119|IX

Forholdet mellem Anders og hans Søster var mindre godt i dette Efteraar. Thi hun gik i en stadig Forundring over sin Ven Niels: at der da virkelig fandtes et Menneske, saa kjærligt, saa ømt og elskeligt som han. Hendes Ansigt havde altid haft dette forundrede Udtryk, som ofte findes hos de smukkeste Vendelbo-Kvinder; men det havde tidligere ligesom gjældt Livet i det hele, – nu gjaldt det kun dette ene. Det var ikke sært, at Niels kunde være indtagen i hende, thi hun var usædvanlig kjøn i denne Tid. Det fjærne i hendes Blik var ligesom kommet nær og var blevet saa levende; hun var som et Eventyr, der vil til at blive Virkelighed, – som en hvid Rose, der rødmer.

Men Anders syntes næsten, det var troløst af hende, at give sit Hjerte saa afgjort hen til Gjatrids Broder, thi han kunde ikke forstaa hverken Niels eller Gjatrid – især nu, da han aldrig var sammen med hende. Han afskyede hendes Forældre – uden mindste Forstaaelse – endda mest hendes Moder. Thi han havde en instinktmæssig Fornemmelse af, at det var hos hende, hele dette Væsen paa Stavn havde sin Rod. – Hvorfor bøjede Gjatrid sig for slige Forældre? Hvorfor løb hun ikke fra Stavn? Hun var jo over atten. De kunde jo løse Kongebrev og give de Gamle paa Stavn en god Dag. – I Stedet for havde man dette Stykke Mandfolk, Niels, rendende herovre nu i Efterhøstens Tid, da Aftnerne var mørke. Han bildte sine Forældre ind, at han blussede for AalN ude paa Fjordgrundene, hvad han dog ogsaa, for et Skins Skyld, gjorde en Del af Natten.

Han maatte naturligvis ogsaa aflægge Beretning om, hvordan det gik med Fuldmægtigen og Gjatrid. Men Anders blev gjerne vred af 122| at høre derpaa, for det var aldrig, som han ønskede det. Hun søgte nok at undgaa Fuldmægtigen, alt hvad hun kunde; men han kom der stadig, og egenlig Uhøflighed turde hun ikke vise ham, saa han dog kunde holde op med sine Tilnærmelser. Og altsammen for denne forbandede Moders Skyld! – Og Niels vilde aldrig ret kraftigt fordømme dette Væsen. Han gik jo ogsaa selv og luskede og krøb i Skjul og turde ikke lade sine Forældre vide, hvem han havde valgt sig til Brud.

Den 10. Oktober var Fuldmægtigen atter, som næsten hver Dag i denne Tid, paa Stavn. Han overraskede Jomfru Gjatrid ene ude i Forstuen, da han kom ind ad Gangdøren. Hun vilde skynde sig ud, men han greb hendes Haand og friede nu med rene Ord. Hun sled sin Haand løs og løb sin Vej, idet hun ligesom tryglende hviskede: »Aa nej, aa nej!«

Han var der hele Eftermiddagen, dog uden at tale mere til hende; men hun frygtede, at han, kort før han gik, havde sagt det hele til hendes Forældre. –

