert Fald det danske Højskolefolk, der drog over Tidens Hav, fremad mod Valhals og Gimles skinnende Strande, og det var sletikke Peter Meyer men Holger Danske selv, der stod som Styrismand i Skibets Løfting. – Karl kom et Øjeblik til at tænke over, hvilken forunderlig Kraft det dog var, denne Aandens Magt: den sære Spænding, han kom i; Hjertet svulmede, det stemmede Aandedrættet, og han følte Træthed i Lemmerne. Og det var jo en Magt, som kunde tale; der kunde sige ham, hvad han skulde gjøre, – og hvor havde den meget til ham, som han skulde udrette. Hvor fattigt var dog Livet paa egen Haand, i Sammenligning med at tjene under en saadan Magt!

Og Meyer saae saa kjøn ud, syntes Karl, saa ydmyg, mens han stod og talte; det var, ligesom han i det Øjeblik godt vidste, at han kun var en Tjener. – Ellers kunde han maaske nok sommetider glæmme det en lille Smule. – Karl maatte indrømme for sig selv, at han undertiden, ved Meyers private Brug af sin aandelige Begavelse, kunde komme til at tænke paa Lars Nielsens fjortenaarige Stine og hendes tøseagtig-uærbødige Behandling af sin egen meget tidlige, kvindelige Modenhed. Han kunde øjebliksvis faa den Tanke, at hverken Meyer eller Stine var rigtig værdige til de Gaver, som de, hver paa sin Maade, havde faaet. –

Da Foredraget var til Ende, og Folk langsomt bevægede sig ud af Salen, gav Meyer sig straks i Snak med en Tilhører, som Karl først nu lagde Mærke til. Det var en yngre Mand, med Skilning midt i Panden, udmærket velklædt, men lidt lakajagtigt, syntes Karl. Frakken sluttede saa tæt, og han havde broget Slips. Desuden havde han Filipenser i Ansigtet, var meget bleg og havde ganske lyst Haar.

Lærer Madsen slog en Klo i Karl og hviskede til ham, idet han pegede paa den omtalte Herre: »Det er den nye Greve-Præst eller Præste-Greve, de har faaet her i Sognet, Grev Scheffeldorff – det er første Gang, han er her paa Skolen, i Dag. – Ja, – nu skal vi se, hvad Peter kan lave ud af ham. Han skal nok faa en solid, aandelig Behandling i Dag, hvis jeg kjender Peter ret. Kunde jeg bare blive herovre for mine kjære Statsskolepoder, saa skulde jeg saamænd have Lyst til at høre, hvordan det kan spænde af.«

Man drog nu ind i Skolens Spisestue, hvor der stod en meget stærk, men frisk og appetitlig Em af Ærter og Flæsk, – og alle var legemlig forhungrede af den foregaaende aandelige Anspændelse. Samtalen var overalt oprømt og glad-drabelig, ligesom Kjæmpernes, naar de satte sig til Bords i Valhal.

Med Møje lagde Spektaklet sig under Bordbønnen. Det var nemlig ikke blot en saa klar Modsætning som Kjødet begjerende imod Aanden, der i denne lille Opsætsighed lagde sig for Dagen; det var ogsaa den nordisk-hedenske Kjæmpekraft, der havde lidt ondt ved at bøje sig for de kristelige Skikke. Da Meyer sagde Amen, var der dog fuldkommen Ro; men saa brød rigtignok ogsaa Larmen af Knive og Gafler og Madraab løs med en næsten krigerisk Voldsomhed.

Fru Meyer stod for den ene Bordende og øste op. Hun var stolt og bred at se paa. Hun gav af et glad Hjerte og følte sig jo tillige som den, der her virkede i et Kald. Meyer svandt ligesom noget ind under Spisningen, thi han var ikke uden Bekymringer. De aad saa skaanselsløst, ikke blot Eleverne, men ogsaa hans fremmede Gjæster, – og Gud alene vidste jo, om det nogensinde kom ind igjen.

Grevepræsten, Hr. Scheffeldorff, spiste ikke ret meget; han sad paa højre Side af Meyer og lyttede interesseret til dennes Udviklinger. – Der gik en Tyggemaskine paa Grevens højre Side; det var Lærer Madsens magre Kjæber, der ustandseligt forarbejdede, hvad der kom imellem dem, samtidig med at Tungen havde travlt i Ordets Tjeneste. – Men man kunde ikke skjelne, hverken hvad Meyer eller Greven eller Madsen sagde, udenfor de Samtalendes egen Kreds.

Efter Bordet, saasnart man havde rejst sig, blev Saucen hældt af utallige Svampedaaser i Spyttebakker, paa Gulvet eller udenfor Døren, og derefter hævede sig en kvalmende Tobaksrøg under alle Stuernes Lofter. – Pastor Scheffeldorff hostede med smaa, tørre Knyst. Han røg ikke selv. – Han og Meyer og en større Kreds af Interesserede tog Plads inde i Meyers Kontor, hvor man efter nogle Minuters Forløb kun kunde høre, men ikke se hinanden, – paa Grund af Tobaksrøgen.

Pastor Scheffeldorff var Meyer uendelig langt underlegen i Samtalen. Hans ydre Optræden havde tydeligt nok dannet sig efter det finere Tjenerskab paa en stor Herregaard, hans Tale efter theologiske Kandidat-Huslærere og theologiske Medstuderende ved Universitetet. Hans Væsen havde sletikke faaet sin endelige, adelige Afstempling igjennem Deltagelse i Aristokratiets Selskabsliv, hvilket han vistnok saa godt som ikke kjendte. Han talte simpelt kjøbenhavnsk, maaske med en lille Smule udenlandsk Accent.

Samtalen gik forøvrigt temmelig trøgt i Førstningen. Selskabet var Meyer for uensartet. Han var ogsaa bange for, at Greven skulde befinde sig altfor ilde. – Han skyndede paa sin Kone, at Kaffen kunde komme ind. Da den var drukken, begyndte det ogsaa at tynde noget paa Gjæsternes Mængde. – Kl. 4 var der ikke andre end Scheffeldorff, Karl og Lærer Madsen tilbage.

»Jeg troer, jeg lader Poderne skjøtte sig selv i Dag,« sagde Madsen. »Saa faar de den indbyrdes Undervisningsmethode lidt bedre indarbejdet. – Ja, ja, de kan den ikke saa daarligt i Forvejen.«

Meyer slog alle Vinduer og Døre op.

»De kjare Mannesker, de ryger meget,« sagde han.

»Tobakken, som ryges af dem, er vist ikke altid god,« sagde Pastor Scheffeldorff.

»Aa ja,« sagde Meyer, og vovede sig første Gang til at ruske Præsten lidt i Skuldrene, »og saa gjør det alligevel saa godt at se dem. – Man faldt sammen, hvis man ække nogenlunde stadig havde dem om sig.«

»Maatte jeg ikke have Lov at spørge Dem om een Ting,« sagde Præsten, rivende den Rift i den selskabelige Stemning, som kejtede Mennesker sjælden undgaar, naar de vil have deres eget Emne frem: »man – æh – – De tænker jo paa at oprette en Frimenighed her paa Egnen. – Af hvad Grund tænker De derpaa? hvis jeg maatte tage mig den Frihed at – æh –«

Præsten standsede, og Meyer svarede ikke. Han slog Krøller paa sine Øjenbryn, stak Tungen ned i en Kindtand, rystede paa Hoved og Skuldre og saae skraat opefter paa Præsten.

»Det gjør vi for at faa Luft, De, Præstegreve!« sagde Madsen og lagde sit Hoved paa Skakke. – Han havde egenlig megen Lighed med de Ansigter, Smaabørn tegner, første Gang de forsøger at fremstille et menneskeligt Hoved en face. Hans tynde, lyse Skjæg stod saa underlig solstraaleagtigt ud fra Ansigtets Rand, – eller ligesom Fimrehaar.

»Det er jo ække mig, der vil »oprette« en Frimenighedd,« sagde nu Meyer. »Det er Vorherre, og ingen anden, der har dannet sig en Menighedd af frie, levende Sjæle her paa Egnen, og nu vilde vi saa se at faa Samling paa dem, faa bygget dem et Hjem, hvor hverken Værten eller Værtinden eller Tjeneren eller Gjæsterne skulde maangle.«

»Jo, men jeg mener blot,« sagde Præsten, »det er jo dog kjedeligt for mig, som Jesus jo ogsaa har kaldet til at – æh – virke her i dette -æh – Sognekald, – saa mener jeg, det andet kommer saa – æh – ubehag .... Ser De, jeg mener, der kan jo altsaa ingen Tvivl være om mit oprigtige Ønske om at virke til Fremme for Guds Rige; – min hele Stilling – jeg kunde jo – –«

»Ja, ja! De kunde nok have faaet Deres Mammam paa en anden Maade end ved at være Sognepræst, – jo, det skal De have Ret i,« raabte Madsen og svingede med det ene Ben.

