© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Lige inden for Højlyngens østlige Fald, en god halv Mil fra Kysten, ligger der – i en Sænkning i Klippeplateauet – en lille fortryllende Landejendom, som hedder Paradiset. Den udgør en hel lille Dal for sig, en frodig opdyrket Verden midt i det blaanende vidtstrakte Klippelandskab. Nede i Dalbunden behandles Jorden med Korn, Roer og Græs paa almindelig Bondevis; men op over de rummelige Skrænter, hvor det høje cypresagtige Enebærtræ staar Vagt foran store lodrette Klippevægge, har en Haand der er nænsommere end Bondens kælet for de naturlige Anlæg, hæget om Klippens egen frodige Plantevækst og føjet ny ind.
Alt hvad bornholmsk Natur rummer af eksotisk Vegetation, gaar overdaadigt igen her. Kaprifolien bliver ikke ved Jorden men tvinder sig til Tops i de gamle Trær, fylder Skovmørket med grønne hængende Lianer og slaar sine Blus ud deroppe i 108| Dagen. Brombærranken og den vilde Efeu slaas om Klippevæggene, og paa de fremspringende Blokke brænder den vilde Rose.
Alt det har Vorherre selv frembragt – og her og der mellem Klipperne forputtet mange smaa uanselige Planter, hvis Søskende man skal helt ned paa den sydlige Side af Alperne for at finde. En nænsom Menneskehaand har kælet for det, ryddet til Side saa det hele kom til sin Ret, og forvandlet Vildnisset til en naturlig Have med Dværgfrugttrær paa de blødere Skraaninger og sjældne sydlandske Planter i Klippespalterne. Derinde gror der Figen, Morbær og Johannesbrød; Vinstokken lægger sine Klaser ind paa Klippen og faar dem bagt i Solen. Evonymus japonica sætter sit gul- og grønspættede evige Løv op mod Klippevæggen.
Det hele er ikke saa gammelt, de øverste Trær kan endnu ikke naa at sætte Løv ovenud af Spalten. Man kan færdes meget herinde i Lyngen uden at opdage, at der ligger et lille Paradis lige i Nærheden af èn; nede i Staden ved vel næppe ret mange, at det overhovedet er til.
Paradiset ejes nu af den gamle hvidhaarede Storbonde fra Klippegaarden, der ligger en halv Mils Vej borte til den anden Side; han har overladt 109| Gaarden til sin yngste Søn og bor selv her. Han kan godt se, at Paradiset er en god og sjælden lille Ejendom, og passer det hele rigtig godt. Men skabt noget herinde har han ikke; han kom til, da det hele var fikst og færdigt.
Den lille frugtbare Dal har sin Tilblivelseshistorie, der paa en egen inderlig Maade er identisk med selve Jordens.
Oprindelig var denne Klev som saa mange andre herinde, en af disse dybe Klippespalter med stejle Vægge, der opstod dengang Bornholms Kærne størknede. Men Fjældet her var af et blødere, medgørligere Stof; og Sol, Regn og Frost slog sig tidlig sammen og gik i Gang med at udjævne Kleven. De sprængte store Blokke løs foroven og væltede dem ned, saa Kleven i Tidens Løb fik skraa Sider, fyldte efter med forvitret Masse og førte en lille Bæk gennem Dalens Bund. Bækken satte efterhaanden Eng af til begge Sider; Fuglene og Blæsten bar Frø hid og saaede de ufremkommelige Skraaninger til med Brombær, Slaan og vild Kirsebær. Asken kom og valgte de mest halsbrækkende Gropladser, slog sit nøgne Rodnæt om de store ludende Klippeblokke – der saa ud som vilde de faa Overvægt blot en Fugl satte sig paa dem – 110| og voksede sig stor og løvtung i den bare Luft. Lyng og Byldenbær kom krybende og fyldte Bunden efter, og dermed var første Kapitel af Paradisets Tilblivelseshistorie til Ende. Det spændte over rundt en halv Million Aar.
For godt halvhundrede Aar siden kom to Unge – en Mand og en Kvinde – og slog sig ned herinde. Det var knokkelstærke Mennesker af Tyendeæt – et Folkefærd der havde tjent Bønder saa langt man kunde følge dem tilbage. De kom fra de store Gaarde, der ligger spredt i Udkanten af Højlyngen og stadig æder sig ind paa den; de og deres Fædre havde livslang Øvelse i at vinde Land ind for andre.
I disse to – Munk og hans Kvinde – var den dristige Ide slaaet ned, at de ikke vilde arbejde for andre længer men skabe deres eget. Paa det havde de slidt og sparet fra deres Konfirmation – og fundet hinanden; de stod nu med en Kapital af 600 Daler. For de Penge kunde der faas et net lille Husmandshus med Avl til en Ko og et Par Grise, men det var der ikke megen Fremfærd i. Der var Kræfter i dem til mere end som saa, og da Pengene ikke kunde forslaa til noget ordenligt, gik de saa løs paa den bare Klippe.
111| Strængt taget tilhørte den lille Dal, som de havde udset sig, vel ikke den ene mere end den anden. Det var Urgrund, og Ødemarken havde ligget hen siden Verdens Skabelse, uden at nogen kærede sig om den. Men Folkene paa Klippegaarden opdagede pludselig, at Dalen maatte tilhøre dem. Der var ganske vist ikke Papirer paa det, men Gaarden havde gennem flere Slægtled hentet Lyng og græsset Faar herinde. Øvrigheden fandt, at det var lige saa god Adkomst som enhver anden, og de to Nybyggere købte saa Dalen af Klippegaardsbonden for to Tusend Kroner. Det ene Tusend udredede de kontant, det andet blev staaende uopsigeligt i Ejendommen og skulde forrentes mod en aarlig Havreskat paa ti Tønder. Den lille Dal, der maalte en Snes Td. Land, var altsaa deres; de tog Forskud paa Fremtiden og kaldte den Paradiset. For de to Hundrede Kroner der blev til Rest, købte de et gammelt Bindingsværkshus nede i Lejet, rev det ned og rejste det igen heroppe. De gjorde det uden fremmed Hjælp, Munk bar det meste derop paa sin Ryg.