Madam Faurholt var allerede den Dag stærkt lidende af sin sædvanlige Svaghed: Aareknuder i Benene. Om Natten blev det helt galt, og næste Dag laa hun. Ud paa Eftermiddagen var hun dog nogenlunde fri for Smerter, – og nu kom Kristen Faurholt ind i Sovekammeret med et Spil Kort, satte sig paa Kanten af sin Kones Seng og spillede Tomands-WhistN med hende, – et Spil, som ingen andre end disse to Mennesker forstod i hele Harreby Sogn. – Herinde i Sovekammeret samledes efterhaanden, som Skik var paa Stavn, Familiens Medlemmer: Døtrene, da de havde Opvadskningen efter Middagen til Ende; Drengene, da de var komne fra Skole; desuden to gamle Kvinder, man stadig havde gaaende paa Stavn til at spinde, strikke, lappe og stoppe; – et Par af de indvendige PigerN kom ogsaa derind og sad med deres Haandarbejde. – Sovekammeret var Husets næstrummeligste Stue (efter Salen), siden Børnenes Senge efterhaanden alle var rykkede ud derfra. Og her var afgjort Centrum for Familielivet paa Stavn, ja, man kunde til en vis Grad sige: for 123| hele den »gamle Familie«. Dens Affærer behandledes her med en Aabenhjertighed, der undertiden kunde forvolde, at et Familieanliggende blev til et Sogneanliggende. Men i Almindelighed var de tilstedeværende sig dog deres Ansvar bevidst, ogsaa de gamle Koner og Tjenestepigerne, – og svigtede ikke deres Pligt. – Her fortalte Madam Faurholt Historier fra sine Ungpigedage, især fra den Tid, da hun var Husholderske paa Krastrup. Kristen Faurholt gav ogsaa ofte Historier tilbedste, men de var gjerne fra Nutiden, og gav som oftest Eksempler paa, hvor utilstrækkelig hans Medmenneskers Klogskab var; men de var altid venlige, havde en Glans over sig af hans solvarme, rævelune Smil. – I dette Selskab læste Madam Faurholt ogsaa ofte op, – altid Lejebibliotheks-Romaner,N f.Eks. Galejslaven Rocambole,N og hun øvede sin egen og Tilhørernes Skarpsindighed ved stadig at føre en nøjeregnende Kontrol med Beretningens Sandsynlighed, – hvis man altsaa tænkte sig, at det hele var foregaaet her i Harreby; ligesom hun holdt deres moralske Sans aarvaagen ved at prise Bogens gode Mennesker og alvorligt dadle Skurkene.

Hvem der passede her paa dette Sted og i dette Selskab, han hørte virkelig med til »den gamle Familie«; hvem der ikke gjorde det, regnedes ikke rigtig med, selv om han var nærpaarørende. Erik Skindtoft havde altid følt sig utilpas i Sovekammeret paa Stavn; hvorimod Poul Vinding her var i sit Es. Han var berømt i Sovekammerselskabet for sine Markedshistorier og for sine Beretninger om den store franske Revolution,N hvilken han kjendte igjennem sin gamle, døve Bedstefader, der havde været med i Frankrig i Napoleons Tid.N Han kunde fortælle om Menneskevennen Robespeter,N der tilligemed Danmarks Konge Frederik den sjetteN havde maattet bukke under for den langt snildere Bonaparte, – – og meget andet. –

Denne Stue og Livet i den havde en umaadelig Magt over Børnene fra Stavn. Men Gjatrid havde aldrig følt det saadan, som i Eftermiddag. At blive fremmed i den Stue! – ja, hvad havde hun saa tilbage af sig selv? – For nogle Dage siden havde hun været paa Østergaard; da havde Cecilie talt om det samme. Egenlig ikke med Glæde, snarere med en Slags Bitterhed mod den Magt, som deres Moder derigjennem havde faaet over dem. Cecilie havde tilføjet: »Og Mo'er faar det nok, som hun vil have det. Østergaard skal nok 124| blive et Slags Anneks til Stavn, ligesaadan som vor ældste Broders Gaard er det.« – Gjatrid havde saa gjerne villet tale med Cecilie om hendes Mand – og om hans Broder Fuldmægtigen; men hun havde sletikke kunnet komme afsted med det, og Cecilie havde vist ikke villet. Man sagde for Resten, at Løjtnant Fischer allerede var under Tøflen og helt rettede sig efter sin Kone og hendes Slægt. – – Og jo mere Gjatrid følte denne Stues Magt over sig, des mere fremmed og fjærn forekom Anders hende. – –

Da Kristen Faurholt og hans Kone havde spillet en tre-fire Robbere,N der altid var forholdsvis kortvarige i Tomands-Whist, hørtes nogen rømme sig i Dagligstuen, til hvilken Døren stod aaben. Fodtrin hørtes ikke. Vedkommende viste sig straks efter paa Dørtærskelen i Hosesokker. Det var Poul Vinding.

»Naa, I er her allesammen. Og Mutter er ogsaa godt nok i Sengen. – Ja, det betyder vel it noget?« sagde han og satte sig paa en Stol, som en af Drengene bød ham.

»Det betyder da altid mere, end naar Du ligger i Sengen, Poul,« sagde Madam Faurholt.

