95|VII

Midt ad Grebningen i Stalden paa Bjerregaarden laa der en Fjæl i Stenpikningen, ad hvilken Gjødnings-Trillebøren kjørtes, naar der blev muget i Stalden. Den fortsatte sig helt hen til Stalddøren mod Gaarden, hvor Møddingen havde sin Plads. – Samme Fjæl var imidlertid, som saa meget andet paa Bjerregaarden, slidt op i Erik Skindtofts Tid, og trængte i høj Grad til at fornyes. Paa flere Steder gik Trillebørens Hjul igjennem Fjælen ned i Stenpikningens Sand. – Anders Hjarmsted havde straks efter sin Ankomst sagt til Snedkeren, at han maatte faa en anden Fjæl lagt der i Stalden; men Snedkeren var en meget optaget Mand – drak desforuden, – saa det saae ikke ud til at skulle ske for det første. – Anders havde da befalet sin Røgterdreng at lægge nogle løse Fjæl paa de Steder, hvor den gamle var i Stykker, – særlig henne ved Døren. Drengen havde dog mere Lyst til at spare sig denne Ulejlighed og derimod kjøre ved Siden af Fjælen, saaat mere og mere af Stenpikningen blev kjørt løs. – Anders havde skjændt paa Drengen derfor; men naar nu Drengen efter Ordre kjørte paa de løse Fjæl, gjorde han det med Harme og med den Tanke, at disse Anstalter med løse Fjæl var et urimeligt Forlangende af hans Husbond. – –

Det var en Løverdag Eftermiddag i Slutningen af Juni. Anders havde talt til Kirstine om nu at gaa over til Stavn. Hun havde megen Lyst, men havde spurgt, om det saa ikke kunde opsættes til en anden Lejlighed med at tale om denhér Mosepløjning; nu var der jo tilmed baade pløjet og saaet for i Aar dernede. – Anders havde ikke svaret noget bestemt. – Nu stod han paa Trappestenen udenfor Døren og ventede paa, at Søsteren skulde blive færdig. Han var selv i sin bedste Puds; hun havde lovet at være færdig med sin Paaklædning om et Øjeblik, – og saa skulde de gaa.

Han holdt meget af at staa her paa Trappestenen, naar han havde noget at spekulere paa, eller for at see paa Gaarden.

Han var selv overmaade kjed af at skulle tale om dette 96| Stridsemne; men han havde paa Fornemmelsen, at han alligevel blev nødt til det, naar han nu kom derover. Hvad skulde man ikke bøje sig for, naar man fandt sig i saadant noget; Verden blev jo da helt forfærdelig paa den Maade. – – –

Hvad var det for nogle Stød, det gav – ligesom i Muren – derovre ved Stalddøren? – Dér kom Hjulet og den forreste Del af Trillebøren frem i Døren, – nu forsvandt det igjen, – naa! og dér atter delte Stød, – ja, der røg jo Kalkstøv ned fra Dørkarmen.

»Hans!« raabte Anders Hjarmsted.

Der blev ganske stille derovre.

»Hans, kom herop!«

Nu kom Røgterdrengen frem dernede ved Døren.

»Hvad er det, Du tager Dig for?« raabte Anders. »Vil Du rende Stalden ned med Trillebøren?«

Drengen havde ingen Ting at svare, – blev staaende og drejede paa det ene Ben med Træskosnuden ned i Jorden.

»Kom herop, siger A, Du taabelige Knægt!« raabte Anders forbitret.

Det gik alligevel saa langsomt, saaat Anders maatte den halve Vej ned i Gaarden til Drengen.

»Hvadfor støder Du saadant med Baaren, saa baade den og Muren gaar i Gras!«

»Baaren gled ned af Fjælen, og saa tog den imod Dørkarmen.«

»Ja, saa skulde Du jo sætte den op paa Fjælen igjen. Hvorfor giver Du Dig til at dundre imod Muren med den!«

Drengen tav.

»Hvad? – Kan Du svare, Dit Høved!« raabte Anders og gav ham en Lusing. »Hvorfor gjorde Du det?«

»A blev gal i Hovedet,« sagde Drengen halvtrodsig, og hele Tyendeloven stod skreven i hans Ansigt.

Han var ganske vist ikke seksten Aar; men Anders følte, at slog han nu løs, blev det til mere end det Tjatteri, som Loven tillod. Samtidig blev han helt underlig betaget af Erindring om sin Fader og sig selv – dengang med Hønsehuslaagen.