Og saa tog de fat! Det var helt unge arbejdsstærke Folk, besatte af en Ide om Lykken tilmed – to Mennesker som kunde gøre Vej hvor som 112| helst. Han smagte aldrig Stærkt, røg ikke engang Tobak, der var Stimulans nok i selve deres Forehavende. Om Dagen maatte han jo være ude omkring paa Gaard- og Vejarbejde. Men saa var hun i Jorden, og saa snart han kom hjem, var han ved Siden af hende. De tog Dagslyset til sidste Rest, fangede det første Gry, sled trofast Side om Side den halve Nat og Søndagen med, uden at det kendtes paa dem at de blev trætte. De skrællede Lyng til Brændsel og Tækkemateriale, ryddede Tjørn og Krat, sprængte Klippe bort og lagde smaa Agre ud mellem lange Stenrøse. Det kneb at faa det tusend aarige Rodnæt til at raadne; men den Muld, der allerede var, var god. De skrabede den ned af Revnerne i Klippens Sider og saaede i den; og hvad der efterhaanden kom i Kultur, gav godt nok Løn for Umag.
Men det var langsom Gærning, Naturen er stridig herinde, de havde hele Ødemarken imod sig. Bedst som de troede, de havde Haand i Hanke med et Stykke Land, slog den oprindelige Natur sig tværs igennem deres Arbejde; et eller andet i Vejrliget kunde begunstige Frø og Rødder som de forlængst troede dødt – og Vildnisset rejste sig 113| mod dem paany. Saa maat te de rykke tilbage igen – det var en Kamp forfra og forfra.
Der skulde Penge til ogsaa – til Redskaber og Gødning og Leje af Hestekraft – det meste af hans Dagløn gik i den stenede Grund. Men de aad bart Brød og havde gode Kræfter; en ny og lykkelig Tilværelse var gaaet op for dem. Sveden vandede deres eget og satte op i dem igen som ny og ny Kræfter der fik dem til at synge til Arbejdet. I Kampen med Jorden ligger Fattigmands Heltehistorie gemt – og disse to følte sig tilmed som Jorddrotter. De var simpelt hen uimodstaaelige og blev ufortrødent ved Aar efter Aar; skrællede Rodlaget af og vendte det igen og igen, sprængte Klippe bort i Agrene, pløjede, hakkede og saaede til. For Bønderne, der fra Far til Søn sad uforandret paa deres, var det forfærdende at se, saa megen Arbejdskraft Ødemarken kan sluge uden at det kendes ret meget paa den.
Efterhaanden bedredes det jo, og der kom den Dag da Ejendommen kunde give dem Føden for deres Slid. Det var ogsaa paa høje Tid, for skønt han kun var midt i Tredverne, var Overskuddet i ham ved at slippe op; han havde ikke længer 114| Kræfter og Udholdenhed til at arbejde ude om Dagen og hjemme ved om Natten.
Ved denne Tid gik hun til Sengs og fødte en Søn. Ogsaa Barnehistorien stjal jo fra Arbejdet, men det var noget der kom igen; de satte deres Haab til Drengen og kaldte ham Peter.
De havde faaet 10-12 Td. Land under Ploven og holdt et Par Lyngkrikker til Arbejdet; og havde de nu kunnet kaste i Jorden alt hvad den behøvede af Kalkgødning og Arbejde, saa var den blevet helt udmærket. Men med Udearbejdet blev Pengene borte, og begge to havde de slidt Ungdommens Spænding og Selvbevidsthed af sig.
Der var kommet en lille Tvivl om egen Uovervindelighed ind i deres Verden; de gjorde modstræbende Plads for den Mulighed, at de ikke strakte til. »Vi maa hellere holde os til det vi har naaet,« sagde de til hinanden – »og vente med at bryde Resten, til Drengen vokser til.« De havde opdaget det truende Vildnis og gik over til Forsvaret. Og klogt var det, de havde lige Kræfter til at holde Stillingen.
Saadan gik nogle Aar uden synderlig Forandring til nogen af Siderne. Ødemarken laa og lurede paa dem og ventede kun paa den mindste Blunden fra 115| deres Side, et eller andet lille Uheld; de vidste det og var paa deres Post, men det gav ikke Mod.
En Vinterdag han laa og baksede med en Stenblok som skulde sprænges og slaaes itu til Vejmateriale, knuste han en Finger. Konen hældte den over med Brændevin og forbandt, og han vendte igen tilbage til Arbejdet. Men der gik Koldbrand i Saaret, og han maatte søge Læge. Hele det Aar var han kun halv arbejdsdygtig, og det benyttede Ødemarken sig af til at vove sig frem. Her og der i de yderste Agre begyndte Lyng og Bregner at tage Vækst, de prøvede sig forsigtigt frem i Lyset – og slog pludselig ud i hele Skjolder. Han kastede sig stædigt imod, og hun forlod det indendørs Arbejde og kom ham til Hjælp; men det var uoverkommeligt at gaa i Lag med, Ukrudtet havde spundet Mulden ind i sit Rodnæt igen. Vildkrattet havde syv Liv saa det ud til, og de havde kun gjort det af med de to – der var lange Udsigter. En skønne Dag blev de enige om at opgive de yderste Agre.
Og fra nu aad Naturen sig ind paa dem – langsomt men sikkert, de maatte slippe den lille Ejendom tilbage Stykke for Stykke. Tilbagetoget skal jeg ikke dvæle ved, skønt jeg kender det næsten 116| endnu bedre end Fremrykningen – det var endnu paa disse to Menneskers Tid altfor selvfølgeligt. Det knækkede dem – ham i al Fald; kanske gik der mere i Stykker for ham end for hende – han slog sig i hvert Tilfælde paa Flasken. Nu og da tog han sig op og spændte rasende i, lagde sig imod af alle Kræfter. Men det blev kun i Rykketal.
Fra det Aar han slap den sidste Stump foran Huset og opgav det hele, var han ikke Menneske mere. Han gjorde Turen baglæns sammen med sin Jord, forvandlede sig fra en skikkelig forhaabningsfuld Slider til en Djævel. Ialt havde de to tilbragt 25 Aar herinde. Det tog lige saa mange Aar for Jorden at blive Ødemark igen, som det havde taget dem at forvandle den til Agerjord – saa haardt stred de imod. Stykket ned ad Bakke var i alle Maader det sværeste.