»Jeg har rigtig god Tro til Dem, Pastor Scheffeldorff,« sagde Meyer, »og jeg vilde saa gjerne, at De og Skolen, Virksomhedden her, skulde komme i et godt Forhold til hinaanden, – og skal det fuldtud naaes, ja, da vil der ogsaa komme den Tidd, hvor De og jeg maa tale rigtig ud indbyrdes om Frimenighedsbevægelsen, – men: jeg troer ække, vi skal begynde med dét. Jeg troer tværtimodd, det er noget af det sidste, vi skal tage fat paa.«

»Ja, – men naar nu Kirken først er bygget, saa staar den der, – og De faar en Præst, ja, saa har De ham. Det er altsammen noget, som – – Og saa er det dog en stor Udgift. Jeg kan kun ikke begribe, hvorledes De kan regne det for en økonomisk Fordel for Dem at faa en Frimenighed her paa Egnen, – det var der en Mand, der sagde, at det vilde være til Fordel for Skolen – –«

»Fordel og Fordel – det er to Ting,« sagde Meyer. »Men udden en Frimenighed gaar det aandelige Liv ud her paa Egnen. Det er den Skaade og den Fordel, jeg tænker paa.«

»Men om nu Skolen blomstrede uden dette. De er jo i Besiddelse af en forbavsende aandelig Kraft, Hr. Meyer. Kirken synes jeg ikke skulde opblandes i dette dér – dén Slags. Tænk, om De kunde samle hele Omkredsen paa Deres Skole, uafhængig af – –«

»Der gaar for mange Ærter og for meget Flæsk til,« sagde Meyer, og saae smilende til Madsen.

»Der gaar en Del! Der gaar en Del,« sagde denne.

»Ja, det maa jeg sige: de pekuniære Ofre skulde jeg gjerne lette,« sagde Præsten. »Vil De laane 20,000, 40,000, Hr. Meyer, de skal staa til Deres Raadighed – og jeg skal ikke være nogen stræng Kreditor. Jeg vilde sletikke forlange Rente, saalænge det ikke konvenerede Dem, og – –«

»Det glædder mig meget, Pastor Scheffeldorff, at høre Dem sige saadant noget. Det kan De nok tanke. Det er noget af det største, der er sagt til mig paa laang Tidd. Tak for de Ord!« – Meyer greb Præstens Haand og rystede den længe – »jeg mener: som saadanne, som Ord«

»De maa virkelig være overbevist om, at jeg ikke gaar fra mine Ord, naar jeg har sagt dem.«

»Næ, næ, næ, næ – Kjære! – det veed jeg virkelig nok. Men selve Ordene – i sig selv – og for mig – har en god Klaang. – – Har De Lyst til at se Skolens hele Indretning, saa kunde Tidden vist være passende – jeg skal følge Dem rundt – –«

»Tak, det vilde interessere mig meget.«

»Ja, det har Du seet saa tit, Karl, saa det interesserer ække Dig,« sagde Meyer.

Da Madsen gjorde Mine til at ville følge med, vendte Meyer sig i Døren og sagde: »Hvad vil Du dog tradske rundt og glo paa dét, Du kjender ligesaa godt som Din Moders Dragkisteskuffe!«

»Ja, ja, – ja, ja! som det gefaller de høje Herrer,« sagde Madsen.

Meyer og Præsten blev borte et Par Timer. De havde formodenlig slaaet sig ned paa et eller andet tomt Elev-Værelse og sad og snakkede. – Da Madsen havde røget to Piber og stoppet den tredje, sagde han til Karl, der sad og læste: »Nu stikker jeg af, Karl, – vil Du saa hilse Hertugerne fra mig, naar de kommer tilbage fra deres hemmelige Underhandlinger.« –

Karl kjedede sig om Aftenen. Meyer gav sig kun grumme lidt af med ham, og han havde desuden den Fornemmelse, at han var til Ulejlighed ved Præstens og Meyers Samtale. Præsten blev der til langt ud paa Aftenen.

Da Karl næste Formiddag havde hørt Meyers Foredrag og spist til Middag, kjørte han hjem. – Han havde atter syntes overordentlig godt om selve Foredraget, men han kunde ikke glæmme Meyers Væsen overfor den Præst. Karl syntes, han havde gjort sig saa lækker for ham. Han kunde hellerikke glæmme Madsen, og han tænkte paa, at det var dog underligt, at der ikke kom mere ud af saadanne dejlige Foredrag. For han var vis paa, at ikke en eneste af Meyers Tilhørere tænkte paa at ofre sig selv eller noget virkeligt betydeligt af deres Ejendom for Aandens Sag. Og saa troede de alligevel, at de var saa forskjellige fra andre Mennesker. – Han sad og blev trist i Humør, – ellers plejede slige Tanker at gjøre ham gal i Hovedet. – Det var nu da ogsaa en ganske forfærdelig Kulde. Men nu blæste det heldigvis ikke længere, ellers havde det næsten ikke været til at holde ud. Og det var kun den 13. December! – Fjorden havde været tillagt i flere Dage. Karl sad netop og tænkte paa, at Folk kunde nok allerede kjøre over, da han kom op paa den sidste Bakkerunding ad Holting til, – og virkelig fik Øje paa en Slæde med to Heste for, der drog ud over Isen fra Holting-Siden. Han betragtede den opmærksomt – og han syntes bestemt, det var den blaa Slæde fra Præstegaarden; Hestene kunde ogsaa godt passe. – Nu holdt Slæden tilvenstre, ind imellem Storholmen og Høllet, der som sædvanlig laa aabent – blaahvidt ude paa den kridhvide Flade.

Det var dog forunderligt, tænkte Karl, saa længe saadant noget kunde holde sig: han følte det aldeles, som om han endnu havde et gammelt, uafgjort Mellemværende med Fjorden. Ubevidst vuggede det frem og tilbage i hans Sind, indtil han pludselig følte Stemningen lyslevende over sig fra hin Decemberdag for fem Aar siden, da Rædsel for Fjordens, Naturens ubarmhjertige Ligegyldighed havde blandet sig med Samvittighedsangst i Anledning af denne Historie med Gjertrud, – og det var saa mærkeligt, for nu var det, ligesom der laa Spøgelsefrygt bag ved dét igjen: disse Skikkelser, Kathrine talte om som Barn, der hældede og svajede og flyttede sig yderst ude under Maanen, ligesom Druknedes Lig nede i Strømdybet, – og saa Strømmanden, Færgekaa'len! – – og med det samme kom der en Mindelse om den Aften, ogsaa for fem Aar siden, da de gik hjem fra Skolen; og han syntes, han hørte en Stemme sige, med lidt norsk Betoning: »I en stor Dal kan der være et til alle Sider frit liggende, højt Sted, som Solen bærer Straaler paa, fra det den gaar op, til den falder.«

Det var dog sært med Minder; men det var da godt, de ikke helt havde Magten over Een.

Om tre Dage var det hans Fødselsdag, – om fire Dage var det saa akkurat fem Aar siden, han var den Tur ude paa Isen. Det var ogsaa bestemt samme Tid paa Dagen som nu, – for det var lige begyndt at skumre. Aa, hvor Skyerne var kuldeblaa den Dag, – men han kunde ikke huske, om det havde været Maaneskin dengang. Nu sad den der højt oppe paa Himlen. Den lyste ikke endnu, men den var dog tændt – ligesom Lygten dengang i Diligencen – – –

Hans Sind var begyndt at drømme og blev nu ved at væve – af det ene i det andet. – – Men dér kom jo Onkel Jørgen gaaende. – Karl bemærkede, at hans Onkel tog sig sammen, idet de saaes. Onkel Jørgen saae altid saa trist ud i den senere Tid.

»Var det ikke jeres Slæde?« spurgte Karl.

»Det var Mo'er og Kathrine, der tog over til Binderup Præstegaard. Fru Riis ligger saa meget syg.«

»Kjørte saa Johan for dem ?«

»Johan kjørte, ja,« sagde Onkel Jørgen. »Jeg vilde hellere haft, at de ikke var tagne af Sted; men Mo'er holdt meget bestemt dcrpaa, og jeg har jo sletingen Ret til – jeg mener: saa var det jo meningsløst af mig at ville forbyde det. – Naa, Du kommer fra Lundborg. – Farvel!« - Onkel Jørgen var tydelig nok ganske ene, endnu før Vognen var kommen ham helt forbi. – –

Karl satte sig til at læse, da han var kommen hjem, paa sine Sager til Pastor Grabow. Han satte sig ind paa sin Faders Kontor, da der ikke kunde blive rigtig varmt oppe paa hans Værelse i denne Kulde.

Han fortalte sin Fader, at han var kjørt forbi Onkel Jørgen nedenfor Byen.

»Naa, han havde fulgt Marie og Kathrine ned til Fjorden, kan jeg vide. Ja, nu gaar han vel og gjør sig Betænkeligheder over det. – Aa, ja, det er s'gu ogsaa noget, de skuld' ha'e ladt være med. Men saa'en er'et: somm' er dristig' med eet, og somm' med et and't – Men Isen er nu da sikker nok, for Resten, og det er jo klar Vejr.«

Da Lampen havde været tændt et Par Timer, hørte de nogen gaa forbi Vinduerne.

»Dér skal Du se,« sagde Wintrup, »det er saamænd nok Jørgen, der skal ha'e nogen at snakk' med.«

Karl kunde tydelig høre paa Tonen, hvori disse Ord blev sagt, at hans Fader nok kunde have Lyst til det samme.

Det var ganske rigtig Præsten, der et Øjeblik efter bankede paa og kom ind i Stuen.

»Godaften,« sagde han. »Hør, det er blevet taaget i Luften.«

»Er'et blevet taaget?« sagde Wintrup, – han gik et Par Skridt hen imod Vinduerne, men standsede: »Aa, En kan æt se igjennem de Ruder, de er saa frossen. – Jeg vil lig' tag' min' Støvler paa, Du« – – han gik ind i Kamret ved Siden af, og kom tilbage, foldende sine Benklæder op over Støvleskafterne – – »Naah, det er jo Maaneskin –«

Karl lod sine Bøger ligge og fulgte med ud paa Trappestenen foran Hoveddøren.

