IX

Efterhaanden som Examenstiden nærmede sig, tørrede Karls hele sjælelige Væsen ind til bare Vilje og Forstand, eller rettere Hukommelse. Den ene Dag lignede præcis den anden; de laa blot allesammen ligesom paa en Vej, der steg og steg op imod Afgjørelsen. Denne kom den 5. Juli og blev en glimrende Sejr for Examinanden og hans gamle Lærer. I alle Grabows Fag faldt det ud til ren Udmærkelse.

Da den sidste Overhøring var til Ende – om Eftermiddagen Kl. 4 – stod han ude i Kjøbstaden, omme i Kjøbmandens Gaard, hvor hans Hest var staldet ind, med en underlig Følelse af Fremmedhed og Tomhed. Han kjendte ingen i Byen. Det gjorde vistnok noget dertil. Men mest var det dog, fordi hans Examenslæsning i saa høj en Grad havde været en Ting for sig i hans Liv. Denne Løben om Kap mod Examensmaalet, som i saa mange Drenges Liv gjennemvæver alle deres Stemninger fra den tidlige Barndom, og derved bliver dem levende og hjemlig, havde for ham kun været noget rent parenthetisk, og noget, han havde seet som Modsætning til alt, hvad der var nogenting værd i sig selv. Sit Liv – alle sine Stemninger, alle sine Tanker

- havde han gjennemlevet, levet med, helt og ene for deres og sin egen Skyld, ikke – som Tilfældet er med saa mange unge Mennesker

- halvt for Examens Skyld. – Men derved var, paa den anden Side, hans Examensslid bleven helt til bevidst Trællearbejde for ham, noget, han hurtigst muligt havde villet have tilendebragt for atter at kunne leve. – Da nu Afslutningen var kommen, følte han i de første Øjeblikke, som sagt, kun Tomheden, Fremmedheden efter de forløbne Maaneders sjælelige Tugthusliv. Og denne Følelse, blandet med Træthed efter den voldsomme Anstrængelse, forsvandt kun lidt efter lidt.

Der blev straks sendt Bud op til Pastor Grabow med Efterretningen om sidste Dags Resultat, og nogle faa Dage efter red Karl selv derop.

Han havde en Anelse om, at Frøken Woltersien kunde være hos sin Onkel i denne Tid. Han havde ogsaa tænkt paa hende, mens han red derop. Alligevel var det en stor og dyb Overraskelse, da han, paa Vejen mellem Glenstrupgaarden og Pastor Grabows Ejendom, saae hende komme gaaende imod sig.

Tanken om de faa Mennesker paa Glenstrupgaarden, de faa, gamle Mennesker hos Pastor Grabows, om de store Banker, der helt skjulte Holting By og Fjorden og alt til den Side og skilte derfra, Tanken om Solskinnet og Ensomheden paa dette Sted, Synet, Følelsen af hende midt i Ensomheden – alt drog igjennem hans Sind som en varm, bedøvende Sommeraande. – Og han følte med en stille Glæde, at han var mere moden, end da han saae hende sidst, han var hende mere jævnbyrdig.

Han red i Skridt, og hun kom langsomt; – hun gik sletikke og ventede paa eller ligesom opsatte noget for den sig nærmende Gjenkjendelses Skyld, – hun gik ganske roligt, med Hovedet en lille Smule løftet, og saae hen paa ham, medens Afstanden imellem dem aftog. – Hun var atter klædt i Gult – et matgult, meget tyndt Stof – men dog vist uldent – med en Mængde fine Rynker ned over det løstsiddende, noget udskaarne Liv. Det var meget vide, hængende Pufærmer, der lod Armene bare til lidt over Albuen. – Der var en dejlig Modsætning imellem dette løse, bløde, vissentørre Kjolestof og saa Halsens og Armens faste, plastiske, solbrændte Runding. Hun gik med en stor Straahat i Haanden, næsten strejfende Jorden med dens Skygge. Hendes svære, mørkladne Haar sad i en løs Knude langt tilbage ad Nakken – uden dog at berøre Kjoleranden. – Han saae alt dette – uden at tænke paa Enkelthederne; han tænkte ikke heller paa Dragten i dens Helhed, men paa det skjønne, levende Legeme, som den skjulte. For det syntes ham saa underlig tilfældigt, at den skjulte det.