Lidt uden for den store Udmark, hvor jeg vogtede om Forsommeren før Byvangen var tjenlig, laa en lang trøstesløs Rønne med nøgne Vinduer og mange Skorstene; det var Fattighuset. Man havde gjort det endnu fattigere ved at lægge det bort fra alle andre Boliger, ud i en lille Stenørken.
Dér boede de i min Barndom. Sønnen Peter var voksen og ude at tjene, men de havde faaet en Dreng til – et Eftersmæk som Faderen i sin onde Donner kaldte ham. Han kom hver Dag løbende over til mig paa Vogtemarken, Moderen sendte ham af Sted, og han hjalp mig og fik sin Part af min rigelige Madkurv. Min Flaske Sødmælk fik han med hjem til Moderen; naar det var raakoldt, fik jeg den tilbage igen med dejlig varm Kaffe i.
Han hed Lars – ellevefingrede Lars fordi han havde seks Fingre paa den venstre Haand. Videnskaben har jo siden regnet ud, at overflødige Fingre 118| er et Tegn paa Degeneration; dengang troede vi slet og ret, at Lars havde faaet en Finger for meget for at Folk kunde tage sig i Agt for ham. Han stjal nemlig. Og han gjorde det med et vist moralsk Overlæg; nedlod sig aldrig til at tigge og ansaa det for uhæderligt af en rask Dreng at sulte, saa længe der gaves Mad nok.
Han var i det hele taget alt andet end vanslægtet. En hærdet Knægt var han, der tog den haarde Tilværelse op med haarde Hænder. Moderen gik med ham, dengang det hele ramlede sammen, og sine første Spark fik han, endnu før han kom til Verden. Han overlevede dem, og saa snart han kunde krybe, tog han selv sine Forholdsregler. Som lille gjorde han sig altid usynlig, naar Faderen var i Farvandet; men da jeg lærte ham at kende, havde han Mod nok til at blive og tage Stødene af for Moderen. Han gik ofte med Mærker efter Faderens Blynæver.
En stærk Knægt var han ogsaa – ikke alene legemligt; han havde udviklet en egen robust Retfærdighedsfølelse af Uretten omkring sig. Hans Træsko kunde lange haarde Spark ud – men aldrig uden Grund. Som han byggede sig selv op af Elændighedens Brokker og drog barsk Sundhed af 119| Moderens Pjat og Faderens Spritaande, staar han for mig som et Vidnesbyrd om Livets uudtømmelige Godhed.
Moderen beskyttede han – ganske simpelt fordi hun var den svage. Noget værdifuldt for ham var der ikke ved hende; hun var et opløst Fruentimmer, der var forfalden til Slik og altid gik og suttede paa noget Sukkerstads. Det var vel de sidste Rester af hendes Trang til at forsøde sig Tilværelsen. I Smaafolks Verden ser man ikke historisk paa Tingen og fastholder Aarsagen til Menneskers Skavanker – det blev for uoverkommeligt. Men Overbærenheden gror alligevel dèr ogsaa, man tager Tingene som de er og trøster sig med, at de kunde være endnu værre.
Munks Forhistorie beroede i det hele taget derinde, kun Bønderne omkring Ødemarken kendte den; hernede færdedes og djævledes han som en slet og ret Drukkendidrik – en stor, stærk Prygl, der slog om sig med Pral og lod Fattigvæsenet forsørge sig og sine. De voksne i Byen tog aldrig op i Højlyngen, og naar vi Drenge gjorde Udflugter derop og passerede Dalstrøget mellem Klipperne og det faldefærdige Hus, der nu gav Ly for Faaredrengene, saa undredes vi vel over disse Agre og 120| Grøfter, der i tydelige Former skimtedes under Lyngen som et Legem under et Lagen; men hvad det betød, forstod vi ikke. Ejendommen var endnu bestandig Munks, da ingen gad tage den fra ham; og naar han var halvfuld, pralede han af den. Det hændte ogsaa, at han forsvandt og var borte nogle Dage. Saa gik han inde paa Tomten og rodede, der var endnu bestandig noget der trak. Naar han kom tilbage, var han i en betændt Tilstand.
Lars og jeg var saa hengivne Venner som man vel kun er det i 10-12 Aars Alderen. Han var den overlegne i Kraft af sin større Erfaring, jeg beundrede ham, og i Fællesskab beundrede vi hans store Bror. Han tjente en halv Mil længer inde paa Sydlandet, og jeg havde aldrig set ham; men der fortaltes, at han hver Aften jog den gamle Boelsmand Valentin, der boede Nabo til Gaarden, ud paa Marken og selv gik ind til hans unge Kone. Saa gik den gamle Valentin rundt om Huset hele Natten og pegede ind ad alle Vinduer med en ladt Bøsse. Det var vældig spændende, og jeg længtes efter at se Helten i denne Kærlighedshistorie.
En Dag meddelte Lars mig, at Broderen kom hjem om Aftenen. Jeg havde aldrig været derovre, det var jo Fattighuset, og det betraadte man 121| ikke gærne. Men nu kunde jeg ikke dy mig. Saa snart jeg havde faaet Kreaturerne hjem og i Stald, skyndte jeg mig afsted uden at give mig Tid til at fortære min Mælk og Grød. Der saa elændigt ud; Lars var i Færd med at lave sig noget Mad paa Komfuret. Hans Mor sad i Tørvekurven og fulgte ham sløvt med Øjnene, mens hun suttede paa et Stykke Brystsukker, der nu og da kom frem mellem hendes Læber. Der stod aabent for hendes visne Barm, og jeg iagttog forundret, at hun gemte sine Brystsukker nede paa Brystet. De opløstes af Varmen fra hendes Legeme; naar hun bevægede sig, kunde jeg se dem klæbe baade til Skindet og Klæderne. Hvergang hun hørte en Lyd, jog hun sammen og gav sig til at tale om Manden i en halv pjattet, halv hadefuld Tone.