»Ja, det er sgu møj taaget,« sagde hans Fader, da de kom derud – »Ja, – vi faar Tø een af Dagene, det er Riim; – aa, det er jo ogsaa for tidlig at faa Vinter endnu. – Skal vi gaa ned til Fjorden? – har Du Lyst til at gaa lidt derned?«

»Der kan da ingen Fare være, Morten? – Isen er jo sikker, og det er ikke mørkt,« sagde Præsten.

Karl syntes, hans Fader skulde ikke gaa saa rask, for ikke at ængste Onkel Jørgen.

»Isen? ja – Isen er sgu sikker nok. – Maanen den gjør sgu æt møj Gavn i dén Taag'. Det er jo saa'en lig' een Klat det hele - »Aa, Morten – det piner mig saadan med det »s'gu«. Kunde Du ikke lade være med det lige i dette Øjeblik.«

Karl kunde ikke se sin Faders Ansigt, men han blev selv rød

»Aah, man tænker jo æt ved'et. – Generer det Dig?« –

»Du maa ikke blive vred,« sagde Onkel Jørgen.

»Jeg troer, Du vil! – Det var da ogsaa Fandens med Taage – æh – – Det er møj taaget!« –

De gik ned igjennem Haven, ud ad den søndre Laage.

Da de var komne ned til Fjorden og stod og knasede i Skraag-Isen, sagde Wintrup: »Ja, Klokken er jo kuns godt seks. – Det var syv, de mente at kunne komm' tilbage?«

»Det var syv,« sagde Onkel Jørgen. »Mon Taagen kan dæmpe Lyden af Bjælderne?«

»Det tænker jeg vel næsten æt,« svarede Wintrup, »og i hvert Fald er'et jo saa lydt over Isen, – saa vi kan vist sagtens høre dem en halv Fjerdingvej ud.«

»Aa, ja!« sukkede Onkel Jørgen. Det lød saa pinefuldt. Han gav sig til at gaa langs Randen af Isen.

»Ja, lad os rør' Fødderne lidt,« sagde Wintrup. »For Resten synes jeg æt, Du har Lov til at vær' saa ild' ved'et. Det ligger jo da i Guds Haand, ogsaa det.«

»Det ligger ikke i Guds Haand; det beroer paa Isen og paa Strømmens og Vindens Magt. Gud tager kun vor Skjæbne i sin Haand, naar vi tør lægge den deri. Og desværre, jeg har aldrig turdet give ham andet eller mere end mit stakkels Hjerte.«

»Naah, det er dét. Ja, det forstaar jeg mig æt paa. Men jeg troer, det er en skidt Lærdom. Det troer jeg nu. Du er jo ogsaa urolig saa ved'en, saa man skuld' æt tro, Du var en Kristenmennesk'.« – Wintrup stod pludselig stille og lyttede. Saa sagde han, og man kunde høre, at han smilte: »Naa, nu vil Vorherre nok gjør' vos til Skamm' lig' med det samm' –«

»Kan Du høre noget ?« spurgte Præsten.

»Kan Du ikke, Onkel ?« raabte Karl glad.

»Joh – – Dér seer man, hvad man er. – Aaa, men jeg kan jo ikke engang rigtig takke ham – det er jo ikke for mine Bønners Skyld – –«

Underlig dæmpet – men ganske tydeligt – kom Klangen af Bjælderne ind mod dem; – man kunde endogsaa skjelne den svage Rhytme i den jævne Klingren, som Hestenes Ryk frembragte.

»Kan de være indenfor Storholmen ?«spurgte Karl sin Fader.

»Ja, jeg veed æt. – Vi kan vel ogsaa sagtens høre Lyden over Storholmen. – Nu bliver den for Resten svagere.«

»Det er vist blot Hestene, der gaar i Skridtgang. Det giver saadan et Hold for hvert Skridt,« sagde Karl.

»Ja, det har Du Ret i. Det er mærkeligt nok, man kan hør'et.«

»Nu traver de igjen,« sagde Karl.

»Ja.«

De stod alle tre og lyttede i Tavshed en lille Tid.

»Det er da sær – for det bliver svagere, jeg kan snar æt hør'et mer',« sagde Wintrup.

»Nu høres der jo ikke en Lyd,« sagde Onkel Jørgen lidt efter, – hans Stemme skjælvede.

Karl følte en Kuldegysning ned ad Ryggen, uden at han dog vidste, om der egentlig var noget saa ængsteligt ved dette Ophør af Lyden. Han tænkte ved sig selv, at de kunde da umulig være kjørt i Høllet, for det var kun en 6-700 Alen ude, saa man maatte nødvendig høre Skrig og Raab, hvis det skete.

Som det saa ofte hænder, blev hans Tanker nævnt højt af en anden i det samme. Onkel Jørgen sagde: »Kjære Morten Wintrup, er det muligt, troer Du, at de paa Grund af Taagen kunde komme Høllet for nær?«

»Jeg vild' æt tro'et,« sagde Wintrup, »jeg vild' lig'frem æt tro'et. Isen bliver jo da mørkere, og den faar ogsaa en anden Klang saaen hen imod en Vaag'. – Nej, men de kan jo gjern' komm' til at kjør' rundt, hvis de er bleven vilds. Det kjender jeg nok til. Det er ligesom man bliver svimmel, naar man saaen æt veed, hvor man er.«

Onkel Jørgen havde vendt sig bort. Han stod vistnok og bad.

»Jeg fortryder, at vi æt raabte, dengang vi kund' hør' dem. Lyden maatte jo godt kunn' naa ud til dem.«

»Skal vi ikke raabe paa dem nu ?« sagde Præsten. Hans Stemme havde helt forandret sig. Karl kjendte den ikke. »Det nytter ikke, at jeg raaber til Gud«

»Johan!« raabte Wintrup. Præsten og Karl faldt ind med. De raabte Navnet flere Gange i Takt.

Karl blev saa ilde berørt. Der var Graad i Onkel Jørgens Stemme, og det lød saa uhyggeligt i dette stærke Raab.

En tre, fire Gange tog de saaledes fat, raabende af deres Lungers fulde Kraft

Men der var intet at høre ude fra Fjorden. Derimod hørte de Træskolarm mod Brosten og Raaben oppe fra Holtinggaard – eller det var maaske fra Holting By.

»Aa ja, lille Svoger,« sagde Wintrup – og Karl kunde efter Tonen have gjættet omtrent nøjagtigt, hvad Fortsættelsen vilde blive – »vi vild' jo gjern' ha'e seet paa dethér som ingenting, men nu maa vi jo hellere tilstaa for hinanden, at det er – – da i hvert Fald noget usædvanligt, hvad det saa siden kan blive til.«

»Aa, Morten, Morten!« sagde Præsten.

»Nu skal Du bliv' hernede, saa løber Karl og jeg op til Gaarden – vi maa ha'e Halm til Blus – maaske noget Snor til at gaa ud med – for Du maa æt gaa ud paa Isen, Jørgen, mens vi er borte – Du er vilds med det samm' – nu har det jo helt taget Maanen ogsaa – men raab, hvis Du hører noget derude fra – –«

Wintrup og Karl vendte sig bort og løb. I det samme klingrede Bjælderne! – – – men ikke fra samme Kant som før – det var langt i Øster – men saa maatte de da ogsaa være østen for Høllet.

»Ja, de er vilds,« sagde Wintrup. »Det er nemt at forstaa. Overkjørselen er langt vesten for os, og de er langt østen for os igjen. – Johan! Johan!«

Præsten og Karl raabte med.

Klingeret standsede paa een Gang.

»Johan, Johan!«

»Ja!« – lød det langt borte – til Øster.

»Johan!«

»Ja!«

»Han holder stille,« sagde Wintrup. – »Bliv holdende!« raabte han ud over Fjorden.

Der kom intet Svar.

»Bliv holdende!«

»Halløj!« lød der derude fra.

»Han kan ikke forstaa, hvad Du siger,« sagde Præsten.

»Johan, Johan!« raabte Wintrup. De to andre sammen med ham.

»Ja!« kom det nu igjen.

»Hold stille!« »Ja!« sagde det. Men i det samme begyndte Bjælderne atter at klingre.

»Han forstaar vos æt,« sagde Wintrup. »Han er jo gal, han æt bliver holdend'. – Herre Gud!«

Bjælderne lød svagere.

»Aak ja, aak ja. Man er som forhekset, naar man først er bleven vilds. – Karl, løb op paa Gaarden – lad dem bær' og kjør' Halm herned – kjøb saa møj Strikk', Du kan faa ved Kjøbmanden. Og løb det Du kan, lille Dreng!«

Karl løb. Han hørte dem atter give sig til at raabe: Johan! – Da han havde fjærnet sig et Par Hundrede Alen, hørte han Onkel Jørgens Stemme alene; han raabte: »Marie! Marie!«

Da kom Karl til at græde, trods det han løb som en Rasende.

Han mødte i Farten mange af Folkene fra Holtinggaard. Han fik Karlene til at vende om forat bringe det forlangte; de løb i Flok tilbage. Da de foer gjennem Holtinggaards Have, kom Børnene omme fra Præstegaarden, den modsatte Vej.