»Gaa hen og gjør det ordenligt!« sagde han til Drengen, og vendte selv tilbage til Hovedtrappen. – Hvor han forstod sin Fader! Han havde jo haft Ret! Han havde naturligvis ogsaa følt, at saadant 97| noget Galskab og Uvornhed maatte standses straks; for skulde dét taales, saa kunde Verden jo sletikke bestaa. Men dether var ganske vist værre, – for hans Fader havde dog haft Loven paa sin Side, naar han tugtede sin Søn; men Loven holdt jo med den Køter dernede. Kom man til at give ham en blodig Næse, eller sætte ham en blaa Stribe paa Kroppen, saa blev han Herren, der kunde straffe sin Husbond. Sikken en Verden! – Man skulde taale alt af slige Tølpere, – de havde Lov at øde Ens Redskaber, Ens Huse, hvadsomhelst, – saa kunde man sige dem op til Flyttedag og betale dem for deres Bedrifter, -det var, hvad Loven hjemlede. – Det var jo klart, hans Fader havde Ret ogsaa dér: det maatte jo være Kjæltringer, de, der gav saadanne Love! – Nej, saa var det som frisk Luft imod Kvælning, at tænke paa den Straf, som hans Fader, ganske privat og paa egen Haand, havde givet Kren Thomsen derhjemme i Kløvermarken. Kunde man have kløet de Satans Lovgivere og Øvrigheder paa samme Maade! – –

Han tog sig til Panden forat besinde sig. Naa ja, – de skulde til Stavn. – Hm. – Nej, han troede ikke, han holdt sig fra at tale om Mosepløjningen. Der skulde han jo endogsaa have Loven paa sin Side.--

Da han havde biet lidt endnu, kom Kirstine ud. –

De var naaet ned over Bjerregaardsmarken og langt ud i Engene, uden at der var talt et Ord.

Pludselig sagde Kirstine: »A tykkes aldrig, A har kjendt saaen nogen skjønne* Mennesker som de to.«

Anders havde nærmest troet, at Kirstine gik og var kjed af eller ærgerlig over hans Tavshed, – nu overraskedes han af det straalende Ansigt, han saae ved Siden af sig, og Stemmen, hvormed disse Ord blev sagt. Der var for ham altid noget rørende ved hans Søsters Glæde, noget, der baade var Smil og Graad, og noget forundret, der ogsaa kunde see ud som Skyhed. – Men han kunde ikke komme bort fra sin egen Tankegang og blev ved at tie.

Først nu syntes Søsteren at lægge Mærke til hans Indesluttethed:
98| »Der er da int noget i Vejen med Dig, saaen som Du gaar?« spurgte hun.

Saa fortalte han hende Historien med Hans.

»Aa, tu Du er jo akkurat ligesaadan som Fa'er,« sagde hun.

Anders undrede sig over, at det straks skulde falde hende ind. – – Mon han da sletikke skulde have arvet noget af deres Moders Væsen? – det havde Kirstine jo saa meget af. – Ja, han havde da arvet hendes Ordens- og Renlighedssans; men det vilde vel blot skaffe ham mere at ærgre sig over, saadanne Sludskehoveder som Folk i Almindelighed var.

Lige før de gik ind paa Gaardspladsen paa Stavn, hviskede Kirstine: »Kan Du int lade det med Pajmosen være til en anden Gang?«

»Det veed A int,« svarede Anders.

Baade de Gamle og Børnene var til Stede, – det vil sige: de af Børnene, som for Tiden havde hjemme paa Stavn: Niels, Gjatrid, en halvvoksen Datter Sara, og de to yngste Drenge. De var netop inde at spise Eftermiddagsmellemmad, da de to Søskende fra Bjerregaarden traadte ind ad Døren.

Gjatrid blev, ved et Tegn af sin Moder, sendt ud efter den foreløbige Velkomstskjænk. – Kirstine syntes, hun kunde see, at Gjatrid var meget glad over deres Komme, men at hun søgte at dølge det noget overfor Forældrene.

Madam Faurholt mønstrede sine Gjæster med Øjnene, uden at lægge Skjul derpaa, og uden foreløbig at sige noget til dem.