»Gudskelov det ikke var andre end dig,« sagde hun, da den ældste Søn kom. »Du traadte saa haardt, at jeg blev helt ilde ved’et.«
Peter trampede raskt gennem Køkkenet ind i Stuen og smed en Byldt Vasketøj paa Bordet. »Se her er Arbejde, Mor!« sagde han overmodigt. »Pengene skal du faa paa Fandens Geburtsdag.«
»Ja du er en god Sjæl,« sagde Moderen bittert.
122| »Dit Snavs bærer du trofast hjem – andet ser man heller ikke fra dig.« Peter lo. »Dèr for Fan!« sagde han og smed en Krone paa Bordet. »Det er den sidste jeg har.«
»Du bliver vel lidt hos os i Aften?« spurgte hun, da han blev staaende op – »bare til din Far er vel hjemme og i Seng. Han turer saa fælt i denne Tid.«
»Jeg har føje Tid – jeg skal være hjemme Kl. 11.«
»Ja hos Valentins unge Kone vel?«
Peter lo: »Spørg, saa bliver du klog, Mor!«
»En ved nok, hvad én ved! Men du skulde tage dig lidt i Vare for hans Gebøs, skinsyg Mand er ikke god at komme ud for, især naar han er gammel tillige.« Det forekom mig, at hun betragtede ham med en vis Stolthed, mens hun varede ham ad.
Peter svarede ikke; han stod blot og lo forblommet. »Naa, jeg faar vel se at komme afsted,« sagde han endelig og tog sin Hue. Han var en kraftig Gut med tykke røde Kinder og en lille klumpet Barnenæse med smaa runde Næsebor lige ud i Luften. Overmodet lyste af ham.
»Ja, se men du kommer afsted i en Fart,« ud123|brød Moderen bidende. »Ret nu har vi kanske Far her, og han har lovet dig alt det som godt er.«
»Se, har han det,« sagde Peter tøvende. »Jeg skylder ham forresten nogle Prygl fra min Barndom.« Han stod og kunde ikke bestemme sig.
»Dem vil jeg raade dig til at gemme lidt endnu – de kunde ellers let vende sig mod dig selv. Far er ikke god at prøve Kræfter med endnu, alt det han svirer og djævles, og han har spurgt efter dig nogle Gange. Saa jeg vil ikke raade dig til at komme ud for ham.«
»Naa ikke det?« sagde Peter og satte sig haardt ned. »De Tider kommer vist ikke igen, da jeg tager Prygl af ham. – Men saa faar du koge Kaffe til os, Mor!«
Vi Drenge løb ind til Staden efter Brød.
Bedst som vi sad ved Kaffen, kom Munk ravende hjem. Konen vilde i en Fart bringe Opdækningen til Side, men Peter tvang hende til at blive siddende.
»Naa, her sidder I og gør jer tilgode, mens en anden maa slide det sammen,« sagde han og ludede sig frem over Bordet. »Kan I ikke svare, hvad?« Han saa rundt fra den ene til den anden, fik plud124|selig Øje paa Konen og krammede sin Næve ned i hendes Skulder. Hun vred sig under Taget.
»Vil du ikke hellere ta’e i mig!« sagde Peter og drejede ham over imod sig med et rask Greb.
Den Gamle stirrede et Øjeblik maalløs paa Sønnen – saa styrtede han sig over ham med rasende Kraft. Men han var ustøt paa Benene, og i et Nu var han slaaet i Gulvet og Peter sad overskrævs paa ham. Vi andre var flygtet om bag Bordet, vi var lige rædde alle tre, de to Mænd ragede saa ubændigt op, store og fnysende som de var.
To Gange prøvede den Gamle at kaste Sønnen af, saa brast han i forbitret Graad.
»Saa nu tigger han for sig,« sagde Peter. Men Faderen hørte det ikke.
»Aa for Satan, at jeg har drukket – jeg Svin!« skreg han og slog Baghovedet mod Gulvet. »Ellers skulde jeg have bukket begge Ender sammen paa dig, din Hvalp.«
»Ja store Ord og fedt Flæsk,« sagde Peter haanligt. »Men nu skal du ha’e Prygl – og det med Renter.«
»Ja prygl ham kun,« skreg Moderen og kom frem paa Gulvet. »Slaar du ham ihjæl – jeg skal aldrig fortryde paa det. – Nu er Vorherre ude 125| efter dig, du! nu er Sønnen vokset til – som du glædede dig saadan til engang!« Hun stødte efter ham med Foden.
»Lad det gaa om igen,« hviskede Munk mellem Tænderne. »Du har let Spil med en fuld Mand, men lad det gaa om igen. Ellers er du ikke min Søn.«
»Vil du luske dig fra, hvad der tilkommer dig?«
»Slaa du kun om du vil, men jeg tager ikke for mig. Jeg skal komme ud hvor du vil og prøve Kræfter med dig; men ikke nu. – Aa for Satan ogsaa at jeg skulde gaa dèr og svire mine Kræfter hen.« Han slog desparat med Hovedet.
Peter nølede et Øjeblik, saa slap han sit Tag og rejste sig. »Ja saa har du det tilgode da, men glem det nu ikke.« Han lo haanligt og trak op i Bukserne. Faderen stod et Øjeblik som vilde han svigagtigt kaste sig over ham. Saa vendte han sig brat og gik op og lagde sig.
Hele den følgende Uge gik Lars og jeg i Spænding; vi vidste der vilde komme til at staa et Slag og havde nok Mod paa at overvære det. Sentimentale var vi ikke, vi undte Faderen Prygl af et godt Hjærte, men var ikke helt vis paa at han ogsaa fik dem. Saa ødelagt han var, var han noget af en 126| Kæmpe endnu. Og han rustede sig til Kampen som galdt det en Livssag for ham, svirede ikke, men nød sin Aftensmad i Tavshed og gik lige op og lagde sig.