»Det kan A it vide?«

»Inger mener formodentlig,« sagde Kristen Faurholt, »te Du altid kommer Dig af Din Svaghed, naar der er gaaet saa meget som en Dagstid efter det Marked, Du sidst har været til.«

»Det kan jo sommetider hjælpe,« sagde Poul. – »Men hør nu, det er vel it Meningen, te vi skal sidde her og gjøre Nar ad hverandre. Lad os hellere høre noget om ham den fremmede Karl, der er kommen til Landet derude paa Bjerregaarden.«

Gjatrid drejede sit Ansigt om mod Vinduet, og sin Stol lidt efter.

»Ja, han har jo søgt mig,« sagde Kristen Faurholt.

»Det er jo saa længe siden. Det har vi sgu snakket om.«

»Det er jo saa om at gjøre, te han kunde finde mig. – Men han har vist aldrig hørt om, te man kan gjemme sig bag en Anstand, ogsaa mere end een Gang.«

»He, he, he, – det er sært, han vil lege »Røver«,N naar han sletikke kjender Legen. – De siger, han gaar og skjælder Folk ud, fordi de it allesammen forbyder Dig at pløje i Pajmosen, og siger, de er rædde. Han gjør jo Folk gale paa sig.« 125| »Ja, jeg troer nok, der er mere SindN i den Karl, end det er til Gavn for ham selv,« sagde Madam Faurholt. »Saa meget kunde jeg da skjønne, den allerførste Gang jeg saae ham. – Det var ogsaa Krestens Paafund, te han skulde komme her!«

Kristen Faurholt smilte – og saae hen til Niels, der lige kom ind fra Dagligstuen. Han var hjemme til Mellemmad.

»Nej, det er it af mine Folk. Saaen Personer med Nykker i!« sagde Madam Faurholt skarpt.

»Hvad er det, Folk siger,« henkastede Poul Vinding: »te han skal have Gjatrid, og Niels dér skal have Søsteren?«

»Naa, er Folk kommen saa vidt med det,« sagde Madam Faurholt. »Det var it godt, det var sandt. Saa troer jeg nok, te Kresten og jeg gjorde bedst i at flytte et andet Sted hen, det snareste vi kunde.«

»Nej, det kunde jeg jo næsten vide, te det passede it. Ja, saa er det naturligvis ogsaa Løgn,« fortsatte Poul med sit alvorligste Ansigt, »te Karlene her paa Gaarden har truet med at sige op, fordi de fik it andet end Aal til deres UndenN i de sidste Uger.«

»Hvad skulde det være for en Slags Aal?« spurgte Kristen Faurholt.

»Ja, det skulde jo da være af dem, som Niels fanger, naar han er ude paa Fjorden om Natten med Blus.«

»Det er nu it saa meget, jeg fanger, saa Folkene kan have ondt af det,« sagde Niels uden at see op.

»Have ondt af det!« lo Poul Vinding. »Det er it meget, der skal til, forat Folk kan have ondt af det. – Det maa jo for Resten være en lang Vej for Dig at slæbe Beg og Sager, Du skal blusse med, herhjemme fra Stavn. Men det kan være, at Du kan faa Ild ovre paa Bjerregaarden?«

»Ja, vi kan jo godt snakke om det,« sagde Madam Faurholt, »men spøges skal der it med dethér. For saa meget skal baade Niels og Gjatrid vide, te skeer dét, – saa vil der hændes Ting, som de aldrig har kunnet tænke sig til!«

Der blev ganske stille efter disse Ord. De var sagt paa en helt 126| usædvanlig Maade. – Endelig begyndte dog Kristen Faurholt: »Ja, ja, bitte Inger, det er jo it værd at tale saa haardt om det, før der er skeet nogen Ting –«

»Der er da skeet saa meget, te Gjatrid har sagt Nej til den, som baade Du og jeg ønsker hende gift med.«

»Ja, – ønsker hende gift med – –« sagde Kristen Faurholt, – men standsede – – Gjatrid havde rejst sig helt overvældet af Graad, – og løb nu ud af Stuen uden at sige et Ord. – – –

Men om Aftenen gik der Bud op efter Fuldmægtig Fischer, og da blev hun forlovet med ham. –

Det var vel, trods alt, ikke skeet, hvis ikke hendes Fader, uden at hans Kone hørte det, havde hvisket til sin Datter: »Ja, bitte Gjatrid, jeg synes, Du skulde forlove Dig med Fuldmægtigen nu, – bliver det saa for strængt for Dig, saa kan Du jo da gjør'et forbi med ham siden. I skal it blive gift de første to Aar, det vil jeg garantere Dig for.«

Den 20. Oktober begav Anders Hjarmsted sig atter til Thinggaarden forat faa sin Sag optagen til Doms. Men Kristen Faurholts Sagfører, som boede lige ved Siden af Herredskontoret, var ogsaa mødt i Retten og begjerede en Anstand paa tre Maaneder »af samme Aarsag som forhen«. Den blev ham straks bevilget.