Niels havde rejst sig og gik omkring paa sine Hosesokker henne ved Tobaksbordet i Nærheden af Anders, gjorde sin Pibe i Stand og mumlede – med et Ansigt, der lyste af Velkomstvenlighed – Ting som: »Det var skjønt, I kom,« – og: »Hvordan var I saa tilpas efter Markedsturen?« – »Det var svært, saalænge det trak ud for jer, før I kunde faa jer betænkt at komme,« – – og gjorde for hver saadan Udtalelse nogle forlegne og venskabelige Knæk i Knæerne. – –

Men den egentlige, saa at sige officielle, Modtagelses-Passiar 99| førtes imellem Proprietær Faurholt selv og Anders. Kristen Faurholt sad med sit venlige, fornøjede, men rævelune Smil i Sofaen. Han havde hellerikke andet paa Fødderne end Strømper, og de var hullede; af Kravetøjet havde han kun Trekanten for Brystet; Flippen havde han lagt til Side; – men hvilken levende Magt og hvilken naturlig Værdighed udfoldede ikke denne Mand, og hvilken fornøjelig, ligesom kildrende Art af Ærbødighed frembragte han ikke hos sine unge Gjæster.

»De er vel snart i Marken fra Morgen til Aften i denhér Tid?« sagde han til Anders.

»Aa, nu begynder det jo da at linde et Korn igjen, indtil Høet kommer.«

»Ja, ja, – men der var meget forsømt, da De kom. Det var en Praasselmager, Gammel-Jerrik, – det gik jo ogsaa sølle for ham.«

»Jorden er noget forpint.«

»Aa ja, han var en hel Røver. Men det er en svær dygtig Mand, der nu er kommen til Bjerregaarden. Folk veed da snart it, hvormeget Ros de vil lægge paa ham.«

Anders blev rød af Forlegenhed og Glæde.

»Ja, ja, – men det er nu sandt. Og den bitte Jomfru dér, hun faar ogsaa sin Part af Berømmelsen.«

»Aa nej, – det er int sandt,« sagde Kirstine betuttet.

»Jo, jo, det er endda.«

Jomfru Gjatrid kom ind med Anretning paa en Bakke: et Glas Brændevin til Anders, et Glas Kirsebærvin til Kirstine, og nogle smaa, hvide Kringler.

Niels gik i en stille Forundring over sin Faders Venlighed imod de Fremmede. Han maatte jo virkelig have bestemt sig til at alliere sig med Fjenden i Stedet for at bekrige ham.

»Nu vil det jo it vare længe,« begyndte Proprietæren igjen, »saa faar Folk her paa Egnen noget nyt at snakke om: hvordan de skal faa dehér to unge Bjerregaards-Mennesker forlovet.«

»Det bliver der vist ingen Tid til for det første,« sagde Anders.

»Til hvad? Til at snakke?«

»Nej, til at forlove sig.«

»Til begge Dele! – Snakke og saa forlove sig, det er noget, Folk 100| altid kan faa Tid til. – Jo, vi har haft Bud ovre i Hanherred, og veed saa meget, te dér har hverken De heller Deres Søster nogen Kjærest.«

Jomfru Gjatrid tog Kirstine under Armen og trak hende med sig ud af Stuen.-

»Ja, nu nedlægger Du jo da Arbejdet for i Dag, Niels,« sagde Faurholt.

»Ja, det maa jeg vel nok.«

»Aaheja – det var it saa sært. – Faa nu Anders Hjarmsted vist omkring, saaen te han kan blive hjemme her paa Stavn i en Fart. -Jeg skal ind til Sogneraadsregnskabet igjen.«

Kristen Faurholt gik ind i sit Kontor. – Niels og Anders tog deres Kaskjetter og begav sig ud. Over i Ladegaarden, ind i Stalden, hen til Møddingen, om i Overhaven, hen til den nærmeste Pløjemark, – de saae ikke videre paa noget af det, sagde hellerikke ret meget til hinanden, men fandt dog det hele, deres Spadseretur, deres Samtale, saa betydningsfuldt, saa forjættelsesrigt, saa fuldt af Forstaaelse og af Underforstaaelse, saa de ligefrem maatte undre sig: hvad det dog var, der saa hurtig kunde gjøre dem til Venner.

Niels kom til at spørge Anders, om han nu vilde tale til hans Fader om Pajmosen. Anders svarede, som fuldkommen sandt var, at han vidste det ikke.