Søndag Formiddag mens vi laa paa Marken og legede, kom Moderen pilende over. »Han er derinde!« raabte hun og pegede ind efter Landet. »Skynd jer – jeg skal nok passe Kreaturerne. Men I faar skynde jer, kanske trænger Peter til jer Hjælp.«
Vi brugte vore Ben godt nok, men fik alligevel ingen Del i Kampen. Da vi drejede af fra Landevejen en halv Mil fremme, og satte skraat ind over Marken mod en lille Lund som hørte til Gaarden kom Faderen imod os. Han slæbte sig stønnende fremad, krumbøjet, med en flad Haand lagt bag over Lænden. Vi smuttede ned bag et Dige, men det var overflødigt, han saa og sansede ingenting. Paa en aaben Plet i den lille Lund havde Slaget staaet, Græsbunden var kørt op til Ælte, og det unge Buskads trampet sønder og sammen. Unge Trær hang med Toppen ned i Ælten og kunde ikke rette sig op igen, der sad Blodstænk paa deres Blade. Rundt om laa der tykke, sønderslagne Grene, som de to Kæmper havde flaaet af Træerne til Vaaben.
127| Peter var i Færd med at vaske sig, da vi dygtig forpustede traadte ind i Karlekamret.
»Naa, mødte I den Gamle?« spurgte han – »kunde han gaa opret? Jeg tilbød at bære ham hjem, men han vilde hellere gaa selv. Han var haard nok.« Peter viste os sine Arme og Skuldre, hvor der sad bedre Striber af dødt Kød; hans Ansigt var ophovnet, han dukkede det ned i Vandfadet og lo med en underlig Grimasse. »Nu maa I gærne pille af igen, for jeg skal ud,« sagde han.
»Han skal til Valentins unge Kone,« sagde Lars stolt, da vi igen var paa Tilbageturen. Vi var enige om, at han var en hel Karl.
Kort efter blev Lars taget hjemmefra. Kommunen bortliciterede ham til en Bonde inde omkring ved Lyngen.
Vi mødtes igen som Læredrenge i Øens Hovedstad. Efter Fyraften samledes alle Byens Læredrenge gærne et eller andet Sted til Sjov – lige som Stærene har for Skik. Vi holdt et syndigt Leben hvor vi slog ned – og morede os vældigt; men nogen hyggelig Flok var vi sikkert ikke.
Ellevefingrede Lars, der var i Smedelære, gik i Spidsen. Skyggen fra hans Barndom havde fulgt ham trofast, enhver vidste at han var et Fattighusbarn. Det gav jo ikke Anseelse, men han udlignede det manglende ved personlige Egenskaber og tvang sig Respekt og Førerskab til – dels med sine ubønhørligt haarde Næver, dels ved at udføre alt det ingen anden turde. Der var gammeldags Høvdingeblod i ham, han var altid i Fronten.
Sommeraften var Havnepladsen eller Badestranden ved de søndre Havbakker vor Samlingsplads, om Vinteren var det Teatergænget. Vi færdedes 129| som Rotter i det skumle Pakhus der var Byens Teater, under Gulvene og paa Loftet – overalt. Vi kendte de mørke Kælderrum ud og ind, gled fra gamle Haver ned gennem Kældervinduerne og dukkede op gennem Faldlemme og Suflørkasse; der var aldrig nogen Forestilling vi ikke var gratis med til. Skærpedes Kontrollen en Overgang, saa skillingede vi i vor Nød sammen til en Galleribillet – to Øre pr. Mand, Ellevefingrede Lars fik Billeten og travede ind ad Hovedindgangen som den store Mand, fulgt af halvhundred misundelige Øjne. Han havde svoret dyrt at liste Skodden fra Reserveudgangen – og gjorde det trods alle Hindringer. Ingen af vi andre havde været fuldt til at stole paa, men Lars var Skurken iblandt os – og holdt Æresfølelse. Tilrejsende Selskaber kunde undertiden være meget nøjeseende; saa gik vi Glip af første Akt. Men i Mellemakten, naar Borgerne i bart Hoved strømmede ud i Smøgen og ugenert tog Murene i Besiddelse, saa stak vi Huen under Trøjen og gik frejdigt ind med de andre, fuldendende vort Toilet paa Vejen ind lige som de.
En Vinter rystedes den lille By ud af sine lidt trælse Folder ved Efterretningen om, at selve den store Naturkraft, Magnetisøren med de gaadefulde 130| Ævner, vilde nedlade sig til at aflægge Øen et Besøg og give tre Forestillinger paa Byens Teater. Trommeslageren gik om det, der blev klistret Plakater op paa alle Gadehjørner, og Bladene slog paa Stortromme for Verdensberømtheden. De havde let for at finde de store Ord; Magnetisøren kom lige fra Hovedstaden, hvor den samlede Presse havde hævet ham til Skyerne.
Denne Gang var alle Kneb overflødige. Det første Magnetisøren foretog sig var at komme i Forbindelse med tre-fire af de drevneste Teaterrotter, og Søndag Formiddag var vi alle trommet sammen paa Teatret, en 20-30 Stykker. Vi skulde for en Gangs Skyld spille med og holdt en festlig Generalprøve, Magnetisøren var en Mand som forstod at behandle Drenge. Da den fyldige skæggede Mand havde indstuderet Rollerne med os, holdt han til Slut en lille Moralpræken og mindede os om en rask Drengs Egenskaber: Tavshed og Adræthed. Det var ganske overflødigt, enhver af os var opsat paa at gøre sin Pligt.
Vi fik hver en Billet og skulde fordele os blandt Publikum; naar Folk kaldtes op paa Scenen, skulde vi saa være mellem dem – helt tilfældig naturligvis. Dette her var da endelig Fest for en rask Dreng, 131| saa det forslog; hele Byen skulde tages ved Næsen – naada Peter!