Anders blev lige i Øjeblikket mest vred paa sin Fader, og det var heldigt nok, thi ellers var han næppe sluppen ud af Retslokalet uden at have gjort et eller andet, der hellere maatte være ugjort.

Nu gik han lige over og satte sine Heste for Vognen. Men da han straks efter kjørte forbi Sagfører Bøllings Dør, – kunde han ikke lade være at holde Hestene an og gaa ind forat tale med Manden. Bølling kom ud i Forstuen.

»Kan Kristen Faurholt bevise, te han har gjort, hvad han kunde, de sidste to Maaneder, forat skaffe Vidner?« spurgte Anders.

»Behøves ikke.«

»Er der da ingen Bevis bleven ham affordret derfor?«

»Af hvem?« 127| »Vel af Herredsfogden eller Fuldmægtigen?«

Sagføreren rystede utaalmodig paa Hovedet.

»Hvor tit kan Faurholt faa Anstand med sin Sag?«

»Saa tit Herredsfogden eller den konstituerede Fuldmægtig finder det rimeligt.«

»Jamen saa kan man da appellere Sagen, hvis man synes, det bliver for længe ved paa den Maade, – og man ellers har Lyst dertil?«

»Næh!« lo Sagfører Bølling. »De kan, Fanden gale mig, ikke appellere en Sag, før der er falden Dom i den. – Men De kan jo klage til Amtmanden – eller i Aviserne – – – Men, unge Mandjeg synes, det er besynderligt, at De søger Raad hos Deres Modparts Sagfører.«

Anders indsaae dette og blev rød. »Undskyld!« sagde han og gik mod Døren.

»Men De kunde jo bede Fuldmægtig Fischer om at undersøge lidt nærmere, hvordan Proprietæren har benyttet den forrige Anstand. Det vil jeg raade Dem til. Nu er han jo Svigersøn paa Stavn og kommer der ofte.«

»Er han Svigersøn?« udbrød Anders i en temmelig ubehersket Tone, og følte, han blev bleg.

»Ja, forlovet med Datteren.«

Anders saae et sidste Glimt af Sagførerens grinende Ansigt igjennem Døraabningen.

Da Anders kom hjem, spurgte han sin Søster, om hun havde hørt noget til, at Gjatrid skulde være bleven forlovet med Fuldmægtigen.

Kirstine blev meget rød og sagde, at hun havde faaet Brev fra Niels derom, men hun havde ikke turdet sige ham det.

Anders syntes ikke, at det gjorde ham saa bedrøvet, som han snart vilde have ventet. Men han mærkede med Forundring, at al Ting pludselig var bleven ham ligegyldigt. Han havde mærket straks, da han stod paa Vognen igjen, efter at have talt med Bølling, at det var næsten, som om Pajmosesagen sletikke kom ham ved, 128| eller den nye Anstand paa tre Maaneder. Og dog havde han været saa forbitret derover, da han gik fra Thinggaarden, som han sjælden havde været over nogen Ting. Han vilde nu ganske lade det vente med at gjøre noget i den Sag, til hans Fader flyttede herover om en otte Dages Tid. – Men ogsaa Driften af Gaarden var nu bleven ham saa ligegyldig, saa han knap kunde holde sine Tanker derved. – Og saa følte han ofte noget, han mente var Sult, – men det hjalp alligevel ikke for det, naar han spiste; han havde tilmed ingen videre Appetit. Men naar han havde den Fornemmelse, saa var det ganske vistN forfærdeligt, – ja, det var næsten uudholdeligt, som han da altid kom til at tænke paa Gjatrid Faurholt. – –