De havde hilst og vekslet de første Repliker om ingen Ting.

»Aa – men kan De da ikke gaa tilbage igjen til Pastor Grabows?« spurgte nu Karl.

»Det kan jeg næsten ikke – hverken for Deres eller for Grabows Skyld. For jeg sagde udtrykkelig til dem, at jeg gik min Vej, fordi jeg i Dag kjedede mig saa frygtelig nede hos dem.«

»Ja, saa bliver Æren jo næsten for stor for mig, hvis De nu vender om.«

»Aa – nej! Jeg kan sige det til Grabows, som det er: at det er blot, fordi De er et fremmed Mandfolk. Den Ære er da ikke saa stor.« – – –

Da man havde opholdt sig lidt ved Kaffebordet hos Grabows, - sagde Frøken Woltersien, der ikke deltog i Nydelsen, men sad henne ved Vinduet og viftede sig med sin Hat: »Veed De saa, at Pastor Grabow har en Gave til Dem i Anledning af den herlige Examen?«

»Naa, nu kunde De ikke holde Dem længere,« sagde Grabow. »Jeg har saamænd ventet paa Aabenbaringen, lige fra De kom ind ad Døren sammen med Hr. Wintrup. Det vil sige: jeg troede næsten, De havde sagt ham det paa Vejen allerede.«

Grabow var, stadig snakkende, gaaet ind i sin Stue, og kom nu tilbage med et stort Lithographie i Ramme: »Frühling« af Böcklin.

Karl blev saa overrasket af Situationen: Dryaden og Rebekka Woltersien staaende Ansigt til Ansigt med hinanden, saa han ikke formaaede at fatte sig, – rødmede og kunde ingen Ting sige. – Men han havde jo Lov til i tavs Beundring at stirre en Stund paa Billedet.

»Ja, kunde man blot gaa klædt som hun der,« sagde Frøken Rebekka og pegede paa Dryaden.

»Føler De Dem saa generet af Varmen, kjære Frøken?« sagde Pastor Grabow.

»Nej, men for Skjønhedens Skyld! – Men det er jo muligt, at man blev for vigtig deraf, og ikke kunde tage det saa ubevidst som hun.«

»Hendes Ubevidsthed er unægtelig noget af det aller skjønneste hos hende,« sagde Præsten.

At de dog ikke kunde se Ligheden! tænkte Karl. Eller var de saa selskabsvante, saa de kunde lade som ingen Ting.

»Er jeg for Resten saa usædvanlig meget bevidst?« spurgte Frøken Rebekka, – og vendte sig mod Fru Grabow.

»Nej, sødeste, lille Frøken Woltersien,« sagde denne, »nej, De er en ganske yndig og livlig – og – og elskværdig ung Dame.«

»Der laa aldeles ingen Insinuation i mine Ord,« sagde Præsten, »og min Sjæl husede end ikke Skinnet af en saadan Tanke. Jeg tænker overhovedet aldrig, naar jeg har den store Fornøjelse at se Dem, Frøken Woltersien, paa, om De er bevidst eller ubevidst. Jeg finder Dem simpelthen harmonisk. Jeg kan ikke sige Dem eller Nogen større Compliment.«

»Nejede jeg ikke ogsaa smukt for Complimenten?« sagde Frøken Rebekka.

Pastor Grabow gjorde en anerkjendende Bevægelse med Hænderne. – »Selvfølgelig er De en Eva-Datter, kjære Frøken Woltersien.

Men lød det ikke for literært, vilde jeg meget hellere kalde Dem en »Goethe-Datter«:

Han siger det om Grækerne, – jeg troer, han vilde sige det samme netop om Dem, kjære Frøken.«

»Ja, jeg maa til at læse Goethe!« sagde hun.