Om Eftermiddagen lige efter Kirketid strømmede Folk til Teatret; de hemmelige Kræfters 2den Udfoldelse var sat til Kl. 8 Aften. Der var fuldt Hus til Forestillingen, den mærkelige Mand holder først en Tale til Publikum, forklarer Arten af sine sjældne Kræfter, og fortæller Eksempler paa hvor fænomenale de er. Til Tider tør han slet ikke tænke, for at Folk i Nærheden ikke skal begaa det han tænker paa – og maaske ødelægge sig for Livet. I Gibraltar gav han saaledes engang en stor Forestilling paa Kajen, der var mange højtstaaende Personer tilstede, blandt dem Sønnen af en indisk Fyrste. Mens Magnetisøren tumlede med sine Medier, fik han pludselig det forrykte Indfald – om jeg nu befalede dem at springe i Vandet? Han forkastede straks Tanken som altfor barok; men i det samme løber Indieren frem mod Bolværket og springer ud. – Derpaa faar den rystede Forsamling at vide, at henved de to Tredjedele af den er modtagelig for den magnetiske Kraft. Mændene er i Flertal – her som paa alle andre Omraader er Kvinderne ret umulige at faa Bugt med! Af Mandkønnet egner igen de halvvoksne Drenge sig bedst. 132| Han gør nogle manende Bevægelser som for at ave de voldsomme Kræfter i sig, og anmoder Folk om at komme op paa Scenen. Det er ganske ufarligt! ganske ufarligt!
Der er lagt en Løbebro fra første Stolerække op til Rampen. Et Par af Rotterne sniger sig op ad den, saa kommer den store Dykker Strøm, der hverken frygter Gud eller Fanden – og langt om længe Knud – den lange Kommis, der er hele Byens Kæledægge. Hvor han kan gaa, kan andre ogsaa, og snart er Scenen fuld af Folk. Forestillingen kan begynde.
Hver af os faar en sort Skive med en Glasdiamant i stukket ud; den skal vi sidde og stirre paa, til Hypnosen melder sig. Mageren gaar omkring med et Udtryk af Opsugethed og prøver Virkningen; de daarlige Elementer skilles ud, et lille Blink med Øjet er det hemmelighedsfulde Kriterium. Snart er kun hans udvalgte Garde tilbage, og Løjerne begynder.
En Dreng faar Gabet spilet op og – o Vidunder – kan ikke lukke det igen, før den store Troldmand rører ved hans Kæbemuskler med sine magiske Fingre. En anden maa sidde og række Tunge, en tredje er manet i Søvn og truer hvert Øjeblik 133| med at trille af Stolen; Publikum morer sig kongeligt. Saa bliver den kraftigste af Drengene magnetiseret stiv. Det er Lars, han ligger med Nakken paa èn Stol, Hælene paa en anden, Magnetisøren sætter sig paa hans Mave. Tilhørerne er aandeløse. »Han kan ikke give efter – kun brække midt over!« siger Mageren, og springer forskrækket op, da det begynder at knage i Drengen og hans Tyngdepunkt synker.
Efterhaanden bliver dette os for ensformigt, Situationen rummer Stof til anderledes Løjer. En Sovende begynder at snorke, og vi andre stemmer i saa Luften dirrer, skønt det ikke hører med til hypnotisk Søvn. Magnetisøren forvirres et kort Sekund, saa gaar han resolut ind paa Spasen, da der ingen anden Udvej er. Han springer frem og tilbage; hvor en Gavtyvestreg slaar ud, er han straks paa Færde, som var den et Produkt af hans Tankes hemmelige Ordre; han er i flimrende Bevægelse og spiller paa os tyvetredve Gavtyve som paa et Klaver. Men i Smug bander han og maner med indædte Trusler, til det hele falder hen i rolig hypnotisk Søvn.
»Dette er min Triumf,« siger han anstrængt ud mod Publikum og tørrer Sveden af Panden. »Jeg 134| maa bede Dem lægge Mærke til, hvilket Arbejde det er for selv en overlegen Aand at holde tredve Medier samtidig i forskellig hypnotisk Tilstand. Men nu sover de alle.«
Pludselig farer han løs paa mig. »Der er Ild i dit Haar – sluk, Dreng!« raaber han, og jeg dasker mig i Hovedet med vellykket Forfærdelse. Folk ler. »Nu brænder din Trøje!« raaber han igen – »træk den af!« Men dette er et absolut Misgreb; vi Læredrenge gik ikke i Mansjetskjorte – ikke engang om Søndagen. »Gu gør jeg ej!« mumler jeg fornærmet. »Puh – vaagn!« brøler han og puster mig ubehageligt ind i Ansigtet, saa det giver et Sjok i mig.
Troldmanden er hos en anden og giver ham en Kartoffel. »Der har du et Æble, spis det!« Drengen ser lidt paa den raa Kartoffel. »Ikke med Skrællen paa,« siger han saa. – »Aha, han er af fin Familie!« udbryder Magnetisøren og rækker ham sin Lommekniv. Tilskuerne ler mægtigt og undres tillige, for Drengen er virkelig uægte Søn af en københavnsk Stormand, der har puttet ham af Vejen herovre.
Ellevefingrede Lars er udset til Slutningsnummeret, og lader sig stryge i Dvale en Gang til. »Nu kan man skære ham op, tage Tarmene ud af 135| ham, og sy ham sammen igen uden at han mærker noget – hvis det bare ikke var strafbart,« siger Magnetisøren. »Vi maa nøjes med at stikke en Knappenaal i ham. Vil ikke en af Byens ansete Mænd komme op og selv udføre det?« En Borgermand skubbes derop, han har alles Tillid men betænker sig alligevel. »Stik kun her i det kødfulde, Drengen mærker det aldeles ikke!« forsikrer Magnetisøren. Det klipper lidt i Lars’s lukkede Øjenlaag, ellers fortrækker han ikke en Mine. Han er jo opflasket med Prygl – og faar en hel Krone for at ligge stille, mens vi andre strider for Æren alene.
Det var Glansnummeret – Knappenaalen gik i lige til Hovedet. Med et Par Ord om enestaaende Overraskelser til Aftenforestillingen sagde den store Mager Publikum Tak.