»Fader og Onkel Jørgen er' nede sønden for Engtoften,« raabte han i Forbifarten til Henriette. – »Hvor dog Ellen er bleven voksen,« tænkte han, netop fordi hun i Øjeblikket – trods Alderen – saae saa barnligt hjælpeløs ud.

Det havde kun varet en ti Minuter, da stod Karl tilligemed Folkene fra Gaarden nede ved Fjorden igjen. Karlene førte Halmknipper med, og der blev straks tændt Baal.

»Har I hørt dem ?« spurgte Karl sin Fader.

»Vi har ingen Ting hørt, siden du gik,« svarede Wintrup, og vendte sig i det samme til de mange Mennesker, som nu efterhaanden var kommen derned. »I maa all'sammen være fuldkommen still' – undtagen naar I faar Ordre til at raabe. Her gjælder det Liv og Død.«

Der blev næsten ganske stille.

»Nu gaar jeg ud med Reb forat møde dem, eller i hvert Fald forat find' Høllet og advar' dem for det. Vil I unge Karle komm' her og tag' fat i Linen, saa kan vi sagtens lav' en Række ud til Høllet. Karl og Præsten skal bliv' i Land og pass' paa Baalet og raab', saasnart I hører Bjælderne, eller vi andre kalder.«

Wintrup gik selv forrest ud paa Isen med Rebet i Haanden, og med Mellemrum paa et halvt Hundrede Alen kom en Snes unge Karle efter ham.

Der kom nu et helt Læs Rughalm ned fra Holtinggaard, og der blev lavet et mægtigt Baal. Men det saae ud, som om Ilden kun belyste en hvid Taagemur, men derimod ikke lyste igjennem Taagen, idetmindste ikke ret langt ud.

»Kan Du se Ilden, Fa'er ?« raabte Karl.

»Det er æt ret møj – lægger I ordentlig paa?«

»Men Fa'er!« raabte Karl forskrækket, »Du er da ikke i Retning af Høllet; det lyder bestemt, som Du er gaaet altfor meget i Øster.«

»Gjør'et dét?« raabte Wintrup. »Aa, Herre Gud, ja, man kan æt se det aller ringest' herude, vi kund' lig'saa godt gaa i det sorteste Bælgmørke.« – Lidt efter sagde han: »er'et nu rettere? er jeg kommen mer' til Vester, Du tykker?«

»Nej, nej – men Fa'er dog!« raabte Karl, »jeg synes, Du maa være nærved Land her østen for os.«

»Jeg veed sletæt, hvor vi er,« hørtes Wintrups Stemme. Karl havde aldrig hørt sin Fader sige noget i en saa fortvivlet Tone. –

»Hør, Bjælderne!« raabte i det samme Onkel Jørgen. Og et Øjeblik efter kunde de alle høre dem.

Fru Nordbye maatte være meget afholdt; ellers kunde Tavsheden ikke være bleven saa fuldstændig. Det var, som om der ikke befandt sig et Menneske nede ved Fjordkanten, og nu var dog vistnok næsten hele Holting By forsamlet der.

Den klingrende Lyd blev stærkere, og man kunde tydelig høre Hestenes Hovslag.

»Marie!«

»Ja!«

Stemmen lød sletikke angst, syntes Karl, men han havde dog saa ondt ved at tvinge sin Bevægelse. Han saae Børnene fra Præstegaarden – og Anna – og Karen Hejlgaard – de stod saa stive og tilsyneladende livløse som Støtter; Morten, den mindste, holdt sin Broder Hans i Haanden.

»Marie! – hold stille!« raabte Onkel Jørgen.

»Ja!« – Og straks efter holdt Bjældernes Klingren op.

»Veed Du, hvor I er nu?«

»Nej!«

»Kan Du se Baalet?«

»Hvad siger Du ?«

»Kan Du se Ilden ?«

»Nej. – Kald paa os! Syng! – vi kjører efter Lyden!«

Ganske tydelig hørte alle Ordene.

Saa snart Onkel Jørgen istemmede: »Alt staar i Guds Faderhaand!« – sang alle med, og skjønt der hørtes Hulken fra flere Sider, var der en mægtig Jubel i de mange Menneskers Sang.

Da første Vers var til Ende, raabte Onkel Jørgen atter: »Marie!«

»Ja!«

Bjældelyden standsede.

»Veed I, hvor I nu er?«

»Nej. Bliv blot ved at synge. – Vi kjører efter Lyden. Det er saa dejligt.«

Og atter sang de:

I Stilheden efter Versets Slutning hørtes Bjældernes Klingren paany. – Men pludselig tav de – og der lød en drønende Bragen over eller igjennem Isen. Det var, som om den slog Revner paa mange Hundrede Alen.

»Mo'er! Mo'er!« raabte Børnene fra Præstegaarden. Karl kom til at tænke paa de smaa Lam om Foraaret.

Johan Kudsks Stemme hørtes ude fra Isen: »Haa – aah! Hjælp vos! Hjælp -!« – Men straks derefter blev det dødsstille.

Alles Øjne vendte sig mod Præsten. – Og da saae man et underligt Syn. Denne tog Henriette og Ellen ved Haanden og sagde: »Kom nu, Børn!« – og løb i det samme ud fra Land med de to unge Piger. Kirstine, Anna og Smaadrengene løb grædende bagefter. – Lidt ude i Taagen, hørte de, han gav sig til at synge:

og Karl kunde kjende Henriettes og Ellens Stemmer. De sang med.

Da greb han et stort Nøgle Hysing-Reb, fik fat i en Ende deraf og bad en Mand om at vikle det op, – og saa skyndte han sig ud til de andre i Taagen.

sang Onkel Jørgen og Henriette. De andre græd.

»Gaa tilbage, Anna, med Børnene, hører Du,« sagde Karl til sin Søster, »ellers bliver Du Skyld i deres Død.«

Anna adlød virkelig sin Broder og vendte tilbage med Smaadrengene og Kirstine. – Karl løb længere ud med Rebet i Haanden forat passe paa de tre andre. Onkel Jørgen maatte da være bleven vanvittig.

De var ikke kommen ret langt, saa stødte de paa den Række, som var gaaet ud sammen med Wintrup – og Karl løb hen til sin Fader og fortalte ham om Onkel Jørgen.

Taagen maatte være lettet en lille Smule. De kunde nu tydelig se Baalet i Land, og de kunde skimte Storholmen, og derefter fik de saa rettet deres Kurs. Lidt efter begyndte Isen at knage, og de kunde forstaa, at de nu var nærved Vaagen. Wintrup kommanderede: »Holdt!« – men Onkel Jørgen vilde ikke standse, han gik og talte højt: »Nu vil jeg ofre alt, kjære Gud Fader – jeg vil helt være Din, jeg vil ofre alt, jeg vil ofre alt – aa, jeg vil slet intet vide af mit eget at sige – jeg vil tilhøre Dig alene – –« Det var nemt at se paa ham, at han helt var fra sig selv. Wintrup maatte da med Magt lade ham føre tilbage. Inden man naaede Land med ham, havde han mistet Bevidstheden. Henriette og Ellen fulgte, efter Wintrups bestemte Ordre, med ham hjem.

Imens fortsatte de Søgningen ude ved Høllet – men den var hele Natten forgjæves.

Man kunde intet se, dels paa Grund af Taagen, som atter tættedes, dels fordi det var umuligt at komme Høllet nær nok. – Wintrup lod hente Baade, men først ud paa Morgenstunden fandt de, hvad de søgte. Det var altsammen kommen ind under Isen. Fru Nordbye og hendes Datter maatte hurtigt være døde. De var begge i Slæden; Kathrine holdt endnu Armene om sin Moder, da man fandt dem.

Under Arbejdet med at faa Ligene op saae Karl, at hans Fader var ganske rolig. Kun løb hans Øjne af og til fulde af Taarer. – Da han fulgtes med ham hjem bagefter de to Vogne, som førte Ligene i Land, sagde hans Fader til ham som en ganske selvfølgelig Ting: »Ja, nu kan Du gaa hen og tal' med Henriette.« Og lidt efter føjede han til: »Jeg har ingen mer' at tale med, siden Marie er død Det bliver svært for mig at undvære hende de sidst' Aar.«

»Kan Du da sletikke tale med Onkel Jørgen?« spurgte Karl.

»Aa nej. Vi har altid været noget fremmed' for hinanden. Nu bliver vi'et sagtens mer'. – Det er bedst, vi faar skrevet efter Robert, forat Anna kan have nogen at trøst' sig ved. Ellers kommer hun kanske æt over'et.«

»Kan Du slet ikke tale med mig, Fa'er?«

»Det troer jeg æt, lille Karl.«

»Jamen da tale til mig, hvad Fa'er?«

»Naah – jeg kan æt saaen videre snakk', lille Du. Det er bedre for mig at tie still'.«

Om Aftenen sad Karl inde paa sit Værelse sammen med Henriette. Anna var omme i Præstegaarden. – Onkel Jørgen havde da faaet sin Bevidsthed igjen, straks efter at de var kommen hjem med ham. Men han laa til Sengs endnu, det var, som han slet ingen Kræfter havde. –

De sagde grumme lidt, men sad tæt ind til hinanden og græd Det var saa dejligt, at En græd saa tillidsfuldt ved Ens Bryst, syntes Karl. Det gjorde saa godt at mærke baade hendes Hulken og hendes Hvilen ind imod sit Hjerte.