Et Par Dage før Faderens Ankomst var Anders i Fjordby, og da han var inde i en Gjæstgivergaard forat faa sig en Gang at drikke,N saae han der i Skjænkestuen en usædvanlig Mængde Mennesker samlede. – Der var ogsaa een, der holdt som en Slags Tale til de andre, der var til Stede. – Anders spurgte sig for hos sin Sidemand, og fik at vide, at det var en Mand fra Vendsyssel – det skulde nok være fra Vrejby – som havde i Sinde at stille sig i Harreby Kredsen imod Højremanden Guddik Broholm, en Slægtning af Manden paa Stavn. – Anders anstrængte sig herefter lidt mere forat faa fat i noget af det, Taleren sagde; og skjønt der var meget daarlig Ørenlyd i Stuen, hørte han dog nogle Sætninger, der blev sagt med særlig Vægt: »Hvad det nu i Politiken gjælder om, er ikke at faa den Reform, eller den Lov, eller den Foranstaltning ført igjennem; men hvad vi maa samle vore Kræfter om – det vil jeg idetmindste gjøre – det er dette: at bringe Ret og Retfærdighed til Sejr, og faa Løgnen og Uretten slaaet til Jorden.«

Det virkede paa Anders, som en fuld, klar Harmoni virker paa musikalske Mennesker. Saadan noget havde han før kun hørt sagt med sin Faders mumlende, haarde Stemme, – og her lød det saa frit og frejdigt af fulde Lunger. – Paa een Gang følte han sig atter ivrig optaget af Sagen mod Kristen Faurholt, – og den stod ligesom i Forbindelse med noget større nu. –

Lidt efter var de Fleste gaaet ud af Stuen, og han fandt sig selv siddende ligeoverfor Taleren, der havde taget Plads ved Bordet. Nu spiste Manden Frikadeller med stuvede Kartofler.

Der var ingen, der for Øjeblikket snakkede med ham, saa Anders 129| syntes gjerne, han kunde gjøre ham et enkelt Spørgsmaal: »Hører De til et af dehér Partier paa Rigsdagen?« sagde han.

»Jajeg har jo ikke været Rigsdagsmand endnu,« svarede den Tiltalte, »men – æh – jeg troer, man skal ikke være for rask til at gaa ind i noget Parti. Her er Folk jo hellerikke sikre i Papirerne. Kristen Faurholt har jo haft megen Indflydelse, og det er vel nok en blakket Herre.«

»Kommer De int ud til Harreby Sogn og holder et Møde?« Anders syntes pludselig, han havde faaet en mægtig Forbundsfælle.

»Jeg havde ikke tænkt, at jeg vilde ud i selve Løvens Hule,« sagde den Fremmede. »Men hvis De mener, der kunde komme nogen og høre paa mig, og det ellers kunde hjælpe, saa kunde jeg jo gjerne det. Hvem er De, med Forlov?«

Anders sagde det.

»Naa, De er Ejeren af Bjerregaarden. Ja, ja, det var en anden Sag. – Jeg kan komme i Morgen om fjorten Dage, hvis De har et Sted, hvor Mødet kan holdes.«

»Ja, det kan da blive paa Bjerregaarden, hvis det int kan blive andre Steder. – Ja, min Mo'er hun var ogsaa fra Vrejby – –«

»Naa, var hun det,« sagde den Fremmede og rejste sig. Der var nogen, han vilde tale med.

Gamle Per Hjarmsted opslog nu sin Bopæl i den vestre Ende af Stuehuset paa Bjerregaarden. Forholdet mellem den Gamle og hans Søn var særdeles godt; de havde straks meget at tale sammen om.

Per Hjarmsted formanede fremdeles sin Søn til endelig ikke at appellere; derimod maatte der absolut findes Midler til at fremskynde Sagen; Anders maatte see i det hele at faa nogen Indflydelse paa Egnen og faa Kristen Faurholts Magt svækket. Det kunde maaske være meget godt med denhér Politik. Han syntes for Resten ikke, han havde kjendt nogen Mand i Vrejby, der hed Søren Andersen. – Men først og fremmest skulde han og Anders tage op til Thinggaarden og tale med Herredsfogden, for det var altfor 130| urimelig lang en Anstand, dér var givet; det maatte kunne blive forandret.