»Ja,« sagde Niels, »der er vist ingen, Fa'er vilde have taalt det af, som han har taalt af Dem, saa man kan jo aldrig vide, om han ogsaa vilde give efter i den Sag med Mosen. – Men hvis De kunde lade være med at snakke om det – –, for jeg er jo alligevel bange –«

Anders syntes, det var forunderligt, at Niels sagde dette: »hvis De kunde lade være,« – at han dér kunde forstaa, at der var noget, der ligesom vilde tvinge Anders, – for det kunde han i Øjeblikket ikke selv forstaa, – og dog var det saadan.

Der var gaaet Bud op til Pastor Steffensen og hen til Skolelærerens efter deres to Pigebørn, og da alle var komne til Stede – og havde faaet Aftensmad – legede man først Prent og siden Enkeleg ude i Haven. Pastor Steffensen klappede op eller var Enkemand det meste af Tiden. Han var saa nem at vogte sig for paa Grund af hans stadige: »hæ, hæ, hæ,« som han ikke kunde huske at lade være med.

101|- – Det hændte en Gang, at Jomfru Gjatrid og Anders kom til at gjæmme sig paa samme Sted. Men det var sletikke godt. De blev blot helt fremmede for hinanden saalænge.

Da Solen var gaaet ned, kaldte Madam Faurholt alle de Unge ind til Rødgrød.

»Var der saa nogen, der lagde Mærke til, hvem de to unge Mennesker fra Bjerregaarden holdt mest sammen med?« spurgte Proprietær Faurholt, da han havde hørt, hvad der var bleven leget. »Ja, for det kan man dømme meget af for Fremtiden.«

»Saa skal man vist snarere see efter, hvem de holder sig mest fra i Legen,« sagde Pastor Steffensen.

»Aa, det er jo it alle, der er saa tilbageholdende af sig som De, Hr. Pastor,« sagde Faurholt.

Præsten sagde ikke stort Resten af Aftenen. –

Anders sad med den Fornemmelse, at han nu blev bunden paa Hænder og Fødder. For hver Gang han saae paa Jomfru Gjatrid, blev denne Følelse stærkere, – og han var flere Gange paa Nippet til at rive sig løs, – bryde ud: at han vilde ikke taale den Mosepløjning.

Kristen Faurholt maatte efterhaanden vende sig fra ham til hans Søster med sin Konversation, thi Anders sank mere og mere hen i Tanker: Det var dog ogsaa mærkeligt, at saadant noget kunde i den Grad beherske ham, – han maatte jo have arvet det efter sin Fader, saa det var maaske en Slags Galskab; men han kunde ikke lade være at tænke paa den Forsmædelse, det var, at han skulde taale sligt af Proprietæren, det tog helt Humøret fra ham i selve dette Øjeblik, – og det nyttede ikke, han fortalte sig selv, at det var jo dog kun en enkelt Ting, – saa kunde han jo staa paa sin Ret ved andre Lejligheder. Nej, denne enkelte Ting blev det hele: naar han gav efter hér, hvorfor skulde han saa vise sig stivere en anden Gang, – og saa var det ikke blot ham, der bøjede sig for Uretten, men saa syntes han, Uretfærdigheden triumferede allevegne og altid, – hele Verden blev een Mødding af Uretfærdighed. – –

»Naa – – jeg tænker, det kom af, te Deres Fa'er laa i Processer med saa mange,« hørte han Proprietær Faurholt sige til Kirstine. »Jamen saa er det jo godt, De er kommen herover, for her kan De jo saa faa Veninder nok, naar De bare vil, – her er Gjatrid og Sara 102| og Skolelærerens Pigebørn og mange flere; – og Venner kan De dæmen ogsaa godt faa – begge Drengene her, – Niels han vil saamænd hellerit hade Dem – –«

Der blev en lille Stilhed, maaske en Smule forlegen, men dog sletikke trykkende, efter disse Ord; – alligevel var det for Anders, som om det var den øjeblikkelige Situation, der bragte ham til at sige: »A vilde godt spørge Dem, Faurholt, hvordan det kan være, te De har saaet Byg i Pajmosen, for – æh – den er jo Fællesejendom for hele Harreby – og – æh –«

»Og hvad mere?« spurgte Faurholt.

»Nej, – det er vel nok,« sagde Anders.