»Kommer De engang til at elske, Frøken« –

»Det gjør jeg nok.«

»Da vil De gjøre den Lykkelige udødelig paa Stedet, hvor han staar, De vil gjøre Stedet evigt for ham, De vil gjøre ham salig, som han staar og gaar! – Thi De vil øjeblikkelig gjøre ham til en Hedning, – min allerbedste Frøken!«

»Aa, hvor det var dejligt, hvis jeg kunde!« sagde Frøken Rebekka ganske alvorligt og saae næsten beundrende paa Pastor Grabow. – Karl syntes, hun fik Taarer i Øjnene. – »Men De skal se, jeg kan det, Pastor Grabow, – »naar jeg bare kunde finde ham, den Ulykkelige!«

»Den Lykkelige, sagde jeg.«

»Ja, det var ogsaa det, jeg mente.« – Hun sad og saae ned paa Gulvet.

- »Tænk, hvis det nu viste sig, ganske uformodentlig, at blive Hr. Wintrup.«

»Tja!« – sagde Pastor Grabow og bredte Hænderne fra hinanden med et Skuldertræk.

Karl kunde kun præstere et tavst og dirrende Smil i sit ophedede Ansigt

»Ja, for det veed man da naturligvis sletikke i Forvejen, Pastor Grabow?« sagde hun.

»Nej, selvfølgelig, selvfølgelig!« svarede denne.

Hun rejste sig pludselig. – »Lad mig saa da laane anden Del af Faust med det allerførste,« sagde hun til Præsten. »Jeg maa igjennem ham. – Men nu skal jeg af Sted.«

»Forretninger gaar for alt,« sagde Præsten.

»De mener, jeg har ingen. – Farvel, Hr. Pastor! – Farvel, kære Frue!

- Farvel, Ulykkelige!« Karl tog Mod til sig i dette sidste Øjeblik: »De kommer da ned til Holting ogsaa denne Gang,« sagde han. »Maa jeg ikke hente Dem i Morgen ?«

»Forvovne! Frække! ha, ha, ha!« lo Pastor Grabow.

»Forstandige!« sagde Frøken Rebekka. – »De har forstaaet, at hvem der kjeder sig, kan man byde det utrolige. Kom efter mig, naar De vil, og naar De maa – for Deres Frøken Søster.«

Skulde Anna have været uvenlig mod hende sidst? tænkte Karl, idet hun gik ud af Stuen. –

Da Karl red hjem fra Glenstrup, søgte han i Tankerne at forestille sig, hvordan det Besøg vel vilde spænde af Det vilde egentlig sige: Hvordan de unge Piger hjemme vilde tage imod Frøken Woltersien. De Smaa – saaledes kaldtes endnu Ellen og Kirstine – i Præstegaarden havde nu vist ingen Mening om hende, for det var jo hele to Aar, siden hun sidst havde været der. Og Henriette havde jo dengang syntes ret godt om hende. Anna? – Ja, det kunde saamænd være saa nogenlunde det samme med hende. Nu havde hun Stamherren i denne Tid, saa tænkte hun jo ikke paa andet end ham, – og det gjorde hun jo for Resten hellerikke, naar han ikke var der! – Men ærgerligt alligevel med hende, det lille vigtige Fæ, at hun skulde kritisere et Menneske som Frøken Woltersien, som der dog virkelig var noget ejendommeligt ved. – Anna! – hvad var hun? hun var forlovet i disse Aaringer, andet var hun sletikke foreløbig. – Og saa med Stamherren! Robert! – ja, han var forlovet med Anna. Mere var der egentlig hellerikke at sige om ham. Men alligevel ansaae de sig selv for noget ganske extra, helt forskjellige fra andre Mennesker. – Det var idethele underligt med disse bevidste Kristne, disse opvakte Mennesker: et uhyre Skjel mellem dem selv og andre Mennesker var de sig allesammen bevidst; med nogle af dem var det saa bare Vrøvl; der var intet Skjel; men de var saa blot desmere selvgode og vigtige, – saadan var egenlig Anna og Stamherren og næsten alle de andre. Men nogle faa af dem var virkelig noget for sig – vilde han indrømme – uh, men saa var de saa sære og fanatiske, som nu Onkel Jørgen, – og han var næsten bange for, at Henriette var bleven ligesaadan.