Der var gaaet lang Tid paa den Maade. Saa begyndte Henriette at tale om sig selv og sagde, at hun troede, hun vilde blive meget forandret af det, hun havde oplevet i Dag. Hun syntes, Onkel Jørgen havde saa fuldkommen Ret i det, at noget saa forfærdeligt kunde umulig hændes os, hvis vi ikke levede helt forkeert. Hun troede ogsaa, at Onkel Jørgen vilde blive en helt anden efter dette. Han havde talt meget med hende i Dag.

Karl blev saa underlig urolig ved at mærke, at der under den Følelse overfor Henriette af fuldstændig Sammensmelten og Eenhed, som nylig havde fyldt ham, alligevel kunde skjule sig saa megen Forskjellighed i Tankerne. Han var bleven saa uhyggelig berørt af Onkel Jørgens sygelige Ophidselse derude paa Isen og havde derimod følt sig sært og dybt hjærtegreben af sin Faders stille, tungsindige Ro, – og nu følte han ligesom Angst for, om Henriette skulde være bleven betagen af Onkel Jørgens Ord og Tanker.

»Jamen søde, lille Henner,« sagde han, »vi kan da ikke saadan forandre os selv, om vi ogsaa oplever nok saa stor en Begivenhed«

»Nej, maaske ikke os selv,« sagde Henriette, »men det er jo ogsaa vore Handlinger og hele vor Levevis, der er saa forkeert. Det maa jo være den allerstørste af alle Forbrydelser, at leve saadan, som vi lever, – for Vorherre straffer det jo haardere end alt andet ondt, vi kjender.«

»Men hvad er det da, Du vil gjøre, Henner? – Aa, jeg er saa bange for, at jeg ikke kan lide det. For det er vel noget, Du har lært af Onkel Jørgen.«

»Jamen, Karl, det, Onkel Jørgen nu vil, det er jo netop det, vi har talt saa meget om, at han skulde gjøre. Nu vil han opgive sit Embede og blive Frimenighedspræst. Aa, han talte saa dejligt med Ellen og mig hele Eftermiddagen. Han siger, at han vil ikke øve en eneste Gjærning mere, undtagen for Aandens og Livets Sag. For al anden Gjærning er forgjæves og tillige den egentlige Synd. Og han kan ikke undvære Vorherres Hjælp i nogen eneste Ting, derfor vil han nu lægge alt i hans Haand. Synes Du da ikke, det er godt, Karl?«

»Joh, – det er det jo. Jo, det er rigtignok godt. Men jeg mente blot, hvad det var, Du vilde gjøre?«

Henriette græd igjen og trykkede sig ind til Karl: »Aa, jeg vilde saa gjerne gjøre ligesaadan – og hjælpe ham alt det, jeg kunde. Vil Du ikke ogsaa det, Karl?«

»Jeg veed ikke rigtig, hvordan vi skulde bære os ad med det,« svarede Karl, men følte godt, at det ikke var det, der var i Vejen. – Han forstod slet ikke sig selv. Han kom til at tænke paa, at han vist ikke engang vilde have syntes om Meyers Tale, om denne i Øjeblikket havde været til Stede.

»Det er da ikke saa vanskeligt, at give det bort, man har – og ogsaa give sit Arbejde,« sagde Henriette.

»Vil Du give Din Kapital til den Frimenighed ?«spurgte Karl. –

»Ja,« sagde Henriette kort og i en saaret Tone.

»Det kan Du da ikke de første seks Aar for Din Formynders Skyld«

»Uh, Du skulde rigtignok ikke være saadan, Karl. Jeg troede netop saa sikkert, at vi var enige om alt saadant noget. Det har du da ogsaa sagt før.«

»Ja – det har jeg vist ogsaa. Du maa hellerikke være vred paa mig, Henriette. Men hvordan vilde Du – – hvordan kunde vi arbejde for Frimenigheden?«

»Det veed jeg ikke,« sagde Henriette med hede Taarer. »Jeg troede sletikke, Du var saadan.« – Hun rejste sig. »Aa, jeg vil helst gaa, lille Karl. Du maa ikke være vred. Jeg er saa kjed af, at Du er helt forandret«

Karl fik hende dog til at sætte sig ned igjen. Men Samtalen vilde ikke blive til noget, og der var ingen Inderlighed eller Tryghed i Favntaget. Tilsidst kyssede de hinanden meget kjærligt. Og hun gik.

Karl vidste aldeles ikke, hvad der var skeet med ham selv. For han maatte indrømme, at det var hos ham, Forandringen var foregaaet. -Var det Henriettes Deltagelse i den Slags, han ikke syntes om? Eller var det hans Faders Natur – som han havde faaet dette nye, levende Indtryk af i Dag – der alligevel var saa stærk i ham, at den gjorde noget hos Onkel Jørgen til Unatur for ham, – og hos Meyer med?

Inden han faldt i Søvn, var han dog ganske klar over, at det i alle Maader var Henriette, der havde Ret – ogsaa i at bebrejde ham Vægelsind. Og han længtes efter en Lejlighed til rigtig at komme til at tale med hende igjen og faa hende bedt om Forladelse.

Dette sidste gjorde han allerede næste Morgen – ganske kort, idet han paa Vejen til Pastor Grabow, der undertiden læste med ham om Formiddagen, red ind i Præstegaarden og bad om at tale to Ord med Henriette udenfor Døren. Hun kom ud, og han gav hende Haanden fra Hesten og sagde sagte: »Du har Ret, Henner! Jeg fortryder saa meget det, jeg sagde i Aftes.«

Men der skulde jo en længere Samtale til.

Da han en Times Tid efter traadte ind i Pastor Grabows Studereværelse, rejste den tresindstyveaarige Mand sig hurtig op, greb begge hans Hænder og sagde: »Jeg condolerer, kjære, unge Ven, af mit hele Hjerte. Det er jo en frygtelig Begivenhed! – Hvorledes gaar det Deres Hr. Fader og Pastor Nordbye? – Det er jo et skrækkeligt Slag, der saaledes har ramt dem begge. Søster, Hustru, Datter! – det er forfærdeligt!« –

Karl fortalte lidt om, hvordan Ulykken var skeet, og sagde et Par betydningsløse Ord om sin Fader. – »Onkel Jørgen,« sagde han, »har jeg ikke talt med; men han troer nok paa en Maade, at det er en Straf fra Gud, der har ramt ham.«

»Ih!« sagde Pastor Grabow, »ja – det er jo rædsomt, naar man saaledes mener at maatte mangedoble Ulykken ved at tillægge den en Mening og Betydning. Naa – det taler vi ikke om. – – Men kan De virkelig læse i Dag, unge Ven, – efter disse ogsaa for Dem saa oprivende Tildragelser, – jeg vilde finde det saa rimeligt, om –«

»Jo, det troer jeg nok,« sagde Karl.

De fik fat paa Demosthenes. Men nu mærkede Karl først, i hvilken Grad han var behersket af Tankerne om det skete. – Det gjorde ligefrem ondt i Hjernen at skulle bringe helt uvedkommende Tanker – om Æschines og Philip af Makedonien – derind.

Pastor Grabow sagde efter ti Minuters Forløb: »Nu lægger vi Bøgerne hen. De veed ikke selv, hvor overvældet De er. Enten skal De tage hjem og tale med Deres Kjære, eller ogsaa skal De blive her i Eftermiddag og lade mig adsprede Dem. Vi kan sagtens skaffe os Underholdning. Og det er mig en Fornøjelse.« –

»Takjeg troer helst, jeg vil blive,« sagde Karl.

»Det er mig overordentlig kjært; jeg maa sige, jeg havde ikke ventet det.«

»Saa,« sagde Karl forlegen. Men han forundrede sig egentlig selv over, at han helst vilde blive.

Pastor Grabow rejste sig og gik hen for at stoppe sin Pibe. Der var en Livlighed over hans Bevægelser, som ogsaa satte Karl i Stemning. Og der var noget lyst og beskedent eller ikke-paatrængende hos ham, som for Karls Følelse hørte sammen med den megen Videnskabelighed, der rummedes inde i denne Stue.

Pastor Grabow satte sig igjen, tændte, idet han holdt Fidibussen – paa en Maade, Karl kjendte saa godt – i sin af Gigten fortrukne højre Haand, og slog den saa af mod Pibehovedets Rand – Han røg altid god Tobak, men særligt fint, syntes Karl, duftede den Røg, der steg lige op af Pibehovedet.

Og saa talte han, mens December-Solen lyste ind paa den blaa Tobaksrøg: »De anseer selv en saadan Ulykke som den, der saa uventet har ramt Deres nære Familie, for – noget – noget, der altsaa er – æh – sendt af Guddommen – af Forsynet?«

»Aa, jeg veed ikke, hvad jeg selv troer derom. Men Onkel Jørgens Tanker – eller maaske mere hans Væsen og hans Planer nu efter Ulykken, – ja, jeg mener, saadan som Ulykken har virket paa ham – det har alligevel gjort mig saa underlig uhyggelig tilmode, – skjønt, det er jo dog vist rigtigt, som – –«

»Prøv engang at tænke Dem, at det hele var ganske tilfældigt, at det ikke havde det mindste at betyde. De skal selvfølgelig ikke tro det, – man er jo hellerikke saadan Herre over – – Men tænk Dem – eller sæt Dem rigtig ind i den Stemning. Jeg har ofte prøvet det selv. Det svaler, det kjøler den hede Hjerne og det forpinte Hjerte. Og det er dog det, man trænger til. Det er som at bade i Havet – – Oh! – vent lidt! – nu skal jeg vise Dem et dejligt Billede af Böcklin, som jeg nylig har faaet hjem og sat i Glas og Ramme –«

Pastor Grabow rejste sig og lukkede Døren til Dagligstuen op. – Da Karl kom derind, faldt hans Øjne ligestraks paa den store, malede Kopie af »Frühling«. Det var mere end et Aar, siden han sidst havde seet det. Den forløbne Tid kom saa underlig over ham.