Efter Forestillingen samledes alle vi Rollehavende nede i Kulissen for at modtage vore Instrukser for Aftenen. Magnetisøren meddelte os, at han blot vilde gentage Programmet. »I gjorde det jo saa godt,« sagde han rosende. »Men gaa nu hjem og spis, saa jeres Tarme ikke skal skrige under Forestillingen.« Lars nølede – han vilde have sin Krone; men den store Mand havde ikke Tid. »Den kan du faa i Aften,« sagde han og skubbede ham ud af Døren. 136| Saa tøflede Lars efter os andre. »Han er en rigtig Kæltring,« sagde han. »Og jeg begriber ikke, I gider være med til hans Snyderier. Mig ser han i al Fald ikke mere.«
Lars mødte alligevel, men hans Udtryk lovede ikke godt. »Faar jeg saa min Krone?« var det første han sagde. »Senere, min Dreng – senere!« svarede Magnetisøren og fór nervøst omkring.
Aftenen begyndte som en nøjagtig Gentagelse af Eftermiddagen. Vi Drenge havde faaet et vidunderligt Kig ind i den menneskelige Dumhed og dens Udnyttelse, og brændte af Længsel efter at komme rigtig i Gang igen og spille vore Tyranner dernede – Byens Borgerskab – forsvarligt paa Næsen.
Men det blev der ikke noget af. Magnetisøren begik den store Fejl at glemme, at han endnu ikke havde givet Lars hans Krone – og kom hen til ham. Lars sad og stirrede ned i sit Prisme med et eget stædigt Udtryk, det var ikke godt at sige, om han var i hypnotisk Tilstand eller rugede over et eller andet. Da Magnetisøren rettede hans Hoved bag over og rørte hans Kæbe, aabnede han beredvilligt Munden og strakte Tungen ud; men han gjorde det paa en egen ondskabsfuld Maade – Udtrykket var alt andet end sovende. Magnetisøren 137| saa studsende paa ham og vilde i Hast mane Tungen ned igen, men det overgik aabenbart hans Kræfter. Han prøvede Gang efter Gang, svor indædte Trusler frem mellem Tænderne og blev højrød i Hovedet af Raseri. Lige meget hjalp det, Lars blev stædigt ved at række Tunge efter Tilskuerne, med hele Ansigtet trukket i Vejret til noget, der mer og mer lignede et stort uforskammet Grin.
Folk lo og mudrede, der var ikke Tale om at aflede deres Opmærksomhed ved andre Fænomener. Magnetisøren prøvede at redde Situationen ved en lille Tale –: man kunde stundom binde et Medium saa haardt, at man ikke selv havde Kræfter til at løse det. Det lød meget troværdigt, men Drengen sad der nu engang med sin idiotiske Grimasse, som ikke var til at komme udenom; og vi andre glemte vor hypnotiske Tilstand for at glo paa ham og grine med. Magnetisøren maa have anset Slaget for uhjælpelig tabt, han erklærede brat Forestillingen forbi og forsvandt ud i Kulissen; han glemte at vække os først, og nu er det vel sagtens for sent. Det sidste Folk saa, var den Ellevefingredes Grimasse oppe fra Scenen.
Byen beredte sig grundigt til næste Dags Forestilling – men til ingen Nytte. Den store Naturkraft 138| havde sluttet af saa betids, at han slap om Bord i Damperen samme Aften. Og væk var han.
Dette var vel nok Lars’s største Bedrift, men han var i det hele taget ikke god at komme ud for; paa sine Begreber om, hvad Ret og Billighed var, lod han sig ikke lumpe. Han gik aldrig selv fra sit Ord og hørte til dem, der godt kan brænde en hel Stad af i Fortørnelse over, at en af Beboerne har brudt et Løfte. Det er altid Folk, der har maattet slaas med det værste i deres Barndom.
I Arbejdet var han ikke saa støt; et eller andet usynligt jog ham, og ofte kom han og vilde have mig med ud paa Vagabonderen. Jeg fik ham som Regel snakket til Ro, men det hændte, at han forsvandt flere Dage ad Gangen.
Han tog sine Prygl af Mester for det uden at knurre.
Saa gode Venner vi var, gik der Aar, hvor jeg ærlig talt ikke skænkede ham en Tanke. Paa sin Vej frem møder man bestandig ny Væsner og Skæbner, og de ny sætter de gamle i Skygge, til de glider bagud og umærkeligt forsvinder bag Horisonten.
Men da vi begge vel kunde være et Par og tyve Aar, rendte jeg en sen Aften paa ham ude i Bredgadekvarteret; han var i Færd med at dirke et Udhængsskab op.
»Det var sku heldigt, at det ikke var andre end dig«, sagde han. »Hvad laver du nu?«
»Jeg læser«, svarede jeg, forbavset over hans Koldblodighed.
»Jeg kan se det paa dig!« sagde han og saa op og ned ad min Dragt. »Jeg praktiserer Ejendommens Fordeling, som du ser.« Han fulgte mig hjem – halv mod min Vilje.
»Hør her«, udbrød han da vi sad i mit Kammer 140| – »har du noget imod, at jeg besøger dig engang imellem? Saa kunde du fortælle mig lidt om, hvad der staar i Bøgerne; og kanske kunde jeg lange dig en Næve til Gengæld. En anden en har jo aldrig lært noget.«
Jeg var ikke videre henrykt for hans Forslag, men ligefrem forbyde ham at besøge mig kunde jeg ikke faa mig selv til. Han kom saa ret jævnligt, og jeg blev hurtig glad for hans Besøg og savnede ham, naar han – formodenlig paa Haandteringens Vegne – udeblev. Lære ham noget kom jeg ikke til. Jeg havde sat mig for, at jeg vilde se at faa ham bort fra hans lyssky Levevej; men han var fremdeles den stærkeste, og det blev ham der paavirkede mit Syn paa Samfundsordenen.
Han havde tænkt en Del over Tingene for egen Regning – noget jeg endnu ikke var naaet til – og var mig alene af den Grund overlegen. Det var for mig som en ny Lære at høre ham tale forsonligt om det Helvede hans Hjem dog havde været, og tage al Skyld bort fra Forældrene. Han forstod baade deres Kamp og deres Nederlag – hvor han nu havde det fra, og kunde tale spøgende om, at naar han havde gjort et godt Kup, vilde han vende hjem og sætte Paradiset i Kultur. »Saa skal de 141| Gamle blive Bønderfolk og faa deres egen Gaard endnu engang,« sagde han. – »Ja, hvis det nu var lykkedes for dem dengang –. Saa havde en anden været Gaardmandssøn, og meget havde set anderledes ud,« kunde han føje til. Man hørte paa Stemmen, at den Tanke var gaaet nogle Gange gennem hans Hoved.