De kjørte op til Thinggaarden en af de sidste Dage i Oktober og kom der i Mørkningen. Per Hjarmsted havde tænkt sig, at en privat Samtale vilde være det bedste. – Han gik foran sin Søn ind ad Hoveddøren paa Herredsfogedboligen, bankede et Par Gange paa Døren ligeoverfor i Entréen; men der lød intet: Værsgod! – Saa aabnede han Døren og maatte slaas med et svært Tæppe, der hang indenfor, – men da han havde faaet det til Side, stod han og hans Søn i en stor, halvmørk Stue, hvor der var en Mængde Mennesker inde – ogsaa Damer – og en forunderlig vellugtende Tobaksrøg – næsten som Kongerøgelse.N – Lige idet de kom ind, var der en Dame, som begyndte at synge, og hun spillede nok ogsaa med Hænderne; hun skreg tilsidst forfærdeligt, som om det kunde være ilde fat, men baade den Gamle og Anders stod jo da ganske stille og hørte derpaa uden at gjøre noget. – Anders lagde Mærke til, at efterhaanden alle de mange Mennesker, som sad og stod derinde i Salen, vendte deres Ansigter mod ham og hans Fader, og det lod ogsaa til, at de hviskede til hinanden om dem; – men lige idet Damen holdt op med at synge, brød de allesammen ud i en Latter, og det var ikke hende, de lo ad. Der kom en stor, tyk Herre med Cigar i Munden hen og tog Per Hjarmsted i FrakkeopslagetN og sagde, idet han blev ved at grine: »Goddag, min bedste Mand! – De kommer ikke just ind ad lukte Døre, De falder heller ikke med Døren ind i Huset – –«

»Jo, jo!« var der nogen, der raabte.

»Men hvordan falder det Dem ind, – ha, ha – eller der falder mig noget ind: kan De løse mig en Gaade? kan De besvare mig et Spørgsmaal?«

Nu kunde Anders see, at Manden var fuld.

»Kan De sige mig: hvad vil de to Herrer herinde?«

»Ja, er det mig, De spørger?« sagde Per Hjarmsted.

»Gu' er det Dem, jeg spørger – – er det ikke Deres eget ejendommelige Ansigt jeg staar her og betragter?«

»Vi vil alle see det ejendommelige Ansigt!« var der en Stemme, der raabte. »Lad os faa tændt Lys, Onkel!«

Der blev i det samme revet en Svovlstik, og der blev en vældig Latter.

131|Anders saae i et hastigt Glimt alle disse Mennesker. Der var en Del af de Proprietærer, han havde seet paa Bjerregaarden ved Auktionen, dem, der ikke hørte til den gamle Familie. Og der var de nydeligste Damer. Men paa Overkroppen var de næsten ikke klædt paa. Det saae jo da underligt ud. Og paa Underkroppen havde de nogen Skjørter, der stod saadan ud fra dem, saa der var da ingen frugtsommelig Kone, der var blot halv saa tyk.

Svovlstikken gik ud, og de var næsten i Mørke. Nu hørte Anders sin Fader sige: »Det var om denhér Sag med Pajmosen, te dér har Kren Faurholt jo faaet Anstand igjen nu i tre Maaneder. Det mener Æ er for længe, ogsaa altfor længe.«

Ordet »Pajmosen«, som Per maatte gjentage et Par Gange, blev nu raabt fra alle Sider af leende Herre- og Damestemmer.

De er nok fulde allesammen, tænkte Anders.

»Hør, det er ikke mig, De skal tale med om denne Sag, min gode Mand,« sagde den tykke Herre, »det er min konstituerede Fuldmægtig – –«

»Vil Du virkelig pudse Blodhunden paa ham, Onkel?« var der en af Herrerne, der sagde.

»Vil Du tage Dig iagt, Eugen, for hvad Du siger!« truede den tykke Herre.

»Hvor er Blodhunden?« – »Aa, lad os faa Blodhunden at see!« blev der raabt rundtomkring fra, og Latteren blev helt overstadig. – Anders fik et flygtigt men stærkt Indtryk af Lag over Lag, Høg over Høg.N Saadan talte de om Fuldmægtigen her.

Et Øjeblik efter kom Fuldmægtig Fischer ind ad Døren. – Der maatte jo være gaaet Bud efter ham. – Han bukkede for Selskabet.

»Ja, det er disse to Mænd, som jeg vilde bede Dem tage Dem af, kjære Hr. Fischer,« sagde Herredsfogden i en yderst høflig Tone, -næsten bedende eller indsmigrende.