Med Henriette døde denne Tankerække hen. Karl fik nemlig en Fornemmelse af, at han ønskede at se sort – og skammede sig ganske flygtigt.

Naa, men een Ting var nu da vis: at Stamherren hverken kunde læse eller skrive ordentligt, og kjendte hverken Poesi eller Historie eller – – men, det var jo aldrig værd at ærgre sig. Og hvis hans kjære Søster og Svoger ikke brød sig om Rebekka, saa haabede han nok, at han skulde kunne underholde hende. –

Hans Fader havde naturligvis ikke det mindste imod, at han kjørte op og hentede den unge Dame. Tværtimod skulde han hilse hende fra Proprietæren, at jo længere hun vilde blive paa Holtinggaard, des kjærere var det ham. – Anna derimod fandt, at det var underligt, de skulde have saadant noget Sjov, saa kort efter Faster Maries Død –

Hun og Stamherren samt Karl sad inde ved Kaffebordet i Spisestuen, efter at Proprietæren var gaaet ind i sit Kontor. – Karl havde – ret rimeligt – ikke ventet dén Indvending og blev hidsig: »Hvorfor skal dét kaldes Sjov ? – Saa kan jeg jo ligesaa godt finde det underligt, at Du gaar her paa Gaarden og sjover med Robert fra Morgen til Aften.«

»Vi sjover virkelig ikke. Og Robert er min Kjæreste.«

»Ih, men hvem har dog givet Dig Ret til at sige om Frøken Woltersien, at hun sjover.«

»Hun hører det jo ikke.«

»Saa er det Bagtalelse! – Og det er en Fornærmelse mod mig, at Du siger det.«

»Hwordant kan det vær' en Fornærmelse imod Dig?« spurgte Stamherren. »Hun er jo da int Din Kjærest'?«

Karl blev rød. »Hun er en ung Dame, som jeg har indbudt her til Gaarden. Og med det samme staar hun under min Beskyttelse.«

»Din Beskyttelse!« lo Anna.

»Naa, Du indbyder unge Damer her til Gaarden?« sagde Stamherren.

»Med Faders Billigelse, ja. – Du, Anna, indbyder jo den unge, intelligente Herre dér.«

»Robert er min Kjæreste!« sagde Anna meget skarpt og alvorligt. Og dermed gik Kjærestefolkene ud i Haven for at være ene og tale sammen nogle Formiddagstimer.

Karl kom hjem fra Glenstrup med Frøken Woltersien lige til Middag – et Par Dage efter denne Samtale. –

Annas Stilling var ikke ganske nem. Thi vilde hun være afvisende overfor den Fremmede, var det uundgaaeligt, at hun med det samme kom til at staa – især i sin egen Bevidsthed – som den lille, uopdragne Landsbypige med sin endnu mindre opdragne Kjæreste under Armen. Hun maatte nemlig indrømme for sig selv, at Frøken Rebekkas Optræden og hele Væsen var – aldeles naturligt og uden Spor af Pretension – den fuldendte Dames. – Hendes Dragt! – Anna følte sig ligefrem blændet, da Frøken Rebekka lagde sit Overstykke og stod der under Knagerækken i Entreen, glattende sit svære, mørke Haar med Hænderne – iført en pragtløs men saa vidunderlig festligt klædende, gulrød Musselinskjole – for Resten af samme Façon som den, Karl havde seet Dagen i Forvejen – med et bredt, rødt Silkebælte om Livet og to blanke, røde Silketværbaand over Skuldrene mellem Halsen og de folderige Ærmer. – Hendes Hals, syntes Anna nok, man saae for meget af, men hvor den var dejlig!