»Jeg kan godt huske, at De blev indtaget i det Billede dér, da De første Gang saae det. – Eller det var maaske ligesaa meget Originalen, som – –«

Karl saae forbavset paa Pastor Grabow og blev rød, da deres Øjne flygtigt mødtes. »Originalen?« spurgte han.

»Ja, det er jo kun en Kopie,« svarede Pastor Grabow med et lille Smil.

»Naa, ja,« sagde Karl beroliget, – og fortabte sig atter i Beskuelsen af Billedet.

»Men det var nu ellers ikke det, jeg vilde vise Dem,« sagde Grabow. – Men da Karl ikke syntes at kunne rive sig løs eller engang at høre, fortsatte han: »Ja, ja – De skal have Lov – -. Det er nu ogsaa dette Billede, jeg selv sætter mest Pris paa. – Men det andet er jo nyt for Dem. – – He, he, – seer De, han, den gamle, fløjtende Pan der paa Klippestykket, vor gamle Ven, – De kan tro, han har aldrig anet, at Livet skulde have nogensomhelst Betydning – ikke Spor, hvad? – han lader sig bare ganske rolig drive afsted med Tiden og fløjter Sommeraftnerne bort. – Den dejlige Dryade dér« - Karl blev atter rød

- »hun smiler af Beundring og Forundring over disse tankeløse Trillers Skjønhed«

Hvor det dog var fortryllende, at gaa med en saadan dyb, og dog paa en Maade aabenlys, Hemmelighed, tænkte Karl. For Pastor Grabow havde altsaa sletikke seet, hvor hun lignede Rebekka.

Han hviskede Navnet flere Gange, eller aandede det med lukkede Læber.

»Men kom nu her,« sagde Grabow og tog Karl ved Skulderen. De gik hen til den modsatte Væg. Der hang et stort Lithographie eller Photogravure efter Böcklins: Im Spiel der Wellen. »Har De seet en saadan bedaarende Havensomhed som den paa disse Bølgebjerge, – og det uagtet der er baade Havmænd og Nympher til Stede. Ensomheden gennemgyser En kun des lifligere; Figurerne virker saa uforstyrrende og beroligende som en gammel, pjaltet Røgter paa Heden. Og har De i noget Menneskes Øjne læst en saadan Glæmsel af alt, alt, undtagen af Nuet? – Man er ligesaa fri for Livets Betydning paa dette Billede, som man er fri for Landjorden. – – Ja, nu skal De blive herinde en halv Times Tid; der er noget, jeg skulde have skrevet, før vi spiser, – og saa skal De tage Dem et Bad i det Betydningsløses Stemning, i Ligegyldighedens Hav. – Blot for at berolige Sindet. – Naar vi saa har spist til Middag, saa kan vi maaske snakke lidt om Livets Betydning. – Her staar Cigarer, og der hænger jo flere Billeder, som er værd at se paa; men De skulde nu holde Dem til disse to.«

Derpaa gik Grabow ind i sit Studereværelse.

Karls Tilstand, da man gik til Bords, kunde nærmest betegnes som en Slags exalteret Hvile, en stærkt interesseret Ligegyldighed overfor Livets umaadelige Rigdom. Han havde aldrig, aldrig kjendt en saadan underlig, blandet Stemning før, – og den forøgedes under Maaltidet ved at høre og se Grabow, voldsomt ivrig gestikulerende, underholde sin svære Frue med saa hjertensligegyldige og ubetydelige Ting, at Karl sommetider var paa Nippet til at tro, at han gjorde Nar ad hende. Der var en næsten uoverkommelig Kontrast imellem denne barnagtigt vaasende Ægtepeter og saa Manden inde fra Studerekamret. Det forøgede den blandede Stemning hos Karl, thi for Grabow syntes virkelig begge Maader at være lige værdifulde.

Straks efter Bordet kom der Bud til Pastor Grabow, om han havde Tid til at besøge en Patient, der laa for Døden. Saa skulde der komme Vogn om en Time.

»Ja, kjære Wintrup, min Lægevirksomhed gaar forud for min Fornøjelse,« sagde Grabow. – »Vognen kan hente mig om en Time,« henvendte han sig til Budet.

»Men vil De ikke hellere være ene den Times Tid?« spurgte Karl, »saa rider jeg hjem straks.«

»Nej, nej, nej! bliv dog endelig. Vi har jo nok at tale om.«

Det blev alligevel ikke til noget med Samtalen. Grabow rasede imod de avtoriserede Læger; men Livets Betydning syntes han ikke at ville tale om i Dag, skjønt Karl flere Gange bød ham Lejlighed dertil.

Der var noget i Grabows Væsen under og efter Middagen, som havde berørt Karl ængstende, utrygt – han vidste ikke hvad. Da han red hjem, tænkte han derfor ikke videre paa ham; – det var Rebekka Woltersien med Dryadens drømmende Smil, og det var den solgyldne, sorgløse Havensomhed.

Da han henimod Aften nærmede sig Fjorden, og den forrige Nats Dødsrædsel, blandet med gamle Fjordstemninger og Jættefrygt, rejste sig i hans Sind, – da følte han Uvilje mod sig selv eller mod de Magter, som vilde forstyrre hin fantastiske Ligegyldighedens Verden, hvor Pan, Dryaden, Havnymferne havde hjemme, – hvor Rebekka var Dronning. – – Af og til lød der Bragen ude fra Fjorden af Isen, der slog Revner, og Karl kom med Forundring til at mindes, hvor bange han før havde været netop for Ligegyldigheden hos Naturen.

- Der var da saa forunderlig uhyggeligt hjemme. Hans Fader passede sig selv, og Anna og Jomfru Hyphoff talte ikke om andet end Ulykken og saa om alle de Mennesker, som Pastor Nordbye havde stævnet til sig til i Morgen. Baade i Holting Sogn og til Nabosognet Lundborg og til andre Steder i Omegnen var der sendt Bud i Dag med Posten og med Skolebørnene. Og det var da Frimenigheds-Folkene, der var indbudt til Præstegaarden. For nu vilde jo Onkel Jørgen tage sin Afsked og blive deres Præst. – Meyer og Fru Meyer var naturligvis ogsaa blevet indbudne.

Karl gik over i Præstegaarden, men dér var heller ingen at faa rigtig i Tale. De havde travlt med at lave i Stand til Modtagelsen af alle disse Fremmede. Og de fleste deromme fandt, at det var saa uhyggeligt med den Travlhed blot to Dage efter Fruens og Kathrines Død Kun Henriette og Ellen var paa Præstens Side. – Henriette sagde til Karl inde i Saltekammeret, at hun forstod Onkel Jørgen saa godt – ja, saa godt, – for hun vidste ikke selv, hvordan hun skulde have kommet over de to sidste Dage, hvis ikke Tanken om at tjene Vorherres Sag havde faaet saadan en Magt over hende og sat hende i Arbejde. – Hun beundrede Onkel Jørgen, fordi der var kommen dét ud af hans Sorg, – og hun kunde sletikke forstaa, at Karl ikke var gladere ved ham. – Karl svarede, at han havde jo indrømmet, at Onkel Jørgen havde Ret i det hele, men han syntes – –

Henriette kunde ikke tale længere med ham, for hun var jo nu bleven den Ældste, og var jo saa uvant med saadan at skulle sørge for alting. –

Folk var indbudne til at møde Klokken 3 i Præstegaarden den næste Dag, men de var ikke samlede før 5. – Saa Karl var kommen hjem fra Glenstrup, og var til Stede i Præstegaarden, da Onkel Jørgen, fra Studerekamret, kom ind til sine mange Gjæster i Storstuen og de andre Stuer.

Hvis ikke Folk havde faaet denne Indbydelse til i Dag, var de fleste sikkert af sig selv kommen igaar, thi Sorgen over Fru Marie Nordbyes Død var stor og almindelig. Det gjorde Stemningen blandt de Forsamlede baade dyb og løftet: denne oprigtige Sorg – og saa Tanken om, hvad Gud havde brugt al denne Nød og Elende til: at de nu virkelig skulde se deres gamle, kjære Jørgen Nordbye i Spidsen for den kirkelige Frihedsbevægelse, der havde grebet dem alle saa stærkt.