Fuldmægtig Fischer aabnede Døren til Gangen: »Vil De komme herud!« sagde han til Anders og hans Fader. – Det tog lidt Tid, inden Per Hjarmsted kunde faa sig drejet. – Fuldmægtigen skjød da efter paa dem med Hænderne og trængte dem ud i Entreen, og lukkede Døren efter sig og dem. Anders mindedes hans kantede Skuldre derinde i Dagligstuen paa Stavn.

132|»Hvad vil De her paa denne Tid af Dagen?« sagde Fuldmægtigen til Per Hjarmsted. Han saae sletikke til Anders.

»Det er den Anstand med Pajmosen, – det er for lang en Anstand, Kren Faurholt har faaet – –«

»Det er ikke Dem, der skal bestemme den Ting. – Farvel!« sagde Fuldmægtigen og syntes atter at ville bruge Hænderne forat faa de Fremmede ud ad Gangdøren.

»Æ har nu faaet een Herredsfoged til at bukke sig for mig,« sagde Per Hjarmsted, »Æ tænker nok, Æ skulde ogsaa faa ham herovre til det.«

»En Herredsfoged? – saa! – hvem var det?«

»Det var KammerjunkerN Bilrott derovre paa Nørsiden.«

»Saah – var det Dem – med – æh – Træskoene?«

»Ja, ja, det var endda.«

»Anstanden varer til 20. Januar,« sagde Fuldmægtigen, »det kan ikke forandres. Men der vil da hellerikke være yderligere Grund til at forlænge den, – da vil altsaa Sagen blive optagen til Doms. – Farvel!« – –

Anders var i Virkeligheden kjed af det hele, da de kjørte hjem. Han var ikke engang videre vred. Han lod sit Sind flyde paa disse interessante Vragstumper af Billeder og Indtryk inde fra Selskabssalen hos Herredsfogdens.

Søren Andersens politiske Møde blev holdt paa Bjerregaardens Gaardsplads, da det var kjønt, stille Efteraarsvejr. – Der var mødt mange, ogsaa Højremænd. Thi det var første Gang efter GrundlovensN Givelse, at der blev holdt politisk Møde i Harreby Sogn. Saa det var en hel Begivenhed.

Søren Andersen vilde helst tale tilsidst, og den Mand af Højre, som i disse Egne plejede at tale i paakommende Tilfælde, maatte da frem straks. Det kunde jo ogsaa være ret rimeligt, da Kredsen endnu var Højre. Han hørte ikke til den gamle Familie. Kren Faurholt sagde altid, at han ikke vilde gjøre sig til Nar ved at staa og holde 133| Taler, og hans Slægtninge mente nok det samme; selv Kredsens Rigsdagsmand talte næsten aldrig. Idag var han sletikke til Stede. – Taleren her var hellerikke af de andre Proprietærers Kreds; de holdt aldrig Taler i ædru Tilstand. Manden var Brandinspektør og Lotterikollektør,N – havde i en tidligere Tilværelse været Godsforvalter. Han havde stridt, tottet, rødligt Skjæg, der groede ham langt ned paa Halsen. Overskjægget var mørkebrunt i Spidserne af Tobak og Toddyafsugning, Kinderne var indfaldent posede, Øjenlaagene gik med en dyb Fold ind under Pandebenets nedre Rand. –

Ved denne Lejlighed vilde han ganske særlig betone, at det var Retfærdighedens Sag, hans Parti kjæmpede for. Heraf fulgte med Nødvendighed, at Partiets Fjende var Uretten. Det var altsaa mod Uretten, man maatte vende sine Vaaben.

Anders ærgrede sig over, at der var noget i denne Tankegang, hvis Korrekthed han maatte indrømme; thi han var ellers ganske betagetN af her første Gang at opleve, at et Menneske lavede en hel Tale af Løgn, – ikke smuttede om et Hjørne med en Løgn, men stod helt aabenlyst og unødt og raabte Løgnen ud over en hel Forsamling.

Der var endnu et Par Mænd, der havde Ordet for korte Bemærkninger. Saa kom Søren Andersen. Han havde, siden han talte med Anders Hjarmsted i Fjordby, været meget omkring paa Egnen, og han var bleven klar over, at skulde han som Venstremand opnaa noget her i Kredsen, saa maatte han bekjende bestemt Kulør og holde paa det forenede Venstre.N Han talte nu om dette store, nydannede Rigsdagsparti, hvis eneste Formaal var dette, at føre Retfærdigheden til Sejr og bekjæmpe Uretten, ihvor den saa fandtes. – Der blev Uro i Forsamlingen under hans Tale, idet Højremændene raabte, at dette var et Slag i Ansigtet paa den foregaaende Taler. En Proprietær udbragte et Leve for Retfærdigheden, men dér raabte hele Forsamlingen med.