»Det er for det, te jeg vil nu helst bruge min Andels-Ret paa den Maade.«

»Jamen det er jo den eneste Maade, De int maa bruge den paa,« svarede Anders og havde en Fornemmelse af at sige noget, der ligesom laa over hans Alder.

»Hvis Pajmosen blev delt ud, saa kunde der jo tilkomme Stavn meget mere end det, jeg har pløjet.«

»Det veed A int, hvad der kunde. Men nu er den jo int delt ud.«

»Ja, ja – men Andels-Retten den kan bruges paa saa mange Maader. Og der er ogsaa noget, der hedder Hævd.«

»Jo, – men De skal have haft det 20 Aar under Ploven for at have Hævdsret til det.«

»Jeg troer, Deres Broder vil lave det saaen, te De helleringen Veninder faar herovre, bitte Kirstine,« vendte Proprietæren sig til denne og lo. »Ja, ja, – jeg kan jo forstaa, te Gammel-Jerrik har haft fat i Dem og præket Dem en hel Del for; men det skal man nu it tage efter, hvad der kommer fra den Side – –«

»Jo, A har tænkt, A vilde gjøre ligesom han og slaa mine Høveder løse i Kornet, for te De int tilsidst skal faa Brugshævd over Jorden.«

»Ja, ja, saaen noget kan jo være helt skjønt at sige. Men De skal it gjøre det. Det Raad vil jeg give Dem. – – – Hør Jens, kan Du tage mig min Pibe jeg troer, jeg satte den fra mig derhenne i Krogen.«

Nu gav Proprietæren sig til at tale om helt andre Ting, og da det var aldeles umuligt for Anders at spille med i den Komedie, blev han tavs og faldt hen i Tungsindighed. Nu havde han føjet denne 103| underlige Drift, han ikke selv forstod. Og nu kom saa alt det op i ham, som vilde dadle ham derfor.

Lidt efter sagde han og Kirstine Godnat og gik. Ingen af de Unge fra Stavn fulgte dem paa Vej; og skjønt alle vistnok var klare over Grunden dertil, og man heller ikke tvivlede om den gjensidige Lyst til Følgeskab, – var der dog ingen, som sagde et Ord derom.

Hellerikke de to Søskende talte sammen paa Hjemvejen. Men Kirstine gik med en underlig Fornemmelse overfor Anders: ligesom han kunde være sin egen Fader.

Der tjente paa Stavn en Husmand, som i Almindelighed kaldtes Mads Horsens, – dog ikke, naar man talte til ham selv. Tilnavnet havde han nemlig faaet paa Grund af et femaarigt Ophold i Tugthuset. – Han var uægte Barn, opfødt paa Sognet, og havde i Fuldskab slaaet en Bissekræmmer ihjel. – Han var en ret betroet Mand hos Kristen Faurholt, thi han var mere end nogen af de andre Karle knyttet til Gaarden og sin Husbond, da det var meget tvivlsomt, om han vilde kunne faa Tjeneste andre Steder. Desuden holdt han paa en vis Maade af sin Husbond, fordi denne var klog nok til ikke at ansee Mads som væsenlig forskjellig fra de fleste, der ikke havde slaaet Folk ihjel eller været i Tugthuset. – Og saa syntes Kristen Faurholt nok om at være denne Mands Samvittighed, hvad bekvemt lod sig ordne, eftersom Mads ikke besad nogen saadan af Naturen.

Niels lagde Mærke til, at Mads nogle Gange i den nærmeste Tid efter Anders' og Kirstines Besøg paa Stavn var et langt Stykke henne ad Engvejen mod Bjerregaarden, hvor han intet ordinært Arbejde kunde have at udrette. Da det ligeledes var udelukket, at Mads Horsens gik Spadseretur, kunde det kun være for at udspejde Tilstanden paa Pajmosen, der just fra det Sted, hvor Mads vendte om, særdeles vel lod sig iagttage.

Niels var ogsaa et Par Gange henne paa det samme Udkigspunkt, men der var ingen Kreaturer at see paa Bygstykket. Alligevel kunde Niels, Dag efter Dag, ikke faa sin Fader eller Moder meldt, 104| at han og Gjatrid vilde over til Bjerregaarden forat gjengjælde Besøget; og at gaa uden at sige noget vilde, efter Skik og Orden paa Stavn, være ganske umuligt. – Men en Søndageftermiddag midt i Juli sagde Kristen Faurholt selv til Niels, at han syntes, de to, Gjatrid og Niels, skulde gaa derover, nu, inden Høsten rigtig begyndte.