Anna maatte da, i sin Broders Paasyn, springe midt ud i det skjære Hykleri. Hun tog Frøken Rebekka om Livet og førte hende i Veninde-Glæde ind i Dagligstuen. Stamherren stillede sig paa Trappestenen udenfor Døren og betragtede derfra Fjerkræet i Gaarden.

Inden de gik tilbords, havde Anna endogsaa taget en anden Kjole paa – efter Samraad med Frøken Rebekka – fordi den, hun gik med, ikke stod godt i Farven til den Fremmedes.

Først ved Middagsbordet viste Proprietæren sig. Frøken Rebekka fik naturligvis Plads ved hans højre Side; og han havde ikke siddet ved Bordet ret længe, før han hviskede til Anna: »Aa, lad os faa en bedre Vin paa Bordet.«

»Rødvin?«

»Ja.«

»Jamen saa har vi kun Amtmandsvinen.«

»Aa ja, lad os kuns faa den.«

Denne Vin blev der paa Holtinggaard næppe drukket af mere end hvert tredje Aar. – –

»Naa, maa jeg saa ret ønsk' den fremmede Dame velkommen. Det glæder mig at se Dem,« – han hævede sit Glas mod hende. – »Det er saa sjælden, man seer kjønn' Mennesker.«

Frøken Rebekka lo. »Ja, det kan Proprietæren sige om »man«; men De kan da ikke sige det om Dem selv.«

»Hvad mener De ?« sagde Wintrup. »Jeg kan da æt see mig selv –«

Selskabet brød ud i stormende Latter.

»- og jeg er s'gu da ikk'heller kjøn. – Ja – hvad – man skuld' da ha'e Lov til at udtal' sig.«

»Mener Du: til at tale ud, Fa'er?« sagde Karl.

»Jeg mener det, jeg siger. – Naa, og jeg mener, De er kjøn, Frøken Woltersien; saa kan De nu faae'et lig' paa Deres Tallerken.«

»Tak skal De have, fordi De siger det. Jeg er saa voldsom glad for at høre det af Dem. – Men jeg mente, at De kunde ikke særlig savne Synet af Skjønhed, saa længe De havde Deres Frøken Datter i Huset.«

»Ja, – Sludder og Sladder har vi s'gu nok af. Det er nu da ogsaa noget andet at se en Fremmed. – – – Naa, lad mig nu høre, hvad De gaar og tager Dem for i Hjemmet. Er'et æt ved Deres Onkel, De opholder Dem ?«

»Jo – hidtil.«

»Han er Kontormand.«

»Nej han har været – Bankdirektør.«

»Hvad er han saa nu ?«

»Ja, nu er han vist ikke andet end Geheimeraad.«

»Aa ja, det kan vær' ligesaa godt som saa møj and't. Og hvad er saa De – i Huset, mener jeg?«

»Aa, jeg forskjønner saadan Tilværelsen lidt.«

»Den kan saamænd ogsaa godt træng' til'et.«

»Ja, for der er næsten ingen, der gider gjøre noget for den – i dén Henseende.«

»Hin, hm, hm, – nej, det er s'gu vist. Naa, det er nu ogsaa de færrest', der har Tid til'et.«

»Jeg sønnes da osse, man ku' ta'e sig noe nyttigere til,« bemærkede Stamherren med pludselig Kraft.

»Ja, dét er sandt,« sagde Frøken Rebekka.

Stamherren var nær gaaet forover paa Grund af den uventet ringe Modstand.

»Men naar endda blot de, der havde Tid dertil, vilde pynte lidt paa den stakkels Tilværelse,« fortsatte Frøken Rebekka, »saa kunde den virkelig se meget bedre ud, end den gjør.«

»Ja, ja, nu vil jeg rigtig bed' Dem om at tage Dem af Holtinggaards Forskjønnelse, og tage Dem god Tid til'et. Skal vi klink' paa det paa gammeldags Maneer!« – – –

Henriette og Præstens to Døtre var budne om til Holtinggaard efter Middag. De kom uventet tidlig, endnu i Middagsstunden. Henriette saae nydelig, men noget nervøs og maaske forgrædt ud. Det var Anna, der havde været omme at indbyde hende. –

Man havde egentlig tænkt at sidde og døse inde i Havestuen i den varmeste Tid, men nu da de var komne fra Præstegaarden, fandt Anna, at man burde tage sig noget for. – Hun foreslog at gaa ned i Engen; der var nok kjøligt nede ved Aaen. Og der laa Baaden, hvis de vilde sejle.