Der var en gammel Aftægtsmand – tidligere Gaardmand og gjæstfri Modtager afkristne Venner – fra Holting Sogn; han rejste sig, rystende som han var af Alderdom og Svagelighed, og gik Pastor Nordbye imøde, da han kom ind fra sin Stue. Han greb om Præstens Haand med begge sine magre Hænder og saae ham ind i Ansigtet. Men han kunde for Graad kun rent stødvis faa noget sagt: »stærk i de svage,« sagde han flere Gange; »Gud har velsignet Dem, Pastor Nordbye, med Sorg og med Glæde,« – »hun seer ned paa vos i denne Stund, den velsignede, ædle Kvinde.« – Det endte med, at Pastor Nordbye tog den gamle Mand i sine Arme og kyssede ham, og baade den Gamles og Præstens Handlinger var aabenbart saa uimodstaaelig nødtvungne for dem selv, saa alle i Stuen uden Undtagelse maatte bøje sig for den Magt, som var deri. Og skjønt det desværre senere, ved højtidelige Lejligheder, blev sagt for tit, saa var det ligefuldt i Øjeblikket sandt: at da græd alle disse Mennesker sig sammen i en fælles Sorg og en fælles Glæde, som de troede sikkert var sendt dem fra Gud – De maatte, een for een, hen for at takke Præsten – for at takke Gud sammen med ham. – Karl saae et Glimt af Morten Hejlgaard, da denne stod henne hos Onkel Jørgen, og han kom virkelig til at tænke paa Ordene om Stefanus: »de saae hans Ansigt som en Engels Ansigt« – det var saa lysende og saa barnligt, dette Bondeansigt, saa levende af Smil og Graad, – saa det blev som en Drøm for Karl, – og mindede ham ved sin Drømmeagtighed om Stemningen fra igaar. – – Karl syntes pludselig, han havde en saadan Uret mod Henriette, og havde nylig tænkt paa hende saa koldt og fremmed, saa han gik hen og kyssede hende midt i Forsamlingen, glæmmende, at deres Forlovelse aldrig var bleven offentlig. Straks efter greb han sig i at tænke, at Folk kunde jo da ogsaa mene, det var blot fordi, de var ligesom Plejesøskende. – Karen Hejlgaard og Niels Vibro's Niels saae saa langeligt til hinanden. Men et Blik fra Karens Moder forskrækkede dem.

I dette Øjeblik gik Døren fra Entreen op, og Meyer og hans Kone kom ind. Meyer havde ikke kunnet forlade Skolen før Kl. 4.

De banede sig Vej hen til Pastor Nordbye. Fru Meyers Ansigt var meget skjønt i sin Medlidenhed og Sorg. Karl undrede sig derover, for hun var dog egenlig ikke smuk. Men da hun nærmede sit Ansigt til Onkel Jørgens og saae ham ind i Øjnene, kom Karl til at tænke paa en Buket store, hvide, sorgfulde Blomster, friske af perlende Dugdraaber. – Meyers Pande var fuld af Gruber, og Øjenbrynene var som to levende Spørgsmaalstegn. Hans Stemmes Klang var for dyb til, at Karl kunde opfatte, hvad han sagde.

Nu skjød Præsten dem læmpelig til Side, og skjønt han blev staaende midt imellem Folk ligesom før, var det for dem alle, som en usynlig Magt løftede ham op og gjorde ham til Taler:

»Jeg vilde have sagt det til jer i Dag, I kjære Venner, at jeg fra nu af vil være jeres Præst, – ikke Statens eller Kongens, men jeres, Menighedens Præst. – Men Han har jo selv sagt det, inden jeg fik aabnet min Mund, Guds Aand har hvisket det til os alle, at vi fra nu af hører sammen. – Saa være Han da takket, som selv vil tage Styret nu i alle Stykker, saa vi intet andet har at gjøre end følge ham; Han være takket, som sendte den bitre Sorg og forvandlede den Dagen efter til Glæde; Han være takket, som samlede os til eet, og som evig vil give dem tilbage i hinandens Favn, som aldrig, aldrig i Evighed kan undvære hinanden!«

Nu istemmede Præsten sin Yndlingssalme:

og det var, som det gamle Stuehus rystedes af den stærke Sang, som fulgte. Og Karl kom paa denne Decemberaften til at mindes den første Pintse, da han hørte Salmen synge, – det sneede overalt i Haven den Dag med hvide Kirsebærblomsters Blade. – Han var saa bevæget, saa han efter Salmens Slutning vilde skynde sig ud i Gangen. – Under sin Vandring langs Storstuens Væg henimod Gangdøren, kom han forbi sin Fader. Denne sad paa en Puf nede i Nærheden af Døren – og græd

Da Karl lidt efter kom ind igjen, havde hans Fader rejst sig, – de fleste saae hen paa ham, og det var tydelig, at man tænkte, han vilde tale. Det kunde Karl umulig tro; men i det samme sagde hans Fader: »Aa, jeg vil gjerne sige jer allesammen Tak for i Aften. – Ja, jeg har ellers saa lidt Tro til saaen noget som det, I her laver, – aa, men for den Glæde, I har voldt mig i Aften, og for den Trøst, I har – – – –« Han maatte standse for at faa Magt over sin Stemme. – »Saa vil jeg gjern' skjænk' ti Tusind Kroner til denhér Frimenighed een Gang for alle, hvis den da bliver til noget, – og ellers skal de vær' til en Legat til min afdøde Søsters Minde. – Godnat allesammen! Godnat Jørgen! og Tak for Din Kjærlighed til hende – –« Han vinkede Farvel til Præsten med Haanden og gik ud.

Der var en Snedker, som for Resten ogsaa tegnede Kultegninger efter Fotografier, der straks foreslog, at man skulde synge: »Det, som lysner over Vangen,« men Forslaget overhørtes, idet Pastor Nordbye begyndte at synge:

I det hele talte man ikke ret meget sammen Resten af Aftenen, men sang og sang Grundtvigs mægtige Menighedssalmer, og der var mange, der syntes, da de gik hjem, at de først i Aften havde faaet en lille Smule Forstaaelse af de Sange. –

Det viste sig, at Meyer og hans Kone havde indrettet sig paa at blive om Natten, hvad Præsten var dem meget taknemmelig for. Meyer havde for Resten været saa underlig stille hele Aftenen, syntes Karl. – Da de mange Gjæster var bespist og var taget bort, satte Præsten, Meyer og hans Kone, Lærer Madsen og Karl sig ind i Studerekamret. Henriette og Ellen havde ikke Tid at være med, og Anna, paa sin Maade, hellerikke; hun skulde hjem for i Ro at læse endnu nogle Gange et Brev, hun havde faaet fra Stamherren, og hvori han bl.a. meddelte, at han først kunde komme til Holting om fjorten Dage. Anna var i det hele, hvad man kalder stærkt forlovet. – –

»Tak for i Dag, gamle Jørgen Nordbye,« sagde Madsen, saasnart han var kommen ind i Studerekamret, – og stak sin randhaarede, blege Ansigtsskive frem imod Præsten, idet han greb hans Haand.

»Ja, Gud ske Lov!« sagde denne. »Han vil jo sikkert velsigne os alle, sit Folk her paa Egnen. Det tvivler jeg sletikke paa. Aa, men jeg er ikke bedre, end at jeg maa tænke mest paa, hvad Han igaar og idag har gjort mod mig. Hvad er alle andre Overgange i mit Liv: fra Barndom til Ungdom, fra Ungdom til Manddom – hvad er de i Sammenligning med den Overgang fra Fortvivlelse til Glæde, der er timedes mig i disse Dage.«

»Siger Du dét?« sagde Meyer.

»Aa, jeg kan saa godt forstaa det, Pastor Nordbye,« sagde Fru Meyer, »og jeg er saa glad for det.«

»Ja,« sagde Madsen – man kunde nok se paa hans Ansigt, at det var noget godt, han ville komme med: »det er ikke enhver Nysen, jeg siger Gud velsigne Dig til. Men dettehér det er nu kommen som en Nyse«, og hér siger jeg frit: Gud velsigne Dig, gamle Jørgen! – Ja!«

Han drejede Ansigtet hurtigt, vekselvis mod den ene og mod den anden af de tilstedeværende.

»Det er underligt,« sagde Pastor Nordbye, som tydelig nok havde overhørt Madsens Bemærkning, »jeg har i disse Dage saa tit, saa tit maattet tænke paa et Ord, et Vers, jeg engang hørte Pastor Grabow citere – ja, det er det forunderlige ved det: det var en af de nye, gudløse Digtere; – jeg kan blot huske de to sidste Linjer. Det siges i Verset, at Foraarets Frembrud i Naturen kan ikke oplive, forynge Digteren selv, – og saa siger han om sit Hjerte:

Det Naar? kan jeg svare paa nu. Det retter sig ikke efter Aarstiden, og det retter sig ikke efter Ungdom og Alder; men Hjertets Vaar kommer, naar Gud gjør det levende paany. – Og da er det, som man forud føler den evige Sommer. – Ham ske evig Tak og Pris!«

Der var en temmelig lang Pavse. Præsten sad og saae ind i Kakkelovnsilden. Meyer syntes at gruble over noget.

»Jeg kjender godt Verset, Du nævnte,« sagde han endelig. »Det er af en ung Mand oppe fra Thisted, J.P. Jacobsen. – Min Kone kjender godt hans Forældre. – Men troer Du ække, at det er lidt mere end et Tilfælde, dette, at det er – som Du sagde – en gudløs Digter, der har skrevet det Vers. – Jeg mener: vi – gaamle Grundtvigs Disciple – skulde jo dog nødig glæmme, at hvad der ække har en histaarsk Udvikling bag sig, som det er fremgaaet af, – det er i Almindelighed ække sundt.«

»Er det min personlige Oplevelse, Du tænker paa?« spurgte Præsten.