Niels sagde blot, at det vilde de vist gjerne, men formodentlig har han tillige seet noget forundret paa sin Fader; thi denne fortsatte:

»Aa ja, han er jo saaen en bitte Korn hvalpet med dethér Gjøen; men han er jo ogsaa helt ung. Naar han kan holde sig fra at bide, saa gjør det saamænd ingen Ting. Og det lader jo til at gaa helt godt med det.« – –

Saa var Niels og Gjatrid paa Bjerregaarden den Søndag Eftermiddag og Aften. De to unge Piger blev dus med hinanden, og de to unge Mænd ligeledes. Men videre kom man dog ikke. De fik ellers uhyre meget snakket, og alt hvad de sagde og gjorde, det gik saa selvfølgelig, ligesom ned ad en grøn Skraaning, det gik saa let og havde dog en mærkelig Tyngde, det havde Vægt, det var saa vigtigt for dem, alt hvad de sagde og gjorde. – – Anders og Kirstine fulgte deres Gjæster hjem over Engene i det dejligste Sommervejr, – det vil sige: de gik frem og tilbage med dem paa Vejen, indtil det var bleven meget seent. Dengang de gik fra Bjerregaarden, da sænkede Solen sig netop under Synskredsen ovre bag Skoven paa Halderne. Og de saae den sommerblege Fjord, og lige ud for Land en Slup, en Hollænder med lang Agterstævn, der var gaaet helt istaa med Storsejlet slapt hængende ned fra Raaen. – Ind imod Stavn, ind under Bakkerne, laa den milevide Engflade, gyldengrøn, – det var som en stor, flad Skaal med ganske lave Rande. – Det var fuldkommen stille; Frøerne var holdt op for i Aar, og Søfuglene var alle blevne tavse, – og Mennesker kunde man sletikke høre til. Det var ogsaa for dem, som om der ingen Mennesker fandtes. – – –

Inden de skiltes, fik Niels og Anders aftalt, at de to næste Søndag vilde ud og stange Flynder sammen paa Fjorden. – –

Dét blev ogsaa en mærkelig Dag, med et uafladeligt Rykind af Oplevelser, skjønt der paa en Maade ingen Ting skete. Indtil de kom ud at fiske, var Niels hele Tiden under Indflydelse af den Omstændighed, at hans Søster ikke var med. Da han gik hjemmefra om 105| Morgenen, havde han ondt af hende, som den gode Broder han var, – men det kunde sletikke lade sig gjøre at faa hende med; saa var det jo blevet et Besøg, og det i urigtig Rækkefølge; – nu var det kun en Fisketur. – De havde talt saa meget sammen i den sidste Tid, han og Gjatrid, og havde sagt saa mange Ting, med det til Forudsætning, som de ikke nævnte. – Da han nu kom til Bjerregaarden, savnede han hende ligefrem til at udfylde en Plads, ligesom en Tospænderhest savner sin Fælle, naar den skal gaa ene. Han kunde sletikke begaa sig i denne Trekant med de to Søskende.

Men da han og Anders var komne ud paa Grundene i Fjorden og stod i Baaden og stangede, hver med sit Lyster; og da de senere spiste Mellemmad i Baaden, da vældede Oplevelserne frem af Tiden, som nu stod helt stille.

Niels fortalte Anders hele Cecilies Kjærlighedshistorie, og den mundede ud i en Omtale af noget, som egenlig først blev ham selv helt klart, i det Øjeblik han sagde det: at de nu gik og ventede paa og frygtede for, at deres Forældre – eller egentlig deres Moder -skulde forlange af Gjatrid, at hun skulde forlove sig med Fuldmægtigen, Cecilies Svoger.