Idet de gik igjennem Entreen og tog deres Hatte og Handsker – fandt Karl Lejlighed til et Øjeblik at betragte Rebekka Woltersiens dejlige Skikkelse fra Ryggen, og idet han, lykkelig ved Synet, tog sine Øjne til sig, mødte hans Blik Henriettes. Hun vendte sig hurtig om mod Knagerækken og tog sin Hat paa. –

Da de gik ned ad Trappestenen, og de andre tog Retning mod Gaardsleddet, kom Henriette rask ned ad Trinene, tog Karl ved Frakkeærmet og drog ham tilside hen under Vinduerne.

»Karl, Du skal love, at Du vil sige mig, naar det er forbi.«

»Aa, den dejlige Pande, hun har!« tænkte Karl. Den var saa urolig; men hendes Øjne turde han ikke møde.

»Naar det er forbi ?« sagde han.

»Ja, naar Du er kjed af mig,« sagde hun.

»Men Henriette dog – –«

I det samme raabte Frøken Rebekka – og Anna sagde noget lignende samtidig -: »Kan man sejle Baaden fra Aaen ud i Fjorden, Student Wintrup?«

»Nej, det troer jeg ikke,« sagde Karl – han kastede et flygtigt Blik efter Henriette, men hun fjernede sig – »for jeg troer nok, det er saa grundt der, hvor Aaen løber ud, saa vi ikke kan faa Baaden over,« fortsatte han og gik hen til de andre. – –

De unge Piger fra Holting var ikke nemme at snakke med, selv for en saa selskabsvant Dame som Frøken Woltersien. Henriette, der nu gik sammen med hende og Ellen, var meget venlig overfor hende, men de havde gjensidig ligefrem Møje med at finde paa noget at tale om. – Anna blev efterhaanden ærgerlig over sin egen Uformuenhed som Værtinde og slog sig i en noget fornærmet Stemning paa Kjæresten. Hun og Robert gik lidt fra de andre i Engen; han mumlede, og hun hviskede.

Paa denne Maade naaede de Aaen, paa hvis Bred de alle tog Plads i Græsset. Men det viste sig, at Aaen aldeles ingen Kjøling gav i det skrækkelig lumre Vejr, som det var blevet. Der var trukken Tordenskyer op, mens man havde spist til Middag.

Frøken Rebekka spurgte Henriette, om der intet Badehus var her i Nærheden. Denne oplyste, at Præstegaarden og Holtinggaard havde et fælles Badehus i Fjorden, men naar det var saa lavvandet som i denne Tid, saa blev Fjordvandet ufriskt, saa man kunde ikke bade deri.

»Kan man da ikke bade i Aaen ?« spurgte Frøken Rebekka.

Jo, det kunde man nok for Vandets Skyld, men der var jo intet Badehus.

»Ja, hvad gjør det!« sagde Frøken Rebekka.

»Man kan da ikke bade under aaben Himmel,« sagde Anna, der sad ved Siden af Robert, – i en Tone, der var meget paavirket af hendes nys nævnte Misstemning, maaske ogsaa af hendes tidligere Uvilje mod Frøken Rebekka.

»Under aaben Himmel!« sagde denne og lo lidt drillende, – baade Tonen og Udtrykket forekom hende saa landlige. – »Da troer jeg virkelig, jeg vil prøve derpaa – det vil sige: blot min Hals og mine Arme!«

Hun tog sit Kjoleliv af og sprang ned i Baaden, der var fladbundet og laa meget lavt i Vandet, – bøjede sig ud over Rælingen og gav sig til at øse Vand over sin Nakke, idet hun for hver Gang sænkede sine Arme ned i det klare, rindende Vand.