Anders var helt fortumlet. Saadant noget havde han aldrig tænkt sig Muligheden af. Han kunde, efter sin Opdragelse, jo ikke være i Tvivl om, at næsten alle de tilstedeværende Mennesker var Kjæltringer, men han havde dog aldrig oplevet den Frækhed, at Kjæltringerne ligefrem havde lovprist Retfærdigheden, – han følte sig overbevist om, at end ikke Kren Faurholt vilde gjøre noget saadant, 134| naar han var hjemme paa Stavn. Han kunde nu da ogsaa see, at der var en hel Del af disse Mennesker, der ligesom generede sig ved at raabe.

Anders havde under Talen staaet henne ved Brønden i Gaarden og lyttet. En hel Del andre Mænd stod ogsaa og lænede sig til Brøndkarmen,N deriblandt Poul Vinding. Allerede under Talens Slutning var man her begyndt at diskutere temmelig højt indbyrdes; nu da Talen holdt op, brød det løs med fuld Kraft. – Anders raabte: »Da A talte med ham sidst i Fjordby, da sagde han, te han vilde ingen Parti høre til, – og det kunde man da forstaa, naar han vilde kjæmpe mod Uretten. Men nu vil han høre til et Parti, hvor de er over et halvt Hundrede i Forvejen, som der kanskeesig har været mange, mange Tusinde til at vælge – – det bliver vist en varm Retfærdighed, de laver!« –

»Hvadfor skulde det it kunne blive godt nok, Anders,« var der en lille belæst Skomager, der sagde: »selv om der var tusinde Kjæltringer til at vælge, saa vilde de jo alligevel staa sig allesammen ved at vælge en skikkeligN Mand. Det er det, der er Grunden til Parlamentarismen.«N

Anders svarede ikke, hørte vist ikke heller. Han følte sig i alle Maader skuffet af Søren Andersen. Han havde nu ogsaa faaet at vide, at Andersen sletikke var født eller længere boede i Vrejby. Han havde blot været Gaardbestyrer der en kort Tid for et Par Aar siden.

Der var en ældre Gaardmand, der nylig var bleven ivrig Venstremand, men fra tidligere Tid var indremissionsk paavirket; han sagde: »Naar de er bleven Rigsdagsmænd, saa hører de til Øvrigheden, og vi skal være Øvrigheden underdanig;N vi skal stole paa Øvrigheden.«

»Det veed A int,« sagde Anders med stor Heftighed, »hvis Øvrigheden int bestod af ene Kjæltringer, saa vilde Verden da vist see meget anderledes ud, end den gjør.«

»Ha, ha, ha,« lo Poul Vinding – og adskillige andre, »A troer, Fanden gale mig, Madammen paa Stavn faar Ret: hun sagde, te der var mere Sind i den Fyr, end han kunde slippe vel igjemmelN med!«

»Naar vi ingen Tillid kan have til Øvrigheden, hvordan kan vi saa nogensinde føre en Proces?« spurgte Gaardmanden.

»Aa jo, – naar man selv kan passe paa Øvrigheden.« 135| Folk lo.

»Hvordan vil Du saa passe paa Fuldmægtig Fischer?« spurgte Poul Vinding.

Anders svarede ikke.

»Ja, – og hvad saa Overret og Højesteret og Amtmanden og Ministrene, dem kan Du da hellerit passe paa,« vedblev Gaardmanden.

»Dem faar man jo hellerint at gjøre med, naar man int appellerer,« sagde Anders.

»Vil Du da aldrig appellere Dine Sager?« spurgte Gaardmanden.

»Nej! – det var da det sidste, der kunde falde mig ind!« svarede Anders, men kom i det samme til at see paa Poul Vindings Ansigt, og fortrød, at han havde sagt det. Han gik straks efter ud af Kredsen ved Brønden.

Søren Andersen havde efter Mødet ikke megen Fornøjelse af sin Vært. Det var tydeligt, at al dennes Tillid og Interesse var som blæst bort. – Det varede da hellerikke længe, inden Søren Andersen bad om at blive kjørt til Fjordby.