»Jeg kan ække lidde dette Udtryk: »det har sin egen, sære Vaar.« Jeg ka'kke lidde det sære. Fordi det er ække histaarsk, det er ække naturligt fremvokset. – Naa, men jeg tænker nu ække saa meget paa Dine personlige Oplevelser. Det maa Du jo bedst selv kjende. Men det er det, som Dine Oplevelser har bragt til Gjennembrudd – det er Frimenigheds-Tang-ken, som jeg nu ser er lige paa Næppet til at trædde ud i Llivet.«

»Jamen det er jo Dine egne Tanker, kjære Meyer.«

»Hvad – hvad – hvad er dét, Peter Meyer?« sagde Madsen.

»Troer Du, vi er fardige til det ? troer Du, Uddvikllingen er fardig til det? Troer Du, vi kan forsvare det overfor de mange smaa og hjalpeløse, som sidder rundt i Sognemenighederne og ække kan komme med endnu. Hugger vi ække dér noget over, et levende Baand, som vi skulde bevare for den histaarsk-levende Uddviklings Skyld?«

»Jamen kjæreste, bitte Peter!« – sagde hans Kone i højeste Forbavselse.

»Begynder Du nu at kjøre op med den Snak,« sagde Madsen, »som jeg har hørt alle de grundtvigske Sognepræster smække sig med i den sidste halve Snes Aar, saasnart vores kjærlige og frisindede Gud og Fader li'som trak dem lidt i Frakkeskjøderne – –«

»Jeg skal sige Dig, hvad jeg tanker paa, Madsen; jeg tanker paa det Ord hos Profeten: »Trøster, trøster mit Folk!« – Men det er ække at trøste Folket: for nogle særliges Skyld, eller maaske for sin egen Skyld, at overhugge de levende Baand, som binder os sammen til et Folk, og binder os sammen med vor Fortidd, vor Uddvikling som Folk. -Tænk paa en lille Mand som Leopold Scheffeldorff henne i Lundborg. En go' lille Mand. Hvordan vil saad'n en lille – ja, jeg kan godt kalde ham: Hundestejle – hvordan skal han komme med, naar vi ukjærligt – og hvad der er Hovedsagen: uhistaarsk – skubber ham bort fra'vs, udd i det ydderste Mørke ?«

»Det var sjov, det var virkelig sjov!« udbrød Madsen, »er det dér, vi skal ha'e 'et! Ha, ha, ha! Er 'et Greve-Pengene, som er for pæne til at smides i Rendestenen? Jeg syntes nok, Du blev saa stille lige med eet derhenne paa Skolen, den Dag, da Greven han klingelingelingelingede for Dig med Portemonixen – ha, ha, ha, er jeg for slem, ha, ha, ha. Du kan vel nok taale en Spøg?«

»Jeg veed ække, om Du kjender et Ord, Madsen, som jeg kan huske fra min Barndom: »Degnefidtelse.« Jeg veed ække rigtig, hvad det var. Men det var noget, naar man smurte Degnene med 'et, saa kunde man faa dem til at gjøre, næsten hvad det skulde være: Ligvers og Lykønskningsvers og Bruddetaler ved Bordet og meget, meget andet. Jeg har, som sagt, kun hørt Ordet, – jeg veed ække, om Du skulde kjende baade det og Stoffet?«

»Hæ, hæ, hæ, ha, ha –« Madsen lo som besat. »Troer Du ikke ogsaa nok, at saadan nogle Skrumlekasser som dem, man kalder theologiske Kandidatusser, kan trænge til lidt Vognsmørelse –«

Pastor Nordbye kunde ikke lide denne Maade at spøge paa; han sluttede Samtalen, idet han sagde:

»Een Ting er sikker: at før vidste jeg Guds Vilje i denne Sag, men gjorde den ikke. Og det var galt. Nu baade veed jeg og vil jeg udføre Guds Vilje. Og det er ret. – Peter Meyer forstaar jeg ikke i Aften. Men det er ogsaa sent, saa vi skal i Seng.«

»Du har selv tvivlet saa meget, Jørgen,« sagde Meyer idet han gav Præsten Haanden til Godnat, »saa Du har ække Lov til at undres, naar andre ogsaa et Øjeblik kan falde i Tvivl. Jeg haaber ogsaa paa, at den aandelige Løftelse blandt Folk her paa Egnen skal være stærk nok til at bære Sagen igjennem. Og i saa Fald – ja, saa skal ingen være glaadere derover end jeg. Det forstaar Du vel nok.«

»Nej, jeg forstaar Dig ikke i Aften. Men det kommer nok, naar vi faar sovet paa det,« svarede Præsten.

Karl foragtede fra dette Øjeblik Meyer. Foragtede ham saa afgjort, saa han ikke engang følte Vrede imod ham. Og han forstod sletikke Onkel Jørgen: at han kunde lade sig narre af saadan een; eller at han vilde være Præst for en Menighed, hvor saadan een kunde gaa uopdaget, ja, hvor Meyer vel endogsaa vilde komme til at spille en større Rolle. Han havde ellers været saa stærkt bevæget i Aften – men dette sidste! – nej, nu syntes han, det hele var Taabelighed. Hans Sind var i en underlig død Ligevægt, da han gik hjem til Holtinggaard. Det gav ligesom sletintet Udslag; alt, hvad der fyldte det, vejede lige op mod hinanden – det var lige uforstaaeligt altsammen, syntes han.

Da han gik ind, var han nær løbet imod sin Fader, der stod i den aabne Gangdør og saae ud i Gaarden. Det var meget mørkt, skjønt December-Himlen var tæt besaaet med Stjerner.

»Naa, er 'et Dig, Karl. Aa, jeg vild' bar' ønsk' Dig til Lykke, inden jeg gik i Seng.«

»Aa – – det er sandt!«

»Ja, Du fylder nitten Aar i Dag, min Dreng. – Godnat, lille Du!«

Karl tænkte paa Bestandigheden af sin Faders Kjærlighed, mens han gik i Seng. Alt hans eget syntes ham saa flygtigt. – – –

Da han næste Morgen, i klart Solskins Frostvejr, red til Glenstrup, kunde han forud mærke, at Pastor Grabow vilde have megen Magt over ham, hvis han vilde tale til ham om – alt sit – – om sin Verden.

Det gjorde Pastor Grabow dog ikke i Dag. Men – i Løbet af Vinteren kom de tit ind paa – saa mange forskjellige Sager. Og Karl blev stærkt optagen deraf – Julen hjemme var nu ogsaa saa skrækkelig kjedelig iaar. – Karl og Anna var nok derovre i Præstegaarden Juleaften. Men der var fuldt af Børn af Frimenighedsforældre og en hel Del voksne desuden. – Henriette, havde saa lynende travlt med Opvartningen, saa hun næsten ikke havde Tid at tale et Ord med Karl. Og det kunde snart ogsaa være det samme, for kom de en enkelt Gang til at veksle nogle Ord – baade den Aften og ellers i Juleferien – saa var hendes Tone ikke blot noget bedrøvet, men tillige ligesom dadlende eller bebrejdende. – Hun blev for Resten saa ualmindelig smuk, Henriette. Nu var hun atten Aar. Hendes Næse og hendes Øjne – ja, det altsammen! hendes Figur – kjækt var det, – rank og slank Støbning helt igjennem. Og hvor hun saae godt ud, og saa elskede hun ham jo i Virkeligheden! – det kunde han jo sagtens mærke. Det var bare dette bedrøvede eller dadlende – det kunde han da blive saa ærgerlig over!–

En Dag kom han til at fortælle Pastor Grabow om hele Frimenighedsbevægelsen. Det var ellers sjælden, at han sagde ret meget. – Om, hvordan der blev bygget Kirke og Præstebolig – og der skulde ogsaa være Friskole, – en Snedker skulde være Lærer. Og om al den Glæde og Begejstring, der var. –

Pastor Grabow sad med et underligt Ansigt – han smilede vistnok, og Udtrykket var saa nysgjerrigt – han trak fra og kom med enkelte, smaa Spørgsmaal, – og Karl sad egentlig og blev uhyggelig ved saadan at fortælle om sit eget. Men han blev alligevel ved – Han fortalte tilsidst ogsaa om, hvordan det hele først ret kom i Gang, da hans Faster døde. – Om, at Onkel Jørgen saae paa den Slags Ulykker som Mindelser fra Gud om at give sig hen i hans Vilje, – og at nu vilde han helt gjøre Guds Vilje til Lov ogsaa for sin ydre Vandel – saavidt han kunde – og leve for at fremme Guds Riges Sag.

»Ja,« sagde Pastor Grabow endelig, »det er Vilje og Hensigt og Forsæt helt igjennem – for at, for at, for at! – Ifølge Darwins Theori er Drifter og Kræfter indrettet saa at, saa at, saa at, saa at – alt dét sker, som skal ske, og bliver til det, som det skal blive, – og alt det andet sker og bliver sletikke, alt det, som kun er Vilje og Hensigt og Forsæt. Med andre Ord: det hele gaar i Virkeligheden af sig selv, som man siger. – Det er en Tankegang, som det er værdt at sætte sig ind i; som det er værdt at føle, for der er megen Stemning i den. Den kan i mange Tilfælde virke behagelig dæmpende paa Bekymringerne, ligesom Følelsen af Livets Ligegyldighed særdeles ofte kan dulme de menneskelige Sorger.«

»Jamen er der nogen, der troer paa det?«

»Paa hvilket ?«

»Ja – paa Livets Ligegyldighed – og – paa, at det gaar af sig selv?«

»Det er der vistnok. Men jeg taler altsaa blot om at føle Stemningen i disse forskjellige Betragtninger af Livet. Det er noget, som intet dannet Menneske bør have forsømt.«