Det var et saare skjønt Syn, men, navnlig for hvem der ikke var vant til at se Damer i nedringet Toilette, noget usædvanligt.

Da Frøken Rebekka rejste sig op, var Robert og Anna borte. Ellen og Kirstine saae hun ilende henimod et lille Krat, bag hvilket de to andre vel maatte være forsvundne.

Hun sprang op af Baaden med de vaade Arme og Skuldre blinkende i Solen, og løb hen efter sit Kjoleliv.

»Hvor bliver det øvrige Selskab af?« sagde hun til Henriette.

»Maa jeg ikke hjælpe Dem det paa,« sagde denne.

»Tak, det behøves saamænd ikke.«

Men nu saae hun Henriettes Ansigt lige foran sig – dets yndige Træk opløste og voldsomt bevægede af Graad – og i næste Øjeblik laa dette Ansigt mod hendes nøgne, vaade Skulder.

»Jeg veed godt, det er forbi,« hulkede Henriette, »og det var det maaske ogsaa, før De kom. – Aa, De maa ikke være vred paa mig. – Jeg kan ikke blive hernede i Engen. – Jeg skal hjem. Farvel!« – Hun kyssede Rebekka heftig paa Skulderen – og løb bort ad Vejen, de var komne.

»Nej, hvor hun dog var sød!« sagde Frøken Rebekka, der nu atter var fuldt paaklædt, til Karl. – Han var den eneste af Selskabet, der ikke havde forandret Plads eller Stilling, – men Udtrykket i hans Ansigt var noget flakkende og uroligt. – »Og hun elsker Dem jo. Hvorfor tager De hende ikke? – Nej, hvor hun dog elsker Dem, den søde Pige!«

Karl vidste ikke, hvad han skulde svare.

»Naa, undskyld, – det kommer jo ikke mig ved. Skal vi gaa hen til det øvrige Selskab?« – Frøken Rebekka begyndte at gaa i den Retning, hvor de var forsvundne.

»Jeg tænker, de andre er ude paa Vejen nu,« sagde Karl. »Vi kan nemmere gaa hjem ad den.«

Karl og Frøken Rebekka konverserede nu meget livlig om Fjorden og om Naturen her paa Egnen i det hele, – indtil de naaede de andre et lille Stykke udenfor Holtinggaard. –

Anna og hendes Kjæreste syntes stærkt optagne af at drøfte et eller andet privat Anliggende. De lod Karl og Frøken Woltersien passere forbi og fulgte saa lidt bagefter.

Da Selskabet naaede Kjøreporten igjennem Ladebygningen, kaldte Anna dæmpet paa Karl. Frøken Woltersien gik videre – ind i Gaarden, sammen med Ellen og Kirstine Nordbye. – Karl blev vinket hen til Kjæresteparret, der stod udenfor Lademuren lidt til Side fra Porten.

»Du maa faa hende til at rejse i Aften,« sagde Anna. »Jeg gjør Skandale. Jeg vil ikke tale med hende.«

»Er det Frøken Woltersien, Du taler om?«

»Ja, det kan Du troe, det er.«

»Hvis Frøken Woltersien ønsker at rejse i Aften,« sagde Karl, »saa bliver det virkelig hendes Sag og ikke min. Og gjør Du Skandale, saa bliver det Din egen Skam. Jeg troer ikke, Frøken Woltersien vil tage sig det videre nær.«

»Robert siger, at han korn saadan til at tænke paa nogle væmmelige Damer, som han engang saae i Hamborg.«

»Det var da kjedeligt, at Du ikke dengang var til Stede og kunde trække ham bort fra at se paa saadant noget,« sagde Karl smilende.