Han var en god og hjælpsom Fyr og havde et vaagent Øje for andres Stilling; det kneb mig ofte at holde mig hans Hjælpsomhed fra Livet. Penge lugter jo rigtignok ikke, og dersom de kunde tale, fik den ene Tikroneseddel ikke meget at lade den anden høre. Men jeg satte af forskellige Grunde Pris paa at klare mig paa egen Haand og tog – paa en enkelt Undtagelse nær – ikke imod noget af ham.
Jeg havde faaet anskaffet mig en stor og dyr men højst nødvendig Haandbog paa Kredit, og da jeg ikke betalte Afdraget til Tiden, kom Boghandleren en Dag og hentede den igen.
»Hør, dette her gaar ikke i Længden,« sagde Lars om Aftenen og gloede paa min tomme Reol. »Jeg forstaar mig ganske vist ikke paa Lærdom, men saa meget kan jeg dog indse, at man ikke kan studere uden Bøger. Men du er jo en stædig Rad, 142| saa jeg kan lige saa godt tie stille og passe mig selv.« Næste Dag kom han slæbende med Værket – oven i Købet det samme Eksemplar. Jeg beholdt det, siden det nu engang var ret nødvendigt for mit Arbejde; men vèd den Dag i Dag ikke, om han havde købt det tilbage eller var kommet til det paa en »nemmere« Maade.
Nem var hans Haandtering vist forresten ikke. Jeg havde det Indtryk, at der lige lod sig leve anstændigt af den, skønt han maatte være ganske dygtig – han stødte aldrig paa alvorlige Vanskeligheder under Arbejdet. Til dette bidrog foruden hans eget rolige Væsen vistnok ogsaa Omgangen med mig en Del. Mens han var mig moralsk overlegen, øvede jeg ikke saa lidt Indflydelse paa hans ydre Person. Han blev omhyggelig for sin Paaklædning, lagde sig pænt Sprog og pæne Manerer til. Der kom noget af den ægte Simpelhed over hans Person og hele Optræden, og det beskyttede ham mod Mistanke. Jeg fik ham endda til at anlægge Visitkort – noget Almuemanden i ham havde svært ved at indse Nytten af.
Paa det blev han forresten taget, netop som han var i Færd med at gøre det gode Kup der skulde lægge Fremtiden tilrette.
143| En Nat brød han ind hos et Vekselererfirma og gjorde et Bytte paa flere Tusend Kroner. Jeg læste om det i Bladene næste Dag, Tyven havde efterladt sig et Visitkort, der lød paa Navnet Lars Munk. – Inden Aften var han sat fast. Naturligvis havde han ikke med velberaad Hu lagt sit Kort paa Gærningsstedet, som Bladene spøgende formodede; han havde tabt det. Han faldt paa det eneste, han som Udskud havde ud af mit mere borgerlige Selskab, og det gav mig noget at tænke paa.
Selv bar han ikke Nag. Da han efter to smaa Aar kom ud af Forbedringshuset igen – en Del forandret – opsøgte han mig. Opholdet derinde havde taget paa ham, jeg har sjælden set et Ansigt, Livet havde gravet saa dybe Furer i; han havde mistet alt sit Haar.
»Dét er af at grublisere,« sagde han smilende. »Hvad vil du nu – vil du udvandre?« spurgte jeg i Samtalens Løb.
»Nej nu vil jeg tage hjem. Der ligger jo den Lyngejendom derhjemme, som de Gamle gik i Stykker paa; den vil jeg dyrke op, saa har jeg dog gjort nogen Gavn! Jeg har lært mig Gartneri for det samme, mens jeg sad derinde.«
144| Det syntes efterhaanden at være blevet en Opgave for ham. Og han løste den – uden andet at støtte sig til end sine bare Næver, og uden Slinger eller Vagabonderen. Netop under de Vilkaar hans Gamle var gaaet i Stykker paa det, førte han det igennem. Der er en Lov i dette – ellers var det jo heller ingen rigtig Sejr.
Paa femten Aar satte han den lille Ejendom i Kultur, holdt støt ud Nat og Dag trods alle Degenerations-Teorier – og skabte en Edens Have af den.
Hvad det kostede ham af Savn og Slid nævnede han aldrig; det var Forældrenes Historie om igen, kun at han vandt igennem. De døde forresten, inden han kom saa vidt; men Paradiset var blevet et Formaal for ham selv nu.
Hvergang jeg er hjemme paa Stranden, tager jeg ind til den lille Ejendom, der er som et smukt Monument for Sejren, saa langt som Fattigper endnu kan fange den. Ellevefingrede Lars gaar der ikke mere, og med det hænger det saaledes sammen: Da Bonden paa Klippegaarden saa, at der var ved at blive Ejendom af Paradiset, kom han i Tanke om de mange Aars Havreskat han havde tilgode. Der var ikke Penge at faa, han gjorde saa Udlæg i selve Ejendommen. Da man kom og vilde sætte 145| Lars fra Gaarden, havde han foregrebet Begivenheden og hængt sig.
Det er den eneste Skygge ved Paradiset. Det spøger lidt efter den hængte; men den gamle hvidhaarede Klippegaardsbonde, der selv flyttede herned og lod Sønnen faa Gaarden, mærker ingenting. Han gaar og passer det hele omhyggeligt, viser stolt Ejendommen frem til enhver der vil se den, og giver dens Historie i Tilgift. Men den er i Færd med at forskyde sig for ham; han glider mere og mere over til den Opfattelse, at det er ham der har frembragt det hele.
Lars og hans Fader er i ru Træk et Par Skæbner i lige nedadgaaende Linje. De var onde nok, og netop saa selvforskyldte som Fattigmands Skæbne altid er. Der er jo mange som mener, det er hans egen Skyld naar det gaar ham ilde. Men sandt at sige har han endnu aldrig faaet Lov at ødelægge sig selv – det har Forholdene altid besørget for ham. Og endnu kender derfor ingen hans daarlige Egenskaber.