»Men hvadfor forlanger de saaen noget,« spurgte Anders, »naar de veed, te de Brødre er nogle Skittinger?«

»Ja, – tu der er jo mange Penge, – de gjør det jo nok for det bedste, – saavidt de kan forstaa det.«

»Er Din Fader da fattig selv?«

»Jeg veed snart it, – han har da aldrig rede Penge.«

»Men Du sagde jo, te Dine Forældre holdt saa meget af hverandre, – hvordant kan de saa tvinge Deres Børn til at gifte sig saaen?«

»Nej, det er ogsaa sært. Men Mo'er -jeg tænker, hun mener, te det blev lige galt, hvor de saa kom hen, naar de it kunde være hjemme længer. Det kan godt være, hun sletit vilde bryde sig saa meget om, te hendes Døtre blev altfor stærkt hjemme dér, hvor de kommer hen, for saa havde hun jo it længer Hold paa dem.«

»Jamen saa saaen nogle Horebukke, som de siger dehér Brødre, dehér Fiskere er.«

»Ja, – en Mand som Fa'er, der har saa mange Processer – det har jo meget at sige for ham at staa sig godt med Herredsfuldmægtigen, for han har helt Herredsfogden i sin Lomme.« 106| »Naa, – han fører saa mange Processer, Din Fa'er?«

»Ja, fører – og der er andre, som fører Proces med ham; og det vilde vist blive mange flere, hvis de it vidste, te han var gode Venner med Herredsfuldmægtigen.«

»Saa er Fuldmægtigen ogsaa en Kjæltring?« brusede Anders op.

»Ja, – det veed jeg it, om man kan sige.« – Niels smilede lidt forlegen. »Men jeg vilde nu da meget nødig, Du skulde komme i Proces med Fa'er, for – æh – Du faar Fischer til Dommer. Herredsfogden gjør snart ingen Ting ved det, andet end konstituterer sin Fuldmægtig hver Dag, – saaen troer jeg nok det hedder.«

»A vilde ønske, A int holdt af Din Søster, Niels, for det bliver galt,« – udbrød Anders, dirrende af Harme, – men straks derefter blev han saa overvældet af, at nu var det sagt, saa han næsten glemte sin Vrede og følte Undseelse overfor Niels og Angst for, hvad han vilde svare dertil.

Tilmed varede det noget, inden Niels sagde: »Jeg troer ogsaa, Gjatrid holder af Dig. Ja, det troer jeg. – Det vil da sige: jeg veed jo sletingen Ting om det, andet end hvad jeg saaen synes, jeg har kunnet forstaa – –«

Det var en udmærket Beskjæftigelse, dette Flynder-Stangeri, til at skjule sin Sindsbevægelse med. Det havde vist egentligt ikke været Meningen at fortsætte efter Mellemmaden, men nu tog de begge meget ivrigt fat igen.

»Der er for Resten noget, jeg ogsaa gjerne vilde have spurgt Dig om, Anders, det kan Du vist tænke hvad er?«

Nej, det kunde Anders ikke. – »Men hvis nu Gjatrid holder af mig, troer Du saa, hun kan staa sine Forældre imod og – sige Nej til ham, – – og det kan jo ogsaa være, te de sletint vil have mig til Svigersøn.«

Niels var bleven saa sær alvorlig og tavs. Anders blev bange, at det var fordi, han ikke turde svare bekræftende paa hans Spørgsmaal om Gjatrid.

»Hvad? – troer Du, hun kan?« gjentog han.

»Hvad siger Du?«

»Om Gjatrid kan – –«

»Naa – joh – – Ja, hun har for Resten aldrig gjort sin Moder 107| imod. Det har ingen af os. – – Kan Du da virkelig it tænke, hvad det var, jeg vilde have spurgt Dig om?«

»Nej – – Men hvis Gjatrid int kan faa lært at gjøre sine Forældre imod, saa kan vi vist heller int leve sammen. For A vil int staa under Din Fa'er.«

Niels syntes næsten ikke at høre efter.

»Er da alle Folk her i Sognet saaen Din Fa'ers Tjenere? Saa han kan gjøre ved dem, hvad han vil?«

»Hvad? – Nej, Poul Vinding er vel it.«

»Jamen de andre, som int hører til Slægten?«

»Aa, ja, de er vel nok.« – –

Efter en lang Tavshed sagde Anders: »A kan nu int ret godt lide Din Fa'er, Niels.«

I Tankeløshed, eller i en vis Irritation over noget ganske andet, sagde Niels: »Det kan vel ogsaa gjøre ham lige meget.«

Dette blev tilfældigvis de sidste Ord, der blev vekslet paa Turen, før de to unge Mennesker sagde hinanden Godnat inde paa Engene. Hver af dem havde nok i sit.

Kirstine gjorde Anders, da han kom tilbage, en Mængde Spørgsmaal om Turen og om Niels, men Anders havde ingen Ting at fortælle.