»Ja, det war ogsaa kjedeligt; for jeg war jo int kloger' dengang,« sagde Robert – stammende – og blev straks efter meget rød

Karl fik en Anelse: »ja, ja – naar Du dog ikke gjorde andet end at se paa dem –«

Anna drejede netop Ansigtet om mod sin Kjæreste, der pludselig havde faaet et ganske forvirret og sønderknust Udseende. Hun fik vist selv en Anelse: »Uh, hvor Du er bleven uhyggelig, Karl!« sagde hun, idet hun tog sin Kjærestes Arm og hurtig gik bort sammen med ham – ud i Haven.

Proprietær Wintrup gjorde mange Indvendinger, da han hørte, at Frøken Rebekka vilde af Sted allerede i Dag. Men hun lo og kaldte det en Selvfølge, at hun skulde hjem til Aften.

Kl. 8 sad hun og Karl atter i Enspændervognen og kjørte nordpaa ad Glenstrup til. –

De talte atter om Naturen, og skjønt der var en forunderlig Stemning i alt, hvad hun sagde, sad Karl dog kun og forundrede sig over hendes Konversationstalent, hendes Evne til at tale livligt om noget, som, efter hans Formening, ikke i Øjeblikket kunde interessere hverken hende eller ham.

Da de havde kjørt den halve Vej, sagde han endelig: »Aa, Frøken Woltersien, jeg har desværre ingen Undskyldning at bringe Dem, men maa jeg ikke bede Dem om ikke at være vred paa mig for min Søsters Optræden.«

»Jamen hvad var det dog med Deres Søster?«

»Ja, hun blev jo forarget og spillede siden den Fornærmede.«

»Forarget! – ha, ha – anede det mig ikke nok! Dernede i Engen?«

»Ja.«

»Aa, det er Synd, at de ikke er gifte for længe siden, Deres Søster og Svoger.«

»Saa? Hvorfor det?«

»Jo, de trænger saa frygtelig til det. – Netop saadanne pæne Kjærestefolk, – de gjør ofte saadan et pinlig uanstændigt Indtryk. Og det er dog det, de aller nødigst vilde.«

»Ja, det sidste er rigtignok sandt!« udbrød Karl ganske forbløffet.

»Jo, – man kan se det paa dem og paa alt, hvad de foretager sig; de bliver jo halvtossede og halvsyge af alle disse – alle deres – Tanker og Længsler –«

»Det er mærkeligt, at høre en ung Dame tale saadan – jeg er ganske –« Karl kunde ikke lide sin egen Tone og Maade; han syntes nærmest, den passede til en gammel, vindtør Persons Forundring og Beundring overfor et originalt, ungt Menneske. –

Da de drejede fra Landevejen ind til Glenstrupgaard, vovede han sig til at sige, at det vilde glæde ham forfærdelig meget, om de undertiden kunde sees i Kjøbenhavn.

»Ja -,« sagde hun, og trak meget stærkt paa det, »det bliver nu i hvert Fald ikke før Jul -, og da bliver det jo hellerikke, naar De skal hjem. Jeg rejser nemlig til en Tante, jeg har paa Voldbygaard her i Jylland, og bliver der til Foraaret. Jeg skal blot hjem og se til min gamle Onkel i Julen. – Men ham skal De besøge. Det er saadan en snurrig gammel rar Een, – Geheimeraad Woltersien, Kronprinsessegade.«

Karl takkede. Lidt efter holdt de for Døren. –

Da Karl kjørte hjem, var han blot klar over een Ting: at Henriette blev det ikke. – Nu syntes han, hun bragte ham til at tænke paa den Krog i Præstegaardshaven, hvor de engang havde leget saa meget, men hvor der aldrig kom Sol paa Grund af Plankeværket, og hvor Planterne derfor var saa bleggrønne. – Rebekka Woltersien! – det var som Luft og Sol og mægtigt taarnede, glødende Skyer. – Og denne Overgang, hvor Hals og Skuldre rundede sig svulmende og blev til Barm! – Hvor var hun dejlig! dejlig! dejlig!

Han rejste efter nogle faa Dages Forløb til Kjøbenhavn, uden at Henriette og han havde talt sammen om det, hun sagde nede ved Aaen.